KILDER
Af samtidige kilder til Johanniternes historie under maltesertiden eksisterer der en krønike skrevet af
Den anden kilde er fra belejringstiden 1565 og er skrevet af en spansk lejesoldat,
Af samtidige øjenvidneskildringer er der i 2002 udkommet en artikel i et festskrift Melitensium Amor Festschrift in honour of Dun Gwann. Artiklen hedder An Overlooked Eyewitness's Account of the Great Siege og er skrevet af G. Bonello. Øjenvidnet er ridderen
Af nutidige udgivelser er der i 1998 udkommet en bog, der benytter de tyrkiske registre over deltagere i slaget, og disses indsats som grundlag. Registrene er interessante, fordi soldaterne ved deres indsats optjente point, som blev konverteret til jord, efter deres tjenestetid. Bogen hedder The 1565 Ottoman Malta Campaign Register og er skrevet af A. Cassola, Malta 1998.
A. Ganado og M. Agius-Vadala har forsket i belejringens historie ud fra samtidige geografiske kort, idet der var stor opmærksomhed omkring den kristne udposts kamp mod muslimerne, og der derfor blev udfærdiget mange oversigtskort med Malta som centrum. Det er derfor lykkedes de to forskere at finde og kommentere på 143 kort. Bogens titel er A Study in Depth of 143 Maps Representing the Great Siege of Malta of 1565, Malta 1995.
[9937p4]
Da de muslimske styrker generobrede Rhodos i 1522, måtte Johanniterne igen fortrække. Først til Europas fastland, men i 1530 fik de tildelt øen Malta og indrettede sig der med deres genopbyggede flåde, og herfra fortsatte de kampene mod muslimerne. Ordenen fik øen af Karl V som et slags len, hvor det var vicekongen på Sicilien, som de refererede til. Øens beboere blev ikke spurgt, og ridderne tog straks efter ankomsten hele øens administration under deres kommando; uoverensstemmelser mellem Ordenens love og gamle lokale love ville have forhindret en effektiv udnyttelse af områdets ressourcer, hvilket også inkluderede anvendelsen af lokale beboere som mandskab i Ordenens fartøjer. Foruden Malta fik de også byen
Ridderne havde behov for havneplads, så da de ankom til øen, kunne de ikke acceptere, at hovedstaden lå i det indre i Rabat - Mdina, dengang kaldet
Johanniternes valg af hovedsæde blev Birgu, havnebyen lige øst for Valetta og med front mod samme bugt, der danner østhavnesiden af Valetta. Her kunne der opføres både værfter og arsenaler, og halvøen kunne forsvares fra det påtænkte fortbyggeri på spidsen. Spidsens fort blev kaldt
Internt i Ordenen fik de også reformationens følger at mærke. Først måtte de se deres tyske brødre decimeret efter Brandenburg blev reformeret, og derefter ophørte den engelske tunge efter Henry VIII brød med pavedømmet. I begge tilfælde betød det nemlig, at Ordenens jordbesiddelser og indtægter i disse områder forsvandt, inddraget af statsmagten.
Ridderne indrettede sig nu på deres hverdag med kampe mod muslimer og sørøvere i området, og der blev hurtigt brug for dem. Allerede 1531 deltog de i angrebet på Modone i Grækenland, og i 1532 deltog de sammen med andre kristne fartøjer i angrebet på tyrkernes fort ved Coronne, og i 1535 var de fortroppen i et angreb sammen med Karl Vs styrker ledet af
Deres styrker bestod da af omkring tre galejer og 18 brigantiner, der er latinerriggede en-, to- eller tremastede ro- og sejlskibe med et dæk. Desuden rådede de over carrakken ST ANNE, der blev benyttet af admiralen.
1535 tilgår der flåden en ny galej SANTA CATERINA, derefter råder Ordenen over fire galejer samt den aldrende carrak ST ANNE, der kunne føre over 50 kanoner, men krævede en besætning på 500 mand samt 250 riddere og soldater for at kæmpe.
Allerede i 1535 generobrede tyrkerne
TYRKERANGREBENE TAGER FAT
Tyrkeradmiralen Torghud Reis = Dragut angreb på Malta i 1547 Marsaxlokk på sydøstkysten, og i både 1548 og 1550 var der tyrkiske landgange på Gozo. Samtidig var positionen i Tripoli blevet udsat, og man forberedte sig på kamp ved både at evakuere kvinder og børn til Malta og indskrive lejesoldater til forstærkning fra Sicilien. Et stort anlagt togt blev gennemført i 1551, da tyrkernes flåde på over 100 skibe anløb Malta og trængte helt ind i havnen på vestsiden af Valetta, men opgave og forsøgte i stedet med en landgang i St. Paulusbugten at vandre til Mdina og belejre byen. Begge dele opgav tyrkerne af ukendte årsager at gennemføre dette år. I stedet gik det ud over Gozo, hvor fortet faldt, og hovedparten af de indesluttede blev taget som slaver.
Denne sejr fik tyrkerne til at vende sig mod Tripoli, som da også faldt i løbet af få dage. Overgivelsen var ikke nogen heltegerning for Ordenen, da betingelserne for frit lejde ud af byen blev forhandlet af ridderne for dem selv, mens de menige og civile maltesere og lejesoldater ikke var omfattet af frit lejde og derfor måtte vandre i tyrkisk slavelejr.
I 1555 rammes Malta af en efterårsorkan, og en del af flådens skibe forliser. For at kunne opretholde fronten mod tyrkerne er det nødvendigt med forstærkninger, og kong
Riddernes tilstedeværelse i Middelhavet genererede tyrkerne i øst samt alle de muslimske folkeslag langs Middelhavets Afrikakyst. En konfrontation var derfor forventelig, og tyrkerne angreb da også øen i 1565. Den 18/5 1565 ankommer den tyrkiske flåde til Malta, og den 20/5 gør de landgang ved Marsaxlokk med en landstyrke på 40.000 mand, der over land begiver sig til Valetta under ledelse af
Flådestyrken, der var under kommando af
For at få denne kæde fjernet må tyrkerne få kontrol over et af landforterne, der beskytter spærringen, og den 27/5 maj angribes fortet Sankt Elmo i Valetta, og det modstår kun tyrkernes gentagne bombardementer og angreb til den 22/6 og 23/6, hvor det falder. Der blev ikke udvist overbærenhed, da de tyrkiske tropper indtog fortet, og kun ni riddere undslap ved at overgive sig til nogle deltagende nordafrikanske kapere, der skjulte dem i håbet om at kunne tjene store løsepenge ved en handel.
Herefter angreb tyrkerne den 27/6 forterne på den modsatte side af havnen mod øst på Senglea, St. Michael, og Birgufortet St. Angelo.
Da det ser allermørkest ud for forsvarerne, kommer der den 5/7 et mindre antal hjælpetropper sendt fra fastlandet. Det drejer sig om fire galeoner under ledelse af
Den 9/7 angriber tyrkerne den del af fronten, som Castillens riddere holder, og svære kampe foregår. Først i juli begynder de angrebene på Senglea. Tyrkerne har trukket både over land fra havnen på Valettas vestside for på østsiden at kunne forstærke angrebet med beskydning af fæstningsværkerne fra nu alle sider.
Den 15/7 angribes fortet St. Angelo, og den 27/7 kommer hovedangrebet på fort St. Michael, men fjenden slås tilbage, men fornyer allerede den 29/7 angrebet, men formår stadig ikke at bryde fortets forsvar ned.
Mellem den 2/8 og 7/8 angribes begge forter uden ophold, og omtrent samtidig udfører forstærkningerne med en rytterstyrke et overraskelsesangreb fra Mdina mod tyrkernes lejr, og da fjenden på dette tidspunkt er noget afkræftet af sygdom, så er deres forsvar uden styrke og tyrkernes overmagt er brudt.
Endelig den 7/9 ankommer hovedparten af støttetropperne sendt fra Europa, og tyrkerne må opgive belejringen og trække sig tilbage den 13/9 1565. Hele tegneserien herom kan ses i Stormesterens Palads.
Efter belejringen begyndte bygningen af det historiske Valetta, der kan ses i dag. Krigen havde efterladt et Malta på sammenbruddet rand, og Ordenen var nødt til at appelere til de europæiske stormagter for hjælp. Johanniterne benyttede en aggresiv markedsføring for at kunne fortælle omverdenen, at ed havde stoppet den muslimske trussel mod Europa, og de glemte i den forbindelse at nævne de spanske og italienske hjælpetroppers assistance.
Propagandaen lykkedes og hjælpen kom ind i form af både penge og materialer. Meget passende blev byggeriet af den nye by, der skulle grundlægges uden for fort Elmo, sat i gang. Der blev lagt en plan for byen med vinkelret krydsende gader, afsat plads til riddernes forskellige herberger og andre offentlige bygninger, og der blev begyndt byggeri af Sankt Johannesdomkirken. Fortet blev genopført i stjerneform, der var en noget anden form end oprindeligt og mod landsiden blev befæstningen med mur og bastioner tværs over halvøen bygget.
Ud over byggeriet i Valetta blev der gennem de næste mange år udført forsvarsværker på øen. Der blev fra 1600 rejst mange vagttårne langs kysten og andre byer og forter blev indrettet eller forstærket. Truslen fra tyrkerne var ikke overvundet med den enkelte sejr i 1565, og enkelte mindre landgange fandt også sted senere, men uden større konsekvens. Fx blev sydkysten hærget enkelt dag ved en ekspedition fra Konstantinopel i 1614.
I tiden efter 1565-slaget i Valetta og endnu mere i tiden efter
Valetta og Malta som ø kom dog ikke til at spille en rolle i verdenshistorien før igen i WW2. Johanniternes rolle i verdenshistorien blev udspillet uden for øens grænser. Det blev deres flådestyrker, der fik betydning i de godt to hundrede år mellem Belejringen og Napoleon.
KUNST I VALETTA
Johanniterne havde brug for kunstnere til hjælp ved udsmykning af den nye hovedstad, for at denne kunne signalere tilstrækkelig pragt og betydning til ven og fjende. Den betydeligste kunstner forbundet med Ordenen var
Caravaggios hovedværk på øen er 'Johanes Døberens halshugning', der er udstillet i Johannesdomkirkens oratorium. Mindre berømt end Caravaggio - uden for Malta - er maleren
Efter Belejringen blev det som sagt johanniterflåden, der blev Ordenens internationale våben. Hovedparten af krigshandlingerne lå tæt på almindeligt sørøveri, idet togter mod muslimske skibe og kystbyer fandt sted uden krigserklæringer eller med territoriale mål som formål. De var berigelsestogter forsvaret med tesen om den muslimske fare, der også virkeligt var til stede i regionen.
Blandt de mere ordinære krigshandlinger var Ordenens deltagelse i forskellige slag sammen med styrker fra Venedig, Det tysk-romerske kejserrige og Spanien. Det første og mest kendte af disse slag var
I dette slag havde Ordenen fået tildelt styrbord eskadre under den italienske øverstbefalende,
Splid mellem de europæiske koalitionsstyrker i spørgsmålet om, hvorvidt tyrkerne skulle forfølges, forhindrede, at den ottomanske flåde blev helt tilintetgjort. Den storpolitiske situation blev den afgørende faktor, og enkelte af de deltagende landes styrker havde ikke mandat til yderligere at angribe Det tyrkiske Rige. Cypern forblev derfor i Ottomanernes magt.
Ofte ser man slaget ved Lepanto som værende vendepunktet for Ottomanernes søherredømme i Det østlige Middelhav, men det er ikke helt korrekt, for så sent som 1669 erobrer tyrkerne Kreta - den gang kaldet for
I de følgende år deltog Ordenen i slaget ved Passava i Grækenland i 1601, og i samme år blev også den tunesiske by Hammamet erobret, hvilket i Herrens navn bragte nye forsyninger af slaver til Maltas slavemarked. I 1602 blev byerne Patras og Lepanto hærget af Ordenens ridderlige styrker, og byernes kornlagre blev overført til Malta, hvor fødevaresituationen var knap grænsende til hungersnød.
På Peleponnes i den del af halvøen, der kaldes
Man kan sige, at ganske langsomt gennem årene fra 1650 til 1750 trænger kristne styrker ind på Det ottomanske Rige, men Grækenlands stilling er ganske prekær, for den ortodokse kirke må optræde ganske varsomt med en tyrkisk herre i landet og invaderende katolske styrker. Loyalitet er derfor delt, og forståeligt nok tiltror grækerne ikke altid styrker, der inkluderer venetianske kræmmere.
Sidst i perioden, inden
Den 6/6 1798 ankommer 70 transportskibe og to fregatter og anmoder den neutrale Valetta om lov til at fylde vand. Denne tilladelse misbruges, da Napoleon selv den 12/6 ankommer på flagskibet ORIENT og straks landsætter besættelsesstyrker. Maltas stormester kan se, at overmagten er for stor, så en våbenhvile indgås, hvori franskmændene betinger sig så godt som alle rettigheder til øerne og deres værdier.
Stormesterens manglende forberedelse sammen med Napoleons krigslist gør kamp umulig, og ved overgivelsen og den efterfølgende besættelse mister Ordenen sin betydning både lokalt og i den større politiske arena. Ordenen ser sig nu om efter et andet hovedsæde, men finder ingen lande interesserede i at huse Ordenen.
En del riddere får asyl i Sankt Petersborg ved den russiske kejser, og de anerkendes med deres rang i den russiske hær. Ridderne afsætter derefter von Hompsech, der allerede den 17/6 havde forladt Malta ledsaget af en fransk fregat, ARMETIS, med målet Trieste. Stormesteren dør 12/5 1805 i Montpellier. De tilbageværende riddere udnævner fra 1798 zaren som ny stormester.
Malteserne rejser sig til oprør mod den franske besættelsesmagt den 3/9 1798, hvor de belejrer de franske styrker i Valetta. Franskmændene holdt ud til 4/9 1800. Maltesernes forbundsfæller var englænderne og ikke ridderne.
Efter Napoleons fald overtager Englænderne øen, og de forbliver der indtil 1979. Fra 1964 er Malta en selvstændig nation i Det britiske Commonwealth og fra 1974 er landet en selvstændig republik, men de engelske styrker forlader først landet i 1979. Fra 2000 er Malta optaget i EU.
I litteraturen genfindes Johanniterordenens medlemmer under mange forskellige navne. Følgende er måske ikke helt dækkende, men de almindeligst anvendte:
Latinske navne:
Engelske navne:
SMOM = S. J. of J.
Ordenens kvindelige medlemmer kaldes Johanniterinder.
For kortfattet at se på Ordenens plads mellem nationerne er det nødvendigt at gå tilbage til deres storhedstid på Malta. Ved etableringen på øen fik Ordenen ikke fuld territorialret. Ridderne blev tildelt øen som et len mod en symbolsk afgift, men den tysk-romerske kejser, eller den spanske konge - i begge tilfælde Habsburgerfamilien opfattede stadig Johanniterne som undersåtter. Det var dog den anden magt, som ridderne var underlagt, nemlig pavemyndigheden, der i første omgang fik betydning for deres betydning.
I kølvandet på reformationen, hvor også den katolske kirke strammede op på sine procedurer og kontroller af de kirkelige institutioner, måtte Ordenen i 1575 acceptere, at øen fik visitationsbesøg af den pavelige legat
Den geopolitiske situation ændrede sig efter freden i Westphalen i 1648, hvor de europæiske magter i store træk fastlagde grænserne, der skulle gælde i mange år fremover. De betydende magtcentre flyttede sig nu til England og Frankrig på bekostning af staterne i Sydeuropa, og selv om England var en protestantisk stat, så valgte ridderne generelt at indtage en neutral holdning i stridsspørgsmål mellem England og katolske stater, i hvis skærmydsler de sjældent deltog.
Stormesteren måtte det meste af tiden tage hensyn til de franske riddere, der ikke havde let ved at acceptere aktiviteter rettet mod franske interesser, hvorfor en udstrakt diplomatisk navigering mellem Ordenens polariserede riddere var nødvendig. Denne situation ændrede sig igen i 1700, da den franske kong Louis XIVs nevø, Philip V, blev konge af Spanien. De to nu samarbejdende nationer fordelte visse områder imellem egne fyrster, hvilket for Malta betød, at deres overordnede fyrste blev
I 1718 var der atter stridigheder om områdets territorier, og England var nu aktivt operatør, da det Middelhavsinteresser var truede af uenighederne mellem Spanien og Frankrig. Enden på sagen blev, at Malta fortsat hørte under Spanien sammen med Sicilien, mens Sardinien nu skiftede tilhørsforhold til Savoy. Denne tilstand ændrede sig allerede igen i 1738, hvor Napoli og Sicilien blev slået sammen til et kongerige, og den første konge blev
Det attende århundrede så i oplysningstiden begyndende borgerlige protester fra den voksende og uddannede middelklasse mod Johanniternes despotiske styre, men det var farligt at protestere, og en trykpresse blev først etableret på Malta 1756 og under stadig hård censur fra Ordenen, så protester var vanskelige at få udbredt. Og her stod sagerne stadig i 1798, da verden brød sammen for Ordenen: Reel suverænitet havde ikke været til stede for Ordenen siden tiden på Rhodos for nu 276 år siden.
Ordenen blev efter Napoleons overtagelse af Malta for en stor dels vedkommende af ridderne modtaget i Rusland, mens andre blev spredt ud over Europa, og fra 1805 til 1879 var der ingen stormestre udnævnt, men under pave Leo XIII blev der igen udnævnt en stormester.
For at blive optaget skulle man stadig i 1910 have en adelig baggrund, der kunne tælles mange generationer bagud. Dertil en katolsk tro, være af voksen alder, have en fast karakter og en passende og tilsvarende social position.
I dag er ordenen principielt en katolsk orden med velgørenhedsarbejde som sit hovedformål. Ordenen opretholder et krav om at være en uafhængig territorial organisation, og den har observatørstatus i FN. En del afdelinger i protestantiske lande operer tæt sammen med moderorganisationen, men under protestantisk religiøs nomination. En del af disse afdelinger er godkendte på en eller anden måde hos moderorganisationen.
Ordenens motto er
Ordenen ejer Klosteret
Da
Foruden de spedalske tog ordenen sig også af patienter med andre smitsomme sygdomme. Deres hospital var formodentlig kun en særlig afdeling i tilknytning til et kloster.
Ordenens udsatte beliggenhed samt senere modstand fra muslimske kredse nødvendiggjorde ordenens oprettelse af en militær forsvarafdeling. Da Jerusalems fald var nærtstående, flyttede ordenen sin virksomhed til Acre. Da Det Hellige Land endegyldigt var mistet, fik ordenen hovedsæde i Frankrig på slottet
I middelalderen havde ordenen foruden deres sundhedsaktiviteter også en slagkraftig flåde i Middelhavet, hvor de beskyttede fragtruter mod sørøveri. I 1489 revurderede pave Innocent VIII ordenen og lod dens hærstyrke indgå i Johanniterordenen. Samtidig fik Den
Ordenens grundlægger var
Deres dragt var en hvid kjortel som Cistercienserne, og på kjortelen et rødt kors, der dog først kom til under pave Eugenius III. Korset sad oprindeligt på venstre skulder. Denne orden begyndte som kamporden mod de vantro, men optog senere hospitalsdrift som en del af deres aktiviteter. De havde en rangorden svarende til Johanniterne. Deres styrkepunkter inkluderede borgen Beaufort i Libanon samt Krak af Moab-borgen øst for det Døde Hav. Under tiden i Det Hellige Land var Ordenen blevet kendt for at tage sig af bankforretninger. Pengetransporter krævede styrke og mandskab. Sådan virksomhed var medvirkende til deres formueforøgelse som i den sidste ende førte til deres undergang.
Efter Jerusalems fald flyttede ordenen til Cypern og senere til Frankrig. På sit højdepunkt formodes der at have været omkring 16.000 riddere og omkring 40.000 kommender. Deres rigdomme var derfor meget store, og i begyndelsen af 1300-tallet blev ordenen anklaget for både kætteri og homoseksualitet, og det blev undskyldningen for, at den gældsatte samvittighedsløse franske kong Philip den Smukke kunne konfiskere ordenens værdier og en del af medlemmerne blev dødsdømt og henrettet. Det gjaldt også den sidste stormester,
Pave Clement V nedlagde i 1312 ordren, og de resterende overlevende medlemmerne blev optaget i Johanniterordenen, der også modtog meget af disses værdier uden for Frankrig.
I Portugal genopstod ordenen allerede i 1317 under kong Denis, og denne genopstandne orden fik pave Johannes XXIIs anerkendelse i 1319.
Den Hellige Gravs Orden i Jerusalems historie er kompleks og er sparsomt dokumenteret for de første år og for perioden fra ca. 1500 til ca. 1850. Dertil kommer, at der findes en orden med samme navn i den ortodokse kirke, en orden af samme navn for augustinerkorherrer samt den nutidige orden, der beskriver sig selv som værende den direkte og ubrudte linje fra grundlæggelsen omkring år 1099. Overskriften til dette afsnit er navnet på den orden, som blev stadfæstet af pave Pius IX i 1868.
Den moderne udgave af ordenen kaldes på engelsk for The Order of the Holy Sepulchre of Jerusalem og i kort form på dansk for Gravordenen. Deres logo er et rødt korsridderkors, og der findes flere ordenstegn i form af uniformsdele som kåber og distinktioner som medaljer, ordener m.v.
Ordenens historie er i legender og korstogshistorier ofte fortalt af kirkelige forfattere eller forfattere med interesse i tesen om ordenens ubrudte linje fra begyndelsen, men det er småt med dokumentationen - den ortodokse orden anfører endog grundlæggeren som Konstantin den Store i år 325. Den ortodokse orden behandles ikke yderligere her.
Litteratur med en videnskabelig-kritisk tilgang til emnet er sparsom og ikke let at skaffe. Et nyere værk med oversigt over ordenen findes kun på ét dansk bibliotek (Word orders of knighthood & merit, 1-2, 2006, edt. Guy Stair Sainty & Rafal Heydel-Mankoo). Denne oversigt må tages med forbehold for anvendelsen af udokumenterede oplysninger samlet fra forskellige kilder af tilgængelig litteratur og net for at sammensætte en læsbar ordenshistorie.
Den katolske encyklopædi (Kilde: id=5853) indleder teksten om ordenens historie med: "Neither the name of a founder nor a date of foundation can be assigned to the so-called Order of the Holy Sepulchre if we reject the legendary traditions which trace its origin back to the time of Godfrey of Bouillon, or Charlemagne, or indeed even to the days of St. James the Apostle, first Bishop of Jerusalem. It is in reality a secular confraternity", og det er ret sigende for historiens sikkerhed, og videre fastslår leksikonet at "In the broad acceptation of the word, every crusader who had taken the sword in its defence might assume the title from the very moment of being dubbed a knight. Those who were not knighted had the ambition of being decorated knights, preferably in this sanctuary, and of being thus enabled to style themselves Knights of the Holy Sepulchre par excellence." - det må således formodes at et utal af riddere og tilløbere har brystet sig af en titel som ridder af den hellige grav uden den fornødne dokumentation for medlemskab af det etablerede augustinske domkapitel med videre.
Et andet site skriver: "Several historians of the Order have attributed the actual foundation of the Order to Godefroy, Duke of Bouillon, first Christian King of Jerusalem, after the liberation of Jerusalem in 1099. It may indeed have been possible and appropriate that some kind of "honor guard" for the Holy Sepulcher could have been established at that time, but there is no contemporary evidence of any kind to support this claim. Certainly a religious Order of Canons of the Holy Sepulcher under the Rule of Saint Augustine was founded early in the twelfth century, and this Order soon established itself across Europe and acquired great wealth. There are no contemporary documentary sources, however, which demonstrate that these Canons assumed a military function or that a group of military brothers dedicated specifically to the protection of the Holy Sepulcher was associated with them. " citatet er fra "The Spanish Orthodox Church and EACS" på sitet (http://www.knightsofchristsmercy.com/holy_sepulcher.html). Disse eksempler må være tilstrækkelig dokumentation for usikkerheden med hensyn til denne ordens historie.
I det følgende forstås ved den Hellige Gravs Orden i Jerusalem den gruppering, der er katolsk, og som omfatter både de tidlige augustinerkorherrer, middelalderlige riddere af ordenen og nutidige riddere af forskellige klasser samlet i en organisation, hvor der er forskellige grader af tilslutning og forskellige grader af indhold i ordensløftet, men hvor den sparsomme specifikation af, hvilken del af ordenen der er tale om gør det praktisk i historien at betragte ordenen som en helhed. Ordenen er her kun behandlet op til år 1500.
Grundlæggelse
En version af ordenens historie sammensat af legendedele og faktuelle dele kan lyde således:
Den Hellige Gravs Orden opstod i 1099 ved dannelsen af det latinske kongerige Jerusalem i territoriet for vore dages Israel, Libanon og til dels Syrien og østlige dele af Tyrkiet. Rigets udstrækning varierede med resultatet af de krige, der førtes med de tyrkiske, arabiske og ægyptiske folk, der beboede områderne. En nærmere forklaring på Jerusalem i kortstogstiden findes her. Det latinske kongerige eksisterede til 1291. Derefter var der af kristne fastboende kun medlemmer af Franciskanerordenen.
Ifølge traditionen blev Den Hellige Gravs Orden grundlagt af Godfrey IV af Bouillon = Godfrey VI af Nedre Lothringen = Godfrey I af Jerusalem, * c.1060; † 18/7 1100. Han blev valgt til konge af Jerusalem, men vistnok aldrig kronet. Da byen først faldt den 15/7 1099, må hans grundlæggelse af ordenen være sket fra august til juli året efter. Han kaldte sig selv Forsvarer af Den Hellige Grav fra 22/7 1099, så mest sandsynligt har hans følgesvende fået tildelt ordenstitler hurtigt derefter.
Kongen forestillede sig selv som hærfører for ordenens riddere, men forlangte i øvrigt, at de skulle adlyde Jerusalems patriark (embedet blev stiftet ved koncilet i Kalchedon 451) og leve i henhold til Augustinerreglen. Ifølge Vatikanets egen historie om ordenen (http://www.vatican.va/roman_curia/institutions_connected/oessh/en/cenni_storici_en.html), var det også kong Godfrey, der oprettede den augustinske korherreorden, som Baldwin I i 1103 tog lederskab for og forbeholdt sig retten til udpegnng af riddere for ham selv og hans efterkommere, såfremt patriarken var forhindret i at udøve denne myndighed. Kilden fastslår, at der er tre afdelinger i samme orden: Korherrerne = fratres, de sekulære korherrer = confratres, og de krigeriske riddere = sergentes.
Senere i samme kildes engelske udgave omtales ridderne som Knights of the Order of Canons of the Holy Sepulchre - man betragter åbenbart nu ordenens tre afdelinger under et som én forening. Da medlemmerne efter Jerusalems fald spredtes ud over deres europæiske hjemlande, er kilderne ofte uden specifikation om, hvilken type ordensbrødre der er tale om: Krigere eller kirketjenere i fredeligt ærinde.
En anden kilde bemærker, at Augustinerne først blev etableret i Jerusalem i 1114 af ærkebiskoppen i Arles, Gibelin af Sabran, og patriarken Arnulf de Roher. Har Godfrey som anført i forrige afsnit henvist til Augustinerne i 1099? (http://www.khs.org.uk/index.php/origins). Af samme kilde fremgår det, at først Godfreys efterfølger, hans broder Baldwin I, nedskrev statutterne for ridderordenen i 1103. I disse regler var det patriarken, Daimbert tidligere ærkebiskop i Pisa, der udpegede eller optog ridderne i ordenen.
Det er ikke muligt at være medlem af Augustinerordenen, når man bærer sværd, hvorfor tilknytningen ikke kan have været totalt. Der må have været tale om en form for tjenesteydelser fra edssvorne riddere for riddernes mere voldelige beskæftigelse. Der er heller ikke spor af et ordensstatutter fra pavens hånd, hvilket er nødvendigt for en ægte religiøs orden som fx Benediktinernes. Det er dog korrekt, at der i Jerusalem ved Den Hellige Gravs Kirke efter erobringen dannedes et kapitel af Augustinerkanniker i 1114. Der kan ikke dokument-påvises nogen kontinuitet mellem disse Augustiner og den moderne orden.
Det kritiske norske Wikipediasite afviser også, at der findes dokumentation for en af Godfred oprettet orden i 1099. Beskrivelsen af den oprettelse er fundet i franske arkiver som stammende fra først i 1500-tallet (sitets kildeangivelse er fra ovennævnte værk af Guy Stair Sainty). De første statutter for ordenen blev udgivet i 1613, men regnes af filologer for uægte.
Traditionen med at slå korsriddere til medlemmer af Gravordenen ved at berøre dem med sværdet, når de aflagde løftet til ordenen, er kendt fra flere kilder. Der er dog også her visse problemer med kontinuiteten. Da Jerusalem faldt i 1291 blev myndigheden til at optage medlemmer af Gravordenen overdraget til de eneste tilbageværende, Franciskanerne i klostret på Zionsbjerget, men de kunne jo ikke bruge sværdet - og i øvrigt kunne de heller ikke slå laverestående krigere til riddere, så det forekommer mest sandsynligt, at aspiranten har aflagt løfte til Franciskanerne, der har ført annalerne, og ridderslaget blev så leveret af en tilstedeværende ridder af tilstrækkelig ædel byrd til dette arbejde. Der cirkulerer historier om perifere lykkeriddere der for betaling gerne uddelte ridderslag til nok hvem som helst.
Den første kendte anerkendelse, men ikke en ordensstiftelse, kom fra pave Paschal II i 1112 eller 1113 og omfattede en godkendelse eller påskønnelse af riddernes arbejde med at sikre gravkirken og kapitlet ved gravkirken, og i 1122 udkom pave Callistus IIs bulle, der stiftede ridderne som et lægmands fællesskab (min overs. fra engelsk, http://www.eohsjwa.org.au/?page_id=91) med ordenens formål: at passe på den Hellige Gravs basilika og afværge muslimske angreb. Efter først Jerusalems (1245) og sidst Acres fald (1291) blev ridderne hjemløse, og de spredtes ud over Europa.
Uden territorium og uden statsapparat og uden myndighed måtte pave Johannes XXII i 1330 overdrage Gravordenens udøvende magt til Franciskanerklostret på Zionbjerget, og ridderne blev udpeget til at være klostrets værnemagt, og prioren blev ordenens general eller mester. På dette tidspunkt var der bare ingen riddere i Palæstina. Muslimerne kontrollerede området og lod mod betaling Franciskanerne passe gravkirken.
Pavens overdragelse af magten til Franciskanernre var betinget. Retten til optagelse af riddere var uddelegeret, men paven beholdt den øverste myndighed over Gravordenen. I praksis var det Franciskanerne, der udpegede nye riddere.
Der var nu stille omkring ordenen i næsten 200 år, hvor ridderne altså var draget tilbage til Europa, og legenden siger, at de oprettede afdelinger i mange af landene, men i henhold til kilde:( http://www.khs.org.uk/index.php/origins) var det kun de regulære Augustinerkorherrer, der fik oprettet klostre og konventer for nonner rundt om i Europa. De krigeriske ordensbrødres arbejde kan ikke have været særligt koordineret, og referater eller oplysninger om generalmøder har jeg ikke kunnet finde oplysninger om, men en del dokumentation kan på grund af manglende specifikation have drejet sig om enten Augustinerne eller de sekulære riddere.
1400-tallets historie om ordenen
Den noget teoretiske funktion af Gravordenens riddere har åbenbart generet kurien, for pave Innocent VIII ønskede 1489 at få afskaffet ordenen, og der blev udstedt ordre om sammen med Lazarusordenen at lade den fusionere med Johanitterne. Gravordenen fik særlig tilladelse til at lade deres navn indgå i forbindelse med Johanniternavnet: ... og af Den Hellige Grav.
I 1496 fandt Pave Alexander VI det bedre igen at lade Gravordenen blive selvstændig, men nu med en anden styreform, idet stedfortræderen for pavens overmyndighed ville udgå, og paven selv ville forbeholde sig retten at være stormester. Det må derfor konkluderes, at ordenen i perioden 1489 til 1496 stadig bestod som en afdeling af en anden og derefter blev selvstændig, så kontinuiteten for denne periode var bevaret. Den genopvakte orden fortsatte også under samme navn: Ridderne af Den Hellige Grav i Jerusalem.
I tidsrummet fra 1500 til de nye vedtægter udstedtes af pave Pius IX i 1847 samtidig med genoplivningen af det jerusalemske patriarkat er der ikke mange spor af Gravordenens aktiviteter, og da min tekst er rettet mod middelalderen, behandles perioden efter 1500 ikke yderligere. Vatikanets eget site med ordenens historie er totalt tavst med hensyn til perioden fra 1300-tallet til 1847 (kilde: http://www.vatican.va/roman_curia/institutions_connected/oessh/en/cenni_storici_en.html).
Kilder fra nettet:
1) http://www.governo.it/Presidenza/ufficio_cerimoniale/pubblicazioni/malesci_ordini_cavallereschi_santa_sede_ingl.pdf
2) http://www.vatican.va/roman_curia/institutions_connected/oessh/en/cenni_storici_en.html
3) Den katolske encyklopædi på nettet for ID=5853.
4) http://www.khs.org.uk/index.php/origins
5) http://www.eohsjwa.org.au/?page_id=91
Ridderordenen Den Tyske Orden, engelsk navn: The Order of the Knights of the Hospital of St. Mary of the Teutons in Jerusalem eller The Teutonic Knights of St Mary's Hospital of Jerusalem, hævdes af nogle som grundlagt i 1127 i Jerusalem [9458p63], men regnes oftest som grundlagt i 1190 eller 1191 i Acre, da Jerusalem var faldet i 1187. Grundlæggerne var hovedsageligt fra Bremen og Lübeckområdet. Efter hospitalets grundlæggelse kom der senere, omkring 1198, nogle riddere til, som inden for ordenen dannede et militærkorps efter samme model som Tempelridderne. Deres første stormester blev
Der kunne optages riddere med tysk blod og af adelig fødsel i ordenens fornemste klasse. Endvidere optog ordenen præster og lavere befalingsmænd kaldet sergeanter. Ridderne bar en hvid kutte med et sort kors, underst havde de en hvid tunika. Riddernes var ret korte af hensyn til ridningen, mens præsternes dragt var længere. Sergeanterne bar en grå dragt med et kun trearmet kors. I hospitalerne var der en fjerde klasse af kvinder, der blev kaldt halvsøstre.
Deres generalkonvent blev afholdt hvert år i september på Hellig Korsdagen = Korsmisse, den 14. september. Under stormesteren = Hochmeister stod storkomturen, ordensmarshallen eler stormarshallen, hospitalsforstanderen = Spittler, skatmesteren = Tressler, og endelig kvartermesteren = Trapier. Disse udgjorde til sammen generalrådet, som også kunne vælge stormesteren.
De enkelte ordensbaser udgjorde med 12 riddere under en Hauskomtur et kommende, og alle kommenderne i en provins udgjorde et Landkommende = Landkomturei = Ballei, hvis overhovede var en Landmeister.
Ordenen fungerede altså kun relativt kortvarigt i Det Hellige Land og blev mere kendte for deres korstog i Østeuropa, særligt De baltiske Lande. Efter et kort intermezzo i Ungarn slog den lille orden sig ned i De baltiske Lande, der stadig var hedensk land, og i 1309 havde de hovedbase i
Foruden de ovennævnte ordener blev der i 1222 dannet endnu en militær orden grundlagt af biskopperne i Kujawia og Plock. Ordenen hed Dobrinordenen, og den indgik i Den tyske Orden i 1235.
Da Den Tyske Orden var ankommet til Østersøegnene, havde den kæmpet sammen med Ordenen af Sværdbrødre, grundlagt omkring 1204 af biskop Albrecht af Riga. De Tyske Riddere havde koncentreret sig om de oprindelige hedenske beboere af Preussen, som de havde fordrevet, konverteret eller aflivet i 1283. I de næste par hundrede år er Ridderne i stadig kamp for at overleve mellem de begyndende nationsdannelser, hvor der ikke rigtigt er plads til dem. Deres formål er også væk, da hele området er kristnet. Forskellige mindre områder og dele af Ordenen forsøger at overleve, og det er svært at sætte et eksakt årstal på Ordenens ophør, men reformationen gjorde i det store og hele Ordenen til overs.
I De baltiske Stater var Sværdbroderordenen begyndt at missionere før 1200. De havde deltaget i korstog i 1998 og grundlagde Riga i 1201, og altså før Dannebrog faldt ned fra himlen i de egne af verden. Fra 1237 er de efter et tabt slag blevet en del af Den tyske orden [9458p70]. I de næste par hundrede år slås ridderne ustandselig med folkeslag norden, østen og sønden for dem. Om hospitalsgerning eller andre barmhjertighedsgerninger var der åbenbart ikke megen tid til at udøve.
I 1466 er Marienburg tabt for Ordenen, og den må flytte sit hovedkvarter til
Den iberiske Halvø havde været besat af muslimske folkeslag fra 711, hvor de krydsede Gibraltarstrædet og de følgende år udbredte deres rige til Ebroflodens omegn. Fra omkring 1100 begyndte den kristne tilbageerobring af Den spanske Halvø, og ved erobringen deltog flere ridderordener, både de ordener, der er kendte fra de andre missionsmarker, men også lokale, der kun virkede i dette område.
Tempelridderne var til stede i området fra ca. 1130 indtil deres undertrykkelse i begyndelsen af det fjortende århundrede. I 1146 opslog de hovedkvarter i Punta la Reyna i Aragon. Johanniterne kom til området i 1148, hvor Aragonafdelingen fik hovedkvarter i Amposta ved Ebros udmunding i Middelhavet. I 1147 fik Tempelbrødrene overladt den nys erobrede fæstning i Calatrava - ordet kommer af Qalat Rawaah = Borgen for Krig. Borgen var en strategisk vigtig forpost for Toledos sikkerhed, men i 1157 blev ridderne i tvivl, om de ville kunne holde den, og meddelte kong Sancho III, at de trak sig.
[9458p107]
Da dette skete var abbedden fra klosteret Santa Maria de Fitero i Toledo, og han tilbød kongen, at han med sine mænd ville forsvare borgen mod de sydfra hærgende muslimer. Det blev aftalt, og abbeden overførte alle sine folk til borgen og kaldte til hellig krig mod muslimerne, så mange strømmede til stedet. Med mange mennesker blev det nødvendigt med et ordensreglement. Borgen blev ikke angrebet inden abbeden døde, og hans tilbageværende munke fortrak til Cirvelos, mens de sekulare riddere blev og anmodede
Sankt Jakobs Sværdorden
Jakobsordenen anvendte en Augustinus Regula, og denne orden var kendetegnet ved en noget højere grad af fromhed end en del af de øvrige krigerordener. Ordenen havde desuden mange kvinder tilknyttet til pleje af syge og pilgrimme. Ordenens enheder bestod af en leder og tolv brødre efterlignende Jesus og apostlene. Ordenen optog på fuld medlemsbasis også gifte riddere, når disse opgave deres familie og ejendom til Ordenen. De kunne i Ordenen leve et nogenlunde normalt familieliv og mand og kone levede kun adskilt i fasten og adventtiden.
Ordenens uniform havde et rødt kors på den ene skulder, og korsets nederste del havde form af et sværd. På spansk kaldtes korset for espada. Og den menneskekærlige ordens motto var "Måtte sværdet blive rødt af arabisk blod".
I kongeriget Leon opstod der omkring 1170 en mindre brødresamfund, der kaldte sig San Julian de Pereiros Riddere og på spansk Sanjulianistas. San Julian ligger i nærheden af Ciudad Rodrigo sydvest for Salamanca. Ordenen fik anerkendelse af pave Alexander III, og den fik en vis tilknytning til Calatravaordenen, uden at
I 1217 fik Ordenen overladt bevogtningen af den vigtige og gamle romerske bro over tagus tæt ved grænsen mellem Spanien og Portugal. Den kaldtes Alcantara = Al Cantara = Broen. Efter denne tid kaldtes Ordenen gerne for Alcantaraordenen. Alcantarastyrelsen ønskede året efter at konsolidere dens hovedområde i Spanien og overlod derfor 1218 deres portugisiske besiddelser til den nedennævnte Avisorden.
Santa Marias Brødre
I 1190 brød muslimske Almohad-styrker ind i det sydlige Portugal, og Sancho I, 1185-1211, befæstede, efter Almohaderne igen var drevet ud, grænsen og fik Benedikts Riddere anbragt i et antal fæstninger her i blandt den befæstede by Avis eller Aviz, hvorefter brødrene også blev kendt under navnet
Ordenen
Da Tempelridderne omkring 1310 blev opløst, var der en del gods og guld, der skulle overføres til andre. I Portugal klarede kong Denis eller
På resterne af tempelridderne blev også
| År | Baggrunden |
| 1023 |
De første købmænd fra Amalfi og andre italienske bystater fik kaliffen Købmændene opførte hospitalet tæt ved benediktinerklostret indviet til |
| 1048 |
Den amalfiske købmand Der etableres flere herberger langs vejen fra kysten til Jerusalem i årene derefter. |
| 1050 | 1050 angives som det år, hvor købmænd fra Amalfi grundlagde et hospital i Jerusalem. Det var indviet til Den Hellige Johannes af Alexandria og brødrene fulgte St. Benedikts reglement. Denne Johannes var født på Cypern, blev gift, fik børn og blev, da han var over 50 år, patriark i ALexandria, men da var hans kone og børn døde. Han fik tilnavnet »Almissegiver« på grund af sin gavmildhed. Han døde ca. 620. NB. der er en anden Johannes kaldet Almissegiveren. Han hed også Rainuzzi og døde cirka 1330. |
| 1070 |
|
| 1095 |
Pave Urban II kaldte ud til det første korstog med det formål at erobre Jerusalem, der siden 638 havde været besat af muslimske riger. På det tidspunkt var fatimiderne i Cairo meget svage, og mod den tyrkiske side var landet opdelt i småriger regeret af lokale krigsherrer. [9458p9] |
| 1096 | Det Første Korstog indledes og varer til 1099. Den første folkehær plyndrer sig vej gennem Europa og volder jødiske bebyggelser undervejs. Fra Konstantinopel sættes de over til Lilleasien, hvor de slagtes af muslimerne. Derefter samles de mere kompetente hære under fyrsterne i Europa og igen via Konstantinopel sætter de over til Anatolien og begiver sig med resterne af den første hær på vej mod Jerusalem, som de når i juli 1099. |
| 1099 |
Jerusalem Jerusalem stormes i juli 1099, og byen overgiver sig til korstogshæren. Der dannes et latinsk kongerige efter fransk mønster. Det får navnet Kongeriget Jerusalem, men kaldes også med sit franske navn for Outremer. Landet opdeles i forskellige administrative dele, der hver får sin fyrste under kongen. Se herom i Jerusalems genealogier, hvor også landets udstrækning er nævnt. Efter Jerusalems indtagelse bliver der behov for et større herberg, og det bygges, hvor Karl den Stores institution og senere Amalfiborgernes engang lå. De daværende bygninger var i løbet af de cirka halvtreds år blevet ødelagt, og korsridderne bygger nu samtidig en ny kirke, der indvies til Johannes Døberen. Selve fundatsen for ridderordenerne kom først i 1113 og 1126. |
| 1113 |
Stormester Peter Gerard får pave Paschal IIs godkendelse til at organisere en klosterorden til pilgrimmenes pleje. Det sker ved udstedelse af en pavelig bulle i 1113 adresseret til Geraudo institutori ac praeposito Hirosolimitani Xenodochii. Johanniterordenen bliver eximeret for alle afgifter og står desuden udelukkende under pavens overhøjhed. Gerard = Geraldus, c.1099-1125; |
| 1119 | Tempelriddernes orden grundlægges. Der er nu to ordener med nogenlunde samme formålsparagraf i området. |
| 1120 |
Johanniternes første stormester, Peter Gerard, dør. Det er først under Raymond, at den første hospitalslignende institution grundlægges. Den placeredes tæt ved Den Hellige Gravs Kirke. Man kan derfor sige, at som hospitalsinstitution er ordenen grundlagt under Raymond du Puy. Hans fundats taler om fem læger og tre kirurger ansat ved hospitalet permanent, men omtaler ikke krigeriske tropper. Ordenen begyndte med at pleje de syge og reparere på de sårede, men fik snart en afdeling, der kunne eskortere pilgrimme, fra de landede i Det Hellige land og på vejen op til Jerusalem. |
| 1123 | Tempelriddernes orden grundlægges; tilladelse gives først under konciliet i Troyes i 1126. |
| 1126 | Konciliet i Troyes anerkender den nye Tenpelridderorden under St. Benedikts regel og tilpasset af den Hellige Bernard fra Clairvaux. |
| 1136 | Første dokumentation om militære aktiviteter fra Johanniterordensbrødrenes side. |
| 1147 | Det Andet Korstog indledes. Det blev militært ledet af kong Louis VII og Konrad III. Korstoget sluttede i 1149 uden der var opnået noget af betydning. |
| 1153 | Johanniterreformerne fra 1136 genbekræftes af pave Eugen III (muligvis var det først i 1154). |
| 1154 | Lazarusordenen får af kong Louis VII foræret slottet Broigny nær Orleans. |
| 1158 |
|
| 1162 |
|
| 1163-1169 |
|
| 1169 | Gilbert d'Assailly, Johanniternes femte stormester, abdicerer. |
| 1170 |
Rostagn er en kort periode konkurrerende stormester hos Johanniterne. Gaston de Murols bliver Johanniternes sjette stormester til 1172. |
| 1172 |
Joubert af Syrien bliver Johanniternes stormester til 1177. Fra dette tidspunkt er der uenighed og til tider voldelige mindre træfninger mellem Johanniterne og Tempelridderne. Ufreden fortsætter med mellemrum i mange år. |
| 1177 | Roger des Moulins bliver Johanniternes stormester til 1187, hvor han dør i et slag. |
| 1181 | eller 1182 stadfæstedes ordensreglerne for Johanniterordenen igen, hvilket styrkede stormester Roger des Moulins. |
| 1187 |
Jerusalems fald til muslimerne og slaget ved Hattin. Garnier de Naplous bliver Johanniternes stormester i 1187, men afløses året efter. William Borrell bliver Johanniternes vicestormester til året efter. |
| 1188 | Ermengard d'Asp bliver Johanniternes fungerende stormester til cirka 1190, hvor han abdicerer. |
| 1189 |
Geoffroy de Donjon bliver Johanniternes stormester til 1201. Det Tredje Korstog indledes under Kejser Frederick Barbarossa og Henrik Løvehjerte fra England. Korstoget slutter i 1192. |
| 1190 | Den tyske Orden grundlægges i Acre. |
| 1198 | Fjerde Korstog begynder efter opfordring fra pave Innocent III. |
| 1201 | Mellem 1201 og 1204 bliver krigstjeneste fra Johanniterordenens medlemmer dokumenteret. |
| 1202 |
Alphonse de Portugal bliver Johanniternes stormester til 1206, hvor han afsættes. Det Fjerde Korstog indledes, men udvikler sig mere til en handelskamp for venetianernes formål, idet korstoget skylder Venedig penge. |
| 1204 | 13/4 1204: Konstantinopel falder til de kombinerede styrker fra det Fjerde Kortstog og Venedig, og der etableres et kejserdømmer, der får navnet "The Latin Empire", der bestod de næste godt og vel 60 år. |
| 1206 | Geoffrey Le Rat bliver Johanniternes stormester til 1207. |
| 1207 | Garin de Montaigu bliver Johanniternes stormester til 1227 eller 1228. |
| 1212 | Børnekorstoget begynder, men ender hurtigt i en katastrofe. |
| 1217 | Femte korstog indledes efter opfordring igen fra pave Innocent III. Det ender uden egentligt vinder med en otteårig våbenhvile i 1219. Det var det sidste korstog, som paverne direkte organiserede. Militært ledes korstoget af Leopold VI af Østrig og kong András af Ungarn. Korstoget slutter i 1221. |
| 1228 |
Bertrand de Thessy bliver Johanniternes stormester til cirka 1231. Det Sjette Korstog indledes under ledelse af Kejser Frederick II af Tyskland. |
| 1229 |
Kejser Frederick II forhandler under det Sjette Korstog en aftale med muslimerne, der betød adgang til Jerusalem for kristne pilgrimme i de næste ti år. Den tyske Orden bygger base i Starkenberg = Montfort nord for Acre, og ordenen ejer samtidig Judinborgen og Castellum Regis i samme område.. |
| 1231 | Guerin Brooke bliver Johanniternes stormester til 1236. |
| 1236 | Bertrand de Comps bliver Johanniternes stormester til 1239 eller 1240. |
| 1239 |
Pierre de Vielle-Bride bliver Johanniternes stormester til 1242. William de Senlis bliver Johanniternes vicestormester til 1241. |
| 1242 |
Guillaume de Chateauneuf bliver Johanniternes stormester til 1258. John de Ronay bliver Johanniternes vicestormester til 1250. Kong Tibald af Navarre ankommer til Outremer med stort følge og 1000 riddere. Tempelridderne erobrer Nablus og massakrerer indbyggerne inklusive de kristne arabere. |
| 1243 | Tempelridderne indtager i årets begyndelse Jerusalems tempel, men muslimer generobrer byen i juli, og de kristne vinder den aldrig mere tilbage. |
| 1244 |
Hugues de Revel = Hugo af Revel bliver Johanniternes stormester til 1277. 17/10 angriber en stor kristen hær ved La Forbie i Gazaområdet de ægyptiske muslimer, men de kristne omringes og hugges ned, og mere end 5.000 mand mistes heri 325 Johanniterriddere og alle deltagende af Lazarusbrødrene. |
| 1248 |
Kong Louis IX begiver sig ud på det Syvende Korstog, men kommer ikke længere end fra vest mod øst til Ægypten. De opnår intet i Ægypten, idet de efter at have erobret Damietta, må opgive den igen. De fortsætter til Palæstina, men opnår heller ikke her resultater. Korstoget afsluttes 1254. Johanniternes dragt er nu ændret, så den lange sorte kappe ikke længere bæres under kamp, men er erstattet af en kort trøje med hvidt kors. Den sorte jakke erstattes dog snart af en rød overkjortel med hvidt kors, mens den originale dragt stadig bæres i klosteret. |
| 1249 | Juni: Louis IX ankommer til Damietta i Ægypten |
| 1250 |
8/2 Kong Louis IX's broder, Robert d'Artois, angriber over Nilens bifloder ægypterne. Først med held, senere hugges de kristne ned. Tempelridderne forlanger nu at en aspirant til ridder skal være søn af eller nedstamme fra adelig familie. Denne regel efterlignes snart efter af Johanniterne. |
| 1255 | Paven konfirmerede Lazarusordenens klosterreglement efter St. Augustins regel. |
| 1256 | Interne kampe mellem venetianere og genoensere om magten i Acre. Ridderordenerne og andre handelsfolk delte sig mellem de to parter. Med Venedig var Tempelridderne og den Tyske Orden, St. Lazarus og St. Thomas. Johanniterne holdt med Genoa. |
| 1262 | Pave Urban IV giver Lazarusordenen tilsvarende rettigheder som andre klosterordener. |
| 1265 |
Pave Clement IV bestemmer at alle spedalskhedsramte skal modtages af Lazarusordenens institutioner. Sultan Baibars erobrer Caesarea fra de kristne. |
| 1266 | Sultan Baibars erobrer Safed i Galilæa. |
| 1269 |
Sultan Baibars erobrer Jaffa og Antiocha. Hugh III krones som konga af Jresulam. Kroningen sker i Tyre. |
| 1270 | Det Ottende Korstog og det sidste i nummerserien indledes af Kong Louis IX, men han dør kort tid efter overfarten til Tunis sammen med mange medlemmer af sygdom, og korstoget afbrydes. |
| 1271 |
3/3 Baibars belejrer Krak-des-Chevaliers, der falder 8/4. I juni erobrer Baibars Starkenberg. Ægyptiske galejer udfører plyndringstogter på Cypern, men jages bort. |
| 1272 | Edward af England, den kommende Edward I, deltager i kampene og forsøges snigmyrdet af Baibars. Han tager af sted hjemad i august-september og hører om sin faders død på Sicilien. |
| 1276 | Kong Hugh III af Jerusalem forlander fastlandet og tager til Cypern. |
| 1277 |
Nicolas Lorgne bliver Johanniternes stormester til 1284. King Hugh forsøger at vende tilbage til fastlandet, men Tempelridderne modarbejder det, og kongen må returnere til Cypern, hvor han som hævn afbrænder Tenpelbrødrenes baser i Limassol og Paphos. Charles af Anjou udråber sig selv til konge i Jerusalem, men får ikke held til at befæste sin stilling og hans administration bryder sammen, da han i 1282 mister Sicilien. |
| 1280 | Mongolske styrker bryder ind fra nordøst og besætter Aleppo. Tyrker, saracener, ægyptere foretager de næste par år stadige angreb og langsomt mister de kristne deres områder til muslimske styrker. |
| 1284 |
|
| 1285 | 17/4 Sultan Qalawun belejrer fæstningen Marqab. 23/5 slår en muslimsk mine fundamentet væk under en del af muren, og fæstningen må opgives, og ridderne får frit lejde til Tortosa. |
| 1291 |
Acres fald. Acre blev erobret af muslimerne 28/5, og de sidste korsriddere forlod landet og tog til Cypern. Her blev de hurtigt indblandet i lokalpolitik, hvad der ikke rigtigt passede dem - eller værtsfolkene. De fik byen Limassol = Limisso som hovedkvarter stillet til rådighed af kong Amalric. |
| 1294 | Odon de Pins bliver Johanniternes stormester til 1296. |
| 1296 | Guillaume de Villaret bliver Johanniternes stormester til 1305. |
| 1305 | Foulques de Villaret = Fulkes de Villaret bliver Johanniternes stormester til 1317 / 1323, han blev afsat og abdicerede.
Maurice de Pugnac bliver valgt til Johanniternes næste stormester til 1319. Gerard de Pins bliver Johanniternes vicestormester til 1332. |
| 1307 | Philip IV af Frankrig arresterede den 13/10 de franske Tempelriddere. |
| 1309 |
I sommeren 1309 belejrede Johanniterne Rhodos, der erobredes 15/8 1309 og blev riddernes nye hjem, indtil 1522. Øen blev retsligt betragtet som værende en kirkelig enklave nominelt og territorielt underlagt kejserdømmet i Konstantinopel Foruden Rhodos okkuperede Johanniterne også de omkringliggende øer samt to havnebyer på Tyrkiets kyst: den nord for Rhodos liggende Bodrum, der var det klassiske Halicarnassus, og det øst for Rhodos på sydspidsen af Lycia liggende Castellorizon, der i dag hedder Megisti. Ridderne bygger et nyt hospital her, men på grund af beliggenheden er det småt med pilgrimme til at fylde sengene. Den tyske Ordens hovedkvarter flytter fra Venedig til Marienburg med en stærk fæstning og forsvarsværker omkring byen. |
| 1310 | Johanniterordenen flytter til Rhodos, hvor de bliver til 1523. |
| 1312 |
Pave Clement V nedlægger Tempelridderordenen. En del af deres værdier overføres til Johanniterne. Fusionen finder sted, mens Johanniterne bebor Rhodos. Johanniterne får overført værdierne fra alle landene på nær Aragon og Portugal. I Frankrig har kong Philip IV den Smukke lagt sin hånd på værdierne, og Johanniterridderne må betale store erstatningssummer til kongen for at få ejendommene tilbage. Det er efter fusionen og under opholdet på Rhodos, at ordenens organisationen blev endeligt fastlagt i de otte tunger eller lande. Se ovenfor om dette. |
| 1319 | Helion de Villeneuve bliver Johanniternes stormester til 1346. |
| 1330 | Philip Thame den engelske prior, får tempelridderejendom overført mellem 1330 og 1358. |
| 1346 | Dieudonne de Gozon bliver Johanniternes stormester til 1353. |
| 1353 | Pierre de Corneillan bliver Johanniternes stormester til 1355. |
| 1355 | Roger de Pins bliver Johanniternes stormester til 1365. |
| 1365 | Raymond Bérenger bliver Johanniternes stormester til 1374. |
| 1374 |
Jean Fernandez de Heredia bliver Johanniternes vicestormester i året. Robert de Juilliac bliver Johanniternes stormester til 1376. |
| 1376 | Jean Fernandez de Heredia bliver Johanniternes stormester til 1396. |
| 1378 | Bertrand Flote bliver Johanniternes vicestormester til 1379. |
| 1383 | Ricardo Caracciolo bliver Johanniternes stormester til 1395. |
| 1395 | Boniface de Caramandra bliver Johanniternes rivaliserende vicestormester til 1405. |
| 1396 |
Philibert de Naillac bliver Johanniternes stormester til 1421. Korstog i Europa med deltagelse af franske og tyske styrker, der bevæger sig langs Donau for at bekæmpe tyrkerne. Der deltager også en afdeling af Johanniterriddere. Undervejs plyndrer, voldtager og myrder de sig frem gennem kristent land. De overmodige franske riddere og derefter de mere besindige tyskere bliver alle slagtet i slaget ved Nicopolis 26/9, der ligger ved Donaubredden SW for Bukarest. [9622p69f] |
| 1398 |
Den tyske Orden invaderer Gotland og uddriver sørøverne, |
| 1405 | Nicolas des Ursins bliver Johanniternes rivaliserende vicestormester til 1410. |
| 1410 |
15/7 slaget ved |
| 1421 | Antoine Fluvian de la Riviere bliver Johanniternes stormester til 1437. |
| 1437 | Jean de Lastic bliver Johanniternes stormester til 1454. |
| 1444 | Invasionsforsøg på Rhodos fra den ægyptiske sultan. |
| 1454 | Jacques de Milly bliver Johanniternes stormester til 1461. |
| 1461 | Pierre Raymond Zacosta bliver Johanniternes stormester til 1467. |
| 1467 | Jean-Baptiste Orsini bliver Johanniternes stormester til 1476. |
| 1476 | Pierre d'Aubusson bliver Johanniternes stormester til 1503. Han var også kardinal. |
| 1480 | Invasionsforsøg på Rhodos fra Mehmed II = Mahomet II, der lander den 22/5, men da forstærkninger dukker op, afbryder han belejringen af Johanniternes hovedby. |
| 1487 | Johanniterordenen fusionerer med Korherrerne af den Hellige Grav. |
| 1489 | Cypern overtages af Venedig indtil 1571, hvor øen erobredes af tyrkerne. |
| 1503 | Emery d'Amboise bliver Johanniternes stormester til 1512. |
| 1512 | Guy de Blanchefort bliver Johanniternes stormester i dette år. |
| 1513 | Fabrice del Carretto bliver Johanniternes stormester til 1521. |
| 1521 | Philippe Villiers de l'Isle-Adam bliver Johanniternes stormester til 1534. |
| 1522 |
Suleiman the magnificent = Solyman II forsøger invasion på Rhodos. Han opererer 400 skibe og en hær på 200.000 mand - en anden kilde mener mere besindigt 140.000 mand. Det er anført, at Johanniterne havde 7.000 riddere og soldater i alt. Belejringen ender efter seks måneder med en overgivelse, hvor ordensmedlemmerne får ret til at forlade øen mod at undlade senere at angribe Suleimans riger og flåder. De næste otte år sejler ordensbrødrene uden fast opholdssted, men benyttede som midlertidige opholdssteder Messina, Napoli, Civitavecchia, Viterbo, Cornetto, Villefranche og Nice før Malta i 1530. Admiral |
| 1530 |
Johanniterne får tildelt land på Malta. Det er pave Clement VII og kejser Karl V, der får aftalen bragt i stand med kongen af Sicilien. Territorielt sættes øen under den spanske konges overherredømme. Den kendte aftale om, at prisen for øens lejemål skal være en jagtfalk om året til kongen på Sicilien og overleveret på Alle Sjæles Dag, stammer fra denne lejlighed. Stormester Viliers de L'Isle Adam ankommer sammen med de første riddere til øen om bord på carrakken SANTA MARIA den 26/10 1530. I de følgende år samler Johanniterne en flåde og bekæmper de muslimske staters sørøvere, hvilket bevirker, at ottomanerne senere angreb dem, se år 1565. |
| 1531 | Johanniterne deltog i angreb på Modone i Grækenland. |
| 1532 | Johanniterne deltog i angreb på fortet ved Coronne. |
| 1534 |
Stormester L'Isle Adam dør 21/8 og begraves i Franciskanerkirken i Rabat på Gozo. Pierre del Ponte = Pietro del Ponte bliver Johanniternes stormester til 1535. |
| 1535 |
Didier de Saint-Jaille bliver Johanniternes stormester til 1536. Johanniterne deltager sammen med kejser Karl Vs styrker under Andrea Doria i angrebet på Tunis. Tyrkerne generobrer Coronne. |
| 1536 | Jean de Homedes bliver Johanniternes stormester til 1553. |
| 1538 | Johanniterne taber sammen med andre kristne styrker slaget ved Prevesa i Adriaterhavet til tyrkerne. |
| 1540 | Johanniterordenens besiddelser i England inddrages af kronen som de øvrige ordeners værdier ved klostrenes nedlukning. |
| 1547 | Tyrkerne under Dragut gør landgang ved Maltas sydkyst. |
| 1551 | Tyrkerne angriber Malta, og fortet på Gozo falder. Senere angriber de Tripoli, der også falder. |
| 1553 | Claude de la Sengle bliver Johanniternes stormester til 1557. |
| 1555 | 23/9 passerer en orkan Malta. For at søge at redde flåden fra at blive smadret mod havneklipperne og kajerne, sejler skibene ud, men stormen er så stærk, at en del af skibene forliser og 600 mand drukner. |
| 1565 |
Den 30/3 forlod den tyrkiske flåde Konstantinopel. 18/5 kan flåden med sine mere end 190 skibe ses fra Malta. 20/5 begynder landsætningen af tropperne i Marsaxlokk: 28.000 soldater, 6.300 elitetropper - janissarerne - og 6000 frivillige. 20/5 Fortet forbereder sig på angreb med ca. 6.000 soldater fra Malta, 500 riddere, 500 af galejbesætningerne samt godt 500 lejesoldater. I Mdina var styrken på noget kavalleri samt 2.400 maltesere. 21/5 Tyrkerne opretter deres hovedkvarter i Marsa på øens sydøstside. 27/5 Angrebet på Fort Elmo iværksættes. 03/6 Ravelinerne foran Fort Elmo falder. 22/6 Et to-dages angreb på fortet slås tilbage. 23/6 Under et fornyet angreb falder fortet St. Elmo til tyrkerne. 27/6 Belejringen af Fort St. Michael indledes. 29/6 Fra Sicilien ankommer ca. 700 mand hjælpetropper, der landsættes og marcherer over øen. 05/7 Forstærkningsstyrkerne ankommer til Birgu og kommer uhindret ind i fæstningen. 09/7 Angrbet på Castillens forsvarspost. 12/7 Tyrkerne angriber Senglea, der ligger mellem Valetta og Birgu. 27/7 Angreb på Fort St. Michael. 29/7 Det andet angreb på Castillens forsvarspost. 31/7 Angreb på Fort Angelo efterfulgt af flere lignende. 07/8 Kulmination på angrebene på forterne. 08/8 Styrker fra Mdina inkluderende kavalleri brød ud og foretog angreb på tyrkernes delvis ubeskyttede lejr. 09/8 Tyrkerne ændrer taktik og forsøger at slå Mdina ned, men uden held. 20/8 Tyrkerne fornyr angrebene på Birguforterne, men opnår intet. 21/8 Samme aktivitet som dagen før - og samme resultat. 24/8 Hjælpestyrken samles i Syracus på Sicilien under Don Garcia de Toledo. 07/9 Hjælpetroperne lander efter en stormende langvarig overfart på Malta i Melliehabugten. 08/9 Tyrkerne begynder tilbagetrækningen. 13/9 De sidste tyrkere har forladt øen. Johanniternes sejr er afbilledet på frescomalerierne i tronsalen i stormesterens palads i Valetta, malet af Matteo Perez d'Aleccio 1576-1581. Der findes fire originale modeller for frescoerne malet i olie i Den 7/9 er mindedagen for belejringen af Valetta. Se mere om slaget her. |
| 1566 | 28/3 1566 grundstenen til Valetta lægges af stormesteren, og arkitektarbejdet overlades Francesco Laparelli fra Cortona, 1521-1571. Han assisteredes af malteseren Girolamo Cassar, 1520-1586. |
| 1568 | Pierre del Monte bliver Johanniternes stormester til 1572. |
| 1571 |
Slaget ved Lepanto.
Ottomanerne forsøger igen en invasion, men bliver slået tilbage til søs af en spansk flåde under admiralerne Andrea Doria og Johann af Østrig. Lepanto er ikke på nutidens kort, men det lå ved den vestlige indsejling til Korinthbugten i Grækenland. Tyrkerne erobrer Cypern. 18/3 1571 overflyttedes Ordenens hovedkvarter fra Birgu til Valetta, selv om byen endnu ikke var færdigbygget. Aragons Herberg byggedes i Valetta. |
| 1572 | Fra Jean l'Eveque (Levesquede la Cassiere bliver Johanniternes stormester til 1582. |
| 1574 | Italiens Herberg og Auvergnes Herberg byggedes i Valetta. |
| 1575 | Provence Herberg bygges i Valetta. |
| 1577 | Den tyske gren af Johanniterne i Brandenburg konverterer til protestantismen, men vedbliver at bidrage til ordenen med penge. Først i 1812 ændrer Preussen ordenen til en ren velgørenhedsorden. |
| 1581 |
Stormesteren bliver fængslet af sine egne riddere, da han forsøger at bortvise de løse damer, som ridderne, der har aflagt cølibatløfte, lever hyggeligt med. Mathurin Lescat de Romegas bliver Johanniternes rivaliserende vicestormester i året. |
| 1582 | Hugues Loubenx de Verdala bliver Johanniternes stormester til 1595. Han er også kardinal. |
| 1601 |
Ordenens flåde erobrede Passava i Morea på Peleponnes. Samme år erobredes Hammamet i Tunis. |
| 1602 | April erobrede ordenens flåde byerne Patras og Lepanto på Grækenlands kyst. |
| 1622 | Ordenens flåde erobrede fortet Castel Farnese i Morea på Peleponnes. |
| 1638 | Riddernes flåde erobrer nær Calabria tre skibe fra Tripoli den 20/6. |
| 1639 |
De Poincy blev guvernør på Læs om St Croix under Vestindien. |
| 1640 |
Johanniterflåden under ledelse af landgreve *) Muligvis Friedrich von Hessen-Eschwege, † 1655; s Moritz der Gelehrte, 1572-1632. **) Yderligere flådedetaljer i The Grandmaster's Palace af Joseph Ellul, 1996. |
| 1644 | Første slag mellem koalitionsstyrker fra Venedig og Ordenen mod tyrkerne om Kreta, der endelig tabes i 1669. |
| 1656 | Den forenede venetianske og maltesiske flåde står til søs den 25/6 under venedigadmiralen Carafa Prior af Roccella og erobrer 18 tyrkiske galejer og tre andre fartøjer. |
| 1669 | Tyrkerne erobrede Kreta. |
| 1687 |
Venedigs styrker og Ordenens erobrede Morea i Grækenland. Årets øvrige togter omfattede besættelse af Navarino, Mondone, Patras, Lepanto, Korinth og Athen. |
| 1689 | Johanniternes styrker marcherede med andre kristne staters styrker over land for at generobre Beograd fra tyrkerne. |
| 1704 | Ordenens flådestyrker deltog sammen med pavestatens og dens koalitionsstyrker i forsøg på at sikre Morea på kristne hænder. I de følgende år er der flere forsøg på at holde området, men fra 1715 er området under Ottomanerne. |
| 1706 | Ordenens flåde erobrede det tyrkiske flagskib fra Tripolis eskadre. |
| 1709 | Johanniternes flåde erobrede flagskibet fra den tyrkiske Algierflåde. |
| 1714 |
21/10 1714 sænker Johanniterordenens galej SANTA CATERINA under kommando af |
| 1720 | 31/3 1720 erobrer Johanniterordenens galej SAN GIOVANNI under kommando af D'Allogny de la Crois ved Sardinien to algierske caraveller. |
| 1721 |
20/4 1721 erobrer Johanniterordenens galej SAN GIOVANNI under kommando af de Langon ud for Oran det algierske skib SOLE D'ORO. 23/5 1721 besejrer Johanniterordenens galej SAN GIORGIO under kommando af D'Allogny de la Grosin tre tunesiske skibe. |
| 1722 |
|
| 1723 |
13/5 1723 erobrer Johanniterordenens galej SAN VINCENZO under kommando af Jacques de Chambray ud for Pantellaria det tripolitanske skib LA PADRONA. 14/8 1723 sænker Johanniterordenens galej SAN VINCENZO under kommando af Jacques de Chambray ud for Tanger en algerisk caravel. 26/8 1723 sænker Johanniterordenens galej SAN VINCENZO under kommando af Jacques de Chambray ud for Tetuan en algerisk caravel. |
| 1729 | 24/3 1729 erobrer Johanniterordenens galej SAN VINCENZO under kommando af Scipione Desaulx ud for Lampedusa det algeriske skib GRAN GAZELA. |
| 1741 | Manoel Pinto de Fonseca bliver stormester til sin død 21/1 1773. Han var da 92 år og havde regeret i 32 år - længst af alle malteserriddere. |
| 1773 | Francesco Ximenes de Texada fra Aragon bliver stormester indtil sin død den 9/11 1775. Han var ilde lidt for at have slået et oprør over skatter og afgifter ned, og om derfor eller ej, så har hans grav i St. Johanneskirken i Valetta ingen gravplade. |
| 1775 |
I perioden med Den |
| 1784 | Ordenen bistod portugisiske styrker med angreb på korsarhavnen Algier. Dette blev Johanniternes sidste større søslag. |
| 1797 | Ferdinand von Hompsech zu Bolheim, * 9/11 1744, blev den 17/7 1797 stormester for Johanniterne til 1798, hvor han blev afsat, men han abdicerede først i 1799. Han blev den sidste og 28. regerende stormester på Malta. |
| 1798 |
Malta indtages af Napoleons styrker. Kejser Paul I af Rusland bliver først konkurrerende stormester, men den reelle fra 1799 til 1801, hvor han myrdes. Grev Giulio Litta bliver Johanniternes vicestormester til 1799. |
| 1799 | Grev Nicholas Soltykoff bliver Johanniternes vicestormester til 1803. |
| 1800 | 4/9 de franske besættelsesstyrker belejret i Valetta overgiver sig til Malteserne og englænderne. |
| 1802 | Giuseppe Caracciolo di Sant Eramo bliver konkurrerende vicestormester dette år. |
| 1803 | Giovanni Battista Tommasi di Cortona bliver Johanniternes vicestormester til 1805. Fra 1805 til 1816 kaldes han for valgt vicestormester, og fungerer fra Rom, idet der åbenbart ønskes en romersk katolsk stormester. Der er ikke tale om en stormester med fuld administrationsret. Fra 1805 til 1879 ledes ordenen af en vicestormester. |
| 1812 | Preussen konverterer Johanniterordenen til en ren velgørenhedsorganisation. Organisationen ændres igen i 1852. |
| 1831 | Den engelske gren af Johanniterordenen genopstår med franske riddere som initiativtagere. Ordenen får navnet The Most Venerable Order of St. John of Jerusalem of the British Realm. Det får i 1888 kongelig godkendelse under dronning Victoria. |
| 1834 | Johanniterordenen opretter hovedkvarter i Rom under det engelske navn The Sovereign Military Order of Malta. |
| 1852 | Johanniterordenen genopstår i Preussen som Johanniter Orden som en underafdeling af hovedordenen. |
| 1879 |
Der udnævnes igen en reel stormester i ordenen. Det er pave Leo XIII, der udnævner Jean Baptiste Ceschi a Santa Croce til stormester for Johanniterne til 1905. Han leder nu den Romersk Katolske Suveræne Militære Johanniterorden af Malta. Ordenen er nu en humanitær orden, og dens uniformer og ritualer har kun ceremoniel betydning. |
| 1888 |
|
| Retur til toppen af siden. | ||
| Retur til forsiden for ordensvæsenafsnittet. | Retur til religionsforsiden | |
| Retur til historiehjemmesidens forside | Opdateret d. 22.3.2015 |