Indledning om klosterledelse og klosterøkonomi
Klosterets ledere blev hovedsageligt rekrutteret fra dets egne rækker, eller der udsendtes ordensmedlemmer fra moderklosteret eller pavestyret. Endelig kunne den verdslige magt blande sig i klosterets ledelse. Det var på grund af kandidaternes baggrund derfor mere normalen end et særsyn, at klosterets økonomiske styring var mangelfuld. Munke fik ingen skoling i økonomistyring, og mange havde ved udnævnelsen til højere poster i klosteret i årevis været uden kontakt med det omgivende samfund og dets økonomiske virke.
De munke, der oppebar særskilt vederlag ydet som gave til underhold, havde tit svært ved at administrere ydelsen. Selve klosteret kunne, når abbeden var svag i økonomisk henseende, komme i stor gæld. Bl.a. var mange byggesager ofte bekostelige ud over klosterets formåen og få budgetteringen i praksis umulig, når det betænkes, at byggesagerne løb over fra nogle til mange år med tilsvarende store årlige forskelle i landbrugsindtægter og andre finanseringskilder.
Den verdslige magt kunne principielt ikke beskatte klostrene, men der var stadig en del afgifter ved varetransport og handel, som klostrene skulle erlægge. Derimod kunne paven forlange afgifter sendt til Rom eller moderklostre kunne indkassere penge fra datterklostre.
Endvidere kunne en magtfuld hersker - verdslig eller kirkelig - gæste klostrene og tage ophold i kortere eller længere tid med deres underhold betalt af klosteret. Herskere kunne også forlange bidrag for at »beskytte« klosteret.
Først når problemerne blev særdeles store, blev der enten tilkaldt hjælp eller beordret støtte - hvad vi i dag ville kalde at »blive sat under administration«. Det kunne være paven eller ordenens moderkloster, der foretog administrationen af klostrene, eller det kunne i særlige tilfælde være en verdslig hersker, der greb ind for at klosteret kunne betale sin gæld til det omkringværende samfund.
Fra et tidspunkt i klosterudviklingen blev der ofte udnævnt en regnskabsfører (eng. bursar), der skulle kontrollere pengeindgangen og sørge for den rette fordeling af midlerne, men embedet endte ofte som en »fedekalvestilling«, hvor midler, der ikke forlods var øremærket til en bestemt sag, endte i regnskabsførerens lommer.
Den farligste ledersituation for et kloster var dog, når en uduelig eller korrupt abbed stod i spidsen for samfundet. En abbed kunne kun fjernes ved pavelig eller biskoppelig indgriben, og en sådan sag kunne ende i retten - og være årevis om at blive færdig, hvad der var bekosteligt, og samtidig var en abbeds gæld gjort på klosterets vegne, så klosteret var under alle omstændigheder pligtig at betale den gennem brødrenes arbejde.
Var et kloster sat under administration, blev der gerne udnævnt en tilsynsførende. Det kunne være en respekteret godsbesidder i nærheden eller en militær kommandant, som skulle sørge for at gældsinddrivelsen ikke forfordelte nogle - altså fungere som vor tids bobestyrer.
Der er en separat tekst om de enkelte stillinger i et kloster. Den findes her.
Den Sorte Død Den Sorte Død havde i England fra midten af 1300-tallet en vis indflydelse på klosterøkonomien. Der var klostre, hvor så godt som alle omkom under de forskellige epidemier, men mere generelt var det ikke muligt for klostrene at opretholde landbrugsproduktionen på grund af mangelen på arbejdskraft. Samtidig gik lejeindtægterne ned, da mange af de udlejede arealer og bygninger lå øde hen uden fæstere.
Indkomster Indkomster deles i religiøse og verdslige. De religiøse kan være afgifter for erholdte kirkelige tjenester som dødsmesser, vielser, begravelser etc. Det kan være gaver ydet ved afholdelse af messerne, og det kan være tiender fra tilknyttede sognekirker.
De verdslige ydelser kan være indkomster fra egen landbrugsproduktion eller fra handel med landbrugsvarer eller andre varer fremstillet i klostret herunder bogproduktion.
Beløb givet til underhold af munke, fx for at læse messer, blev i den senere middelalder lagt i en særlig konto til dette formål og blev derfor også let til en personlig indtægtskilde til den munk, der læste messerne og altså havde »embedet«.
Kirker underlagt et kloster var en god indtægtskilde via tiender og afgifter for service; alligevel vrimler kirkehistorien med eksempler på klostre, der negligerede sognebørnenes behov for præsteservice, og alene inddrev tienderne i årevis uden modydelser. Der var kampe om retten til at foretage begravelser, da der ud over afgiften for selve begravelseshandlingen ofte var afsat ekstra dele af arven til klosteret for fremtidige messer.
Det var også særdeles indbringende, hvis kirkerne besad relikvier eller martyrgrave, der var populære og gav stor tilstrømning af pilgrimme. Foregik der undere i kirken kunne indkomsterne blive af kolossal betydning, som det var tilfældet med Canterbury Cathedral, der besad Thomas Becketts kiste. Disse penge var ofte årsagen til rejsningen af de meget store kirker i områder uden tilsvarende stor befolkning.
Udover produktionen af landbrugsvarer er der eksempler på klostre, der drev minedrift i England fx kul i Ferryhill og Gateshead, men også glasværker, støberier, saltindvinding, garverier, fliseværker og møller for både klæde og korn har eksisteret under klostrenes forretningsområder. Fra landbruget - både klosteret, grangierne og andre ejede ejendomme - var der både vinproducenter, uld, grøntsager og korn som de væsentlige produkter.
Omkostninger
De daglige hovedomkostninger for et kloster var forplejningen af munke og lægbrødre. Sammen med forplejningen skulle klosteret også yde beklædning og øvrige underhold, og mange steder var der en del pensionister, der på samme vis trak på ressourcerne.
Næststørste post var bygningsvedligeholdelsen. Mange steder havde man bygget meget prangende komplekser af kirker og embedsboliger, sygehuse og produktionsejendomme, som alle skulle vedligeholdes.
Udnævnelsen af en abbed var også bekosteligt. Først forlangte pavemagten en klækkelig sum for at stadfæste udnævnelsen, der tit ikke blev givet, uden kandidaten rejste til Rom og selv hentede den med deraf følgende betaling for både rejse og bestikkelser i hierarkiet i Rom.
Gæstebud
Der er allerede nævnt omkostningerne ved gæstebud i klosteret. Klostrene havde pligt til at vise gæstfrihed, hvad stillingerne som gæstechefer også viser, men der var ingen sikkerhed mod misbrug indbygget, idet ordenens forpligtelser ikke havde forbehold. Blev gæstebuddene for belastende, kunne der indhentes kongelig eller biskoppelig tilladelse til kun at underbringe bestemte personer og grupper. Dvs. at nassende adelsfolk med stort følge kunne afvises ved porten.
Visitationsomkostninger kan sammenlignes med gæstebuddene, idet visitator ofte forlangte udstrakt service for sin kontrolopgave. Revisioner og visitationer fra moderklosteret måtte datterklostrene selv betale for. Afgiften blev forøget med underbringningen for visitators følge, der kunne være stort.
Der var i de fleste middelaldersamfund regler for, hvor stort et følge de forskellige grader af adels- og kirkefolk måtte rejse med, for at rangfølgen ikke blev skadet, så konge eller biskop ville se sig ydmyget. En ærkebiskop havde således ret til 50 heste i sit følge, og en biskop havde ret til 30, mens en kardinal måtte nøjes med 25. Hertil kommer tjenestefolk, der også skulle have drikkepenge.
Middelalderens slutning
Ved middelalderens slutning havde klostrene udspillet deres rolle som deltagere i samfundsøkonomien for handel og produktion af alt andet end landbrugsprodukter, men indtil reformationen ejede klostrene stadig store jordarealer, der blev dyrket, men oftest på udlejet basis. Efter reformationen blev klostrenes økonomiske rolle minimeret.