REFORMER I KLOSTERORDENERNE

MIDDELALDERENS REFORMER OG ORDENSSTRUKTUR
Revideret 25. november 2011.
INDHOLD
Indledning klosterreformer
I kirkehistorien nævnes gentagne gange reformer af klostervæsenet. En del af de ændringer, der kaldes reformer, har kun betydning for trosspørgsmål. Trosreformer falder uden for denne teksts rammer. Men de væsentligste reformer fik betydning også for det verdslige samfund og nedenstående giver et overblik over de agerende hovedaktører.

Med Ludvig den Frommes reformer i det Tysk-frankiske Rige fra 814 blev Benedikts Regler ved en kombination af statsindgriben og Benedikt fra Anianes nidkærhed gennemført i Riget ved dekreter vedtaget i 816. Det var dog ikke alle af de meget skrappe regler, der blev gennemført, og de blev lettet noget ved synoden året efter, og de blev i øvrigt ikke efterlevet af alle klostre.

Den generelle liturgiske udvikling betød, at messerne og tidebønnerne blev kraftigt udvidede op mod årtusindskiftet:
der blev mere sang og musik indlagt i ritualerne, der kom flere processioner og ekstra bønner og dødemesser per dag, og munke begyndte at afholde »private« daglige messer ved sidealtre.
Alt dette betød, at den klassiske benediktinske opdeling af munkenes dag i arbejde, læsning og kirkehandlinger ikke kunne opretholdes, og det fysiske arbejde blev efterhånden overtaget af hyret arbejdskraft, og munkene koncentrerede sig om de mere og mere komplicerede hellige handlinger, der krævede længere uddannelser og mere øvelse.

De mange gaver fra lægfolk til kirken med vedføjede betingelser om messer og bønner blev ligeledes en større og større byrde for munkene, der opdelt i hold, snart i døgndrift var i gang med ritualer i kirken.

Elvte århundredes reformbegyndelse
I århundredet fra 1050 til 1150 foregik der en af de væsentligere reformer af klostervæsenet. Reformerne bestod i generelle opstramninger af klosterordenen som fx Cisterciensernes efterlevelse af Sankt Benedikts Regler om et simpelt liv i fattigdom, meditation og fysisk arbejde: renhed, primitivitet og ensomhed.

Reformen udskilte tre retninger for ændringerne:
Det var disse reformer der til sidst bragte tiggermunkeordenerne til verden, og et vigtigt element i reformerne blev også genopdagelsen og oversættelsen af klassiske græske og arabiske værker, bl.a. Aristoteles' værker.

Reformerne indledtes i nogle relativt små klostre af ordenerne Camaldoleserne i Toscana ca. 1023 og Vallombrosanerne i Italien. Det var bl.a. her, at man begyndte at bruge lægbrødre til det meste af det manuelle arbejde.

Herfra spredte reformbevægelsen sig til Frankrig til de ekstremt afsondrede eneboeragtige Grandmontinerbevægelse 1), de mindre kendte Sevignyordenen (grundlagt 1109) og Tironordenen (grundlagt 1089). Disse to ordener slog sig i 1147 sammen med Cistercienserne. Endvidere de vigtige ordener Kartusianerne (fra 1084) og Cistercienserne (fra 1098), der optog skikken med brug af lægbrødre. Mere om Cistercienserne senere. Kartusianerne grundlagde i England klosteret Witham (1178) i Selwood ved Longleat syd for Bath. Det næste engelske kom i 1225 i Hinton syd for Bath og ved reformationen var der kun 9 i alt i England og 216 på kontinentet.

Lægbrødre var iklædt munkekutten, men deltog ikke i afviklingen af meser og tidebønner, og var som en menighed henvist til kirkens skib og adskilt fra koret af lektoriemuren. I klostre med fælles opholdsrutiner sov lægbrødrene i fløjen mod vest ovenpå refrektoriet i underetagen, og de gik herfra direkte ind i kirkens skib gennem dør i sydsidens vestligste ende.

Med optagelse af lægbrødre forsøgtes på demokratisk vis, at lade disse deltage i valg af ledere m.m., hvilket gav store problemer, da behovene og forventningerne var noget forskellige fra kormunkenes aristokrati til de ulærde analfabeter, der ofte udgjorde lægbrødrene. De første erfaringer med lægbrødrene, conversi, haves fra Kartusianerne, hvis kendetegn var et liv i tavshed. Kormunkene i denne orden spillede en betydende rolle inden for periodens bogproduktion, og alle celler var udstyret med skriveredskaber

Med denne reformbølge blev det samtidig almindeligt, at ordenerne samledes til generalforsamling hvert eller hvert andet år. Ordensmøderne styrkede forbindelsen mellem moder- og datterklostre og forbedrede kontrollen med overholdelsen af klosterreglerne også i de fjernereliggende klostre. Ved visitationer fra moderklosteret blev det muligt også at udøve kirkejuridiske funktioner lokalt ved fx rettergang mod syndere, der havde brudt diverse ordensregler.

Sankt Bernhard og Benediktinerne
Den førende europæiske, religiøse leder i denne periode blev Sankt Bernhard 2), der efter oplæring i klosteret i Citeaux, dannede det nye kloster i Clairvaux »Lysets Dal«, hvor han var abbed fra 1115 til 1135. På grundlag af Bernhards indflydelse opstod mange nye ordener, der benyttede Sankt Benedikt regler som ordensgrundlag.

De mindre og meget puritanske ordener kom på mange punkter til at minde om Cistercienserne, der var relativt dominerende inden for Benediktsregel-ordenerne. Det gælder for eksempel Præmonstratenserne, de engelske Gilbertinere og de krigeriske Tempelherrer. Præmonstratenserne havde tidligst dobbeltklostre, men nonnerne blev afvist fra 1135, fra hvilket tidspunkt de måtte danne deres egne huse. Ordenen kom til England i 1143. Det første kloster, Abbey of Newhouse, skænket af Peter of Goxhill blev placeret i Lincolnshire. De næste hundrede år kom der 30 klostre mere, bl.a. Abbey of Shap ved Westmorland og Eggleston i Yorkshire.

Ved domkapitlerne omdannedes med udgangspunkt i Sydtyskland mange fra at være sækulare til at blive regulære, hvor ejendomsret blev opgivet og et kommunalt liv med fælles sovesal etc. indførtes. Det var bl.a. genopdagelsen af St. Augustins Regel sent i det 11. århundrede, der blev baggrunden for dannelsen af De regelbundne Kanniker, Præmonstratenserne3) og Dominikanerne.

Augustins regel var dog for gammeldags og upraktisk, og paven accepterede en modifikation i 1118 - pave Gelasius II - og Reglen kendes derefter som Regula Tertia, der sammen med udgaven med en noget forkortet version af liturgien i den oprindelige Ordo version, kaldes for Regula Secunda.

I England er de første augustinske regulære kanniker dannet ved St. Botolph i Colchester i 1107. »Bevægelsen« blev populær i England med 274 samfund i det 12. årh. Bl.a. Llanthony, Holy Trinity Aldgate og Merton i Surrey (vest for Croydon). Først efter det fjerde Laterankoncilium i 1215 blev deres regler dog specificeret og godkendt med hensyn til organisation, årsmøde etc. [9130 p165].

Cistercienserne
Cistercienserne blev den dominerende orden i det 11. århundredes reformer mod de karolingiske sædvaner. Vores væsentligste kilde til deres tidligste historie findes i værket Exordium Parvum, der også er overleveret i en forkortet version kaldet Exordium Cistercii, der oprindelig menes skrevet af den engelske Stephen Harding, der blev abbed i Citeaux i 1109.

Udbruddet kom i 1098 fra Molesme ledet af Robert af Molesme og fra april 1112 bistået af Bernhard af Fontaine, hvorefter udviklingen gik stærkt med datterklostre - i 1113 i La Ferté og i 1114 i Potigny og i 1115 tog Bernhard som abbed til nyt kloster i Clairvaux, hvor han blev til sin død i 1153 (1152). Ved hans død var ordenen vokset til 343 klostre over hele Europa og heraf var de 68 grundlagt direkte fra Clairvaux. Ved år 1500 var der 738 klostre for mænd og 654 for kvinder.

Det er især denne ordens konstitution, der fik betydning for andre ordener og delvis for hele den vestlige kirke (jf 9130p172). Cisterciensernes stil blev meget simpel - både i klædedragt, rituelle genstande og arkitekturen. Også til klostrenes beliggenhed blev afsides steder foretrukket. I England bosatte Cistercienserne sig i Yorkshire og Wales og blev fåreavlere og uld/garnproducenter.

Da manuelt arbejde blev genindført med Cistercienserne, så måtte kirketiden nedsættes, men fyldte stadig betragteligt i dagsskemaet, så en del arbejde måtte udføres af lægbrødre, conversi. En conversus var en person, der i voksen alder havde aflagt klosterløfte, men ikke som børneoblaterne havde modtaget undervisning og derfor oftest var analfabet, men han var iført ordensdragten og boede i klostret, men ikke i samme lokaler som munkene.

Conversi havde været kendt siden Cluny og også Grandmontranserne og Karthusianerne havde benyttet dem. I cistercienserklostrene udgjorde conversi et større antal, end kormunkene. Ved arbejde i fjerntliggende jorde kunne conversi ikke nå hjem hver dag, og de blev da underbragt i grangier, landejendomme i en vis afstand fra klosteret. Grangier havde ofte plads til tiendeafgifter erlagt i naturalier. I det 13. årh. udviklede disse satellitejendomme sig til miniatureklostre.

Indtil tiggermunkeordenerne opstod i 1230'erne rekrutterede Cistercienserne mange verdslige veluddannede militære og civile ledere samt lærde som munke. Derefter overtog tiggerordenerne førerrollen. Fremgangen skyldes delvis demografiske ændringer i Europa i 11-1200-tallet: befolkningstilvækst, vanskeligheder for bondestanden at følge med i udvikling og priser, anden- og tredjefødte sønner uden udsigt til at arve tilstrækkelig jord til at kunne brødføde en familie. En anden og væsentlig årsag var Bernards karismatiske lederstil. han både udgav mange skrifter og påvirkede direkte gennem rådgivning konger og paver, og samtidig opflammede hans prædikener den franske adel til bl.a. Det andet Korstog.

Cisterciensernes forfatning var nedfældet i Carta Caritatis, der efter 1201 skulle læses i sin helhed ved generalkonventet, og alle klostre skulle være i besiddelse af et eksemplar. Skrevet af - antagelig - Stephen Harding før 1118 og godkendt af pave Calixtus II i 1119. Da det ifølge Benedikts Regel ikke var tilladt at blande sig i et klosters indre anliggender, var det problematisk at opretholde standarden i datterklostrene. Problemet blev løst ved at indføre gensidige visitationer mindst en gang årligt og lade datterabbeder deltage i »overhusets« valg af ny abbed. Hovedklosteret i Citeaux blev igen visiteret af abbederne for de fire ældste datterklostre.

De første klostre i England var Waverley i Surrey, der var datterkloster fra L'Anmône i Blois, samt Rievaulx, der var datter af Clairvaux.

Generalkapitler
Generalkapitlet mødtes hvert år ved Vigil til den 13/9 - Det Hellige Kors' Dag. Der kunne i storhedstiden komme opmod 800 delegerede til møderne, hvilket gav nogle underholdsmæssige problemer på stedet. Kapitlet varede 7-8 dage, men procedurerne for så mange delegater nødvendiggjorde et forretningsudvalg, hvis medlemmer kaldtes diffinitores, der nævnes allerede fra 1140'erne. I det 13. årh. var der 25 diffinitores.

Det var Europas eneste og første regelmæssige konferencer, og de blev brugt som nyhedsformidling, idet delegaterne på hjemvejen ville kunne viderebringe nyheder, der ville nå ud til alle hjørner af Europa, hvorfor både kirke og verdslig myndighed brugte lejligheden.

I den sidste del af 1200-tallet begynder Cistercienserne at lade munkene studere, og der kommer pavelig besked om, at i hver provins skal der være en skole. Årsagen til studeretilladelsen er en for ringe teologisk kyndighed i klostrene, der oplever et stigende pres om lærdom fra nye verdsligt veluddannede munke, der indtræder i ordenen. Det er den begyndende skolastik, der optræder på scenen.

Ved slutningen af det 12. årh. var klostermarkedet mættet over hele Europa, og klostrenes gyldne tid var ovre. At det havde været gyldne tider ses af, at der overalt blev bygget nye katedraler og kirker, eller ældre blev udvidet i denne periode. Der er, for at få disse projekter gennemført, blevet tilført Kirken en ualmindelig stor del af middelalderens ellers så knappe ressourcer.

Det kan være interessant at vurdere klostrenes størrelse, fordi bygningsværkerne, kunstgenstandene og den immaterielle kulturarv er så stor selv i dag, men hovedparten af klostrene var små og omfattede et meget begrænset antal munke og et noget større antal medhjælpere, både som novicer / tertiære medlemmer og som rene lægfolk. Fx var antallet af korstole i Englands største kapitel, Westminster Abbey kun 62 korstole og sjældent var mere end 50 til 60 besat omkring 1200. Et århundrede før havde der været nogen flere, idet et regnskab viser, at der blev budgeteret med beklædning for 80 munke, mens klosteret efter den sorte død i 1348 nogle år senere var nede på en munkebesætning på knap 30. Antallet steg så igen til omkring 60 i 1490erne. Foruden munkene var omkring 100 tjenestefolk da knyttet til klosteret. [9310p56f]

De militære ordener
Ved korstogenes start blev der pludseligt en livlig trafik også af pilgrimme og andre civile personer fra Europa rundt Middelhavet og til Palæstina. Disse rejser foregik gennem farligt land og vand, og der opstod behov for beskyttelse og hjælp til de rejsende. En del af dette behov blev efterhånden dækket af de ridderordener, der opstod af soldaterne.

Pave Urban II opflammede til det første korstog i Clermont i Frankrig den 18. november 1095 og allerede i juli 1099 var Jerusalem erobret af de første korsriddere. De første hjælpetropper med religiøs tilknytning var Sankt Johannes Hospitalsbrødre, der blev grundlagt i 1100. Denne orden var ikke oprindelig krigerisk. Den fik pave Pascal IIs godkendelse i 1113.

Den første egentlige krigeriske orden blev grundlagt i 1118 af Hugh fra Payns i Champagne og Godfrey fra Saint-Omer i Picardiet, idet de dannede et religiøst broderskab med formål at beskytte pilgrimme. Den oprindelige gruppe var på ni riddere, der tog et klosteragtigt løfte om kyskhed, fattigdom og lydighedog underordnede sig Jerusalems patriark, Warmund af Picquigny, og de fik ophold i Jerusalems kong Baldwin IIs palads i Al-Aqsa-moskeen. Ridderne spiste og sov sammen,men fik mere kød end andre munke, og der blev læst for dem i læsetiden, da de var analfabeter. Mange af deres kirkepligter var de undtaget for, da tjenesten forhindrede dem i at udfylde daglige rutinetjenester. Ved gudstjenesterne gik de til hånde, men de sang ikke selv messen. De bar en hvid munkeoverklædning 4) og blev kaldt for Tempelherrerne. Deres faste kirke var Den hellige Gravs Kirke.

I 1126 rejste Hugh fra Payns til Frankrig for med støtte af Bernard i Clairvaux at opnå pavens godkendelse af ordenen og få udarbejdet en formel Ordensregel baseret på Benedikts Regler. Denne godkendelse fik de i januar 1129 fra den pavelige legat Matthew af Albano under konciliet i Troyes. Den Latinske Regel indeholdt 76 paragraffer. Pave Honorius II (1124-1130) gav den endelige godkendelse og Hugh blev ordenens første stormester. Medlemmerne var af to byrder. De aristokratiske riddere og de lavere sergeanter. En ridder skulle bevise sin ædle byrd.

Efter Bernard i 1130c. havde skrevet De laude novae Militiae, der berømmede de gode riddere, kom der stor tilstrømning til ordenen og andre ordener af samme slags blev dannet, bl.a. St. Lazarus' Orden, og omkring 1160 også de spanske ordener Alcantara, Calatrava og Santiago.

Den oprindelige orden fik under pave Innocent II (1130-1143) udvidet sine privilegier og blev eximeret (bullen Omne datum Optimum). Denne regulering af deres grundlag gjorde det muligt for ridderne at skabe en større formue, der delvis blev brugt til at finansiere deres tjeneste, og i 1144 blev privilegierne yderligere forbedret af pave Celestine II (1143-1144) (bullen Milites Templi) og da pave Eugenius (1145-1153) i 1145 kaldte til det andet korstog gav han dem med bullen Militia Dei lov til at have egne kirker og præster eximeret fra biskoppelig kontrol.

Deres leder blev tituleret stormester og blev valgt af generalkapitlet, der havde delegerede fra alle provinser, der var ledet af en mester og en kommandør. De enkelte klostre kaldtes for preceptores og de blev ledet af en preceptor.

I denne forbindelse går det for vidt at detaljere ordenens udvikling, men den fik meget stor symbolsk og historisk betydning. Efter Jerusalems fald fik den hovedkvarter på Cypern, hvor de også dannede en søkrigsstyrke, senere på Malta. Ridderne fik opgaver med at eskortere værdiforsendelser og blev også en bankierforretning. I 1312 bliver ordenen opløst. Værdierne overgår til Hospitalsbrødrene, der så skal betale pension til Tempelridderne heraf. Senere blev ordenen forbudt nogle lande, overlevede gennem andre ordener i andre lande og blev genfødt i både 1700-tallet og i 1800-tallet i form af forskellige frimurerloger med megen mystik og humbug postulerende aner tilbage til Jerusalem, hvilket alt sammen er noget vås.

Kvindelige ordener
Som tidligere nævnt har der fra oldkirken været hellige kvinder, som der var hellige mænd, og forskellige samfundsstrukturer, kvindelige ordener, har været dannet med sigte på kvindelige medlemmer, men fra kirkens udbredelse i Germania og Franken fik nonneklostrene en anden rolle, idet de i tidlig middelalder op til cirka 1300 hovedsageligt var anbringelsessteder for aristokratiets giftefærdige døtre, der ikke havde fundet passende ægteskab. Ved optagelsen blev der givet et beløb til underhold i klosteret, og familien forventede et passende socialt selskab for deres døtre. Samtidig kunne fattige ikke erlægge den nødvendige sum, hvorfor det var sjældent at fattige kvinder indtrådte på anden vis end som arbejdskraft eventuelt i en tertiærorden. Mange af klostrene var små og relativt fattige og kunne ikke tillade sig at optage uformående kvinder, og da penge var adgangstegn, så florerede simoni.

Statistikker viser dog, at der var mange gifte kvinder og enker i klostrene. Enkerne er et naturligt indslag idet de i klosteret blev forsørget som i et slags alderdomshjem. De gifte fruer kunne være kvinder, der ikke havde født sønner, og derfor blev sat til side, forstødte. De kunne også være hustruer til mænd, der selv havde valgt at blive munke, og endelig kvinder for hvem ægteskabet var blevet uudholdeligt, og de derfor havde søgt til klostret som eneste flugtvej. For meget få af kvinderne har det derfor været et brændende trosønske at komme i kloster, og man kan formode, at den hellige standard i konventerne har været ret lav.

Dobbelthuse
I det syvende til niende århundrede er der i kvindeordenerne en del dobbelthuse med både mænd og kvinder, hvor det er kvinderne, der er de bestemmende. Disse huse afskaffes næsten totalt derefter og i tiende til tolvte århundrede, da kvindens rets- og samfundsstilling forringes, er der næsten ingen tilbage. Medvirkende var også romerkirkens mandschauvinisme med ritualer, der kun tillod mænd at deltage, og kun mænd kunne uddele sakramenter, og det var også kun mænd, der kunne udøve undervisning.

Man var nået til at efterleve Paulus' ord fra 1. Tim. 2-11: »Kvinderne bør i stilhed tage mod belæring og underordne sig i alle måder; 12: men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand, men hun skal leve i stilhed. 13: Thi Adam blev skabt først, derefter Eva; 14: Og det var ikke Adam, som blev bedraget, men kvinden blev bedraget og faldt i overtrædelse.«

En del af forklaringen på mandens syn på kvinden var myterne om den ubesmittede undfangelse, og kvinderollen som frister for mændene, der levede i cølibat, der ved det tiende århundrede vandt frem og fik mændenes ordener til at frastøde de tilknyttede kvindeafdelinger.

Da der igen oprettes kvindeklostre i tolvte århundrede, er det fortrinsvis på mændenes præmisser: der er ingen abbedisser, der hersker over mænd, og der er ingen dobbelthuse. Også ved den meget vigtige finansieringskilde, som gavegivning var, var kvindehusene handicappede. Det højeste, en verdslig giver kunne forvente, var afsigelse af messer over en selv og ens nærmeste til evig tid, og da kun mænd kunne celebrere messen, så var der ingen fornuft i at begave nonneklostre. Munkene begyndte på denne tid netop at blive ordineret i større stil for at kunne udføre de utallige messer, som de ved gavemodtagelsen havde forpligtet sig til.

I 1056 grundlagde St. Hugh et nonnekloster i Marcigny ved Autun i Frankrig, og hans broder, hertug Geoffrey af Semur, gav midlerne og muliggjorde passende ophold for koner, døtre og mødre. Klostret fik 99 nonner og blev ledet af en klausur-priorinde for den 100. stol stod tom til abbedissen, nemlig Jomfru Maria.

Hverken Benedikts eller Augustins regler var passende for kvinder, og bl.a. Heloise fik gennem Abelard tilpasset Benedikts Regler i 1130c til kvinder: markarbejdet blev udeladt, linned måtte bæres direkte på kroppen, kød og vin måtte indtages med måde - vin dog fortyndet, da det »modarbejdede stilhed«. Tøjreglementet var væsentligt ændret og de sociale pligter ligeledes, idet kvinder jo fx ikke kunne underholde fremmede mandlige gæster.

I England var der i tolvte århundrede tre nonneklostre: Westwood, Nuneaton og Amesbury beboet af højere adelskvinder og under kongelig beskyttelse. Disse huse blev ledet af abbedisser og med få underordnede munke tilknyttet for de hellige sakramenters skyld.

Efterhånden mod det trettende århundrede blev flere selvstændige kvindeklostre igen oprettet som datterklostre, hvor nonnerne mere var korfruer og selv sang tidebønnerne og ikke var underordnede mænd direkte. Det var dog ikke ledelesesmæssigt ideelt, og Præmonstratenserne besluttede i 1198 ikke at optage flere kvinder, og denne ordens nonnehuse uddøde.

En undtagelse var St. Gilbertordenen i England. Dobbelthusene i bl.a. Sempringham med kanniker beboende sydsiden af kirken og nonnerne nordsiden, men i øvrigt stærkt adskilte med fx gennem en væg at have et etableret drejebord til alterbord, hvor oblaten blev lagt af præsten på den ene side og spist af nonnen på den anden side væggen [9130p224ff]. I 1175-1180 var der kommet 9 dobbelthuse og 4 for kanniker. På nær to var de alle i Lincolnshire, hvor ordenen stammede fra. I det næste århundrede blev dannet 6 mere. Ordenen var på trods af den stærke adskillelse hjemsted for kønslige skandaler og graviditeter.

Cistercienserne var tilbageholdne med at indpasse nonner i deres orden, men efter Præmonstratenserne havde udelukket nonnerne i 1198 blev der flere og flere, der pressede på for at få ordnet forholdene for nonnerne. Cistercienserne lod da i 1213 de første regulativer for nonner udfærdige og de følgende år blev nonnernes administrative og formelle forhold fastlagt. En del steder forsøgte munke eller biskopper at få indflydelse på valg af abbedisser, men i disse aristokratiske huse gav det problemer og mod det trettende århundrede skete der en etisk og mental forarming af disse huse.

I 12. og 13. århundrede opstod en ny form for kvindehuse, beguinager, i Nordeuropa. Det var bourgeoisiets døtre, der ønskede at følge deres religiøse trang. Disse ordenslignende bevægelser blev ikke accepteret som klostre af paven, da de afgivne løfter ikke var asketiske nok. Typisk var løfterne om at leve i fattigdom og i samfund, men ikke i klausur og med fastholdelse af retten til privat ejendom samt med opretholdt forbindelse med det omkringliggende samfund. Bevægelsen var en overgang ret stor. Et af de kendteste var Det store Beguinage i Louvain.

Tiggermunkene
I perioden fra ca. 1210 ses en mindre reformbølge i ordensvæsenet under hvilken tiggermunkeordenerne opstår. Den største forskel på disse og de traditionelle munkeordener er manglen på klausurløfte og frasigelsen også af fælles ejendom. Hovedformålet bliver missionering og prædiken for det verdslige samfund, og livet opretholdes ved tigning til de daglige fornødenheder. Tiggermunkene blev også kaldt for gyrovagi, dvs. vandrende munke.

Baggrunden var den økonomiske og demografiske udvikling i Europa fra 1050 til 1200, hvor befolkningen øges, byerne bliver større, og erhvervs- og handelsliv bliver udviklet og organiseret med stærkt forbedret aftaleret og internationale handelsnormer, hvilket en øget international kommunikation medvirker til at gøre mulig.

Inden for uddannelsen begynder de store lærdomscentre - universiteterne - at duke op, og en mere nysgerrig og kritisk indstilling til mange forhold kan ses af tidens værker. Der blev flere, der kunnelæse og skrive - også uden for klostrene - og mange følte ikke på den bedre uddannelsesbaggrund, at kirken gav dem tilstrækkeligt intellektuelt udbytte. Sådanne tilstande får typisk separatister og kætterske prædikanter til at dukke op. Det kendeste eksempel er katharerne, hvor kætteriet ligefrem blev understøttet at et lokalt kirkehierarki. Det almindeligste »oprør« var dog en prædikant, der med ryggen mod den etablerede kirkemur - også symbolsk - kunne opflamme det lyttende folk.

En af de første bevægelser blev dannet af Waldes, en købmand fra Lyon, der solgte alt og gav sig til at prædike. I Italien var en af de første gruppedannelser, Humilitia, et religiøst broderskab, der opstod i de nordlige provinser. Af disse blev en del dog boende hos deres familier, men levede et rigt trosliv og prædikede lokalt.

Med pave Innocens IIIs (1198-1216) godkendelse af disse lægfolksgruppers prædikenret fik disse religiøse sammenslutninger deres plads inden for kirkens hierarki. Det var samme pave, der gennem Dominikanerne indledte korstoget mod Albigenserne i 1208.

Franciskanere
Med Francis af Assisi (1181-1226) [9130p245] som ledende skikkelse bredte denne eksegesiske bevægelse sig: evangeliet fortolket og bragt til folket. Det var en ydmyg bevægelse. Fattigdomsløftet tages meget bogstaveligt, og den åndelige ikke-elitære vækkelse får netop på grund af tilnærmelsen til de fattige socialgrupper stor udbredelse.

Francis ville grundlæggende ikke tillade bevægelsen at eje ejendom eller samle reserver. Hans udkast til en Regel indeholdt kun tekst fra de fire evangelier. De første medlemmer var almindelige ulærde arbejdere og købmænd, men snart tiltrak bevægelsen også uddannede folk, bl.a. fra universiteterne. Medlemmerne kaldtes fratres minores. Bevægelsen blev anerkendt som en orden i 1209, men først på mødet i Subasioklosteret i 1217 blev det bestemt at gøre den lokale orden global.

De første Franciskanere kom til England via Dover den 10/9 1224. De var ni brødre og kom barfodede og uden penge. Via Canterbury og London kom de hurtigt til Oxford. De to kendeste var Ingworth og Richard af Devon.

Den endelige ordensregel, Regula Bullata, blev godkendt i 1223 af pave Honorius III (1216-1227). Allerede i 1230 blev de nødt til at omstøde Francis' regel om ikke at eje penge, så de kunne udrede brødrenes fornødenheder gennem veksling af almisser til naturalier. Privilegiet kaldes for Quo elongati. I årene 1230 til 1250 blev ledelsen - efter afsættelsen af generalministeren Elias - gradvis overtaget fra lægbrødrene til højt uddannede klerke.

Dominikanere
Den anden store ledende skikkelse blev Dominic fra Spanien (1170-1221). Han begyndte ligeledes som dommedagsprædikant, men fik også snart sine trosfæller indordnet under et ordensløfte, men uden klausurløfte. Dominikanerne afveg fra Franciskanerne ved at være opstået blandt højere klerke, men ligeledes med et missionssigte. Dominic var selv kannik ved domkirken i Osma, 50 km syd for Bilbao, men prædikede også i Frankrig og i kølvandet på albigenseropstanden fik han støtte af biskop Fulk fra Toulouse, der i Rom fik udvirket pavens accept af nogle ejendomsbesiddelser, men ikke med ordensregler, der tillod prædikener, idet munke normalt ikke havde tilladelse til at prædike i offentlige kirker, og retten til at prædike i øvrigt blev uddelt af de stedlige biskopper.

Dominic besluttede med sine følgesvende, at da der var blevet forbud mod oprettelse af nye ordener efter et tidligere koncilium, så dannede de en afdeling af Augustinerne. Dominikanerne ændrede denne regel, så det manuelle arbejde blev afskaffet, kirketjenesten afkortet og visse muligheder for afståelse af andre pligter, så de kunne koncentrere sig om studier og prædikener. Den sene tidebøn, Complimentarium, skulle de dog gennemføre, og det gjorde de med sang og musik, så det tiltrak mange lægfolk, da tidspunktet passede dem (og længden måske også).

Deres kendetegn i prædikener var den gribende, fornuftige, vedkommende prædiken forståelig for folket - til forskel fra de traditionelle tomme, rituelle messer. Det gryende borgerskab flokkedes omkring dem.

Skoleuddannelsen under tiggerordenerne
Dominikanerne og Franciskanerne kom snart til at dominere de teologiske skoler og skoleuddannelsen i både Paris og Oxford. De blev lidt senere akkompagneret af Karmeliterne og Augustinerne (Eng. ofte Austin). Disse fire ordener tegnede sig procentvis for næsten alle teologer, prædikenpræster og sjælesørgere for de kristne i perioden fra ca. 1225 og mange år derefter. Især det dominikanske skolesystem var væsentligt, da der skulle uddannes et stort lærerkorps, der igen skulle uddanne mange præster.

Ved hvert dominikanske kloster dannedes en grundskole, der underviste i teologi og især gennem værket Summa de casibus af Raymond af Penaforte (1225). Værket omhandlede nødvendig viden for præster, der skulle høre på skriftemål og uddele straffene for synder. Værket blev revideret i det 14. århundrede af Johannes fra Freiburg. Der blev også debatteret om emnerne i disse skoler, hvilket var noget nyt.

På det overordnede kursus undervistes også i Aritoteles' logik og retorik. Det var en slags forberedelse til skolastikkurserne, der blev afholdt på de højere uddannelsesniveauer. De højere skoler blev dannet med en eller flere i hver provins, studia solemnia. Der blev udvekslet elever mellem skolerne. De dygtigste kunne fortsætte uddannelsen og studere teologi, studium generale, i et dominikansk institut i en universitetsby. Den berømteste var skolen i Rue Saint Jacques i Paris. Fra 1247 var der også institutter i Oxford, Kölln, Bologna og Montpellier, og fra 1300 også i Firenze og Barcelona.

Franciskanerne fik senere end Dominikanerne deres lærdomscentre. Det første kom i Paris 1230 med bl.a. englænderen Alexander af Hales. Der foregik fra 1224 undervisning i Oxford, bl.a af Robert Grosseteste, men det var først i 1247, at de fik eget institut med professor, Adam Marsh.

Opinion mod tiggermunke
Tiggerordenerne blev dog ikke accepteret af alle, og i flere omgange protesterede teologer mod deres ret til prædikenafholdelse og forvaltning af sakramenterne. Modpartens argument var, at stifts- og sogneopdelingen med biskop-præst-systemet var en grundlæggende kristen foreteelse og end ikke paven kunne dispenserer fra denne statiske tilstand. Præsterne i sognet havde derfor eneretten til at prædike og yde sjælesorg.

For tiggerordenerne postulerede tilhængerne, at de havde pavens tilladelser, hvad der var korrekt, og at han var Guds repræsentant her på jorden og derfor i sin gode ret til at bestemme det sådan. Hvad angår Franciskanerne, var dette ikke i overensstemmelse med Francis' ønsker (der var at undgå afhængighed og privilegier fra Rom), men den udviklede organisation var allerede langt fra oprindelsesgrundlaget.

Striden blev - om ikke løst - så dog afdæmpet under pave Bonifacius VIII (1294-1303), der udsendte bullen Super Cathedram herom i 1300. [År 1300 var det første hellige år med ekstra aflad for pilgrimme til apostelgravene]. Kompromiset befalede tiggermunkene forud for deres prædikener at opnå den lokale præsts tilladelse hertil, og at kun et begrænset antal munke skulle opnå stiftets biskops tilladelse til at høre skrifte, samt at visse afgifter for kirkelige handlinger (bl.a. begravelsesafgift) skulle tilfalde sognepræsten.

Clarasøstrene m.m.
Der var kvinder, der ønskede at følge Francis' vej mod frelsen. Mest kendt er Clara, som fik Francis' tilladelse til at bistå mændene, især ved sygepleje og socialhjælp. De fik kirken San Damiano i Assisi, og deres Regel - skabt over Benedikts Regel -blev af kardinal Ugolino tilpasset, så de fik lov til fast bopæl og ikke måtte tigge, hvilket var utænkeligt for kvinder. De måtte derfor nødvendigvis eje fælles ejendom, men være personligt fattige. Clarasøstrene blev på engelsk kaldt for Poor Clares eller Minoresses. Ordenen fik sin egen Regel godkendt af pave Innocent IV (1243-1254) i 1253 kun to dage før Clara døde i april måned.

Reglen om at måtte eje ejendom var dog en personligt tildelt regel, som kun Clara fulgte, og den blev ikke udstrakt til andre. De andre kvindehuse klarede sig normalt ved at have tilknytning til et munkesamfund af en eller anden art.

Dominikanerne fik tilsvarende søsterbevægelser, der også fik en klausurbestemmelse til forskel fra mændene. Dominkanernes kvinderegel var i øvrigt meget lig Præmonstratenserne. Der var en periode i begyndelsen, hvor munkene afviste søstrene, men i 1265 under pave Clemens IV (1265-1268) blev de fuldt anerkendte som associerede til Dominikanerne, idet det i længden var uholdbart at have samfund uden fast tilknytning, idet dette udviklede for mange separate regler og ritualer.

Andre ordener
Der fandtes andre tiggerordener. Blandt de mere kendte var:
Både Franciskanerne og Dominikanerne fik deres tertiærordener med Regelgodkendelse gennemført.

Det 13. århundredes resulterende kirke
Konklusionen på disse udviklingstrin i midten af det 13. årh. er en fast struktureret kirke med lovgivnings- og magtcentrum i Rom. Der er en hærskare af omvandrende brødre, der med deres prædikener kunne nå til de fjerneste egne - og hurtigt og effektivt kunne bruges kirkepolitisk til at sprede nye budskaber, hvilket de gamle »eneboer«klostre ikke i nær samme grad havde kunnet.

Vi ser også i århundredets første kvartel en opblomstring i lærdomsudviklingen med genopdagelsen af Aristoteles o.a. klassikeres filosofiske og videnskabelige værker, der bliver revurderet og genskrevet på kristent grundlag - indpasses til at tjene deres nye formål: understøttelse af kirkens argumenter om verdens sammensætning. Skolastikkens højdepunkt, kaldes perioden. Se herom i [Reference kommer senere].

I det 13. og 14. årh. er kirkeforholdene præget af mange sammenstød mellem den pavelige og den verdslige autoritet, som den især udøves af det tysk-romerske kejserembede og det franske kongedømme.

Under disse urolige forhold holdt de fleste klostre en lav profil for ikke at blive generet eller ødelagt af lokale feltherrer, der lå i strid med pavestaten. Internt derimod kunne pavestaten styrke sit hierarki, og Kirken blev i perioden stadfæstet og anerkendt af den verdslige magt, og der blev ikke mere stillet spørgsmålstegn ved paveembedets ret til at udstikke retningslinjer for både religiøse og socialt-kulturelle forhold - hvilket ikke er det samme, som at Kirken levede i fred med det verdslige samfund.

Blandt andet blev pave Gregor IXs dekreter, der anses for den første pavelige lovsamling for hele kirkens område, anerkendt som kirkens grundlag af både verdslige og religiøse autoriteter. Man kan sige, at den pavelige kirkeledelse dermed var blevet erstattet af det pavelige monarki over kirken (se også om Laterankonciliet 1215).

Noter

1) Grandmontinerordenen grundlagt 1077 ved Limousine, flyttede senere til egnen ved La Marche. Ordenen ville urealistisk både bo afsides, leve i ekstrem fattigdom og tigge sig til livets opretholdelse i menneskeøde egne, hvorfor de kom til at leve på grænsen til nød.

2) Bernhard, sankt, 1090-1153 (1152), festdag 20/8, abbed i Clairvaux, blev 1112 sammen med sine brødre optaget i Citeauxklosteret, men stiftede på opfordring af Stephen Harding i 1115 det nye kloster i Clairvaux, for hvilket han blev abbed. Ved hans indflydelse fik Tempelherreordenen sin godkendelse på synoden i Troyes i 1129, og det var muligvis også Bernhard, der skrev denne ordens regel. Kanoniseret i 1174. Doctor of the Church i 1830.

3) I England også Norbertinerne, en gren af De regulære Augustinske Kanniker. 1115 gik Norbert i ensomhed knap 30 km fra Laon, hvis biskop, Bartholomew, støttede ham. Ordenen grundlagt 25/12 1121. Norbert blev 1125 ærkebiskop i Magdeburg, hvor han ændrede domkapitlet fra sækulare til regulære kanniker.

4) Overklædningen fik i 1146 under pave Eugenius III tilladdelse til at sætte et rødt kors på den hvide overklædnings venstre side og skulder som et symbol for deres villighed til at yde blod og dø for troen.



Den foregående artikel var om Romerkirkens struktur.

Opdateret d. 25.11.2011 Retur til toppen af siden.
Retur til ordensvæsenets forside Videre til religionshistoriemappen
Retur til religionsforsiden Retur til hjemmesidens forside