Præsteuddannelsen uden for klosteret
Kirkens uddannelse begyndte normalt på katedralskolen som pebling, der gjorde tjeneste som messedreng i koret og senere som altertjener uden ordination. Minimumsalderen for præsteordinationen var 25 år, men en elev skulle altid have den laveste grad af ordination før en højere, dvs. gennemløbe rækkefølgen subdiakon - diakon - præst. Ved ordinationen blev kandidaten salvet i hænderne.
Som ordineret kunne præsten fortsætte i domkapitlet som vikar for en af kannikerne, eller han kunne gøre tjeneste som alterpræst ved et eller flere sidealtre. Hermed gik to til tre år, før der kunne søges sogneembede. Kannikens uddannelse skulle være bedre end almindelige præsters, bl.a. tre års studier ved et universitet, hvilket ikke kunne ske i Danmark før 1479.
Til vejledning for almindelige præster blev antagelig benyttet Stella Clericorum, en fortegnelse over præstens embedspligter og ansvar.
Forbindelsen mellem kloster og skole
Ordenernes principielle syn på almindelig skolegang var op til 1200, at det var farligt for sjælen og kunne fordærve unge mennesker. Almindelig skolegang for at lære at skrive og læse var dog nødvendigt, og i den periode, hvor klostrene optog børn, nutriti, var skolegang på klostrene et led i børneopdragelsen. Klostrene ville ikke uddanne udefrakommende, hvilket var blevet forbudt på koncilier i det 9. århundrede. Reglerne forhindrede ikke klostrene i at drive skoler uden for klosterets mure for andre elever. De eksterne skoler blev drevet af eksternt ansatte lærere. Skoler i forbindelse med de sekulære domkapitler var derimod almindelige.
Skolastikken
Med genopdagelsen af de klassiske skrifter - ikke mindst Aristoteles' logik - og skolastikkens frembrud i 13. årh. kunne opfattelsen af, at al god oplæring fandt sted i klostret ved studium af Bibel etc. ikke længere opretholdes. Både kanoniske love og hele diskussionsgrundlaget for både fysiske og metafysiske emner måtte reorganiseres på baggrund af den nye viden. Den nye lære frembragte værker af typen Spørgsmål - Svar, hvor emnerne debatteres, som om de var mundtlige dialoger mellem fx lærer og elev.
De nye metoder frembragte hovedværket De fire Sentensbøger, Sententia, af Peter Lombard, 1100-1160. Værket kom til at danne grundlag for teologisk undervisning i det 13. århundrede. Værket udkom 1155-1158 og var opdelt i: Bog 1: Om Treenigheden; Bog 2: Om skabelsen og synd; Bog 3: Om legemliggørelsen og dyderne; Bog 4: Om sakramenterne og De fire sidste Ting.
Ved slutningen af det 12. årh. blev de sækulare skoler og universiteter dannet i hovedstæderne og ved domkapitlerne, og klostrenes konservative fastholden ved de gamle metoder satte dem i mange år uden for deltagelse i videnskabernes udvikling, og først da højtuddannede troende begyndte at blive optaget i klostrene og med fremgangen af tiggerordenerne, blev de to verdener igen - delvis - forenede.
Kollegier Kollegieinstitutioner i 11-1200-tallet var ikke af samme type som de nuværende universitetskollegier i OxCam. Om kollegiatkirker, collegiate churches, se bygningsteksten.
Kollegier i forbindelse med undervisningsinstitutioner opstod først ved universitetet i Paris. Årsagen var det efterhånden store antal studerende, der samlede sig i byen, men som ikke havde passende underholdsmuligheder. Mæcener oprettede studenterhuse eller houses of scholars, der efterhånden kaldtes for kollegier. Antallet af studerende var i 1200-tallet vokset til 600-700 i Paris og 2-3000 i Oxford. Da underbringningspladsen på alle kollegier oprindeligt var meget begrænsede, var hovedparten af de studerende nødt til at bo uden for kollegierne, så allerede da kan man fornemme en vis mangel på studenterboliger.
De tidligste kollegier var for teologistuderende og oprettedes omkring 1180. Sorbonne er fra 1257 og var for 16 senere 36 studerende. De første engelske i Oxford var Balliol fra 1261 og Merton fra 1263. Oxford og Cambridge er også organisatorisk specielle: professorerne er universitetsfunktionærer, mens lektorer, adjunkter og vejledere er kollegiefunktionærer. På kontinentet blev de oprindeligt selvstyrende kollegier efterhånden optaget som en del af universitetet, mens de engelske kollegier opretholdt deres integritet og holdtes - og holdes - adskilte fra universitetet.
De klerikale eller regelbundne kollegier, regular colleges, blev typisk grundlagt af Dominikanerne og Franciskanerne: Dominikanerne i Paris i 1218, Franciskanerne i 1219, Benediktinerne i 1229 og Augustinerne i 1259. I Oxford grundlagdes kollegier af Dominikanerne i 1220 og af Franciskanerne i 1224. I Cambridge er det Peterhouse, der er det første grundlagt i 1284 af Benediktineren Hugh de Balsham. Det første kollegium uden for universiteterne i England blev grundlagt i 1379 i Winchester af William af Wykeham, der var biskop i byen. Det havde plads til 70 studerende. Eton er fra 1440 og efter samme model som Winchester. Typen blev begyndelsen til Public schools i England.
Medlemmerne af et kollegium kaldtes for socii = fellows, og i de første år blev navnet brugt synonymt med »scholar«, men senere blev »fellows« brugt om seniorerne og »scholar« om juniorerne.
Rekruttering til klostrene
Gennem hele det 11. og 12. århundrede voksede klostervæsenet og dermed antallet af munke. Befolkningstallet i Europa voksede også i samme periode. I det 12. århundrede var den største vækst hos Cistercienserne og til dels ved domkapitlerne, hvor disse var regulære. I England voksede klostrene hurtigt i de første 50 år efter Normannernes indtog. Det var delvis forårsaget af mange angelsaksere blev ruinerede og søgte til klostrene. Efter ca. 1125 aftog antallet igen og holdt sig indtil begyndelsen af 1300-tallet stabilt.
Klostrene blev selv klar over, at ukritisk optagelse af medlemmer resulterede i for mange uegnede, og i 1200-tallet blev optagelseskravene mange steder strammet op. Fra 1200c. blev der optaget færre børn. Hovedparten af munkene kom fra velhavende familier. Klosterledelsen var hovedsageligt adelig eller af anden form for høj byrd. Benediktinerne var i højere grad end andre ordener rekrutteret lokalt. I 11. og 12. årh. havde nogle munke børn og hustruer. Af deres til klostrene donerede ejendomme blev en del af disses værdier ofte sat til side til udbetaling af dividender eller naturalier til de efterladte uden for klostrets mure.
Munkens dag
Kilderne til dagliglivet i klosteret er de forskellige ordeners sædvanebøger, Consuetudines Monasticae - på eng. The Customeries eller The Constitutions. For hele England blev der i 900-tallet udarbejdet en regelhåndbog , Regularis Concordia, og den af Lanfranc i 1070 udgiven bog med statutter for Canterbury blev kopieret i andre domkapitelklostre (se under Tidebønnen om Westminster Abbey-sædvanerne). Clunyklosterets sædvaner blev bl.a. af munken Ulrich cirka 1075 nedskrevet i Udalrici Consuetudines Cluniacenses.
Munkens arbejde
En del af munkens dag var afsat til udøvelse af religiøse ritualer som tidebønnerne og messen, der er behandlet under Tidebønnen og Messen. Der var i det lange tidsrum, som middelalderens klostervæsen strakte sig over, store forskelle mellem ordenerne, fra region til region, gennem årstiderne og fra begyndelse til slutning af perioden, og nedenstående er, hvor intet andet er nævnt, gennemsnitlige forhold fra omkring 1050-1250.
Udover bønnetiderne var munkens dag delt mellem arbejde og læsning. Om sommeren, der begyndte til påske, var dagen delt i syv timers arbejde og tre timers læsning, og om vinteren var arbejdstiden nedsat, og læsetiden forøget. Der var ikke i det 11. og 12. århundrede megen tid til det forordnede manuelle arbejde, og de laveste job i klosteret var så godt som overalt overladt til ansatte tjenestefolk. Munkens arbejde var derfor mest administrative- og studiemæssige opgaver. Det 12. årh.s reformer slog aldrig rigtig igennem hos Benediktinerne, der fortsat hovedsageligt beskæftigede med lærdomsopgaver.
Kapitelmødet
Morgenmessen faldt mellem Prim og Terts [dog også kilder: efter Terts] og var kendt som Lady Mass, der holdtes i Vor Frue eller Mariakapellet. Messen kaldtes også direkte for kapitelmessen, fordi dagens kapitelmøde kom lige efter. Til kapitelmødet var alle munke til stede. Abbeden kom sidst, og hans embede blev behørigt saluteret, ved at alle stod op, til han var kommet ind. Der blev læst fra dagens helgenbeskrivelse samt en af dagens tekster, og kollektbønnen blev afsagt. Det var også sædvane, at en del af ordensreglen blev oplæst og eventuelt også en oplæsning fra klosterets dødebog.
Til den helt faste rutine på kapitelmødet hørte fordelingen af de af dagens og ugens pligter, der gik på omgang mellem brødrene. Under mødet kunne der også - gerne af en af de overordnede - holdes en opbyggelig prædiken.
Til denne første del af mødet var alle med, men derefter forlod novicer, lægbrødre og gæster mødet, og munkene behandlede så straffe- og disciplinærsager. Straffene kunne være pisk, men det var piskning på niveau med det almindelige religiøse selvpineri og altså ikke livstruende. Faste og bønner var også typiske straffe.
Måltider Måltider indledtes med håndvaskning uden for refrektoriet. I spisesalen var munkene anbragt efter anciennitet. Man stod op til abbed eller prior var mødt og havde ledet velsignelsen. Der blev spist i tavshed, så man kunne høre lektoren læse op fra dagens tekst. De fleste ordener tillod efter måltidet samtale munkene imellem i klosteromgangen, og i varmestuen, calefactorum, var samtale normalt tilladt. Da der i en del ordener var lange perioder, hvor tale var forbudt, udviklede der sig et tegnsprog, som munkene anvendte til at gøre deres forskellige behov klart for modparten.
Munkene indtog to måltider om sommeren: lige efter klokken 12 og klokken 18-19. Om vinteren fik de kun et måltid ved 1430-tiden - og i fastetiden endnu senere. I Westminster Abbey-arkiverne blev korherrerne dog noget bedre bespist. [Crossley] tillader munkene et let måltid af brød og øl eller vin efter Prim og før Terts og lader dagens hovedmåltidet afholde efter højmessen. Måltidet var varieret og omfattende, hvilket ikke harmonerer med andre kilder, der anfører, at måltiderne var spartanske. Konklusionen må være, at der var store forskelle i tid og rum.
Visse steder var der forbud mod fortæring af kød i spisesalen. Hvor kød så blev indtaget er ikke anført. Hvis måltidet fx begyndte efter Sext, kunne det vare til Nona. Ifølge sommerprogrammet med de lange dage kunne munkene indtage et let middagsmåltid efter Nona. Efter Vesper fik munkene dagens andet måltid - gerne én ret efterfulgt af frugt eller ost.
I senmiddelalderen blev de udvidede tidebønner og anden kirketjeneste sammen med driften af de erhvervsaktiviteter, der var knyttet til det enkelte kloster, en hindring for et udstrakt simpelt arbejdsliv, og i Clunys storhedstid (950 - 1050) var en stor del af munkene beskæftiget med ledelses- og finansopgaver.
Læseprogrammet Læsningen i et kloster kan deles i to typer. Der var de fælles påhørte oplæsninger af tekster til brug under de hellige handlinger og læsningerne under måltiderne. Den anden type var munkenes egne læsninger. For at alle kunne få udbytte af læsningen under måltiderne skulle der iagttages streng tavshed, hvilket gav anledning til særlige spiseregler for fx nødder med skal. Læsningen under måltidet kunne være en helgenlegende eller en tekst fra en prædikensamling, og det var almindeligt, at svære eller vigtige passager blev gentaget af oplæseren. Eftermiddagen til Vesper blev ofte brugt til at afskrive bøger eller til privat læsning.
Benedikts tanke med dagens læsning var lectio divina, altså læsning af de hellige skrifter, men op til skolastikken i 1200-tallet blev der efterhånden læst og studeret mange andre emner, og flere dogmatiske reformatorer protesterede og forsøgte at få læsningerne tilbage til det indskrænkede repertoire.
Især klostrene i Tyskland så i 7-800-tallet en opgave i at kopiere og udbrede kendskabet til antikkens romerske og græske tekster, og selv de protesterende dogmatikere afslører i deres polemik deres stilistiske gæld til og arv fra de klassiske konventioner og de klassiske forfatteres skrivemåder som fx den antikke retorik, poetiske metrik og Aristoteles' logik.
En vigtig fortaler for det brede litterære grundlag for munkenes baggrund var Cassiodorus, der selv kopierede klassiske skrifter og skrev historiske værker. Cassiodorus' indflydelse var dog lille, men hans værker har i dag betydning som kildeskrifter fra tiden. Flavius Magnus Aurelius Cassiodorus, 490-580, var romersk statsmand i slægt med Boethius. Han tjente østgoternes konge i regeringsbyen Ravenna. Han skrev i den forbindelse Historia Gothica i 12 bøger, men den kendes i dag kun gennem afskrifter af Jordanes.
Fra 537 trak han sig tilbage til det kloster, han selv havde grundlagt på sin egen ejendom Vivarium i Syditalien nær byen Catanzaro. Her dannede han et betydende bibliotek med især bibelkommentarværker og fik oversat græske tekster. Klosteret eksisterede ikke efter 600-tallet, men nogle af hans værker, inklusive hans bibeloversættelse i ni bind, har påvirket Bedes værker og Codex Amiatus, der var et af Vulgata-afskrifterne.
I det 6-7. århundrede var der stor modstand mod, at munke i almindelighed beskæftigede sig med ikke-kristne tekster, og der er mange eksempler på advarsler i form af legender, drømme og konkrete fordømmelser af faren ved de hedenske skrifter.
Den hellige læsning kunne, som i Canterbury helt ind i det 11. århundrede, være tilrettelagt efter Cluny-modellen således, at en munk hvert år til fastens begyndelse fik udleveret en bog, som det forventedes, at han uden at overspringe sider havde læst inden næste år, hvor den blev afleveret og erstattet af en ny. Bøgerne blev lagt ud på et tæppe i kapitelsalen, og bibliotekaren læste listen over sidste års modtagere og deres titel op. Munken lægger så sin bog tilbage på tæppet og modtager en ny. Har munken ikke læst den lånte færdig, må han gøre undskyldning herfor. Hensigten var, at bogen skulle få munken til at gøre meditative overvejelser.
Fra klosteret i Farfa er overleveret en liste over 63 udlånte bøger (1050c) [kilde 9130 p112], hvoraf de fleste er om opbyggelige og asketiske emner, helgenlegender, bibelkommentarer af forfattere som Cassian, Smaragdus, Jerome, Gregory den Store, Bede, Alcuin og Rhabanus Maurus. På listen er også værkerne Historiae af Josephus, Eusebius' kirkehistorie, og den anonyme History of England (ant. Bedes) samt historietekster af romeren Livy.
Børneoblater Børneoblater = mindreårige afleveret til et kloster for uddannelse og optagelse i ordenen. Klassikerne var den også nødvendige til uddannelsen af de børn, der af forældrene blev overladt til klostrene, da de klassiske forfatteres latin- o.a. sproglærebøger stadig blev brugt. Forældre kunne for børn fra 7-årsalderen tage klosterløftet på barnets vegne, så det gjaldt for hele barnets liv. Disse børnemunke var almindelige i Benediktinerklostre, efter Toledokonciliet i 633 havde godkendt forældreløfter på børns vegne.
Skikken med børneaflevering af både piger og drenge til klostrene var i de efterfølgende århundreder populære i de tyske og frankiske riger som et middel til at slippe af med overtallige drenge, så familiens godsbesiddelser ikke blev delt ved arv og giftemål. For pigernes vedkommende blev de overtallige, der ikke kunne opnås en god ægteskabskontrakt for, indsat i klosteret. Befolkningssammensætningen i klostrene var derfor i en meget stor grad rekrutteret fra de besiddende klassers rækker.
Børnemunkefunktionen holdt sig til omkring det 12. århundrede, hvor fx Cistercienserne ikke længere ville acceptere børn, og fra udgangen af det 12. århundrede blev de kanoniske love ændret, så kun voksne, der af egen fri vilje tog klosterløftet, kunne optages.
Både Bede, Eadmer, der skrev St. Anselms biograf, og Otto I's datter, Matilda, abbedisse i Quedlinburg, var fx børnemunke. Rent befolkningsmæssigt var den senere mangel på børnemunke en medvirkende årsag til Benediktinerklostrenes aftagende samfundsstørrelse i senmiddelalderen.
Hviletid
I tidlige klostre var skikken, at munkene sov i samme sovesal, novicerne i deres. De sov alle iført deres dragt, dog uden overtøj, hætte og skapular. Før de gik på toilettet og i kirken tog de hætte og sko (eller natsko) på. På toilettet tjente hætten til at anonymisere munken. Der blev i slutningen af det 15. århundrede indført nattøj i visse engelske klostre, bl.a. i Westminster Abbey.
Hviletiden blev afbrudt af tidebønnerne. Op gennem tiden fra 800 til 1200 voksede tjenesterne i kirken, og foruden de fælles bønner og ritualer blev munkene efterhånden også nødt til at celebrere private messer ved sidealtrene for deres benfaktorer, der havde skænket gaver til sådanne formål. Med reformerne efter Clunys storhedstid bliver der ryddet op i ritualerne, og mange tjenester forkortes.
Skrivestuen
Et klosters bibliotek kunne vokse gennem gaver, men en betragtelig del af bogbestanden måtte dets skrivestue selv fremstille ved at kopiere teksten fra lånte bøger eller ved som forfattere selv at frembringe værkerne. Emnerne for kopiering var først og fremmest brugsbøgerne til de kirkelige handlinger: gradualer, missaler etc. Hvor der foregik sproglige uddannelser var det også nødvendigt at fremstille grammatikker og læsebøger.
Skrivepladsen kunne være placeret i klosteromgangen, eller der kunne være indrettet et specielt rum til skrivningen. Formodentlig må klimaet have spillet en rolle ved placeringen og indretningen. I en del klosteromgange er der levn af bygningsmæssige indretninger til sæder, hylder, skabe til værktøjer etc. Selv om de fleste levn i dag vises åbne, så har mange af dem kunnet skærmes af for vejret.
Det tog lang tid at kopiere teksterne på pergament med pen og blæk, og værdien af en bog var selvsagt høj. Det GT kostede mere end en præsts årsløn [9130 p113]. Klostrene fik i den tidlige middelalder også mange opgaver som skrivestue for verdslige fyrster, og der fremstilledes mod betaling smukke bøger med illuminerede sider til eksterne kunder. Senere i middelalderen var der ikke altid tilstrækkelig arbejdskraft i munkene, og der blev anvendt verdslige kopister aflønnet per linje eller side.
Meget arbejde kunne også spares i klostret, hvis der blev indkøbt det forberedte pergament udefra, måske endda med fortrukne linjer. Munkenes læse- og skriveperioder var om formiddagen - især hvis skrivearbejdet var til handelsproduktion - efter Tertia og før Sexta og højmessen, og den anden - der var den mest almindelige - mellem Nona og Vesper. Skriverne betegnes som antiquarii for kopisternes vedkommen,de som librarii eller scriptores for de almindelige brevskriveres vedkommende. Havde kunstneriske evner, kunne de blive illuminatorer, mens en juridisk skriver kaldes for notarius. Se om skrivningen i 7297 Scribes and Illuminators og 8878 Illuminated Manuscripts.
Personlig hygiejne
Alle foreteelser i munkens liv foregik i det offentlige rum - inklusive hygiejne - og ofte kontrolleret af seniorer. Man tog bad sammen, havde magesædede toiletter og barberedes på samme tidspunkt. Barbering fandt sted om aftenen før en festdag. Nogle steder barberede munkene hinanden, men andre steder fandt abbeden, at det foranledigede så mange sår og skader, at der blev tilkaldt professionelle barberer udefra.
Bad var nævnt i Benedikts regler som noget, kun syge burde udsættes for. I middelalderens forskrifter er det gerne nævnt, at der kan bades tre gange årligt. Ved jul, påske og pinse, og det var ikke en tvang; man kunne springe over! I Canterburys reglement skrevet af Lanfranc tog munkene bad enkeltvis bag et forhæng, men når de var vasket, måtte de ikke blive i badet længere af frygt for, at de skulle nyde det.
Personlige pengemidler
Jeg er ikke stødt på mange oplysninger om munkens personlige pengebeholdning. En kilde [9310 p58] beskriver, at en munk omkring år 1500 fik £ 8 om året som nybegynder og som senior £ 12 per år, hvilket ville svare til hhv. ca. kr. 30.000 og kr. 45.000 i dagens beløb. Der er her tale om korherrer, der fik besøg, rejste en del og havde brug for at kunne bevæge sig i samfundet og betale for forskellige serviceydelser, når de var uden for klosterets mure. De mest puritanske munke havde ingen beløb til personlig brug.