BENEDIKTINERORDENEN

MIDDELALDERENS BENEDIKTINERE I DANMARK - og lidt udenlandsk baggrund

 Opdateret 2020-07-28.

Indholdsoversigt
 
 

Benediktinernes kaldenavne

 Benediktinere. Sorte munke. O.S.B. = Ordo Sancti Benedict. Sortebrødre.
Nonnerne kaldtes for Benediktinerinder.

Betegnelsen Benediktiner om ordenen og dens klostre er første gang set anvendt i et gammelfransk dokument fra 1200-tallet, og fra slutningen af 1300-tallet findes ordet i latinske skrifter, men først fra 1600-tallet kom benævnelsen i ordinær og generel brug. [EoM p. 136]

Om personen Benedikt

 Benedikt af Nursia, * c. 480, † c. 543, 547 eller 550 (kilderne har forskellige dødsår). Dødsdatoen menes at være 21. marts. Nursia var hans fødested, og her fik han som søn af en velstående familie sin tidligste uddannelse, mens hans videreuddannelse, fra han var 14 år, skete i Rom, hvor han ikke kunne forlige sig med det frie og i hans øjne tomme umoralske byliv.

Han valgte i en alder af knapt tyve år at bestræbe sig på at leve et gudfrygtigt liv og forlod Rom for at leve asketisk i en religiøs gruppe i byen Enfide, nu Affile, der ligger et par kilometer vest for Subiaco, der ligger ca. 60 km øst for Rom. Denne gruppes religiøse livsførelse bekom ikke Benedikt, der hurtigt forlod den og fortsatte til Subiaco; der ligger tæt ved hans barndomsegn.

Her blev han eneboer i en hule i omkring tre år, hvor en munk ved navn Romanus bragte ham de mest basale fornødenheder. Rygtet om hans hellighed bredte sig, og han blev ifølge en legende opfordret til at blive abbed i det nærliggende kloster, Vicovaro, men gerningen blev en fiasko, da Benedikt omgående ønskede munkenes levemåde ført tilbage til en ekstrem afholdende tilværelse, og hurtigt var munkenes største mål at slippe af med Benedikt igen. Han opgav selv opgaven og returnerede til sin hule blandt områdets mange andre huler, hvor et antal eneboere foretrak at bo (lidt selvmodsigende at bosætte sig som eneboer op og ned ad hinanden i hver sin hule).
[8895 p.271]

Hans ry vandt frem, og en del andre stærkt religiøse mænd samlede sig i hans nærhed, og "han menes at have oprettet en gruppe klostre i området" [citat Oxford Dictionary of the Christian Church, 3rd ed. 1997, p.97]. Andre kilder er mindre påpasselige med ordvalget og fastslår blot, at han grundlagde først sit eget kloster med 12 munke og dernæst, da følgeskaren vedblev at vokse, endnu tolv klostre a 12 munke hver. I hvert kloster blev en munk valgt til prior, og alle klostrene fungerede med Benedikt som abbed.

Benedikt var ikke på noget tidspunkt ordineret som præst, diakon eller havde nogen anden grad i kirkehierarkiet, og han tilhørte derfor principielt lægfolket, hvad ikke-ordinerede munke generelt organisatorisk gør. Alligevel blev han af sine klosterbrødre betragtet som deres leder, og han kan derfor kaldes for abbed for de 13 klostre. Hans 14. kloster blev det han i 529 grundlagde på Monte Cassino.

Forskellige modstandere og jalousi fra det omliggende samfund - og især fra en enkelt præst, der truede ham på livet tvang ham til at flytte,*) og han slog sig derefter med nogle få munke i 529 eller tæt på dette tidspunkt ned på Monte Cassino, der ligger nær halvvejen mellem Rom og Napoli. Benedikt forblev på Monte Cassino til sin død. Han blev begravet på Monte Cassino ved siden af sin søster Scolastica, der tidligere var begravet der. [8895 p.271]
De fik ikke lov til at forblive der, for c. år 660 blev de begge flyttet til det franske kloster i Fleury-sur-Loire, og den begivenhed fandt sted den 11. juli.
*) De to mest citerede legender om attentatforsøgene på Benedikt er, hvor første kloster prøvede at forgive ham ved en forgiftet drik i et bæger, men Benedikt lyste velsignelsen over bægeret, og derved bristede det.
Det andet forsøg er, hvor den lokale jaloux præst vil forgive Benedikt med et forgiftet brød, der, idet han vil tage en bid i munden, bliver snuppet af en krage, hvilket også var et tegn fra Gud.
[EoM p.129]

Hans festdag var tidligere 21. marts, men er på et tidspunkt flyttet til den nuværende 11. juli efter gravens flytning (begge datoer festligholdes så vidt jeg kan se), mens man i Østkirken holder hans festdag den 14. marts.

De biografiske oplysninger, vi har om Benedikt, stammer hovedsageligt fra Gregor den Store, pave fra 03/09 590 til 12/03 604. Han udgav i 594 et værk med titlen Dialoger. Det var delt op i fire bøger, hvor Benedikt er behandlet i hele bog to. Titlen "dialoger" skyldes bogens struktur, hvor spørgeren, Gregorius, tiltaler en informant, diakonen Petrus, der svarer spørgeren. Bogen er en hagiografi og indeholder formodentligt mere, end man vidste om Bendikt på det tidspunkt.

C.H. Lawrence bemærker om personen Benedikt i hans egen tid, at "In his own day, St Benedict, the patriarch of Western monks, was a quite obscure Italian abbot, and we know surprisingly little about the origins of his Rule." [9130 p.18].
Den manglende formidling af hans indsats på klosterorganisationsområdet er medvirkende til, at der fra hans levetid ikke er bevaret mange oplysninger. I enkelte krøniker er der bemærkninger om Benedikt, men typisk af annalistisk indhold. Gregor den Stores biografi blev først skrevet 45 år efter Benedikts død.
Lawrence gør opmærksom på, at Gregors svulstige stil var et tidstypisk litterært genretrick, og at hans veluddannede læsere forstod at vurdere de symbolske normer, der betingede tekstens komposition. Kun de allersvagest uddannede ville have taget indholdet for dets pålydende. [9130 p.20]

Subiaco i Latium

 Det er en lille by, i hvis udkant Benedikts grotte, Sacro Speco, og et kloster befinder sig. Lidt nærmere ligger S. Scolasticas konvent. De to institutioner udgiver sig for at være efterkommere af de to af de originalt 13 af Benedikt oprettede klostre, men om historien er ubrudt fra 500-tallet, er ikke undersøgt og kan næppe påvises uden daterbare arkæologiske fund.

De enkelte klostre rundt om Subiacagrotten havde hver deres egen kirke og blev ledet som individuelle klostre, men under overopsyn af Benedikt. I disse år med grundlæggelse af de små enheder fik Benedikt erfaring for, hvad mennesket kan klare af askese og hvorledes en praktisk dag kan indrettes for en munk, når deltagerne i de familielignende munkesamfund skal fungere i ubegrænset tid. Erfaringer, som han bragte med sig til Monte Cassino og benyttede i sin senere nedskrevne Regel.

Monte Cassino

 Klostret på Monte Cassino [MC] blev ødelagt af en longobarderhertug i 589*) eller tæt derpå; Knowles [10154 p.17] mener dog, det var i 577, og han har det fra Dom Suso Brechter, der foreslog det i artiklen Monte Cassinos erste Zerstörung i 1938. Munkene måtte fortrække til Rom, hvor de fik husly i en klosterbygning ved siden af Lateranbasilikaen. Også den sidste oplysning sætter Knowles spørgsmålstegn ved med ordene: "that they migrated to Rome and settled at the Lateran is no more than a venerable tradition." [10154 p.17]
Denne delvise afvisning af lateranopholdet skyldes, at grundlaget er en hypotese fremsat efter Paulus Diaconus, 720-799, i sin longobaderhistorie skrev, at munkene var flygtet til Rom. På det grundlag sluttede Leo Marsicanus, 1045-1115 c., i sin krønike, "Legenda sancti Benedicti longa", at så havde de nok fået husly i Lateranklostret, men seriøse historikere sætter altså spørgsmålstegn ved følgeslutningen.
[http://www.mgh-bibliothek.de/dokumente/z/zsn2a032274.pdf fra side 242; Cath.Ency.]
*) Longobarderne - eller lombarderne - havde i 574 afløst kongemagten med et hertugstyre. Der var 35 hertuger, som styrede deres rige frem til 584, hvor der igen blev valgt en konge. Det forhindrer naturligvis ikke, at det var en hertug under kongen, der plyndrede klostret i 589. [9972 vol. I, p.153]

Klostret på Monte Cassino blev først genopført omkring 717 af abbed Petronax, * c.670, † c. 747, kaldet den anden grundlægger af MC. Det ny kloster fik dog kun en kort levetid, da det allerede i 884 blev ødelagt og denne gang af saracenerne.
I 1347 blev klostret svært beskadiget af et jordskælv, og i 1944 blev klostret af de allierede styrker bombet totalt ud, så det, man i dag ser på stedet, er fra efterkrigstiden. Det blev genindviet af pave Paul VI den 24. oktober 1964.

Klostret fik en anerkendt placering i lærdomsverdenen for sine udgivelser, og højdepunktet med hensyn til skriftfremstilling og religiøs betydning lå i de hundrede år efter c. 1050.

Benedikts Regel

 Der er ingen tegn i kilderne på, at Benedikt havde komponeret sin Regel, inden han kom til Monte Cassino. "Det kan ikke med sikkerhed fastslås, hvornår præcis St. Benedikt skrev sin Regel - ej heller, om den blev kodificeret på én gang, eller om stykke for stykke føjedes sammen, eftersom det gjordes fornødent." [9831 p.14]
Da munkene ved ankomsten til Monte Cassino måtte bruge tid på rydning af jord, anlæggelse af landbrug, bygning af boliger m.v. er det sandsynligt, at Reglen først er skrevet mellem 535 og 540.

Der er heller ikke tegn på, at han har overvejet at grundlægge en orden med en organiseret struktur, som de senere religiøse ordener fik det. Når man derfor om Benediktinerne bruger ordet Orden, så skal det forstås i en mere oprindelig betydning som værende en religiøs livsmåde, for Benedikt grundlagde ikke en orden i moderne forstand. Betegnelsen Ordo sancti Benedicti blev ikke brugt før ind i 1200-tallet. Ordet Orden om Benediktinere mødes i tekster fra pavestatens administration, men dokumenternes indhold viser, at der er tale om ordet Ordo brugt om en bestemt religiøs livsførelse, der indeholder elementer fra Benedikts Regel.

Omkring 1200-1300 organiseredes mange klostre som menigheder eller kongregationer (med lidt ældre sprogbrug broderskaber), hvor hvert enkelt kloster skal betragtes som en orden i moderne forstand med faste regler og en intern struktur med abbed og andre udpegede emdesmænd blandt munkene, mens ellers i juridiske, økonomiske og sædvanemæssige forhold som en selvstændig organisation. På dette tidspunkt viser kilderne dog intet brug af ordet "Benediktinsk" i forbindelse med dannelsen.

De enkelte klostre var strengt taget ikke del af en orden men selvstændige enheder, som valgte at følge Benedikts Regel. Man kan måske sige, at var datidens religiøse franchisetagere. Det gælder dog ikke for Clunybevægelsen, der organiserede sig som moderkloster med datterklostre. Danmark fik dog aldrig en Cluny-aflægger; et forsøg i 1206 fra pave Innocens III blev ikke implementeret. Nogle danske bendiktinerklostre blev reformeret i årene op til 1500 med afsæt i en reform i Bursfeldkongregationen i Tyskland, der i lighed med andre ordener indførte visitationern og anden kontrol med slendrian i tilsluttede klostre. Bursfeldeklostret er placeret i Hannoversch Münden i Nedre Sachsen.
[delvis kilde ID=1271 p.86]

Der er forskere, der påpeger træk i Benedikts regel, der tyder på, at han har tænkt sig den brugt i mere end et kloster, men hans Regel var blot en blandt mange på det tidspunkt, og andre klostre var frie til at kombinere uddrag fra forskellige regler, så de passede til deres aktuelle situation. Reglen var stadig ikke i sidste del af 500-tallet en udadvendt og distribueret Regel, som er omtalt i kilderne, og derfor er det svært at afgøre, hvor omfattende den var i brug.

De mange opståede husordener eller sædvaner blev kombineret frit og ændret løbende, for der var i 500-, 600- og 700-tallet ingen overmyndighed, der havde udstedt forordninger om centraliseret styrelse. Der var ligeledes heller ikke indført løfte om stabilitas, altså forbliven på et bestemt sted = kloster, hvilket betød, at var en munk grundlæggende utilfreds med sit klosters reglement, så var det almindeligt, at han forlod klostret og fandt et andet, hvis livsmåde tiltalte ham mere. Denne frihed varede ikke ved.

Reglens udbredelse

 Benedikts Regel viste sig meget livskraftig og to forhold medvirkede til udbredelsen. Det første var det ufrivillige ophold i Rom efter longobarderoverfaldet, hvor det i storbyen Rom blev meget lettere at distribuere viden om Reglen til et geografisk større område gennem de mange, der valfartede til og besøgte Rom. [Cath.Ency. 02443a.]
Den anden årsag blev kristningen af Europa, der tog fart i 700-800-årene, og hvor den irske indflydelse på kontinentet samtidig aftog. I hele Franken og Germanien blev den altdominerende Regel Benedikts, og det varede ved, indtil de store klosterreformer med grundlæggelsen af Cistercienserne i slutningen af 1000-tallet og senere - i 1200-tallet - tiggerordenerne fandt sted.

Følelsen af at høre til en stor "Orden" eller "Familie" opstod først under Ludvig den Frommes regeringstid med den religiøse indsats fra Benedikt fra Aniane - også kaldet Den Anden Benedikt. Den skelsættende begivenhed var konciliet i Aix-la-Chapelle / Aachen i 817, hvor kejseren pålagde alle klostre udelukkende at benytte Benedikts Regel. Forordningen blev dog ikke gennemført på det tidspunkt, og så snart Benedikt fra Aniane var død, gik reformen i stå.

Benedikt af Aniane fik i 1933 dette skudsmål: "Hans Betydning laa ikke mindst deri, at han samlede og ordnede Benediktinertraditionerne og gav Benediktinerklostrene et fast historisk Grundlag ved sin Regelsamling, Codex regularum, og Regelkonkordans, Concordantia regularum; Sædvaneregler, til Brug i Klostret Dag for Dag Aaret rundt." [Lorenzen p.4] Først med Clunys grudlæggelse i 910 skete der en centralisering af klosterorganisationen, idet Clunys indflydelse bar præg af de feudale tanker, der nu virkede i Europa, og Cluny oprettede klostre som underafdelinger, datterklostre, der måtte anerkende abbeden i Cluny som øverste myndighed og over for moderklostret stå til ansvar for livsførelsen. Der indførtes da en og samme sædvane, dvs. Regel, i alle enhederne tilsluttet Cluny. Den indflydelse fortsatte til efter 1300.

Først ved det Fjerde Laterankoncilium i 1215 blev Benedikts Regel i den på det tidspunkt fastlagte tekst vedtaget som den endegyldige regel for Benediktinerne. Ved samme lejlighed blev også reglerne for Augstinerne og Franciskanerne samt østkirkens klostreunder Basileos den Stores regel fatslagt.
[EoM p.138]

Hvorvidt Benedikt påtænkte at oprette en religiøs orden er som nævnt tvivlsomt [fx The Benedictines in Britain, British Museum, 1980, p.2]. Hans Regel blev brugt, fordi den var praktisk og opfyldte sit formål også for andre. Den var attraktiv og perfekt til det klosterliv og det samfund, der var groet frem i den tidlige middelalder i Europas vestlige del.

Hierarkisk organisation af klostrene

 Set fra pavestatens side var de vildtvoksende og separate klostre uhensigtsmæssige, for de var vanskelige at styre, og en ensartethed var efterspurgt. Alligevel skete der ingen centralisering eller "foreningsdannelse" de første fire - fem århundreder efter Bendikts levetid. [Cath. Ency. 02443a.]
Hvert kloster udgjorde stadig en selvstændig familie af munke ledet af en abbed, der kun svarede til biskoppen og dermed paven, men ikke kunne underlægges andre restriktioner, når man ser bort fra de religiøse dogmer. Klostret havde således fuld og egen bestemmelse over ejendom, beskæftigelse for munkene og klostersamfundets interne struktur.

Da flere klostre efter Cluny havde indledt systemet med moder-datter-klostre og var begyndt at grundlægge klostre, der var undergivne moderklostret, blev spørgsmålet om centralisering af betydning, og det blev behandlet på det Fjerde Laterankoncilium i 1215, hvor det i konciliets tolvte kanon blev fastlagt, at alle klostre inden for hver provins skulle sammenslutte sig i kongregationer, og at abbederne fra hver provins havde pligt til at møde frem til regelmæssige møder (gerne hvert tredje år, senere hvert fjerde), hvor grundstrukturen for Benediktinske klostre kunne fastlægges, og omfanget af kontrollen gennem udnævnte visitatsbemyndigede abbeder kunne fastlægges. Heller ikke denne opfordring fik øjeblikkeligt den store virkning; dertil var de europæiske klostre for forskellige i størrelse, magt og rigdom, men ganske langsomt ændrede klosterverdenen sig i takt med, at det omliggende verdslige samfund også ændrede sig til mere centralistisk styrede stater.

Opfordringen fra 1215 blev gentaget i et pavelig dokument, Summa magistri dignitatis også kaldet Benedictina fra 1336 udstedt af pave Benedikt den Tolvte. Bullen prøvede at inddele alle klostrene i et antal provinser, men heller ikke denne gang kom der øjeblikkelige resultater ud af forsøget. Forandringerne til en organisering med stærkere enheder skete langsom og i takt med, at samfundsstrukturen kunne acceptere det. Denne organisationsstyrkelse i irken fik alle magthavere til at blive opmærksomme på, hvad følgerne kunne blive af, at individuelle og svage kræfter pludselig optrådte som stærke enheder. Det var nødvendigvis ikke klostrene, der strittede imod centraliseringerne overalt.
Det skal også erindres her, at det skete omkring hundrede år, efter tiggerordenerne er opstået og er blevet en succes.

Først omkring og efter reformationen blev det almindeligt at samle Benediktinske klostre i kongregationer, og først fra 1687 kom der pavelig ordre til, at alle Benediktinske klostre skal være tilknyttet en centraliseret myndighed under en generalabbed, der fik sæde i Rom på det genetablerede St. Anselmkollegium.

Tekstoplysninger om Reglen

 Den første danske oversættelse af reglen blev foretaget af Peter Schindler og udgivet i 1929 [9831]. Oversættelsen blev foretaget på grundlag af Dom Cuthbert Butlers tekstkritiske latinske udgave fra 1912: Sancti Benedicti Regula Monachorum. Editionem critico-practicam adornavit. Cuthbert Butler, 1858-1934, var munk og senere abbed i Downside Abbey i Somerset, et kloster med franske rødder tilbage til Den Franske Revolution. Butler skrev flere klosterrelaterede værker. Hans udgave af Reglen kom i flere udgave, sidste var tredje udgave fra 1935.

Den eneste nyere danske oversættelse er med kommentarer udgivet i 1998 på Kbh. Universitets forlag af Brian Møller Jensen med titlen Benedikts Regel [BMJ]. I den findes en længere redegørelse for tekstkritikken vedrørende Reglen.

Efter Reglen var nedskrevet i Monte Cassino omkring 540, nævnes det i klosterkrøniken, at munkene ved longobardernes ødelæggelse i 581 tog en kopi med sig til Rom "af den Regel, som den Hellige Fader selv havde forfattet". Da man midt i 700-tallet i Vatikanbiblioteket fandt en kopi af Reglen, gik man ud fra, at det var den originale, men der er ikke ført bevis herfor.

Vatikanbibliotekets kopi blev af Zakarias, pave 03/12 741 til 15/03 752, givet til det ca. 717 genrejste Monte Cassino. Her så kejser Karl den Store manuskriptet under sit besøg år 787, og han fik lavet en kopi, der senere blev kopieret i flere eksemplarer, der var påtænkt at være inventar i klostrene i Germania.

Et af disse kopimanuskripter, udført direkte efter Kejser Karls eksemplar i Reichenau, findes i dag i klosterbiblioteket i St. Gallen, Schweiz. Det kaldes for Codex Sangallensis, No. 914. Formodentligt blev det kopieret efter en ældre kopi i Aachen i 817, og man regner med, at den ældre kopi var efter originalen, som Karl den Store fik i 787.

Monte Cassinos eksemplar af Reglen blev fjernet fra Monte Cassino omkring 883 af frygt for muslimerne, og det blev sammen med munkene efter Monte Cassinos plyndring af muslimerne i 884 bragt til Teanoklostret, hvor det brændte i 896. [EoM p. 137]

Sandsynligheden for, at der virkeligt er tale om kopi af Benedikts eget eksemplar er begrænset, for en del eksemplarer stammende fra 600- og 700-tallets - især engelske - klosterbiblioteker, og hvoraf det vigtigste og det ældste er Oxfordeksemplaret i Bodleian Lib. Codex Oxoniensis Hatton 48, ikke er overensstemmende med Monte Cassinoeksemplarets kopier. Ms. 48 er formodentligt kopieret i Winchester ca. 700 (tidligere har man ment det skrevet i Canterbury). Spørgsmålet om kilden og andre filologiske detaljer behandles stadig. [BMJ p.51]

Kopien, der nu findes i Monte Cassino, Codex Cassinensis 175 fra ca. 920 og kopien i St. Gallen, Codex Sangallensis 914 kaldes for rene, fordi de betragtes som værende skrevet direkte efter den originale version.
Kopien i Oxford, Ms. 48 kaldes for interpoleret, fordi der er udeladt tekst fra Reglens prolog.
Andre tekster kaldes blandede - mixed - fremkom i 700-tallet, og de tidligste kendte er fra Paul Diakons kommentarer. I de blandede tekster er det latinske sprog korrigeret, og nogle uklare passager er tydeliggjorte.

Manuskripterne er skrevet på vulgærlatin, lingua vulgaris eller plat-latin. Det er samme sprog, som den såkaldte Vulgata Bibel er skrevet på. Det er et sprogligt niveau, der både syntaktisk og terminologisk er fjernet fra klassisk latin. Sproget og ordvalget i kopierne er af forskerne benyttet til at undersøge, hvilke kilder Benedikt har trukket på.

Benedikts kilder kan deles i fire grupper: a) fra Bibelen, b) fra de tidlige munkefædre, c) fra samtidens teologiske værker, d) samt fra den profane latinske littearatur. [9831 p.17]

Fra Bibelen er der påvist 175 rene citater, fra kirkefædrene er Cassianus, 360-435, benyttet. Han kom retur fra studier i Ægyptens og Palæstinas munkevæsen og grundlagde selv to klostre i Sydfrankrig. Fra kirkefaderen Basilius den Store, 329-379, har Benedikt trukket enkeltheder ud og genbrugt i sin Regel, hvorfor Benedikt ydmygt nok betegner sin egen Regel som en begynderregel i forhold til Basilius' regel.

Fra den samtidige litteratur kendes to betydende ordensregler for hhv. munke og nonner nedskrevet af Caesarius fra Arles, 470-542; og disse har Benedikt kendt til, og det samme gælder for den måske mest velkendte på tidspunktet, skrevet af en i dag ukendt abbed. Den har titlen Regula magistri = Læremesterens regelsamling og anses i dag for at have været Benedikts primære kildeskrift.

Benediktinernes Dragt

 Kjortel = tunika, læderbælte, cuculla om vinteren foret med skind, skapular ved arbejde, hætte - løs eller sat på skapularet. Ved kortjeneste har de fuldgyldige munke ofte en kutte eller kåbe med vide ærmer over dragten. I moderne tid er der lempelser i dragten ved udadvendt arbejde.
   Nonner har sort slør. Lægsøstre hvidt slør.
   Farven på dragterne er ikke foreskrevet i Benedikts Regula.

Benediktinernes klostre

 Ordenens hovedkloster var Benedikts kloster, Abbazia di Montecassino, ved motorvejen ca. midtvejs mellem Rom og Napoli. Mange andre blev betydende klostre i ordenen. Det væsentligste middelalderlige var Clunyklostret.
I Danmark blev der oprettet knapt 35 klostre før reformationen. Fra 1500-1800 blev antallet stærkt reduceret i Nordeuropa, men fra 1800 igen stigende i antal, når Nord- og Sydamerika medregnes.

Danske Benediktiner klostre

 Det kan ikke siges med sikkerhed, om der blev oprettet klostre under Kong Knud den Store. Visse tekster nævner ubestemmeligt et kloster i Slesvig, og Saxo nævner, at kongen har ydet midler til flere grupper af klerke. Men da kongen ikke i England oprettede klostre, og det her i landet kun vides med sikkerhed, at han hentede biskopper fra udlandet hertil, så vil jeg lade den mulighed ude af betragtning. [Lorenzen] har p.7 med kildeangivelse opsummeret nogle udtalelser, der muligvis kan relateres til religiøse "familier" i 1100-tallet, men tesen er for speciel til at denne oversigt påvirkes deraf. Det får derfor stå lidt hen i det uvisse, om der blev oprettet klostre i Danmark før 1100, men det kan tænkes.

Som eksempel på mulige klostre før 1100 er Roskildekrønikens oplysninger om, at Roskildes biskop Svend Nordmand (1074-1088) skulle have grundlagt klostre i Slagelse og i Ringsted. Disse institutioner benævnes som monasterium, mens anlægget i Roskilde kaldes for claustrum. Mere vides ikke om klostret i Slagelse, mens det i Ringsted voksede efter 1135, hvor kong Erik Emune gav det donationer.

Benediktinerordenen blev den mest udbredte orden i Danmark. Flere end 32 klostre fik de oprettet: Fra det ældste i Seem i Ribe Stift fra c. 1160 og til det yngste i Danmark inden reformationen i Halsted på Lolland.
Også for nonneklostrene blev ordenen den mest udbredte med 17 stiftelser. For både munke-, nonne- og de enkelte dobbeltklostre gælder, at de ikke alle eksisterede særlig længe.

Benedikt foreskriver også, at klostrene bør ligge fjernt fra "Verdens vrimmel" på øde steder, hvilket ikke kom til at passe i Danmark. Det kan skyldes, at munkene var afhængige af, hvor det, der blev dem doneret, var placeret. En anden årsag kunne være, at de var afhængige af rindende vand og landsbrugsland, der kunne dyrkes til den selvforsyning, der var pålagt dem. Utilstrækkelig plads eller udkomme af doneret land eller ufredelig samkvem med naboer kunne foranledige munkene til at flytte til et bedre sted. Endelig er Danmark også et lille land, og de gode egne var måske allerede optaget, så der skulle mageskifter eller andre ændringer til, som det fx ses i Esrum, der overtog gårde og omdannede dem til grangier drevet fra moderklostret med forvaltere. Sådanne forhold gør det vanskeligt at bestemme årsager, hvor dokumentationen er ringe eller ikke eksisterende fra den fjerne fortid.

Stilles klostrene op per stift, ser listen sådan ud i hht. [Lorenzen] p.11:
  • Børglum Stift
  • Viborg Stift
  • Ribe Stift
  • Århus Stift
  • Slesvig Stift
  • Odense Stift
  • Roskilde Stift
  • Lund Stift
   2 klostre, begge for nonner
  5 klostre, heraf 4 for nonner
  4 klostre, heraf 1 dobbeltkloster og senere 3 for nonner
  7 klostre, heraf 2 for nonner
  2 klostre, heraf 1 dobbeltkloster og senere 1 for nonner
  3 klostre, heraf 1 for nonner
  5 klostre, heraf 1 for nonner
  4 klostre, heraf 3 for nonner
En af årsagerne til nogle af klostrenes korte levetid var deres munkes overgang til Cisterciensernes orden. Dobbeltklostrene blev også generelt nedlagt tidligere end enkeltklostrene.

Liste over klostrene alfabetisk ordnet

 Årstallet efter stednavnet for de enkelte klostre er enten stiftelsesdatoen, eller første gang klosteret er nævnt i kilderne. Her er primært brugt Danmarks Kirker, Vilh. Lorenzen og Garner.
Mange af de endnu eksisterende kirker er fyldigt omtalt i mangebindsværket Danmarks Kirker, som fra 2011 er begyndt at blive lagt frit tilgængeligt på nettet.

Alling benediktinerkloster

 Alling i Svostrup Sogn. 1231/1268, N for Silkeborg. Dets grundlæggelse kendes ikke. Det antages, at klostret er flyttet fra Vejerslev og til Alling omkring 1250. Klostret er nævnt i 1268, men ikke i 1231. Kirken var indviet til Sankt Johannes.

På grunden kan der findes ruinlevn. Udgravninger fandt sted 1894 og 1942. Klostret lå idyllisk i en skov ned til søen. Det var opført af tegl i firlænget form med kirken mod syd. Østfløjens sydgavl mødte kirkens nordmur. Vestfløjens østside ramte med sydenden kirkens vestgavl. Kirken var en etskibet langhuskirke med en tresidet apsis i koret i samme bredde som skibet. Munkenes adgang til kirken var fra korsgangens sydgang ind i kirkeskibets østende.

Ved reformationen blev den sidste abbed, Hans Lauridsen, sognepræst i Grønbæk og Svostrup. Kongen gav klostret i forlening til Johan Høcken i 1536. Hvornår klosterbygningerne blev nedrevet vides ikke, men der er ikke nævnt noget om dem efter 1500-tallet.

Bosjö benediktinerkloster

 Bosjö Nonnekloster i Skåne er ældre end 1180, da det nævnes som igangværende i et pavebrev fra 1182. Den middelalderlige kirke med et skib og halvrund apsis i det smallere kor er et levn. Dele af klosterbygningerne er levn. Det trefløjede kompleks har ligget syd for kirken og været større i tværmål end kirkens længde, så den østlige fløj nåede kirkeaksen østligere end apsis. Der er ikke tegn på en klostergård, der ville have været af betydelige dimensioner.

Hele anlægget er nu restaureret og ombygget så ligheden med middelalderen er ikke til stede.

Börringe benediktinerkloster

 Börringe Nonnekloster i Skåne lå, hvor herregården af samme navn ligger i dag i Skånes sydvesthjørne midt mellem Ystad og Lund. Der er intet tilbage af klostret.

Dalum benediktinerkloster

 Dalum Nonnekloster, grundlagt ca. 1200, da nonnerne blev overflyttet fra Odense. Klosterkirken er indviet til Jomfru Marie.

Klostret blev 1365 omtalt som Monasterium sanctionialium ordinis St. Benedicti. Nonnerne blev overflyttet fra Nonnebakken i Odense, hvor det oprindelige kloster havde ligget. I 1379 var der ti nonner og en priorinde.

Klosterbygningerne lå syd for kirken, der dannede nordfløj i et firsløjet anlæg med klostergård og korsgang. Klostrets østfløj er ikke udgravet. Vestfløjen udgravet delvis i 1995 lå, så fløjens nordgavl kun ramte kirken med sit NE-lige hjørne tæt ved kirkens vestende. Hvilket er tydet som kirken aldrig fik den fulde planlagte længde mod vest.

I dag er klosterområdet beliggende under Odense-Fåborg landevejen. Klostret gik til kronen ved reformationen, og endnu i 1571 var fire af nonnerne i live og levede på stedet. Klosterbygningerne forfaldt efter reformationen, men blev genopbygget til Christiansdal beliggende vest for kirketårnet.

Ejendommen blev i 1906 igen erhvervedes af den katolske Sankt Hedvigs Orden og genåbnedes som nonnekloster. Kirken er et levn.

Den enskibede kirke er levn, og den søndre korsarm er sammen med tårnet af nyere dato. Den er grundigt restaureret i 1926-1929. Kirkerummet var særligt indrettet for nonnerne, idet de befandt sig på et pulpitur / balkon, når sognemenigheden havde adgang til gudstjenester i kirken.

Esrum benediktinerkloster

 Esrum Kloster blev stiftet i 1148 og overgik i 1151 til Cistercienserne. Ingen levn efter Benediktinerne, der havde forladt klostret, da det blev doneret til cistercienserne. Hvad man ser i dag er fra Cistercienserne - følg linket.

Essenbæk benediktinerkloster

 Essenbæk Kloster grundlagt mellem 1130 og 1150 i Randers af Stig Hvide (gift med Knud Lavards datter). Det flyttede c. 1180 til sydsiden af Randers Fjord ved nutidige Assentoft og var indviet til Monasterium St. Laurentii ordinis St. Benedicti.
Der er svage spor af en grundlæggelse med indflydelse fra Stig Hvide. Ingen levn.

Klostret er måske flyttet i 1180. Det kan tyde på, at der før den tid var et dobbeltkloster på stedet, og at nonnerne flyttede 1180, mens munkene da slog sig ned i Essenbæk. Klostrets historie til 1323 kendes fra en afskrift af den nu forsvundne original af klostrets annaler.

Klostrets grund er undersøgt af NatMus. i 1898 og 1925, hvor rester er fundet. Klosterkomplekset var firfløjet med kirken som sydfløj.

Glenstrup benediktinerkloster

 Glenstrup, stiftet i midten af 1100-tallet og nævnt første gang mellem 1170 og 1180. Beliggende 7 km SE for Hobro. Klostrets navn var Monasterium St. Mariae in Glenstrup ordinis St. Benedicti.

Klostret blev grundlagt som benediktinsk kloster, men det gik i forfald og blev nedlagt 1428, og på kongens anmodning blev det overgivet til de indkaldte karteusermunkene mellem 1428 og 1431. Det var Kong Erik af Pommerns ønske at give et kloster på stedet til disse fremmede munke, hvad der ikke gik så godt. De blev hurtigt utilfredse med boligforhold og rejste væk fra stedet i begyndelsen af 1440'erne. Selv om klostret blev overdraget til birgittinerne 1451, så var der benediktinermunke i Glenstrup indtil 1445 ca.

I 1451 overtog Birgittinerne fra Mariager klosteret. De havde behov for byggematerialer til deres kloster i Mariager, og til det fik de materialerne fra klostret i Glenstrup, men kirken blev stående.

Kirken er enskibet, 25 m lang og godt 7 m bred. Tårnet er specielt med en meget bred bue ind til kirkens vestende. Tårnets grundetage har været forhal til kirken og er bygget samtidig med denne. Store senere ombygninger har fjernet de fleste spor af kirkens oprindelige udseende, men to døre i kirkens østlige del kan muligvis være adgang til tidligere sidekapeller.

Der er i litteraturen nogen debat om klostrets placering i forhold til kirken, idet de arkæologiske spor er usikre eller ikke tilstrækkeligt undersøgt.

Gudum benediktinerkloster

 Gudum. Nonnekloster, mellem Struer og Lemvig, omtalt første gang i 1268 men er ældre. Monasterium Gudum ordinis St. Benedicti. Klostret blev reformeret ca. 1466 til den strengere ordensfraktion.

Klosterkomplekset lå med kirken som sydfløj med direkte adgang fra vestfløjen til kirkens vestende, hvor nonnerne fra et pulpitur kunne overvære messerne. Klosterkirken uden tårn er levn. Ombygget 1492, i hvilken anledning priorinden Elene Hjulsdatter fik udsmykket kirken med et kalkmaleri, der afdækkedes 1914, men i dag står svagt. Tårnet er nyt, bygget 1928.

Halsted benediktinerkloster

 Halsted Kloster, grundlagt før 1305 og nævnt første gang i 1305. Formodentlig blev det oprettet af Jutta, Erik Plovpennings datter (dan 117-4), før hun døde i 1284; ejendommen blev af hendes fætter Kong Erik Klipping mageskiftet med hende for gods på Fyn.

Klostret blev et datterkloster af Ringsted Kloster og blev en celle under Ringsted. Lederen tituleredes til 1520 som prior, de sidste år før reformation som selvstændigt abbedi.

Ved nedlæggelsen i 1538 var abbeden, tidligere prior, formodentlig Jens Fugl, der kendes fra 1515. Klostret blev 1538 som verdsligt len overgivet til Otto Rathlou, † 1551, med pligt til at sørge for munkenes klæder og forplejning i øvrigt. Efter 1549 blev Peder Oxe lensmand.

Klostret lå 6 km NE for Nakskov i Halsted Sogn. Både kirken og klostret var indviet til den engelske helgen Samson*). Kirken blev i 1510 afbrændt af lybækkerne, men genopbygget af Benediktinerne i sengotisk stil, men er også senere ombygget. Kirken er enskibet med smallere kor. Kirken er et levn. Den var oprindelige sognekirke, der havde tilhørt Klostret i Ringsted siden 1177. Klosterkomplekset var et firfløjet anlæg med kirken som nordfløj. Efter klosterbygningerne var blevet revet ned i 1589 opførtes herregårdens hovedbygning på klostrets sydfløjs plads.
*) Samson var født ca. 486 af walisiske forældre, og han er foruden Wales også forbundet med Cornwall, Irland og Bretagne. Samson blev munk, biskop og abbed og tjente inden for klosterverdenen hele sit liv, både som eneboer og klosterreformator etc.

Klosterbygningerne i Halsted overgik til kronen ved reformationen, og de forfaldt og i 1589 blev sydfløjen erstattet af et hus opført af Hans Stenwinkel. Denne beboelsesbygning fik senere en vestvinge i nygotisk stil. Af selve klosteret er alt andet end kirken nu borte. Halsted Kloster blev kaldt Juellinge fra 1721 til 1922, hvor jordene hørte under Juellinge baroni. Navnet skal forstås som: Juel fra adelsslægten + endelsen -inge som anvendt i stednavne.
[Lorenzen p.212]

Hundslund eller Dronninglund benediktinernonnekloster

 Hundslund Nonnekloster oprettet 1264 til 1268; også kaldet Dronninglund Kloster. Omtalt første gang 1268 i Testamenter (Erslev).
Indviet som Beatae Mariae virginis monasterium monialum ordinis St. benedicti (monialum= for nonner). Under Børglum stift. Ved reformationen blev klostret voldeligt behandlet af biskoppen fra Børglum Stygge Krumpen. Han bortjog nonnerne 1535 og plyndrede klostret. Efter nonnernes klage til kong Christian III blev klostret nedlagt og biskoppen fængslet.
Sankt Maria og Sankt Klemens kloster. Kirken er levn, slottet ombygget med indhold af klostrets østfløj.

Dronninglund herregård er sammenbygget med kirken. De stammer begge delvis fra klostertiden, men gården blev forandret i slutningen af 1500-tallet af Hans Johansen Lindenow til en samtidig beboelse / herregård. Senere ændringer tilføjet i baroktiden, men dele af murværk både i gård og kirke stammer fra klosterets tid.
Kirken er enskibet og hvælvet og står som korskirke.

Kalvø benediktinerkloster

 Kalvø benediktinerkloster. Indstiftelsesåret er ukendt og antallet af benediktinermunke var lille. Klostret var beliggende i Skanderborg Sø. Det blev få år efter stiftelsen overtaget i 1168 eller 1169 af Cisterciensere fra Veng. Cistercienserne forlod år 1172 klostret for at flytte til Øm.

Placeringen af klostret var for lille til at kunne brødføde et større kloster, og tilgangen var besværlig, når isen forhindrede sejlads til øen, mens isen var for tynd til at bære en persons vægt.

Ruinspor er ikke påvist.

Lund benediktinerkloster

 Allehelgens Kloster i Lund, Skåne, og var indviet som Monasterium omnium sanctorum prope muros Lundenses. Det blev stiftet noget før 1089 af en abbed fra Sankt Pantalon i Köln som et cluniacensisk kloster og er derfor et af landets ældste. Første gang, der er en samtidig omtale af klostret i kilderne, er fra 1136, da venskabsfobindelse mellem klostret og augustinerklostret i Dalby fornyes.

Abbeden var fra 1205 overhoved for alle ordenens klostre i Danmark [hvilket er noget imod den benediktinske organisation på det tidspunkt, hvor de enkelte klostre typisk var selvstændige, men graden af styringsprokura er ikke angivet her]

Indviet til Vor Frue og alle helgener, senere - fra ca. 1343 - altid omtalt som Monasterium omnium sanctorum prope muros Lundenses. Klostret lå tæt ved muren uden for byens nørreport. Der er intet tilbage af bygningerne, men sporadiske udgravninger har fundet rester, der tyder på en treskibet basilika med halvrund apsis og af en betydelig størrelse.
[Lorenzen p.277ff]

Lund benediktinernonnekloster

 Skt. Peders Nonnekloster i Lund blev stiftet kort tid efter 1145 af ærkebiskop Eskild. Det blev omtalt første gang i 1164. Der er en mulighed for, at nonnerne er overflyttet fra Vor Frues kloster i Lund hertil.

Kirken er et sengotisk levn opført i 1300-tallet, men det er ikke den oprindelige romanske kirke, som nonnerne begyndte i. Klosterbygningerne er forsvundet. Der fandtes kun en lille rest af murværk tæt på kirkemuren. Denne rest viste, at der havde været en toetages korsgang på kirkens sydside.

Skovkloster benediktinerkloster i Næstved

 Næstved benediktinerkloster blev stiftet i 1135 som Monasterium St. Petri de Næstved. Stifterne var godsejer Peder Bodilsen sammen med sin moder og to brødre. Klostret er komplet forsvundet og den kirke, som de benyttede, indviet til Skt. Peder, er også forsvundet. Skt. Peders kirke var også sognekirke. Klostret bestod kun til omkring 1200, hvor det overflyttedes til Skovkloster. Ingen levn.

Ifølge nyere forskning begyndende i første kvartal af 1900-tallet, så er det tvivlsomt, om klostret nogensinde har været placeret i Næstved, men det er sikkert, at klostret i hele sin eksistens havde forbindelser til Skt. Peders Kirke i Næstved. Udgravninger i Herlufsholm tyder på en kirke og klosterbygninger på stedet tidligere end den traditionelle udflytningsdato ca. 1200.

Se videre nedenstående om Skovkloster.

Odense benediktinerkloster

 Odense, grundlagt 1096 som Sankt Knuds Kloster. Dets begyndelse var som filialkloster med 12 munke fra det engelske kloster i Eversham. Klostret blev tituleret (pavebrev fra 1226) Monasterium b. Mariæ, anctorumque martirum Canuti et Albani.

Kong Knud blev myrdet i en trækirke. Senere byggedes en frådstenskirke, der var placeret vest for den oprindelige gravlæggelseskirke, og det menes, at Den hellige Knuds ben blev overført fra den tidligere St. Albans kirke til krypten i den nybyggede St. Knuds Kirke "en forårsdag", der med nogen sandsynlighed kan have været Påskedag den 24. marts 1095. Kirken var begyndt på den afdøde konges bud og var tænkt som stiftets domkirke.

Det var dog kun til 19. april 1101, før kongens bene igen blev optaget og i en prægtigere kiste nu blev opstillet ved højalteret, så kirken må da være ved at være færdigbygget. Dokumenteret er også den første titulering af kirken som katedralkirke fra 1139, hvor ærkebiskop Eskild fik førstestemmen i stiftets bispevalg.

Den kirke, der var påbegyndt under Kong knud, var en frådstenskirke, og i 1200-tallet begyndte man på en længerevarende nybygning i røde tegl. Lidt usædvanligt blev først vestpartiet bygget. Afslutningen på teglkirken blev gjort mod slutningen af 1400-tallet; og det er denne kirke, man ser i dag. Frådstenskirken lå inde i den nuværende kirke.

Kong Erik Ejegod stiftede ved kirken et Benediktinerkloster med de indkaldte munke fra Evesham. De skulle i Odense bede for og ære hans afdøde bror. Fra samme tid findes en fortegnelse, der sandsynliggør forholdet, nemlig listen over Eveshams familien på 67 munke og 5 nonner. Af munkene er anført, at de tolv befinder sig i Danmark.

Klostret har været en celle, altså et datterkloster uner Evesham. Celle-niveauet fremgår af Odenselederens titel, der kun var prior. Forbindelsen mellem klostrene er dokumenteret til efter 1179. Senere end 1255 har forbindelsen ikke bestået, da prioren da fik rang som abbed, men han beholdt gennem hele middelalderen titel af prior. Abbedfunktionen kan da have været udført af stedets biskop, der traditionelt blev anset som abbed over klosterfamilien.

Klostret blev reformeret efter Bursfeldekongregationens oplæg.

Klosterdelen lå syd for kirken med klostrets østfløj sammenbygget med det sydlige sideskib omtrent på midten af dettes længde. Af klosterbygningerne står endnu en lille del af østfløjen, der er sammenbygget med kirken. Efter en brand i 1913 blev dele af klosterbygningerne genopbygget
Af sydfløjen står den vestlige halvdel. Kommer man forbi, kan man også se en vestfløj, men den er så stærkt ombygget, at den ikke kan kaldes middelalderlig. Alle bygningerne er ombygget i flere omgange. Kirken var indviet til Kristus, Jomfru Maria og martyrerne Albans og Knud. Klostret var indviet til de samme hellige personer.

Kirken er et levn, og dets tårne er fra efter reformationen. Et af klosterhusene anvendes i dag til lokalhistorisk formidling og bibliotek.

Odense benediktinernonnekloster

 Odense Nonnekloster blev stiftet 1180 til 1182 som en aflægger fra klosteret ved Sankt Knuds Kirke. Senere blev nonnerne inden 1201 overflyttet til Dalum. Der er ingen levn af Nonnebakkens kloster.

Der findes et bekræftelsesbrev på klostrets eksistens fra 1193. Det lå på Nonnebakken, der dengang kaldtes for Borgen, pga. det tidligere voldanlæg på stedet. Inden Kong Knud VI's død var nonnerne flyttet til Dalum, der ligger 4 km længere mod syd ved Odense Å.

Se videre under Dalum ovenstående.

Randers benediktinernonnekloster

 Randers Nonnekloster, 1150, Vor Frue Kloster. Indviet til Sankt Peder og Maria. Ophævet igen tidligst i 1428, senest i 1451.

Ingen synlige levn på stedet. Klostret var meget forfaldent allerede i 1400-tallets begyndelse. Kirken stod til 1530, og tårnet som byens klokketårn til 1795. Udgravninger blev foretaget 1987-1989 i nordfløjen, hvilkert sammen med tidligere undersøgelser har muliggjort en god oversigt over klostrets indretning.

Ribe benediktinernonnekloster

 Ribe, Nonnekloster. Indstiftet i 1170, og tituleret Monasterium monialium St. Nicolai extra muros Ripenses ordinis St. Benedicti. Indviet til Sankt Nikolaj.

Klostret var beliggende nord for åen, og kirken tjente også som sognekirke i Ribe. Nonnerne kom antagelig fra Seem Dobbeltkloster, da det blev ændret til cistercienserkloster. Efter reformationen fortsatte stedet indtil 1560'erne med at huse nonner selv om klosterkomplekset fra 1532 var organisatorisk underlagt Riberhus.
Ingen levn.

Ring benediktinernonnekloster

 Ring Nonnekloster. Det blev grundlagt 1203 og var beliggende syd for Skanderborg i Hylke Sogn. Det blev tituleret Monasterium in Rynd, ordinis St. Benedicti.
Ingen levn af klosteret.

På klosterbygningernes grund ligger der en gård bygget ca. 1820, men der er ingen adgang for offentligheden, der ved avlsgården mod vejen mødes af et adgang forbudt skilt.

Klostrets første (kendte) bygninger var opført af træ. Fra udgravninger er påvist stolpehuller fra en nordfløj og en østfløj. Sidstnævnte er estimeret til mindst 28 meters længde med en korsgang mod vest på 2 m bredde og de lukkede rum mod øst med en bredde på 3,1 meter med vægge i lerklinet fletværk. Disse bygninger nedbrændte omkring år 1300, hvorefter nogle bygninger blev opført i grundmuret udgave, mens andre blev rejst på fundamentssten og væggene i tømmerkonstruktion eller bindingsværk.
[ID=1271 p.277]

Klostret blev delvis udgravet 1972-1973 (Olaf Olsen) og videre i 1983, 1985. De "moderne udgravninger" efter mere præcise videnskabelige metoder udvidede og ændrede opfattelsen af bygningshistorien fra træbygninger til teglstensbygninger. Det var svært tilgængelige udgravninger på grund af de nuværende bygningers placeret delvis oven på klosterlevnene. Både klostrets vestfløj og sydfløjen med klosterkirkens levn ligger under nuværende bygninger.

Kirken stod indtil 1638, hvor den blev nedbrudt, og nogle af materialerne indgik i den nuværende hovedbygning og nogle i Skanderup Kirke, der ligger i Skanderborgs nordlige bydel. Altertavlen har fra 1582 siddet i Østbirk Kirke og er et seværdigt fløjalterværk fra 1480 udført på priorinde Dorothea Lauridsdatter ordre af en maler kaldet Wilhelm. Tavlen ses til hverdag i kirken i opslået tilstand, og da den er bygget ind i en støttende træramme, så kan man ikke fra bagsiden komme til at se de malede yderfelter. Tavlen har lighedstegn med Bernt Notketavlen i Århus Domkrke.

Ringsted benediktinerkloster

 Ringsted Kloster. De første tegn på en forsamling af klerke eller munke er fra 1131 i anledning af Knud Lavards begravelse på stedet. Men da der kun deltog to kanniker i begivenheden, så tyder det på, at et egentligt kloster først opstod på stedet nogle år senere, da den afdøde konges broder, Kong Erik Emune ville hædre sin bror. Grundlæggelsen må formodentligt være sket i 1135. Pavens stadfæstelse af et kloster og privilegier forelå fire år senere, 1138, fra pave Innocens II.

Oprindelige blev klostret bemandet med munke fra Sankt Knud i Odense. Kirken blev gravkirke for Valdemars slægt. Klostret i tilknytning til Skt. Bendts Kirke har strakt sig både vest, syd og øst for kirken. Klostergården med tre fløje har været sammenbygget med kirken som nordlige mur. De øvrige klosterbygninger har hovedsageligt ligget vest for kirken, mens området syd for klostergårfen har været have og det østligste område gravplads.

Muligvis har klostret i begyndelsen været et datterkloster fra Odense, men fra 1146 var det selvstændigt, hvad vi ved fra dokumentation omkring Hertug Knud Lavards gengravlægning og følgende polemik mellem kapitlet på stedet og Kong Erik Emunes søn, Svend, og den afdøde hertugs søn, Valdemar.

Sankt Bents Kirke er et levn, men da den er bygget ca. 1170, så er den indledende historie sket i den foregående kirke, der var mindre og omtrent lå der, hvor det nuværende kirkeskib er i dag. Den første stenkirke var en enskibet frådstenskirke med smallere kor og sluttende mod vest samme steds som den nuværende kirke. Der er andre steder god beskrivelse af kirken. Den er digitalt beskrevet på nettet i DK. Den nuværende kirke var fra begyndelsen bygget som en treskibet basilika med tværskib. På tværskibets østmur var der i hver side to kapeller med halvrund apsis.

Af klostrets bygninger stod tre huse syd for kirken indtil efter 1806. Nu er intet tilbage. Kirken blev ved reformationen sognekirke, og den gamle sognekirke, Skt. Hans Kirke, blev nedrevet.
[Lorenzen p.219ff]

Roskilde benediktinernonnekloster

 Roskilde Vor Frue Nonnekloster. Grundlagt i 1158. I 1170'erne overgik det til Cistercienserne. Kirken er et levn. Den ligger ud til Fruegade mellem Grønnegade og Jernbanegade.

Klostret blev efter legenden oprettet af provst Isak i Roskilde, fordi han havde forstyrret biskop Vilhelms grav i domkirken og ønskede at gøre bod derfor. Nonnerne fik Vor Frue sognekirke som klosterkirke. Allerede 1178 altså efter 20 år var det overgået til cistercienserne. Store dele af kirken står endnu.
Oplysninger også under Sorø Klosters egen side.

Sebber benediktinernonnekloster

 Sebber Nonnekloster blev oprettet 1268. Det lå sydvest for Nibe. Usikker oprindelse. Omtales første gang i fru Groes testamente i 1268, men er næppe ældre end 1150. Muligvis tidligere et augustinerkloster.

Sebber klosterkirke er et levn og uden tårn, men den romanske kirke er ombygget og er i dag nærmest gotisk / senmiddelalderlig.

Seem benediktinerkloster

 Seem. Dobbeltkloster , ????, grundlagt fra Ribe Bispesæde ukendt år.

I året 1170 overflyttedes nonnerne til Ribe, og munke fra cistercienserne i Herrevad i Skåne overtog klosteret, der i 1173 efter kun tre år på stedet flyttedes til Løgum.

Ingen levn.

Skovkloster = Herlufsholm benediktinerkloster

 Herlufsholm - Skovkloster ved Næstved, tituleret Monasterium St. Petri juxta Nestwæth (juxta = i nærheden af), blev stiftet 1135-11-29 jf. et brev fra Roskildes biskop Eskil, hvori dokumenteres, at brødrene Peder, Hemming og Jørgen Bodilsen og deres moder Bodil skænkede en kirke og noget gods til benediktinerordenen for oprettelsen af et kloster indviet til Skt. Peder.

Det har været opfattelsen, at det nævnte kloster blev grundlagt i Næstved by og at St. Peders Kirke, eller dennes forgænger på stedet var klostrets kirke. Nyere forskning fra 1915 og nyere har dog sandsynliggjort, at klostret hele tiden har være lokaliseret på nuværende Herlufsholm. En af grundene for antagelsen om et initialt bykloster var kilder, der beskrev klostrets flytning efter en brand på Herlufsholmområdet i 1261. Nogle detaljer om historiens genfortælling findes i beskrivelsen i DK.

Navnet Skovkloster er først kendt fra 1363 i et brev, hvor branden 26. april 1261 omtales. Klostret blev et af Danmarks største. Ved reformationen overdrog kongen per 1540-12-03 klostret på livstid til Ove Bilde mod at han underbragte de tilbageværende munke (alderdomsforsørgelse). Den sidste abbed døde først 1559.

Klostret ejede både Skt. Peders Kirke og Skt. Mortens Kirke i Næstved. Ved reformationen overgik klostrets værdier til kronen, der 1560 mageskiftede Herlufsholm med rigsadmiral Herluf Trolle og hustru Birgitte Gøye. De nye ejere oprettede i 1565 Herlufsholm skole i bygningerne. Skolen fik plads til 42 børn af adelige eller ærlige slægter.

Kirken er et levn. Af klostrtes mure er der rester af den østre fløjs nederste etage og enkelte dele fra syd- og vestfløjen. Alle de eksisterende klosterdele er indbygget i den nuværende skoles bygninger på slottet. Den tidlige dokumentation for flytning og opbygning af klosterbygninger er meget sparsom.

Kirken er enskibet med kors og samme bredde for skib og kor, der er plant afsluttet mod øst. Ligner noget efter den engelske type domkirke. Den søndre korsarm er af samme alder som klosterkirken, men den nordlige er senere bygget til.

Slesvig benediktinerkloster

 St. Mikaels dobbeltkloster i Slesvig by, Slesvig Stift, er muligvis Danmarks ældste fra anden tredjedel af 1000-tallet, men oprettelsestidspunktet er ikke bevist. Klostret lå tæt uden for byen nord for den derværende port: foris portam villæ Slesvicensis. Klostret lå højt med udsigt over byen.

Kirken var oprindeligt en todelt rundkirke med en indre kreds af søjler. Inderkirken havde diameter på 9,5 meter, og altså mindre end de bornholmske rundkirker. Kirkens nederste fag var hvælvede. Der findes ruinlevn af kirken, mens klosterbygningernes placering ikke kendes.

Nonneklostret i Slesvig omtales ret sent i 1251, men det er ældre. Det ligger på Holm, der stadig er præget af ældre bebyggelse (efter middelalderen). Kirken er enskibet og hvælvet og kan efter aftale beses, da den er i brug, og klosterbygningerne også stadig huser en socialinstitution med beboelse og ophold for ældre m.v. [Lorenzen] har om klostret en meget lang historie side 156 til 180.

Sorø benediktinerkloster

 Sorø Kloster blev stiftet 1142 til 1145 af Skjalm Hvides sønner. Lederen bar kun titel af prior, så det er en mulighed, at klostret er datterkloster af Odense. Den første prior var før jobbet i Sorø prior i Odense Kloster. Munkene forblev der kun få år og forlod stedet af mangel på trivsel, og klostret overgik 1162 til Cistercienserne.

Den første kirke, en stenkirke, blev straks opført, men man har ingen spor af den. Den kan iflg. Lorenzen have ligget under den nuværende kirke. Ingen levn af benediktinernes kirke, men cisterciensernes klosterkirke bruges endnu.
Klostret var et lukket firlænget bygningskompleks med kirken som nordfløj, klostergård og korsgang. Dormitorium i andet stokværk i østfløjen med nattrappe til kirkens kor.
Oplysninger også under Sorø Klosters egen side.

Stubber benediktinernonnekloster

 Stubber Nonnekloster blev grundlagt ca. 1150 men omtalt første gang 1268. Det lå SSW for Skive og bar navnet Claustrum Stubbetorp.

Ved reformationen var der 12 nonner tilbage i klostret, som bygningsmæssigt var i dårlig stand. Kronen overtog 1536 klostret og forlenede det 1538 til Iver Juel, der også fik pålagt at underbringe nonnerne (alderdomsforsikring). I 1547 købte Iver Juel ejendommene og jordtilliggende og oprettede hovedgården Stubbergård på de ombyggede rester af klostret. Bygningerne brændte og blev revet ned i første del af 1800-tallet.

Klostret var et firfløjet anlæg med kirken som sydfløj, klostergård og korsgang. En del af vestfløjen er levn. Den indeholder rum med krydsribbehvælv med søjle i midten. De omliggende rum har tøndehvælv. Der er også ruinlevn. Grunden har i nyere tid været bebygget med et hus, der nu er fjernet, og tomten er retableret.

Vejerslev benediktinerkloster

 Vejerslev Kloster blev grundlagt i 1100. Det er beliggende mellem Randers og Silkeborg og 2 km fra Gudenåen lidt S for Tange Søs S-ende. Klostret er kun omtalt i en kilde, hvor "Abbed Ingmar af Vejerslev" er vidne i en sag i 1203. [ID=1271 p.48].

Klostret overflyttedes til Allinge ca. 1250. Kirken er levn og har klostertræk, idet den efter en ombygning i 1100-tallet fik tværskib med hver et kapel med apsis samt apsis i koret. Kirken opført delvis i kvadersten, tårnet i tegl fra 1875.

Veng benediktinerkloster

 Veng eller Venge Kloster, indstiftet i 1160, og beliggende øst for Silkeborg. Klostret var i forfald i 1160 og blev i 1165 overtaget af cistercienserne, da der kun var tre mand tilbage inklusiv abbed Benedikt.

Kirken er levn og anses for den ældste klosterkirke eksisterende i Danmark. Den har visse arkitektoniske træk, der tyder på klostrets grundlæggelse skete omkring eller før år 1100. Dokumentation i de skriftlige kilder er ikke fundet. Det er først omtalt i Øm Klosters Krønike ved cisterciensernes overtagelse i 1165.
[ID=1271 p.48]

Kirken er enskibet med to udbygninger og ligner derfor en korskirke, men den søndre udbygning er tårnets fundament. Koret er lidt smallere end skibet og har halvrund apsis. Kirken er hvælvet. Den vestligste del af kirkerummet er meget kraftigt bygget og er i grundniveau dannet af underste etage af et tidligere tårn, hvis øvre dele er nedrevet. En meget speciel bygningshistorie.
Cistercienserne har muligvis nedrevet det vestvendte tårn, da ordenen ikke yndede tårne. Det nuværende er opført over den søndre korsarm.

Vissing benediktinernonnekloster

 Vissing Nonnekloster, indstiftet i 1203 og kun omtalt denne ene gang. Muligvis var det et dobbeltkloster sammen med Voer. Nedlagt 1450.

Ruinen ikke tilgængelig. Rester af klostret blev udgravet af NatMus. i 1915. Det ligger kun 1,5 km fra Voer.

Voer benediktinerkloster

 Voer ved Ry i Voerladegård Sogn. Klostret indstiftet i 1150, også omtalt som oratorium.

Oprindeligt et cluniacenserkongregationshus, der reformeredes i 1486 med tilslutning til Bursfelderkongregationen.
1552 overførtes de sidste munke til Øm. Ingen levn. Altertavlen sidder i Ejsing Kirke. Nævnt før 1183 med navnet Oratorium. Grundrids af klosteret under Kloster Mølle.

Ø = Oxholm benediktinernonnekloster

 Ø Nonnekloster, senere omtalt som Oxholm. Indstiftet i 1175, beliggende N for Limfjorden og V for Ålborg. Tituleret som Monasterium Beatae Mariae virginis de insula ordinis St. Benedicti. Stiftet af Tyge fra Børglum (ca. 1145-1177). Oxholm-navnet er fra efter reformationen.

Kirken og S+V-fløjen er levn. Adgang begrænset.
Kirken er ikke en integreret del af klostret, men dens SW-hjørne er med en smal mur forbundet til klostrets vestfløjs nordre gavl. Kirken er toskibet med sideskibet på nordsiden, samt med femsidet kor.

Ørslev benediktinernonnekloster

 Ørslev Nonnekloster blev grundlagt i 1275. Det lå mellem Skive og Hjarbæk Fjord. Den hvidkalkede kirke og ditto kloster er levn.

Kirken er sammenbygget med klosterbygningernes vestfløj, hvis gavl støder op mod tårnets sydside. Klostergården er ikke helt lukket ved kirkens østende, hvor den halvrunde apsis ikke når klostrets østfløj.
Klostergrundens sydside danner nu et firkantet voldsted med stejlt fald mod en dal, hvori haven udgør en del, og den gennemskæres af et vandløb, hvor der et par steder kan ses rester af damanlæg.
Klosteret fungerer som et refugium for kunstnere og drives af en privat fond.

Ålborg benediktinernonnekloster

 Aalborg Nonnekloster. En enkelt "ikke helt troværdig" kilde fra 1700-tallet oplyser klostrets stiftelse som år 1116.

Ved reformationen overgik klostret til kronen allerede i 1527 og kom under Ålborg Slot. Ved forleningen til civil lensmand i 1532 med pligt til at underbringe de tilbageværende nonner (alderdomsforsørgelse). Fra 1566 blev en af bygningerne overdraget som præstebolig ved Vor Frue Kirke.

Klostret var tilknyttet Vor Frue kirke, der blev nedrevet i 1877. På stedet blev en ny kirke opført i røde sten, og det eneste levn fra den oprindelige kirke er nordportalen, der blev indmuret i vestgavlen på den nye kirkes tårn.

Høsterkøb benediktinernonnekloster

 Høsterkøb er et nuværende kloster for kvinder. De følger stadig Benedikts Regel.

Østerbygden benediktinerkloster

 Benediktinerkloster i Grønland
I Østerbygden i Unartoqfjorden 50 km SE for Julianehåb genfandt Poul Nørgaard i 1932 ruinerne efter et bendiktinerkloster, der lå i samme egn som augustinernes kloster. Nationalmuseet udgravede på stedet i 1945-1946 og i 1948. Man registrerede mere end 20 separate bygningsrester. Klosterkirken opmåltes til 15 meter i længden og 9 meter i bredden. Udgravningsholdet identificerede også en bolig og nogle udhuse, og på kirkegården fandtes et antal grave.

Benediktinernes lære og ledelse

 Ordenens medlemmer følger Sankt Benedikt Regula i 73 kapitler, Regula Monachorum (535). Benedikts Regula er som nævnt ovenfor overleveret i et manuskript i det pavelige bibliotek i det 8. århundrede. Fra denne kopi, som muligvis var fra Benedikts hånd, stammer senere afskrifter. I første om gang fik Karl den Store lavet en afskrift. Der findes et eksemplar, som beviseligt er kopi fra Karls eksemplar, i Codex 914 i St. Gallens Bibliotek. Afskriften var beregnet for klosteret i Reichenau. Pavens eksemplar blev i 800-tallet returneret til Monte Cassino, men brændte senere. Et tilsvarende gammelt manuskript af Regulaen findes i Oxford i Hatton 48 - se ovenfor. Se også om Benedikt i indledningensteksten til munkevæsen.

Konventionsmøderne kaldes Kapitler. Ingen central ledelse, før der i 1893 blev udnævnt en abbedprimas i Rom. Det skete ved pavens brev Semmum semper fra 1887 med den første abbedprimas indsat 12/07 1893.

Klostre inden for et bestemt område er sammenholdt i Kongregationer i et antal af cirka 20 i nutiden. Hver kongregation skal sende abbederne til møde hver fjerde år i Rom hos abbedprimasen, hvor der under generalkapitler vælges nyt overhoved for de næste fire år.

Hvert kloster ledes af en enerådende, livstidsvalgt abbed. Klostrene skal være økonomisk uafhængige. De har oftest en vis forbindelse til det stedlige stift, og biskoppen har normalt en vis indflydelse i klostret. Ordenen var fremmelig inden for landbrugsudvikling. I Frankrig og på Monte Cassino også inden for bogfremstilling.

Af eksempler på tidlig samarbejde mellem klostre er Cluny det mest anvendte, men også i Tyskland blev der skabt et tidligt sammenhold mellem en gruppe klostre. Bevægelse begyndte med abbed Vilhelm af Hirsau, † 1090, der fra 1071 reformerede det gamle kloster i Hirsau i Schwarzwald, og som udgangspunkt benyttede han Clunys regelsæt, som han redigerede og derfra udarbejdede nye sædvaneregler, der fik titlen Hirsauer Konstitutionen. Denne regel knyttede klostre sammen i hele det germansktalende område, men trængte mod nord i Sachsen kun igennem i et enkelt kloster.
Abbed Vilhelm var i øvrigt den første til at indføre lægbrødre som fast medarbejdergruppe i klostrene.

Cluny

 Efter nogle reformer i ordenen blev der omkring 900 (909) i Cluny i Frankrig dannet et hierarki med moderklostre og underordnede klostre, »kongregationer«, hvoraf en del tog navn efter hovedklosteret, hvilket kan give noget forvirring under læsning om disse.
I 1100-tallets begyndelse blev Clunyklostret med sine op mod 2.000 tilknyttede klosterinstitutioner opdelt i abbedier, priorater og de mindste kaldet celler sammen med Hirsaukongregationerne de mest betydningsfulde.
Klostrene kunne være organiseret på flere måder:
-  som abbedier med egen abbed;
-  som priorater, hvor Cluny-abbeden også er prioratets abbed, eller
-  som celler, der er små stiftelser underlagt et større kloster.
Se Cluniacenserordenen.

Det var Benediktinernes overordnede mål at frigøre ordenen fra verdslig styring og på det menneskelige plan at frigøre munkene fra familiemæssige bindinger, og i hht. [Lorenzen] p.6, så lykkedes det første mål delvis og det sidste helt.

Benediktinernes Udbredelse

 Benediktinermunke bragte kristendommen til Norden. Ordenen blev den mest udbredte religiøse orden med et netværk af klostre i hele den kendte verden. Først efter år 1000 fik Benediktinerne konkurrence fra udbrydergrupper som Cistercienserne og senere tiggerordenerne.

Bemærkninger til Benediktinerne

 Af ordenen er der udgået 24 paver, 200 kardinaler, 1600 ærkebiskopper og 1560 helgener.
Ansgar var Benediktiner fra klosteret Ny Corvey*), 50 km N for Kassel ved Holzminden og floden Weser. Ny Corvey er et datterkloster af Corbie Klosteret i Flandern**), hvor Ansgar havde været munk fra dreng til 823.
Ordenen var kendt for at benytte en meget prægtig liturgi (fra ca. 1100).

Kirkearkitektonisk kendt for en skik med at bygge kapeller på korsarmenes østsider som fx i Ringsted.
*) Ny Corvey, opkaldt efter moderklostret, blev oprettet i 815 under Ludvig den Hellige og efter støtte fra Karl den Stores fætre Wala og Adelard, og de første munke var fra moderklostret. Det latinske navn Corbeia nova er omsat til Ny Corbie eller Corvey, idet begge stavemåder samt yderligere afvigende stavning.
**) Corbie i Picardiet i Frankrig blev grundlagt omkring 660 med kongelig støtte fra enkedronning Balthild efter Clovis II og med munke fra klostret i Luxeuil. De fulgte en revideret version af Benedikts Regel, som St. Columbanus havde redigeret. Datterklostret var det eneste eller det vigtigste aflagt fra Corbie.
--------

Der findes en tertiarorden for lægfolk. De kaldtes indtil 1300 for confratres. Medlemmerne af denne kaldes for Benediktineroblater og er frivillige medlemmer - man kunne kalde dem passive foreningsmedlemmer, men de har ofte været fornemme og gavmilde personer.

Oblatordningen fra middelalderen af forældres indmeldelse af deres børn i et kloster blev forbudt i 1100-tallet. I dag er oblater voksne mennesker, der har aflagt et løsere løfte, der ikke indebærer stabilitas eller afståelse af privat ejendom.

Kilder og forkortelser
DK = Danmarks Kirker, nu udgivet af Nationalmuseet. Digital udgave på nettet: http://danmarkskirker.natmus.dk/
NatMus. = Nationalmuseet

Kilder før 2020-05-17 kan findes i kildeoversigten for historie eller i kildeoversigten for religionshistorie.

Oxford Dictionary of the Christian Church, 3rd ed. 1997, p.97].
Oplysninger fra Duchet-Suchaux' Les Ordres Religieux taget fra engelsk oversættelse.

Daniel-Rops, H., 1959 / 2001: The Church in the Dark Ages, Phoenix, UK, [8895]
Enkelte detaljer er fundet i:
Daugaard, J.B., 1830: Om de danske Klostre i Middelalderen, Andreas Seidelin, Kbh.
ID=4407: Garner, H.N., 1968: Atlas over danske klostre, Nyt Nordisk.
ID=4382: Gregersen, Bo & Carsten Selch Jensen (edt.), 2003: Øm Kloster - Kapitler af et middelalderligt cistercienserabbedis historie, Øm Kloster / Syddansk Universitetsforlag.
Johnston, William M. (ed.), 2000: Encyclopedia of Monasticism, Vol. I., Fitzroy Dearborn, London etc. [EoM]
Jensen, Brian Møller, 1998: Benedikts Regel, Tusculanum, Kbh. [BMJ]
ID=3191: Jørgensen, Jens Anker & Bente Thomsen, 2004: Gyldendals bog om danske klostre, Gyldendal.
Knowles, David, 1963: The Monastic Order in England, CUP. [10154]
ID=1271: Kristensen, Hans Krongaard, 2013: klostre i det middelalderlige Danmark, Jysk Arkæologisk Selskab.
Lawrence, C.H., 2001: Medieval Monasticism, Longman, [9130]
Lorenzen, Vilhelm, 1933: De Danske Benediktinerklostres Bygningshistorie, Bind X, Gad, [Lorenzen],
hvorfra mange klosteroplysninger stammer.
Moorhead, John, 2005: "Ostrogothic Italy and the Lombard invasions", in: The New Cambridge Medieval History, Vol. I, CUP, [9972]
Schindler, Peter, 1929: Den Hellige Benedikt af Nurcias Munke-Regel, H. Koppels Forlag, [9831]
Bogen indeholder et kort afsnit med filologiske argumenter for Reglens tolkninger, og oversættelsen er foretaget på grundlag af:
Butler, Cuthbert, 1912: Sancti Benedicti Regula Monachorum. Editionem critico-practicam adornavit, Freiburg.

Endvidere er Danmarks Kirker, Nationalmuseets Arbejdsmark og Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder med flere standardværker anvendt i artiklerne.

Jørgen Marcussen
Retur til historiehjemmesidens forside Retur til toppen af siden
Retur til forsiden for ordensvæsenafsnittet Retur til  religionsforsiden
Opdateret 2020-07-28.