Klostervæsen er en ældgammel foreteelse, der også er udbredt inden for andre religioner end den kristne. Begrebet kloster er forbundet med et afsondret liv, eneboere, og disses beskæftigelse med livets religiøse dimension isoleret fra hverdagslivet. I den kristne tradition er der væsentlige forskelle mellem klosterbevægelser i den østkristne og den vestkristne verden. Her er kun den vestlige kristendom behandlet.
Ordet munk stammer fra græsk monochos = alene, ensom. Med ensomheden menes »ensomhed for Himmerigs skyld«. Navnet var ikke anvendt på de første troende, der trak sig ud af samfundet for at hellige sig en religiøs tilværelse. Ordet stammer fra gr. monachos/monochos. Ordet blev først brugt fra ca. 200 om eremitter (ordet kommer fra gr. eremos = ensom) eller anakoreter samt om cenobiter (fra gr. koinobion = et liv i fællesskab), der er personer fungerende i et lukket fællesskab. I højmiddelalderen blev ordet munk brugt om mendikanterne og regulære korherrer. Ordet broder bruges ofte lig med munk. Definitionerne er meget diffuse i folkesprogene.
I de første 300 år af kristendommen nævnes begrebet »virgines« eller »virgo« om personer, der ønskede at leve i et moralsk henseende jomfrueligt liv. Jomfruerne kunne også være mandlige. Karakteristikken for »jomfruer« var en kristen, der levede et asketisk og dydigt liv, hvilket kunne foregå i familien eller senere i bofællesskaber uden for familierammerne.
Den tekstuelle baggrund for begrebet er Første Korintherbrev, 7 / 25-38 1), som af teologer udlægges til at omfatte begge køn. Udlægningen er kortfattet den, at Paulus i Korintherbrevet svarer på det stillede spørgsmål, om det, at en person har viet sit liv til at tjene Gud, skal betragtes som endegyldigt valg, eller et omstødeligt valg, dvs. et omstødeligt valg uden at begå en utilgivelig synd.
Alternativerne til det første valg om at tjene Gud i askese var ægteskabet. Paulus' svar er, at begge dele er godt, men at »jomfrulivet« gør den komplette koncentration om Himmerige lettere, end når man i ægtestanden skal tage hensyn til andet end gudsdyrkelsen, nemlig familiens ve og vel. Men kan det ikke være anderledes, er familielivet også en velsignelse. Konklusionen er, at man ikke nødvendigvis er mere sikker på frelse ved den ene eller ved den anden form for tilværelse.
Efter år 250 forekommer der tekster med personer, der afgiver jomfruløfter om et liv i retfærdighed og godhed, og teksterne udlægges således, at disse løfter er Guds gave og ikke udtænkt i personen.
Livsfællesskabet med Jesus findes også i evangelierne generelt, bl.a. Markus, 10 / 17-30, og i Matthæus 19 / 16-30. I begge i særdeleshed i vers 21.
Det er trosmæssigt belønningsværdigt at afstå fra al velbehag i familie, ejendom og tilhørsforhold i øvrigt. Selv at forlade kone og børn for alene og målrettet at følge en kalden om at tjene Himmerige er Gud velbehageligt. Der er altså i kristendommen nogen uklarhed om, hvorvidt ansvaret for familien kan opgives for tjeneste af sin Gud, men det er alligevel sådanne tekster, der er baggrunden for isolationsdriften i kristendommen.
Samtidig med »jomfruerne«, der foruden beskæftigelsen med gudsdyrkelse også kunne udøve socialforsorg, var der andre, der søgte den totale isolation for at hellige sig meditation og fordybelse i stilhed. De flyttede uden for byporten, hvor vildnisset eller ørkenen begyndte. De blev kaldt for ørkenfædre og betegnedes med det græske ord anakoret af anachoreo = jeg trækker mig tilbage. Den første kendte anakoret er fra 250. Han hed Paulus og flyttede ud under Decius'
2) forfølgelse af kristne.
På grund af eneboernes specielle og delvis skjulte eller ukendte levevis fik de hurtigt ry som vismænd og rådgivere, og der valfartes til dem for hjælp. Der kommer derfor også andre, der slår sig permanent ned i deres nærhed, og der dannes derved små samfund af ligesindede. Den hellige Antonius (250-356) står - selv om han ikke var den første - som munkevæsenets fader.3)
Antonius' historie er det tidligste, mest direkte vidnesbyrd om ægyptermonasticismen. Da han dør i år 356, er der klostre ved Nitriabjerget
4) vest for Nildeltaet og i ørkenområdet Scetis 60 km sydligere. Samtidig var der også oprettet grupper i Palæstina og Syrien. Kilden er Jeronimus
5), der oplyser, at opfordringen er kommet fra Antonius til Sankt Hilarion
6), der opererer i Palæstinaområdet.
Disse grupper omfattede op til et par hundrede troende, der levede i huler og hytter på afsides steder og gerne uden for syns- og hørevidde af hinanden. Denne type grupper kaldes på græsk for laura, der betyder passage. I centret for disse eneboerhuler lå gerne en kirke og et bageri og evt. en gæstehytte. Anakoreterne måtte arbejde for at producere de nødvendige levnedsmidler samt udføre anden industri som måtte- og kurvefletning for at kunne tilhandle sig nødvendige klædningsstykker, samt de fundamentale dele til messens celebrering. Manuelt arbejde var desuden foreskrevet som en forudsætning for et asketisk og helligt liv.
Eneboerklostertypen havde endnu ingen global ordensregel. Eneboerens liv var ledet af en abbed, der rådgav munkene om den rette askese og tilbedelsesform. Abbedens opgave var også at oplære nye medlemmer af menigheden til bl.a. at klare det asketiske livs krav.
I 420 skrev Palladius
7) bevægelsens historie i Den Lausianske Historie. Det fremgår af værket, at ydmygheden blev sat på skarp prøve for munkene havde trang til at konkurrere om at være bedst til at faste, undvære søvn etc., og konkurrencen udviklede en utiltalende forfængelighed.
Samtidig med Antonius virkede Pachomius (292-346). Han var født hedensk og oplevede de kristnes barmhjertighed og hjælp under sit fangenskab, mens han gjorde militærtjeneste. Han lod sig derfor døbe og viste sig som en organisatorisk meget dygtig anakoret. Han udbyggede Antonius' få regler og skabte »klausurreglen« - altså reglen om det indelukkede samfund af munke: Muren holder sammen på fælles bolig, fælles bøn og tilbedelse og fælles dagligdag i øvrigt. Det første samfund blev dannet i Tabennesis = Tabennae i Ægypten ved Luxor på 25° 40' N.
Mennesket er et socialt dyr, og mange anakoreter havde ikke på ene hånd kunnet honorere de ret barske og asketiske krav til livets opretholdelse i ørkenen. Med Pachomius' organisation blev det nu muligt at få støtten fra de ligesindede på en praktisk realiserbar måde med fælles afgrødedyrkelse, lidt håndværk til varebytningsformål for kontanter etc. Pachomius' munke var alle af samme "grad": der var ingen lægbrødre eller andre tjenestefolk til hjælp; alle opgaver skulle udføres af munkene selv.
I henhold til Palladius omfattede Pachomius' kloster 1.300 medlemmer. Klosterområdet havde centralt en kirke, en fælles spisesal og et hospital samt gæstehus. Munkene boede i et antal simple huse, der i store træk blev fordelt som teltene i de romerske legioner, hvor Pachomius havde tjent som ung. Hvert hus havde ca. 20 munke under ledelse af en prior. Denne samfundsopdeling er pga. det sociale samvær ganske anderledes end anakoretens, og i manges opfattelse bedre i tråd med den kristne kirkes doktriner, idet kravet om at hjælpe din næste, de fattige, de lidende og de trængende ikke opfyldes i eneboertilværelsen.
Pachomius' søster Maria grundlagde samme sted et nonnekloster. Pachomius var samfundets leder indtil sin død og opnåede at lede ni munkeklostre og fire nonneklostre.
Se også om de tidlige klostres bygninger.
Den videre udvikling af klostersamfundene kom med Sankt Basilius
8), der efter nogle eremitår dannede et klostersamfund i Caesarea. Han udgav ikke ordensregler som senere Benedikt, men hans Lange Regler og hans Korte Regler er samlinger af gode råd og læresætninger i form af spørgsmål og svar. Basilius' kloster i Kappadokien var et virkeligt klausur: en familiegruppering under samme tag og ikke spredt som eremitterne og ikke udflydende som Pachomius' satellithuse. Her kunne både budet om næstekærlighed og om ydmyghed i livsform gro - og under mådeholden askese. Et af Basilius' ord var: "Hvis du lever alene, hvis fødder kan du da vaske?« Basilius fremsatte også kravet om den underordnede munks totale underkastelse af sin foresattes afgørelser og ordrer, men også opfordring til teologiske studier.
Basilus' regler blev - og er - grundlaget for Østkirkens munkevæsen. Fra Kalkedonsynoden, afholdt i Chalcedon, der ligger på Asiensiden af Konstantinopel, blev fra 451 klosteroprettelse afhængig af den lokale biskops tilladelse.
Det næste udviklingstrin kommer med Augustin af Hippo
9) (353-430). Augustin kender til »ordensregler«, og han er bekendt med klausurbegrebet. Det nye, som Augustin tilføjer ordensbegrebet, er kombinationen af de gammelkendte begreber »Reglen« = levereglementet, og »familie«dannelsen i klausuret med det nye: præstetjeneste.
Augustinerreglen er ordensregler for Augustinere og andre ordener. Reglerne består af tre korte tekster. I den første stilles der krav om ejendomsløshed, kyskhed og lydighed med kærligheden som fællesskabets værdigrundlag. Den anden tekst, Ante omnia, fratres carissimi, necesse est…, indeholder regler for den daglige orden og disciplin: tøj, mad, arbejde, tidsrutiner. Den tredje, noget længere tekst, Haec sunt quae ut observetis præcipimus…, er en morallære, der forordner asketisk livsførelse. Kun den tredje tekst er sikkert skrevet af Augustinus (211).
Efter det fjerde Laterankoncilium i 1215 blev indførelsen af nye ordensregler forbudt og Augustinerreglen blev et af de dominerende ordensreglementer og blev især grundlaget for præsteskabet ved domkirkerne, hvor de levede i ejendomsløse klosterlignende fællesskaber. Augustinerreglerne blev også brugt af Præmonstratenserne, Dominikanerne, Birgittinerne m.fl.
Augustins Regel fastsatte nu, ultimo det femte århundrede, rammerne for stifternes biskopper til at organisere deres præsteskaber i et bofællesskab og at få dem indordnet under et fast regelsystem, der indeholder krav om afholdenhed, fattigdom og lydighed.
I Vesteuropa blev kendskabet til Ægyptens, Lilleasiens og Grækenlands klostre kendt gennem besøg og gennem litteraturen om eneboermunkenes asketiske liv og efterhånden helgenstatus. Det var især Sankt Antonius' Historie, der blev videregivet, og det var også dette værk, som Augustin af Hippo under sit ophold i Milano i sommeren 386 hørte fra en gæst, der havde været ved hoffet i Trier. Også Hieronymus' Eneboeren Pauls Liv var blandt de meget læste kilder [andre titler i 9130/59a p.11].
Dick Harrison skriver [9732 p.309], at de første vesteuropæiske klostre mere var at sammenligne med storfamilier ledet af aristokrater, hvor man som familiemedlemmer levede efter salvvalgte religiøse restriktioner. Det senere omtalte kloster i Lerins er eksempel på et sådant.
Af særlig betydning for de vestlige klostre blev Johannes Cassian.
10) I værket Institutiones giver han grundreglerne for klosterorden og diskuterer otte udfordringer til en munks perfektionisme. Værket bliver grundlaget for Vestens klostre og værket som Augustin og Benedikt bygger på.
Hvor Østkirken omkring dette tidspunkt fik tradition for at hente sine biskopper fra anakoreternes rækker, så benyttede Vestkirken omvendt anakorettilværelsen som rettesnor for de præsteviede, der skulle fungere i det almindelige samfund.
Foruden de præstesamfund, der havde tilknytning til samfundet og menighederne, oprettes i de kommende århundreder også mange isolerede klostre i Europa i takt med kristendommens udbredelse mod nord og vest (og senere også mod øst). En af de allerførste vesteuropæiske prælater, der blev beskytter af eller tilskynder til etableringen af klostre var Hilary af Poitiers.
11) Han var biskop i Poitiers og blev lærer og velynder for Martin af Tours (-397), som slog sig ned i Gallien i år 360 ved Ligugé nær Poitiers, da han var fordrevet fra Milano af dennes arianske biskop. Selv efter Martin blev biskop tilrettelagde han sit og sine disciples liv som eneboere ved Marmoutier uden for Tours. Samfundet, han dannede, lignede meget Østkirkens Laura-type klostre.
Andre vigtige klostersamfund opstod ved Marseilles og ved Lérins omkring år 400. Lérins er en lille ø ud for Cannes, hvor der i dag er et cistercienserkloster i bygninger fra 1000-tallet og senere, der fungerer (med vindyrkning bl.a.), og de blev kendte som udklækningsanstalter for klostergrundlæggere i Nordeuropa ved blandt andet at holde skole for kommende biskopper, der udsendte nordpå i Europa.
Hvorvidt biskopper skulle vælges fra munke eller fra præster var endnu et åbent spørgsmål i det første hundrede år efter de første klostres dannelse. I denne første periode var det endnu usædvanligt at eneboeren og munkene i samfundene var ordinerede. Medvirkende til de noget omskiftelige udnævnelsers bagmænd var fyrsternes magtspil, hvor de i visse perioder knyttede sig til klostre og abbeder, mens de til andre tider knyttede sig til stifterne og biskopperne.
[9732 p.311f]
Der fandtes i tiden op mod Benedikt omkring 30 forskellige ordensregelsæt. Det skal her pointeres, at i det østromerske rige var klosterbevægelsen i den tidlige middelalder af meget større betydning end i det endnu meget lidt kultiverede Vesteuropa. Ifølge [9732 p.307] var der omkring år 1000 oprettet over 7.000 klostre med 150.000 munke i Det Byzantinske Rige - et tal som Vesteuropa på ingen måde kunne mønstre.
Det var dog først med Benedikt af Nursia
12) (480-547/550), at det vesteuropæiske ordensvæsens fødsel regnes. Med sin Regulus Monachorum var der endelig i 535 skabt et levedygtigt sæt regler, der helt op til i dag har været bestemmende for at stort antal ordeners liv og udvikling. Det er især de praktiske og konkrete anvisninger om både de åndelige og timelige gøremål i et kloster, der har gjort Benedikts regler så brugbare. Dertil er alle Benedikts regler velfunderede og begrundede med referencer til Bibelens tekster.
Benediktreglen, Sankt Benedikt Regula, i en prolog og 73 kapitler, Regulus Monachorum (535), fastslår fattigdom, kyskhed, lydighed og pligt til at forblive i klosteret: Stabilitas loci, conversio morum et obaedientia sub abbate. Hovedopgaven er at søge og lovprise Gud. Der er social ligestilling i klosteret og pligt til at foretage praktisk arbejde samt opretholde tidebønnen. Benedikts regler bygger på de tidligere regler af Sankt Johannes Cassian og Sankt Basilius. Hans regler er oversat til dansk som Benedikts Hellige Regel. Reglerne findes i flere oversættelser og også på nettet.
[Uddrag af hans Regler i 9135 p.27-Documents].
Indtil ca. 1100 blev Benediktinerreglen benyttet i majoriteten af de vesteuropæiske klostre og også af Cistercienserne og Cluniacenserne samt af Camaldoleserordenen, en italiensk orden. Det tidligste overleverede skrevne eksemplar af Benedikts Regler er et håndskrift kopieret ca. 750 i angelsaksisk England og befinder sig nu i Bodleian Library. Det mere kendte eksemplar er det fra St. Gallenklosteret. Det er en kopi fremstillet i Aachen tidligt i 9. århundrede med forlæg i et ms, som Monte Cassinoabbeden Theodemar havde foræret Karl den Store. Benedikts forlæg var (på eng.) Rules of the Master fra lige efter år 500 af ukendt forfatter. Benedikts Regler er mere humane end forlæggets - især inden for humanitet og ledelsesstil.
Benedikt opererer med fire slags munke:
cønobitter // cenobitter, der lever i et klosterfællesskab;
eremitter, der lever ensomt;
gyrovager, der vandrer omkring fra kloster til kloster; samt
sarabaitter, der er sprunget hovedkulds ud i eneboerlivet og lever 2-3 sammen uden fast regel.
Benedikt kritiserer i sine skrifter de to sidste typer og påstår, deres tro er en pseudoreligiøsitet.
Selv om Benediktreglerne foreskriver fællesskab, så var der af og til munke - erfarne og godt skolede - der fik tilladelse til at slå sig ned som anakoreter i en afstand fra klosteret.
I tidligste klostersamfund var munkene ikke præsteviede. Det var ikke nødvendigt, da kun messen krævede ordination, så biskoppen ordinerede oftest kun en til to munke for at de kunne celebrere søndagsmessen. Først med den udbredte missionsvirksomhed, hvor munke var nødt til at kunne administrere sakramenterne, blev det almindeligt [om polemikken se 9130 p.31]. Præsteordination blev først generelt efter det 15. økumeniske koncilium i Vienne, 1311-1312. Det ligger ved Rhonefloden ca. 25 km syd for Lyon. På det 15. koncilium blev tempelridderordenen ophævet.
Som en sidebemærkning tjener en bemærkning om de spanske forhold i tidlig middelalder. Man har fra dette område næsten ingen kilder, og ingen fuldstændige kilder, der muliggør en dokumenteret beskrivelse af klosterudviklingen der.
En af de åbenbart farverige personligheder, der var aktive i slutningen af oldkirketiden var Cassiodor, der opnåede en meget høj alder og levede ca. 485 til 580. Han oprettede for egne midler et (luksus?-) kloster i Calabrien i år 540 og gav det navnet Vivarium, der betyder fiskedam. Her samlede han et betydende bibliotek og lagde vægt på boglige sysler blandt munkene og pålagde dem at kopiere håndskrifter, oversætte tekster fra græsk til latin og udarbejde kommentarer til bl.a. kirkefædrenes skrifter. [9412 p.84]. Selv udgav han en sammenskrivning af flere kirkehistorier i Historia ecclesiastica tripartita.
En sidste personlighed, som ofte omtales i religiøs litteratur, er den romerske filosof Anicius Boëthius, der levede fra ca. 480 til 524. Boethius er vigtig for sin oversættelse af Aristoteles' skrifter, der kendes gennem hans arbjede. Boethius havde været konsul i Rom i 510 og været rådgiver hos ostrogotkongen Thodoric i Ravenna, der satte stor pris på hans indsats. Boethius blev hædret med fornem embedsstilling, og hans største øjeblik, siger han selv i sine tekster, var, da hans to sønner samtidig blev udnævnt til romerske konsuler, hvilket var tegn på anerkendelse fra både Theodoric og kejser Anastasius I i Konstantinopel.
I Ravenna blev han senere indblandet i en sag om højforræderi, dømt til døden og blev aflivet. Mens han sad fængslet og forsøgte at forlige sin med den forestående død, skrev han værket de Consolatione Philosophiae = Om filosofiens trøst = eng. Consolation of Philosophy, der er skrevet som en dialog med den allegoriske skikkelse »Filosofien«, som får stillet spørgsmålet om, hvorledes en barmhjertig Gud tillader det onde at nyde fremme på bekostning af de dydige.
[10592 introd.]
Benedikts tid ligger forud for den del af middelalderen, hvor kirken i Tyskland og Frankrig udviklede sig under Karl den Store (768-814) og senere i den ottonske tid (936-1002), som beskrevet i Germania-teksten og under kirkeforholdene i Danmark samt om grundlæggelsen og den tidlige udvikling i den engelske og irske kirke behandlet inklusive den irske ekspansion i 600-tallet med klostre bl.a. i St. Gallen og Bobbio.
Noter
1) Der er andre bibeltekster, der autoriserer den livslange målrettede gudsdyrkelse udelukkende al anden virksomhed, bl.a. i Matthæus Ev., 19 / 3-12.
2)Gaius Messius Quintus Decius, kejser i 249-251, efter at have været prefect i Donauprovinsen blev han kejser og tog navnet Trajan (ikke den samme Trajan, som fik sin søjle i Rom = kejser Marcus Ulpius Traianus, 98-117). I forsøg på at styrke den gamle statsreligion krævede han, at alle kristne skulle aflægge troskabsed til de gamle guder, og mange kristne flygtede derefter. Kristendommen blev endelig godkendt i 313 ved dekret om religionsfrihed. Se nærmere herom i artiklen om kirkens udvikling i Germanien.
3) Alexandrias ærkebiskop, Athanasius (293-373), har skrevet hans biografi, efter hvilken Antonius går i ørkenen som 20-årig, hvor han ser dæmoner, men senere organiserer de andre eneboere efter nogle simple regler - det er begyndelsen til ordensvæsenet. Det er Athanasius' skrift, der er grundlaget og forklaringen for askesens betydning.
Kort tid efter år 270 anses det for sandsynligt, at Antonius har omkring 5.000 asketer om sig i nærheden af saltsøerne ved Wadi Natrun og ved ørkenen Skete. Antonius' bevægelse forbliver uorganiseret, og det er først da Pachomius kommer til i 300-tallet, at klostrene opstår.
4)Nitria er området mellem Alexandria og Cairo vest for Nilen. Fra 1964 er der foretaget udgravninger af de tidlige klostre ved Kellia. Der er stadig koptiske klostre ved Wadi Natroun i området.
5)Sankt Jeronimus, 345-420, Eusebius Hieronymus. Født nær Aquileia i N-Italien. Studerede i Rom, hvor han blev døbt, inden han foretog en rejse nord for Alperne. I året 374 rejste han til Palæstina, men blev opholdt i Antiocha, hvor han hørte Apollinarius af Laodicea prædike. Han blev de næste 4-5 år eneboer i Syrien, lærer hebraisk, blev ordineret og returnerede til Rom (382-384), hvor han bliver pave Damasus' sekretær og får velstående kvinder til at leve et asketisk liv. I året 386 slår han sig ned i et kloster i Bethlehem. Hans største fortjeneste var oversættelsen af Bibelens tekster til en bedere latinsk version, end de da eksisterende, der var meget ujævnt oversat. Hans bibeloversættelse bliver til den anerkendte Vulgata-udgave. Hans festdag er 30/9. Han afbildes ofte med rød kardinalhat og en løve ved fødderne.
6)Sankt Hilarion, 291-371, grundlægger af anakoretbevægelsen i Palæstina fra 306 ved Gaza. Han vendte tilbage til Ægypten og senere Libyen, Sicilien og Cypern, hvor han døde. Festdag 21/10. Kendt for usandsynligt mange mirakler.
7)Palladius, 364-420/430, formodentlig født i Galatia, Makedonien. Efter sin læretid blandt munkene i Ægypten blev han biskop i Helenopolis i Bithynia i Tyrkiet SØ for Istanbul. Han måtte nogle år gå i eksil. Han er mest kendt for sin historie dedikeret til Lausus. Det er vores bedste kilde til den tidlige monastiske historie. Lausus var embedsmand under kejser Theodusius II, 408-450.
8)Sankt Basilius, 330-379, bror til Sankt Gregor af Nyssa og Sankt Macrina. Uddannet i Caesarea på kysten mellem Haifa og Tel Aviv, nu Qesir Har. Slog sig ned som eremit i 358. Han talte i Rom med kejser Valens mod arianismen og blev 370 biskop i Caesarea. Hans organisationsregler er stadig fundamentet i østkirkens klostervæsen, og han kaldes det ortodokse klostervæsens fader.
9)Augustinus Aurelius. Eng. Austin. Født i Tagaste i Numidien, Nordafrika i 353 og død i 430. Festdag 28/8. Han er en af kirkefædrene og blev først uddannet i fødebyen og senere i Karthago, provinsens hovedstad.
Han var en flittig skribent; et af hovedværkerne er hans Confessiones. Levede en overgang i Milano ansat ved biskop Ambrosius der. Blev senere biskop i Hippo Regius, det nuværende Annaba i Suk-Ahras i Algeriet, Nordafrika.
Augustinus er ofte afbilledet med et hjerte i hånden med en eller to pile igennem for hans kærlighed til Gud. Symbolet stammer fra hans Confessiones. Han kan også være vist i biskopsdragt.
Biografi: Augustin af Leif Grane, Gad, 1968. Citat: »Augustins teologi er det store vendepunkt i vesterlandsk kirkeliv. Med ham stilledes nye spørgsmål, som aldrig siden har kunnet forstumme«.
10)Johannes Cassian, 360-430, født i den romerske provins Scythia i Rumænien. Blev optaget i et kloster i Bethlehem. Senere opholdt han sig i Ægypten og kom via Konstantinopel til Rom. I år 415 grundlagde han to klostre ved Marseilles og skrev her de to værker Conferenciones og Institutiones.
11)Hilary af Poitiers, sankt, 315-367, biskop i Poitiers fra ca. 350. Involveret i kampene mod arianismen, der gjorde det nødvendigt for ham at tage fire år i eksil i Phrygia i Tyrkiet. Han blev efter konciliet i Seleucia på Tyrkiets sydkyst ud for Cypern anerkendt og respekteret som romerkirketeolog og udgav hovedværket De Trinitate, der er et angrebsværk mod arianismen. I 1851 udnævnte pave Pius IX ham til Kirkedoktor. Festdag 13/1.
12)Benedikt af Nursia (480-547). Festdag 11. juli. Grundlagde sin orden i 529. Benedikts symboler er en ravn og et skåret kar, der hentyder til legender fortalt i Gregor den Stores Dialoger, 2. bog, fra ca. 590, hvori han gør et kar eller en sigte hel igen. Ravnen var hans tamme følgesvend. Benedikt blev i 1964 af paven tildelt navnet: Europas værnehelgen. Benedikt holdt selv en meget streng livstugt, der flere gange skabte problemer. Først da han selv stiftede Monte Cassinoklosteret fik han titel af abbed. Han var antagelig ikke præsteviet, hvad få munke var på det tidspunkt. Vor viden om Benedikt stammer fra hans helgenbiografi skrevet af pave Gregor den Store omkring 45 år efter Benedikts død. Den udgør Anden Bog i hans Dialogues fra år 594 [se 9130 p.20ff]. Han gik ind for mådehold i både askese og bøn og opfordrede til tilpasning til klimaet lokalt.
Læs videre om det middelalderlige ordensvæsen i orden.