Dåbsritualet gives tidligt - som det eneste - på dansk for at muliggøre nøddåb.
Fra 1683 - Christian Vs Danske Lov - skulle børn døbes senest otte dage efter fødslen. Forordningen gjaldt indtil 1828, hvor fristen blev ændret til otte uger efter fødslen.
Den meget hurtige dåb betød flere hjemmedåbshandlinger og var forbundet med en høj børnedødelighed. Lovændringen i 1828 gjorde det muligt for mødre at være med ved ders barns dåb.
Indtil grundloven i 1849 var der dåbspligt i Danmark, og indtil en ny lov af 4. marts 1857 kunne børn af folkekirkemedlemmer tvangsdøbes.
Efter en barnefødsel skulle kvinden reintroduceres i kirken, hvilket fandt sted omkring seks uger efter fødslen. Den var tvungen indtil 1754, mens ugifte mødre offentligt i menighedens overværelse skulle skrifte, dvs. angive barnefaderens navn indtil 1767.
Slægtsnavnet i uændret og fortsat anvendelse fra slægt til slægt blev påbudt i 1828, men efternavne med fadernavn + søn / datter findes senere.
[Landsarkivet 2003]
Vielsen - Sacrament of matrimony kan kun finde sted efter tre lysninger. Ritualet består af:
Udtalelser af accept af forbindelsen fra begge parter. Parternes accept ratificeres af præsten: ego conjungo vos in matrimonium in nomine Patris ...
Velsignelse af ringene, som brudgommen får igen af præsten og sætter den ene på brudens venstre ringfinger.
Nogle korte småvers og en afsluttende velsignelse og bøn.
Bryllupsmesse med bøn for ægteparret, velsignelse efter Fader Vor og endnu nogle velsignelser og bønner.
Vielsen var det sakramente, hvor Romerkirken fra Trent-konciliet tillod størst lokal afvigelse og brug af lokalsprog samt regionale skikke. England havde især mange afvigelser og også internt i England var forskellene store i middelalderen. De store ritualskel var mellem Sarum - York - Hereford sædvanerne.
Giftemålsskikke kan bedre dokumenteres gennem socialhistorien, da kirkens indflydelse - bortset fra ceremonien - var begrænset.
Brød til nadveren
I nadveren indgår brød, der ved transubstantiationen eller tilsvarende myte symboliserer Jesus legeme. Brødet indtages af menigheden som et led i ritualerne, hvorved de - forudsat yderligere nogle betingelser er opfyldte - modtager syndsforladelse fra Guds side. Oprindelsen er det brød, der blev indtaget ved Jesus sidste måltid som fri person. Brødet skal bages af »beaten flour«?. Om det skal være hævet eller ej, syrnet eller ej er uafgjort mellem de forskellige retninger, men de tidligste kristne har brugt det forhåndenværende.
Foruden ved nadveren har er eksisteret et betydeligt antal ritualer for velsignelse af forskellige brødtyper, og der har været store lokale forskelle: familiegodgørenhed, helbredende virkning, helgenfestdage, tegn på ophævet ekskommunikation m.fl. har været årsager til velsignelser.
Nadveren kunne, indtil andet Vatikankoncilium (hvornår?), kun finde sted, hvis man intet havde spist siden midnat, jf. Krøniken p.29.