Indledning tidebøn Tidebønnen = hore canonice er kirkens generelle og officielle bøn. Den er blevet kaldt »læbernes offergaver«, og den skulle bedes af udpegede medlemmer. De udpegede var oldkirkens diakoner.
En anden definition hedder: Ved tidebønner forstås de faste gudstjenester, som det er forordnet skal gennemføres på bestemte tidspunkter hver dag. Oprindelsen er jødisk, og ritualet er overtaget af de kristne, der tidligt fastlagde de bønner, der skulle fremsiges på bestemte tidspunkter. Senere blev udtrykket betegnelsen for alle døgnets tidebønner og senere også for den bog, som de var nedskrevet i Canonical Hours. Begrebet er allerede nævnt i Benedict Regel LXVII Ad omnes canonicas horas. (Kap. 8-21).
Lindhardt (p53) angiver tidebønnen som »en usakramental gudstjeneste opbygget på bønner, tekster, salmer og hymner. De er inddelt efter kirkeåret og følger samme skema som missalerne: kalendarium, rubrikker, Davids-salmer, proprium de tempore, litani, absolutionsformularer, dødsberedelse og benediktioner«. Det forudsættes, at alle 150 salmer fremføres i løbet af én uge med start hver søndag med vigilien.
Tidebønnen skal altid fremsiges af de dertil befalede, som er alle subdiakoner og derover. De skal siges højt også i de tilfælde, hvor vedkommende er alene, og det er en alvorlig synd at springe dem over.
Fra oldkirken var der tre bedetider jf. Didache, der skrev en kort kristendomsmanual om moralske emner i 16 kapitler (ukendt forfatter fra 1. årh.). Ved senmiddelalderens begyndelse havde de tre bedetider i klostrene udviklet sig til syv eller otte, jf. Salme 119 vers 164: »Jeg priser dig syv gange daglig for dine retfærdige lovbud«, og blev med lidt variationer udført således:
OPUS DEI
1. Vigil / Vigilie / Nocturnal Vigil afholdes klokken 02 om vinteren, klokken 03 om sommer, eller fra 1. november til påske i den ottende nattetime, der er mellem kl. 02 og 03. Fra påske til 31. oktober afholdes vigil før solopgang, og på søn- og helligdage noget tidligere. En engelsk kilde giver tidspunkterne en time senere.
Denne natteservice blev senere døbt om til Matutin. Vigil var oprindelig kun natten før en stor kirkebegivenhed, hvor man vågede, fastede, bad eller festede og Nocturnalium var egentligt et afsnit af servicen.
En nocturnal var på 6 salmer og 4 tekster og respondier samt nogle meditationer. På søndage og festdage var der 3 nocturnalier, hvilket tog ca. 2 timer at gennemføre. På hverdage blev der gennemført 2 nocturnalier.
Eksempelvis kan en vigilie bestå af følgende efter Benedikts model:
Indledningsbønnen: Herre, åbn mine læber ... tre gange gentaget
Salme med doxologi
Salme ledsaget af antifon
Hymne
Seks salmer med antifon
Fire læsninger med responsorier og den sidste afsluttende med doxologi.
Om hverdagen dog kun tre læsninger eller en læsning fra GT
Seks salmer med antifon - Halleluja
Læsning fra Apostlenes gerninger og en Kyrie eleison om hverdagen.
Om søndagen i stedet fire læsninger med responsorier og doxologi efterfulgt af tre cantica fra profeterne inkl. antifoner - Halleluja. En versikel, Bibelvers, abbedens velsignelse og fire læsninger fra NT med responsorium og slutlæsningen også med doxologi.
Te Deum.
Evangelielæsning.
Hymne.
Velsignelse.
En så lang tidebøn kunne række frem til tidspunktet for Laud, der så blev påbegyndt straks efter Vigil.
[Crossley] anfører Vigil som startende ved midnat. Når underprioren ringede med klokken, stodmunkene op og gik ind i kirken, hvor yngste mand sad tættest ved alteret og ældste fjernest, hvilket er modsat højmessen, hvor ældste sidder øverst. Efter bønnerne og salmerne ophørte Vigil, og klokken ringede anden gang, og man gik direkte over til Matutin med læsningerne, hvorefter der ringedes tredje gang med klokken.
Under ringningerne kunne munkene cirkulere i klostergangen for at få blodomløbet i gang, men når klokken stoppede, indtog de igen deres pladser, og Laud blev indledt. Laud sluttede så mellem klokken 1 og 2, og munkene gik tilbage til sovesalen. Dette forløb er ganske ude af trit med øvrige kilder, der alle har Laud ved første lysskær.
Under så langt nattesæde i kulde kunne det hænde, at en broder faldt i søvn. Der var derfor en vagt, der gik rundt med en lampe i koret og kontrollerede brødrene. Fandt vagten en sovende, blev denne kommanderet til at overtage lampen og gå rundt til han igen fandt en sovende, og lampen således igen skiftede bærer.
Brødrene blev igen vækket ved sekstiden til Prim, der var en kort service. Der blev derefter holdt morgenmesse også for tjenestefolk og andre tilknyttet klosteret, mens munkene til denne messe ikke havde mødepligt.
Begrebet vågenat i forbindelse med højtider blev iagttaget ikke blot af ordensbrødre, men af hele menigheden, og ofte var der knyttet særlige skikke, fødevarer og traditioner til natten eller nætterne før en kirkelig festdag. Vigilia = pervigilium var ofte en fastedag, og faldt den på en søndag blev søndagsmessen inddraget i vigiliens afholdelse og fastedagen kunne blive flyttet til lørdagen. Ved særlige store festdage fandtes der også en vågenat før vågenatten = vigilia vigilie = previgilia - især afholdt ved juletide.
På samme vis var der også en efterdag = crastino die efter festdagen.
1b. Matutin Matutin, eng. Matin, afholdes klokken 03. Matutin kom lige før Laud - uden pauser imellem. I megen litteratur dækker navnene det samme indhold, da der ikke altid skelnes skarpt mellem begreberne. Vigil blev derfor det tidligste og oftest uden for klostrene kun iagttaget af meget troende mennesker, men før en festdag kunne munkene altså fra kl. ca. 02 om natten være i kirken gennem Vigil, Matutin med tre Nocturnalier samt derefter Laud og Prima uden mellemliggende pauser - på nær, hvad naturen bød, som der står. Derefter fik de morgenmad eller - hvis de var på faste - gik direkte til dagens dont. I den gennemgåede engelske litteratur falder tidspunkterne en time senere, men nogle kilder sammenlægger også Matin og Laud til en tidebøn, hvilket er muligt, da klosterreglementet kun fordrer syv daglige.
1c. Laud / Laudes Laud eller laudes = ros, tilbedelse, forherligelse. Ordet stammer fra salmerne nr. 148, 149 og 150, der indeholder ordet laudate.
Laud afholdes ved dagens første lysskær. Her blev afsunget lovsang til lyset og Herrens dag. Der findes gennem tid mange modeller for Laud. En standardmodel (fra Enc.Cat.) indeholder:
Fire salmer med antifon
Canticle
Capitulum
Salme
Versicle (lille, kort vers)
Benedictus og antifon
Oratorium og kollekt
(Preces)
Benedikts model for Laud var:
Salme læses - med vores nummerering var det Salme 67 - men uden antifon.
Salme med antifon, om søndagen Halleluja-antifon.
Salmer: to forskellige vekslende efter ugedagene, om fredagen udgik den ene salme og i stedet gennemførtes en canticum = Lovsang fra Bibelen, fra 5. Mosebog.
Canticum: søndag Benedicitus, hverdage tekst fra Profeterne.
To salmer.
Læsning om søndagen fra Åbenbaringerne, om hverdagen fra AG.
Responsorium.
Hymne.
Litani.
Fadervor.
I det 5. og 6. århundrede blev Laud kaldt for Matutinum, hvilket nu bruges om vigil. Almindeligt udtryk for »Laud« var også Laudes matutinae og Matutini hymni.
En anden kilde, Abbot Ware, der skrev sin rituallære på grundlag af Lafrancs omkring 1270, men for brug i Westminster Abbey, ser ud til at afholde Matin og Laud i forlængelse af hinanden og Prim klokken 7. Efter Terts var der kapitelmøde og manuelt arbejde til 1230. Sext og Non blev afholdt inden hovedmåltidet klokken 1400. Completorium var klokken 1900.
I den senere middelalder blev tiderne standardiserede, og det blev sædvane at afholde Matin til midnat, hvorefter munkene gik i seng igen til Laud. Denne model ser det ud til, at Crossley har benyttet.
2. Prim / Prima Prima afholdes mellem kl. 06 og 07 afhængig af årstiden og ved første time af dagen, daggry / solopgang. Benedikts model siger:
Indledningsversikel - O Gud, kom at fri mig ... + doxologi.
Hymne.
Tre salmer med doxologi. og evt. med antifoner.
Læsning. Ca. 0730 efter Prim i England om vinteren, om sommeren noget før.
Kyrie eleison.
Bortsendelse.
Den samme model brugtes så også til Terts, Sext og Non. Der kunne være variationer, fx siger en kilde at tidebønnen har 3 psalms, 7 penitential psalms og litany.
Der kunne også være en kortere messe, en Lady Mass, også kaldet kapitelmesse, hvis kapitelmødet blev afholdt før Terts, hvad det gerne gjorde om sommeren. Derefter begyndte dagens arbejde.
3. Terts / Tertia
Engelsk Terce. Tertia afholdes kl. 08-09, der er dagens tredje time = terce, herefter morgenmesse, højmesse (kunne også være før Terts) (fra 1000c.). Se model på bønnen ovenstående.
Terts kunne om vinteren blive efterfulgt af kapitelmødet.
4. Sext / Sexta Sexta afholdes kl. 1130-1200, der er dagens sjette time, herefter højmesse (fra 1000c.). Se model på bønnen ovenstående.
Derefter fulgte middagsmåltidet og - om sommeren - et hvil. Om vinteren fik munkene først middagsmaden efter Nona, der da blev holdt ca. 1330-1400.
5. Non / Nona Nona afholdes kl. 1430-1500, der er dagens niende time efter solopgang. Se model på bønnen ovenstående.
Efter Nona blev der om sommeren serveret aftensmåltid.
6. Vesper Vesper afholdes kl. 1700-1800 eller ved solnedgang. Den kaldes her ofte for aftensangen. Benedikts model indeholder:
Fire salmer, der veksler med ugedagene.
Læsning.
Responsorium.
Hymne.
Versikel.
Canticum fra evangelierne: Magnificat.
Litani.
Afslutning.
Den engelske model kunne være: Psalms for the Royal House; Anthems, Vespers of All Saints, Vespers of Dead - og om vinteren også: Vigils and Lauds of the Dead.
Om vinteren fik munkene nu aftensmåltidet eller deres drikkelse, og de kunne skifte til natsko.
7. Completorium Completorium afholdes kl. 21, ved solnedgang eller ved gå-i-seng tiden. Engelske kilder anfører tidspunkterne sommer 2000 og vinter ca. 1815 og bønnens varighed til et kvarter. Benedikts model:
Indledningsversikel.
Tre salmer uden antifon.
Hymne.
Læsning.
Versikel.
Kyrie.
Velsignelse.
Afslutning.
Tidebøn - supplerende bemærkninger
Timerne var stadig op til de mekaniske ures fremkomst ulige lange sommer og vinter, idet dagene altid bestod af 12 timer og natten af 12 timer.
I århundrederne efter Benedikt blev det efterhånden sædvane også at afspille musik ved disse tidebønner, hvad der må have forøget tidsrummet, der skulle bruges til gennemførelsen.
Der er forskel på klostrenes tidebønner og den verdslige menigheds bønner, idet de verdslige er kortere og tager højde for dagens arbejde, så de lader natten i fred til hvile. Fra 5. århundrede blev der i Roms kirker, der nu næsten alle havde tilknyttet klostersamfund, benyttet det system, der var grundlaget for Benedikts system.
Tidebønnerne blev sammenknyttede med Jesu lidelseshistorie:
3 = tilfangetagelsen,
6 = hudstrygelsen,
9 = tornekroningen,
12 = korsfæstelsen,
15 = død,
18 = nedtagelse,
21 = gravlæggelse.
Det engelske udtryk, der gennemgående bruges i den historiske og faglige litteratur er Divine offices, men efter det 2. Vatikankonsilium, 1962-1965, kaldes de (på eng.) for Liturgy of the Hours.