Sorø - noget om dets kloster



Indledning

Den følgende tekst er en kort oversigt over klosteret i Sorø, de tidligste personer, der var af betydning for klosterets opbygning og drift samt noget om klosterbygningernes skæbne.

Under disse links er der fyldigere oplysninger om Benediktinerne, Cistercienserne og kongeslægten.


 

Sorø Klosters grundlæggelse og drift

Sorø Kloster blev grundlagt i 1142 af en eller flere af Skjalm Hvides sønner (Toke Skjalmesen, Ebbe Skjalmesen, Sune Skjalmsen og Asser Rig), Asser Rig var den, der afgav jord til klostret, der begyndte som et benediktinerkloster, men efter få år blev det af biskop Absalon, Skjalm Hvides barnebarn, i 1161 genfunderet som et cistercienserkloster med munke fra Esrum Kloster. Det fungerede som sådant til reformationen, og der var medlemmer af klosteret, der fortsat var tilknyttet institutionen nogle år efter reformationen.

Da Asser Rigs bror Toke lå for døden ca. 1145, gav han den halve arvelod til stiftelsen af et kloster (kronologien halter, hvis stiftelsen havde fundet sted i 1142, men arvelodden blev i så tilfælde givet til det nye kloster, JM). Familien Hvide havde i nogen tid haft ønsker om en sådan klostergrundlæggelse, og Asser Rig og endnu en broder, Ebbe Skjalmsen, gjorde nu sammen med andre i slægten alvor af ønsket. Til klosterets placering valgte de en ø ved Sor sø, det senere Sorø. På dette tidspunkt var det naturligt at bede benediktinske munke om at drive klostret, og der indkaldtes munke fra Odense med munken Thomas som prior. Asser Rig nåede kun at leve 13 dage efter at den første losterkirke var indviet. Årstallet kendes ikke nøjagtigt, men man regner gerne med, at det var i 1151.

Både Thomas og de to næste, Jordanes og Robert, priorer var ikke opgaven voksen, og formodentligt korrupte, så klostrets tilstand var kritisk, da Assers søn, Absalon, omkring 1160 greb ind.

Absalon arrangerede, at munke fra det cisterciensiske kloster i Esrum flyttede til Sorø, og klostret blev reorganiseret som cisterciensisk i 1162. Sorøbogen siger det var den 13/6 1161, at 12 munke kom vandrende fra Esrum.

Ved reorganiseringen indviedes kloster og kirke til Jomfru Maria, hvad der var det sædvanlige for cistercienserne. Klosteret leder blev nu tituleret abbed. I 1182 blev klostret anerkendt af paven gennem et udstedt beskyttelsesbrev.

Som det var reglen for cistercienserklostre, så blev nydannede klostre satellitter fra moderklostret, og Sorø Kloster blev til reformationen datterkloster af Esrum, selv om Sorø i perioder var rigere og større end Esrum. Organisationsformen betød, at visitationer, dvs. revisioner eller vettings, blev udført af Esrummunke og resultatet rapporteret til hovedsædet i Frankrig i Clairvaux.

Sorø oprettede senere selv Knardrup Kloster i Nordsjælland og Ås Kloster i Halland, der altså begge blev døtre af Sorø.

Som værdigrundlag fik klostret bl.a. områder ved Sorø, dele af Haverup Ore og landbyen Heglinge ved Pedersborg. Til fiskeplads fik de en vig ved Tulsø. Efter Absalons havde omdannet klostret, fik det af ham og broder Esbern Snare yderligere bispetiender fra de nærliggende sogne samt en del af offergaverne fra Den Hellige Margrethes grav i Vor Frue Kirke i Roskilde - ikke at forveksle med Dronning Margrethe og Domkirken. En hel del andre ejendomme og områder tilgik klostret.

Asser indgik med hustruens velsignelse i klosteret straks efter indvielsen, men fik kun 13 dage i freden her, før han døde. Asser blev begravet i den førstopførte lille stenkirke, der stod færdig i ca. 1151, og omkring 1285 overført til den nybyggede nuværende kirke. Absalon førte farfaren Skjalm Hvides og dennes broder Tokes kister fra Fjenneslevlille Kirke til den nybyggede kirke i Sorø, men det var allerede 1177.

Cistercienserne
Absalon indkaldte munke fra Esrum til Sorø, og således blev Sorø Cistercienserkloster et datterkloster af Esrum, der igen var datter af Clairvaux i Frankrig, der på sit højdepunkt havde 356 datterklostre i Europa. Det andet cisterciensiske moderkloster var i Citeaux, der som aflæggere havde Herridsvad i Sverige, der igen var moderkloster for Tvis, Holme (senere Brahe Trolleborg) og Løgum.

Absalon gav desuden store værdier til klostret, der blev et af landets rigeste og blev i stand til at bygge det meget store klosteranlæg, af hvilket kirken - lidt formindsket - stadig eksisterer.

Absalon forsøgte at få franske karteusermunke til Asserbo, som han havde erhvervet i et mageskifte med Esrum Kloster, men munkene forlod igen Danmark, og Absalon lod Asserbogård tilgå Sorø Kloster.

I 1300-tallet formindskedes Hvideslægtens magt, og det blev kongemagten, der blev Sorø Klosters patron. Den vigtigste hændelse var, da kong Erik Mendveds bror Valdemar blev gravsat her i stedet for i Ringsted. Også Erik Menveds anden bror, den senere kong Christoffer skænkede gaver - det nuværende Frederikssund - til klostret. Senere lod dronning Margrethe sin far, Valdemar Atterdag, flytte fra Vordingborg til Sorø, hvor også hendes søn Oluf of senere hende selv blev gravsat i 1412, men dog kun for kort tid efter at blive flyttet til Roskilde Domkirke i forbindelse med et mageskifte mellem kloster og kirke - nogen klader det gravran, da det var biskoppen Peder Jensen Lodehat i Roskilde, der lod hende flytte og bisætte i Roskilde den 4. juli 1413.

I tiden fra ca. 1400 til reformationen var klostret stadigt betydningsfuldt, og abbeden havde normalt sæde i rigsrådet ved siden af Roskildebiskoppen, men klostret spilled ingen afgørende rolle. Ejendomsbesiddelserne var stadig store. Mod reformationen omfattede de mindst 10 kirker, 625 fæstegårde og andre gårde og bygninger samt ret til afkast fra andre institutioners drift. Derfor var det stadigt landets rigeste kloster og dobbelt så rigt som moderklostret i Esrum.

Ved reformationen blev herreklostrene skånet, og munkene fik ret til at forlade klostrene, men en del valgte i Sorø at blive på stedet, og den sidste katolske abbed, Henrik Tornekrans, blev siddende i rigsrådet og fik pålagt at styre nedlæggelsen af cistercienserklostrene i landet. Han døde i 1538, og de sidste brødre var stadig under en nu luthersk abbed i 1565, hvor kongen udnævnte den første forstander for besiddelserne. Bygningerne og institutionen var nu mere en blanding af sygehus, alderdomshjem, fængsel, skole og dårekiste.

I 1580 var det endelig slut med klosterdrift på stedet, og bygningerne og jorden blev forlenet til Peder Reedtz.


 

Sorø Klosters personkreds

I perioden, hvor Sorø Kloster blev grundlagt, var Hvideslægten sammen med kongeslægten de væsentligste personer.

Hvideslægtens første ikke-legendariske person var den sjællandske godsejer Skjalm Hvide, der døde i 1112 eller 1113. Han blev begravet i Fjenneslev og siden overført til Sorø Klosterkirke. Skjalm Hvide fik ansvaret for kong Erik Ejegods søn Knud Lavard, da forældrene drog til Det Hellige Land i 1102.
Oplysningerne om Skjalm Hvide stammer oprindeligt fra Sorø Klosters gavebog.
Skajlm Hvide fik børnene:
   Cecilia, der blev gift med Peder Torstensen, der også var af Hvideslægten og byggede kirken i Pedersborg N for Sorø.
   Toke Skjalmsen, † 1141 eller ca. 1145.
   Sune Skjalmsen, † ??
   Ebbe Skjalmsen, † 1151. Hans søn Sune Ebbesen fik sønnerne Andreas, Ebbe og Laurens.
     Ebbe fik Knardrup.
   Asser Rig, † 1148-1149, gift med Inge.

Asser Rigs slægstgård lå ved Fjenneslev, og den menes udgravet i 1890'erne tæt på det nuværende kirkegårdsdige.
Efter kong Knud Lavards drab i 1131 opforstrede Asser Rig hans søn Valdemar sammen med sine egne to sønner. Asser indtrådte i Sorø Kloster, som han havde været medstifter af, men døde sidst i 1140'erne.
Det var Assers bror Tokes donation af en halv arvelod til et kloster, der satte skred i familiens planer om oprettelse af Sorø Kloster.

Asser Rig og Inge fik børnene:
  Ingefred = Ingefrid.
   Esbern Snare Assersen, * ca. 1217, † 1204.
   Absalon Assersen, * 1128 i Fjenneslev, † 21/03 1201, ‡ Sorø.

Absalon
Absalon blev uddannet teolog og fik ansættelse som biskop i Roskilde fra 1158, efter Asser er død den 18/04 enten 1157 eller 1158, og kilden til oplysningen er Saxo.
Han blev ærkebiskop 1177, men opgav ikke straks bispestolen i Roskilde.
Absalon fik oprettet Sorø Cistercienserkloster, og han var medvirkende til at Eskilsøs forfaldne augustinerkloster blev reorganiseret og under Absalons ven, Vilhelm, som han kendte fra Pariserårene i sin ungdom, som abbed 1171 blev flyttet til Æbelholt Kloster.
På samme vis støttede han kong Valdemars indsats for Vitskøl Kloster, også et cistercienserkloster, der siden flyttede til Øm. Også cisterciensernes nonnekloster i Roskilde nød hans bevågenhed.


 

Sorø Klosters bygningshistorie

Ved klostrets grundlæggelse omkring 1145 blev der foretaget gravlægninger i en stenkirke, hvis fundament aldrig er fundet. Kirken menes at have ligget tæt på Sorø Sø, og enkelte fund peger på en mulig beliggenhed under den nuværende rektorbolig. Den har stået til efter 1285, hvor abbed Niels i klostret flyttede nogle af de ældste Hvide-grave over i den nuværende kirke.

Den ældste del af klosterkomplekset, der stadig findes er porthuset fra teglstenens tidligste brug i Danmark omkring 1150.

Klosterkirken, der er den tredjestørste kirke i Danmark, er bygget af munkesten og blev indviet, før Absalon døde i 1201. Hele kirken behøver ikke nødvendigvis at have været færdig i 1201, men undersøgelser viser, at dens fundament og det nederste af pillerne er bygget samtidig uden stop. Klosteranlægget, der lå syd for kirken ned mod søen er nedrevet, og i kirken er det kun trappen fra dormitoriet til koret, der endnu vidner om klostertilværelsen.
Kirken er 69 m lang, 21,3 m bred med en højde på 16 meter.

Som hovedparten af cistercienserkirkerne har Sorø Kirke en plan østgavl og er uden tårn. Hvælvingerne stammer fra ombygninger senere i 1200-tallets slutning efter en brand ødelagde træloftet i 1247. Hvælvet faldt dog ned i 1600-tallet og det nuværende blev opsat i 1800-tallet. Begge sideskibe er i dag ændrede i forhold til originalen. Det nordre kirkeskib er fra 1800-tallet, og sydlige sideskib blev ombygget, da klostergangen her blev nedrevet i 1800-tallet. Den nuværende indgangsdør i vestenden er fra 1700-tallet.
I vestenden af det søndre sideskib kan man se en niche, der er resterne af munkenes indgangsdør fra klostergangen. På samme måde kan man i det nordre sideskibs vestende se en niche, der var døren for lægfolk.

Efter klostertiden blev anlægget moderniseret af arkitekten Lauritz de Thurah (1706-1759), men hele klosterdelen på nær to mindre hvælvede rum ved kirkens søndre korsarm brændte ned sammen med skolen i 1813.

Brønden i gården er en nyskabelse tegnet af Martin Nyrop, men den er rejst over en ældre brønd, formodentligt den originale klosterbrønd.

Indvendigt
Der har været omkring 1.000 gravlægninger inde i kirken i dens tid. De væsentligste begravelser er biskop Absalon samt en del andre af Hvidernes slægt, kongerne Christoffer II, Valdemar IV Atterdag, død 1375, der blev flyttet fra Vordingborg, og Oluf II, død 1332, sammen med sin dronning.
Valdemars gravmæle blev i 1651 beskadiget, da korhvælvingen styrtede ned og af den originale udsmykning er kun en alabastfigur bevaret på Nationalmuseet.

Der er fundet rester af to korskranker, så kirken derved opdeltes i munkekoret, lægmandskoret og skibets vestre del til lægfolk. Over højalteret hang Claus Bergs store otte meter høje korbuekrucifiks fra 1527 - altså ikke meget ældre end reformationen. Det er nu ophængt i nordre korsarm. Et andet bemærkelsesværdigt krucifiks er fra midten af 1200-tallet. Det er skåret i et stykke træ - både figur og kors, og det hænger nu i den nordre korsarm. Det var lægbrødrenes krucifiks.

Af inventaret er skjoldfrisen rundt loftet med personer, der har betænkt kirken malet i perioden mellem 1290 og 1536, men den er i 1871-1873 kraftigt rekonstrueret.

Kirken er i dag sognekirke for Sorø by, men ejet af Stiftelsen Sorø Akademi.


 

Noter

Vor Frue Kirke Roskilde

Den ældste Vor Frue Kirke i Roskilde blev bygget omkring 1080 af biskop Svend Nordmand, der fungerede som bisp 1073 til sin dødsdato i 1088. Oplysningen stammer fra Saxo. Der er på kirkegården fundet et gravoffer bestående af mønter, der kan dateres til omkring 1066, hvilket tyder på, at der har været en forgængerbygning på stedet.

Dele af hovedskibet og dele af nordre sideskib stammer fra den første frådstenskirke på stedet. Det var en frådstenskirke af anseelig størrelse. Allerede fra omkring 1160 fik kirken tilknyttet et nonnekloster, mens den samtidig var sognekirke i byen. Kirken blev udbygget i flere omgange og havde et meget langt kor. Nonneklostret, der var cisterciensisk lå syd for kirken. I et særskilt gravmæle lå helgenen Margrethe af Højelse også kaldet Den Hellige Margrethe. Der er usikkerhed omrking gravmælets placering og flere områder i og ved kirken er foreslået, men graven tiltrak uanset dette mange pilgrimme, så offergaverne var store, hvorfor en del til Sorø har kunnet afses fra Vor Frue Kirke.

Margrethe blev dræbt af sin ægtemand, Herlog, den 25/10 1176. Han påstod hun havde taget sit eget liv, så hun begravedes i uindviet jord, hvor der efterfølgende skete mirakler, hvorfor hun blev flyttet til Vor Frue Kirke og tilbedt. Hun blev aldrig helgenkåret af paven. Hun skal have været kusine til biskop Absalon - i hvert fald af hans slægt. Da helgenkåringen udeblev, fortsatte en del af pilgrimsmålene at være et kapel bygget, hvor hun først var gravet ned i Højelse ved Køge.

Kirkens bygninger blev forøget op gennem middelalderen. I 1200-tallet brændte kirken, og i 1300-tallet blev den transformeret til gotisk stil med hvælvinger. Ved reformationen overtog kongen bygningerne, der blev mageskiftet med en adelsmand, der lod klosterdelen nedrive efter 1570, og de nuværende bygninger er kun en reduceret del af kirken fra dens storhedstid.

Knardrup Kloster

Knardrup Kloster lå lidt syd for Ganløse. Der er stadig en lille sø kaldet Kirkesøen vest for landevejen fra Ganløse til Knardrup. På den anden side af søen mod SW ligger Knardrupgård, og det er under denne gård på skråningen ned mod søen, at resterne af klostret kan findes.

Den oprindelige herregård tilhørte Galenslægten, der var en gren af Hvideslægten, og den først kendte ejer var Ebbe Skjalmsen, der døde 1151. Efter ham var ejeren sønnen Sune Ebbesen, der døde 1186. Sunes søn, Ebbe Sunesen, var næste ejer. Han døde i 1208. Hans datter Benedikte var gift med svenskekongen Sverker II, og faderen deltog i kampe i Sverige på svigersønnens side, og her faldt han sammen med sin bror Laurens i slaget ved Lena i 1208. Slægten ejede fortsat gården, indtil de deltog i kampene mellem kirke og konge og holdt på den forkerte og tabte. Kongen inddrog gården, og kong Christoffer II oprettede på denne gård Danmarks yngste cistercienserkloster i 1326.

Knardrup Kloster - Monasterium regalis curie in Knarrethorp - var datter af Sorø Kloster og overtog 40 munke. Klostret fik et uroligt levned med stadige retsager og beslaglæggelser fra verdslig side. Paven anmodedes flere gange om at stadfæste klostrets eksistens, og flere konger skiftevis hjalp og ranede fra klostret. Noget stort kloster blev det aldrig.

Efter reformationen fik Københavns Universitet overdraget klostret ved Christian IIIs gavebrev af 10/06 1539. I 1561 mageskiftedes det til kong Frederik II, der lod det rive ned og formentligt har brugt stenene til Frederiksborg Slot.

Der blev i 1940 ved den nuværende gård udgravet rester af et klosteranlæg med en kirke, der har haft grundmålene 31 x 10 meter og ligget nordligt på bakkeskråningen mod søen med klostergården mellem kirke og sø, hvilket må have været nord for kirkebygningen.



Kilder

Som kilder er brugt forskellige bind af Danmarks Kirker samt Trap Danmark, femte udgave. Endvidere Bogen om Esrum Kloster, 1997; Sorøkrøniken af Svend Ranvig, 1986. Gyldendals bogom danske klostre. H.N. Garner, 1968: Atlas over danske klostre.

De oplysninger, der stammer fra Sorø Klosters Gavebog = Liber Donationum Monasterii Sorensis er nedskrevet i ca. 1440, hvilket gør en del af begivenhederne cirka 300 år gamle, før noteringen fandt sted.


Opdateret d. 18.9.2015.
Til religionhistorisk oversigt
Til toppen
Back to front page of history pages
Back to front page