BEGRAVELSER

BEGRAVELSER OG GRAVSKIK I MIDDELALDEREN
Revideret 25. november 2011.
INDHOLD

Romernes gravskik
Den kristne gravskik blev overtaget fra Romerrigets sædvaner. Rom havde en regulerende lovgivning for begravelsesforhold, og de kristne måtte også følge denne lovgivning. Romerne benyttede både ligbrænding og jordfæstelse, og omkring Jeus tidsalder var jordbegravelsen fremherskende. Graven var fredhellig, og der kunne begraves, hvor det var ønsket enten på egen eller på fri, offentlig jord; dog var begravelser inde i byerne forbudt. Romerske familier fik ofte anlagt slægtsgravpladser, hvor alle i slægten uanset religion og stand var forenede. Romernes respekt for de døde blev overtaget af kirken.

Kristendommens begyndelse
Med kristendommens lovliggørelse omkring år 313 begyndte der at blive rejst kirker over begravede martyrer, og senere blev gravfreden ophævet for visse martyrer, der blev flyttet og gravsat under altre eller ligefrem fik skeletdele spredt for at efterkomme den stigende efterspørgsel på relikvier.

Begravelser i kirker
Da resterne af martyrer og helgener således flyttede ind i byerne, var det nærliggende at højere prælater påtvang sig en ret til at blive begravet nær de helgener, som de havde tjent i livet, og således fandt begravelserne vej ind til byerne og ind i kirkerne: først for biskopper, så præster og til sidst troende lægfolk.

Med lægfolks ret til begravelse i kirkerne blev det også almindeligt, at kirken forlangte brugerbetaling for at gennemføre de med begravelsen forbundne funktioner. Brugerbetalingen blev ofte erlagt som en tetamentarisk gave. En sådan gave, der kunne være af længere varighed, bl.a. gennem de stipulerede messer, kunne også have betingelser om arverettigheder tilknyttet. Kirken accepterede med en vis nølen sådanne rettigheder fra lægfolk, og det menes, at det bl.a. skyldtes rødderne i Romerrettens traditioner om frit og privat gravvalg med mulighed for slægtstilhørsforholdene som samlende faktor.

Senere var beslutningen taget på konciliet i Nikæa (Nicaea) i 787, hvorefter intet alter måtte være uden en relikvie, medvirkende til den voksende helgendyrkelsen og relikviejagt, og skikken er i den katolske kirke fortsat til vore dage.

Højmiddelalderen
Reglerne, der regulerede gravsætningen, kunne fra 1140erne findes i Gratians dekret, der til dels stadig er gældende. Dekretet siger, at begravelser kun er tilladt i kirkens forhal. Undtaget herfra er biskopper, abbeder, værdige præster og troende lægfolk. Der tages ikke i dekretet forbehold for ligbrænding, og der nævnes ikke noget om gravens placering (og retning).

Ligbrænding
Det er først efter dette tidspunkt, at det bliver almindeligt at begrave med fødderne mod øst. Om ligbrænding er der først regler fra Karolingisk tid, hvor det blev anset som en hedensk skik at brænde lig, da de hedenske saksere benyttede ligbrænding. Der fandtes så paralleller og udlægninger fra Bibelen, der var i overensstemmelse med dette. Bl.a. genopstod man jf. Bibelen med sin krop: »Kroppen skulle vende tilbage til Jorden« samt at kroppen er skabt af Gud og indeholder helligånd, hvorfor det ikke tilkommer mennesker at udslette kroppen.

De kirkelige regler herom er modstridende, idet der skrives om bekymringer for beskadige legemer (ædt af dyr) i forbindelse med genopstandelsen, men samtidig betyder den stigende pladsmangel i kirkerne, at knogler omgås med letfærdighed. Kirkens hovedsyn er, at Guds magt ikke begrænses af menneskelige handlinger, og principielt er gravstedet det sted, hvor hovedet ligger.

Afkogning af lig
Samtidig var det ofte tilfældet, at et lig parteredes, og delene blev gravsat forskellige steder for at få flere bønner og beskyttelse fra flere helgener eller kirker. Et andet eksempel er døde korstogsriddere, der blev kogt af, før knoglerne blev sendt hjem i et skrin. Fx blev kong Olav, der døde i 1387, gravsat med hjerte og indvolde i Lund, mens resten blev ført til Sorø. Afkogning af lig blev i 1300 forbudt af pave Bonifacius VIII.

Håndbog i begravelser
Gravlægningerne ritualer kunne fra 600c. findes i håndbøger som fx De ecclesiasticis officiis og De divinis officiis. Det er især Alcuin (d.804), Jean Beleth / Johannes Belethus fra Paris (d. efter 1165) og Amalar af Metz (d.850c), der grundlagde middelalderens traditioner.

Belethus' værk, Summa de ecclesiasticis officiis angiver, at: Bogen indeholder yderligere regler for mennesker, der er døde på søen og i kamp (formodentligt de tilfælde, hvor legemet er bortkommet).

Ritualerne ved begravelser
Bogens kapitel om ritualer omtaler dødsofficier: Når døden er indtrådt, skal der ringes med kirkeklokken, så alle kan bede for den døde. Dette skal dog kun ske om dagen. For en kvinde skal der ringes to gange, for en mand tre gange og for en gejstlig så mange gange, som hans grad kræver. Der ringes også, når liget føres til kirken, og igen, når det føres til graven.
Ovenstående regler findes næsten enslydende i Mitrale seu de officiis ecclesiasticis summa af Sicardus af Cremona (d.1215) og i Ordo officiorum Senesis fra Sienas domkirke i 1215. Begravelsen fandt sted samme dag, hvis den afdøde var død op til tidlig morgen, ellers dagen efter. Søndage kunne begravelser ikke foregå på. I det 14. årh. blev fattige mennesker oftest begravet svøbt i et klæde og uden kiste. Lokal forskelle fandtes??. Fattige fik sjældent gravsten.

Cisterciensernes regler for omsorg for de døende brødre og lægbrødre indeholdt påbud om, at den døende skulle lægges på et kors strøet af aske, hvorover der blev lagt et groft klæde og på dette den døende. Efter døden blev liget vasket og iført sin munkedragt - dog med natsko - placeret på en båre, der placeredes i koret, når der var en munk på, og i lægbroderkoret for lægbrødrene.
Begravelsen foregik senest dagen efter dødens indtræden. Der blev som hovedregel ikke brugt kiste, og den døde blev lagt i graven med hovedet dækket af hætten og vendende mod vest. Derefter blev graven kastet til under bøn.
Denne opskrift stammer fra Øm Kloster, Gregersen, 2003, p.145.

De bedste pladser
Det bedste var at blive begravet nær højalteret eller ved martyr- og helgengrave, hvor der dagligt blev sagt messe. Sådan ære var forbeholdt de absolutte samfundsspidser: de kongelige, biskopper og abbeder. Disse fornemme begravelser fik oftest en gravflise. Dvs. en gulvflise med inskription og våbenskjold, afbildning af afdøde etc. Der kunne også andet steds i kirkerummet opsættes en mindetavle, et epitafium, for den afdøde og eventuelt vedkommendes familie.

Både i middelalderen og for de allerfornemste også noget senere end renæssancen kunne de afdøde hædres ved en tumba fra latinsk »grav«. Det var et gravmonument af form som en ophøjet, rektangulær kiste med afdøde udformet i en statue placeret oven på kisten. Gravmonumentet behøver ikke nødvendigvis at indeholde liget. Hvis monumentet er tomt, kaldes det også for en kenotaf.

Den ældste, romanske gravform var trapezformet og bredest ved hoften. Den yngre form, der kom i brug efter den romanske, var rektangulær med eller foruden et særligt hovedrum, der som en apsis sad på gravfeltet. Af det antal udgravede grave på Øm har hovedparten selvstændigt hovedrum. Selve graven kunne være en rå jordgrav, den kunne være træsat som en sandkasse, eller den kunne være opmuret af sten i to til fem skifter.

Men også en plads på klosterets kirkegård var eftertragtet i en sådan grad, at mange prøvede at blive optaget som munke og nonner kort før døden var sikker. Det var ikke kirkens hofret, men de rige gaver, der kunne følge med, var fristende, og mange blev optaget på dødslejet. Klostrenes begravelsespladser var forbeholdt munkene, men ved tilstrækkelige gaver kunne der gøres undtagelser for lægfolk. Sådanne arrangementer kunne blive imødegået af sognekirken, der havde monopol på begravelserne og de dermed forbundne indtægter. I flere tilfælde blev der fra lokalt hold anmodet om pavelig assistance til afgørelse af tvister om begravelsessted og -afgifter. Afgørelsen kunne så blive, at klosteret beholdt liget og en del af pengene, mens de måtte aflevere størstedelen af indtægten til sognekirken.

Senere kunne pladsen blive trang i kirkerummet - og også på de eftertragtede pladser på kirkegårdene - hvorfor genbegravelser på pladser, hvor der allerede lå lig, fandt sted. Opgravede skeletdele, der var uden identifikationsmuligheder, eller som man ikke længere anså værdige til egen plads, blev så henlagt i et benhus kaldet ossarium, der på engelsk også kaldes for charnel house.

Der er oplysninger om pladsmangelen på den fælles offentlige begravelses- og handelsplads foran domkriken i Exeter i [HiTo 2/2004 p.19 af Nicholas Orme]. Kirkepladsen blev brugt som handelsplads og markedstelte og trafik fyldte pladsen, og alligevel fortsattes begravelserne her gennem et meget langt tidsrum. Derfor blev det ene lig efter det andet da også begravet oven på de foregående, og mange uidentificerede ben blev gravet op og henlagt i benhuset. Tankegangen var, at benene ved dommedag skulle bruges, da kroppen da blev gensammensat. Hygiejnen for området med tætliggende brønde etc. behøver ingen omtale.

Jørgen Marcussen


Kildelitteraturlisten indeholder fulde titler på benyttede og citerede værker.

Den næste artikel er om sakramenter i middelalderen.
Den forrige artikel var om messen og dens elementer.

Opdateret d. 25.11.2011 Retur til toppen af siden.
Retur til forsiden for kirketjenesterne. Videre til religionshistoriemappen
Retur til religionsforsiden Retur til hjemmesidens forside