KIRKENS GRUNDLÆGGELSE I GERMANIA OG FRANKERRIGERNE

FRA ROMERTIDEN TIL CA. 1450

Opdateret 2011-11-20, revideret 2020-11-06.

Indholdsoversigt

 
Kristen begyndelse
Afsnittet indeholder træk af den kristne kirkes opståen og fra den politiske og kirkelige udvikling i Germania, Frankerrigerne og Italien fra oldkirkens tid og til efter den ottonske tid.

Vores viden om den ældste kirke kommer hovedsageligt fra Eusebius af Cæsarea, død 340, der skrev den første kirkehistorie. En anden vigtig kilde er kirkefaderen Tertullian, der er den første, der skriver på latin. Fra Oplysningstiden skriver Edward Gibbon i The Decline and Fall ..., kapitel 15 om oldkirkens opståen. I Gibbonartiklen og i Gibbonnoterne er der yderligere tekst om Gibbons historie.

Efter Jesus død rejser apostlene rundt og prædiker hans lære. Apostlene kommer over hele Lilleasien, Nordafrika, Grækenland, Rom og så langt som til Spanien. Forfølgelserne af de kristne begynder i år 42 under Herodes Agrippa, og den første apostel bliver martyr. Kristne flygter til Antiocha, hvor den første menighed uden for Palæstina opstår. Det er her ordet »kristen« anvendes første gang.

Omkring år 50 er der små menigheder forskellige steder sameksisterende med tilhængere af den romerske polyteistiske gudelære med en eller flere guder for hvert emnekreds, fx en for såning, en anden for vækst og en tredje for høst. Disse opdelinger bliver senere spejlet i den romerske kirkes helgendyrkelse.

Ligeledes er det jødiske folk, og dermed den jødiske religion, geografisk udbredt, og de første kristne kommer alle fra jødedommen. De kaldes for jødekristne til forskel fra de andre kristne, der kaldes for hedningekristne. De jødekristne efterlevede i begyndelsen både Moseloven og det kristne budskab, de var altså inden for jødedommen og dannede partiet nasaræerne i lighed med de to andre partier: farisæerne og saddukæerne. De hedningekristne efterlevede kun Jesu lære. De kristne ophørte med at komme i jødernes Tempel og synagoger efter Templets ødelæggelse i år 70. Efter den anden jødiske opstand i 135 udstødtes alle ikke-farisæer fra jødedommen, hvilket indebar, at de jødekristne, der var samlet i nazaræer-partiet, ophørte med at omgås de jødiske folk. Jødekristne eksisterede kun til det 4. århundrede.

Romersk tvangsreligion
Romerne forsøger at få de kristne til at indordne sig under deres statsreligion, hvor især kejsertilbedelsen var de kristne imod. De kristne kan ikke indordne sig, da de ikke kan tilbede et tidligere kejsermenneske som gud. Da dette er statsforrædderi, så forfølges de kristne. Jøderne kan heller ikke tilbede kejserguder, men forfølges ikke, da de tidligere har opnået privilegiet at kunne undlade denne tilbedelse og ligeledes undgå soldatertjeneste. Jøderne blev betragtes som fremmede, mens konverterede hedninge, jo var romerske borgere. På den anden side nød apostelen Paulus nytte af at være romersk borger under sine rejser.

Politiske forhold fik fra år 70 Romerne til at forbyde jøderne at betræde Jerusalem, og templet blev ødelagt. Det vil sige, at den kristne menighed i Jerusalem derefter alene bestod af hedningekristne. Det decimerede jødekirken, der langsomt forsvandt - de sidste i Syrien dog først efter år 400.

Kristendommen fjerner sig nu mere og mere fra jødedommen, der bl.a. ikke anerkender evangelierne. Fælles er derfor kun det Gamle Testamente. Kristendommen nærmer sig samtidig den græske kultur og filosofi og den romerske organisation. Ved et apostelmøde i Jerusalem i år 48 besluttes det, at hedningekristne ikke skal holde Moseloven, dvs. de kristne skal ikke omskæres, og de skal ikke følge kostreglerne for jøderne.

Den vigtigste skikkelse i dette opbrud er apostelen Paulus. Han er tidligere kristendomsmodstander, men fik et syn og omvendte sig. Han er af græsk oprindelse, og har en bedre uddannelse end hovedparten af de øvrige disciple og deres efterfølgere. Hans troslinje får betydning for senere teologer som Augustinus, Wyclif i England og Reformatorerne.

Sammen med Paulus virker apostelen Peter. Både Paulus og Peter virker i Rom, der efterhånden får en relativ stor menighed. Apostlen Peter bliver martyr i Rom i år 64-67 under Neros forfølgelser. Det er ren overtro - efter kirkeskrifterne - at mene, at Peter blev biskop i Rom, og at det er fra ham, at paveembedet har sin direkte myndighed (ca. 250).

Gudstjenesten
De kristnes tidlige gudstjenester lignede synagogetilbedelserne. Det var offentlige gudstjenester, hvor ordet var centrum. Der blev læst op af de hellige skrifter, der blev prædiket, og der blev sunget.

Foruden denne offentlige gudstjeneste var der også en privat gudstjeneste, der samlede sig om kærlighedsmåltidet og nadveren. Det var praksis, at det sidste brød og vin blev indviet, der blev bedt over det, og det blev spist i erindring om Jesu sidste måltid og hans offer = eukaristien = taksigelse, anvendt om både bøn og måltid. Disse gudstjenester blev holdt på ugens første dag, søndagen, og altså efter den jødiske sabbat. En egentlig søndagslov blev først fremsat i 320 under kejser Konstantin. Under messen er nadverens dele behandlet.

I denne apostolske tid var der endnu intet skel mellem menighedens medlemmer: de var alle lige, og ingen præst var udpeget. I de ældste menigheder med græsk sprog blev det snart almindeligt, at de ældste = presbyterne = præst, og tilsynsmændene = episkopos = biskopperne, og deres tjenere = diakonos = degne, ledede menigheden = kirken = >ekklesia, og dette ord blev også brugt om hele det kristne verdenssamfund.

Denne udnævnelse af nogle særlige menighedsmedlemmer førte snart til et hierarki, et bispevælde, hvor kun de salvede eller særligt udpegede = klerus = betegnende det lod, med hvilket man blev udpeget, kunne forrette de nødvendige hellige handlinger = sakramenterne.

Disse udvalgte kunne snart efter ikke passe deres civile job ved siden af menighedstjenesten, og så måtte de støttes med midler til livets ophold ved at modtage nogle af de ved alteret indsamlede penge.

Religionsfrihed
De første kristenforfølgelser var lokale eller fremkommet ved særlige lejligheder. Den første generelle kristenforfølgelse kom i år 250 under Decius, og der var igen forfølgelser under Diokletian i 303. Først under Konstantin den Store i 313 bliver kristendom en lovlig religion i Romerriget. Kravet om religionsfrihed er først fremsat af Tertullianus (*160 - d.230) i Kartago. Han var montanist og derved kætter.

Trosdogmer
Tertullian skriver omkring år 200 om et af de vigtigste dogmer i kristendommen, nemlig at Gud er tre personer i et væsen, og at Jesus er to naturer i en person.

Den alexandriske teolog Origenes>, død 251/4, udgiver 50 bogruller med tekster fra det Gamle Testamente. Værket kaldes for Hexapla = 6 spalter, idet han over seks spalter sideløbende skrev teksterne på hebraisk, græsk fra Septuaginta samt flere senere oversættelser. Det meste af hans værk er gået tabt, men hans værk havde betydning i mange år under den unge kristendoms udvikling. Origen har en kort omtale under referencepersoner i historiedelen.

Om kirkens organisation skrev nu Aprianus af Kartago. Han var et organisationstalent og behandlede den almindelige kirkes enhed = katolsk. Han talte for, at kirken ledes af ligestillede biskopper. Aprianus anerkendte ikke Roms biskops overhøjhed, men han argumenterede for, at kun inden for den etablerede kirke, dvs. under en biskop, er det rette kristenliv, hvilket er et væsentligt skridt hen imod den universelle kirke. Roms overhøjhed blev dog fastslået efter kirkemødet i Nikæa i 325.

Kirkens meget væsentlige trosbekendelse kan ikke påvises længere tilbage end den tidlige middelalder, ca. 700, alligevel har trosbekendelsen rødder tilbage til konciliet i Nikæa (eng. The Nicene Creed).

Den første etablerede landskirke er den armenske fra begyndelsen af det 4. århundrede.

Den romerske rigskirke dannedes eller udvikledes fra 324 til 565. Sidstnævnte er det ofte anvendte årstal for oldkirkeperiodens slutning. Det var året for Justinians død, men også 476 for Det Vestromerske Riges undergang, og 600 for Gregorius den Stores død, og 800 for Karl den Stores kroning benyttes som årstal for oldkirkens slutning.

Mere konkret blev kristendommen statsreligion i Rom under Theodosius I, 378-395, og afgudsdyrkelse forbydes. Kirken blev efter 395 underlagt kejseren, og den mistede derved sin frihed. Kejseren valgte at deltage i synoderne og at tage afgørelser i kirkelige anliggender. Denne udvikling kaldes for Byzantinisme eller Cæsareopapisme.

Under statskirkeformen voksede kirken i rigdom og magt ved gaver og testamenter, og formuen forvaltedes nu af biskopperne og fordeltes med 1/4 til biskoppen, 1/4 til præsterne, 1/4 til de fattige og 1/4 til kirkebygning og gudstjeneste i hvert fald i princippet, mens virkeligheden så noget anderledes ud.

Med den etablerede kirkes hierarkiske opbygning af embedsmandsrang og med specialiserede ritualer skete der en kraftig vækst i sakramentforvaltningen, der optager træk fra hedenske mysterier i sig. Man kan sammenligne nadverens ritualer med det hedenske son-offer.

I engledyrkelsen og helgendyrkelsen spores overleveringer fra den hedenske polyteisme og heltedyrkelse, mens fetichtilbedelsen overføres på relikvie- og billeddyrkelsen. De første helte kaldes nu bare for martyrer, og ordet fetich anvendes heller ikke af kirken, men mekanismerne er de samme.

Også i selve retorikken tages model fra antikkens spidsfindige dogmatik, og den asketiske morallære fremhæves, men kun et fåtal efterlevede disse normer, og især var det højere kleresi uvilligt til at afstå fra dette livs goder i håbet om det næstes præmie. Der opstod konfrontationer mellem højere prælaters vellevned og de asketiske dogmer, og der blev hurtigt tale om reformer, mens kløften mellem prælater og lægfolk øgedes.

Med kirkens stigende medlemstal i perioden 300-450 ændrede biskoppernes stilling sig. Fra at være leder for én menighed blev de ledere af mange menigheder med hver sin - ene eller flere - presbytere i spidsen. De største byer fik naturligt nok størst magt, og biskopperne i Rom, Konstantinopel, Alexandria, Antiocha og Jerusalem blev nu kaldt for patriarker. Med arabernes fremmarch i det 7. århundrede blev Alexandrias, Antiochas og Jerusalems patriarkater nedlagt. Oplysninger om biskopper suppleres under Gibbonnoterne. En del oplysninger om især arkitekturen i oldkirken er nævnt under arkitekturnoter 03 og under særteksten om Ravenna.

Da Det romerske Rige i 395 deltes i en øst- og en vestdel, blev de to patriarker underlagt hver sin kejser, men mens Rom formåede at hævde kirkens ortodoksi, dvs. uforanderlighed af de verdslige revolter, så blev Konstantinopels patriark en skyggehersker og en embedsmand for kejseren, og Rom gik derfor sejrrig ud af denne konkurrencesituation.

Dette skyldes ikke mindst Leo den Store I, 440-461, der var Roms biskop og en stærk personlighed med evner som både prædikant og statsmand. Han argumenterede således for sit embede: Jesus ville bygge sin kirke på apostelen Peter og havde givet ham himlens nøgler. Nu var Roms biskop Peters efterfølger og derfor hele kirkesamfundets øverste ansvarlige for både loven, læren og dommen. Det er på denne baggrund, at Leo I kan siges at være den første egentlige pave.

Ved Roms undergang i 476 gik kun staten til grunde. Kirken var nu stærk nok til at blive stående, og blev nu frigjort for statsmagtens pres. Kirken var klar til ekspansion mod hedningene uden for det klassiske område.

Inden der fortsættes med udviklingen i Frankerriget og Det tysk-romerske Rige, indsættes en oversigt over de væsentligste afarter af kristendommen, som udviklede sig i de første århundreder.

Kætterske bevægelser

Fra Romerrigets sammenbrud til Frankerriget

340
Vulfila = Ulphila (d. 383) begyndte missionering blandt Vestgoterne omkring Donaus udløb i Sortehavet. Han var arianist. Vulfila oversatte Bibelen til gotisk, og hans indsats betegner begyndelsen af den germanske litteratur, idet han dannede skriftsproget. Det er resterne af hans værk, der findes i »sølvbibelen« i Uppsala. Codex Argentus blev fremstillet til Theodoric omkring år 500-525 [5200-41B, nr. 6].

Arianismen breder sig til Østgoter, Vandaler, Burgundere og Langobarder, og hvert kongedømme oprettede typisk sin egen landskirke. Se også egenkirke.

476
Odoaker afsatte kejseren i Rom, men dræbtes af Østgoternes høvding Theodoric den Store, der opbyggede Ravenna som sin hovedstad. I byen findes stadig mange levn, der viser Theodorics forkærlighed for klassicismen. I Ravennas særtekst er også Galla Placidias bygningsindsats omtalt.

496
Frankerne overgik til katolsk kristendom ca. 480-500, da deres konge, Chlodovech = Chlodewig = Clovis = Ludvig (481-511), i 496 lod sig døbe. Dåben fandt sted i 496 el. 498 og blev foretaget af biskop Remigius af Reims. Chlodewig var gift med en katolsk prinsesse.

Der havde forud for Chlodewigs dåb været en del arianiske stammer (bl.a. havde de brugt Vulfillas Bibel). Chlodewig havde på dette tidspunkt erobret hele området i Midtgallien og ned mod Rom. Der oprettedes mange privatkirker, dvs. kirker oprettet af private personer, der derved kunne styre ansættelsen af kirkeembedsmænd. Germanernes brug af eget sprog i gudstjenesterne var stærkt medvirkende til kristendommens fremgang.

568
Langobarderne gik ned i Italien og i løbet af det syvende århundrede blev de - sammen med hertugdømmerne Benevent og Spoleto i Mellemitalien - katolsk kristnet, og Arianismen var dermed slut i Europa.

To af tidens betydeligste kirkeledere var Gregor af Tours (538-594), biskop fra 573 til 594. Han skrev Frankernes Historie = Historia Francorum [Se 9303-58g]. Den anden er Isidor af Sevilla (d. 636), der skrev et 20-binds værk Etymologiae, som der findes mange manuskriptkopier af.

590
Gregor den Første, pave 590 til 604, fik stor betydning for kirkens rolle i samfundet - ikke mindst i Italien, hvor han ved økonomiske indrømmelser og forhandlinger fik langobardernes trussel mod Rom afværget, og hærene til at trække sig tilbage mod nord.

I østkirkespørgsmål afviste han Konstantinopels patriarks brug af titlen »økumenisk patriark«, og i åndelig henseende styrker han kirkens lære om synd, anger, skrifte og bod. Gregor påpegede det personlige ansvar og befæstede opfattelsen af skærsilden som stedet, hvor soning af synder skal foregå indtil dommedag. Gregor blev senere nævnt som en af kirkens doktorer (sammen med Ambrosius, Jeronimus og Augustin).

650
På De britiske Øer bliver de første missioner antagelig gennemført omkring år 200, men sikre oplysninger om en organiseret kirke foreligger først fra begyndelsen af det 4. århundrede. Fra England spredtes kristendommen til Irland. Legenderne siger, at det var ved englænderen Patrick i 432. Fra Irland gik missionen senere retur til England og kontinentet.

Fra England, hvor den romerske kristendom havde sejret over den irske, bl.a. ved Benediktinernes indsats, vendte munkene nu tilbage til kontinentet, hvor de var mere velsete, end de irske havde været med deres afvigende påskekalender og anden ledelsesstruktur end den romerske.
Se videre under England.

681-752
Der var i perioden en stærk græsk indflydelse på pavemagten, og i Rom var 11 paver i perioden 681-752 grækere, syrere eller sicilianere. I 698 blev Karthago indtaget af muslimske styrker, og dermed var sidste byzantinske holdepunkt i Afrika faldet. Muslimernes erobringer fortsatte, og i 711 havde de underlagt sig Spanien omtrent til Pyrenæerne. Det vestgotiske Rige gik under.

Kirkens tilstand var religiøst set meget ringe efter merovingernes vedvarende arvestridigheder, deres ran af kirkegods og indsættelse af stormænd som biskopper. Da blev det første tyske kirkemøde holdt i 742 (under regenten Karlman), og selv om stormændene protesterede, blev der lagt grund til en bedre, frommere kirke med flere uddannede teologer i bispesæderne, og efter en generations tid blev kirkens integritet meget forbedret.

Højdepunktet nåedes i 747 med en frankisk synode, der anerkendte, at kirken ikke kunne eksistere som en provinsialkirke, men kun med fast forbindelse til pavesædet i Rom. Denne udvikling skyldtes bl.a. den engelske missionsvirksomhed under Bonafatius' ledelse. Det blev derefter accepteret norm, at kirken havde pligt til at underkaste sig pavemyndigheden. Bonafatius var angelsakser og hans borgerlige navn var Winifried. Han levede 675-754 og missionerede i Tyskland, hvor han grundlagde klosteret i Fulda. Han blev senere ærkebiskop. Bonifatius kaldes for Tysklands Apostel. Han var over 70 år, da han under missionstjeneste i Holland blev martyr. Karl den Store var da 12 år gammel.

Den keltiske mission var stærk i Tyskland og store dele af det øvrige kontinent helt op til 12. århundrede, hvor der var klostre udgået fra keltisk missionering fra Garonne til Donau og fra Rhinens udløb til Bobbio og Fiesole i Norditalien.
Wilson, p. 12f+18 [10150]

Merovingerkongen Pippin den Lille

754
Merovingerkongen Pippin den Lille, der var søn af Karl Martell, der stoppede araberne ved Poitiers i 732, fik med pave Zacharias (741-752) aftalt organisations- og magtstrukturen for kirken i Vesteuropa, og hermed indledtes paveembedets og den vestlige kirkes frigørelse fra kejseren i Byzantium.

Kejseren i Konstantinopel var stadig langt den stærkeste militærmagt i området. Vestens administrationsnormer var endnu ganske lidt udviklet, og østkejserens magt var ikke stor nok til fjernt fra rigets centrum at gennemtvinge centraliseringstiltag, og senere, da Karl den Store var blevet kejser i Vesten, er det i hans biografier flere gange nævnt, at han heller ikke havde noget ønske om at gribe ind lokalt. De overvundne områder kunne få lov at fortsætte med lokale administrative skikke, så længe blot kejseren blev adlydt.

En af årsagerne til kong Pippins problemer var hans manglende herkomst fra en kongeslægt. Spørgsmålet, om kongemagten kunne ligge hos en person uden arveligt kongeblod, blev hæftigt diskuteret mellem stormændene, og spørgsmålet blev til sidst forelagt paven, der som bestyrer af Sankt Peters grav betragtedes som den største autoritet i en tid, hvor troen på relikvier var stærk, og følgelig besad paven da de stærkeste relikvier, og så måtte disse tale sandheden gennem ham.

Paven var dog ikke meget for at give et klart svar og udtalte, at »det var bedre, at den var konge, som havde magten til at være konge«. Pippin lod sig derpå salve, idet salvingen betragtedes som et sakramente, der kunne afbøde den manglende slægtlinje og samtidig symbolsk forbinde kongemagt og religion: apostlene - paven; englene - kongen; martyrerne - folket - var sammenligninger, der blev markedsført.

Magtforholdene var i 753-754 således: Langobarderkongen Aistulf havde erobret Ravenna, hvor østkejserens udsending, exarken sad, og truede nu fra Ravenna Rom og ville have skat af byen. Pave Stephen II, 752-757, drog til Frankonia og appellerede om hjælp hos Pippin, der senere besejrede Aistulf. Som tak drog konge og pave til Paris, hvor Pippin salvedes i 756 Saint Denis-kirken som frankisk konge og pavestolens beskytter. Pippins politik og handlinger blev derved hovedårsagen til det forestående brud mellem Byzantium og Rom, og samtidig blev Rom frigjort for Langobardernes pres.

Ikonoklasmen
Dette skete midt under Ikonoklasmen = billedstriden, hvor østkirken ville have alle billeder ud af kirkerne, mens vestkirken ville lade dem blive og tillade religiøs brug »med knæfald, kys og røgelse«, men ikke gudsdyrkelse, hvilket er en hårfin forskel. Vestkirkens argument var det store antal analfabeter, der fandtes, og for hvem billederne fortalte historien om / fra kirken.

Ediktet om billedforbud blev i 726 udstedt af pave Leo III Isaurer, der var af syrisk slægt. De fra Byzantium stammende paver var da tydeligt under pres fra kejseren i Konstantinopel, der jo stadig herskede over store dele af det sydlige Italien, og da den italienske kirke protesterede, lagde kejeren alle sine italienske kirker ind under patriarken i Konstantinopel. Denne tilstand varede til ca. 843.

Man enedes på konciliet i Nikæa II i 787 om at tillade billederne i begge kirker, mens statuer ikke blev tilladt (hvor længe??).

Den ovenstående skitsering af kirkernes »interesse«-område og sammenbindingen af Vesteuropa mod Byzantium blev forårsaget dels af arabernes - nu muslimernes - fremmarch langs Middelhavets kyster og op i Spanien, dels af det endelige brud med Byzantium, der »ringeagtede vesteuropæisk skik« og uden at kunne kæmpe for regionale rettigheder i Vesteuropa udviklede sig i egen retning.

Det Storfrankiske Rige
Den afgrænsning af den middelalderlige, vesterlandske civilisation, som fandt sted omkring år 800, beroede ikke blot på muslimernes fremstød i Middelhavsområdet og oprettelsen af det frankiske imperium. Af lige så stor betydning var det, at paven i Rom på denne tid opgav den længe vaklende forbindelse med kejseren i Byzans og knyttede den romerske kirkes skæbne til frankerne. Dermed lagdes grunden til romaniseringen af germanernes kirker og til kirkestatens oprettelse. Forbindelsen med karolingerne gav paven en stilling på toppen af den hierarkiske pyramide, som var indiskutabel i vesten. Stillingen som landsherre i kirkestaten gav paverne et vist materielt grundlag for at føre magtpolitik, men dermed også interesser og horsisont af en verdslig karakter, som med tiden ændrede deres placering væsentligt.
Citat fra Kirken i den europæiske middelalder p. 13.

800-900
Det Storfrankiske Rige under Kejser Karl den Store kaldes også for Det Karolingiske Frankerrige. Det bestod af det meste af Frankrig og Tyskland samt det uafhængige kongerige i Norditalien - arven efter longobarderne, nu Lombardiet. Frankerrigets udbredelse mod øst var dog ikke længere end til »Østtyskland« og mod syd i Frankrig til Pyrenæerne og til tider Barcelonaområdet. Holland og Belgien var inkluderet.

Ved Karls tronbestigelse var kirken hovedsageligt en egenkirke. Ejerforholdet var for det meste beliggende hos den lokale stormand eller lensmand, der også udnævnte præsterne, der endog kunne være slaver, som herremanden havde sendt på kortvarigt skoleophold for at de kunne lære tilstrækkeligt, til at de kunne udlevere sakramenterne.

794
Efter konciliet i Nikæa II i 787, hvor kejserinde Irene havde bilagt billedstriden og tilladt billeddyrkelse med visse forbehold, og hvor paven havde sanktioneret det, fik Karl den Store brug for at vise sin magt ved at afholde en synode i Frankfurt i 794. Irene (780-790) var formynder for Konstantin 6. (780-797).

Ikonoklasmesagen var altså blevet afgjort af den østlige kejsermagt, og derfor kunne Karl ikke acceptere, at denne konkurrerende herskers magtsfære strakte sig ind i hans rige. Til synodemødet havde han derfor med sine teologer i Libri Carolini afvist den græske opfattelse af billedfremstillingen og naturligt nok sluttede synoden med forbud mod billeddyrkelse nord for Alperne. Billeder fik først indpas i den tyske kirke igen i det 11. århundrede.

Synoden fordømte også adoptianismen: dvs. det at kristus som gud var Guds søn af natur, mens han som sandt menneske, var Guds søn ved adoption. Synoden mente, at dette var imod det, som det tidligere koncilium i Kelkedon (Chalcedon) i 451 netop havde vedtaget om fader-søn forholdet.

Karl den Store kronedes i Rom som Tysk-Romersk kejser juledag 800. Kejsertitlens betydning var diskutabel. Først ved Karls død godkendte Byzantiumkejseren hans titel, og det kun forudsat, at han ikke rørte ved Det Romerske Rige.

Karl den Store trak mange lærde fra syd til sit rige og gjorde klostrene til dannelsescentre. Dermed blev kultur og skrift præget af romerske sædvaner. Romersk skik blev rettesnoren for troen i Frankerriget omkring 800. Dette gav en latinsk og international kultur med det vægtigste centrum i klostrene. Samtidig med denne udvikling blev de krav, som der havde været stillet til præsterne skærpet. »Det forlangtes nu, at de kunne forstå Fadervor og trosbekendelsen, at de havde kendskab til brug af bodsbøger og til de gudstjenestlige tekster, at de havde evnen til at læse og forklare evengeliet og til at forstå og gengive ældre prædikener (homilier) samt kendskab til de kirkelige love«.
Citat fra Kirken i den europæiske middelalder p. 45.

Lærdomsbegrebet under Karl den Store
Karl formåede at få lærdomsbegrebet anerkendt i sit rige, der ikke havde tradition for lærdomssysler. Der var derfor ikke lokale lærde til rådighed på stedet, og teologer måtte importeres fra England, Italien og Spanien. Foruden teologien bragte disse lærde også humanistiske studier med sig til riget. Man studerede både de klassiske fag som retorik og poesi, men også matematik og geometri, da der med kejserens større og større bygningsværker blev behov for praktisk beregning af styrker, mål o.lign.

Astronomien blev studeret for at kunne fastlægge kalenderen, især påsken med dens afhængighed af månebevægelserne. Af gudstjenestegrunde blev musikken studeret. Al denne viden hos de gejstlige blev omgærdet af en andægtighed for de klassiske kunstner og viden, og efterligninger af klassiske forhold var almindelige. Det var vigtigt at være traditionel og oprindelig.

Det affødte så igen en indsamling af oldkirkelig litteratur til brug ved den ortodokse gudstjenetse og ved genskabelsen af de oprindelige kirkelige værdier. Herved blev religionen normativ, og ændringer i udøvelsen blev fastlagt på grundlag af fortiden og ikke efter ny fremadrettet forskning.

Alcuin
Også fra England kom der lærde. Alcuin fra Canterbury havde stor betydning for oprettelsen og udviklingen af katedralskoler, og det blev normalt at præsterne boede sammen med biskoppen i ét hus = domus = dom + kirke. De bad sammen og spiste sammen efter reglerne i kanonen = førte kanoniske liv = canonici = kanniker.

Alcuin var fra 782 til 796 leder af hoffets skole i Aachen, og dermed også lærer for Karl den Stores børn, eller måske kun hans sønner. Han var desuden Karls rådgiver i religiøse og andre spørgsmål.
Kilder til Karl den Store : [9321], [9673], [10106], [10150] p.51;
[Se [8036] A Saxon England, P. H. Blair, FS, 1997 p.158]

Karl den Store forlangte, at der blev prædiket på modersmålet på søn- og helligdage, og krævede, at alle kunne fadervor og trosbekendelsen. Latinen som udvekslingssprog var dog nødvendig, da de nationale sprog ikke før ved middelalderens slutning var udviklede nok til brug for videnskab, jura og teologi.

Udviklingstilstanden ved Karl den Stores død
Ved Karl den Stores død var kirkens rolle i Franken styrket og vokset:

Organisation: der var ledelsesstruktur, lovapparat og domsmagt.
Økonomi: der var indført afgifter og skatter, der systematisk blev inddrevet og forvaltet.
Uddannelse: der var lærde, der kunne sprog, havde viden om tro og videnskab og havde diplomatisk formåen.
Med andre ord fungerede rigets kirke gennem
   anerkendelse af pavens åndelige autoritet
   en nedskreven liturgi
   kirkeretlige lovbøger autoriseret af Rom
   inddelt i kirkeprovinser med ærkebiskopper
   besad en teologisk og anden dannelsesmæssig tradition
   samstemt med el. koblet til den verdslige magt.

Fyrsterne var derfor meget afhængige af kirken, der kunne stille uddannede embedsmænd til rådighed, og det var gennem disse embedsmænd, at den verdslige magt fik sin autoritet og legitimitet. Det var omkring dette tidspunkt, at den romanske stilart brød frem.

Kristenliv omkring år 800
800
Samlingspunktet for folket var nu blevet kirken, men gudstjenesterne var stadig mest afholdt på latin, som folket ikke forstod. For at tolke de latinske tekster blev de dramatiserede: røgelse blev afbrændt, processioner koreograferet, musikalske indslag i underholdningen brød monotonien, bønneritualer ved brødet og vinens klargøring blev til hele skuespil med mange agerende og megen løben rundt.

Sådanne opførelser krævede kunnen og øvelse, hvorfor flere og flere af menighedens pligter blev overtaget af de gejstlige, og rutinerne fik karakter af skuespil fremført af de professionelle.

Dagligdagen bestod af en messe, og tidebønnerne blev læst ca. 6 gange i døgnet. Om søndagen havde menigheden mødepligt til:
1) morgensang,
2) messen,
3) aftensangen.

Dåbshandlingerne samledes ved påske- og pinsetide, og voksendåb var stadig almindelig, da mange fra rigets yderkanter stadig var hedninge.

Der burde foregå skrifte = kommunion, ved alle højtiderne, men kilderne tyder på, at det normalt kun var en gang om året, at de fleste fik absolution, og det gerne ved fastetiden, hvor man skulle »se sig selv i ansigtet«, dvs. tage sit liv eller sin vandel op til overvejelse.

Et sted, hvor det omtales mindre ærbødigt, tales ligefrem om »liturgisk gymnastik«: man gjorde knæbøjninger, mens man sang Davids Salmer. Det var et bytteforhold for frelsen, og det jævne folks opfattelse af religionen holdt sig på dette niveau indtil ca. 1150, hvor klosterreformerne bragte prædikerne på modersmålet ud til alle, og der langsomt opstod en bedre forståelse for, hvad kristendommen indebar.

814
Ved Karl den Stores død i 814 var Benedikts Regler ikke enerådende. Lang tids sædvane for lokale klostergrundlæggelser og en ikke helt klar opdeling mellem rene klostre og sækulariserede kanniker var årsagen til en broget og varierende samling samfund. Ved Karls død var der i riget 600 klostre,
Wilson p.20 [10150]

Dette brogede billede var især tydeligt i det tysk-frankiske riges midte, idet grænseegnene som nævnt havde fået tilført flere midler til missionsarbejde fra de besiddende klasser. I det indre rige blev der efterhånden »ryddet op«, så kun de samfund med aflagt stabilitas locus-løfte og efterlevende Benedikts Regler kunne bruge benævnelsen klostersamfund og opnå de rettigheder forbundet hermed. Resten af samfundene med delvis opfyldte klosterløfter blev klassificeret som kanniker og kanonesser.

Magtfordelingen 750-815 gjorde det muligt for fyrsterne at uddele både klostre og deres jordtilliggender som len til vasaler, der kunne kanalisere klosterværdier til egne formål. Dette udbredte forhold forarmede en stor del af klostrene og forhindrede, at de kunne koncentrere sig om de hellige handlinger og missionsvirksomhed, sygepleje, almisser og studier. Det var ligeledes almindeligt, at fyrsten i ufredelige tider tilbød klostrene beskyttelse, hvis de som modydelse transporterede værdier - landområder eller hele klostre - til ham; værdier som fyrsten senere kunne bruge i eget magtspil, hvilket gjorde hele dette samfundsområde meget kommercielt med vægt på de handelsmæssige værdier mere end de humanitære.

En bieffekt af betydning for nutidens forskning i forholdene var de mange inventarier - polyptychon ecclesiasticum - der blev udfærdiget over klostrenes værdier både landområder, landsbyer, mennesker, inventar og kunstgenstande.

Ludvig den Fromme
814-855
Med Karl den Stores søn, Ludvig den Fromme, 814-840, blev der ved hjælp af den meget nidkære munk St. Benedikt fra Aniane1) reformeret overalt i riget for en nøjagtig efterlevelse af Benedikts Regler i klostrene. Reformen blev understøttet af en rigslov, der påbød udelukkende at benytte Benedikts Regler.
————**Note**————
1) Benedikt fra Aniane, blev født som Witiza, 750-821, fik festdag den 11/2. Han tjente under først Pippin, derefter dennes søn Karl den Store og slutteligt under Ludvig til 821. Han blev munk i St-Seine ved Dijon og grundlagde på sin egen ejendom i Aniane ved Dijon i Languedoc i 779 et kloster. Han systematiserede Benedikts Regler og blev anerkendt herfor på synoderne i Aachen i 816 og 817, hvilket dog var naturligt, da han var kejserens talerør' og medlemmer af synoderne var abbeder beordret til stedet af samme. Benedikt of Anianes hovedværker er Codex Regularum monasticarum et canonicarum og Munimenta fidei
[Oxford + 9130 p.73].

Aachensynoderne 816 til 819
Resultaterne ved synoden sammenkaldt i august 816 blev efter næste års synode udstedt i et af capitularierne - kirkelovene - udstedt af kejseren: Capitulare monasticum. Indholdet var en fast orden for rigets klostre, som alle blev tvunget til at følge. De varierende tidligere klosterreglementer blev i den efterfølgende tid indrettet efter Benidikt af Nursias Regula, som blev det enerådende reglement, indtil tiggerbrødrenes ordener fremkom omkring 1100.
For den del af kirkens embeder, der ikke var tilknyttet et kloster med klausur- og stabilitasløfter, men levede i et fællessamfund, hver med deres præbende(r), blev der efter synoden 816 udsendt reglementer for kannikerne ved stiftskirker Institutio canonicorum Aquisgranensis samlet i et capitularium af 816-08-23. Efter 817 synoden blev udgivet nogle mere konkrete regler i de to tilsvarende forordninger for stiftsherrer og stiftsfruer og -frøkener i Institutio canonicorum og Institutio sanctimonitalium. For de sekulære kanniker, der levede uden ordenssamfund og ofte lod vikarer udføre den konkrete tjeneste, har jeg ikke fremfundet detaljer.

I capitulariet af 817-07-10 - Capitulare monasticun - samledes publiceringen af beslutningerne fra 816. Og efter den sidste synode i Aachen i 819 publiceredes Notitia de servitio monasteriorum, der bl.a. indeholdt en liste over anerkendte klostre i riget og gav en oversigt over de derme forbundne pligter over for staten.
Hele processen begyndende med Karl den Stores standardiserende kirkearbejder efterfulgt af Ludvig den Frommes afslutning på projektet, og i hvilke Benedict af Aniane spillede en stor og meget aktiv rolle, blev efterfølgende omtalt som Aachendekreterne 816-819.

[Knowles m.fl.]


Rigets deling 843
Frankerriget deltes 843 mellem Karl den Stores sønnesønner og deltes igen i 855. Riget er inde i en nedgangsperiode, og det kollapser senere, hovedsageligt fordi Karls tre sønnesønner, der delte riget, ikke kunne enes. Det er i denne periode, at de dansk-norske vikingetogter begynder, og det var under disse togter, at nordboerne for første gang mødte missionen i udlandet.

900-1000 kaldes for det mørke århundrede eller skøgevældet, på grund af paveembedets moralske korruption, dets nepotisme og det udsvævende liv blandt de præsteviede. Det ændredes fra 962, da Otto blev kejserkronet i Rom.

Det Tysk-Romerske Rige - Det Ottonske Rige
936-962
Det Ottonske Rige opstod i midten af det 10. århundrede for området Tyskland, Østrig og Italien. Indledningen er sakseren Henrik I s kongetitel i 919 efterfulgt af de tre Ottoer og sluttende med Henrik II den Hellige (1002-1024). Frankrig var på det tidspunkt svagt, og det blev Tyskland, der samlede området til syd for Rom i Det Tysk-Romerske Kejserrige.

Den vægtigste af de ottonske kejsere var Otto I, * 912, † 973, der besteg tronen i 936 i Aachen efter sin fader Henrik I og dronning Mathilda. Otto blev gift med Edith, datter af kong Athelstan i England. Otto følte sig som Karl den Stores arvtager og blev den 2. februar 962 kronet til kejser i Rom og dannede Det Tysk-Romerske Rige. Fra Det Tysk Romerske Rige kom missionen igen til Danmark, og Harald Blåtand døbtes som kristen.

Den symbolske betydning af salvingen var en kombination af hans verslige magt, potestas, med den kirkelige myndighed, auctoritas. Kongemagten, regnum, og præsteskabet, sacerdotium, var støttepillerne i verdensordenen.
Danmarks historie 1, Heerups, p.171.

Samhørigheden mellem den verdslige og den kirkelige magt, som Otto opfattede den, fungerede kun under de tre Ottoer og blev afvist af kirken i det 11. årh., hvor investiturstriden gjorde en ende på tilstanden. Kirken ønskede ikke, at tjene både pave og kejser, og kejseren måtte bøje sig. Der kom i perioden også påvirkninger fra vest fra Vikingeriget i England.

Landskirke, egenkirke og rigskirke
De tidligste germanske kirker var landskirker, dvs. inden for et område fungerede kirken under kongen eller høvdingen som nationalkirke, til forskel fra den internationale Romerkirke. Under Ottonerne dannedes det tyske rigskirkesystem med biskopper, der indtog fyrstelignende stillinger, senere kaldt fyrstebiskopper, og der indledtes reformbevægelser for klostervæsenet, der havde fungeret dårligt fra 840'erne til henad 1000.

Den tyske reformbevægelse havde hovedsæde i Lothringen, og var stiftet af Gerhard af Brogne. En af munkene her var Dunstan (omkring 956), der overførte reformerne til Glastonbury, før han blev ærkebiskop i Canterbury. (Se om Dunstan her).

Den mest omfattende betydning fik dog Clunyklosteret ved sin kongregation af klostre spredt ud over Europa og med direkte adgang og kommunikationslinjer til paven. Kirken skulle frigøres fra verdslig magt, og reformerne bredte sig uden for klostrene.

En tredje reformbevægelse fandt sted i Italien ved Camaldoli med hovedpersonen Romualdo (950-1027c), der opfordrede til eneboerliv i separate boliger, men samlet om en fælles kirke. Romualdo blev afløst af Petrus Damian (1006-1072).

En af følgerne var kravet til præsterne om at leve i cølibat, og at simoni blev uønsket. Cølibatkravet var først rejst omkring 5-6. årh., men blev ikke overholdt, og med den udbredte skik i 860-1000 med at besætte kirkelige stillinger med fyrsternes (og præsternes) eget afkom, så fik cølibatet pludselig en større betydning end den religiøse.

Uheldigvis havde paveembedet selv siden 875c stået netop for kirkens uheldige sider, som den tyske reformbevægelse bekæmpede.

Clunyklosterets indflydelse
Clunyklosteret blev grundlagt af William den Fromme, hertug af Aquitanien i 909/910. klosteret ligger ved Macon for Lyon. Dets første biskop, Berno fra Baume, iagttog Benedikt fra Anianes asketiske fortolkning af Benedikts regler, og under hans og hans efterfølger, St. Odo, 917-942,*) blev deres linje indført og efterlevet i en meget stor grad af de franske klostre samt i en del italienske. Cluny skabte en kreds af datterklostre og på dets magts højdepunkt under Hugh var mere end 1000 klostre forbundet til Cluny, og det centrale styre fra Cluny var så stærkt, at underklostrene oftest kun havde en prior som chef.
————**Note**————
*) Efterfulgt af Aymardus, 942-954; St. Mayeul - Majolus, 954-994; St. Odilo, 994-1048; Hugh = Hugo, 1049-1109.

I England var der relativt få clunianske klostre, da visitationer var væsentlige for moderklosteret og kun med besvær lod sig praktisere så langt væk. Et af de få engelske klostre var Lewes i Sussex, grundlagt af Hertug William de Warenne, First Earl of Surrey efter 1066, og hans engelske hustru Gundrade.

Clunys magt blev arkitektonisk udtrykt i Europas største daværende kirke med en længde på 178 m. Alteret blev indviet af pave Urban II, 25/10 1095 og kirken - minus narthex - af pave Innocent II i 1131/32.

Efter abbederne Pontius, 1109-1122, Hugh, 1122 og Peter den Ærværdige, 1122-1156 blev Cluny reformeret som cisterciensisk kloster, men dets magt og indflydelse var nu vigende, selv om klosteret bestod til 1790. I Paris kunne man fra 1833 se abbedens hus indrettet som museum.

En af årsagerne til klosterets vækst var dets udstrakte og for den tid usædvanlige grad af selvbestemmelse som fastsat i Williams grundlæggelsesaftale: munkene kunne selv og uden indblanding vælge deres egen abbed, og der kunne ikke gribes ind i den interne styrelse fra hertugdømmets eller biskopens side. Klosteret blev således stillet direkte under pavens beskyttelse, det er under Odilo, at klosteret blev eximeret, og da paverne i det 10. årh. var svage, var det klosterets egne beslutninger, der blev gennemført. Først i 12. årh. bliver forholdet mellem pavestat og kloster til begges fordele. Den senere tilbagegang havde som en medvirkende årsag de lokale midlers kanalisering til Cluny, hvorefter satellitklostrenes incitament til en økonomisk indsats aftog.

983-1000
Otto III, 983-1002 overtog tronen som 3-årig. Han blev kronet 25/12 983 (de holdt af Juledag - var den bedre end andre?). Barnet blev af Bayerns hersker, Henrik den Stridslystne, ført til Bayern, men snart overgivet til sin moder, Theophano, også kaldet med mandenavn Theophanius, som regerede i sønnens navn til sin død i 991. Hun var byzantinsk prinsesse. Otto blev opdraget til, at hans skæbne var at være en »stor fyrste« og blev bl.a. undervist af den franske klerk Gerbert af Aurillac.

I 996 invaderede Otto III Italien for at samle det Tysk-Romerske Rige igen. Mens Otto var på vej mod Rom, døde pave Johannes XV, og Otto installerede sin slægtning og præst Bruno som pave under navnet Gregor V. Den nye pave kronede straks Otto til kejser. Efter kejserens afrejse afsatte loale kræfter straks pave Gregor, og Otto måtte returnere i 997 og re-installere Gregor V. Han gjorde samtidig Rom til rigets hovedstad, hvilket gjorde tyskerne fornærmede.

Gregor døde i 999 og Otto udnævnte Gerbert af Aurillac til pave under navnet Sylvester II. Otto valfartede året efter, år 1000, til Aachen og fik sin forfader Karl den Stores grav åbnet. Fra graven tog han en tand med som lykkeamulet (han tog en forkert, for den hjalp ham ikke). Da Otto er kommet hjem til Rom, blev han belejret af lokale kræfter, og han trak sig nordpå til Ravenna. Herfra fik han kaldt Henrik af Bayern, en søn af Henrik den Stridslystne, til hjælp, men døde af kopper inden hjælpen nåede frem. Kejseren var da 22 år.

1000-1050
Henrik af Bayern blev kronet som kejser Henrik II den Hellige (1002-1024) og efterfulgtes af Konrad II (1024-1039), der var den første af den Frankiske Slægt, der omfatter Henrik 3., 4., 5. og Lothar indtil 1137.

Roms tøjlesløse levned fik kejser Henrik III (1039-1056) til at gribe ind og indsætte tyske paver. Denne indblanding kunne kirken ikke tolerere, og der kom konflikter, hvorunder der indsattes modpaver, og der forekom bandlysning af kejseren. Henrik III afsatte bl.a. tre paver på en gang og indsatte en tysker, sådan! (1046).
[HiTo 1/2002 p54.]

Man regner ofte det totale brud mellem vest- og østkirken til 1054. Foruden det allerede nævnte, så skændtes man (endnu?) om forskellen på at bruge usyret og syret brød til nadveren, samt om trosbekendelsens indhold om helligånden.

1073-1090
Vigtigere for udviklingen var kirkens afvisning af den tyske kejsers indblanding i pavevalget. Denne strid bryder efter nogle årtier at have ulmet ud i 1073, da Hildebrand bliver pave under navnet Gregor VIII (1073-1085). På et kirkemøde i Rom i 1059 havde kardinalerne vedtaget, at paven valgtes af de syv romerske biskopper samt visse andre vigtige embeder ved hovedkirkerne i Rom; denne gruppe »valgmænd« voksede langsomt til 70. Gregor er overbevist om pavesædets overøvrighed over alle konger og kejsere. Derfor er det vigtigt, at kirkens tjenere er frigjorte fra alle verdslige bånd, og han arbejdede energisk for cølibatets gennemførelse og for at få lægmandsinvestituren afskaffet. Han havde ikke stort held med sig, for mange af de højere gejstlige var stormænd og lensmænd under konger og kejsere og var ikke indstillet på at opgive deres privilegier.

Fortalerne for cølibatet blev kendt som Nikolaitter efter Johs.Åbenb. 2, 14-15, der taler om utugt med reference til 4. Mos. 25, 1f + 31,16 og Jud. 11, der noget uklart taler om synd og hor, hvad der forekommer noget urimeligt at anvende om ægteskaber.

Over for dette får kong Henrik IV (1056-1105) et tysk kirkemøde til i 1076 at afsætte paven, der blev siddende alligevel og som svar lyste kongen i band. En del tyske fyrster benyttede lejligheden til at åbne et oprør mod den således politisk svækkede konge, der i 1077 så sig nødsaget til at søge bod for sin opsætsighed mod paven, og »en kold vinterdag i 1077 mødte kongen barfodet og i bodsskjorte uden for borgen Canossa i Norditalien, mellem Parma og Pisa, men da han ikke blev lukket ind - og heller ikke den næste dag - måtte han tre dage i træk møde op som angrende synder, før paven lukkede ham ind«.

Striden blussede op igen i 1085, og denne gang vandt kongen, og paven flygtede til Syditalien, hvor han døde samme år. Striden mellem fyrsterne og kirken blev først bilagt i 1122 ved Konkordatet i Worms.

Den nye kirkeret, der dannedes på baggrund af reformerne indledt i 900-1000, blev konsolideret i de følgende århundreder og blev funktionsklar i løbet af det 13. årh. og vandt frem i popularitet og anvendtes efterhånden omfattende geografisk og emnemæssigt i administrationen ud over Vesteuropa. Bl.a. indførtes under Gregor VII. (1073-1085) kardinalkollegiet, som pavens rådgivende instans. Det introduceredes første gang på Lateransynoden i 1059 under Nicolaus II.

Korstogene
Under denne strid begynde tkorstogene i 1095, og Palæstina erobredes og holdtes til 1291. Araberne havde erobret Palæstina i 637 og i den efterfølgende tid erobrede de også områder fra Marokko i vest til Tyrkiet - Kaukasus i øst og med en bue op i Spanien. Denne tilstand var belastende for de kristnes idé om, at kristendommens vugge tilhørte et kristent folk, og tanken om en generobring var ofte blevet fremsat, men investiturstriden havde bremset nogen praktisk aktion i at blive taget.

En oversigt over de nummererede korstog ser således ud, men kilderne nummererer forskelligt, så det syvende hos nogle forfattere benævnes det niende, hvorfor forsigtighed må udvises, og omtale alene med nummer er upræcis:

1. korstog 1095-1099 Lededes af Greven af Bouillon, Raimund af Toulouse, Robert af Normandiet, Robert af Flandern, Bohemund af Taranto. Hertugen af Lorraine tilskrives også en vigtig rolle i sejren.
Ruten gik over land gennem Tyrkiet og Syrien. Jerusalem erobredes i 1099.
Gotfred af Bouillon blev Den hellige gravs Beskytter.
2. korstog 1147-1149 Lededes af Ludvig VII af Frankrig og Konrad III af Tyskland. Bernhard af Clairvaux var stor fortaler for dette korstog.
Ruten gik over land til Konstantinopel, hvorfra Konrad sejlede til Akka, mens Ludvig via Tyrkiet sejlede til Antiocha. Korstoget var en fiasko.
3. korstog 1189-1192 Lededes af Frederik I Barbarossa (1152-1199), Richard Løvehjerte (1189-1199) og Filip August af Frankrig (1180-1223).
Sultan Saladin havde erobret Jerusalem, men en kristen sejr blev umuliggjort af strid mellem Richard og Filip.
Ruten gik (for Richard) med skib fra England via Gibraltar, Marseilles, Genoa og over land til Messina, og igen med skib derfra til Akka.

Barbarossa druknede i en lille flod på vej gennem Lilleasien den 19/06 1190. Det fik en stor del af det tyske kontingent til at returnere til hjemlandet, og de resterende styrker blev derefter kommanderet af Leopold af Østrig.

Næste forår indledte kong Philip og kong Richard deres sørejser fra Messina mod Acre, hvor kongen af Jerusalems hær belejrede Saladin. Philip nåede frem den 20/04 1191, og Richard, der blev opholdt af storm, kom omkring 02/07 1191, og Acre overgav sig den 12/07 1191, hvorefter kong Richard ubarmhjertigt og svigefuldt nedhuggede de tilfangentagne tyrkere.

Kong Philip vendte skuffet hjem i august 1191, mens Richard fortsatte kampagnen i over et år endnu men uden større successer, og han fik ikke indtaget Jerusalem.
[Detaljer her fra Jean de Joinvilles korstogshistorie Kong Ludvig den Helliges liv, Penguin edition 1963, no. 10082]
4. korstog 1202-1204 Der udkaldtes til korstog af pave Innocent III, men korstoget nåede kun til Konstantinopel efter afsejlingen fra Venedig. Kaldes for »Kræmmerkorstoget« og skulle berige Venedigs købmænd.
Konstantinopel plyndredes og befolkningen blev fra alle involverede parter gentagne gange massakreret.

Korsridderne vandt en let og heldig sejr over Konstantinopel og troede i deres arrogance, at så ville resten af riget følge med, men det had, de havde provokeret frem ved plyndringer og barbarisk fremfærd, var stort, og foruden grækerne var også de rumænske og bulgarske riger mod nord fjender, mens der på Lilleasien både var fordrevne kejsere, tyrker og andre muslimske folk blandt fjenderne.

Det græske eksilkejsedømme kaldes for Nicaeariget, og de fik kejser Theodore Lascaris kronet i 1206.

De håbløst få styrker, hvoraf mange faldt ved mindre slag, efter fyrsterne var blevet forlenet med mindre grevskaber, og tropperne således var blevet spredt over det meste af Grækenland og nuværende asiatiske Tyrkiets Middelhavs- og Sorthavskyster, var til sidst for få til at kunne fastholde magten i området, og det latinske kejserdømme i Grækenland var endeligt slut i 1261.

[Detaljer her fra Geoffroy de Villehardouins Konstantinopels erobring, Penguin edition 1963, no. 10082]
Børnekorstoget 1212 Børnekorstoget fik børn og unge til at strømme til Marseilles, hvorfra sejladserne udgik. Hovedparten blev af skruppelløse skippere fragtet som slaver til Nordafrika og solgt til muslimer.
Ruten gik med skib fra Marseilles.
5. korstog 1218-1221 Korsfarerne anførtes af kardinal Pelagius og Jerusalems titulære kong Jean de Brienne, og de gjorde landgang i Ægypten, hvor styrker under Leopold af Østrig indtog fæstningen i Damietta.
Efter at have ventet på hjælp fra den tyske kejser, forsøgte korstogshæren i 1221 et udfald mod Cairo, men sultanen forstod at udnytte flodvandet, og hæren var ved at drukne i Nilens sumpe og måtte opgive Ægypten, især den erobrede by Damietta, og korstoget blev afbrudt.
6. korstog 1228-1229 Ledes af kejser Frederik II (1212-1250). Han fik i februar 1229, Jaffatraktaten, en 10-årig aftale med sultanen om kristnes adgang til byen Jerusalem, men da han var lyst i band, satte han selv Jerusalems kongekrone på sit hoved og regerede som enehersker. Hans rettigheder til kronen var gennem giftemål med kong Jean de Briennes datter.

Ruten gik i september 1228 med skib fra Brindisi via Kreta, Rhodos, Cypern til Akka / Acre. Jerusalem faldt igen i muslimernes magt i 1244.
7. korstog 1248-1250 Ledes af den franske konge Ludvig IX den Hellige (1226-1270).
Ruten gik 12. august 1248 fra Paris og med skib fra Aiges Mortes = Aiguesmortes i Frankrig via Sardinien og Cypern til Damietta i Ægypten, hvor kongen blev taget til fange og måtte løskøbes for en masse penge. Korstoget strandede her ligesom det femte korstog, og da kong Ludvig så sig nødsaget til at tage hjem for at klare franske affærer, så endte korstoget uden at noget var opnået.
8. korstog 1270 Efter Antiochas fald i 1268 opstod tanken om korstog atter i Europa, særdeles stærkt hos den franske konge.
Korstoget blev igen ledet af den franske konge, Ludvig IX den Hellige, der nu var fysisk uegnet til et sådant togt.
Ruten havde samme afgangssted som det 6. korstog, men gik via Cagliari på Sardinien tværs over Middelhavet til Tunis, som de nåede i juli 1270. Her blev kongen syg af feber og døde den 25/08 1270, og korstoget strandede.
Med på togtet var kongens broder, Charles konge af Sicilien, men han mistede modet efter broderens død og tog hjem igen.

De franskes anden forbundsfælle, den engelske prins Edward, der senere blev kong Edward I, kom til Tunis, da de franske styrker var ved at pakke sammen og forlade landet. Edward fortsatte alene til Accre, men kunne ikke udrette meget og hjalp kun til med at få en aftale om 10 års våbenhvile med tyrkerne gennemført.

Det blev det sidste korstog, og kongeriget Jerusalems sidste territorium, Akka / Acre, faldt i 1291, hvorefter det palæstinensiske eventyr var endeligt slut.

Kilden er et værk af Guillaume de Nangis [6166 p.5] samt ovennævnte korstogshistorie af Villehardouin [10082].

Kongedømmet Jerusalem
Efter Jerusalems erobring i 1099 dannedes der et kristent kongedømme Jerusalem for de erobrede områder fra Tyrkiet i nord til Ægypten i syd. Ind i landet var udstrækningen kun lille, bortset fra allernordligst hvor området strakte sig ind midt på kontinenten og inkluderede Edessa. Hovedstaden var naturligvis i kristendommens højborg - Jerusalem. Kongeriget blev omstyrtet i 1187 af Saladin og genoprettet kort tid efter og eksisterede så til Jerusalems endelige fald til muslimerne i 1291. Edessa by ligger ca. 300 km NØ for Antiocha.

Den første hersker var Godfrey af Boullion, der ikke kaldte sig konge. Han regerede fra 22/7 1099 til 18/7 1100.
Han efterfulgtes af sin broder, Baldwin, greve af Edessa, der er et landskab og en provinshovedstad i nordlige Syrien ca. 300 km NØ for Antiocha. Baldwin blev kronet af patriarken Daimbert i Bethlehem den 25/12 1100 som Baldwin I og regerede til 1118.

Det blev Baldwins fætter, der efterfulgte ham som Baldwin II fra 1118 til 1131. Baldwin IIs datter Mélisende var gift med Fulc = Fulk, greve af Anjou, og fader til Geoffrey Plantagenet (1113-1151), der igen var fader til Henry II i England (1133-1189).
Fulc efterfulgte i 1131 sin svigerfader som konge til 1141.
Fulcs søn, Baldwin III regerede 1144-1162. Han var gift med Anna Komnenas yngste datter, Theodora.
Baldwins broder, Amaury I regerede 1162-1174.
Baldwin IV, der var søn af Amaury I, regerede 1174-1185. Hans søstre var Sibylla og Isabella. Baldwin IV døde som 25-årig.
Baldwin V, der var søn af Baldwin IVs søster, Sibylla, og grev Conrad af Montferrat (d.29/4 1192), regerede allerede fra 1182 på grund af Baldwin IVs sygdom og indtil 1186.

Sibylla, der døde i 1190, var først gift med Montferrat. De fik sønnen Baldwin V (d.1186). Montferrat var gift anden gang med søsteren Isabella med hvem han fik datteren Maria, der senere blev kong Johns dronning. Isabella skulle da først skilles fra sin første mand for at få Conrad, da det var Isabella, der var »arvingen«. Conrad havde en hustru i Italien og en i Konstantinopel, men de var vist begge døde på det tidspunkt.

Da Conrad var blevet myrdet, gik der to dage, før enken Isabella blev forlovet med Henrik af Champagne, og efter yderligere seks dage blev de gift.

Isabella blev gift fjerde gang med Amaury (regerede 1197-1205). Sibylla blev gift anden gang med Guy de Lusignan (d.1194). De fik datteren Mélisende, der blev gift med Bohemond IV.

Rigets administration var derefter meget kaotisk i nogle år. En baron, Guy de Lusignan, regerede 1186-1192, men blev fordrevet af Saladin i 1187; faktisk blev han taget til fange af Saladin (4/7 1187) og måtte købe sig fri for landområder i regionen. Kongedømmet kollapsede, og Jerusalem faldt (2/10 1187), og indtil belejringen af Saint-Jean d'Acre blev afsluttet i 1188 var der muslimsk herredømme.

Da muslimerne i 1188 trak sig tilbage kæmpede Montferrat mod Guy de Lusignan om kongetitlen, hvilket førte til, at Richard Løvehjerte i 1191 greb ind og mæglede til fordel for Guy, mens Montferrats slægt skulle overtage styret efter Guys død.
Grev Conrad myrdes den 29/4 1192, og samme år abdicerede Guy og flytter til Cypern, som han havde købt af Tempelridderne.

Fra 1194 til 1197 regerede en greve af Champagne under navnet Henrik I.
Derefter regerer den tidligere dronning Isabellas fjerde ægtefælle, Armaury II af Lusignan fra 1197 til 1205.

Isabellas datter med Conrad af Montferrat, Maria, blev nu udpeget som bindeled til næste konge, men hun kunne ikke regere selv og skulle altså først gifte sig med en passende kongeskikkelse. Det blev den franske kong Philip II Augustus (1180-1223), der udpegede brudgommen, John af Brienne = Jacques ... Han regerede fra 1210 til 1225.

Marias og Johns datter, Isabella, blev gift med den tysk-romerske kejser, Friederick II (1212-1250) den 9/11 1225 i Brindisi, hvorefter Fiederick erklærede sin svigerfader for afsat og selv tog titlen som konge af Jerusalem. Ægteparret Friederick og Isabella fik en søn, Conrad.

I 1228 landede Friederick II i Acre og får en aftale i stand med den ægyptiske sultan og indtager Jerusalem den 18/3 1229, hvor han uden ceremoniel i gravkirken (Sepulchre) kroner sig selv. Han indsætter før sin hjemrejse en regent, Balian s'Ibelin.

Frem til den 28/5 1291 regerede et større antal slægtninge til de føromtalte personer i et mere og mere karrikeret »kongerige«. Efter 1291 var byen aldrig mere under kristent styre.

Frederik II
Pavedømmet vandt ved kejser Frederik IIs død i 1250, men det var sket ved hjælp af fransk støtte, og Frankrig, der var blevet stærkere, krævede nu sin del af magten.

I det 12. årh. fremkom Cistercienserne, og de nye klosterregler efter Augustins regel, og Benedikts regel blev »gammeldags«. Der opstod kannikesamfund ved domkapitlerne, og tiggermunkene etablerede sig.

I det 12. og 13. årh. blev videnskabelig teologi med skolastikken almindeligt anerkendt, men ikke i alle kristne samfund. Skolastikken stod for en teologi - og videnskab - med forståelse og personlig stillingtagen og var med til at føre til universiteternes dannelse.

Skolastikken
Perioden 1075-1350

Skolastikken er fælles betegnelse for middelalderens teologi og filosofi med det mål at samle al viden i et system. Begrebet benyttedes om vidensbegreber relativt bredt i perioden 1075-1350. Det er en meget formaliseret måde at betragte og ordne viden og tankevirksomhed på, men samtidig var det et fremskridt, at systemet gjorde brug af præcise og veldefinerede - i forhold til tidligere - begreber og metoder, og skolastikken blev doceret og praktiseret ved læreanstalter og katedralskoler.

Den tidlige skolastik
Den tidlige skolastik fra 800 - 1200 var knyttet til nyplatonismen og endvidere Aristoteleses teorier, især som formidlet af Boethius.*) De ledende personer var Johannes Scotus Erigena, Hugo af Sankt Viktor (1096-1141) og Anselm af Canterbury samt Abelard [Se yderligere Lausten p.128ff].
** Noter** *) Boethius, Anicius Manlius Severimus (480-524) bliver ofte betegnet som den første skolatiske filosof. Boethius opholdt sig i Grækenland og oversatte og kommenterede Aristoteles' og Porphyrus' skrifter, der blev standardværker i middelalderen. Han blev beskyldt for forræderi og henrettet.

Anselm (1033-1109) var født i Italien og ærkebiskop fra 1093. Hans hovedtese er: Da sandheden er givet med Jesus, er troen på ham forudsætningen for forståelse. Alligevel har han tillid til »tankens beføjelser«, dvs. tankens logiske følgeslutninger = realiteternes betydning [Se evt. universaliestriden]. Anselms hovedværk er »Cur Deus homo?« = Hvorfor Gud blev menneske?

Abelard (1079-1142) fremsatte kort efter Anselm sin opfattelse kaldet subjektive forsoningslære: Gud sender sin søn for at overbevise menneskene om sin kærlighed, hvilket vækker vores genkærlighed, hvad der er forudsætningen for, at han kan tilgive os synden. Abelard vægter det etiske stærkt og fremhæver samvittigheden: at det er hensigten, der gør en handling god eller ond. En elev af Abelard, Petrus Lombardius (d.1164), skrev en meget brugt lærebog i dogmatik med titlen Sententiae. Bernhard bekæmpede Abelard voldsomt.

Abelards selvbiografi hedder Historia calamitatum suarem = Mine egne ulykkers historie. Heri læses også om affæren med Heloïse, og de følger det fik for Abelards private parts.

Højskolastikken
Højskolastikken fra 1200-1300 havde rod i de latinske oversættelser af Aritoteleses værker, hvoraf mange var blevet genoversat i 1100-tallet. Endvidere blev der læst oversatte arabiske værker, der var blevet opdaget som værende oprindelige græske værker. Ledende blandt skolastiske filosoffer i perioden var Thomas Aquinas, der kombinerede Aristoteles og kristendommen. Endvidere Duns Scotus, Thomas' kritiker, Roger Bacon og Robert Grosseteste.

Franciskaneren Duns Scotus = Doctor subtilis (1264-1308) skelnede mellem viden og tro og satte det lig henholdsvis filosofi og teologi. Duns fremhævede viljen som det afgørende i både Guds og menneskets væsen. Viljen står over for fornuften. Religiøs erkendelse er afhængig af viljen, og den hviler ikke på fornuftsgrunde, men på kirkens og skriftens autoritet, »som man modtager i lydig tro«.

Thomas (1225-1274) var moderat realist og altså væsentligt senere end Anselm. Han indarbejdede Aristoteleses metafysik i den kristne teologi. Hans hovedværker er Summa Theologica og Summa contra Gentiles, hvor han opbygger en enhedslære, der harmoniserer modsætningerne mellem tro og viden = Thomisme, der blev den katolske kirkes filosofi - især 1879-1962.

Thomas anerkendte fornuften som kilde til sand erkendelse. Begreber som evigt liv kan dog kun begribes ved tro, mente han. Han forklarer de syv sakramenters betydning, og han er talsmand for, at nadveren alene skal bestå af brød »for ikke at spilde Jesu blod«, hvilket blev udbredt i tiden. Thomas var også afladspositiv og troede på Jesus og helgenernes overskydende gode gerninger, der kunne komme andre til gode gennem aflad - en slags bogholderi med godt og ondt - debet og kredit. Thomas indfører også læren om pavens ufejlbarlighed.

Senskolastikken
Den sene skolastiske periode fra 1300 - 1500 foredrog en ret fri Aristotelesfortolkning, og i det 15. århundrede opsplittedes skolen i flere forskellige retninger, bl.a. i Thomister og Scotister. Ledere i perioden var Nicolaus Oresne, Jean Buridan, Albert af Sachsen, Nicolaus Cusanus og William fra Ockham i England. (Der kom ny-skolastiske strømninger i det 19.-20. årh.)

I senskolastikken kritiserede William af Ockham (d.1349) forgængerne. William havde opholdt sig flere år ved pavehoffet i Avignon og kom derfra til Ludvig af Bayerns (1314-1347) hof i Pisa i 1328. William var tilhænger af koncilianismen, og hans angreb på den bestående pavestand er i tråd med Marsilius', men William gjorde fælles sag med kejseren mod Johannes XXII (1316-1334), der gik to år uden udpeget pave, og hans skrifter fik betydning for de senere oprør fra Wyclif og Jan Hus' side.

Williams religiøse hovedtese er, at skriften = den universelle kirke, er den egentlige autoritet, og er der uoverensstemmelser mellem paven eller koncilium, så er mennesket forpligtet til at gøre indsigelser på vegne af skriften, og offentlige personer og lærde er pligtige at gøre det offentligt.

William mente, at tro og viden ligger på forskellige, væsentforskellige niveauer. Viden erhverves gennem egne skabte natur, og tro nås ikke gennem spekulation, men vækkes ved intuitionens umiddelbare oplevelse af de åbenbare sandheder. Ockham beredte vejen for mystikken, og han vil, at vi altid vælger den enkleste mulige forklaring på et problem. Dette økonomiprincip blev kaldt for Ockhams barberkniv. Endelig fastslog han, at trosdogmer kan være ubeviselige og absurde, men dog sande, da det, der er falskt i filosofien, kan være sandt i teologien.

Med Williams teser er der banet vej for renæssancens empiriske opfattelse af virkeligheden.

Frankrig
1180-1250
I Frankrig var der strid mellem pavestolen og Filip II Augustus. Kongen var blevet gift med den danske prinsesse Ingeborg, men opfandt en forfalsket slægtstavle, der viste, at de var for tæt beslægtede, og han forstødte på dette grundlag dronningen, der appellerede til paven, der lod interdikt lægge på Frankrig, men kongen var mange år om at besinde sig og tage dronningen tilbage.

Katarerne, Albigenserne, behandledes som hedninger på et korstog, og kvinder og børn slagtedes, og byer blev plyndret - især af nordfranske adelsmænd, der havde økonomisk interesse i befolkningsgruppens undertrykkelse, og stridsmændene fik syndsforladelse for indsatsen, som havde det været et korstog.
Fra 1224 blev straffen for kætteri brænding, og inkvisitionen blev sat i system.
Fra ca. 1250 blev Tyskland svækket, da der ingen samlende kejser var, og styrken lå i den næste periode i Frankrig.

1305
Pavevalget i 1305 blev vundet af ærkebiskoppen af Bordeaux, der tog navnet Clemens V (1305-1314). Da var Albrecht af Østrig tysk konge (d.1308). Paven flyttede i 1309 kurien til Avignon, og først i 1378 kom der igen en pave i Rom.

Årsagerne til det lange ophold i Avignon skyldtes dels de urolige forhold i Italien, der var opdelt i småstater: Byzantinsk i syd - trusler om tysk indgriben i nord - trusler fra arabiske herskere, og dels skyldtes det en meget franskorienteret kurie, hvor mange franskmænd var udpeget - og de havde stor finansiel interesse i Frankrig. Om magtfordelingen mellem pavelig og verdslig magt skrives der i begyndelsen af 14. årh. en del kritik. For mange var pavens store magt ved godkendelse eller indsættelse af verdslige herskere kilden til ufred, da udnævnelserne var vilkårlige og oftest i modtsrid med lokale interesser.

1309-1378
Den franske dominans over pavestolen førte fra 1309 til at pavestolen flyttedes til Avignon. Tyskland frigjorde sig helt fra pavemagten, men mistede også al indflydelse i Italien. I konflikten mellem Rom, Paris og Tyskland (Mainz?) var der i perioden 1378-1415 paver i både Avignon og Rom.

Marsilius af Padua
Et af tidens vigtigste skrifter var af Marsilius af Padua. Hans værk, Defensor Pacis, betoner hans teori om den verdslige magts legalitet over for pavens religiøse. Hans verdslige teoridel beskriver fyrsten som folkets tjener, og folket er suverænt bestemmende. Disse tanker var naturligvis uspiselige for magthaverne, men kirkepolitisk kunne fyrsterne bruge argumentet til opgøret mod pavemagten.

Marsilius opfattede kirken, som et fællesskab af troende og kaldte det for universitas fidelium; også i kirken skulle magten ligge hos de troende selv via et koncilium og ikke enerådigt hos paven. Gennem et sådant prædemokratisk syn kom Marsilius også frem til, at mennesket ikke kan dømme andre i åndelige sager, men alene kan dømme og straffe i målbare ting, som er fastlagt i verdslige love. Han afviste således kætterforfølgelse, inkvisitioner og hekseprocesser.

Det tyske Riges kejservalg
Op mod 1378 er regeringsforholdene i Tyskland nogenlunde afklaret. Pavens autoritet er annulleret med den »Gyldne Bulle« af 1356 udstedt af kejser Karl af Luxembourg (1346/49-1378), og kejservalget i Tyskland fastlægges også i bullen som tilkommende syv personer eller embeder: kongen af Böhmen, hertugen af Sachsen, markgreven af Brandenburg, pfalzgreven, ærkebiskopperne af Kölln, Mainz og Trier. Italien er nu ikke en del af Det tyske Rige, og pavens magt ligger verdsligt alene i Italien.

Det store Skisma
Det store Skisma begyndte i 1378 med valget af Urban VI, der ledede kirken tåbeligt uden sans for de praktisk-politiske realiteter. Kardinalerne kunne se det ødelæggende i tilstanden, men paven nægtede at bøje sig og ville ikke abdicere. Til sidst, i 1387, afsatte de paven og udnævnte en ny, Clement VII, men da Urban ikke gik af, fortsatte den katolske kirke med to paver. Kravet om reform voksede, og der blev da også indkaldt til koncilium i Pisa i marts 1409 for at løse problemerne.

Mødet var kommet i stand efter pres fra Paris' universitet og indkaldt af kardinaler, der i protest eller frustration havde forladt de to pavesæder, der kun skinforhandlede om en løsning af problemet. Ingen af de to paver mødte op til konciliet, der afsatte dem begge og udnævnte en ny, men ingen af de to gik af, så en periode var der tre paver: Gregorius XII = Angelo Correr 1406-1415 i Rom; Benedict XIII = Pedro de Luna 1394-1417 i Avignon; og Alexander V = Petros Philargi / Peter af Candia som ny pave.

Konstantz- og Baselmøderne
1409-1417
Næste forsøg på at finde en løsning på paveembedets problemer blev gjort på kirkemødet i Konstantz den 1. november 1414 og senere i Basel 141ff. Konstantzmødet blev indkaldt af pave Johannes XXIII efter pres fra den tyske konge Sigismund Luxembourg (1411/33-1437). Da en tilbagetrækningsvej, via cessionis, fra en - eller begge - pavers side synes ufremkommelig, var kun koncilievejen, via concilii, til rådighed, hvilket kirkemødet kunne enes om. I konciliets dekret, Sacrosancta, blev det fastslået, at konciliet rangerede højere end paven for så vidt angår almindelige kirkereformer. Derefter blev der rejst sag mod paven for mord, hor og fornægtelse af det evige liv, og konciliet afsatte ham. Den romerske pave, Gregorius XII, trak sig da frivilligt, mens Benedikt XIII i Avignon overhørte buddet og blev derfor erklæret kætter. Hans forbliven som pave fik i øvrigt ingen betydning.

1420
Konciliet fortsatte i tre år og fik valgt en ny pave, Martin V, samt kætterdømt Johan Hus (1370-1415), der senere blev brændt. Martin blev pave i Rom og fik påbegyndt genrejsningen af kirkestaten i Italien. Han holdt en ubetydelig synode i 1423 og efter pres endnu en i Basel i 1431, hvor konciliet fastholdt sin position over paven, men som konciliet trak ud, og Martin døde, og Eugenius IV (1431-1447) efterfulgte ham og flyttede konciliet via Ferrara til Firenze, var den konciliære tid forbi, selv om Baselkonciliet fortsatte uanfægtet endnu nogen tid. Paveembedet beholdt sin verdslige kirkelige autoritet i Italien og sin kirkelige autoritet i Vesteuropa op til reformationen.

1432-1449
Baselmødet varer til 1449, men er allerede i 1448 gået i opløsning, da kejseren og paven da har indgået forlig, kaldet Wienerkonkordatet, der fratager konciliet dets formelle magt, og returnerer denne til paven.

Det er derfor Rom, der til sidst vinder kampen om pavestolen, og det bliver med en ny struktur, hvor paven som verdslig magt kun får betydning i Italien, men på det kirkelige plan indgår aftaler med enkelte lande om deres nationale, kirkelige forhold.

Dansk-Norsk-Engelske Rige
De nordiske riger og England fra 1000-1100
Den engelske kirke var særegen ved ikke at have en ubrudt forbindelse til Oldkirken. Efter kristendommens indtog i England havde der været lange afbrydelser til Oldkirken i Italien. Dette havde givet englænderne tradition for selvstændige, direkte studier af de hellige skrifter, og de havde udviklet en særlig engelsk kultur i direkte kontakt med pavestolen i 700 til 1000.

Denne kulturs kendetegn var, at angelsaksiske sprog og kulturtræk fra det lokale sammen med udvalgte dele af romersk åndsliv indgik i en uafhængigt fortolket kirkelære, som dannede grundvold mod kontinentes påvirkninger.
[Danmarks Historie 1 (Heerup), Inge Skovgaard-Petersen, p.152]

Fra England spredte der sig påvirkning retur til kontinentet. Det var især Alcuin fra Northumbria, der prægede den engelske ekspansion til Karolingerriget. Alcuin var selv personlig ven med Karl den Store. Denne påvirkning kaldes for den karolingiske renaissance. Det var hovedsageligt en rensning af de kirkelige antikke regler mere end det var en genfødsel. Se i øvrigt den engelske historie.

Missionen i Norden
Forudsætningerne for missionsmarkens udvidelse til de nordiske lande var tre:
1) en politisk forudsætning,
2) en handelsforudsætning og
3) en kirkelig forudsætning.

For det første var det Tysklands ønske om en sikring af grænserne mod naboerne, og her sikring mod vikingernes togter.

For det andet var skibsfarten nu nået et stade, hvor store distancer kunne gennemsejles tilstrækkeligt sikkert til, at handelsmænd turde sende varer af sted. Samtidig var araberne blevet samlet under et kalifat, og de havde sølv. Vi havde skind, træ, slaver og rav, så handelen ad russiske floder gav mening, og Hedeby - Slesvig og Birka blev betydende handelspladser.

For det tredje var kirken med dens guddommelige autoritet støtte for det verdslige styres legitimitet. Som regeringsstøtte fik kirkeorganisationen dominerende indflydelse på al uddannelse styrket, hvilket gav mulighed for at udsende missionærer i ønsket om at ekspandere både troen og magten.

Jørgen Marcussen


Læs videre om middelalderlige europæiske kirker for henholdsvis  England og Danmark og Norden.

Opdateret 2011-11-20 og 2020-11-06 Retur til  toppen af siden.
Retur til religionshistorisk  forside Videre til mappen med  ordensvæsensartiklerne
Retur til  kildefortegnelse for historie Retur til hjemmesidens  forside