Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Indhold

Nikæakonciliet
Konstantinopel I
Efesus
Chalcedon
Konstantinopel II
Konstantinopel III
Nikæa II
Konstantinopel IV
Laterankoncilierne
Lyons I
Lyons II
Vienne
Constance
Firenze
Lateran V
Trent
Vatikanet I
Vatikanet II
Opdateret 19. november 2011.

Indledning koncilier

Eng. council. Koncilier er kirkeretligt indkaldte møder eller kongresser for biskopper og højere prælater, abbeder etc. for drøftelse og vedtagelse af forordninger om kirkelige emner. De kaldes i dag økumeniske (eng. oecumenical / ecumenical council), hvis der er indbudt deltagere fra flere trosretninger, mens økumenisk i oldtiden og middelalderen blot betød omfattende hele kirken, og da der endnu ikke var flere anerkendte trosretninger i kristendommen, var der reelt kun tale om, at repræsentanter for både Vestkirken og Østkirken deltog.

Økumeniske koncilier kaldes på engelsk også for general councils. »Koncilium« er sprogligt synonymt med »synode« med oldkirkens brug af ordene som undtagelse. Koncilier kan klassificeres således:
  1. Økumeniske dækkende hele kirken (fra gr. oikoumene hele verden)
  2. Almindelig synode indkaldt for enten Øst- eller Vestkirken
  3. Patriarkalske og nationale for et område, fx Latinamerika eller for et patriarkata område. I middelalderen fx også om Toledos spanske patriarkat.
  4. Provinskoncilium for en provins' område
  5. Stiftssynoder for et stifts område
  6. Blandede synoder, hvor både kirkelige og verdslige deltagere kan stemme. Denne type var ofte forekommende i tidlig middelalder.
Den nuværende holdning i hovedparten af kirkerne uden for den Romersk-katolske er, at det sidste økumeniske koncilium blev holdt i Nicaea i 787 (Nicaea II) før det endelig brud mellem Vestkirken og Østkirken.

Konciliernes betydning beror på en fælles anerkendelse af, at kirkelige forhold kan reguleres af en sådan forsamling, hvorfor konciliernes bemyndigelser naturligvis gennem tiderne har været anfægtet af grupper med afvigende meninger. Koncilier behandler både trosspørgsmål som fx anerkendelse af jomfrufødsler, men fastlægger også praktiske retningslinjer om fx skilsmisse og prævention. Endvidere har flere af koncilierne haft stærke politiske betydninger også blandt verdslige fyrster.

På engelsk kan councils også af og til have betydningen af møder mellem biskopper og deres ærkebiskop eller metropolitan og kaldes så for provincial council eller for particular councils.

Biskoppens møder med sine embedsmænd i stiftet kaldes for stiftssynoder, diocesan synod. Synoder er i dag normalt kirkelige forsamlinger af mindre omfang end koncilierne, der indkaldes af paven eller prælater højere end ærkebiskopper.

På engelsk har ordet convocation den særlige betydning af en synode for kleresiet fra Canterbury og/eller York.

Koncilier

Koncilierne spillede en stor historisk rolle, og deres afgørelser fik oftest betydning for hele den kristne verden. Der omtales i historien mange koncilier. Ikke alle kan betegnes som sådanne jf. den ovenstående definition, men der er 21 koncilier, der fremstår som de væsentligste. Det er ikke dem alle, der anerkendes af de lutheransk/protestantiske trossamfund. Blant de første koncilier var der nogen, hvor deltagelsen fra en af kirkerne - Øst- eller Vestkirken - i meget stor grad oversteg deltagelsen fra den anden side.

Jævnfør [Lausten p.45] afholdt biskopperne de første synoder i de (løst?) dannede provinser omkring år 170 og fra omkring år 200 afholdtes regelmæssige synoder i de enkelte provinser. Nogle provinser og nogle større byer skilte sig hurtigt ud, og biskopperne i Rom, Antioka, Alexandria og Karthago (Jerusalem nævnes ikke så tidligt) anså tidligt dem selv for mere betydningsfulde end de øvrige biskopper, og især mente Roms biskop sig berettiget til at have mere vægt end de øvrige, hvilket gav sig udslag i kritik fra de øvrige under den første drøftelse af påsketidspunktet under biskop Victor (189-198).

Kirkens allerførste koncilium blev holdt i Jerusalem i år 49, jf. Ap.g.15-.

Efter konciliet i Trent, 1545-1563, gik der mere end 300 år, før det næste, Vatikanet I, blev indkaldt, og fra dette gik der ca. 100 år, før det seneste, Vatikanet II, blev afholdt 1962-1965.

Her skitseres kort de væsentligste punkter fra hvert af de første 19 af de 21 primære koncilier. De opstilles kronologisk. Der er i tredje kolonne anført, hvilke paver der sad på posten i perioden.
Nikaea I, Nikaia, Nicaea, der ligger i Bithynien syd for Konstantinopel.
325 Nikaea I regnes for økumenisk. Varede to måneder og tolv dage.
Arianismen, der er opkaldt efter Arius (?-336), opfatter Jesus som ikke-evig, skabt af Gud. Jesus er kun et menneske og kan ikke frelse mennesker, det kan kun Gud. Læren blev afvist og forbudt som kættersk. Kirkens afgørelse var altså, at Jesus er fuld gud og fuldt menneske og skabt af samme stof som Gud. Påsketidspunktet blev fastlagt. Trosbekendelsen (»den nikæanske« blev vedtaget).
Der deltog omkring 250 biskopper (318 nævnes også), men kun et dusin var arianistiske. Kejser Konstantin deltog, og som pavens legat var biskop Hosius fra Cordoba foresiddende.
I det følgende århundrede fortsattes stridighederne om dogmatiske spørgsmål. Årsagen var ikke alene religiøse anfægtelser, men nok så meget magtkampen mellem den opkommende storby Konstantinopel og den gamle førende by Alexandria, kilde: Moss i The Birth of the Middle Ages, FS 1998, p.37. 		Sylvester I
314-335
Konstantinopel I
382 Konstantinopel I regnes for økumenisk, fordi beslutningerne blev gennemført også i Vestkirken.
Kejser Theodosius har gjort kristendommen til den eneste, obligatoriske religion i hele Romerriget i 380. Der er ikke overleveret dokumenter fra konciliets anden del i 381, og ingen Vestkirkebiskopper deltog.
Nikaeadekreterne bekræftet.
Makedonianisme - uenighed om helligånden - og Apollinarianisme - om Jesus person i forhold til Gud og hans struktur som menneske - begge afvist og forbudt. Trosbekendelsen blev udvidet med Helligånden.
Der deltog omkring 150 biskopper. 		Damasus I
366-384
Efesus
431 Efesus, der ligger i Tyrkiet ud for Samos og var tidligere havneby, regnes for økumenisk.
Nestorianisme og Pelagianisme afvist og forbudt. Nestorius, Konstantinopels patriark, udbredte læren, at Jesus var søn af Maria og søn af Gud og derfor "2 halve". Pelagianismen påpeger, at mennesket kan tage sin skæbne i egen hånd og ved sine gerninger gøre sig fortjent til frelsen.
Over 200 biskopper deltog. Foresiddende var St. Cyril af Alexandria som pavelig legat.
Kampen mellem Alexandria og Konstantinopel fortsætter. Der holdes endnu et koncilium i Efesus i 449, men det regnes ikke for økumenisk. Her Her får Alexandrias biskop, Dioscorus, afsat Konstantinopels biskop, Flavian, og ved hjælp af bestikkelse etc. genindsat munken Eutyches. Sådan står sagerne indtil konciliet i Chalcedon i 451. 		Celestin I
422-432
Chalcedon
451 Chalcedon, der ligger lige uden for Istanbul på den tyrkiske side, regnes for økumenisk.
Pave Leos dekreter godkendt og anerkendt af både Øst- og Vestkirken og var grundlæggende en konfirmation af vedtagelserne i Nikæa og Konstantinopel om den sande tro.
Kampen mod Appolinarianisme, Nestorianisme og Eutychianisme - en afart af Monofysitisme - intensiveres. Den sidstnævnte kætterske tro handlede om, at der i Jesus kun er én natur - ikke to. Definerer Jesus' to naturer: menneske og Gud.
De tilstedeværende biskopper var alle fra Østkirken på nær seks biskopper, et par stykker fra Afrika og et par delegater fra paven i Rom.
Der deltog ca. 150 biskopper. Kejser Marcian var til stede. Eutyches og Dioscorus bliver begge afsat, og Alexandrias førerrolle i religiøs forstand er slut. 		Leo II
= den Store
440-461
Konstantinopel II
553 Konstantinopel II regnes for økumenisk, idet England dog ikke til alle tider anerkender konciliet.
The Three Chapters - tre forfattere blev ifølge kejser Justinians ønske fordømt. Det var Theodore af Mopsuestia, Theodoret af Cyr og Ibas af Edessa. De var nestorianere eller hældte til denne anskuelse.
De foregående fire konciliers beslutninger blev bekræftet mht. dogmatiske spørgsmål, herunder opfattelsen af Kristus, Maria og Treenigheden. Origens fejlopfattelser blev forkastet.
Der var 165 biskopper og kejser Justinian I til stede. 		Vigilius
537-555
Konstantinopel III
680 Konstantinopel III regnes for økumenisk, idet England dog ikke til alle tider anerkender konciliet.
Monotelitisme, der er en kompliceret holdning til Jesus natur mht. en eller to naturer og viljer, blev afvist og forbudt. Resultanten var Jesus har to naturer: menneske og Gud.
Konciliet blev indkaldt og overværet af kejser Constantin IV Pogonatus, og der var 174 - flest østkirkelige biskopper til stede. 		Agatho
678-681
Nikaea II
787 Nikaea II regnes for økumenisk.
Koncilium mod Ikonoklasmen, der prægede debatten fra 725c. til 842. Oprindelsen skal søges i kejser Leo III (717-741), der mente, at tilbedelsen af billeder i den kristne tro var forhindringer for at jøder og muslimer lod sig omvende, hvorfor han i 726 beordrede alle billeder fjernet. Det afstedkom stor opstandelse ikke mindst blandt munke, der var store tilhængere af billederne i kirkerne. Der blev under pave Gregor III afholdt flere synoder i Rom herover, men sagen forblev uafklaret.
Under konciliet påstod tilhængere af Monofysitismen, at guder ikke kunne afbilledes - i hvert fald ikke korrekt - og derfor ikke skulle tillades i kirkerne. Flere af kejserne forud for Irene havde efterstræbt billedtilhængere, og der kom flere martyrer ud af sagen. Kejserinde Irene, der regerede for sin søn Constantin VI og kom til i 780, var for billeder, og da konciliet og paven også gik ind for billeder, og for at døde helgener kunne gribe ind for mennesker med forbøn over for Gud, så var det tilladt at tilbede billederne. Spørgsmålet afstedkom, at alle hellige bøger med billeder en overgang blev beslaglagt i Konstantinopel.
Konciliet endte med at fastlægge de regler, der skulle gælde for billedtilbedelse i kirken, og billeder blev igen tilladt i kirkerne. Striden blussede op igen i 814 til 842.
Der var 300-367 biskopper til stede. 		Hadrian I
= Adrian
772-795
Konstantinopel IV
869 Konstantinopel IV regnes økumenisk alene i Romerkirken.
Konciliet blev en noget konfus forestilling og efterfulgt af endnu et i 879. Østkirken afviste senere at anerkende 869-konciliet, mens Vestkirken ikke anerkender udgaven fra 879.
Striden stod mellem to rivaler til Konstantinopels patriarkat: Photius og Ignatius. Pave Nicholas I sendte delegater til Konstantinopel, og de dømte i Photius' favør, men nogle år senere annullerede paven sine delegaters afgørelse og afsatte Photius og indsatte i stedet Ignatius som patriark. Det fik Photius til at indkalde en synode i 867, hvor han erklærede paven for lyst i ban. Undervejs myrdede den ene af de to co-kejsere, Basil I, sin medkejser Michael III, og Basil afsatte derefter Photius og genindsatte Ignatius.
Herefter fik Basil I overtalt den nyligt udnævnte pave, Adrian II, til at indkalde til konciliet, der bekræftede tingens tilstand. Sagen er dog ikke slut dermed.
Den næste pave, Johannes VIII, afviser at anerkende Konstantinopelkonciliet IV, og Photius er endda kommet retur som patriark efter Ignatius' død, og paven skriver til ham, at konciliet skal erklæres for annulleret, da paven ikke har underskrevet dekreterne fra møderne.
Af disse grunde gik der flere århundreder, før Vestkirken anerkendte konciliet og lod det indgå i rækken af de 21. Østkirken mener stadig, at det var konciliet i 879, der gælder.
Der deltog 102 biskopper, tre pavelige legater og fire patriarker. 		Hadrian II
867-872
Laterankoncilier
Laterankoncilier. Der har været fem vigtige økumeniske koncilier i Lateranpaladset i Rom og flere andre, mindre betydningsfulde fra det 7. til 18. årh., således i 823, 864, 900, 1102, 1105, 1110, 1111, 1112 og 1116.
Navnet Lateran stammer fra familien Laterani, der i 2. årh. ejede området, hvor Lateranpaladset og Laterankirken blev bygget. Området blev skænket pave Miltiades i 312/313 af kejser Konstantin, der havde fået det i medgift fra fru Faustas side. Laterankirken betragtes som Roms domkirke.
Det første Lateranpalads var pavens residens fra 4. til 14. årh. (til 1308, hvor det brændte, og paven flyttede i øvrigt i 1309 til Avignon). Det nuværende palads er påbegyndt 1586 under pave Sixtus V af arkitekten Domenico Fontana (1543-1607). Paladset forblev ubeboet til 1693, hvor det blev børnehjem (indtil 1843, hvor det blev museum. Det er nu stiftskontor for Rom).
  		 
Første Laterankoncilium
1123 Første Laterankoncilium var økumenisk alene i Romerkirken.
Endelig bilæggelse af investiturstriden, der sluttede i 1122 ved Wormsforliget.
Simoni blev forbudt. Gejstlige i ordener blev forbudt at indgå ægteskab.
Korstogsdeltagere blev givet syndsforladelse og andre lettelser i forbindelse med korstogene. Det samme blev gældende også for bidragydere. Abbeder blev forbudt at tage skrifter og forrette messer.
300 biskopper og 600 abbeder samledes i marts 1123. 		Pave Calixtus II
1119-1124
Andet Laterankoncilium
1139 Andet Laterankoncilium var økumenisk alene i Romerkirken.
Afvisning el. udstødelse af forskellige kætterske bevægelser og personer.
Ægteskab i bestemte gejstlige stillinger forbydes. I Canon 14 fastsættes et forbud mod ridderturneringer og konkurrencer, der medførte livsfare for deltagerne. Efter Canon 27 må nonner ved gudstjenester ikke synge fra samme kor som mænd.
Pavevalgs godkendelse reguleres. Peter af Bruys og Arnold af Brescias kætteri blev fordømt.
Der deltog ca. 1000 prælater, og kejser Conrad var til stede. 		Pave Innocent II
= Papareschi
1130-1143
Tredje Laterankoncilium
1179 Tredje Laterankoncilium var økumenisk alene i Romerkirken.
Det mødtes i fasten under pave Alexander III.
Sluttede striden med Frederick I Barbarosa og hans modpave. Pavevalgsregler revideres. Kardinalernes magt bekræftes og reguleres. Afgørende beslutninger for pavestolens autoritet som lovgiver internationalt.
Katarerne, Albigenserne, blev ekskommunikeret. Dvs. de blev frit bytte, da de blev dømt fredløse under samme love som regulerede korstogene. Der udstedes handelsforbud mod eksport af skibstømmer til muslimske lande.
Biskopperne bliver ansvarlige for tilstrækkeligt underhold til udnævnte præster. Visiterende klerkes følger begrænses til maksimalt 50 heste for en ærkebiskop, 30 for en biskop, 7 for en ærkedomprovst og kun 2 for en domprovst. Turneringer forbydes.
Der deltog 302 biskopper inklusive nogle fra Østkirken. Der var en bred international deltagelse, heriblandt en dansker. 		Alexander III
= Roland
= Bandinelli
1159-1181
Fjerde Laterankoncilium
1215 Fjerde Laterankoncilium var økumenisk alene i Romerkirken.
Mødtes den 11/11 1215 og kaldtes »Det store Koncilium«. Det anses for det væsentligste (før Triest 1/2/3 1545 - 1563) og blev overværet af 400 biskopper og 800 abbeder m.fl. Det var første gang, at domkapitler og ordensmestre var indbudt, men ingen kom og deltog fra Østkirken. Der deltog 2 patriarker, 71 ærkebiskopper, 412 biskopper og 800 abbeder. Der blev vedtaget mere end 70 forordninger på konciliet.
På programmet stod generobring af Det Hellige Land. Det var over 100 år efter det første korstog og tabet igen af Jerusalem i 1187.
Pavens førerposition bekræftedes med Konstantinopel som nr. 2, Alexandria nr. 3, Antiocha nr. 4 og Jerusalem nr. 5.
Ingen vandrepræster tillodes uden licens fra biskoppen; det samme var tilfældet med almisseindsamlere. Der skulle oprettes frie præsteskoler ved hver domkirke (fornyet fra 1179).
Advarsel mod handel med falske relikvier, derfor blev kun handel gennem paven tilladt.
Det fastslog katolikkers pligt til at skrifte én gang årligt og gå til nadveren til påske.
Det påbød også jøder og muslimer at bære kendetegn på beklædningen. Jøder måtte ikke gå udenfor Palmesøndag og ugen efter.
Det vigtigste punkt var vedtagelsen af transubstantiationsteorien, dvs. læren om brødet og vinens forvandling til Jesu legeme og blod.
På konciliet defineres de syv dødssynder.
Dekreter mod bevægelserne Waldensianisme og Albigensianisme, der erklæredes for kætterske. 		Innoncent III
= Segni
1198-1216
Lyons I
1245 Lyons I var økumenisk alene i Romerkirken.
Arbejdede for samling af den østlige , græske kirke og den vestlige, romerske kirke. Der deltog 3 patriarker, 140 biskopper samt Østromerske kejser Baldwin II og den franske konge (senere St.) Louis.
Kæmpede mod kejser Frederick II, der havde forsøgt at tilrane sig land og på anden vis kontrollere kirken som Karl den Store havde formået, eller efter model af Østkirken, hvor kejseren i Konstantinopel udøvede en stor magt over den siddende patriark.
Det var et af de mindst vigtige koncilier, og med kun ca. 150 deltagere blev der ikke truffet særlig betydningsfulde afgørelser. Dog var det her, at Frederick II blev ekskommunikeret. 		Innocens IV
= Fiesco
1243-1254.
Lyons II
1274 Lyons II var økumenisk alene i Romerkirken.
Arbejdede atter for samling af de to kirkeretninger i øst og vest. Der deltog to patriarker, 15 kardinaler, 500 biskopper og over 800 andre kirkeledere.
Det var et af de eneste koncilier, hvor der mødte en betydelig delegation fra Østkirken, der på den tid have brug for Vestkirkens støtte mod indtrængende fjender. Derfor blev sammenlægningen af de to kirker drøftet. En del af striden stod om spørgsmålet, hvorvidt Helligånden udsprang fra både Faderen og Sønnen, eller kun Faderen. Ved denne lejlighed enedes delegationerne om at Helligånden udsprang fra Faderen og Sønnen, men enigheden varede ikke længe.
AF interne regulativer var det her, at Konklaven blev indført ved pavevalg, og som ordet siger, blev valgkardinalerne lukket inde "cum clave", altså: "med en nøgle", indtil valget var afgjort. 		Gregor X
= Visconti
1271-1276
Vienne
1311 Vienne er beliggende lidt syd for Lyons og konciliet var økumenisk alene i Romerkirken.
Der deltog to patriarker, 114 biskopper, mens en anden kilde siger 300 biskopper, samt tre konger: Philip IV af Frankrig, Edward II af England og James II af Aragonien.
Nedlæggelse af Tempelridderordenen.
Forskellige kætterier fordømmes.
Betydningen af gode sprogkundskaber blev her understreget af dekret om oprettelse af sprogakademier ved de væsentligste katolske lærestole. Forbedrede sprogkundskaber var nødvendige for missionsarbejdet.
På dette konciliums tid var Clemens V = Bertrand de Got flyttet til Avignon (fra 1309). Konciliet mødtes 16/10 1311 og i februar 1312 stod den franske konge Philip IV med en hær uden for Vienne for at presse sine politiske ønsker igennem om nedlæggelse af Tempelridderne. Da paven nu var flygtet fra Rom til Avignon, så blev nedlæggelsen vedtaget, og kongen kunne inddrage en del ordensgods. Kongen måtte til gengæld indgå aftale om et fornyet korstog inden seks år. 		Clemens V
1305-1314
1. i Avignon
Constance
1414-1418 Constance eller Konstanz ved Bodensøen anses sædvanligvis som økumenisk alene i Romerkirken.
Konciliets økumeniske status er vanskelig at fastsætte, da der er forskellige opfattelser, idet nogle ikke mener begyndelsen var økumenisk, og andre ikke anerkender konciliarismen.
Konciliet fordømmer John Wycliffe, der da var død, men fik idømt straffen at få sin kiste fjernet fra indviet jord. Wycliffes lære var omfattende, men hovedpunkterne var, at evangelieskriften stod over paven, at mennesket fortabte ejendomsretten (sine værdier) ved begåelse af dødssynder. Desuden havde han udsendt vandrepræster, Lollarderne; han havde oversat bibelen til engelsk, angrebet helgendyrkelse og var imod aflad.
Også Jan Huss (f.1372c) blev fordømt den 6/7 1415 som kætter og senere brændt på bålet. Han var kommet til Constance med frit lejde, men de hellige mænd satte ham alligevel i fængsel. Hans følgesvend, Jeronimus fra Prag, led samme skæbne året efter.
Jan Huss' lære var en forløber for Luthers lære, idet han satte Gud og evangeliet over kirke og pave. Desuden prædikede Jan Huss national frihed og en slags socialisme, der ikke anerkendte retten ejendomsretten. Han var stærkt påvirket af Wycliffes skrifter.
Pavesituationen
Pavesituationen var kaotisk. Der var i 1414 tre paver:
  • Gregory XII havde afløst Urban VI i Rom. Gregory abdicerede 4/7 1415 og døde 18/10 1417;
  • Johannes 23 som var indsat under et koncilium i Pisa, 1410-1415. Han blev afsat den 29/5 1415. Og
  • Benedict XIII, der havde afløst Clement VII i Avignon. Benedict blev 26/7 1417 afsat af konciliet og afløst af Odda Colonna, der blev valgt 11/11 1417 og tog navnet Martin V, 1417-1431.
Konciliet var blevet indkaldt af Johannes, som hurtigt forlod det af frygt for sin person. Konciliet ønskede at afsætte alle tre paver og erstatte dem med én ny. Konciliet var højdepunktet af konciliarismen, dvs. den kirkepolitiske retning, der påstod, at koncilieforsamlingerne stod over paven og var den endelige, besluttende myndighed i kirken og at koniliedeltagernes afgørelser var uden appelmulighed (fremkom i dekretet Haec Sancta).
Med afsættelsen af de tre paver og udnævnelsen af den nye, Martin V, var Det store Skisma endelig slut.
Konciliet sluttede 22/4 1418. 		Johannes 23
i Pisa
1410-1415
Martin V
= Colonna
1417-1431
m.flere.
Firenze
1438-1445 Firenze, Florence var økumenisk alene i Romerkirken.
Konciliet havde et slags formøde, konciliet i Pavia - Siena i 1423-1424, men det regnes ikke med i de 21 væsentlige.
Hovedkonciliet begyndte egentligt i Basel i juli 1431, mens Sigismund er kejser, men flyttede senere til Ferrara (1438), derefter til Firenze (1439) for at ende i Rom i 1445. Under møderne i Basel var tilhængerne af konciliarismen stærke, men da Østkirken indvilligede i at møde, var den mere interesseret i alene at forhandle med pavemagten, hvilket blev anset for lettere end med hele konciliets stridende kardinaler og biskopper, derfor blev de næste samlingssteder, pavens foretrukne, Ferrara og derefter Firenze. En medvirkende årsag kan også have været pavens tilbud om at betale Østkirkens rejseomkostninger.
Da en del delegater forblev i Basel og insisterede på dette steds legitimitet, så var konciliet fra det tidspunkt splittet.
Men arbejdet for forening af østkirken og vestkirken fortsatte i Firenze med vægtige spørgsmål som: blev sjælene lutret af ilden i Skærsilden? Skulle man bruge syrnet eller usyrnet brød ved nadveren? Samt det gamle spørgsmål om Helligånden kom fra fader og Søn eller kun fra Faderen, som Østkirken igen fastholdt?
Da striden i 1439 var på sit højeste gik Baselkonciliet så vidt, at de afsatte paven og udnævnte en ny, modpaven Felix V. Striden blev endelig løst i 1449, da modpaven frivilligt gik af og blev kardinal, mens konciliet i Basel opløste sig selv.
Dette var slutningen på konciliarismens betydning. 		Eugenius IV
= Condulmaro
1431-1447
Femte Laterankoncilium
1512 Femte Laterankoncilium var økumenisk alene i Romerkirken.
Der deltog 15 kardinaler, 10 ærkebiskopper, 56 biskopper og abbeder samt Alexandrias og Antiochas patriarker.
Tidspunktet for dette koncilium, der sluttede kun få måneder før Martin Luther den 31/10 1517 satte sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg.
Konciliet forsøgte at skabe fred mellem konkurrerende grupper i kirken efter et koncilium i Pisa den 1/10 1511; et møde som den franske konge Louis XII havde presset frem og med stærke antipavemagts delegerede. Pisamødets dekreter blev erklæret ugyldige her i Lateranet.
I den niende samling, den 5/3 1514, blev det forbudt at trykke bøger uden først at have opnået tilladelse fra stiftet.
Mødet havde i øvrigt mindre betydning. Vedtog dekreter om sjælens udødelighed og afviste Konstantz- og Baselkonciliernes beslutning om kardinalrådenes forstilling eller overmyndighed over for paveembedet.
Kirkens hovedproblem med reformer og den kommende protestantiske bevægelse blev ikke behandlet. Man vedtog et nyt korstog, der på grund af Luther ikke blev til noget. 		Julius II
= Rovere
1503-1512
Leo X
Kejser var
Maximillian I.
Trent
1545-1563 Trent blev også kaldet Tridentinerkonciliet og var økumenisk alene i Romerkirken.
Der deltog 5 kardinaler, 3 patriarker, 33 ærkebiskopper, 235 biskopper, 7 abbeder, 7 ordensgeneraler og 160 doctores.
Væsentligste punkt var modreformationen. Mødet havde været under opsejling længe, men katolikkerne var ikke så ivrige, da det kunne se ud, som om de gav efter for protestantisk pres. Endelig den 13/12 1545 kom mødet i gang med kun få deltagere: 3 legater, 1 kardinal, 4 ærkebiskopper, 21 biskopper og 5 ordensmestre.
Paverne under denne lange koncilium var først Paul III fra 1534-1549, så Julius III (=Monte) fra 1550-1555, så Marcellus II (=Cervini) i 1555, Paul IV (=Caraffa) 1555-1559 og Pius IV (=Medici) 1559-1565.
Møderne falder i tre grupper med år imellem, og inden den sidste møderække i 1562-1563 var protestanterne udvandret og splittelsen til Romerkirken total. Konciliet sluttede 4/12 1563. Luther fordømmes. 		Paul III
= Farnese
1534-1549
Kejsere:
Charles V
Ferdinand
Vatikan I
1869-1870 Vatikanet I var økumenisk alene i Romerkirken.
Det begynder 8/12 1869 og slutter 18/7 1870 (1/9 1870). Der deltog 49 kardinaler, 11 patriarker, 680 biskopper og ærkebiskopper, 28 abbeder, 29 ordensgeneraler, i alt godt 800 deltagere.
Behandler emnet "Troen og Kirken".
Drøfter pavens ufejlbarlighed, hvilket spørgsmål fik stor betydning også i den engelske katolske verden, idet man her såvel som en del andre steder uden for Italien havde noget svært ved at kapere dogmet uden begrænsninger. 		Pius IX
1846-1878.
Vatikanet II
1962-1965 Vatikanet II var økumenisk alene i Romerkirken.
Emnerne ved dette koncilium ligger uden for interessesfæren for denne oversigt. Oplysninger kan fx. findes i The Oxford Dictionary of the Christian Church, 3rd Edition, 1997, eller i The general Councils af Christopher M. Bellitto, Paulist Press, New York, 2002.
Af betydning for skrifterne var dog iværksættelsen af en revision af Vulgata-Bibelen. 		Johannes XXIII til 1963 og derefter Paul VI
 
Jørgen Marcussen

Opdateret d. 19.11.2011 Retur til religionshistorieforsiden
  Retur til  Religionsforsiden
  Retur til hjemmesidens forside