BIBELEN OG ANDRE HELLIGE SKRIFTER
GAMLE OG NYE TESTAMENTE, APOKRYFE SKRIFTER,
APOLOGETISKE SKRIFTER, KIRKEFÆDRENES SKRIFTER
Opdateret 25. november 2011.

Indholdsoversigt
Indledning hellige skrifter
De hellige skrifter omfatter flere grupper af skrifter. I en kronologisk række efter oprindelse inkluderes normalt følgende: I middelalderen var bogproduktionen så dyr, at der var et begrænset antal hellige skrifter til rådighed. Især var antallet af komplette Bibler begrænset, da det var et stort arbejde at kopiere den, men arbejdet gav også den største ære. Vores viden om antallet af bøger i de enkelte klostre og hos fyrsterne er baseret på dels de relativt få eksisterende levn samt på de inventorielister, der især blev nedfældet ved arvesager og i gavebreve.

Bibelen som historisk skrift

De historiske kendsgerninger omkring hellige skrifters opståen er ikke særlig nøjagtig, men noget vides dog om især første gang skrifterne optræder i oversatte græske udgaver. En sammenstilling af anerkendte tekster til Bibelen skete senere end 100 år efter Kristus. Det Gamle Testamente eksisterede naturligvis, men ikke det Nye Testamente.

Det gamle Testamente

Det Gamle Testamente (GT) omfatter skrifter med indhold, der går forud for Jesu fødsel og er således et jødisk skrift. GT omfatter 39 »bøger« i de protestantiske udgaver. Indholdet i en Bibel kaldes for en kanon, fordi de enkelte tekster er kanoniserede som værende de bøger, der skal anvendes ved udøvelsen af den kristne tro. Udvalget blev hovedsageligt fastlagt af jøder i år 90 e.Kr., men der er senere afvigelser for enkelte skrifter.

GT er skrevet på hebraisk på nær et par korte tekster, der er forfattet på aramaisk. Ingen af teksterne findes i den originale første udgave. Alle tekster, der nu benyttes, er fra et håndskrift, der stammer fra omkring år 1000. Dette håndskrift blev benyttet som grundlag for den udgave af GT, der kaldes Biblia Hebraica Stuttgartensia, der udkom i 1977, og det er bl.a. denne udgave, som de danske bibeloversættere har benyttet til den danske Bibel fra 1992.

Sammenligner man GT i den nutidige danske udgave med andre udgaver af GT, er der ikke overalt samme rækkefølge af teksterne, og der er vekslende antal tekster inkluderet. Da Martin Luther i 1524 havde oversat Bibelen fra de hebraiske og græske tekster, havde han ændret sin udgave i forhold til både Septuaginta-udgaven og Vulgata-udgaven. Han opretholdt Vulgata-rækkefølgen bortset fra eksklusion af de apokryfe skrifter, der blev samlet mellem GT og NT, da de jo ikke stammede fra hebraiske skrifter.

Luthers rækkefølge og indhold er fulgt fra den første danske Bibel, Christian den Tredjes Bibel, til i dag, hvor vi dog ikke har Luthers tekst som grundlag, men som nævnt Stuttgartbibelen, der har samme disposition som Luthers.

Det er følgende tekster:
 
Hebr. Bibel Septua-ginta Bibel Dk 1992 Tekstens titel - dansk - engelsk Bemærkninger
  1   1   1 Første Mosebog / Genesis - Genesis -
  2   2   2 Anden Mosebog / Exodus - Exodus -
  3   3   3 Tredje Mosebog / Leviticus - Leviticus -
  4   4   4 Fjerde Mosebog / Numeri - Numbers De første fire bøger blev tidligere kaldt for Tetrateuk
  5   5   5 Femte Mosebog /
Deuteronomium - Deuteronomy		 De første fem bøger kaldes for Pentateuk = fem-rulle-bog = hebraisk Tora
  6   6   6 Josuabogen - Joshua I jødisk Bibel kaldes teksterne nr. 6 til 13 for Profeterne.
  7   7   7 Dommerbogen - Judges -
16   8   8 Ruts Bog - Ruth I jødisk Bibel indgår den i Ordsprogenes Bog, nr. 16
  8   9   9 Første Samuelsbog =
1. Kongerigernes Bog - I Samuel		 I jødisk Bibel samlet med II Samuel
  8 10 10 Anden Samuelsbog =
2. Kongerigernes Bog - II Samuel		 I jødisk Bibel samlet med I Samuel
  9 11 11 Første Kongebog =
1. Kongerigernes Bog - I Kings		 I jødisk Bibel samlet med II Kongebog
  9 12 12 Anden Kongebog =
2. Kongerigernes Bog - II Kings		 I jødisk Bibel samlet med I Kongebog
10 41 23 Esajas' Bog / Jesajas - Isaiah -
11 42 24 Jeremias' Bog - Jeremiah -
12 46 26 Ezekiels Bog - Ezekiel -
13 - - Tolvprofetbogen = De tolv små Profeter Tolvprofetbogen er i Septuaginta og 1992 opført som selvstændige bøger og følger herefter.
13 29 28 Hoseas' Bog - Hosea 1/12 profeter
13 30 30 Amos' Bog - Amos 2/12 profeter
13 31 33 Mikas Bog - Micah 3/12 profeter
13 32 29 Joels Bog - Joel 4/12 profeter
13 33 31 Obadias' Bog - Obadiah 5/12 profeter
13 34 32 Jonas' Bog - Jonah 6/12 profeter
13 35 34 Nahums Bog 7/12 profeter
13 36 35 Habakkuks Bog - Habakkuk 8/12 profeter
13 37 36 Sefanias' Bog - Zephaniah 9/12 profeter
13 38 37 Haggajs Bog - Haggai 10/12 profeter
13 39 38 Zakarias' Bog - Zechariah 11/12 profeter
13 40 39 Malakias' Bog - Malachi 12/12 profeter
14 17 19 Salmernes Bog - Psalms I jødisk Bibel indleder teksten afsnittet, der kaldes
Skrifterne (nr. 14 til 23).
I Septuaginta kaldes afsnittet for De poetiske Bøger (nr. 17 til 28).
- 18 - Oder og Manasses Bøn Indgår ikke i 1992-udgaven.
Er inkluderet i apokryferne.
I Vulgata er den et tillæg.
15 22 18 Jobs Bog - Job -
16 19 20 Ordsprogenes Bog / Proverbia - Proverbs I jødisk Bibel inklusive Ruths Bog, der er nr. 8 i 1992-udgaven.
I Vulgata kaldes Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog, Højsangen og Visdommens Bog tilsammen for Salomos Bøger.
17 21 22 Højsangen / Canticum / Canticorum - The Song of Solomon -
18 20 21 Prædikerens Bog - Ecclesiastes -
19 44 25 Klagesangene / Lamentationes / Threni - Lamentations -
- 23 - Visdommens Bog - Sapientia Salomonis Indgår ikke i 1992-udgaven. Henregnes til apokryferne.
I Vulgata indgår den i Salomos Bøger.
- 24 - Siraks Bog - Ecclesiasticus Indgår ikke i 1992-udgaven. Henregnes til apokryferne i 1992-udgaven og i Vulgata.
- 25 - Salomos Salmer Henregnes til pseudepigraferne i 1992-udgaven.
20 26 17 Esters Bog - Esther Er nr. 15 i Vulgata efter Judits Bog.
- 27 - Judits Bog Henregnes til apokryferne i 1992-udgaven.
Er nr. 14 i Vulgata.
- 28 - Tobits Bog Henregnes til apokryferne i 1992-udgaven.
Er nr. 13 i Vulgata.
21 47 27 Daniels Bog - Daniel Septuaginta inkluderer Susanna og Bel og Dragen. Disse indgår ikke i 1992, men findes blandt de lutherske apokryfer i Tillæg til Daniels Bog sammen med De tre ynglinges sang i ildovnen og Asarjas Bøn.
Kommer i Vulgata som nr. 28 efter Ezekiels Bog.
22 15 15 1. Ezrabog = Ezras Bog - Ezra I jødisk Bibel var Ezras Bog sammensat med næste bog, Nehemiahs, indtil 1448.
I Septuaginta er 1. Ezrabog muligvis en ældre tekst, og Septuagintas 2. Ezrabog i næste række svarer til jødisk Bibel og 1992-udgavens Ezrabog.
Teksten er en GT-apokryf, men ikke med i den danske Bibels GT-apokryfer.
I Vulgata-udgaven kaldes den for 3. Ezrabog, idet Nehemias i den latinske udgave kaldes for 2. Ezrabog.
Der findes også en 4. Ezrabog, der henregnes til GT-pseudepigraferne; det er en apokalypse fra c. 100 e.Kr. Den har i nogle versioner et senere, kristent kapitel tilføjet i begyndelsen og slutningen. Disse benævnes også 5. og 6. Ezrabog.
22 16 15 Nehemias' Bog = 2. Ezrabog - Nehemiah I Septuaginta er tekstens titel 2. Ezrabog og inkluderer Nehemias' Bog. Også i Vulgata er Nehemias' Bog inkluderet i Ezra.
23 13 13 Første Krønikebog = Paralipomenon I -
I Chronicles		 I jødisk Bibel og i Vulgata er 1. Krønike samskrevet med 2.
23 14 14 Anden Krønikebog = Paralipomenon II -
II Chronicles		 I jødisk Bibel og i Vulgata er 2. Krønike samskrevet med 1.
- 43 - Baruks Bog Henregnes til apokryferne i 1992-udgaven og i Vulgata.
- 45 - Jeremias' Brev Henregnes til apokryferne i 1992-udgaven.
- 48 - 1. Makkabæerbog Henregnes til apokryferne i 1992-udgaven.
- 49 - 2. Makkabæerbog Henregnes til apokryferne i 1992-udgaven.
- 50 - 3. Makkabæerbog Henregnes til pseudepigraferne i 1992-udgaven.
- 51 - 4. Makkabæerbog Henregnes til pseudepigraferne i 1992-udgaven.
 
GT blev oversat fra hebræisk til græsk i Alexandria ca. år 100 f.Kr. Denne oversættelse kaldes Septuaginta = 70. Ifølge en sagntradition er det oversat af 72 jøder - 6 fra hver af jødernes 12 stammer, legenden siger eventuelt også, at det skete på 70 dage. Udgavens målgruppe var de græsktalende jøder, og udgaven er stadig gældende i den ortodokse kirke. Denne første oversættelse indeholdt GTs 39 bøger samt de 11 apokryfe bøger.

Et af de få fragmenter af den originale tekst er fra De Ti Bud og skrevet med det, der kaldes en førmasoretisk skrift. Masoreterne, som jeg også har set stavet som mesoreter og på engelsk som Massoretes, var skriftkloge, der arbejdede med GTs tekster. Især brugt om hebraiske forskere fra 7. til 10. århundrede, der udviklede de vokaltegn, der indtil da ikke have været brugt i de gamle tekster, hvorfor et førmasoretisk skrift betyder et skrift skrevet uden vokalerne. Papyrusskriftet med De Ti Bud er fra tidlig tredje århundrede. Det var masoreterne, der forberedte den endelige jødiske udgave af GT, der også ligger til grund for den kristne Bibels GT.

Oversættelsen fra græsk til latin blev foretaget i årene 100 til 200, og udgaven indeholdende både GT og NT kaldes for Vetus editio antiqua translatio = Itala, men den blev ikke meget benyttet. Den næste udgave blev derimod et væsentligt skrift for kristendommen. Kejser Damasius beordrede i 382 Hieronymus til at foretage en oversættelse af den græske tekst til latin. Allerede i 383 var han færdig med de fire evangelier og i 385 med hele NT. Med GT tog det lidt længere tid. Det var færdigt i 405. Hans arbejde var grundlaget for Vulgata, omend Bibeludgaven ikke blev kaldt det før omkring år 1200.

De ældste bevarede pergamentbibelmanusser er

a)Codex Sinaiticus skrevet på græsk i fjerde årh. og indeholdende 43 blade, der befinder sig i Leipzig, og 156 blade, der befinder sig i Sankt Petersborg. Den indeholder både dele fra GT og NT.
b) Codex Alexandrinus, der er fra femte årh. og befinder sig på BL. Dette manus er næsten en komplet Bibel inklusive apokryferne.
c) Codex Vaticanus, der er fra 300-tallet og indeholder en komplet Bibeltekst. Det er fremstillet i det nedre Ægypten.

Apokryfe skrifter

GT-oversættelsen indeholder foruden de kanoniske bøger også de apokryfe (kaldet af protestanter) eller deuterokanoniske bøger (kaldet af katolikker), der kun indgik i de græske jøders Bibel, men ikke i den hebræiske. De blev medtaget i Septuaginta og på Augustins anbefaling også af Hieronymus i Vulgata. De fleste af de apokryfe tekster er fra ca. 300 B.C. til 100 A.D. med de fleste fra perioden 200 B.C. til 70 A.D., fx Hebræerevangeliet, Jakobs For-evangelium og Nazaræerevangeliet.

Der er apokryfe skrifter til både det GT og det NT, og teksterne veksler gennem tid og region. På engelsk dækker udtrykket »apocrypha« både skrifterne til GT og NT, mens udtrykket »pseudepigrapha« defineres som skrifter tilskrevet en anden end den virkelige forfatter for at give dem større autoritet og mere specielt om de skrifter, der ikke indgår i den græske kanon til GT. De »gængse« apokryfer omtales som regel ikke som pseudepigrafer.

I katolsk sædvane omtales de protestantiske apokryfer som deuterokanoniske skrifter, mens katolikkerne bruger udtrykket "apokryf" om det protestanterne kalder pseudepigrafer:

De apokryfe skrifter omhandler gerne følgende skrifter:
  1. Tillæg til Esra, 3. Esra - I + II Esdras
    4. Esra (3. og 4. Esra er med i den Reformerte Kirke, mens 4. Esra også regnes til pseudepigraferne)
  2. Tobias' Bog = Tobits Bog - Tobit
  3. Judits Bog - Judith
  4. Den græske Esters Bog = Tillæg til Esters Bog - Rest of Esther
  5. Visdommens Bog - Wisdom of Solomon
  6. Jesu Siraks Visdomsbog - Ecclesiasticus
  7. Baruks Bog, der er tillæg til Jeremias' profetskrift - Baruch + Epistle of Jeremy. Sidstnævnte angives ofte som 6. kapitel til Baruch.
  8. Jeremias' Brev (se også nr. 7)
  9. Tillæg til Daniels Bog, der indeholder:
    • De tre ynglinges sang i ildovnen - Song of the three Holy Children
    • Fortællingen om Susanna i badet - History of Susanna
    • Fortællingen om Bel og dragen - Bel and Dragon
    • Asarjas bøn - Asarja's prayer
  10. Tillæg til Krønikebogen / Manasses Bøn - Prayer of Manassas
  11. Makkabæerbøgerne 1-2 - I + II Maccabees
    • Makkabæerbog nr. 3 skildrer jødeforfølgelserne under Ptolemæus Filopater (medtaget i den Reformerte Kirke), se også pseudepigraferne.
    • - IV Maccabees
  12. Hebræerevangeliet [Lausten p36] - Gospel of the Hebrews (hører til i NT)
  13. Jakobs For-evangelium eller Jakobs Epistel [Lausten p36] - Infant Gospel or Epistle of James
  14. Nazaræerevangeliet [Lausten p36] - Gospel of the Nazarea
  15. 151 Salme - Psalm 151
Skrifterne grupperes på forskellig vis, således benævnes 2, 3 og 8,2 som legender; 5 og 6 kaldes visdomsskrifter; 5, 6 og 10,2 kaldes for filosofisk-didaktiske skrifter; 14 er en salme; og endelig kaldes 10 og 10,1 for historiske.

De danske apokryfer er i dag oversat fra den tyskfremstillede græske udgave i Septuaginta, Vetus Testamentum Graecum auctoritate Academiae Scientiarum Gottingensis editum, 1931-1979, Göttingen. Fra ovenstående liste medtages fx i bogen Det gamle Testamentes Apokryfe Bøger udgivet af Bibelselskabet i 1998: 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11

På Tridentinermødet i 1546 fastslog den Romersk-Katolske Kirke, at apokryferne regnedes med i de hellige skrifter. Konciliet nedsatte i øvrigt en revisionskommission, der kom med reviderede udgaver i 1590, 1592 og i en endelig autoriseret udgave i 1598; denne udgave blev den katolske autoriserede til Andet Vatikankoncilium. [5175 p.19]

Luther tog dem ikke med, men bringer dem som et tillæg, »der kan være nyttig læsning«. I den reformerte engelske kirke er de ikke medtaget. I en dansk Bibel er de ikke altid med. De var med indtil slutningen af 1800-tallet, og de er efter nyoversættelse sidst i 1900-tallet atter genoptaget i visse udgaver fra Bibelselskabet.

Pseudepigrafer
Pseudepigrafer er jødiske tekster fra 300 f.Kr. til 200 e.Kr. De betragtes i dag som opbyggelige skrifter, men ikke som en del af Bibelen. Forskellige kirkesamfund har anvendt nogle af pseudepigraferne i deres bibelkanon. De er bevaret af kristne i mange forskellige oversættelser, og de er ofte bearbejdet senere end deres oprindelse. Pseudoepigraferne er ikke en konstant samling, da der er regionale og kronologiske forskelle i opfattelsen af dem, men fra de oprindelige cirka 20 tekster, medregnes i dag op mod 50 skrifter til gruppen.
En gennemgang og teksterne til de GT pseudepigrafer findes i De gammeltestamentlige Pseudepigrafer ed. Hammershaimb, Munck, Noack og Seidelin, Bibelselskabet, 1976 / 2001.

Pseudepigrafer er bl.a.:
    Første Ezrabog
    Første Enoksbog = Den Etiopiske Enok - Enoch I Book
    Anden Enoksbog = Den Slaviske Enok - Enoch II Book
    Moses Himmelfart - Assumption of Moses
    Salomons Salmer - Solomon's Psalms
    Esajas' Himmelfart - Ascension of Isaiah; opregnes også for det NT.
       Esajas' Martyrium er en del af ovenstående og bringes sommetider særskilt.
    Adams og Evas Liv - Life of Adam and Eve; også kaldet Adamsbøgerne, da der opdeles i tre versioner.
    Jubilæerbogen - Book of Jubilees
    Aristeasbrevet - Letter of Aristeas
    De Tolv Patriarkers Testamenter - Testament of the 12 Patriarchs, der er det samme som Gospel of the 12.*)
    Tredje Esdrasbog
    Sibyllinske Orakler
    Tredje Makkabæerbog
    Fjerde Makkabæerbog
    Den græske Baruksapokalypse
    Den syriske Baruksapokalypse
    Resten af Baruks Ord
*) Hvilket ikke er det samme som De Tolv Apostles Lære = Didake, der regnes til Apostolske Fædre-skrifterne.

Alle NT-apokryfer er pseudepigrafer; NT-apokryferne er hovedsageligt fra ca. år 200 e.Kr. Moses Himmelfart eksisterer kun som en palimpsest, dvs. på et stykke pergament, der senere er genbrugt efter den originale tekst er skrabet af pergamentet og derfor vanskelig at læse. En nyere oversigt og oversættelse findes i Ny-testamentlige Apokryfer ved Jørgen Ledet Christiansen og Helge Kjær Nielsen, Bibelselskabet, 2002.

Ovennævnte værk lister NT-apokryferne som:
  1. ikke-kanoniske Jesusord
Fragmentpapyri:
  1. Papyrus Oxyrhynchus 840 og 1224
  2. Papyrus Egerton 2
Evangelier:
  1. Det hemmelige Markusevangelium
  2. Thomasevangeliet
  3. Ebjonitterevangeliet
  4. Hebræerevangeliet
  5. Ægypterevangeliet
  6. Petersevangeliet
  7. Apostlenes Breve
  8. Jakobs Forevangelium
  9. Thomas' Barndomsfortælling
  10. Kerygma Petrou
Breve:
  1. Abgar og Jesus
  2. Laodikenserbrevet
  3. Paulus og Seneca
Apostelakter:
  1. Andreasakterne
  2. Johannesakterne
  3. Paulusakterne
  4. Petersakterne
  5. Thomasakterne
Apokalypser:
  1. Esajas' Himmelfart
  2. Peters Åbenbaring
  3. Paulus' Åbenbaring

Det Nye Testamente (NT)

Det NT sammenstilles i sin kanon af Marcion, der blev født ca. år 100 i Sinope ved Pontus i Lilleasien. Han anerkender Lukasevangeliet og de ti Paulusbreve som værende »originale«. Samtidig arbejder Justin (martyr i 165) med at annotere de forskellige skrifter og skille ægte fra uægte, men han samler ikke en kanon.

I det attende århundrede fandt Muratori i Milanos bibliotek et fragment af ukendt skaber fra omkring det andet århundrede. I dette fragment er kanon vist med en kvalitetesadskillelse af skrifterne. Denne ukendte kompilator anerkender de fire evangelier, Apostlenes Gerninger, Johannes' Åbenbaringer, Paulus' breve, Johannes' 1+2 breve, Judasbrevet og Petersapokalypsen.

En anden type værk skabtes i Syrien af Tatian før år 100. Tatian sammenskrev alle evangelierne til en fortløbende fortælling til oplæsningsbrug. Dette værk var i brug frem til ca. år 450. Der nævnes også andre tekstkompilatorer i de første århundreder: Teodoret, kirkefaderen Irenæus, Tertullian og Clemens af Alexandria.

Den betydeligste oldkirkelige teolog, der beskæftigede sig med skrifterne, var Origenes, der er født i Alexandria. Origenes udskilte de aldeles uacceptable dele og inddelte resten i »de ægte« og »de tvivlsomme skrifter«. Dem kalder han på græsk hhv. homologumena og amfiballomena.
I den første gruppe er de fire evangelier, Paulusbrevene, Petersbrevene, 1. Johannesbrev, Apokalypsen og Apostlenes Gerninger anbragt.
»De tvivlsomme« inkluderer 2. Petersbrev, 2. og 3. Johannesbrev, Hebræerbrevet, Jakobsbrevet og Judasbrevet.

Eusebius (fra 314 biskop i Cæsarea) vurderede også skrifternes kvalitet og kom til næsten samme resultat som Origenes. Eusebius satte dog Johannesbrevet under "de tvivlsomme«. Eusebius deler yderligere »de tvivlsomme« skrifter i »de bedre«, »de ringere« og »de tåbelige gudløse« skrifter. Eusebius' grupper af de »gode« og de »tvivlsomme, men bedre« er nøjagtigt, hvad der i dag indgår i det NT.

Fra Athanasius i 367 bliver også Johannes Åbenbaringer optaget i NT kanon. I dette år skriver Athanasius fra Alexandria til Ægyptens kristne om sin sammenstillen af NT med 27 afsnit eller bøger. Athanasius' valg bekræftes igen i Karthago i 397. I Vestkirken er der stor overensstemmelse med de tidlige Østkirkeudgaver i Det NT, bortset fra Apokalypsen (Joh. Åbenb.), der er godkendt i Vesten, mens Hebræerbrevet ikke er.

Det NT omfatter skrifter fra årene efter Jesu død til ca. år 50. NT omfatter 27 »bøger«. Det er følgende:

Evangelierne

Evangelion af græsk betyder glædeligt budskab, og ordet forekommer 76 gange i NT. Fra midten af det andet århundrede benyttedes ordet alene i betydningen et skrift om Kristi Frelsergerning. Det engelske ord for evangelium, gospel, er dannet analogt med den latinske betegnelse for et godt budskab, bona adnuntiatio, der blev almindeligt benyttet i stedet for det mere formelle evangelium. Godspel er sammensat af god = "good" og spel fra "spillon" = "to announce", og som i dag findes i ordet "spell". Det er altså fejlagtigt at forbinde det med "God's spell" = Guds fortælling.

I kirkehistorien har der været et utal af litterærkritiske forsøg på en genredefinition og tolkning af evangelierne. Nogle har totalt afvist, at teksterne har litterær genre; de er ren forkyndelse, mens andre har tolket dem som en folkelitterær genre. Nogle har anlagt et biografisk sigte på teksterne, altså Jesus' livshistorie, og der er stadig polemik om deres litterære tilhørsforhold.

Evangelierne er nedskrevet inden for et tidsrum af mindre end 100 år, og selv om der er nogen usikkerhed for rækkefølgen, så regnes de normalt kronologisk som værende Markus, Matthæus, Lukas og Johannes. Matthæus-, Markus- og Lukasevangelierne kaldes for de synoptiske = overblik (gr).

Allerede Eusebius af Cæsarea, 260-339 († 341 & 392 er andre årstal, der optræder, som er mindre sandsynlige), opstillede sammenlignende lister for evangelierne. Listerne havde parallelle spalter med en for hvert evangelium, så det let kunne ses, hvor de var ens og hvor de afveg fra hinanden.

Der har i kirkens historie været gjort flere forsøg på at sammenskrive evangelierne til en ubrudt Jesushistorie, men disse forsøg har ikke vundet generel indpas i religionen. Den eneste fast benyttede tekst af denne type er Vor Herre Jesu Kristi Lidelseshistorie, hvor man ved at sammensætte uddrag fra alle evangelier kan nå op på de approberede "Jesus' syv ord på korset". Lidelseshistorien kan lettest læses fra Den Danske Salmebog.

Markusevangeliet
Det ældste er Markusevangeliet nedskrevet omkring år 70, og formodentligt af Johannes Markus = Johannes med tilnavnet Markus, men der er ingen navne nævnt i det. Johannes Markus var jødekristen og virkede med først Paulus og senere med Peter, som han var tolk for. Markus var altså ikke en af Jesus' disciple, men discipel af en Jesusdiscipel.
Markusevangeliet har ligget til grund for Matthæus- og Lukasevangelierne.
Markusteksten indeholder 49 afsnit, senere opdelt i 16 kapitler.
Markusevangeliet er skrevet for hedningekristne, oprindeligt på græsk med aramaiske forlæg.
Evangeliet begynder ved Jesu dåb og slutter ved hans genopstandelse.

Matthæusevangeliet
Næstældst er Matthæusevangeliet. Det er fra efter templet ødelæggelse i år 70, og mest sandsynligt nedskrevet omkring år 90, da der fra omkring år 100 er kilder, der refererer til Matthæus.
Markusevangeliet er næsten totalt indsat i Matthæus, men ingen citater er formet.
Det begynder med undfangelsen og slutter ved genopstandelsen. Omfanget på 69 afsnit, senere delt i 28 kapitler, er 1,5 gange Markus.
NT har Matthæusevangeliet forrest; en årsag kan være, at det indeholder Jesus' slægtshistorie.
Den nok vigtigste tekst i Matthæus er bjergprædikenen i 5,1 til 7,28.
Matthæus er skrevet for jødekristne, og det er også anonymt.
Det indeholder en bearbejdelse af en samling Jesuscitater, som Matthæus nedskrev på aramæisk.

Lukasevangeliet
Lukasevangeliet er skrevet af Lukas, der var en græsk læge, der fulgte Paulus. Eneste evangelium med præsenteret forfatter.
Indholdet inkluderer historien om den barmhjertige samaritan og den fortabte søn.
Evangeliet regnes for nedskrevet tidligst ca. år 80-90, men mere sandsynligt hen imod 120, da refererende kilder først optræder hen mod århundredets midte.
Evangeliet er ligesom fortsættelsen tilegnet en ukendt person ved navn Theofilus.
I Lukas forekommer en mere fyldig beretning om Johannes Døberen.
Lukas skrev også fortsættelsen, Apostlenes Gerninger, og det formodes at være sket ca. samtidigt med evangeliet.
Evangeliet rækker fra Johannes Døberfortællingen til Jesus opstandelse, men det er en vigtig pointe, at fortsættelse med helligånden, der fylder apostlene, forekommer i fortsættelsen i Apostlenes Gerninger.
I Lukas er der nævnt to konkrete tidspunkter i 2,1 og 3,1, henholdsvis om kejser Augustus og om kejser Tiberius.
Nogle forskere arbejder ud fra en tese om en fælles, ukendt kilde - kaldet Q - der kan have ligget til grund for både Matthæus og Lukas.

Johannesevangeliet
Johannes rækker fra Jesu dåb til genopstandelsen. Tonen er mere åndelig,
Det er nedskrevet - formodentligt - noget senere end de øvrige, man anser år 100-120 for sandsynligt.
Eneste evangelium med forfatterpræsentation, selv om ingen navne er nævnt. En forfatteridentifikation - eller flere - vækker ikke historisk tillid, og desuden bærer teksten præg af at være udviklet, og især er den sidste del regnet for at være gjort af en anden forfatter end begyndelsen.
Der er kritikere, der bytter rækkefølgen om på de to sidste evangelier.
Der er ikke helt samme kronologi i dette evangelium, og Jesus' rejser i Palæstina og hans dødsdag afviger også fra de øvrige evangelier. Teksten indeholder mange dialoger og talen er symbolsk præget. Teksterne er meget præget af "jeg-ord", der forstås som udlægninger af, hvad Jesus står for i forhold til Gud og den kristne tro.
Eneste evangelium der beskriver et komplet brud med jødedommen.

Kort Jesuskronologi
Jesus' fødsel skete i de sidste dage af Herodes' regeringstid:
Herodes den Store regerer 37-4 f.Kr. (Mat.2,1 + Luk.1,5) - fødselen kan sættes til ca. år 7-5 f.Kr.
Den første folketælling, mens Augustus var kejser (Luk.2,1) - Augustus regerede fra 29 f.Kr. til 14 e.Kr. og døde den 19/8.
Kvirinius var statholder i Syrien (Luk.2,1) - Kvirinius blev først statholder i 6 e.Kr. Derfor er datering efter de to sidste sammenholdt nok forkert.
Johannes Døber optræder i Tiberius' 15. regeringsår; Tiberius regerede år 14 til 37 e.Kr., dvs. Johannes optræder i året august 28 til august 29.
Her er der så en mulighed for en alternativ datering, da Tiberius blev medregent fra år 12 eller 13; regnes herfra kan Johannes komme på scenen allerede år 25-26.
Lukas 3,23 skriver, at Jesus var omkring 30 år, da han begyndte at prædike, og da var Johannes Døberen fængslet.
Jesus virksomhed varede ifølge evangelierne på nær Johannes cirka et år, mens Johannes mener tre år.
Jesus korsfæstes, mens Pilatus var statholder (Luk.3,1), altså mellem 26 og 36 e.Kr.
Dødsdagen har Mat., Mar. og Luk. til den fredag den 15. Nisan, der var dagen, hvor påskelammet slagtedes,
Dødsdagen ifølge Johannes er den 14. Nisan, altså dagen før. Enighed herom kan ikke opnås, da der kun er de afvigende evangeliekilder at henholde sig til.

Enkeltheder om NTs historie
Det NT er færdigskrevet, som vi kender det, ca. år 400. Der kendes en godkendelse fra Alexandria i år 373, fra Rom i 382 og fra Karthago i 399. Teksten bliver først delt op i kapitler ca. 1200 i en udgave skrevet i Paris' Universitet, og det blev denne, der dannede grundlag for Gutenbergs tryk i 1455. Versinddelingen er fra ca. 1550.

Thomasevangeliet er skrevet meget senere - omkring år 150 - og regnes gerne til de apokryfe skrifter. Evangeliet er skrevet på græsk, men fundet som en koptisk kopi i 1946. Fra det NT findes der mange manuskripter på græsk, men alle flere århundreder yngre end Jesustiden. Også på latin findes der mange manuskripter, der som de græske inddeles efter deres skrift: uncialer, kapitæler, minuskler og kursive. Fra tiden før Hieronymus' oversættelse findes der godt 40 stumper. De væsentligste er med parallel græsk og latinsk tekst. Efter Vulgatabibelen findes der over 8.000 manuskripter af denne udgave, men hovedparten er fra mellem 1200 og bogtrykkunsten.

Et andet af fragmenterne stammer fra Johannesevangeliet og er skrevet på papyrus omkring år 135. Der er i 1900-tallet fundet flere bibelhåndskrifter på papyrus, men hovedparten af de ældste bibelhåndskrifter er yngre. Alle Bibelens tekster er afskrifter af afskrifter. De er alle oversatte.

Judasevangeliet
Som senere kort vil blive omtalt.

De apostolske (fædres) Skrifter

De udsendtes Skrifter. De udsendte var apostlene. Diskussion pågår om apostle kun kan være dem, der fulgte Jesus fra dåb til grav - eller om begrebet også kan rumme andre missionærer udsendt på Jesus eller hans 12 disciples bud. Betegnelsen, der er et hædersnavn på disse forfattere, har kun været i brug siden 1672. Generelt omfatter begrebet alle forfattere af »primitiv kristen litteratur« før den apologetiske litteratur i det andet århundrede [Cath.Enc. Apostol...]

Ordet »apostolsk« har været brugt siden biskop Sankt Ignatius = Theophoros (25-107) i Antiocha i sin korrespondance hilste sine trosfæller »efter apostolsk skik«. Det var Jean Baptiste Cotelier (Cotelerius), der brugte »apostolsk« om forfatterne i 1672, og dette blev gentaget af hans redaktør, J. L. Ittig, i 1699, hvorefter udtrykket er forblevet i brug siden.

De ældste skrifter stammer fra slutningen af det 1. årh., hovedparten fra første halvdel af 2. årh. De var alle skrevet på græsk. Det drejer sig om: Sommetider medtages også Pseudo-Clements prædikener regnes somme tider med. (-). Den klementinske litteratur er flere forskellige værker, og der er usikkerhed omkring sammenhæng og proveniens.
Det samme gælder for Dionysius the Areopagite, (Dionysios Areopagitten) (omkr. 500), der forveksles med en Dionysios, der blev omvendt (og discipel?) af Paulus efter hans tale på klippen Areopagus, der er en del af Akropolis i Athen.

Kilder: [De apostolske Fædre, red. Niels J. Cappelørn et al., D.D.Bibelselskab, 1985. og Lausten, Kirkehistorie, 1997, p 21 samt Ency.Cath.].

De apologetiske Skrifter

Skrifter til forsvar for kristendommen. De er skrevet ca. 120-200 (324). Apologeterne kom med krav om undersøgelse af de påståede forbrydelser som børnespisninger under gudstjenesterne og kejserforagt, og de gør sig til talsmænd for religionsfrihed. De kristnes modstand på dette tidspunkt er hovedsageligt rettet mod kejsertilbedelsen, hvilket også bliver den generelle forfølgelsesårsag.

Forfatterne er:

Kirkefædrenes Skrifter

Skrifterne er skrevet 300-450. »Kirkefærdrene« er en fællesbetegnelse for kirkens teologer fra de første århundreder. I visse sammenhænge regnes også de apostolske fædre og apologeterne med. Som den yngste af fædrene regnes for Østkirken Johannes fra Damaskus, der døde i 749, og for Vestkirken Sankt Isidorus af Seville (560-636). Kirkefædrevidenskaben kaldes for patristik.

Vestkirkens store kirkefædre er: For Østkirken er kirkefædrene: Knap så fejlfrie i troen er de kirkelige forfattere = Scriptores ecclesiastici. De regnes af og til med blandt kirkefædrene:

Bibeludgaver og Bibeloversættelser

Bibeludgaver hænger nødvendigvis sammen med bibeloversættelser, da kun de relevante forskere kan læse de originale tekster. GT var oversat til græsk før år 0, da mange jøder levede i den græsktalende verden og ikke beherskede hebraisk. Det NT blev forfattet på græsk.

SEPTUAGINT
Denne tidligste græske oversættelse af Bibelen kaldes også for den "Alexandrinske Version". Den blev oversat i det andet eller tredje århundrede f.Kr. fra de hebraiske tekster. Denne tekst blev bl.a. revideret af Origenes ca. 240.

Den er stadig den græsk-ortodokse kirkes standardbibel. Denne græske udgave var de første græsktalende kristnes Bibel, og da alle kristne uden for Palæstinaområdet havde græsk som den tids engelsk, så blev den græske udgaven de facto standard. Teksten anerkendes som værende autoritativ også af den katolske kirke, og på Trentkonciliet / Tridentinerkonciliet blev paven opfordret til at lade foretage en latinsk oversættelse af versionen. Det gjorde pave Sixtus V i 1587.

Der eksisterede altså i oldkirken både en hebraisk grundtekst og en oversættelse til græsk, og oversættelsen var på sine steder også en fortolkning af den vanskelige hebraiske tekst. I dag regnes den hebraiske standardbibel at være i næsten fuldstændig overensstemmelse med teksten i manuskriptet Codex Aleppo fra 930 og i manuskriptet fra år 1008 med titlen Codex Leningradensis.

I det andet århundrede e.Kr. blev der udgivet tre andre græske Bibler, men de vandt aldrig rigtig fodfæste og kendes i dag kun gennem fragmenter, hovedsageligt fra Origens' Hexapla. Den ene fra c. 130 e.Kr. var af Aquila, der var af jødisk afstamning og udgav en meget ordret oversættelse. Theodotion udgav en version c. 200 e.Kr. Den tredje af Symmakus c. 210 e.Kr. Fra den græske Septuagintversion har andre kirker som den koptiske fremstillet deres Bibel.

Ud af de mange græske versioner af det NT blev der udvalgt og samlet en latinsk Bibel ved Hieronimus' arbejde igangsat af pave Damasus I. Hieronymus fik ikke oversat hele Bibelen, fx behandlede han ikke 1. og 2. Makkabæer, Baruks Bog og Jeremias' Brev.

Hieronymus anvendte bl.a. Origenes' tidligere opstillede hexapla, dvs. en seksspaltet listning af diverse versioner af bibeltekster på forskellige sprog, og udfra hvilken den bedste tekst blev valgt. Hieronymus' Bibel var standardoversættelsen, indtil reformationen, hvor Martin Luther oversatte bogen til tysk. I dag er Bibelen oversat til reelt omkring 383 sprog, selv om nogle hævder, det er over 2.200 sprog, hvoraf nogle har meget få udøvere. Det NT er oversat til knap 1.000 sprog.

VULGATA
Den Bibel, som Damasus I iværksatte i det 4. århundrede, blev kaldt "Vulgata" = Den almindelige. Det tog Hieronymus 20 år at færdiggøre opgaven, og han inkluderede syv af de apokryfe skrifter med nogle bemærkninger, hvis oprindelse er noget usikker. Vulgata-versionen var den katolske kirkes autoriserede Bibel indtil efter Andet Vatikankoncilium. Den reviderede katolske Bibel indeholder også de deuterokanoniske skrifter; hvilket er de skrifter, der i luthersk tradition kaldes for apokryfe. Vulgata er hovedsageligt oversat fra den hebraiske tekst, men Hieronymus benyttede også Septuaginta-versionen i sit arbejde.

Trykte Bibler
Vulgata-udgaven var den første, der blev trykt - af Gutenberg i Mainz i 1455/6; den kaldes for den 42-linjede Bibel efter sidens antal linjer.

Den første hebraiske Bibel blev trykt i 1488 i Soncino. Septuaginta blev trykt i sin helhed første gang i 1518 i Venedig. I Spanien i byen Alcalá, der på latin hedder Complutum, udkom i 1517 den komplette polyglotbibel med den hebraiske tekst parallelt med Septuagintas og Vulgatas. Værket i flere bind kaldes for Complutenserpolyglotten.

Omtrent samtidig med oversættelsen til latin blev der foretaget en oversættelse til gotisk af Wulfila, 311-383. Han var biskop hos Visigoterne i Bulgarien, og hans oversættelse er bevaret i Uppsala i Codex Argentus. Det var en af de tidligste oversættelser til et folkesprog.

Protestantisk Bibel
Erasmus af Rotterdam udgav 1516 NT på græsk efter kildestudier, hvilket gav en langt mere autentisk tekst end Vulgata. Udgaven havde latinsk oversættelse [5175p22]. Luthers grundlag var bl.a. Erasmusudgaven, og Luther udgav først det NT i 1522, mens hans fuldendte bibeloversættelse kom på tysk i 1534, og i denne udelod Luther de apokryfe tekster, og det var først i 1545, at hele hans oversættelse var færdig inklusive de deuterokanoniske skrifter. Luther havde lløbende udgivet Pentateuk i 1523 og derefter resten til 1532.

De mange katolikker i Tyskland fik også deres Bibeloversættelse. Den kaldes for Dietenbergerbibelen efter oversætteren Johann Dietenberger, der var samtidig med Luther og også fik sin version trykt 1534. Den er blevet revideret mange gange og kaldes også for "Katolikkerbibelen".

Den danske Bibel
Der findes et manuskript fra slutningen af 1400-tallet indeholdende en dansk oversættelse af det GT indtil slutningen af 2. Kongernes Bog. Dets 319 blade med tospaltet skrift er udført efter diktat af tre forskellige hænder i et dansk kloster og opbevares nu på KB. [5836 p.142]

Den første danske Bibeltekster var
  1. Christian IIs NT oversat og udgivet i 1524. Trykt af Melchior Lother, samt delvis i Wittenberg, hvor en filial drevet af sønnen M.L. den yngre. Bogen havde 341 upaginerede sider sat med Schwabacherskrift.
    Oversætterne var Hans Mikkelsen, tidl. Malmøs borgmester, Henrik Smith, lægebogsforfatter også fra Malmø, og Christiern Winther, kgl. sekretær og dr. jur. et med. Sproget var knudret og blev meget kritiseret af Poul Helgesen.
  2. Davids Salmer oversat af karmelitermunken Frands Vormordsen i Helsingør og senere biskoop i Lund. Trykt 1528 hos Michaelis i Rostock. 138 pp.
  3. Ny Testamente af Christiern Pedersen, trykt i Antwerpen i 1529. Upagineret 328 pp. Trykt af Willem Vorsterman. Ny udgave udkom 1531.
  4. Davids Salmer oversat af Christiern Pedersen. Trykt af Willem Vorsterman 1530. Upaginerede 152 pp.
  5. Pentateuk ved Hans Tausen udkom i 1535. Trykt af Michael Lother, søn af den ældre M.L. i Magdeburg. Nye udgaver i 1536 og 1537.
  6. Dommernes Bog, Salomos Visdom, Jesus Sirach. De udkom i 1539, og den første titel blev trykt af Hans Vingaard i København, mens to og tre blev trykt af Hans Walther i Magdeburg, og de var oversatte af Peder Tidemand.

    Den første komplette bibeloversættelse til dansk var
  7. Christian IIIs Bibel fra 1550. Trykt i København af Ludwig Dietz fra Rostock. Bogen havde 1104 pp. Den svenske Gustav Vasa Bibel er fra 1541 og Island fik sin første standardiserede Bibel 1584.

    8. Den var som Christian IIs NT oversat fra Luthers tyske Bibel. Hovedteologen bag værket var Christian Pedersen, der tidligere havde oversat det NT og fået det udgivet i Antwerpen i 1529 og 1531.
    Mange bibeltekster blev også oversat af karmelittermunken Poul Helgesen. Han var en af Erasmus' disciple.
    Hans Tavsen oversatte og fik udgivet i Magdeburg Pentateuk i 1535, og Peder Tidemand udgav 1539 Dommerbogen i København.
    De følgende Bibler var:
  8. Frederik IIs Bibel fra 1589 og
  9. Christian IVs Bibel fra 1633

    10. De senere oversættelser er oversat fra de eksisterende hebræiske og græske tekster. Den første med den baggrund var:
  10. Hans Poulsen Resens Bibel fra 1605-07.

    11. Hans tekst var meget ordret og meget lidt læsevenlig; den blev revideret af hans svigersøn, Hans Svane.
  11. Resen-Svanes Bibel udkom i 1647.
  12. Christian VIs Bibel fra 1716, der var en revision af 1647-udgaven.
  13. Revideret NT 1819 fra Bibelselskabet
  14. Revideret GT 1871 fra Bibelselskabet
  15. Revideret NT 1907 fra Bibelselskabet
  16. Nyoversættelse af GT fra 1931
  17. Nyoversættelse af NT fra 1948
Hvorefter vi er fremme ved 1992-udgaven.

Den danske Bibel skal være autoriseret af kirkens overhovede, regenten. Margrethe II har autoriseret en ny oversættelse i 1992, og hun autoriserede de apokryfe skrifters nyoversættelse i 1998. 1992-Bibelen afløste den udgave, der havde en GT-oversættelse fra 1931 og en NT-oversættelse fra 1948.

Denne seneste bibeloversættelse til dansk affødte en omfattende polemik i fagpressen og dagspressen. Teologiske videnskabsfolk, der ønskede en tekstkritisk oversættelse, var i opposition til kirketilhængere med konfessionelle ønsker om, at Bibelen skulle være i overensstemmelse med luthersk-evangelisk tradition, så fx profetierne i GT og NT korresponderede; gjorde de ikke det, ønskede kirkefløjen oversættelsen tilrettet efter en Kirkebibel.

Den autoriserede oversættelse blev på mange områder en Kirkebibel, hvorfor der i 1998 og 2000 under det Kgl. Bibliotek, Orientalsk og Judaistisk Afdeling, blev etableret en oversættergruppe, der i første omgang skulle udarbejde retningslinjer for en tekstkritisk udgave af GT og komme med tekstprøver. Det indledende arbejde resulterede i udgivelsen af to bøger: Ny Bibeloversættelse - på videnskabeligt grundlag redigeret af Jens-André P. Herbener og Ny Bibeloversættelse - Annoteret prøveoversættelse, samme redaktion. De udkom på Reitzels forlag 2004.

Den engelske Bibel
England har flere tidlige bibeltekster oversat helt tilbage fra Bedes tid. Der kendes fragmenter af de fire evangelier fra kong Alfreds tid.

Den vigtigste præreformatoriske udgave var Wyclifs. Han var fører for Lollarderne og døde i 1384. Wyclif var i opposition til pavekirken og mente som senere Luther, at den enkeltes frelse afhang af forståelse og efterlevelse af især evangeliernes tekst, hvorfor en oversættelse til lokalsprog er en nødvendighed. Wyclif stod bag udarbejdede i sine sidste år, men oversættelsen blev foretaget af bl.a. munken Nicoalus fra Hereford, der oversatte slavisk og ord for ord, hvilket gav en næsten ulæselig tekst på det gamle engelske sprog. En anden af de skriftkloge reviderede derfor snart efter oversættelsen; det var klerken Purvey, der udøvede en slags kildekritik ved at sammenligne flere Vulgata-eksemplarer, og hans arbejde kendes fra flere håndskrifter og siges at være betydelig lettere at læse.

Denne frimodighed med læsning på modersmålet kunne kirken ikke tolerere, og besiddelse af en engelsk Bibel blev ofte indehaverens sidste besiddelse, før han fik brænde nok til sit eget bål. Der udkom derfor så godt som ingen engelske bibeltekster inden reformationen, og der blev ingen trykt i England før efter 1520'erne.

Af bibeludgaver efter reformationen i England findes: [9295]

King James' Bibel er egentligt et blandingsprodukt, idet der eksisterede en autoriseret Bishop's Bible samt en mere alment tilgængelig, The Geneva Bible. På grundlag af disse to tekster blev en revideret udgave autoriseret af James I i 1611. Siden er King James' Bible flere gange blevet revideret, men har bibeholdt navnet. Seneste revision er fra 1990.

Verdslige skrifter

Efter 1200 aftager de klosterbaserede historier. Klostrene er ikke længere en vigtig del af samfundsmaskineriet, og antallet af annalister, kronikører etc. stopper næsten helt i England, mens de verdslige kilders antal vokser, og der kommer en større mængde af administrative kilder.

Klostrene ophørte ikke med at producere dokumenter, men det er nu testamenter, kapitalforordninger, visitationsrapporter og regnskabsregistreringer, der er overleveret, og som altså er historikerens materiale, når det 13. - 16. århundredes historie om klosterlivet skal skrives.

De manglende, samlede historiske beretninger betyder, at de enkelte områders historie som fx landbrugets driftsforhold, uddannelsens afhængighed af klosteruddannede lærere eller manuskripters illuminering kan ikke kombineres på nogen overbevisende måde, da de mangler samlende faktorer. De enkelte emner må derfor betragtes hver for sig.


Jørgen Marcussen
Kildelitteraturlisten indeholder fulde titler på benyttede og citerede værker.

Opdateret d. 25.11.2011 Retur til toppen af siden.
Retur til forsiden for skriftafsnittet. Videre til religionshistoriemappen
Retur til religionsforsiden Retur til hjemmesidens forside