MESSEN

MESSENS AFHOLDELSE OG INDHOLD M.V.
Revideret 25. november 2011.

Indholdsoversigt
Indledning til messeritualer
Messen er den kristne kirkes vigtigste formaliserede gudsdyrkelse, og den har næsten lige fra kirkens start været underlagt bestemmelser om form og indhold. Disse bestemmelser har ændret sig noget gennem tiden, og i detaljerne kan der være både tidsmæssige og regionale forskelle, og efterfølgende gennemgang af messens elementer er meget generel. Oplysninger om en tidsbestemt og detaljeret liturgi kan bl.a. findes i nogle af kildelistens titler og bl.a. på nettet i Catholic Encyclopedia.

Det i den kristne kirke grundlæggende og fælles kærlighedsmåltid, agape, blev først afholdt i hjemmene, men blev snart til nadvermåltidet, der flyttedes til de offentlige gudshuse. Agapen udviklede sig uheldigt og blev til tider misbrugt, hvorfor den forbydes ca. år 200-.

St. Ambrosius (d.397) brugte i 385/6 ordet »messe« i betydningen Eucharist, hvilket betegnede offergaven, nadveren, der kun kunne uddeles til de døbte kristne, og som de tilknyttede og endnu ikke døbte, katechomenerne, ikke kunne få del i.

Fra 250-300 blev messen noget ændret ved overgangen fra græsk til romersk som messesprog, årstallet 313 nævnes som det sandsynligste årstal. Sprogskiftet i vest fik ingen indflydelse på messen i østkirken, og latin blev fortsat messesproget overalt indtil reformationen.

I missionslandene blev det dog fra omkring 9. årh. indført et pronaus på modersmålet. Dvs. et indslag i messen, hvor der på modersmålet blev annonceret kirkelige begivenheder som lysninger, tiendebetalinger, næste møder etc., så menigheden kunne følge med i kirkelivet. Pronaus bestod fx af:
I oldkirken var messen den sidste del af gudstjenesten. Messen indledtes med ordene Ite missa est = Dette er messen, men fra 450c betegner »messe« hele gudstjenesten. Da kristendommen blev indført i Danmark, lå messeliturgien allerede fast syd for vor grænse, og vi overtog den uændret. Ritualerne revideres flere gange, og fra 800c. dominerer romermessen over for den frankiske. Musik til messerne begynder omkring år 900. Værket, der regulerede messens liturgi, var fra 1200 Durandus' Rationale divinorum officiorum.



Middelalderens ritualer
Messen blev i Vestkirken udført efter forskellige ritualer, bl.a. det romerske, det frankiske og det irske, indtil Romerkirkens ritual blev det alment anvendte efter 800, og de andre udgår. Spor af den keltiske ritus kan findes i senere missaler. Messens endelige form, som den beholdt de næste 1000 år, fik den under Gregorius den Store (d. 604).

Selv om messens dele ligger så godt som fast fra 600c, så gjorde aktørernes rolle det ikke. Der sker et skred fra den almene deltagelse i gudstjenesten hen mod at præsten indtager en mere dominerende rolle, og derved passiviseres menigheden. Præsterne overtager svarene, der oprindeligt synges af menigheden; præsten læser tekster med indre stemme, secreta voce; nadvervinen drikkes kun af præsten; koret afspærres for indblik m.m.

Alt som procedurerne blev mere og mere komplekse, blev reglerne for messens rette afholdelse samlet i håndbøger: sakramentarier, lektionarier = epistolarier + evangeliarer, og for sangen i gradualer, se liturgiske bøger.

Hovedlinjerne for messen lå således fast gennem pavelig fastsættelse og kunne udføres ud fra håndbogstekster. Alligevel var der regionale forskelle, som Romerkirken aldrig fik fjernet. Afvigende ritualer fandtes bl.a.i »Old Sarum Rites« (Salisbury), Paris, Trier og Rouen. Også klosterreglerne havde ofte afvigende messeritualer, og disse var oftest godkendte gennem klostrenes exemptionsbevillinger.

Liturgien i messen er samlet omkring offerets frembringelse, dets modtagelse hos Gud, og dets forvandling fra genstande til symboler på Jesus liv etc.

Messetyper
Der var flere forskellige messetyper. Private kunne indstifte messer, fx på en dødsdag for en slægtning. Stifteren gav da et offer til kirken, og kirken holdt så hvert år en messe, en årtid, for offergaven. En sådan messe kaldes også for en sjælemesse.

Typeoversigt:
Sjælemesse I en sjælemesse bliver giverens navn også nævnt i indledningen, præfationen, til messen.
Missa solemnis Levitmesse; almindelig messe med deltagerne præst, diakon og subdiakon.
Missa privata Messe udført af en enkelt præst, der fremsiger hele ritualet uden sang, men har hjælpere med sig.
Missa solitaria Messe udført alene, hvilket er forbudt i Romerkirken.
Missa bifaciata eller Missa trificata Præsten gentager de første dele flere gange og samler dem med en canon.
Denne form er også forbudt af kirken.
Missa lecta eller Missa cantala Sunget messe, egtl. »læst og sunget messe«.
Missa papalis Pavelig messe. Messe med pavens deltagelse.
Missa pontificalis Biskoppelig mese. Messe med biskoppens deltagelse.
Missa abbatialis Messe i klosterkirke med abbedens deltagelse.
Missa sicca Messe uden nadver og sang.
Missa nautica Messe afholdt i hårdt vejr på skib i havsnød - en type misssa sicca.
Missa praesanctificatorium Messe, hvor nadverbrødet forud er konsekreret.
Anvendes i Romerkirken kun Langfredag.
Missa votiva Messe med bestemt formål. Antallet af votivmesser steg mod mdl.s slutning.

Foruden ovennævnte typer var der særlige brudemesser, sjælemesser m.fl. Alle messevarianterne blev revideret af en kommission nedsat efter Trent-konciliet = Tridentinerkonciliet, og godkendt af pave Pius V i hans bulle Quo primum fra 14/7 1570.



Messens elementer i oldkirken
I oldkirken - omkring 375 - var messens elementer sat således sammen:
Første del er slut, og de ikke-døbte sendes bort. De tilbageblevne synger Kyrie eleison.

Anden del begynder med Den ovenstående liturgi kaldes for den Clementinske Liturgi, og den er opkaldt efter Sankt Clement af Rom, død 96c. Han var Roms anden eller tredje biskop efter Sankt Peter, men hans liv og gerning er usikkert dokumenterer.

Messens elementer i middelalderen
(og katolsk også senere)
Selv om messen ikke kan betragtes som en fast defineret størrelse fra oldtid til i dag og fra egn til egn, så er der dog visse elementer og afsnit, der kan fastsættes nogenlunde stabilt.

Messen bestod af to dele: Missa catechumenorum og Missa fidelium. Den første del sluttede oprindeligt efter offertoriet, men i senmiddelalderen deltes messen i stedet i Ordo missae og Canon missae, hvor første del sluttede før bønnen Te igitur. Messens første del betegnes på engelsk også som Liturgy of the Word, helt nøjagtigt fra den første læsning og til før offertoriet. Det svarer til middelalderens Mass of the Cathacumens. Den anden del betegnes på engelsk som Eucharistic Liturgy, der svarer til middelalderens Mass of the Faithful.

I dag deles messen op i fire dele efter den type bøn, der anvendes.
Første del er en Obsecratio, der varer fra Introit til Offeret.
Anden del er et Oratorium, fra offerhandlingerne begynder til Fadervor.
Tredje del er et Postulatio, der varer til og med nadveren, og den
Fjerde del er et Gratiarum actio, der afslutter handlingen.

Messens første del - den »offentlige del«
Forberedelsen Praeparatio:
Messen begyndte allerede med præstens iklædning af dragt i sakristiet. Der blev for hvert tøjstykke læst en bøn. Præparatio sluttede med den sammenfattende bøn: Fac me quaero = Jeg har gjort bønnen. En del af denne forberedelse i sakristiet foretages i dag offentligt i kirkerummet.

Messens første del er ifølge den nutidige liturgilære allerede indledt med menighedens fremkomst ved kirken, deres modtagelse og velkomst ved, eng. the ushers. I den følgende genenmgang af enkeltdele er der nogle elementer, der ikke optræder i alle liturgiversioner eller til alle tider, men hovedpunkterne efter seneste århundredes sædvaner er mærket med tallene 1 til 22 og bemærkninger er trukket ind.

Selve kirkehandlingerne indledes med processionen, hvor røgelsessvingeren, the thurifer, akolytter, ceremonimester, underdiakon, diakon og celebrant går frem til alteret og indleder med bl.a.:





Liturgy of the Word - start:
Messens eksklusive del
Nu er Ordo missae eller Missa catechumenorum slut, og Missa fidelium begynder. Se om nadverens oprindelse også under oldkirken.
Celebranten indleder anden del med at synge Dominus vobiscum og Oremus.

Eucharistic Liturgy


Canon missae
Den næste del omtales som kanon, altså en samling bønner og tekster, der er grundlæggende vigtige for at offergaven modtages. Kanon fordeler sig med en part før konsekrationen og en part efter. Kanon indledes med Te igitur.


Messens form blev efter middelalderen fastlagt i Missale Romanum i 1570. Den nuværende katolske messe er fastlagt i Missale Romanum fra 3/4-6/4 1969 og brugt siden 30/11 1969.

Liturgi
Liturgien er regler, procedurer, sædvaner og ritualer for gennemførelse af messer og gudstjenester og sakramenternes udlevering. Ordet bruges i tidlig middelalder ikke meget i Norden, og sommetider synonymt med messe.

Til at identificere forskellige årstider i det liturgiske år samt til at identificere forskellige ritualer benyttes farver. De liturgiske farver bruges også med rent symbolsk værdi samt til at angive rang i kirkens hierarki. I middelalderen var der ikke udgivet en samlet farveregel, og der var derfor stor forskel på brugen. Den tidligst kendte farveregel er fra 1100-tallet for Gravkirken i Jerusalem.

Pave Innocentus III benyttede 1198 hvid ved Jul og Påske, Mariadage o.a. store højtider. Rødt til Pinse og på martyrdage. Sort i Advent og under fasten. Grønt på almindelige dage.

I liturgien betyder (oftest):
Hvid Kristusdage og Mariadage og Allehelgensdag, festdage af mindre betydning. Protestanterne bruger farven ved jul, påske og treenigheden.
Violet Advent og faste og bodsdage, forberedelsestider. Protestanterne bruger farven fra Septuagesima til midfasten.
Grøn el. gul Helligtrekonger og Trinitatis og eftertider
Rød Pinse og lidelsesdagene, martyrer og Helligånden
Sort Langfredag og dødemesser, begravelser
Gylden Store festdage (anført i Danmark)
Blå Jomfru Marias farve og brugt i Sverige til bl.a. advent og faste.
Ved bestemte forhold kan rødt gå sammen med skarlagen; sort gå med violet; grønt gå med gul. Faste internationale katolske regler kom først i 1800-tallet.

Røgelse
Røgelse = thus lat. = thumiama gr. er aromaholdige plantedele fra træarterne Boswellia sacra fra Arabien og Boswellia papyrifera fra Indien. Begge fra plantefamilien Terebinthia eller træer fra slægten Commiphora i familien Burseraceae med omkring 190 arter. Også myrrha anvendes som røgelse.

Røgelse har været brugt i gudetilbedelsen fra middelalderen, men der er ikke fundet vidnesbyrd om brugen før efter år 400. I Romerkirken kan brugen dokumenteres i forbindelse med messen under offerhandlingen fra det 11. og 12. århundrede og ved en del andre ritualer de næste par århundreder. Den dogmatiske mening er, at de velduftende dampe = røg skal stige op og forstærke bønnerne til guderne.

Røgelseskarret holdes af røgelsesadjudanten, thurifer. Han holder med højre hånd i kæden ret over låget, mens venstre hånd holder kædens ende ind mod brystet i hjertehøjde. Karret løftes til øjehøjde og svinges udad mod den genstand, der skal beduftes - og tilbage. Der anvendes ét sving. Det er røgerens position i hierarkiet, der afgør, om der svinges en eller to gange.


Kildelitteraturlisten indeholder fulde titler på benyttede og citerede værker.

De næste artikler er om begravelser og sakramenter.
Den forrige artikel var om tidebønnen.
 
Opdateret d. 25.11.2011 Retur til toppen af siden.
Retur til forsiden for kirketjenesterne. Videre til religionshistoriemappen
Retur til religionsforsiden Retur til hjemmesidens forside