Romernes gravskik
Den kristne gravskik blev overtaget fra Romerrigets sædvaner. Rom havde en regulerende lovgivning for begravelsesforhold, og de kristne måtte også følge denne lovgivning. Romerne benyttede både ligbrænding og jordfæstelse, og omkring Jeus tidsalder var jordbegravelsen fremherskende. Graven var fredhellig, og der kunne begraves, hvor det var ønsket enten på egen eller på fri, offentlig jord; dog var begravelser inde i byerne forbudt. Romerske familier fik ofte anlagt slægtsgravpladser, hvor alle i slægten uanset religion og stand var forenede. Romernes respekt for de døde blev overtaget af kirken.
Kristendommens begyndelse
Med kristendommens lovliggørelse omkring år 313 begyndte der at blive rejst kirker over begravede martyrer, og senere blev gravfreden ophævet for visse martyrer, der blev flyttet og gravsat under altre eller ligefrem fik skeletdele spredt for at efterkomme den stigende efterspørgsel på relikvier.
Begravelser i kirker
Da resterne af martyrer og helgener således flyttede ind i byerne, var det nærliggende at højere prælater påtvang sig en ret til at blive begravet nær de helgener, som de havde tjent i livet, og således fandt begravelserne vej ind til byerne og ind i kirkerne: først for biskopper, så præster og til sidst troende lægfolk.
Med lægfolks ret til begravelse i kirkerne blev det også almindeligt, at kirken forlangte brugerbetaling for at gennemføre de med begravelsen forbundne funktioner. Brugerbetalingen blev ofte erlagt som en tetamentarisk gave. En sådan gave, der kunne være af længere varighed, bl.a. gennem de stipulerede messer, kunne også have betingelser om arverettigheder tilknyttet. Kirken accepterede med en vis nølen sådanne rettigheder fra lægfolk, og det menes, at det bl.a. skyldtes rødderne i Romerrettens traditioner om frit og privat gravvalg med mulighed for slægtstilhørsforholdene som samlende faktor.
Senere var beslutningen taget på konciliet i Nikæa (Nicaea) i 787, hvorefter intet alter måtte være uden en relikvie, medvirkende til den voksende helgendyrkelsen og relikviejagt, og skikken er i den katolske kirke fortsat til vore dage.
Højmiddelalderen
Reglerne, der regulerede gravsætningen, kunne fra 1140erne findes i Gratians dekret, der til dels stadig er gældende. Dekretet siger, at begravelser kun er tilladt i kirkens forhal. Undtaget herfra er biskopper, abbeder, værdige præster og troende lægfolk. Der tages ikke i dekretet forbehold for ligbrænding, og der nævnes ikke noget om gravens placering (og retning).
Ligbrænding
Det er først efter dette tidspunkt, at det bliver almindeligt at begrave med fødderne mod øst. Om ligbrænding er der først regler fra Karolingisk tid, hvor det blev anset som en hedensk skik at brænde lig, da de hedenske saksere benyttede ligbrænding. Der fandtes så paralleller og udlægninger fra Bibelen, der var i overensstemmelse med dette. Bl.a. genopstod man jf. Bibelen med sin krop: »Kroppen skulle vende tilbage til Jorden« samt at kroppen er skabt af Gud og indeholder helligånd, hvorfor det ikke tilkommer mennesker at udslette kroppen.
De kirkelige regler herom er modstridende, idet der skrives om bekymringer for beskadigede legemer (ædt af dyr) i forbindelse med genopstandelsen, men samtidig betyder den stigende pladsmangel i kirkerne, at knogler omgås med letfærdighed. Kirkens hovedsyn er, at Guds magt ikke begrænses af menneskelige handlinger, og principielt er gravstedet det sted, hvor hovedet ligger.
Afkogning af lig
Samtidig var det ofte tilfældet, at et lig parteredes, og delene blev gravsat forskellige steder for at få flere bønner og beskyttelse fra flere helgener eller kirker. Et andet eksempel er døde korstogsriddere, der blev kogt af, før knoglerne blev sendt hjem i et skrin. Fx blev kong Olav, der døde i 1387, gravsat med hjerte og indvolde i Lund, mens resten blev ført til Sorø. Afkogning af lig blev i 1300 forbudt af pave Bonifacius VIII.
Håndbog i begravelser
Gravlægningernes ritualer kunne fra 600c. findes i håndbøger som fx De ecclesiasticis officiis og De divinis officiis. Det er især Alcuin (d.804), Jean Beleth / Johannes Belethus fra Paris (d. efter 1165) og Amalar af Metz (d.850c), der grundlagde middelalderens traditioner.
Belethus' værk, Summa de ecclesiasticis officiis angiver, at:
Kirkegården skal være indviet af en biskop.
Kun en grav per menneske.
Hovedet skal ligge i graven.
Kun kristne kan begraves på en kirkegård.
Kun hellige lig må begraves i kirken [hvem er hellig?].
Et kors skal placeres ved hovedenden af graven.
Bogen indeholder yderligere regler for mennesker, der er døde på søen og i kamp (formodentligt de tilfælde, hvor legemet er bortkommet).
Kvinder, der er døde i barselseng, kan ikke begraves med nogen form for ceremonier, men dog på kirkegården. Fosteret skal begraves uden for kirkegården.
Lig skal begraves iført tøj og sko.
Lig skal nedlægges med hovedet i vest og fødderne i øst.
Gejstlige begraves i fuld uniform. Er de ikke ordineret, skal de jordes som lægfolk, men først klippes og barberes.
Messe skal holdes for den døde på 7. og 30. dagen for begravelsen.
De passende bønner og salmer er opført i bogen.
Røgelse anvendes ikke ved dødsofficier [2. Mosebog 30-37].
Regler som omkringstående ved en døende skal iagttage:
Den døende skal lægges på gulvet eller på strå.
Der anbringes et kors ved fødderne.
For de lærde skal der læses af lidelseshistorien.
Når døden er indtrådt, skal der ringes med kirkeklokken, så alle kan bede for den døde. Dette skal dog kun ske om dagen. For en kvinde skal der ringes to gange, for en mand tre gange og for en gejstlig så mange gange, som hans grad kræver. Der ringes også, når liget føres til kirken, og igen, når det føres til graven.
Præsten skal stænke vievand og bede for sjælen, før liget vaskes og kistes.
Derefter kan liget føres til kirke, og messe kan afholdes.
Efter messen går præsten syngende rundt om båren [hvad synges?].
Derefter kan bæres til graven med salmesang.
En død skal bæres af ligemænd, dog aldrig af kvinder.
I graven sætte vievand for at holde dæmonerne borte.
I graven sættes røgelse for at holde ligstanken borte.
I graven sættes kul, fordi Jorden ikke længere er fælles med den døde, og kul varer længere under Jorden end noget andet stof.
I graven spredes vedbend eller laurbær under kistens låg, fordi de evigt bevarer deres grønne farve.
Ovenstående regler findes næsten enslydende i Mitrale seu de officiis ecclesiasticis summa af Sicardus af Cremona (d.1215) og i Ordo officiorum Senesis fra Sienas domkirke i 1215. Begravelsen fandt sted samme dag, hvis den afdøde var død op til tidlig morgen, ellers dagen efter. Søndage kunne begravelser ikke foregå på. I det 14. årh. blev fattige mennesker oftest begravet svøbt i et klæde og uden kiste. Lokal forskelle fandtes??. Fattige fik sjældent gravsten.
Af kistetyper kendes i middelalderen:
Ingen kiste
Stenkiste, natursten
Stenkiste muret teglkiste
Trækiste, kasseform
Trækiste, tremmeform (ingen transport)
De bedste pladser
Det bedste var at blive begravet nær højalteret eller ved martyr- og helgengrave, hvor der dagligt blev sagt messe. Sådan ære var forbeholdt de absolutte samfundsspidser: de kongelige, biskopper og abbeder. Disse fornemme begravelser fik oftest en gravflise. Dvs. en gulvflise med inskription og våbenskjold, afbildning af afdøde etc. Der kunne også andet steds i kirkerummet opsættes en mindetavle, et epitafium, for den afdøde og eventuelt vedkommendes familie.
Både i middelalderen og for de allerfornemste også noget senere end renæssancen kunne de afdøde hædres ved en tumba fra latinsk »grav«. Det var et gravmonument af form som en ophøjet, rektangulær kiste med afdøde udformet i en statue placeret oven på kisten. Gravmonumentet behøver ikke nødvendigvis at indeholde liget. Hvis monumentet er tomt, kaldes det også for en kenotaf.
Den ældste, romanske gravform var trapezformet og bredest ved hoften. Den yngre form, der kom i brug efter den romanske, var rektangulær med eller foruden et særligt hovedrum, der som en apsis sad på gravfeltet. Af det antal udgravede grave på Øm har hovedparten selvstændigt hovedrum. Selve graven kunne være en rå jordgrav, den kunne være træsat som en sandkasse, eller den kunne være opmuret af sten i to til fem skifter. Gravens dække kunne være fladt lagte sten eller det kunne være skråtstillede "tagdæknings"-sten. Ved den murede grav er fundet stående rundtom denne kar med kul og (formodentlig) røgelse til hhv. at give graven lagt liv og bedre luft.
[ID=1271 p.408-422]
De murede gravlægninger ophørte omkring eller lige efter år 1300.
På Vestervig augustinerkloster uden for kirken blev 1875 udgravet to stengrave sat af råsten med flade dæksten. Begge grave har hovednicher og indeholder skeletter. Det aldeles fiktive sagn tilskriver gravene Buris og Liden Kirsten fra 1100-tallet.
I eller rettere under korsgangen i Vor Frue Klosterkirke i Roskilde fandtes 1858 et antal murede grave af trapezform men uden hovednicher. De er tidligst fra midten af 1200-tallet. [ID=3191 p.239. ID=1271 p.27f].
Senere kunne pladsen blive trang i kirkerummet - og også på de eftertragtede pladser på kirkegårdene - hvorfor genbegravelser på pladser, hvor der allerede lå lig, fandt sted. Opgravede skeletdele, der var uden identifikationsmuligheder, eller som man ikke længere anså værdige til egen plads, blev så henlagt i et benhus kaldet ossarium, der på engelsk også kaldes for charnel house.
Der er oplysninger om pladsmanglen på den fælles offentlige begravelses- og handelsplads foran domkriken i Exeter i [HiTo 2/2004 p.19 af Nicholas Orme]. Kirkepladsen blev brugt som handelsplads og markedstelte og trafik fyldte pladsen, og alligevel fortsattes begravelserne her gennem et meget langt tidsrum. Derfor blev det ene lig efter det andet da også begravet oven på de foregående, og mange uidentificerede ben blev gravet op og henlagt i benhuset. Tankegangen var, at benene ved dommedag skulle bruges, da kroppen da blev gensammensat.
Stormænds slægter har efter 1300-tallets midte begyndt skikken med tilbyggede kapeller til kirker som samlende slægtsgravpladser. Også i nogle byklostre fik stormænd bygget kapeller som fx Rosenkrantzerne til Bjørnholm ved Franciskanerklostret i Randers.
Benedikts Regel indeholder ikke instrukser for begravelsesprocessen eller gravens placering. Kirkegården for klausurmedlemmerne i et kloster var normalt placeret nord eller nordøst for klosterkirken.
Cisterciensernes regler for omsorg for de døende brødre og lægbrødre indeholdt påbud om, at den døende skulle lægges på et kors strøet af aske, hvorover der blev lagt et groft klæde og på dette den døende. Efter døden blev liget vasket og iført sin munkedragt - dog med natsko - placeret på en båre, der placeredes i koret, når der var en munk på, og i lægbroderkoret for lægbrødrene.
I tværskibets nordgavl (ofte) blev de døde munke og brødre båret ud fra klostret gennem dødeporten - porta mortuorum - uden kiste, svøbt i deres kutte. Begravelsen foregik senest dagen efter dødens indtræden. Der blev som hovedregel ikke brugt kiste, og den døde blev lagt i graven med hovedet dækket af hætten og vendende mod vest. Derefter blev graven kastet til under bøn.
Denne opskrift stammer fra Øm Kloster, Gregersen, 2003, p.145. [ID=4382]
Vores fineste eksempel på en dødeport er den i Løgum Klosterkirke. Birgittinerne havde tilsvarende en særlig begravelsesdør på kirkens nordside i dens vestende. Her kaldet for Nådens og Ærens Port og blev også benyttet, når en ny nonnenovice blev optaget i klostret.
Cisterciensernes regler bestemte, at kun munke, lægbrødre, tjenestefolk og gæster måtte gravlægges på klostrets kirkegård for munkene. I kapitelsalen måtte abbeder gravlægges. I kirken måtte biskopper (og konger og dronninger) lægges og senere blev der også åbnet for, at klosterstiftere kunne lægges i kirken. Fra omkring 1200 fik verdslige donatorer også mulighed for at blive lagt i både kirken og korsgangen.
Almindelige munke blev gravlagt på klostrets kirkegård uden kendetegn oven på gravene, der blev blandet med lægbrødres. Men også en plads på klosterets kirkegård var eftertragtet i en sådan grad, at mange prøvede at blive optaget som munke og nonner kort før, døden var sikker. Det var ikke kirkens hofret, men de rige gaver, der kunne følge med, var fristende, og mange blev optaget på dødslejet.
Klostrenes begravelsespladser var generelt forbeholdt munkene, men ved tilstrækkelige gaver kunne der gøres undtagelser for lægfolk. Sådanne arrangementer kunne blive imødegået af sognekirken, der havde monopol på begravelserne og de dermed forbundne indtægter.
Hos tiggerordnerne i byerne kunne der blive konkurrence mellem sognekirken og klosterkirken om at modtage lig til begravelse, da der var en indkomst forbundet med begravelsesritualet. Fra 1250 havde klostrene fået tilladelse til at begrave alle, der ønskede det på klostrets kirkegård, men sognet protesterede over den manglende indkomst fra de begravelser de indtil da havde haft eneret på. Pave Bonifacius VIII's bulle Super Cathedram fra 1300 bestemte, at sognet skulle have 1/4 af indtægten - canonica portio - fra klostret, hvis en afdød ønskede at blive gravlagt på klosterkirkegården.
Note om kvindelige grave
Mange danske klosterkirkegårde indeholder kvindegrave og børnegrave i større antal end de personer med tilknytning til klostrets kan have haft. Det kan som nævnt ovenstående dreje sig om sognebørn, der har ønsket at blive gravlagt på klostret for at opnå en eller anden form for ønsket nærhed til en bestemt helgen eller ved at få afholdt messer etc.
På gravpladser øst for kirken havde munkene normalt fortrinsret til gravlægning, men gaver har kunnet få et kloster til at fravige sådanne regler. Endelig er der i årene op mod Reformationen noteret en del slendrian omkring cølibat, og pardannelser forekommer med både kærester og koner samt børn, hvilket er rapporteret fra udgravningerne ved Dominikanerklostret i Slesvig, hvor der på klausurområdet blev optalt 65 mandegrave, 14 kvindegrave og 19 børnegrave. [ID=1271]
Der er benyttet Danmarks Kirker, Nationalmuseets Arbejdsmark og Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder.
ID=3190: Dehn-Nielsen, Henning, 1998: Kirker og klostre i Danmark, Sesam.
ID=4407: Garner, H.N., 1968: Atlas over danske klostre, Nyt Nordisk.
ID=4382: Gregersen, Bo et al. (edt.), 2003: Øm Kloster, Museet.
ID=3191: Jørgensen, Jens Anker & Bente Thomsen, 2004: Gyldendals bog om danske klostre, Gyldendal.
ID=1271: Kristensen, Hans Krongaard, 2013: Klostre i det middelalderlige Danmark, Jysk Arkæologisk Selskab.
ID=2010: Schindler, Peter, 1929: Den hellige Benedikt af Nurcia's Munkeregel, H. Koppels Forlag.
Den næste artikel er om sakramenter i middelalderen.
Den forrige artikel var om messen og dens elementer.