Romerkirken

DEN KATOLSKE KIRKES HIERARKI

Revideret 26. november 2011.

INDHOLD
 

Indledning Romerkirken

Kirkesamfund er oftest opbygget hierarkisk i deres medarbjederstillinger og funktioner med faste rangordener og den detil knyttede myndighed. Både ordensvæsener og andre religiøse samfund har generelt udemokratiske og nærmest diktatoriske ledelsesformer, idet en højere myndighed oftest forbindes med en højere forbindelse til den ufejlbarlige gudsmagt. Tydeligst fornemmes dette ved diskussioner om en paves ufejlbarlighed.

Ordet hierarki benyttes i katolsk litteratur ofte om biskop, præst og diakon, men ordet bruges også med bredere betydning. I den smalle betydning hedder den latinske betegnelse hierarchia ordinis, og den er en tredelt guddommeligt indstiftet inddeling.

I den brede betydning benyttes hierarchia jurisdictionis og dækker alle embedsmænd fra paven til de laveste grader og signalerer specielt prælater med særligt embedsansvar som fx kardinaler, nuncioer, delegater etc.

Det central ledelseshierarki i den katolske kirke udgøres af:

Ærkebiskopper for visse særligt vigtige områder inden for Østkirken og efter Nikæa 325 kaldes for metropolitter. De skulle indkalde og lede provinssynoderne, og de havde vetoret ved udnævnelsen af biskopper. Rangen patriark var i rang lige under paven og blev i middelalderen i Romerkirken brugt om de foresiddende latinske prælater i Antiocha, Jerusalem, Alexandria og Konstantinopel. Patriarken for Konstantinopel blev omkring år 600 kaldt økumenisk patriark.
Stillingerne er nu - på nær Jerusalems - nedlagt. Østkirkens rangorden og stillingsbetegnelser er ikke berørt her.

Det er betydningsfuldt i hierarkiske samfund, at rang og grad kan afkodes af medlemmerne. I den katolske kirke er rang forbundet med specielle farver. Således bærer
   Paver hvid farve
   Kardinaler karmosinrød
   Biskopper violet farve
   Præster sort farve

Pavemagten

Pavemagten. Den katolske kirkes overhovede er paven. Han har også titlen som Biskoppen af Rom eller Sankt Peters efterfølger i direkte linie og arver dermed autoriteten uddelt af Jesus selv direkte til apostlene. Paven vælges af konklaven, conclavus. Den direkte efterfølger af Peter skulle vel egentligt udpeges af den afgående pave, idet det er ham, der er bemyndiget, og ikke en kardinalforsamling. Det er umuligt at fastslå den første paves person, da udviklingen foregik glidende med hensyn til Roms foresiddende stilling [se Lausten p76-77].

Lovgivningsmyndigheden ved i Romerkirken kaldes et koncilium, men da paven generelt har været magtfuldkommen, er dets betydning rådgivende. Paven kan støtte sig til til den rådgivende forsamling Det Hellige Kardinalkollegium. De udstedte love kaldes for dekretaler i konsistorium. Se senere om kanonisk lov.

Regeringen. Vatikanstatens regering kaldes for Curia. Kuriens oprindelse går tilbage til 4. århundrede. Institutionen blev tidligere også kaldt for Det apostolske Kancelli.

I middelalderen - fra ca. da Avignon blev pavestol i 1309 - var Kurien inddelt i:
Camera apostolica: Finansministerium ledet af camerarius, der var biskop eller ærkebiskop
Kancellaria: Der tog sig af korrespondance ledet af vicekansleren, der var kardinal
Pavelige domstol
Camera apostolica: Finansministerium ledet af camerarius, der var biskop eller ærkebiskop
Poenitentiaria: Der var bodsinstitutionen ledet af en kardinal og opdelt i
sjælesorgkontor,
ekskommunikationsafdeling og
ægteskabsdispensationsafdeling.
Den nuværende Curia (eng. Secretariate of State) indeholder (med hovedsageligt de engelske navne): Nogle af kontorerne ledes af en curiekardinal.

Diplomatiet udføres af nuncios. Hvor diplomaten er udnævnes med reference til en kirke og ikke en regering, hedder de apostolske delegater.

I Østkirken er der udnævnt patriarker, metropolitter, for særlige østkirkelige menigheder med tilknytning til Romerkirken:
Buller Pavens forordninger udstedes bl.a.a i form af buller. Ordet stammer fra bulla = bobbel, fordi de blev forsynet med et cirkulært segl, der var »bullen«, men hvorfra ordet i middelalderen (fra 13. århundrede) kom til at dække hele dokumentet. Fra det 15. århundrede blev den mere eksakte definition: et apostolsk = paveligt brev med et blysegl [Ency.Cath].

Buller deles fra 15. århundrede bl.a. i tre kategorier:
  • Konstitutionelle buller = vedtægter rettet mod alle troende og omhandlende tro- og disciplinære forordninger.
  • Encykliske buller = pavelig rundskrivelse, ofte rettet mod alle kristne biskopper.
  • Dekreter om kirkens egen velfærd.
  • Dekretaler = epistolae decretales; paveligt svar på spørgsmål forelagt pavemyndigheden.
Buller deles også i store og små. De store har som kendetegn i tidlig middelalder følgende:
  1. Ved slutningen af dokumentet står der efter frasen servus servorum Dei endnu en frase: in perpetuam memoriam evt. med versaler forkortet til IN PP. M, eller ad perpetuam rei memoriam.
  2. Efter ca. 1125 underskrives buller altid af paven og et antal kardinaler; således at kardinalbiskopperne står lige under pavens underskrift i centerlinjen, mens kardinalpræsterne står til venstre og kardinaldiakonerne til højre. Før 1125 var det kun konciliums- og konsistoriumsforordninger, der var underskrevet af andre end paven.
  3. På dokumentets fod i venstre side foran pavesignaturen sættes pavens rota, et hjulformet logo bestående af to koncentriske cirkler mellem hvilke der står pavens motto, fx Adrian den Fjerde: Oculi mei semper ad dominum. Mottoet har et foranstillet kors. I midten af logoet står der sammen med Peter og Paulus' navne pavens navn.
  4. Til højre på dokumentfoden står BV som monogram = Bene Valete.
  5. I det 11. århundrede skrev man gerne Amen, som slut på bullens tekst, og ordet blev gentaget lige så mange gange det kunne stå på linjen, til denne var fyldt ud.
Datoen blev angivet efter romersk sædvane. Eksempelvis således:
»Datum Laterani per manu Rolandi sanctæ Romanæ ecclesiæ presbyteri cardinalis et cancellarii, XII Kl. Junii, indic. Vo, anno dominicae incar. MCLVIIo pontificatus vero domini Adriani papæ quarti anno tertio.«

Konventionerne for buller har naturligvis ændret sig gennem tid, ihvorvel de altid har været præget af konservatisme. Med hensyn til datoer, hvor årstallene indgår har disse relateret sig et nytår, der kunne falde den 25. december, den 1. januar, eller den 25. marts (undfangelsen). Bullerne har altid været fulde af sammenskrivninger, kontraktioner, og forkortelser og gennem middelalderen været ganske uden tegnsætning - ej heller punktummer. De blev skrevet med specialskrift. En af de brugte kaldes littera romane og en anden scrittura bollatica - begge kunstfærdige til det ulæselige og i perioder også inkluderende ord skrevet med de »tironske noter«, det tidligste stenografiske system, opkaldt efter Tiro - 100-0 f.Kr. Ciceros sekretær. Buller blev derfor altid udstedt med en »oversættelse«, som almindelige klerke kunne decifrere.

Kardinal

Af cardo = vendepunkt. Brugt om embedsmand i den katolske kirke fra det 6. årh., men i den tidlige kirke også om præster ved andre betydende kirker, fx i Köln, Trier og Paris. Fra 1567 kun tilladt om de af vatikanet udnævnte embedsmænd. Gradens ordensfarve er rød. Kardinalerne mødes med paven i konsistorium. Nogle kardinaler er kuriekardinaler, dvs. medlemmer af pavens regering. I dag er alle kardinaler bispeviede (fra 15/4 1962). Symbolet på udnævnelsen er den røde hat, biret, og kardinalringen. Siden 1059 har kun kardinaler under 80 år kunnet vælge pave. Kardinaler kaldes på eng. også for Princes of the Church.

Kardinaler inddeles siden pave Urban II i 1088-1099 i tre klasser:
  • Kardinalbiskopper
  • Kardinalpræster
  • Kardinaldiakoner
Kardinalerne får alle et romersk stift med »titelkirke«, der fra omkring 6-8. årh. var:
  • Ostia,
  • Porto-Santa Rufino,
  • Velletri-Segni,
  • Albano,
  • Frascati,
  • Palestrina og
  • Sabina-Poggio Mirteto.
Ostia var det fineste stift, som kardinaldekanen traditionelt fik tildelt. Fra 1962 blev deres embedsret indskrænket, så de kun titulært er biskopper i romerske stifter.
I dag bliver de vigtigste ærkebiskopper også udnævnt til kardinaler. Kardinaler udpeges suverænt siden 1179 af paven.

Kardinalpræsterne er også titulært præst ved en af Roms kirker. Kardinaldiakonerne stammer fra de 7 diakonater i de syv stifter. I det 10-11. årh. var der 18 diakonater i byen, og Urban II fastsatte da, at der skulle være en kardinaldiakon for hver stift.

Kardinalkollegiet, der ledes af kardinaldekanen, har tidligere været begrænset til 120. I 1586 var der 70 kardinaler = 6 kardinalbiskopper + 50 kardinalpræster + 14 kardinaldiakoner. På synoden i 769 bestemtes det, at kun kardinaler kunne vælges til pave, og i 1059 under pave Nicholas II bestemtes det, at kun kardinaler under 80 år kunne vælge paven. Til 1179 endda kun blandt kardinalbiskopperne. I 1988 var der 166 kardinaler samt 2 hemmelige i Kina - og de kaldes cardinal in pectore. I 1996 er der 160.

Ærkebiskop

Stifterne samles under en ærkebiskop, archiepiscopus eller metropolitan, i en kirkeprovins. Titlen forekommer først i den nuværende betydning fra det sjette århundrede.
En ærkebiskop kan af paven udnævnes til primas for flere provinser, fx Canterbury / York eller Lund / Uppsala. Ærkebiskoppens værdighedstegn er, ud over biskoppens, palliet, et hvidt uldbånd med seks sorte kors. Det hænges med et øje om halsen, så en ende hænger ned foran og den anden ned bagtil. Det væves i Sankt Agnesklosteret i Rom og var oprindeligt et ærestegn i Det romerske Imperium og blev overtaget af paveembedet. Det er kutyme, at palliet personligt afhentes i Rom.
Der er ingen højere ordinationsvielse end bispevielse; selv paven er kun bispeviet. Nordafrikas kirke var i oldkirken afvigende fra resten af den kristne verden [Cath.Encyc].

Biskop

Om de tidligste biskopstillinger kan der hentes nogle oplysninger i [Gibbon kap. 15 samt i Gibbon noter under historiske artikler. Om synoder er der oplysninger i koncilier]. Tidlige regler om bispestillingens udøvelse gav Gregor I i år 600c i skriftet Liber regulæ pastoralis. Bogen anvendtes til sent i middelalderen. De tidligste biskoppers stillingsomfang er usikker, og der er forskellig forklaringer for jødekristne og for hedningekristnes kirkelige embeder, hvor de førstnævnte omtaler embedet med ordet presbyter, der da bliver synonym med biskop.

Biskoppen ledede indtil ca. 1100 et parochia, derefter kaldtes det for et diaecesis (eng. see / diocese); nogle anfører dog, at begyndelsen var så tidligt som 400-500.
Kannikerne kom ind i strukturen som underlagt biskoppen, hvis de var domkirkebeskæftiget; var de samtidig i et kloster, kom de under abbeden.
Biskopper blev oprindeligt indviet af ærkebiskoppen og to biskopper, men i Danmark blev det delvis frafaldet i senmiddelalderen.

Biskoppen hedder på latin episcopus, men benævnes også pontifex. Ved at have fået sin (ind)vielse af en anden biskop, der igen har fået sin af en biskop osv., er en biskop en del af den apostolske efterfølgelse tilbage til apostlene. I Danmark blev de første lutheranske biskopperne efter reformationen ikke viet af en tidligere biskop, hvorfor den apostolske efterfølgelse principielt forsvandt fra Danmark.
Visse biskopper står direkte under Paven, så hedder de episcopus exempta, men alle aflægger troskabsed til paven.
Biskoppen havde fra 13. årh. ofte en stedfortræder kaldet vicarius in spiritualibus.

Biskopper deles i to typer:
1. den ordinære biskop, stiftsbiskoppen, med fuld jurisdiktion,
2. den titulære biskop var før 1882 episcopus in partibus infedelium, eller vicarius in pontificalibus, der bistår eller vikarierer for den ordinære biskop. I denne klasse findes også episcopus suffraganeus = den stedfortrædende biskop, dog også brugt om en ordinær biskop i forhold til en metropolitan for en provins.

Biskoppens embede eller myndighed er tredelt:
Potestas ordinis. Eneste med retten til at foretage alle syv helligesakramenter: gudstjenster, sakramenteuddeling, præstevielser osv. samt eneste med ret til indvielse af kirker og kirkegårde, altre, inventar, klokker, salve og olie.
Potestas magisterii. Apostlenes Lære, dvs. undervise, missionere, afgøre trosspørgsmål, være læreanstalt.
Potestas iurisdictionis. Forvaltningen af den kirkelige ret (kanoniske ret jf. romerretten).

Bodsdisciplinen ledes af poenitentiaren. »Regeringsmagten«, der ledede biskopperne i kirken, lå i en biskoppelig kurie. Forordninger udstedes som synodalstatutter vedtaget på bispemøder. Domsmagten, der tilhørte bispestolen, uddelegerede biskopperne til en embedsmand, der kaldes for officialen.

Biskoppens embedstegn, ponteficalia, er:
  • Mitra = infula
  • Hyrdestav = baculus pastoralis
  • Brystkors = crux pectoralis
  • Ring = annulus, der bæres på højre ringfinger. Nævnt fra 600, alm. fra 1000.
Biskoppens dragt består af en dalmatica, tunicella, handske og sandaler.
En biskop opstiller sin bispestol, cathedra episcopalis, med baldakin i domkirken. Han underskriver sig efter 1100 med miseratione divina et apostolicae sedis gratia.

Klerkebegrebet

Kirkelig medarbejder, der har autoritet til at udføre visse kirkeritualer. En af de vigtigste funktioner er uddelingen af sakramenter. Klerkene indgår i det hierarkiske system, der kendes fra Thomas af Aquinas' tid.

Ordet klerk - kleresi - klerke / klerikal - eng.: clerk - clergy - cleric, kommer fra gr. kleros - lat. clericia —>klerus, der opr. betød en mængde og en enhed, fx alle ansatte i kirkens tjeneste og mere specifikt alle kirketjenere, når de har en grad, der kræver tonsur 1).

I Peters 1. brev V-3 benytter Vulgata ordet klerk om hele menigheden, og den nuværende embeds­agtige betoning forekommer fra 3. årh. hos Tertullius, Origen og Clement af Alexandria.

Den inkluderede kreds af kirkens embedsmænd forøges med tiden til foruden munke også at omfatte nonner, lægbrødre, novicer og endog tredjeordenens medlemmer hos tiggermunkene. Hvis der er tale om mænd, skal de have bofællesskab, hvilket ikke er krævet for kvinder. Eneboere, »jomfruer« og personer, der lever i cølibat, kan medregnes, hvis deres løfter er aflagt over for en biskop, der tildeler dem klerkerettigheder. De tidligere ridderordener, Tempelherrerne, De teutoniske Riddere og Malteserridderne, regnes også med til kleresiet.

I middelalderens England betegnede en clerk i almindelighed en uddannet mand.

Klerkenes hierarkiske system har syv trin. De tre højere grader, Ordines majores, er.
  • Præst = plebanus = kirkens rektor, priest
  • Diakon, der oplæste evangeliet, deacon
  • Subdiakon, der oplæste epistlen, subdeacon
De tre grader kunne alle prædike, døbe og tage til alters, men kun præsten kunne læse messer og indvie sakramenter.

Medlemmer af de højere grader kaldes for levitter og er strengt taget over klerkene og ikke inkluderet i disse. Biskopper og provster indgår sommetider i begrebet. Ordet kommer fra Levis Stamme, hvorfra de jødiske ypperstepræster blev taget.

Det eng. udtryk, clergy, defineres som inkluderende alle medlemmer af religiøse ordener. De var i middelalderen normalt ikke underlagt civile retssystemer og militærtjeneste.

De lavere klerkegrader, Ordines minores, var:
  • Akolyt, der var altertjener, acolyte
  • Exorcist, der var djævleuddriver, exorcist
  • Lektor, der var forelæser, underviser, reader
  • Ostiarius, der var dørvogter, dansk: ostiar (-er), eng. doorkeeper og påser, at ingen hedning eller bandsat overværer messen.
Der fandtes - indtil konciliet i Trent i 1545-1563 - en gruppe klerke, der var udnævnt til præster, men uden en fast kirke. De blev kaldt clerici vagante eller clerici acephali, men deres utilstrækkelige midler til underhold blev et problem, og efter Trent krævedes der en form for ledigt beneficium eller sogn, før en udnævnelse kunne godkendes.

På engelsk bruges udtrykket "clerk" også som antonym til the laity, nemlig de kirkelige medarbejdere der ikke underlagt et ordensløfte. Her er lægfolk altså ikke almindelige borgere til forskel fra kirkemedarbejdere, men en afdeling af kirkemedarbejderne.

Kleriker anvendes ofte om jesuitterne, der lever i samfund og har forpligtet sig til at udøve missionsgerning eller andet pastoralt arbejde, men som ikke er bundet i et kloster.

Klerkens pligter
Klerke har uniformspligt, og de bør ikke bære muntre farver. Ved offentlig remtoning skal de bære præstekjole eller tilsvarende. I dag - uden for Italien - er dette krav dog modificeret til præstekraven, eng. Roman collar, og i private omgivelser til soutane, eng. soutane. Gyldendals ordbog skelner ikke mellem "cassock" og "soutane". Oxford Dict. anfører "soutane" som en "cassock med skærf", og at "cassock" bæres under alba el. anden messedragt.

Klerke må ikke deltage i forretninger og handel for vindings skyld med mindre det er for at drive kirkegods el. værdier knyttet til et beneficium. I dag må klerke fx godt anbringe deres penge, hvor de trækker renter. Aktiespekulation er ikke tilladt. Krobesøg, og det der er værre, samt omgang med kvinder (under samme tag) kræver takt og afholdenhed og reglementet skal følges. Klerke skal adlyde biskoppen.

Præst

Kirkelig embedsmænd der forestår sjæleforsorgen i et sogn. Eng. curate, der er en præst, der udøver sjælesorg i et sogn, hvor han fungerer for den stedlige rector eller vicar eller senior chaplain. Mange sogne blev betjent af vikarer med ussel aflønning.
For at blive præst skulle man være fysisk uden deformationer, født i ægteskab og have ren straffeattest.
Præsteuddannelsen i middelalderen var spartansk med få års katedralskolegang, efterfulgt af pastoralseminar. Der var eksamen før præstevielse med krav om kendskab til trosbekendelsen, de ti bud, dødssynderne og afladslære.
Præster kan administrere fem af de syv sakramenter (minus konfirmation og ordinationssakramentet).
Præstens indkomst var (i Dk) fra tienden, præstegården samt offergaver for udførte tjenester, og han skulle leve i cølibat og have et ordineret embede. Præstesønner fik med dispensation dog præstevielse.

Diakon

Diakon = gr. diakonos = deacon betyder tjener, hvilket er den betydning, som ordet bruges med i Bibelen (Esther 2-2; Matt. 20-28 m.fl.), men allerede i oldkirken i det første århundrede bruger Paulus det i en mere teknisk betydning om menighedens »embedsmænd«. De får bl.a. besked på at føre et ordentligt hus og opdrage børnene godt.

Diakonerne rangerede under presbyterne / præsterne. De fik ofte som arbejde at holde styr på pengesagerne og andre omsorgsarbejder i kategorien socialhjælp. I kirken hjalp de celebranten, vejledte menigheden, opretholdt orden og blev biskoppens udsendinge i verdslige sager. Diakonen læser evangeliet under messen og spiller roller ved nadveren, hvor han håndterer kalk og paten både før og efter indvielsen. Ved dåb spiller diakonerne en vigtig rolle i ritualet.

I oldkirken (633) bar de som uniform en simpel, udekoreret stola over den venstre skulder, men i dag bæres den under dalmaticaen. Sædvanligvis var der til en større kirke knyttet 7 diakoner indtil ca. det 11. århundrede, hvorefter antallet var 14, men mange forskellige antal er nævnt i dokumenter fra tiden. Fra middelalderens slutning og indtil det 20. århundrede var diakonatet typisk et stadium i uddannelsen til præst.

Kapitel

Begreb, der omfatter medarbejdere og institutionen omkring en domkirke. Stiftets »kultiske kraftcenter« jf. Lindhardt. Eksempelvis havde Lund domkapitel ca. 1330 gårde under sig, hvilket har krævet en del administrative medarbejdere - ca. 30 kanniker i 1500. Et domkapitel kunne også have retten til at vælge biskoppen.

Kapitlernes godsbesiddelser var fra 13. årh. ofte opdelt i præbender, der gav hver kannik det nødvendige (eller overdådige) økonomiske livsgrundlag. Kapitlets rolle ændrede sig gennem middelalderen fra rådgivende til medbestemmende i mange biskoppelige sager, og det fik en række embedsposter til fordeling som fx ærkedegn, vicebiskop, generalvikar og official.

Kapitlet kunne være regulært eller sekulært. Ved den danske reformation var kapitlerne i Børglum (præmonstratenserne) og i Odense (benediktinerne) endnu regulære, mens resten var sekulære, hvilket var den almindelige udvikling overalt.

Kannikebegrebet

Ved domkapitlerne var der ansat kanniker, eng. cathedral canon og collegiate canon afhængig af kirkens organisation), som optræder i det meste af den middelalderlige og senere litteratur om kirkelige forhold.

Allerede Augustinus, biskoppen i Hippo (420), forsøgte at forene munkesamfundet og domkirkens medarbejdere i en form for samarbejde. I 763 nævnes begrebet første gang. Det er biskop Chrodegang i Metz, der arbejder for at etablere en tilpasset Augustinsk regel for kanniker omfattende fælles bolig under biskoppens tag, fælles kostforplejning, fælles dormitorium, fælles bønsfremsigelse, foretage manuelt arbejde, holde stilletimer og gå til skrifte mindst to gange om året, men de aflagde ikke løfte om fattigdom, og der var rangforskelle og privat ejendomsret - to af grundene, der adskilte kannikerne fra munkene.
Chrodegangs regel hedder Regula vitæ communis. I forbindelse med kannikereglementet nævnes specielt koncilierne i Aachen i 789 og i Mainz i 813 og igen i Aachen i 816, hvor Chrodegangs regel afløses af Aachenreglen med 147 artikler. Denne regel blev udbredt over store dele af Europa, herunder Danmark.

I 1000-1100 foregik en del reformer. Fra 1150 var der behov for flere kirker uden om biskoppens domkirke, og klerkene i disse filialkirker ydede større og større assistance til biskoppen, og disse klerke blev derfor under konciliet i Trent også ophævet til kannikestatus. Senere blev alle disse kanniker kaldt for verdslige kanniker.

De skulle møde to gange om dagen for at høre oplæst et kapitel fra Regelen, hvorfor kirkeforsamlingen selv hurtigt blev kaldt capitulum og medlemmerne capitulares, og nogle af disse var specielt ansat til at bistå biskoppen med at styre stiftet, og dette »liv« blev kaldt vita canonica, hvor canon betyder regel.

De øverste i hierarkiet kaldes for prælater. Dvs. de havde et prælatur eller en dignitet. Disse var:
  • biskoppen, der styrede stiftet. Endvidere lydbiskopper og suffraganbiskopper.
  • dekanen, der havde regnskaberne, Formand.
  • provsten, der styrede de indre sager. Næstformand. Domprovsten var biskoppens generalvikar.
  • ærkedegnen, der foretog de juridiske forretninger og stod for økonomien.
  • kantor, der stod for liturgi og gudstjenester bistået af en succentor.
Domkapitlets kanniker var kirkens styrelse. Det var ikke sædvane at danske domkirker havde alle fire grader af kanniker besat.

De engelske protestantiske kanniker har ikke meget at gøre med stiftets styrelse, som biskoppen tager sig af. De har deres virke ved den kirke, som de er ansat ved.

Det var dog først med Augustinerreglen for Kanniker i ca. 1100, at der blev faste og almindeligt anerkendte normer for kannikeliv. De vigtigste kanniker blev Augustinerkorherrerne og lidt senere Præmonstratenserkorherrerne.

Da ikke alle levede efter disse ordensregler, opstod der to grupper:
  • De regelbundne kanniker, regulares. Eng. canon regular. Kirkelig embedsmand, der ikke er munk, men lever i et religiøst samfund, og som tilhører en orden. Biskoppens medhjælper.
  • De verdslige kanniker, seculares. Eng. canon secular. Kirkelig embedsmand, der er tilknyttet en domkirke eller kolligialt kirkesamfund, men ikke levede efter et ordensreglement og kunne eje jordisk gods og bo selvstændigt. Ikke alle kanniker var præsteviede.

Præbender

Spændingen mellem disse grupper fører til nyorganisering i det 13. århundrede, hvor fælleslivet afskaffes ved domkapitlerne, og værdierne, der er knyttet til samfundet - eller værdiernes afkast - deles op, så de udbetalte beløb kan udgøre lønnen til livets opretholdelse (eller mere end det) for de enkelte embeder, præbenderne, eng. prebendary canon. Dette er en udvikling, der genkendes over det meste af den vestlige kirke.

Sækulariseringen havde sin store betydning for kapitlernes autonomi, dvs. retten til selv at besætte præbenderne, og derved selv at foretage formueforvaltning. Bl.a. lod man lærlinge eller nytilkomne aflægge ed på, at de ville overholde statutterne, constitutiones capituli. Senere aflagde de endog ed på, at de også ville holde både formuens omfang og fordelingsreglerne hemmelige. Man blev ansat nederst i hierarkiet (dårligt aflønnet) og rykkede ved ledigt embede opad efter anciennitet. Man kunne komme på venteliste til et embede.

Med model i Lunds domkapitel kan følgende sædvaner optegnes. Fra 1100-tallet var ordenslivet reguleret ved regler overført fra udenlandsk kloster. De kaldtes for Consuetudines Lundenses, men da domkapitlet fra 1200-tallet omorganiseredes som et sekulært kapitel med ret til individuel ejendomsret, så blev disse regler ikke længere efterlevet.

Der udvikledes sig derefter ved gaver og andre indkomster et kapitel på op til 30 kanniker, der som udkomme havde afkastet af en bestemt part, et præbende, af disse ejendomme og værdier. På nær to præbender blev de alle oprettet før 1400. Præbendet indholdt ofte også en stilling som sognepræst. Kanniken modtog altså både afkast af landbrugsejendom eller afkst fra anden investering smtidig med en præsteaflønning. Da han nu ikke kunne være både i Lund og i et landsogn samtidig, så ansatte han en vikar som hjælpepræst i sognet, og denne aflønnedes så med en mindre del af sognepræstens indkomst, så der blev et overskud til kanniken.

Nogle præbender var mere givtige end andre, og der skulle hver gang et blev ledigt foregå en ny fordeling, idet tildelingen af præbender foregik efter optionssystemet, hvor et ledigt præbende gik til den kannik med mest anciennitet, og der skete altså hver gang et bedre blev ledigt en oprykning, så hvis den ældste i gruppen valgte at modtage det, så blev hans tidligere ledigt, og den næste fik så mulighed for at rykke op i dette.

For at være optionsberettiget skulle man leve i Lund. Det var ikke alle kanniker, der gjorde det. Nogle levede i omegnen på eller af deres præbender, og de kunne ikke deltage i oprykningerne. Til at styre disse forretninger var der i Lund fire højere embeder, prælaturer. De fire prælater havde ekstra store præbender. Den ene prælat var domprovsten. Efter ham kom dekanen, der bl.a. forestod gudstjenester og korledelse. Som nummer tre kom ærkedegnen og den sidste var kantoren, der var skolechef og også den der i praksis tilreetelagde gudstjenester og forestod deres afvikling. Disse fire stillinger var til sammen tillagt indkomst fra mellem 150 og 200 gårde foruden et antal sogne, der dog ikke kom over ti.
[10648 p.354ff]

Der var med disse regler dannet en magtfuld elite af klerke, der også sad inde med udnævnelsesretten til mange embeder inklusive udnævnelsen af biskopper.

I bredere betydning kan »kannik« dække et eller andet ansættelsesforhold ved en domkirke.

Kanonisk Lov

Kanonisk Lov, Corpus Iuris Canonici, eng. Code of Canon Law. Dette er Romerkirkens samling af love og forordninger, der styrer kirkens totale liv med hensyn til juridiske forhold. Der udgives nye udgaver af lovbøgerne efter behov. Den sidste er fra 27/11 1983. Den udkom i syv bøger med 1752 kapitler eller afsnit.

Oprindelsen går tilbage til apostolisk tid. Lovene er både oldgamle og nye. De gives af koncilier og paven og har altid pavens godkendelse, før de træder i kraft.

Noter

1) Af tondere = klippe. Tonsura Pauli = glatbarberet forhoved til ørerne; Tonsura Petri = glatbarberet top, så håret kun sidder fra ørene og ned, som på Jesus tornekrone, som Romerkirken bibeholdt til 1972. Se også under England første del om keltiske forskelle.



Den foregående artikel var om middelalderens klostervæsen.

Opdateret d. 26.11.2011 Oplysninger om kilder kan findes her.
Retur til ordensvæsenets forside Videre til religionshistoriemappen
Retur til religionsforsiden Retur til hjemmesidens forside