Kontinentalmissionen fra Britannien blev med begrænsede ressourcer indledt af Willibrord. Som nævnt under Danmarks historie var Willibrord (658 - 739) missionær i Friesland og senere ærkebiskop i Utrecht i 695. Han var oplært af både Wilfrid i Ripon og Egbert i Irland og fik oprettet det for bogproduktionen så berømte kloster Echternach i Luxembourg, tæt ved Trier. En anden kendt missionær, Winfrith, var sakser. Han er bedre kendt som Sankt Boniface = Bonifatius (657 - 754), der blev ærkebiskop af Mainz og døde som martyr, da han i juni 754 kom tilbage til Friesland efter en rejse og sammen med 50 andre blev slået ned af hedningerne.
Det religiøse livs ritualer og procedurer forblev uændrede i århundrederne fra år 700 til 1000. Bønner, læsninger og megen liturgi fra den periode er overleveret os gennem manuskripter som:
Books of Nunnaminster (Harley Ms 2965)
Cerne (Cambr. Uni. Lib. Ms L1.I.10)
Prayer Collection (BL Royal Ms 2.A.X)
Cottonian Mss (BL Galba A.XIV)
Cottonian Ms (BL Nero A.II, fos. 3-13).
Det intense kristenliv med udvekslinger og uddannelse på kontinentet, udsendelse af missioner, bogproduktion etc. sluttede med vikingerne, der ankom til Lindisfarne 793, nåede Isle of Sheppey i 835, hærgede London 842 og besatte York i 866. »Practically no organized monastic life survived the Danish invasion of the ninth century«. [9130 p.100]
Først med vikingernes mere permanente ophold i landet vandt kristenlivet igen frem i England. Denne periode i anden halvdel af 900-tallet kaldes for The Monastic Revival og forbindes med hovedpersonerne Dunstan, Æthelwold = Ethelwold og Oswald:
• Dunstan af Canterbury levede ca. 909 til 19/5 988. Han blev født ved Glastonbury i en familie med forbindelse til kongeslægten og blev som voksen abbed i Glastonbury i 943, biskop i Worcester 957 og i London 959 og sluttelig ærkebiskop i Canterbury fra 960 (959). Fra 955 til 957 var han udvist fra England og studerede ved klosteret i Blandinium / St. Peter's Abbey på Blandijn Berg ved Ghent i Flandern. Dunstan blev senere helgenkåret med festdag den 19/5.
Fra sin ungdom blev Dunstan oplært i Glastonbury kloster, der kunne fremvise en af de største bogsamlinger i landet og havde forbindelser med og fik besøg fra irske klostre og modtog bøger fra den keltisk-religiøse verden, som den lærdomssøgende unge munk studerede. Dunstan flyttede tidligt til sin onkel Athelm, ærkebiskop i Canterbury fra 914 til 923, men kom senere til Winchester som præst ved biskoppens embede, og han underviste i nogen tid (nøjagtigt hvornår vides ikke) ved klostret i Glastonbury. Efter kong Athelstand døde 939 blev han rådgiver ved efterfølgeren Kong Edmunds hof, men faldt i unåde og blev tilgivet og fik embedet som abbed i Glastonbury 943. Her fik han opgaven med at opbygge klostret og modernisere det, selv om det stadig var St. Benedikt af Nursias Regula, der var "grundloven". Det var i denne periode, at han fik den lidt yngre Ethelwold ind som klosterbroder, og som han senere kom til at arbejde tæt sammen med med de nye engelske regler under vejs for klosterorganisationen i England.
Dunstan bedømmes både af hans samtid og senere biografer som være karismatisk og inspirerende for andre, intelligent og med evnen til at vinde andre for sine initiativer, og som aktiv ærkebiskop i Canterbury kom han til at organisere den "nye monachisme" i England. Han kom specielt i kong Edgar I's tid til at spille en vigtig rolle i engelsk kristendom.
• Æthelwold = Ethelwold, eller Aethelwold, levede fra 912 til 984. Han blev oplært som elev af Dunstan og uddannet i Glastonbury og blev senere abbed i Abingdon lidt syd for Oxford. Da var klostret forfaldent, og han viste sine organisatoriske evner og fik det genopbygget og reformeret, men han var ifølge en legende for nidkær og kom i strid med kirken, men en røst fra et krucifiks sagde, at han havde ret og skulle fortsætte sin linje. Ethelwold blev biskop i Winchester fra 963 og kom i 940'erne og frem til at arbejde sammen Dustan og Oswald på klosterfornyelsen i England og var formodentligt den personlige skribent på Regularis Concordia.
Ethelwolds forfremmelse var stærkt betinget af hans lange bekendtskab med Kong Edgar. [ID=2375 p.479].
• Oswald af York levede fra 925 til 29/2 992. Han blev helgenkåret med festdag 28/2. Oswald var angelsaksisk ærkebiskop af dansk slægt og en førende personlighed inden for kloster- og feudalorganisering. Som studerende var han munk i Fleury-sur-Loire Benediktinerklosteret (i byen Saint-Benoit-sur-Loire). Oda = Odo blev ærkebiskop i Canterbury i 942, † 958. Han havde studeret i Fleury og sendte senere sin nevø Oswald samme sted hen. Han hentede derpå den engelske munk Germanus over fra Fleury som abbed i det nye kloster i Westbury-on-Trym ved Bristol ud mod Avonmouth. Oswald blev abbed i Westbury-on-Trym og i Ramsey (i Huntingdonshire) og i 961 biskop i Worcester efter Dunstan og ærkebiskop i York fra 972, men han beholdt samtidigt Worcesterstiftet. Oswald grundlagde flere klostre bl.a. Pershore i Worcestershire (lidt E for Worcester) og Winchcombe i Gloucestershire (15 km ESE for Tewkesbury).
Hvad udvirkede de tre hovedskikkelser i perioden 960-1000?
St. Dunstan, Ethelwold og Oswald havde tilsvarende baggrund, og disse personers præg på det religiøse liv betød, at alle abbeder i England i 970 blev enige om at anvende Gorze-ritualerne. Dette kunne lade sig gøre, fordi Wessexkongerne bifaldt udviklingen.
Periodens Wessex kongefølge var: Edgar 959-975; Edward Martyr 975-979; Ethelred den 2. den Rådvilde 978/9-1016.
Gorze var et benediktinerkloster i Metzstiftet SV for Metz (syd for Luxembourg). Det var grundlagt i 784 af St. Chrodegang, som fik klostrets væsentligste relikvier fra martyren St. Gorgonius (en Wikipediaside giver oplysninger om ham). Klosteret blev reformeret efter 933 af Adalbero I, biskop i Metz 929-962, og det blev toneangivende ikke alene for asketisk livsførelse, men også for »efficient estate management« [Oxf. DCC]. Det blev normalt at beskrive en del liturgiske normer som gorzianske som modstykke til Clunys skik. Gorzianske reformer var bygget på Benedikt af Anianes tanker. Abbederne stillede sig til rådighed som konsulenter for andre klostres reformationer, bl.a. Reichenau og St. Gallen, men de dannede ikke tætte netværk mellem klostrene, som Cluny gjorde.
I 960 - 975 fik kong Edgar (959 - 975), der var den første konge for hele England, gennemført den Benediktinske klosterregel overalt i landet. Befalingen er nedskrevet i Regularius Concordia, som supplement til Benedikts Regel. Regelsupplementet blev samlet af Ethelwold, forelagt og vedtaget på synoden i Winchester i 970c. Oplægget blev antagelig udformet af Ethelwold i hans Regularis Concordia, der følger Aachendekreterne tæt med visse træk taget fra Cluny og Gorze. [9130 p.103]
Der går således en slags rød tråd gennem klosterreglens udvikling fra Benedict af Nursias Regula over Karl den Stores og Ludvig den Frommes standardiseringsbestræbelser for klostrene i det udstrakte Frankerrige. Det teologiske bidrag til dette kom bl.a. fra munken Benedict af Aniane fra klostret Inde (senere kaldet Kornelimünsterklostret). Benedict o.A. var leder af abbedkollegiet, der i Aachen omkring 816 skrev Codex regularum (München Staatsbibl. MS. Clm 28118) og fra Benedict o.A.s hånd alene blev efterfulgt af Concordia regularum.
Den frankiske udvikling af klosterformen havde de tre engelske kirkeledere Dunstan, Ethelwold og Oswald hundrede år senere stiftet nærmere bekendtskab med på deres tvungne og frivillige ophold på kontinentets klostre (Blandinium, senere St. Peters Kloster i Ghent og klostret Fleury i Frankrig), og med kong Edgars støtte efter 959 havde de arbejdet på en engelsk version.
Med Regularis Concordia færdiggjort blev det på Rådsmødet 973 i Winchester med kong Edgar som "formand" vedtaget som det fremtidige ordensreglement gældende for alle engelske klostre.
Regularis Concordia optræder med flere forskellige bøjningsforme i titlen: Regulus Concordia / Regularus Concordia. Her anvendes førstnævnte form som anvendt i David Knowles værker om engelske religiøse ordener, og her forkortet som R.C.. Alle nutidige udgivelser om R.C. benytter som primær kilde de eneste to manuskripter, der er bevaret. De befinder sig på B.L. som MS. Faustina B.III, fol. 159r-198r, og MS. Tiberius A.III, fol 3-27.
R.C. er et samlingsbind af tekster fra mange tidligere værker. Det var sammensat af de tre ledere Dunstan, Ethelwold og Oswald, der også selv havde bidraget med originaltekster; hovedskribenten var Ethelwold, og hjælp blev også ydet fra klostret Blandinium og Fleuryklostret. Indholdet i skrifterne blev vedtaget af konge og synode i Winchester i 973.
Indholdet i R.C.
R.C. har et langt forord med formålet beskrevet ud fra Winchestermødet og forklarer reglerne, som klosterlivet skulle leves under, og som senere blev udstedt i resolutionsform. I tilknytning til reglerne havde Dunstan skrevet nogle anbefalinger godkendt af kong Edgar.
Et hovedpunkt i R.C. var Ethelwolds egen oversættelse af Benedict a. N.s Regula monachorum, der var skrevet på plat-latin lingua vulgaris med indholdet delt i 73 kapitler, hvoraf størstedelen af Ethelwolds oversættelse blev kopieret i R.C. Værket indeholdt også klostrets daglige tidebønner og messer med den liturgi, der skulle følges nationalt. En pointering om de kristne højtider som juletid og påske samt nærmere regler for processioner og ritualer for sakramenterne, kirkesang, chanten, klokkeringning, røgelsesbrug m.v.
Næste afdeling i R.C. indeholdt en række kapitler for afviklingen af de liturgiske funktioner per dag og per år for flere af klostrets funktionslederes pligter. Det kunne fx være de eksakte regler for afvikling af ritualerne ved en munks død og begravelse - eller det kunne være fritagelse for at betale en arveafgift til kongen, hvis klostret besad ejendomsværdi fra en afdød donorherre. Hovedparten af teksterne er afskrifter fra andre skrifter, hvilket var normalen, og mange af Ethelwolds tekster er bevisligt plagiater - fx fra Capitula fra Aachen og fra Regula monachorum fra Isidor af Seville * 560 † 636.
Af særregler besluttet separat for den engelske kirke var fx, at munkene ikke længere skulle se deres hovedarbejde ligge på dyrkning af jorden eller andre opgaver med at fremstille klæder eller handelsvarer til brug ved bytning til andre livsfornødenheder. Hovedsigtet var nu kortjeneste med tidebønner, messer, korsangen - chanten. Resttiden skulle bruges til undervisning, skrivning, dvs. kopiering af tekster til brug i klostret, hvortil der skulle bearbejdes skind til pergament, råstoffer til både blæk og maling, penneskæring, knivslibning m.v.
R.C. indeholdt andre praktiske afvigelser fra B.o.N. Regula or engelske forhold: Det blev tilladt i koldt vejr at holde et rum på klostret opvarmet, og arbejde, der før skulle udføres udendørs i klostergård eller korsgang, måtte nu udføres indendørs i koldt vejr.
Der var særlige regler for den specielle engelske form for klokkeringning (hvilket fik betydning for de fremtidige kirkebygninger, der begyndte at få klokketårne, vesttårne, efter 1066.
Processioner blev nu tilladt at foregå ikke alene i klostret men også fra dette på offentlig vej til sognekirken fx, og civilbefolkningen måtte deltage.
Ved højmesse om søndagen og på festdage måtte civile assistere ved visse af ritualerne.
R.C. indeholdt også en opfordring til at udvide nadveren til "daglig brug".
Noget nyt var også en regel, der senere blev udbredt til mange kirker i mange lande: Det var kravet om, at præsterne ved bestemte tidebønner og gudstjenester skulle medtage bøn for kongen og hans hele slægt. Ligeledes blev valgprocessen for biskopper og abbeder ændret, så munke og kanniker var valgmænd dog med kongen i besiddelse af vetoret ved besættelsen af embeder.
[ID=2012 pp.31-56]
Hvordan udviklede de engelske klostre sig i perioden 960-1000 med stor reformiver?
Klosterreformerne i 900-tallets slutning var af en anden art end de reformer, hvor de religiøse tanker og grundideer ændres. Både på kontinentet og i England var 900-talsreformerne en standardisering af reglerne for livet og processerne i et kloster, men ikke en religiøsitetsændring. Selv om R.C. indeholder døgnets kirketider og bedetider med tidspunkter for sommer og vinter og de enkelte tidspunkters bede- og syngeprogram (kirkechanten), så var reglerne ikke forskellige fra de hidtil gældende, men seriøsitet og adfærd blev strammet op. Reformen var en beslutning om national ensretning, og den blev styret og udført med statsmagten og adelen i samarbejde med biskopper og abbeder.
Historikeren Joachim Wollasch har i The New Cambridge Medieval History, vol. III, 1999, pp. 163-185 skitseret nogle krav til, at der kan tales om en fælles reform til forskel fra en reform i et enkelt kloster, der uafhængigt af andre klostre belsutter at "stramme op" på ritualer og leveregler.
For at man kan kalde forandringer i en klosterorden for en reform, skal den omfatte et større antal klostre i et større område, og ændringerne skal have et fælles formål. I den her behandlede reform spillede kejsermagten på kontinentet og kongemagten i England en betydelig rolle, og i England blev det derfor først muligt at gennemføre reformerne fra det tidspunkt, hvor der kan tales om et fælles land - altså efter Wessex og Mercias sammenlægning (og visse fyrster fra områdets periferi accepterede kongemagten i Wessex, og efter at vikingangrebene aftog, og aftaler kunne opnås med fastboende vikinger.
Derfor blev det især under kong Edgar 959-975, at reformerne blev gennemførte, og genopbygningen af de monastiske samfund i England fortsatte med klosteroprettelser og reformationer til 1066. Når reformerne blev så omfattende, skyldtes det også - for både kontinentet og England - at konger og fyrster af lavere grad så en prestige og en betydning i at have grundlagt og understøttet gode og lærde klostre. Det var fra disse klostersamfund, at der kom uddannede jurister, kirkefolk og administratorer, og det var herfra de højeste klasser i landene kunne få den kvalificerede kirkelige service, som var så vigtigt for de meget religiøse mennesker.
De sekulære kanniker ved mange af de store kirker havde tillagt sig løse leveregler og blev ved reformationerne udskiftet med regulære munke (med præsteordinantion). De regulære munke havde aflagt løfter for livstid om asketiske levevis, cølibat, lydighed og stabila (stedsforblivenhed). Der var også i reformerne et vist pres for at få de eremitiske munke til at indordne sig i koinobistiske samfund, helt i tråd med magthavere i den civile eller kirkelige verden. Magthavere kan nu en gang bedst lide organiserede grupper under lederstyring frem for individualister, der trækker i hver sin retning.
De tre toneangivende klostre
De tre vigtigste klostre var Glastonbury, Abingdon og Ramsey. I forbindelse med Glastonbury virkede Dunstan. Fra Abingdon virkede abbed Ethelwold, og fra Ramsey virkede Oswald. Fra disse klostre udgik reformgrupper til mange nye grundlæggelser og en del reformeringen af eksisterende klostre og stiftskirker. Efterfølgende noteres nogle detaljer for udviklingen med udgangspunkt fra hvert af hovedklostrene.
Glastonbury
Glastonbury var forfaldent og havde i mange år ikke fungeret som et regulært kloster. Dunstan blev abbed i 943. Han fik genopbygget klostret og fik efter Kong Edgars kroning oprettet flere klostre. Inden Kong Edgar kom til magten, medvirkede han til at hans elev Ethelwold i 954 blev abbed i Abingdonklostret, der lige som Glastonbury var forfaldent - se nedenstående om hans indsats.
Dunstan forblev ikke abbed så længe, før han blev biskop og senere ærkebiskop 960 i Canterbury, men han vedblev at medvirke ved Glastonburys udvikling.
Malmesbury Abbey. Et af Dunstans tidligste reformarbejder blev i samarbejde med Kong Edgar at reformere Malmesbury Kloster, hvis første grundlæggelse var omkring 676. Det var indviet til SS Peter og Paul, og den første abbed, Aldhelm, var Wessexkongen Ines nevø. Både moralen og fabricaen forfaldt, men klostret var stadig aktivt i 941, hvor Wessexkongen Athelstand, † 939 (W26), blev begravet i kirken.
Reformationen blev indledt c. 960, hvor kannikerne blev udvist af kirken og erstattet med regulære munke.
Westminster. Begyndelsen var en grundlæggelse omkring 960 på Kong Edgar og Dunstans initiativ. Et mindre antal munke blev udsendt og dannede et kloster indviet til apostlen St. Peter. Navnet Westminster kom først på tale, da Kong Edward, † 1066-01-05 (W34), i 1042 til 1052 besluttede at bygge en ny større kirke end den lille klosterkirke, og denne kirke fik navnet West Minster til forskel fra kirken i Østlondon, St. Paul's Cathedral = The East Minster. Det betød samtidig et noget forstørret og mere betydningsfuldt kloster i West.
Canterbury. Det allerede eksisterende kloster indviet til SS Peter and Paul, grundlagt første gang 598, lå lige uden for bymuren i Canterbury og blev også reformeret via Dunstan, der på dette tidspunkt sad som ærkebiskop i byen. Det er uvist, om klostret havde kanniker ved reformationens begyndelse, men i hvert fald var det regulære munke, der var mandskab efter reformationen ifølger R.C.s nye bestemmelser. Dunstan besluttede i 978, at klostret navn skulle udvidet til også at omfatte missionæren St. Augustines navn, så klostret nu fik tre skytshelgener og derefter generelt blev kaldt St. Augustine's Abbey.
Måske lidt før Dunstan blev ærkebiskop eller tidligt efter hans udnævnelse blev endnu et kloster oprettet eller reformeret i Canterbury. Det knyttede sig til domkirken og fik navnet Christ Church Priory. Hvis det blev oprettet inden Dunstans "regering", havde det muligvis kanniker tilknyttet kirken (under ærkebiskop Oda † 958;), og et regulært kloster med munke til at betjene både kloster og kirke blev måske først reelt nærmere årtusindskiftet, år 997 er nævnt i Knowles p.721.
En hel række mindre klostre blev også reformeret mellem 970 og 980'erne: Bath, Athelney, Mulcheney, Milto, Exeter, Horton, Cranborne, Tavistock og Sherborne.
Abingdon
Kong Edward udnævnte i 960 Ethelwold, kongens huslærer, til biskop i Winchester, hvor han bortviste de gifte kanniker og indsatte munke fra Abingdon syd for Oxford (i dag ligger byen ved A34). Han havde tidligere som abbed i Abingdon reformeret dette kloster i 954, hvor også en del af bygningsværket blev restaureret eller nyopført.
Fra Abingdon blev reformeret eller oprettet klostrene i efterfølgende lokaliteter. Hvor der var kanniker, der ikke fulgte Benedikt af Nursias Regula, blev de udskiftet med regulære munke fra de allerede reformerede klostre:
Winchester Old Minster 964, Winchester New Minster 964-965, og fra disse to klostre blev reformationen udbredt til Cerne 987 og til Eynsham 1005. Fra Cerne gik der broderlig forbindelse til Abbotsbury og fra Eynsham til Stow. Peterborough (= Medehamstede) 966, hvorfra bevægelsen fra både Peterborough og St. Albans-gruppen bredte sig til Burton 1002 og Coventry 1043.
Fra Peterborough blev klostret i Thorney grundlagt 972-973 og havde altså ikke behov for denne R.C. reformation. Ely 970, hvorfra Bury St. Edmunds, oprindeligt stiftet 633, reformeret 1020-1022. Bury havde også forbindelse til klostret i St. Benet's of Holme oprindeligt grundlagt i 600-tallet i Norfolk og reformeret 1020. Chertsey Abbey, indviet til St. Peter 666 på initiativ af Erkenwld, senere biskop i London, og nu reformeret c. 970.
Forbindelsen til klostret i Croyland, der reformeredes c. 966 er uklar. Reformtilskyndelsen kan være kommet fra flere sider.
Forbindelserne til de i næste afsnit nævnte klostre i Pershore, Evesham og St. Albans kan være kommet fra Abingdon, men jeg har valgt at sætte dem under Ramsey.
Ramsey Abbey
Da reformationsbølgen i 900-tallet satte ind under Kong Edgar blev Oswald i 962 abbed i det mindre kloster i Westbury-on-Trym, lidt nord for Bristol ved Trymfloden, der løber ud i Avon og Bristolbugten. Westbury havde formodentligt præster, der levede i ægteskab, indtil Oswalds tid. Fra Westbury, der af forskellige årsager var et mindre velegnet sted, blev klostret flyttet til Ramsey i Cambridgeshire, mens Westbury efterhånden igen blev en menighed med kanniker og et college.
Ramsey Abbey blev grundlagt 966 på land skænket og Oswald af Worcester, senere ærkebiskop i York, der var hovedinitiativtageren. Fra Ramsey blev grundlagt eller reformeret klostrene i: Winchcombe c. 972. Pershore, grundlagt 689 og reformeret c. 972. Worcester, hvor klostret først kom c. 691 og reformeredes 974-977. Evesham, grundlagt 701 og reformeret mellem 975 og 995. St. Albans, hvor Offa af Mercia grundlagde et dobbeltkloster i 793. Ved reformationen i 970 blev kannikerne afvist, og munkene kom til.
Fra enten Winchcombe eller Worcester eller begge blev reformeret / grundlagt kloster i Deerhurst og i Gloucester c. 1022.
For nonner opstod konventerne Ramsey, Shaftesbury, Wilton og Nunnaminster i Winchester.
Vikingernes permanente ophold i 900-tallets anden halvdel
Den mest produktive periode under vikingestyret kommer efter kong Knuds tronbestigelse i 1016 († 1033). Han var kristen og opsat på at skabe et organiseret rigsfællesskab. Knud tog mod råd fra Wulfstan, ærkebiskop i York (1002-1023) og rejste med sin første dronning, Aelgyfu, på pilgrimstur til Rom i 1027 og deltog i kroningen af kejser Conrad II af Bayern = Conrad V af Franconia (1024 - 1039). Ved hjemkomsten udstedte Knud befaling om betaling af Peter's Pence, hvilket var den direkte anerkendelse af pavesædets overhørighed for kirkelige forhold i landet.
Det kulturelle center i landet var flyttet sydover med vikingernes hærgen, og de ødelagte kultur- og manuskriptcentre i Nordengland blev ikke, efter vikingerne var faldet til ro, genåbnet. Til gengæld var der centre i det sydlige af landet, der tog arven op og frembragte betydelige værker, som er overleveret til os. Fx kendes:
Bosworth Psalter,
Sherborne Pontificial,
Benedictional of Saint Ethelwold og
Grimbald Gospels.
Winchester Bible.
De er alle på latin og bortset fra Bosworth Psalter, der er skrevet med insularskriften, er de skrevet med den karolingiske minuskelskrift.
På gammelengelsk blev der skrevet prædikensamlinger, bl.a. kendes Catholic Homilies af Aelfric, abbed i Eynsham i Oxfordshire. Der kendes også to sæt latinske teologiafhandlinger oversat til engelsk, og senere skrev Aelfric Lives of the Saints. Disse værker blev skrevet 990-994. Omkring 1014 skrev Wulfstan værket Lupi ad Anglos en opfordring til englændere om at gøre bod; det var et aktuelt værk, der udkom, mens kongerne Knud og Ethelred kæmpede om magten.
Fra 1066 til 1350 kan den engelske kirke karakteriseres som den Normanniske Kirke. Kirken blev i denne periode en integreret del af landets styrelsesfunktioner, hvilket betød, at den greb ind i livet på alle niveauer - i alle klasser, i alle begivenheder og i alle udviklinger. Kirken var med fra fødsel til død, i juridisk liv, i uddannelsen, i familielivet, i arbejdslivet. Især skal det bemærkes, at kirken deltog i lovgivning og domsretten i næsten total grad.
Stiftsorganisation og -opdeling blev med få ændringer bibeholdt:
Carlisle blev stift i 1133
Nogle stifter flyttede bispesædet fra små byer til områdets »hovedstad«:
Crediton flyttede til Exeter
Dorchester flyttede til Lincoln
Selsey flyttede til Chichester
Sherborne flyttede til Salisbury
Thetford flyttede til Norwich.
Sogneinddelingen skete først efter normannernes ankomst. Opførelsen af gårdkirker ligeså, og disse er hovedsageligt bygget af enkeltpersoner, der rådede over tilstrækkelige værdier til at bære omkostningerne = egnens matador. Normannerne bragte også stenkirketraditionen med sig. Der var tidligere stenkirker, men de var få, og hovedparten af de prænormanniske var trækirker, der ikke har efterladt spor. Westminster Abbeys opførelse begyndte i denne periode [se 5339, A House of Kings af Carpenter].
Normannerne kom med deres egen ærkebiskop, Lanfranc, der havde været hertug Williams rådgiver fra ca. 1050. Lanfranc faldt en overgang i unåde (ca. 1052) på grund af Williams ægteskab med sin slægtning Matilda af Flandern, der var for tæt beslægtet med gommen. Unåden var dog ikke mere alvorlig, end det var Lanfranc, der i 1059 fik pavens dispensation til ægteskabet, og dermed blev interdiktet mod Normandiet hævet. Slægtskabsforholdet er ikke meget omtalt, og ingen kilder anfører nærmere om det, og [EB] skriver »af ukendte årsager«.
• Lanfranc blev født i Pavia omkring 1005 og døde 24/5 1089 i Canterbury. Han kom som ung i skole i Avranches i Normandiet, hvor han udmærkede sig som lærer. Han gjorde sig bemærket ved konciliet i Rom i maj 1050 og senere samme år på konciliet i Vercelli om kætteriet, som Berengarius af Tours begik omkring tesen om transsubstantiationen. Denne kamp fortsatte i Tours i 1055 og i et Laterankoncilium i april 1059. Lanfranc skrev ca. 1080 De corpore et sanguine Domine. Han blev i 1066 abbed i Caen i St. Stephenkirken.
Lanfranc arbejdede ved synoden i Winchester i 1076 for cølibatet og fik gennemført en forordning for England om, at ingen gifte mænd kunne blive præster eller diakoner. Det var i Lanfrancs tid, at mange stiftsbyer flyttedes fra småbyer til de større handelsstæder - se ovenstående skema.
Da ærkebiskoppen i Canterbury, Stigand, i 1070 blev afsat pga. simoni og valgtekniske problemer, hentede kong William Lanfranc til ærkesædet, og han blev 29/08 1070 indsat af Londons biskop.
Lanfranc insisterede på Canterburys overøvrighed mod York og nægtede at indsætte Thomas af Bayeux som ærkebiskop i York, før denne havde accepteret Canterburys førertrøje (1072). Striden mellem Canterbury og York fortsatte, og først ca. 1350 overgav York sig endelig og accepterede Canterburys førerstilling.
• Anselm af Canterbury blev født i Italien i Aosta i 1033 eller 1034 og døde den 21/4 1109. Han blev helgenkåret ca. 1163 og har festdag den 21/4. Anselm anses ofte som grundlæggeren af skolastikken. Han var en stor latinist og klar i sproget. Han indgik i 1057 i Benediktinerklosteret Bec mellem Rouen og Lisieux i Normandiet, hvor han studerede under Lanfranc.
Anselm tilbragte en rum tid i Rom, Lyon, Cluny og Avranches. Han blev prior i Bec 1063 og abbed samme sted 1078. I 1077 udgav han Monologium - en teologisk traktat, der forsøger at bevise Guds eksistens ud fra logikken. Under en rejse til England for at grundlægge et kloster i Chester blev han af William II Rufus (1087-1100), søn af William Erobreren, udnævnt til ærkebiskop i Canterbury i marts 1093, hvor embedet havde stået ledigt siden Lanfrancs død i 1089.
Før Anselm accepterede udnævnelsen, krævede han, at William gav stjålet kirkegods tilbage. Det var snuppet, mens ærkesædet var vakant. Endvidere forlangte han, at William anerkendte pave Urban II og ikke modpaven Clement III. Pga. sygdom og frygt for døden indvilligede William, og Anselm blev viet 04/12 1093. Da kongen blev rask, krævede han værdierne tilbage, Anselm nægtede, da det ville ligne simoni, William nægtede så Anselm ret til at rejse til Rom efter palliet. Derefter beskrives i den følgende tid en række skænderier og andre drengestreger mellem de to.
Striden mellem konge og ærkebiskop fortsatte, og Anselm blev en overgang tvunget ud af landet. Mens han var i udlandet udviklede han sin tese om pavens øverste myndighed over alle verdslige fyrster, inkl. konger og kejsere, og frigjorde derved indirekte alle kirkelige embeder for kongernes indblanding, og i særdeleshed mente han, at kirketjenerne skulle være frigjorte fra kongelige forsøg på at bestemme kirkelige embeders besættelse og kirkens værdier. Da kong Henry I (1100-1135) anmodede Anselm om at returnere, bragte han sine ideer med til England, hvor de fik blivende og stor betydning helt til reformationen. Hans ideer går under navnet High Georgian.
Da Anselm forlod England, havde han medbragt sit ufærdige manuskript til Cur Deus Homo = Hvorfor blev Gud til Menneske, med sig, og efter konciliet i Bari gjorde han ophold i Liberi ved Capua og fuldførte manuskriptet i 1099. Tesen heri er menneskets evige syndstilstand mod Gud, som kun kan sones ved Jesus offer, som vi kan blive part af gennem dåben og nadveren.
Anselm vendte tilbage til England efter William II var død under jagt, og broderen Henry I blevet konge og havde brug for forsoning med kirken. Anselm blev genindsat i Canterbury, men freden holdt ikke længe, og fra 1103 til 1106 var Anselm igen i eksil over investiturspørgsmål. Om investiturstriden se nærmere under Wormskonkordatet.
I 1105 indgik kongen og Anselm et kompromis i Bec og ratificerede i 1107 aftalen i Westminster, hvorefter kong Henry I modtog en biskops eller ærkebiskops troskabsløfte eller accept af sin verdslige overhøjhed, og biskoppen fik til gengæld overrakt de indtægtsgivende værdighedstegn som fx len og landområder, eng. temporalities. Derefter blev den nyudnævnte biskop indviet i kirken af en anden gejstlig med myndighed hertil og fik da de kirkelige værdighedstegn som bispestav og bispering.
En del af domkapitlerne blev organiseret som sekulærkapitler, dvs. uden tilknytning til et kloster, hvilket de øvrige var. Sekulærkapitlerne var:
Chichester,
London,
Exeter,
Salisbury,
Hereford,
Wells,
Lichfield,
York og
Lincoln
Disse inddelinger forblev stort set uændrede til det 19. årh. Derimod ændrede ritualerne sig med normannerne og fik nyt indhold fra både normannisk og angelsaksisk side samt gennem praktisk brug i de tre store centre: York, London og Lincoln.
De ansatte kanniker dannede i hvert domkapitel et samfund styret af udnævnte »afdelingsledere«, bl.a.: Dean,
Precentor,
Chancellor og Treasurer.
Ved siden af rådgivning til biskoppen foregik en del undervisning ved domkapitlerne. Kannikerne levede af præbender eller andre kirkelige indtægter fra afgifter og tiender. Efter reformationen og til puritanernes ændringer skulle de fire ledende og enkelte andre af kannikkerne bo ved domkirken i mindst to-tredjedele af året. Havde de andre stillinger, eller var deres præbend beliggende langt væk, så fungerede et system med vikarer for den egentligt udnævnte indehaver af et embede.
I klosterkapitlerne var stillingerne besat af munke. Disse kirker var ofte kendelige på deres meget kraftige lektoriemur, chancel screen / rood screen, der adskilte den civile menighed fra munkenes eller de regelbundne klerkes del. Efter reformationen blev disse domkirker reorganiseret som de ovenfor nævnte sekulære domkapitler.
England lå i middelalderen meget langt væk fra Rom både med hensyn til direkte transport og for kommunikation, og den engelske kirke administrerede bl.a. derfor sit område med en stor grad af selvstændighed. Der var tradition for at rejse til Rom, hvis man skulle have en dispensation for uægte fødsel eller en fysisk deformitet (hvilket var nødvendig for at få et embede i kirken) eller mægling i kirkesager, men pga. den lange rejse fik engelske ærkebiskopper og biskopper ofte fuldmagt til at handle og dømme på pavens vegne.
Kikrkeret
I det hele taget var paven tilbageholdende med at gribe ind, hvilket viste sig ved striden mellem kong Henry II og Thomas Becket, og mellem kong John (1199-1216) og munkene i Canterbury over valget af en ærkebiskop. I sidste tilfælde blev John dog ekskommunikeret for en periode. Ofte var der stridigheder mellem herremand og biskop om retten til domsmagten. Var en kirke ejet af en jordbesidder, og dens præst gik på krybskytteri - måske sammen med lægfolk, så ville sidstnævnte blive hængt, mens præsten ville forlange at blive dømt af en kirkeret. Kirkeretten dødsdømte ikke og afsagde ikke lemlæstende domme for verdslige foreteelser (men dog for kætteri). Syndige sjæle ville derfor altid prøve at komme under en kirkeret.
Efter Williams erobring 1066 blev der oprettet flere klostre, tidligst grundlagdes Battle Abbey ved Hastings. De var alle Benediktinersamfund, der indtil 1200-tallet forblev separate samfund uden det fra andre ordener kendte moder-datterkloster-tilhørsforhold. Derimod var der flere fremmede datterklostre, »alien priories«, i England, bl.a. af Bec og Fleury. Enkelte aflæggere af engelske moderklostre fx Tynemouth fra St. Albans kendes også.
Fra midten af det 12. årh. blev udenlandsk indflydelse mere mærkbar. Med undtagelse af klostrene Lewes og Bermondsey blev Cluniacenserne ikke udbredte i England. Cistercienserne derimod fik stor indflydelse og udbredelse. Cistercienserklostrene blev ofte lagt langt ude på landet i grænseområder til Wales og i Northumbria, ofte i naturskønne områder. Deres første kloster var i Waverley fra 1128. I 1200-tallet var der 75 Cistercienserklostre i England. Fx fik Rievaulx, der er fra 1131, oprettet datterklostre i Melrose og Warden inden 1137, Dundrennan i 1142, Revesby i 1143 og Rufford i 1148.
Stephen Harding
•
Englænderen Stephen Harding er en af de betydende skikkelser i Cistercienserordenen. Stephen Harding blev født i 1060 og døde 28/03 1134. Han blev helgenkåret i 1623 med festdag den 16/07, og han blev den tredje abbed i Citeaux = Cistercium. Harding blev uddannet i Sherborne Abbey i Dorset mellem Bristol og Weymouth, og flygtede til Skotland efter 1066 og kom derefter til Paris og foretog derfra pilgrimsrejse til Rom og blev senere optaget i Molesmeklosteret og tog her navnet Stephen.
Han forlod 1098 Molesme sammen med andre utilfredse munke og grundlagde under deres leder Robert klosteret i Citeaux. Her blev han abbed i 1109 og grundlagde flere underklostre, bl.a. Clairvaux, hvor han indsatte Bernhard som abbed. Stephen holdt fast i Cisterciensernes simple arkitektur.
I det 12. årh. var også Augustinerkorherrerne populære. De fik betydning for uddannelsen af teologer og grundlage hospitaler mange steder. De fungerede bl.a. i: Merton
St. Mary de Pratis i Leicester og Carlisle Cathedral Priory
Augustinerne, Black Canons, kom til Colchester i 1106 som en regulær korherreorden og omfattede på sit højeste 218 stiftelser, hvoraf de 170 forblev aktive til reformationen. Deres eneste kirke, der blev katedral, er Carlisle, grundlagt 1093 og 1101 som regulært Augustinerhus, der blev katedral i 1133 under Henry I med Athelwald som første biskop. Kirken brændte i 1292 og i 1392 så kun en lille del af det romanske skib står endnu, tårnet er fra 1401. Augustinernes livsførelse er bl.a. kendt fra det overleverede ordensreglement fra Barnwellklostret i Cambridgeshire.
Også afdelinger af Karteuserne og Præmonstratenserne fandtes samt en enkelt lokal orden: Gilbertinerne der aldrig bredte sig ud over mere end Østengland. Karteuserne (Carthusians og klostrene: Charter-houses) havde i det 12. årh. ni klostre i England. Gilbertinerne var hovedsageligt nonner, der ellers ikke var så talrige i England. Præmonstratenserne fik oprettet ca. 30 huse i England. Ordenen i England blev i 1512 eximeret fra moderklosteret og direkte underlagt ordenens største hus i Welbech.
Gilbertinerne blev grundlagt af præsten Gilbert af Sempringham i Lincolnshire ca. 1131. Klostrene var dobbelthuse, hvor mændene fulgte Augustins regel og kvinderne Benedikts. Ordenen havde et overhoved for alle huse, og han godkendte alle optagelser. I Gilberts levetid blev oprettet 13 huse med ca. 700 kanniker og 1500 nonner. Ved reformationen var ordenen vokset til 26 klostre.
Gilbertinernes kirker var delt med en mur på langs gennem skibet, så nonnernes halvdel på denne måde var adskilt fra mændenes. På grund af nonnernes overtal er det usikkert, om muren har været gennem skibets midterakse, da nonnerne nødvendigvis må have krævet mere plads end mændene. Muren var kun til over hovedhøjde, så nonnerne kunne følge med i messen m.m. Forbindelsen mellem de to afdelinger var i øvrigt reduceret til en fingerbred sprække i samtalerummet og med en foranstillet plade, så ingen indsigt kunne fås fra nogen af afdelingerne. Genstande blev udvekslet på en drejeplade indrettet, så intet kunne ses på den anden side.
Johanitterordenen fik sit første engelske kloster ca. 1100. Ordenen fik efterhånden 53 satellithuse og ordenens overhoved, the grand prior, sad i Overhuset.
Dominikanerne ankom til England 1221, Franciskanerne i 1224, Karmelitterne i 1240 og Augustinerbrødrene - ikke at forveksle med augustinerkannikerne - 1248 eller 1249 i Clare Priory i Suffolk ved floden Stour. Deres første afdeling i Oxford blev grundlagt i 1266, hvor nu Wadham College ligger. [Ovenstående statistik fra Crossley 9153, p.6ff]
De vigtigste nonneklostre var: Amesbury Benediktinere Lacock Augustinere Romsey Benediktinere Shaftesbury Benediktinere
I perioden 1215 til 1350 fik det fjerde laterankonciliums vedtagne forordninger om, at ethvert menighedsmedlem skulle have et
årligt skriftemål og en
årlig nadver i påsken.
Dette fik betydning for kirkeorganisationen i England, da sådanne påbud nødvendigvis må følges op med forskellige former for registreringer, der krævede etableringen af et bureaukrati.
Fra konciliet lå også forordninger vedtaget om, at
embeder skulle genbesættes inden tre måneder med en eksamineret og godkendt kandidat, at
kirkebygninger og udstyr skulle vedligeholdes passende, og at
alle ægteskaber skulle indgås i overværelse af en præst efter passende lysning.
Hugh i Lincoln
• Fra 1198 havde der været ført registreringer over beslutninger, udnævnelser, forudbetalinger etc. Noteringerne blev foretaget i paveembedets forskellige afdelinger. Dette bureaukrati havde påvirket lokale ærkebiskopper til at oprette egne registre for personnel og pekuniære sager. Der blev altså ansat kontorister og arkivarer, og der blev indrettet arkivrum og kontorer og indsamlet dokumenter, og fra biskop Hugh af Wells, † 07/02 1235, fik tildelt embedet i Lincoln, er der ført register over alle engelske biskoppers acta.
Bemærk der er to biskop Hugh i Lincoln. Den tidligste døde i 16/11 1200 og blev helgenkåret i 1220. Den her omtalte, er den anden Hugh, der blev biskop i 1209 og kom fra en stilling som domprovst i Wells.
Den første Hugh af Lincoln var fransk af fødsel og levede fra 1140 til 16/11 år 1200. Hugh blev optaget i La Grande Chartreuse ved Grenoble, præsteviet før 1170 og biskop i Lincoln fra 1186. Han var den første Kartusianermunk, der blev helgenkåret, festdag 16/11. Kong Henry II (1154 - 1189) udnævnte ham til prior i det første Kartusianerkloster i Witham i Essex mellem Colchester og Chelmsford. [Se 5134 Saint Hugh of Lincoln af J. A. Froude, 1870/1959].
En væsentlig effekt af stiftsadministrationen var den kontrol, der med dette registreringsværktøj fra dokumenter, kunne føres med sognepræsterne. Sognene vandt derved. Der kom ordnede forhold for ordentlige præster, deres afgifter blev opkrævet, og der blev råd til flere kirkelige funktioner i de enkelte sogne.
I det 13. århundrede kom Dominikanerne og Franciskanerne til England. Som på kontinentet var de opsøgende og omrejsende, og de blev ofte velsete gæster. Der blev en tradition for, at kongefamilien valgte en tiggermunk til skriftefader.
På undervisningsområdet spillede munkene også en væsentlig rolle. Oxford og Cambridge var grundlagt, men det var først i sidste halvdel af 13. årh., at de fik bygget kollegier til underbringning af eleverne. Alle fire fakulteter: jura, medicin, teologi og humanities (arts) var 100 % kirkestyret, og fakulteternes arbejde var meget konservative i både form og indhold. Et tegn på konservatismen og lovlydigheden i kirkesager i samfundet kan ses gennem fraværet af kættersager i England. Der var ganske sjældent kirkereformatorer endsige kirkeoprør i perioden. Det er lærde som de nedennævnte, der præger periodens kultur og universitetsmiljø:
• John af Salisbury, født mellem 1115 og 1120, død 25/10 1180. Han gik i klosterskole i Frankrig under Peter Abelard (1136) og blev en dygtig latinist. Senere fik han stilling som sekretær hos Thomas Becket, der da var biskop i Chartres i 1176. Tilbage i England blev han udsending ved pavehoffet og tjente i øvrigt ved det engelske hof, hvor han senere blev uvenner med kong Henry II, der mente, John arbejdede for en fri kirke. Det førte til udvisning i 1163, kort før Thomas Beckets udvisning. John opholdt sig i Frankrig i klosteret Saint-Rémi i Reims [8740, Saint-Remi of Reims Basilica].
John var en flittig debattør og skribent. Hans hovedværker er Historia pontificalis (1163), Policraticus (1159), Metalogicon (1159). John vendte tilbage til England 1170 og var til stede i Canterbury, da Becket blev myrdet 29/12 1170. Derefter forberedte han udgivelsen af Beckets biografi og korrespondance. Han deltog i det tredje Laterankoncilium.
• Robert Grosseteste levede fra 1175 til 9/10 1253. Fra 1215 til 1221 var han ansat ved Oxford Universitet. Op til sin biskopudnævnelse i Lincoln fra 1235 var han lektor for Franciskanerne. Han blev bispeviet i 1236 i Reading af St. Edmund Rich, ærkebiskoppen i Canterbury. Hans lære var en blanding af neoplatoniske og aristoteleske ideer, og han søgte i sine skrifter efter rationelle sammenhænge og forklaringer på både observerbare ting og religiøse begreber. Han skrev kommentarer til Aristoteles, Posterior Analytics og Physic og oversatte Aristoteles' Ethics til engelsk fra græsk. Han fastholdt kirkens overmyndighed mod staten og kritiserede kirken for selv at bruge midler beregnet på menighedens sjælesorg og pleje. Endnu en detalje om hans virke her.
• William af Ockham, (Occam), også kaldet William Ockham - the venerable enterpriser = Venerabilis Inceptor, eller Doctor Invincibilis levede fra 1285 til ca. 1349. Han var Franciskanermunk, teolog, politisk skribent, senskolastiker og anses som grundlægger af »Nomialismen«, dvs. en lære om tegn og betydning, der kun anser navne at have den betydning, som vi giver dem ved at knytte dem til individuelle ting og begreber. Williams interesse lå hele livet omkring begrebet logik.
William blev optaget i ordenen, mens Frans af Assisis tanker om fattigdom blev diskuteret. Williams opfattelse af religion på et fra logikken fjernet niveau gav han i udsagn som: »Guds frelse er gratis og gives ikke ved kræmmerhandler med ham, hvilket allerede ses på Guds totale skaberværk«.
William studerede i Oxford og underviste ud fra Peter Lombards Sentences, der var den officielle teologiske lærebog på dette tidspunkt. Hans lære blev afvist af universitetet, som han forlod uden at have fået sin master degree, og han forblev en »undergraduate« = inceptor = begynder. 1324 rejser han til Avignon på pavens opfordring.
I Avignon fremsatte han igen sine fattigdomsidealer og argumenterede ud fra Jesu disciples fattigdom og om, hvorledes de afviste ejendom og brug af ejendom, eller kun afviste ejerskabet, men ikke brugen af ejendom i videste forstand. Han var allieret med John Lutterell, der var Williams tidligere universitets "chancellor" og også var flygtet til Avignon, og ordenens general, Michael af Cesena, og disses kamp var rettet mod pave Johannes XXII. Enden på sagen blev, at Michael og William måtte flygte til det Bayerske Hof hos kejser Louis V af Bayern (Wittelsbach) (1314 - 1347), der var ekskommunikeret, hvilket William også blev. William døde i et kloster i München 1349c.
• John Duns Scotus, franciskaner uddannet i filosofi og tilhrte skolastikerne retning. Han gjorde sig til talsmand for læren om Marias ubesmittede undfangelse, dvs. Maria var uden synd (= uden samleje), og at menneskeliggørelsen af Guds søn ikke som årsag havde, at mennesket havde syndet. Endvidere at viljen er stærkere end intellektet, at kærlighed er stærkere end kundskab, og endelig at Himmerigets væsen er sublimeret kærlighed mere end synet af Gud (hvad det så end betyder).
John Duns blev født i Skotland og uddannet i Cambridge og Oxford, men ellers vides ikke meget om hans baggrund. Han underviste 1288 - 1301 ud fra tesen om, at teologi ikke er spekulationer, men en praktisk videnskab om Gud, og at menneskets fremmeste mål er forening med Treenigheden gennem kærlighed. Han skrev bl.a. Tractatus de primo principio = A treatise on God as first principle. Han blev ordineret af Oliver Sutton, biskop i Lincoln, som Oxford Universitet hørte under, i St. Andrew kirken i Northampton den 17/3 1291. Da Duns var færdiguddannet i Oxford blev han lektor ved universitetet i Paris, men da universitetet i 1303 blev lukket pga. strid mellem kong Philip IV og pave Bonifatius VIII, tog Duns pavens side og blev sendt i eksil formodentlig i Cambridge, men han var tilbage i Paris i 1304 og blev master der i 1305. Efter at have udgivet en del publikationer blev Duns i 1307 professor i Köln, hvor han døde og blev begravet i Franciskanerkirken (Minoritenkirche).
Udgivelsen af lærebøger spillede en rolle for disse teologer. Magt og prestige var også dengang betydningsfulde elementer, og de ambitiøse »beskedne« munke kunne med ders forfatterskab blive kendte i den lærde verden gennem afskrifter af deres værker. Det kan derfor være interessant at kende til forskellene i visse betegnelser for tidens lærde værker. Duns Scotus underviste efter sine Lectura Oxoniensis, derefter reviderede han teksterne og udvidede dem med publikation for øje. Denne udvidede version kaldtes for Ordinatio Oxoniensis. En Ordinatio kunne også være dannet ud fra et studenteressay over lektien; den ville da være kaldt en Reportatio Oxoniensis. Hvis denne Reportatio blev rettet af læreren, blev den til en Reportatio Examinata Oxoniensis. Når værkerne blev udgivet, blev de til Ordinatio eller Opus Oxoniensis.
Sekulære institutioner
Fra omkring 1300 begyndte som led i ridderidealerne en oprettelse af sekulare kirker, ofte organiseret som fyrsteforvaltede collegiate chapels. De havde flere formål, men hovedsigtet var at give kongens og fyrsternes krav på andres landområder etc. et skær af legitimation ved hjælp af kirkens velsignelse til erobringstogterne, der gerne kaldes for The Just Wars.
Det kendteste collegiate chapel er St. George's Chapel i Windsor. Det blev i 1348 skabt af kong Edward III ved at omdedikere det allerede af Kong Henry III i 1240'erne byggede kapel indviet til Edward the Confessor, så det nu blev til en kollegiekirke indviet til Sankt George, der jo meget passende også var skytshelgen for krigerfolket. Et tilsvarende kapel med sekulære kanniker blev dannet i London i Westminster og indviet til St. Stephen. Her fungerede kapellet senere som samlingslokale for House of Common, indtil Parlamentets brand i 1834.
St. George Chapel i Windsor tjente desuden som ordenskirke for den ligeledes i 1348 indstiftede hosebåndsorden - Order of the Garter. På helgenens festdag i april samledes hosebåndsridderne hvert år til messe, og når en ordensbærer døde, blev hans våben ophængt i kirken. Andre eksempler på tilsvarende ordenskirker findes i Frankrig for ordenen The Golden Fleece, og i dag ses en tilsvarende dedikation af kapeller ved hovedparten af de engelske regimenter.
Når kongen havde indstiftet en kapeloprettelse, hvor han selv kunne bestemme kannikernes indsats uden om biskoppers indblanding, så smittede eksemplet af på den højeste adel, der gjorde ligeså. Det tidligste kollegiekapel var allerede oprettet i 1150'erne af kong Stephens broder, biskop Henry de Blois, i Marwell i Hampshire. I 1355 grundlagde hertug Henry of Lancaster et kapel i Newarke ved Leicester, og i 1362 grundlagde Lord John Cobham et kollegiekapel med fem kanniker i Cobham i Kent.
St. George's Chapel blev senere ombygget til sin nuværende pragt af Henry VIII.
[HiTo4/2005 p.19-23]
Den kristne borgers verdensbillede i den sene middelalder er ikke lejret i en dominerende, sejrende eller frembrusende kristendom. Efter religionens fremmarch i årene efter 311 op til ca. 800, så var situationen ved begyndelsen til det 13. århundrede, at:
Det Hellige Land var for det meste tabt,
Konstantinopel var på vej ned og blev erobret af tyrkerne i 1453,
mongolerne stod i Budapest i 1242,
den sorte død (og andre pestbølger) 1348ff bortrev op mod 1/3 af befolkningen
muslimerne havde truet Europa langt op i Spanien
kristendommen havde stået stærkere i et større område lige efter romerrigets fald
jødedommens ældgamle kultur og jødens evner og uddannelser inden for håndværk og handel var en alvorlig konkurrent til de kristne samfund i Vesteuropa
islam var en ny og energisk, ekspanderende og potent religion.
Sådanne bagvedliggende forhold var naturligvis ikke del af bondens første morgentanker, men må have ligget i baghovedet på de uddannede i samfundet, og specielt gejstligheden og fyrstestanden må have været klar over det svage underlag for samfundet og de omkringliggende landes trusler mod den vestlige kultur. Endelig havde vestkirken også østkirken at tage hensyn til. Denne beherskede også hovedparten af det gamle græske og romerske kulturland, og de klassiske tekster og ideer og ophavsforhold fik - efterhånden som læsning og undervisning blev udviklet - større betydning, og østkirken var i hele middelalderen under stærkt pres fra tyrkerne, mongolerne og andre grupper fra øst.
I hverdagen var den almindelige bruger nok mest urolig for pesten, der var epidemisk flere gange, og som i 1300-tallet jo var skyld i befolkningsnedgangen i Britannien fra ca. 5 til 3 millioner. Der var flere perioder med slem hungersnød, og der var i middelalderens sidste del i England en klimaforværring, der bl.a. kan ses af, at vindyrkning måtte indstilles.
Fra 1337 til 1453 lå England og Frankrig i krig i Hundredeårskrigen, der tappede begge lande for energi. Når det dertil føjes, at pavestolen fra 1305/09 flyttede til Avignon til 1377, og da England var i krig med Frankrig i det meste af denne periode, så var forbindelsen til paven ikke tilfredsstillende for England. Derefter kom skismaet med op til tre paver på en gang efterfulgt af konciliarstriden til 1449.
Så usikre tider får ofte folk til at spekulere på reformer, der, hvis de afvises, kaldes for kætterske. Det sker i tilfældene med John Hus, John Wyclif og med Lollarderne.
• John Wyclif, Wycliffe / Wycliff / Wicliffe levede fra 1330 til 31/12 1384. Han var født i Yorkshire og studerede i Oxford, blev ordineret præst og lærer ved universitetet fra 1360 og næsten resten af livet. Doctor of Divinity fra 1372. Trak sig 1381 tilbage til et præstekald, som han siden 1374 havde haft i Lutterworth i Leicestershire.
Wyclif var kritisk over for det overdådige liv, som nogle prælater havde tillagt sig, og modstander af kirkens indblanding i politiske sager, men han stoppede ikke her, men angreb også visse religiøse doktriner, bl.a. hovedtesen om, at kun syndfrie kunne udøve »dominion« over gods, og da »kirken« var syndig, skulle den afgive gods og blive evangelisk fattig igen, og det var disse kirkespørgsmål, der resulterede i hans ekskommunikation.
I dag huskes John Wyclif måske bedst som den, der satte skub i oversættelsen af Bibelen til engelsk, selv om det er tvivlsomt, om han selv deltog i oversættelsesarbejdet. Hans tilhængere kaldtes Lollarder [opr. et hol. ord: lollen = mumle, brugt om religiøse ekscentrikere]. Kirken viste langmodighed med gruppens kritik, indtil den i 1400-tallet gik til modangreb, og over 100 lollarder blev brændt på kætterbålet. Wyclifs ideer vandt aldrig gehør hos flertallet, men hans tanker var med til at bane vejen for reformationen, og han kaldes også for The Morning Star af den engelske reformation.
Ved en bestemt lejlighed talte han for, at kongemagten skulle kunne hente en kriminel ud af kirkens område, hvor der ellers var fredhelligt for alle. Dette udløste fem pavelige buller mod ham, men de engelske myndigheder overhørte dem.
Wyclif troede på prædestination og talte imod nadverens transsubstantiation. Hans værker blev efter The Peasant's Revolt i 1382, hvor bl.a. ærkebiskop Simon af Sudbury blev myrdet?, på en synode i London censureret og forbudt.
Wyclif's eller the Lollard Bible er overleveret i to versioner. Den første tilskrives Nicholas Hereford, den anden tilskrives John Purvey. Der kendes ca. 180 manuskripter med teksterne fra Vulgata.
Ved periodens start i 1350 var der altså bekymringer nok i dagligdagen for, hvorledes man skulle gøre sig håb om et bedre liv i det næste. På sognesiden viser perioden 1300-1550 en bemærkelsesværdig energitilstedeværelse, der kom til udtryk i bygning eller forandring af kirker: de blev større, de primitive træk med fx meget små glughuller blev udkiftet, og den gotiske stil - efterhånden i tredje fase - blev anvendt i et stort antal kirker, og blev den stilart, der stadig er det almindeligste »præg« i de engelske middelalderlige kirker.
Kirken var stadig det lokale samlingspunkt, men også håndværkernes tilknytning til de lokale faglige laug steg, og med borgerskabet økonomiske og kvantitative vækst steg deres uddannelsesniveau og deres deltagelse og indflydelse på hverdagslivet i kirken. Eneboere og »anchorites« var der procentuelt stadig flere af i England end på kontinentet, og de nød en vis respekt som hellige personer. I kirken mødtes sognebørnene af et meget mere farverigt skue end i dag. Der var mange statuer og gravminder, mange små altre med pynt og vægmalerier, glasmosaikker og skulpturinventar fyldte kirkerummene.
De religiøse ordener fortsatte i denne periode i store træk deres tilværelse, som den nu havde set ud i flere hundrede år. Stifterne var fordelt med tre i Yorkprovinsen og 14 i Canterburyprovinsen. I alt var der ca. 9.000 sogne Kun Kartusianerklostrene voksede fra 3 til 9 i perioden; de øvrige bibeholdt antallet.
Det anslås, at der i 1300 i alt var ca. 14.000 munke i ca. 1.000 samfund. Antallet faldt under den sorte død til 9.000 og voksede langsomt til ca. 10.000 i år 1520 lige før reformationen. Af sekulære gejstlige regnes med ca. 28-30.000, hvilket giver godt 2 per sogn og den sidste tredjedel i stiftsøvrighed og administration.
En ud af hver 50 mænd var tilknyttet kirken på den ene eller den anden måde. Blandt kvinderne var tallet væsentligt mindre: i 1300 var der 3.000 nonner og søstre. Tallet faldt så under pesten og gik lidt op igen til 2.000 i 1520. Oxford og Cambridge har fra 1300 til 1500 et antal studerende på 1.000-1.500 hver. Med nogle års studietid må det årlige antal eksaminander have været nogle hundrede. Der kommer efterhånden flere lægfolk blandt klerkene på skolepultene.
Kvinderne havde ikke mulighed for at gøre så stor en offentlig indsats. De kunne udøve forsorg, og der er registreret mere end 500 hospitaler i 1400-tallet (de fleste grundlagt i 1100- og 1200-tallet), og på disse spillede de kvindelige plejere en rolle.
Fra romertidens kristne tid over angelsaksisk tid fungerede kirken i det storengelske område som en missionskirke med delvis to former for ritualer og forskelle i biskop-abbed-forhold og bl.a. forskellig påskeberegning. Denne tilstand ophørte noget før 1066, men kirkens forhold blev grundlæggende forandret med normannernes ankomst, idet forbindelsen med Europa, og kirkens tættere tilknytning til en stærkere kongemagten gjorde det af med næsten al gammel tradition.
Normannerkirken åbnede op for en nærmere kontakt mellem teologiske lærde og lærdomsinstitutioner i England og i Frankrig, og i mindre grad Tyskland og Italien. Klosterbevægelsens storhedstid kom nu med grundlæggelse af moder- og datterklostre på kryds og tværs i Europa. Tiggermunkene kom godt hundrede år efter normannerne og blev godt modtaget i England.
Efter angrebene af den sorte død blev den engelske kirke en mere selvstændig national institution: der var på grund af sygdommen ikke mere den samme udveksling med kontingentet, og Hundredeårskrigen med Frankrig forhindrede også fri bevægelighed af gejstlige. Samtidig var den (mandskabs-)svækkede kirke kommet i et større afhængigshedsforhold til den stærkere kongemagt, og op mod reformationen mindskedes kirkens magt. Moralsk blev den udsat for kritik for dens vellevned og forstokkethed. De nye videnskaber rejste spørgsmål, som kirken ikke ville besvare på rationelt grundlag, og endelig - men ikke mindst - var misundelsen stor fra verdslig (adelig) side for de værdier, som kirken havde samlet gennem de mange hundrede år, hvor borgerne for deres sjæls frelses skyld havde doneret gods og guld til klostre og kirker.
Der var således lagt op til forandringer, og med kong Henry VIIIs temperament og ønsker om at beherske også kirken - ikke mindst for også at løse sine egne personlige problemer - var der relativt let spil over for kirken, da reformationstankerne nåede England.
Den Romersk-Katolske Kirke i England ledes i dag af en Bishop's Conference bestående af alle stifters biskopper, ærkebiskoppen for den Ukrainske menighed, forsvarets biskop samt nogle hjælpebiskopper. Den foresiddende hedder president og er ærkebiskoppen af Westminster, stiftskirke Westminster Cathedral. Han er i år 2000 en kardinal.
Under the Bishop's Conference er der (år 2000) fem departementer:
Department for Christian Life and Worship
Department for Mission and Unity
Department for Catholic Education and Formation
Department for Christian Responsibility and Citizenship
Department for International Affairs
Bishop's Standing Committee består af alle ærkebiskopper samt formændene for de fem departementer. De virker som et forretningsudvalg og leder kirken mellem konferencerne.
I UK og N. Ireland er der ca. 9 millioner medlemmer af den engelske romersk-katolske kirke. Der er 11 ærkebiskopper, 67 biskopper og 11.000 præster til ca. 8.500 kirker.
Kilder
- : History Today magasin, flere årgange [HiTo]
-, 1991: Encyclopedia Britannica, [EB]
Carpenter, Edward, ed., 1980: A House of Kings - History of Westminster Abbey, WA [5339]
Cross, F. L., ed. + Livingstone, E. A. (ed. 3rd ed.), 1997: The Oxford Dictionary of the Christian Church, OUP [ODCC] [ID=1740]
Crossley, Fred H., 1939: The English Abbey, Batsford [9153]
Froude, James Anthony, 1959: Saint Hugh of Lincoln, Lincoln Cathedral [5134]
Keynes, Simon, aut., 1999: "England, 900-1016" i The New Cambridge Medieval History, vol.3, pp.456-484, CUP., [ID=2375].
Knowles, David, aut., 1963: The Monastic Order in England CUP. [ID=2012]
Knowles, David, aut., 1961-1962: The Religious Orders in England CUP. [ID=2013, 2014, 2015]
Lawrence, C. H., 2001: Medieval Monasticism, Pearson [9130]
Schumacher, Jan Henrik, aut., 2002: Kirkehistorisk Latinleksikon, Spartacus, Oslo, [ID=414]
Wilkinson, Philip, aut., 2006: England's Abbeys, Monastic Buildings and Culture. EH., [ID=1257]
Uidentificeret p.t. [8740]
Jørgen Marcussen
Læs første del om den engelske kirke her, eller om de
middelalderlige europæiske kirker for henholdsvis Germania og Frankerrigerne samt for Danmark og Norden. I tredje del om engelske forhold er opført forskellige lister om bl.a. lokaliteter.