Arkitekturhistoriske noter, den græske antik

Opdateret 3. august 2014

INDLEDNING

I forbindelse med en nogle foredrag og rejseaktiviteter har jeg samlet nogle informationer om arkitekturhistoriske forhold, og efter nogle henvendelse herom lægges de ud offentligt.

Kilder
Kilderne er med deres kode eller registernummer nævnt omtrent, hvor de hører hjemme, og detaljer kan findes i kildelisten nederst i teksten.

Periodeopdeling
Tidsrummet, hvor den græske indflydelse i Middelhavsområdet er stor, opdeles i nogle perioder, men her begyndes for oversigten med de lidt tidligere perioder, hvorefter der fortsættes med den romerske periode.

Tidsrum f.Kr.	Benævnelse område	Bemærkninger til perioden
2600-1600	Troja II-VI	Udgravningen af Troja, der ligger ca. 6 km fra østsiden af indsejlingen fra Ægæerhavet til Dardanellerne, viste, at der kan adskilles i alt ni kulturlag på stedet. Lagene strækker sig fra 2600 til 1600 f.Kr. og opdeles således: I Bronzealder med murstensrester, II Bronzealder med større murrester end I og i midten en stor megaron. III-IV Stadig bronzealder. Schliemanns skat tilhører II-III-perioden, V Mellemstadiet fra tidlig til mellembronzealder, VI Mellemste og meste af sen bronzealder med meget større byer med stor byport mod syd, lige mure af kalksten. Huse med indre søjler. Denne bykultur blev udslettet ved et jordskælv, VIIa Genopbygningsperiode, VIIb Tidlig jernalder. Kulturperiode med kontakt til Danubien og Trakien, VIII Græske kolonier i Grækenlands arkaiske periode, IX Hellinistisk koloni og graeco-romersk periode til Konstantin.
2000-1400	Kretisk-Minoisk kultur	-
1600-1150	Mykensk kultur	-
1200-100	Græsk kulturkreds	Den græske kulturkreds opdeles i mindre perioder, der også betegner udviklingsstadier: Arkaisk tid ca. 700-480, begyndelse og udvikling, Klassisk tid ca. 500-480 til 323 f.Kr., suveræn beherskelse. Perioden deles videre i en tidlig, høj og sen klassisk periode, Hellenismens tid ca. 323-85, sentid.
300 f.Kr. til 325 e.Kr.	Romersk kulturkreds	Før den romerske kultur var det italienske områdes kulturbærende folk etruskerne, og de regnes normalt ikke med til den romerske kulturkreds, selv om mange romerske træk blev overtaget fra etruskerne. Etruskernes storhedstid falder omkring 900 til 500 f.Kr. Etruskernes blomstring falder sammen med den græske kolonisations storhedstid i Syditalien og Sicilien. Den romerske kulturkreds opdeles i mindre perioder: Kongedømmets tid fra 753 f.Kr til 510 Republikkens tid fra 510 til 27 f.Kr. Kejsertiden fra 27 f.Kr. til 395. Under kejsertiden udkommer Vitruvius' afhandling om arkitektur. Delingstiden til Romerrigets fald ca. 395 til 450

GRÆKENLAND
De strømninger, der ligger før Grækenlands storhedstid, berøres ikke, men nogle af Grækenlands offentlige bygninger, templer, samlingshuse, torve etc., samt en del af deres bygningstræk blev overtaget af først Romerriget og senere Europa, hvorfor de græske bygningselementer og nogle grundbegreber og udtryk i forbindelse med de græske bygninger medtages.

Den kretisk-minoiske arkitektur er kendetegnet ved additiv gruppering uden retningsstabilitet, og bygningskomplekserne er organiseret indefra og udefter. Større bygningskomplekser som paladser kan karakteriseres som et labyrintisk system.

Den mykenske arkitektur, som den er kendt gennem borganlæggenes ruiner viser en større retningsstabilitet og en mere symmetrisk opbygning af komplekse bygninger. Der er tænkt i monumentalitet ved planlægningen. Det er under den mykenske tid, at megaron hustypen opstår.

Fra den tidlig klassiske tid er det mest betydningsfulde bygningsværk Zeustemplet i Olympia,
men også det doriske tempel for Hera i Paestum i Italien er et betydningsfuldt bygningsværk, hvis ydre står næsten intakt endnu.

Fra den højklassiske tid er der tre hovedværker fra Athens Akropolis:
   Parthenon, tempel for gudinden Athene, arkitekt Ictinus, dorisk stil
   Erechtheion, tempel for flere kultguder, jonisk til,
   Propylaeerne, indgangsporthus og portal til Akropolis, arkitekt Mnesicles Megaronhustypen
Græsk »megaron« pl. »megara« betyder egentlig »sal« eller »storstue«, men ordet er også opført i ordbøger som: spisesal for mandlige personer, dameværelse, soveværelse, og om hele huse, og da især store huse og paladser. Specielt har det også været ordet for det allerhelligste rum i Apollos tempel i Delphi, der hvor oraklets svar blev givet den spørgende. Fra denne betydning udvidedes ordet til også at betyde det allerhelligste rum i andre templer.
[Ingerslev]

Megaron bygningstypen som hustype består af en rektangulær grundplan med to rum. Forrummet, pronaos, er åbent på den smalle side, mens bygningens mure på siderne er ført frem til den manglende sidevæg. Hovedrummet, cella eller naos, der ligger bagved forrummet, har åbning i den smalle side mod forrummet. I midten af hovedrummet kan der være et ildsted.
[9783]

Tempeltyper
Megaronhuset udvikles fra verdslig bygning til sakralbygning, og udgravninger viser, at den verdslige bygning oftest havde en mere kvadratisk form, mens den sakrale bygning til adskillelse fra herfra blev mere langagtig. De væsentligste tempeltyper er følgende. De er opstillet fra simple mod mere komplekse:

   Antetempel, der består af pronaos og cella med søjlerne mellem anterne: "Templum in antis".
   Dobbelt antetempel, der består af pronaos, naos og opisthodomos (= rum bagved cella).
   Prostylos, der er et antetempel med en søjlerække foran pronaos.
   Amphiprostylos, der er et dobbelt antetempel med en søjlerække både foran pronaos og bagved opisthodomos.
   Peripteros, der kan være et ante- eller dobbelt antetempel med en på alle fire sider omløbende søjlerække.
   Dipteros, der er et peripterostempel med en ekstra omløbende søjlerække.
   Rundtempel, der har en cirkulær cella med en omløbende peristase.
[L'Orange p.78ff]

Templets bygningsdele
Den udvidede tempelbygning, tempelprototypen, kan bestå af alle eller nogle af følgende dele:

   krepidoma = tretrinsfundament,
   naos = megaron, det tidligere hovedrum, cella,
   pronaos = forrum, inner portico
   opisthodomos = baghal, rear chamber.
   peristase = søjlerække
   anterne er naos' to sidemure, der i forlænget form også danner siderne i pronaos og opisthodomos.

Templet blev bygget på en forhøjning på jorden, og dette fundament kaldtes for euthynteria eller et lavt krepidomoa eller krepis, hvor de to nederste trin udgør stereobatet, og det øverste trin er stylobatet. Dette var trinformet til alle sider, og der kunne på forsiden være en skrå rampe op til tempelniveauet, hvilket må have lettet adgangen ved eventuelle processioner.

Hustypen har stadig den rektangulære grundplan med to langmure, hvor forrummet har åben udvendig kortside, og dets bagvæg har døråbning til cellen, mens baghallen ikke har adgang til cellen og har åben kortvæg. Den åbne forvægs overligger og tympanon bæres af to søjler, og tempeltypen kaldtes på græsk for naos en parastasin og på latin for aedes in antis.
[Kohte p.35, Thiedecke p.11]

Denne tempelgrundform udvikledes med søjler. Først med søjler foran pronaos, og typen kaldes så for prostylos. Senere, hvor typen har fået søjler for og bag, kaldes den for amphiprostylos, og endelig med søjler på alle fire sider kaldes tempeltypen peripteros og søjlerne for ptera. Der fremkommer så yderligere disse dele:

   peristase / peristasis = søjlerække ført omkring tempelbygningen, peristyle.
   pteron / ptera = den overdækkede søjlegang, området mellem husmure og søjlerække, ambulatory.

For at kunne få en større bygningsbredde blev der også opført templer, hvor der inde i cellaen er to søjlerækker i siderne, så der herved fremkommer en tredelt naos, forløber for den treskibede bygning. I visse tempelformer af en vis størrelse, hvor det har været vanskeligt at få tilstrækkeligt lys i rummet, har der været lysåbninger i tagdækket. Måske har åbningerne ikke stået åbne for vind og vejr hele tiden, men konkrete tekniske beskrivelser mangler. Kilderne er hovedsageligt Vitruvius og kommentatorer til samme. Endelig har der været opført cirkelformede templer.

Peristyl kan også betegne en søjlegang om en indre gård, som man fx har det i korsgangen i en klostergård.

Engelsk hairpin megaron betegner en præhellenistisk tempelform med fritstående megaron med en halvrund apsislignende opisthodomos. Gudebilledet og andre gudstjenesteredskaber og kultbilleder findes der meget få af, da så godt som alt blev ødelagt ved kristendommens indførelse. Som eksempel på udviklingen kan tages templet på Athens Akropolis, der efter kristendommens indførelse blev benyttet som kirke. Derefter blev bygningen moske, og endelig blev der opbevaret krudt i bygningen, hvilket var en meget dårlig ide. Men allerede inden krudtet eksploderede, havde de to foregående religiøse anvendelser ødelagt alt i templets indre.

Templets omgivelser
De græske templer var bolig for guderne. I hvert tempel boede en gud. Dette forhold er væsensforskelligt fra den kristne kirke, hvor det hellige rum bygges for menighedens samling. Det græske tempel som gudebolig blev oftest orienteret mod øst, så guden fra sin bolig kunne se den opgående sol - et forhold, der blev overtaget af den kristne kirke. Undtagelser findes, fx templer i Magnesia, der er orienteret med åbning mod vest.

Da templet kun enkelte gange skulle betrædes af tempelembedsmænd, og fordi en menighed aldrig kom der, så var døråbningerne anlagt med høje dørtærskler. Templets alter for brandofre var anlagt foran for templet, men der er ikke mange verificerede eksempler herpå.

Tempelområdet blev kaldt for temenos, og det kunne være et afgærdet område, inden for hvilket der kunne ligge andre bygninger til brug for tempeltjenere, skathuse, lagre af offergaver etc.

Bygningsteknik
I de tidligste templer til 700 f.Kr. var murene af småsten og lufttørrede lersten. Fra ca. 700 f.Kr. kunne man brænde teglsten, og tækkede tage eller flade lertage blev afløst af en tømmerkonstruktion med teglstenstage og med moderat hældning.

Fra midten af det syvende århundrede f.Kr kunne man fremstille malede eller glaserede teglsten, men der var endnu ingen bygninger rejst af tilhuggede hårdsten. Det indtræder først, efter grækerne begyndte rejserne, der bragte dem til Ægypten fra ca. 650 f.Kr.; perioden kaldes på engelsk for Oriental period. Første skridt i denne udvikling var udskiftningen af træsøjler med stensøjler.

Anterne, væggene, var nederst bygget af store tilhuggede sten, der kunne rage lidt ud i forhold til de ovenfor liggende stenrækker. Underrækken kaldtes for orthostaten, mens de overliggende benævntes opus isodomum.

Måleenheder
Den græske måleenhed var en fod, der i metermål var 0,326 til 0,328 i de fleste af de opmålte bygningsværker, men i nogle tilfælde var en fod lig med kun 0,295 m. [Kohte, p.43]. I henhold til Technological Studies in Ancient Metrology af Eivind Larsen, NNF, 1966 [Lorenzen] har måleenheden tomme nogle flere og større forskelle.

Til brug her rækker det dog at pege på, at de klassiske målesystemer, som undersøgt fra Ægyptens tid via græske og romerske kulturkredse, har den menneskelige skikkelse som grundelement for måleenhederne, og enhederne har derfor ikke nogen entydig fast omsætningsfaktor til metersystemet.

Byggematerialerne
De ældste bygningsværker i Grækenland blev opført af træ. Da man gik over til brug af sten, var det nabolagets sten, der anvendtes. Det var i Athen før perserkrigene fx den ret porøse kalksten. I den klassiske tid blev de fleste templer opført af lys eller hvid marmor, som man kunne finde i det græske landskab Attika syd for Athen. Marmor fandtes også i Tyrkiets vestkyst og i en del af Italiens bjerge samt i Alperne. Den kostbare marmor blev kun benyttet som yderklædning af en bygning. Til murfyld blev billigere sten og skærver anvendt.

Sammenføjning af sten
Bygningsstenen kunne sammenføjes med mørtel, med metalbindere, eller de kunne hugges så fint, at de passede uden bindemiddel.

Fra den græske middelalder blev stenene sammenføjet med mørtel, mens de senere blev fæstnet ved i udhuggede revner at hælde smeltet bly, der når størknet kunne binde stenene sammen. Udhugningerne i stenene var formet som lange smalle riller med dråbeformede ender af større diametre. Der kunne også anvendes dyvler eller andre former for tappe.

Med hensyn til opstilling, vinkler og andre konstruktørdetaljer, så benytter min anvendte litteratur alle Vitruvius som kilde, selv om han altså er væsentligt yngre end den tid, der her behandles. Helt uden værdi er det dog ikke, for Vitruvius, der fortæller om søjlernes indadhældning kan efterprøves, og et sådant eksempel findes i [Kohte, p.45], hvor Parthenontemplet overholder tesen, mens søjlerne i Athene-templet i Priene står aldeles lodret.

SØJLER

En lodret bærende konstruktion kaldes i sin grundform for en pille. Den er ofte rektangulær eller kvadratisk, men meget svære søjler kan også kaldes for piller. Piller kan have base eller være foruden base.

En søjle er en rund pille. Den kan være uden base, men har den en base, kaldes den en sokkel, der kan have skrå sider. Oven på denne en plint med lodrette sider der opad kan afsluttes med hjørneblade, inden søjleskaftets basis. Selve søjlen kan være en monolith, men oftest er den sammensat af tromler af en vis vægtmæssig håndterbar højde.

Hvis søjlen er fritstående, kaldes den for en frisøjle. Er søjlen sammenhængende med bagmuren, så kun den halve del stikker ud, kaldes den for en halvsøjle - på samme vis findes også en kvartsøjle og trekvartsøjler til brug i hhv. indadgående og udadgående hjørner. En søjle, der er fritstående, men på et fundament, der stikker ud af bagmuren kaldes for degageret. Står søjlerne parvis, kaldes de for koblede. Senere - især i gotikken - omtales søjleknipper, der er en pille udført, som var den dannet af et antal sammensatte søjler.

På skaftets øverste ende kan der være en halsring før kapitælet, søjlehovedet. Over kapitælet ligger bjælkeværket, og over dette kan der være en vederlagssten, før den videre opbygning.

Søjlerne er forjyngede^*), dvs. at de blev smallere opefter, samtidig blev de dannet med en let udadbuende sidelinje omkring midten, entasis, for at de visuelt skulle se lige ud. Af samme årsager blev søjlerne ikke anbragt lodret, men hældende cirka en procent ind mod templets midte. Søjlerne ved hjørnerne blev af samme optiske årsager både hugget med større diameter og anbragt med mindre mellemrum til nabosøjlerne, da det store lysindfald på hjørnerne gjorde søjlerne optisk slankere, og dette forhold derfor skulle modvirkes ved tættere sammenstillen. Denne sammenstillen kaldes for hjørnekontraktion.
^*) Fra tysk verjüngen forynge = gøre mindre [ODS].

I det antikke Grækenland var søjler en vigtig bygningsdel, og de inddeles efter deres alder og udseende i tre grupper:

   Doriske søjleorden
   Joniske søjleorden
   Korintiske søjleorden
   senere kom der en fjerde til:
   Romersk eller kompositsøjle, hvor kapitælen er kombineret jonisk og korinthisk.

Doriske søjler
Kendes fra 1000 f.Kr. og benyttet i sten fra ca. 650 f.Kr.
Kendetegn: søjleform uden base og står direkte på krepidoma. Den er oftest sammensat af flere sektioner tromler, der kan være fæstnet til hinanden med kramper eller tap-og-not. Søjlens midterste diameter er den største, og denne formforøgelse kaldes for entasis, hvilket visuelt giver søjlen de bedste proportioner. Søjleskafterne har fladkonkaviske kannelurer med grater eller ribber, dvs. med spidse afslutninger. Der er gerne 20-22 riller på en omgang, og de er slebet efter søjlen var samlet og rejst jf. [Thiedecke p.11].

Søjlen har udfoldet, tragtlignende kapitæl, der bærer en tagopbygning med arkitrav og frise med triglypher og metoper. Kapitælen har echinus og abakus og kan mellem skaft og kapitæl have en eller flere anuli, ringformede, halvrunde vulster, hvorover echinusen støtter den afsluttende abakus.
Der er stærk kontrast mellem lodrette og vandrette linjer.

Den doriske søjleorden forblev populær på det græske hovedland og i de vestlige provinser og kolonier i en meget lang periode.
Doriske templer er normalt brede og tunge, hvilende i sig selv.
Det kannelerede skaft er muligvis en stilisering af den daværende skik, som anvendt helt op i vores middelalder og renæssance, hvor man draperede farvede tekstiler omkring søjlerne ved festlige lejligheder.

Joniske søjleorden
Joniske søjler blev udviklet i Grækenlands østlige dele omkring 600 f.Kr., og de tidligste levninger af joniske søjler er fundet omkring Smyrna.
Kendetegn for joniske søjler er kapitæler med bladformede udskæringer og forsiringer. Kapitælet set forfra kan minde om en bogrulle lagt over søjletoppen med rulledelene på hver sin side af søjleskaftet. Kapitælen kan også forklares som værende med volutter, ægstav og perlesnor, med navne givet efter det stiliserede udseende.

Mod basen afsluttes søjleskaftet med nogle halvrunde vulster, torus, når de er konvekse, og trochilus, når de er konkave. De sidstnævnte kaldes på engelsk for »scotia«, der betyder mørk. Nedefter kommer dernæst sokkelpladen eller plinten.

Søjleskafterne har kannelurer med lige afslutning, dvs. en lille del af søjleskaftsperiferiens runding fremstår mellem hver kannelering. Der er gerne 24 riller på en jonisk søjle.
Den doriske og joniske stilart forbliver i brug sideløbende gennem det sjette århundrede inklusive byggeriet i kolonierne på Sicilien.
Joniske templer er normalt slanke og elegante.

Korinthiske søjleorden
Korinthiske templer ligner de joniske, men deres udsmykning er mere omfattende og iøjnefaldende med store udhuggede kapitæler og gavlrelieffer.
Kapitælerne med de store udsmykninger blev i lang tid anvendt på verdslige bygninger, før de fandt indpas i tempelbyggeriet.
Søjleskafterne har dybe kannelurer med lige afslutning.
Ordenen går tilbage til bronzeskulptøren Callimachos fra Korinth i slutn. af det femte århundrede f.Kr. Han »opfandt« akantuskapitælet.
[5794]

Templets tagkonstruktion

Templets tag var i de ældste templer et fladt tag. Senere blev der bygget tag med rejsning. Ved tag med rejsning har især gavlpartierne betydning i historien, idet deres udsmykning ofte omtales. Hele overdelen over søjlerne kaldes for entablatur eller entablement, en gesims omfattende arkitrav, frise og kronliste. På den doriske søjle var på søjlehalsen, hypotrachelion, anbragt en stenpude af form af en omvendt pyramidefod, en echinus (der betyder pindsvin). Derpå hvilede den kvadratiske abakus, som bjælkeværket hvilede på.

Bjælkeværket var tidligst træbjælker, men blev senere af stenbjælker. Denne vandrette bygningsdel kaldtes på latin for arkitraven, på græsk for epistylion.

Over arkitraven kom på det doriske tempel en friseopbygning, der lodret delt bestod af triglyffer, der var felter med tre lodrette reliefstave, adskilt af metoper, frisefelter; tilsammen kaldet triglyphon. Triglyfferne skal placeres med en lige over en søjle og en midt mellem to søjler. Metoperne = mellem åbningerne var placeret mellem triglyfferne og var udsmykket med gude- eller legendefigurer i relief.
Denne del afsluttedes opad af en mutuli, en lav sømmønstret liste, eller af en gesims. Derefter kom det trekantede gavlfelt, en tympanon.

I det joniske tempel var arkitraven delt i tre bånd eller fascier, hvorover kom en frise med udsmykning i relief samt en gesims. Dorerne, jonerne og korintherne
Navnene, der er knyttet til de tre søjleordener, er taget fra lokale folkeslag.

Dorerne var antagelig en eller flere makedoniske folkestammer, der nordfra invaderede Grækenland omkring 1100 f.Kr. De bosatte sig omkring nordkysten af Peleponnes med lokaliteter som Epidaurus, Megara, Elis og Korinth, hvorfra de krydsede over øhavet og underlagde sig Kreta, Melos og Thera og sydkysten af Lilleasien.

Dorerne var ikke store kulturbærere, og de overvandt det mykenske rige og undertrykte dets kultur, og Grækenland gik ind i sin mørke »middelalder«. Perioden er kunsthistorisk bl.a. kendetegnet ved sine geometriske keramikmøstrer. Efterhånden blev folkestammen opblandet med de oprindelige beboere, men omkring Sparta bibeholdtes en samfundsorden, hvor de invaderende dorer fortsat udgjorde den herskende, militaristiske borgergruppe og indrettede de noget specielle mandlige klubber.

Jonerne var oprindelige grækere, der formodentlig flygtede eller blev presset ud af de invaderende dorer, hvorfor de kolonialiserede især den lilleasiatiske kyst fra Troja til Rhodos. Jonerne vedblev at betragte Athen som deres hjemby. De viderebragte athensk græsk kultur og udviklede den ved samkvem med de asiatiske folkeslag.

Korintherne. Byen Korinth var territorialt vigtig ved sin beliggenhed ved overgangen mellem det græske fastland og Peleponnes. Byen havde et stærkt citadel og havde havn til begge sider af landtangen. Byen faldt under den doriske invasion. Senere blev byen kendt for sin skibsbygning og deltagelse i søslag omkring 700-650 f.Kr. I den senere græske periode kæmpede byen tit mod Athen, og med sin beliggenhed kunne den næppe have undgået at blive del i hovedparten af borgerkrigene.

Det græske teater

Det gæske teaters grundform ses godt i levnene i teateret i Epidaurus fra 4. århundrede f.Kr. Teatret kunne rumme 14.000 tilskuere på 55 bænkerækker på den halvcirkel, som udgjorde forhøjningen med sæder bygget ind i den bagvedliggende bakke. Ideen med det græske teater var en samhørighed med naturen - det skulle smelte sammen med landskabet. Auditorium skulle være en del af naturen. Derfor var scenebagvæggen også lav, så den ikke forhindrede udsynet videre ud og væk fra teatret.

Foran tilskuersæderne, auditorium, var en helcirkel, orchestra, hvor koret stod og sang eller sang og dansede under forestillingen. På modsat side af orchestra, over for tilskuerne, var et smalt rektangulært område, der gik fra side til side, men uden at være sammenbygget med auditoriet. Det var hævet et eller et par trin over grundfladen og kaldes for proskenion og var det område, som romerne kaldte for pulpitum, og hvor de op til tre skuespillere ad gangen fremførte deres kunst. Bagved skuespillerne var en lav bygning kaldet skene.

Når forestillingen begyndte kom koret ind ad de to åbninger ved snitfladerne af tilskuerrækkerne og proskenion. Det ideelle kor tog opstilling på orchestra og bestod af i alt 15 mand delt i to halvkor af 6 mand hver med en halvleder og en leder for det samlede kor. Skuespillerne kom frem gennem døre i skenebygningen.

Skenen blev i de yngste græske teatre gjort højere, og den komplette orchestracirkel blev en del afskåret mod proskenion.

Ideen med den åbne tilgang mellem auditorium og orchestra - proskenion og med den lave skenebygning var publikums mulighed for at se landskabet og føle sig som en del af naturen, idet teatrene også gerne lå ude i landskabet. Den modsatte ide lå bag ved opførelsen af de romerske teatre, hvor den foretrukne beliggenhed var i byerne med opbygget tilskuerområde i stedet for bakkens fyld under sæderne. Teatret lukkede sig omkring tilskuerne, der isolerede sig under forestillingen. Indretningen af det romerske teaterer beskrevet under romerske arkitekturnoter.
[Thiedecke p.7, Barnow p.160f]

Generelle kilder
[9783] Kleines Wörterbuch der Architektur, Reclam, 2005. [9783]
[DkKirk] Danmarks Kirker, Fagordbog, Nationalmuseet, --. [DkKirk]
Barnow, Finn, 2001: Jordejerens by - bysystemer og byarkitektur i den antikke græske verden, KAF, [Barnow]
Benzon, Gorm et al., 1983: Danske bygningsudtryk, Kreditforen. Danmark. [M125-K153]
Cary, M. et al. ed., 1949/1964: The Oxford Classical Dictionary, OUP. [7325]
Hjort, Øystein, red., 2010: Arven fra Byzans, Sfinx, [10766]
Ingerslev, C.F., 1866: Græsk-dansk Ordbog, Gyldendal, [6606]
Koch, Wilfred, u.a.: Bygningskunst og stilarter, Lamberth, 2. udg., u.a. (ca. 1980). [5794]
Kohte, Julius, 1915 : Die Baukunst des klassischen Altertums, Frd. Vieweg & Sohn. [9829]
Krautheimer, Richard, ed., 1965: Early Christian and Byzantine Architecture, Penguin, [10772]
Lorenzen, Eivind, 1966: Technological Studies in Ancient Metrology, NFF, [6733]
L'Orange, H.P. & Thiis-Evensen, Thomas, 1978: Oldtidens bygningsverden, Pol., [10773]
Pedersen, Birgit Ahlgren, 1986: Efesus, Rhodos, [Efesus]
Pevsner, Nikolaus, 1997: Europas Arkitekturhistorie, Politiken. [8945]
Pevsner, Nikolaus, ed., 1970: The Pelican History of Art - Etruscan and Roman Architecture, Penguin, [10774]
Thiedecke, Johnny, 2007: Antikkens Arkitektur og dens efterliv, Pantheon [Thiedecke]

Jørgen Marcussen

Retur til toppen

Opdateret d. 3.8.2014

Videre til Romerrigets arkitekturhistorie
Videre til Tidlig kristen arkitekturhistorie
Videre til Ravennas arkitektur fra ca. 400 til 600
Videre til Byzantinsk arkitektur
Videre til Karolingisk og merovingisk arkitektur
Videre til Romansk arkitektur
Videre til Gotisk arkitektur