Byggeteknik

Byggeteknik i middelalderen

Tegl, forbandt, piller, søjler og hvælv

Opdateret 2020-08-04.

Indholdsoversigt
Indledning Byggematerialer Tegl Stenmaterialer Fremstilling Forbandt Piller og søjler Kuppel og hvælv Kuppelhvælv	Tøndehvælv Krydshvælv Ribbehvælv Øvrige hvælv Bygmesteren Fundament og byggeri Tagkonstruktion og -dækning Kilder

Da sagde de til hverandre:
"Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem godt!"
De brugte nemlig tegl som sten og jordbeg som kalk.

[1.Mos. 11,3]

Om byggeteknik i middelalder

Denne tekst omhandler nogle begreber inden for middelalder byggeteknik for hovedsageligt sakrale bygninger. Der gennemgås forskellige forhold om byggematerialer, byggemetoder og byggestile fra præromansk til sengotisk.

Anvendelsen af det nye materiale brændte teglsten (mursten) til kirker og andre bygninger brugt til religiøse formål i Nord- og Vesteuropa begyndte omkring 1100-tallets midte, og for mange områder var teglsten en velkommen nyskabelse til erstatning for brugen af natursten, der er vanskelige at bearbejde og ofte skulle transporteres langt fra stenbrud eller fundsted til byggeplads. Teglsten var også en udvidelse af materialerepertoiret og blev anvendt i udstrakt grad i de kommende århundreder sammen med natursten.
Teglstenen som bygningsmateriale er beskrevet her, mens udviklingen i teglstensstilarter er behandlet i teksten om stiludvikling.

Her bruges ordene "teglsten" og "mursten" synonymt.

I artiklen om klosterbygninger er der nogle sammenligninger med priser på forskellige sten.

Byggematerialer

Byggematerialer var som udgangspunkt de naturprodukter, der fandtes i nærheden af byggepladsen: natursten og træ. Til udsmykning kunne anvendes materialer af finere art, som kunne hentes fra fjernere egne, fx antikke søjlerester af marmor.
Logistikken var derfor af stor betydning ved byggeprojekter, og alligevel er der utallige eksempler på placeringer, hvor logistikproblemerne har været meget store.

Der var egne i Nordtyskland og Danmark, hvor naturlige byggematerialer ikke fandtes. Derfor blev brug af importerede tufsten og forskellige kalkstensarter hurtigt erstattet af mursten i disse områder på grund af en mangelsituation. Der var andre egne i området, hvor der kunne findes tilstrækkeligt med natursten af granit bragt dertil under istiden, men i forhold til de forskellige sandsten og vulkanske tufsten og mursten var granitten uendeligt vanskeligere at udhugge til passende byggesten.

Denne tekst behandler primært teglstensbyggeri. Brugen af kalksten, kildekalk, tufsten og tilsvarende formbare stenarter, der fandt anvendelse alene eller sammen med teglstenen, er kun sporadisk berørt her. Træ som byggemateriale - som anvendt ved de tidligste kirkebygninger - er kun sparsomt omtalt. Et enkelt eksempel kan findes under Benediktinerklostret i Ring.

De tidligste stenkirker blev bygget i natursten sammen med frådsten og kalksten og tilhugget granitsten. I Veng blev klosterkirken bygget alene med frådsten i kvaderstensform, hvoraf de største er op til 165 cm lange, hvilket er usædvanlig langt, da forekomster af frådsten sjældent findes i sammenhængende materiale af den størrelse.
Et meget anvendt materiale i tidlige jyske kirker var granitkvadersten, som blev brugt til Augustinerklostrets kirke i Vestervig, der blev bygget som basilika med tværskib med kapeller med apsis (et i hver side), som også koret havde. Efter flere nedrivninger, ombygninger og brand efter reformationen blev den forfaldne kirke restaureret i 1917-1921 med genbrug af kvaderstensmateriale fra klostret. Kirkens basilikaform i skib og sideskib er de oprindelige romanske, mens kor og apsis blev rekonstruerede i 1990-restaureringen. Vesttårnet er sengotisk. Restaurering blev foretaget af arkitekt Mogens Clemmensen. Kirkens orientering afviger stærkt til syd. Vestervig havde en anden sognekirke, der blev revet ned efter reformationen, da sognet fik adgang til klosterkirken.
Vores største kvadrstenskirke er Viborg Domkirke, der jo også er "omsat" i nyere tid.
Halsted Klosterkirke på Lolland var under opførelse i 1177 og er også sat af kvadersten.

Brugen af træ som byggematerialer til kirker og klostre er der kun begrænset arkæologisk viden om, men jeg har indført en kort tekst om levn fundet ved Ring Kloster - se teksten her.

Tegl — mursten

Tegl er samleordet for brændte bygningssten; ordet benyttes om både mursten og tagsten af brændt ler. Ordet kommer fra latin tegula, der betyder tagsten, og er en afledning af verbet tegere = dække.
På tysk skelnes mellem tegl og mursten, de førstnævnte kaldes Ziegel eller Dachstein, og mursten kaldes for Backstein.
På engelsk bruges ordet tile om tagsten, mens mursten kaldes for brick, hvor ordets rod betyder "itubrudt" — nogle formoder ordet skyldes den første brug af romerske sten, der blev "brudt itu" fra eksisterende murværk. En længere forklaring med inddragelse af ordets franske rødder findes i Oxford English Dictionary.
Den engelske bygningskultur anvender ofte at dække murstensfacader med et pudslag, og mursten til dette brug kaldes for common brick / building brick. Mursten, der skal stå som blank mur uden senere dækning, kaldes for facing brick. Meget hårdt brændte sten brugt til brolægning og gulvlægning kaldes for clinker.

I Danmark har vi den første indikation af ordet "teglsten"s brug på en mursten fra Nørre Løgum Kirke, der ligger i Ribe Stift lidt nord for Løgumkloster. Her fandt man ved restaurering i triumfbuen en mursten med ordet TIHLSTEN, teglsten, skrevet med runer. Ordet er ridset ind i det bløde ler med en pind, før leret er tørret og brændt. Stenen er nu indmuret i våbenhuset. Denne kirke er formodentligt den ældste murstenkirke i Sønderjylland og har træk til fælles med de første teglstenskirker i Danmark: Benediktinernes i Ringsted og Cisterciensernes i Sorø med Absalon som bygherre og begge under samtidig opførelse, og den næsten samtidige femtårnede kirke i Kalundborg, hvor Absalons broder Esbern Snare var bygherre.
[Tegl8 p.4, 9276 p.512]

Udbredelsen af mursten til bygningsformål i den tidlige nordiske middelalder skete ikke samtidig forskellige steder i området, men begyndelsesbrugen i 1100-tallet skete påfaldende hurtigt over et meget stort område i Nordtyskland og i landene omkring Østersøen. Det er dog ikke sådan, at mursten indtil da var et ukendt materiale. Man kan bedre kalde det for en renæssance. Blandt andet havde mursten fra romerske levn været genbrugt i en række bygningsværker inden for det ophørte Romerriges grænser, fx i Trier, og i Lombardiet blev mursten anvendt i hele perioden fra romertidens ophør før år 500, og til brugen igen over hele Europa blev almindelig efter år 1200.

Mursten var blevet anvendt i Mellemøsten længe før vor tidsregning, først som soltørrede sten og senere som brændte sten. De tidligst anvendte brændte sten er fra Harappakulturen i Indusområdet og kendes fra 2000 f.Kr. i Mesopotamien, mens nogle af de tidligst daterede brug er fra Babylon fra ca. 570 f.Kr. [Berlins arkæologiske Museum]. Allerede på dette tidspunkt kendte babylonierne til at fremstille glaserede mursten.

I Europa er teknikken kendt fra romertiden, i Nordtyskland fra 1140'erne og i Danmark fra 1160. Fx påpeger [Kiesow, 2007,] p. 10, at udviklingen med kendskab til murstensteknikken kom fra Norditalien til Nordtyskland i midten af 1100-tallet, og nævner, at de to første murstenskirker nord for Alperne er klosterkirken i Jerichow og domkirken i Verden¹⁾.
¹⁾ "Bei seinem Umbau in der Zeit um 1150 wurde, zusammen mit der Johannis- und der Andreaskirche, erstmals Backstein verwendet, erhalten im Südwestturm in den fünf romanischer Obergeschossen über Untergeschossen aus Portasandstein." Resten af kirken i Verden er af senere opførelser.

Samme forfatter skriver, at fra ca. 1200 blev murstensformen standardiseret med noget større mål i forhold til de tidligste sten, og man blev med murstensforme i træ med forskellige udskiftelige indsatse i stand til at brænde sten med komplicerede profiler til fx søjler med pilastre eller til brug ved udsmykkede gesimser.

Da man meget tidligere kendte til brænding i ovne af ler til lerkar og andet husgeråd, og man også havde kendskab til lerets evne til at isolere ildsteder mod ildens udbredelse, kunne det forventes, at der også tidligere var produceret mursten. Det kunne man dog ikke gøre, for man brændte ikke de tidlige lergenstande ved så høj en temperatur, som krævedes til murstenene. Lervarer blev brændt ved temperaturer under de 800 til 1100 grader, der var nødvendige til mursten.

Man var derfor ganske godt inde i behandlingen af den opgravede rålerjord, dens æltning, slemning og magring med sand, hvis leret var for fedt, og det var således kun brændingen, som skulle implementeres, hvilket importerede gæstearbejdere skulle undervise i.

Landeoversigt over teglstens indførelse

Romersk teglsten

Romerne brugte tegl til flere formål. De brændte ler med tilsætning af sand, ofte pozzolana, fra Augustus' tid (-31 til +14), men brændt ler i fliseform havde været kendt hos dem siden år 200 før Kr. Om disse teglstensfliser og tagsten har været brændt ved den nødvendige høje temperatur, som mursten kræver, ved jeg ikke. Er der kun tale om lertøj brændt ved lavere temperaturer, kan man jo tale om en fortsat produktion, der går meget længere tilbage.

Iflg. [Taylor p.97f] taler Vitruvius (-75 til +25) primært om soltørrede lersten og tagsten anvendt i murværk, og Taylor påpeger, at først i generationen efter Augustus og Vitruvius gik de romerske bygmestre over til i videre udstrækning at anvende den brændte mursten til bygningsfacader, idet de for det meste opbyggede en murstenskasse og fyldte midterrummet med sten og brokker holdt sammen med den romerske cementblanding, der under tørringen og hærdningen blev til en stabil og bærende betonart.

Den tidlige romerske mursten blev bagt i store fliseformede og relativt flade sten. Når bygmesteren skulle bruge stenen, blev den flækket diagonalt og lagt med hypotenusen som facade. Denne metode var mere økonomisk og de indadrettede spidser af stenene fungerede som en slags bindere i den betonmasse, der hældtes i murkassen. Den tynde sten var lettere at brænde, og stenhøjden og mørtelhøjden var stort set af ens mål. Sten af andre mål blev også brændt af romerne, inden riget kollapsede. Mursten indgår i Caracallas termer i Rom, hvor de er synlige, hvor dækningsmarmoren er forsvundet. Disse termer blev opført fra 206 til 216, hvilket var en meget kort periode, og formodentligt kun gennemførligt på 10 år ved brug af en masseproduceret standardiseret sten som netop mursten.

De romerske imperalistiske styrker, der de næste tre hundrede år underlagde sig store dele af Europa bragte transportable værktøjer for stenproduktion med sig og rejste midlertidige ovne på de steder, hvor de ville anlægge bygningsværker. Der var derfor ud over Vesteuropa efter Romerrigets fald mange bygninger opført med mursten. Efterhånden som de forfaldt, blev materialerne genanvendt og ofte transporteret over lange afstande til nye byggepladser. Også marmor, søjler og andre bygningsdele blev transporteret til andre egne.

Kendskabet til mursten var derfor til stede i både England, Frankrig og Tyskland, selv om teknikken med at brænde stenene var gået i glemmebogen disse steder. Det, der skulle genopfriskes i Nordeuropa, var altså mere brændingsteknikken, end det var anvendelsen af kunstfremstillede byggeelementer.
[Taylor p.97ff]

Efter romertiden, mens goterne herskede i Italien, brugtes mursten i udækket tilstand; måske især i områder, hvor natursten manglede, som fx i sletteområdet omkring Pofloden mod Adriaterhavet, hvor både Galla Placidias mausoleum fra omkring år 450 og St. Vitalekirken fra ca. år 540, begge i Ravenna, er bygget af mursten i blank mur. I Placidiamausolæet kan man også se et af de tidligste eksempler på brugen af lisener og blindbuer og andre murstensudsmykninger i murværket.

i 500-tallet har kirken fået magt i Italien, og store byggerier udføres med nybrændte sten. Teknikken er i Norditalien i live i en ubrudt tidslinje frem til teknikken igen spredes i 1100-tallet, hvor lombardiske teglbrændere inviteres til Nordeuropa for at oplære lokale i brændingsteknikken.

Tyskland

Brugen af brændte murstenen i Germania kan stadig ses i Trier i kejser Konstantin den Stores palads fra år 305. I dette bygningsværk ses tydeligt den romerske murstens flade form, og de kraftige mørtelfuger.

Efter romertiden er der i flere tyske bygningsværker genbrugt romerske mursten. Det kan ses i både bygninger fra Karl den Stores tid og Ottonernes tid fra hhv. det niende og tiende århundrede, fx i basilikaerne i Michelstadt-Steinbach i Hessen fra Karls tid, ca. 850, og i Seligenstadt a.M., Hessen, fra ca. 840. Materialet blev her hovedsageligt anvendt til de konstruktionsdele, hvor der var et stort tryk, idet murstenene sammenholdt af mørtel er gode til at modstå trykpåvirkninger, således i Michelstadt-Steinbach til støttemurene for tøndehvælvet i midterskibet samt i krypten. Muringsteknikken kan sammenlignes med den romerske metode.

Murstensbrænding i Tyskland fandt først igen sted omkring gotikkens fremkomst. Murstensbyggeriets renæssance omkring 1100-tallets midte fandt nogenlunde samtidig sted i to områder: Bayern og Schwaben, som ikke nærmere behandles her, og i Nordtyskland langs Østersøkysten inklusive et mindre område i Holland omkring Groningen.

Det er naturligt, at det var i områderne langs Østersøen, hvor der ikke kunne findes natursten til byggematerialer, at der blev bygget kirker af mursten. Fra Lübeck over Wismar og Rostock til Rügen og videre østpå til Polen blev der fra midten af 1100-tallet og gennem 1200- og 1300-tallet bygget mange meget store bykirker og klosterkirker samt et stort antal landsbykirker af brændte mursten.

Anvendelsen af mursten var ikke i hverken Tyskland eller omliggende nordlige dele af Europa fra romertiden og til 1100-tallet et forbillede for kirkebyggeriet. Mursten blev brugt ind imellem, men ikke som hovedmateriale, og ofte blev murstenen skjult under beklædning, pudslag eller bemaling, hvilket må tolkes som et tegn på materialets manglende anseelse. Det er først fra ca. 1160, at murstensbyggeriet udvikles med selvstændig arkitektonisk udtryksform. Det er i kirken i Jerichow, i Lübeck og i Ratzeburg, at man kan se den tilpassede murstensstil, hvor det nye materiales muligheder kommer rigtigt til udtryk. Den enkle murstensarkitekturs periode varede kun kort. Allerede fra omkring 1200 blev arkitekturen blandet op med rhinsk og westfalsk stiltræk med bl.a. de store hvælvbyggerier.

Sammenhæng eller udbredelse af murstensstiltræk fra Tyskland til Danmark beskrives senere i teksten.

England

I England blev der brændt sten i Romertiden. Der kendes romersk murstensbyggeri fra termerne i Bath. I badekomplekset omkring de varme kilder er der udgravet rester af romerske mursten af den meget store og meget flade type, der eventuelt blev flækket diagonalt, samt af tagsten af form som et halvt rør.

I Bath badene indgår også sten, der er dannet som rektangulære rør med en størrelse på ca. 35 x 20 x 10 cm. Stenene formodes at være dannet ved at leret er rullet ud med kagerulle og tilskåret med en trækniv rundt en skabelon. Den flade lerfirkant er dernæst foldet omkring en træskabelon af form og størrelse, som murstenens hule indre. Lersten formet efter udrullet-kagedejs-metoden er også beskrevet fra tyske kirker for perioden 1150 til 1200. Lerstenen blev stillet på højkant til tørring og formen trukket op af lermassen. Stenene blev brændt i store ovne. De kunne anvendes til luftkanalerne i badeanlæg og havde særlig interesse for romerne.
[Kiesow, 2007, p.86]

De flade sten er i Bath fx brugt i forbindelse med hypocaustumsystemet til understøtning af gulvene i rummene over varmetrækkanalerne og over vandføringerne. Men også til bueåbninger i vægmurværk er der fundet hele sektioner af mursten. Foruden i varmekanalerne er de hule sten anvendt i tagkonstruktionerne. De både isolerede og begrænsede murværkets vægt i forhold til udhuggede natursten. Til den store badesals taghvælvning er det beregnet, at der er brugt ca. 20.000 hule sten.

Efter romernes tilbagetrækning blev evnen til teglbrænding glemt i England, og der blev først igen brændt sten i begyndelsen af det 13. årh. forestået af indført flamsk ekspertise. Den engelske stenstørrelse var 26-31 x 12-15 x 4,5-7 cm, og stenenes højde tiltog gradvist gennem middelalderen. Produktionen i England kunne i den store byggeperiode i det 13. århundrede ikke følge med efterspørgslen, og foruden genbrug af romerske sten blev der importeret sten fra Holland og Østersøområdet. Genbrugssten er især kendt fra St. Albans klosterkirke, nu domkirke, men også i angelsaksiske kirker bl.a. i Brixworth, i St. Martin's i Canterbury og St. Nicholas' i Leicester.

De efterhånden store sten, der kendertegner gotikken, blev brugt indtil begyndelsen af det 15. årh., hvorefter både de indenlandsk producerede sten og de importerede bliver mindre — de såkaldte Tudor bricks, hvis størrelser er beskrevet i [Wood p.191]. Disse sten kan bedst sammenholdes med de hollandske mopper, der anvendtes i Danmark.

I engelsk faglitteratur omtales en slags standardiseret mursten, Norman brick, med en nominal størrelse, der er murstenens rumfang plus et tillæg for mørtellagene udenom, nominal dimension, på 305 x 102 x 68 mm, hvilket giver tre skifter på 203 mm's højde. Disse stens størrelse er tæt på de sten med en højde på 6 cm, som der går 14 skifter per meter på. Den type blev bl.a. anvendt ved den tyske Jerichowkirkes bygning.
En moderne noget tykkere sten med målene 30,5 x 10,7 x 8,1 cm kalder englænderne for Norwegian brick.
[Ching p.19]

Spanien og Frankrig

Omkring 1150 blev mursten anvendt i spanske områder, hvor naturstenen havde været eksklusivt brugt. I den spanske del er der fx to eksempler på murstenskirker i byen Sahagun, San Tirsokirken og San Lorenzokirken, begge fra ca. 1150 og med den karakteristiske antikke fuge så bred som selve stenen. I Frankrig findes murstenskirken Saint-Sernin i Toulouse fra begyndelsen af 1100-tallet. Her blev koret først bygget i natursten, dernæst blev skibet påbegyndt med en blanding af natursten og mursten, og det blev færdiggjort i mursten. Stenbruddet lå 80 km fra byen.

Konklusion

Man kan anskue brugen af mursten til især religiøse bygninger i Europa som en ubrudt foreteelse fra romertiden og til i dag. Men brugen fik en markant opblomstring i Nord- og Vesteuropa omkring og efter 1150. Foruden de naturlige argumenter om manglen på natursten, den lettere bearbejdning af mursten og kulturelt i en stigende rigdom og udbredelse af kristendommen, der skabte et behov for et stort antal kirkebygninger, så er der også fremført en teori om en synodisk beslutning på højt kirkeligt niveau, der på dette tidspunkt skulle have blåstemplet brugen af brændte mursten som et idealiseret bygningsmateriale til kirkelige projekter.

En anden tese påpeger, at murstensbrugen i Norditalien mellem 800 og 1100 var kendt i Bayern, og at brugen kom med hertug Henrik Löwe fra Bayern til Nordeuropa, da han fra 1154 af kejseren fik ret til at udnævne biskopperne i Mecklenburg og Pommerns erobrede og kristnede dele. Löwe blev hertug over Bayern i 1156 og mistede hertugdømmet igen omkring 1180, men beholdt rådighed over Mecklenburgbesiddelserne.
I realiteten var det lokaliteternes biskopper, der i første række kom til at præge udviklingen i de arkitektoniske detaljer.

Danmark og Norden

Steenberg [p.17ff] strukturerer de første danske teglstenskirker i grupper efter sammenfaldende kendetegn. Han opererer med:
1. Den sjællandske gruppe med Ringsted, Sorø, Kalundborg, Roskilde, Fjenneslev og Århus (grupperingen på grundlag af kendetegn kan indeholde kirker fra flere landsdele, men beholder gruppenavnet "de sjællandske").
2. Den sønderjyske gruppe med Broager, Risby og Slesvig domkirke.
3. Den vendsysselske gruppe, der ikke har stiltilknytning til de øvrige teglstenskirker i romansk periode.
og endenlig:
4. Den Lolland-Falster-Møenske gruppe. Denne insulare gruppe har stiltræk fra både tyske og danske teglstenskirker og er vores vigtigste område for at følge vekselvirkningen mellem dansk og tysk påvirkning.

De tidligst dokumenterede mursten i Danmark er brugt ved opførelsen af Valdemar I's Dannevirkemur fra 1160'erne, men teknikken med at brænde ler antages at have været kendt noget før, hvilket Nationalmuseets undersøgelser i 1931 viste ved udgravningen af St. Laurentii kirke i Roskilde, hvor der afdækkedes gulvbelægning af brændte lerfliser. Kirken var rejst i begyndelsen af 1100-tallet, men fundet kastede ikke lys over, hvornår man var begyndt at opføre murværk med brændte sten.

De ældste danske bygningsværker, der blev opført med mursten, omfatter cistercienserklostret i Esrum, Æbelholt kloster, og ærkebiskop Eskils borg, Søborg, i Nordsjælland. Af disse bygningskomplekser er der intet tilbage i dag. I Esrum er de eksisterende bygninger yngre, og antagelsen om de ældste sten skulle være fra en tidlig udgave af klosterkirken med halvrund apsis, hvilket en senere cisterciensisk klosterkirke ikke var udstyret med, og dermed måtte levnet være ældre end Cistercienserne på stedet, er stadig debateret, efter den blev fremsat i 1929.

De to andre består kun af ruinrester. Det udtrykkes om Søborg Slot noget forskelligt, at murstensbyggeri skulle have været foretaget tidligere end 1160 - efter traditionen mellem 1150 og 1160 - og dermed vil ruinen være det tidligste danske murstensbyggeri. Efter C.M. Smidt udgravede ruinen i 1930 var det udbredt opfattelsen, at byggeriet var tidligere end Ringsted klosterkirke, men i nyere behandlinger af anlægget er man mere forsigtige med dateringen. Den ældste del er porttårnet i syd, og byggematerialet er nogle ret små sten (ca. 19 x 9,5 x 6,5 cm), og de skulle være "bagt", før de lombardiske teglbrændere kom til landet.
[Steenberg p.18]
Om datering se også bemærkninger om Mogens Clemmensens undersøgelser i 1920'erne i [Møller, 1964, Tegl 8, p.10]

De allertidligste fund af sten som i Søborg og Roskilde tyder på et fornødenhedsbrug uden nogen stilændring tilpasset det nye materiale. Men allerede i Ringsted Klosterkirke ses de første spæde forsøg på en til murstenene tilpasset stilart. De samme tendenser kan ses i det nordtyske område, hvor de tidligste kirker viser lighed med brudstensarkitekturen, mens de lidt senere har fundet deres eget formsprog for murstensbyggeri.
[Steenberg p.26]
Det er stadig (2020) almindeligt godkendt, at de første teglstensbyggerier i Danmark med dansk producerede teglsten er Ringsted og Sorø.

Den sjællandske innovation med teglstensbyggeri kom først noget senere til Jylland, hvor byggeriet på Skt. Clemens Domkirke i Århus fik teglstensmurværk omkring år 1195, og nogenlunde samtidig fik også Vitskøl Kloster teglstensmurværk.
[ID=1284 pp. 25f: I kilden debatteres om grundlæggelsen ud fra brev dateret 1195-02-09, som er første dokumenterede angivelse af, at byggeriet er begyndt]. Murstensbrænding ved de nødvendige høje temperaturer var i 1100-tallets begyndelse en ukendt teknik i Norden, og om brændingsteknikken var blevet kendt tidligere end de første lombarderes ankomst er ikke til at fastslå, men man kan fastslå, at de tidligste murrester ikke har de lombardiske stiltræk, som senere murværk har efter 1160. Forskerne formoder, at teknikken i al væsentlighed blev bragt til landet fra Lombardiet af tilrejsende teglbrændere. Dette skete overordnet på samme måde som i Nordtyskland, men selvstændigt i Danmark, da visse stiltræk afviger fra de nordtyske træk. Dog må danskerne ret hurtigt være kommet efter teknikken, for den ovenfor omtalte mursten fra Nørre Løgum har en dansk inskription, som lombarderne nok ikke har stået for.
På flere kirker - især på Lolland-Falster - er der i murværket træk, der peger tilbage til trækirkekonstruktionen, der lå forud for murstenskirken. Sådanne træk kan heller ikke være kommet med lombarderne.
[Steenberg p.20]

Også i Sønderjylland er der i kirkerne bygget af tufsten fra Rhinområdet omkring Andernach (ca. 20 km nord for Koblenz) fundet teglstensrester, der må stamme fra omkring 1150. Denne datering blev først påpeget af Jacob Helms i 1894, da han undersøgte Jernved, Højrup og Lintrup kirker, men blev ikke modsagt i de næste 50 år, men heller ikke yderligere benyttet om dateringsproblemerne for tidlig tegl i Danmark. Men da Danmarks Kirkers bind om Jernved udkom i slutningen af sidste århundrede, var dateringen sat til 1175 for kirkens ældste dele.
[Danmarks Kirker Ribe Amt Bind 5, 1994-2003, p.3211]

Den største mursten fra middelalderen, noget større end den standardiserede nutidige, kaldtes fra 1700-tallet for munkesten. Ordets oprindelse er ukendt; munkestenenes størrelse er ca. 27-30 x 12-14 x 7-10 cm. De blev fra 1500-tallets midte gradvist mindre til ca. 24 x 11 x 7 cm, og målene blev nogenlunde standardiserede omkring 20 x 9,5 x 5,7 cm.
Fra ca. 1600 anvendtes sideløbende med de store sten også en mindre sten, som tidligst kom fra Holland og blev kaldt mobber eller mopper. Moppen var maksimalt 4,5 cm i højden. De blev hurtigt kopieret af danske teglværker, specielt i Sønderjylland med gule mursten, der fik navnet flensborgsten. Fra 1700-1800 var en del mindre sten med en tykkelse på ca. 3 cm anvendt. De var gule og kaldtes for flensborgsten. Til sammenligning er en nutidssten 23 x 11 x 5,5 cm, standardmålet er 22,8×10,8×5,5 cm.
[Danmarks Kirker, Bind X, Svendborg Amt, 2010. Clausen & Vestergaard, 2010]

Danmarks første teglstensbygninger kom få år efter de tyske, hvis sten ikke har den standardisering, der er tale om for stenene i Danmarks første teglkirker, men der er tale om ganske få års forskel.

Norden omkring Østersøen — byggeri med mursten indføres

Brugen af nybrændte mursten i Det Nedertyske Rum og i Norden indledtes med kirkebygningerne Sankt Johanniskirken^*) i Verden, og klosterkirken fra 1148^**) i Jerichow. Fra århundredets midte bredte brændingsteknikken sig med de omrejsende bygmestre på kort tid over hele området omkring Nordsø og Østersø, og ved indgangen til 1200-tallet var der nye murstensbygninger fra Alperne til Stockholm.
^*) Verdenkirkens stiltræk spiller iflg. [Steenberg p.17] ingen rolle for dansk teglstensudvikling.
^**) Der er berettet om et fund af murstensrester over en kampestenssokkel i byen Stade i Niedersachsen, hvor Præmonstratenserne rejste en klosterkirke i 1137, men da vidnerne er døde, murresterne nedbrudt og fotografier ikke viser det, så forbliver Jerichow fortsat det ældste byggeri i Nordtyskland.
[Kiesow, 2007, p.79]

Af domkirken i Verden er det kun sydvesttårnet, der har rester fra ca. 1150. Andreaskirkens halvrunde østapsis med romanske rundbuede vinduer har murværk fra samme tidsperiode. Murstenene er 29-30 x 11-11,5 x 6,5-7 cm, og der går 12 skifter med fuger på en meters højde. I Johanneskirken i Verden er der væsentlige rester i koret. Murstenene her er 24-25,5 x 10,5 x 6 cm, og der går 14 skifter med fuger på en meters højde. Verdengruppen fik ingen indflydelse på den danske arkitektur jf. Steenberg.

I Jerichows klosterkirke med byggetiden 1148 til 1172 er stenene 26-27,5 x 14-17 x 10,5 cm, og der går 10,5 skifte med fuger på en meters højde.

Hverken i Danmark eller Tyskland var der i begyndelsen noget standardmål for stenenes størrelse. Variationerne i Kalundborg Kirkes dele fra før 1200 er fra 25-26 til 34 cm x 13 til 15 cm x 8 til 10 cm. På Esrum Kloster og i Søborg i Nordsjælland er der i ruinerne fundet et antal meget små mursten på 19 x 9,5 x 6,5 cm. De henregnes til den ældste del sidst i 1150'erne, og ærkebiskop Eskil anses i mange værker som den første, der byggede med tegl i Danmark.

I alle tilfældene fra Jerichow og dens gruppe er der spor af riflede sider på en del af stenene. Jerichows sten er ikke af ganske samme størrelse, hvorfor spørgsmålet om udskæring af enkeltsten fra den bløde lermasse kontra formning i træskabeloner rejses. Det høje format tyder på formkasseproduktion, mens det store antal afvigelser peger på enkeltformning. For sten anvendt i buernes muring er afvigelserne så store, at enkeltformning har fundet sted.

Østersøkystens ældste kendte teglstensbygningsværk er kirken i Mecklenburg, en lille by syd for Wismar, der var sæde for stiftets biskop, inden denne mellem 1167 og 1171 flyttede til Wismar. Kirken i Mecklenburg blev påbegyndt før 1165, men der er ingen rester i dag, hvorfor klosterkirken i Bad Doberan, der blev påbegyndt kort tid efter 1186 (indviet 1232), er det ældste eksisterende bygningsværk i mursten i området. Doberans ældste mursten måler i længden gennemsnitligt 28,5 cm. I murdele samme sted - vestmur i sydlige korsarm - fra 1220/1230 er stenenes højde 9,5 cm.
[Erdmann p.6]

Fra Æbelholt klosterkirkeruin kendes forme med modelleret helskikkelse, muligvis af klosterets første abbed, Vilhelm. Figuren er presset ind i siden af munkesten som et relief. Stenene ved dette byggeri var af vekslende størrelse, og der er fund på 24-25 x 11,5 x 8,25 cm samt større sten på 28 x 13,5 x 9 cm.
[Danmarks Kirker, Frederiksborg Amt, 3. Bind, p.1429f]

Genbrug af romerske mursten fandt ikke sted så langt mod nord, da der ingen romerruiner var, men der blev anvendt andet plyndringsgods i kirkerne såsom søjleskafter og kapitæler. Søjleskafter er blandt andet genanvendt i Fjenneslevlille kirke.
Se nærmere i denne tekst afsnittet om søjler nedenstående.

Den nordtyske murstensstil kom til Danmark i to udviklingstrin. Den første form med hovedstrømning omkring 1200 til 1220 ses særligt i de lolland-falsterske kirker, hvor den gamle danske stil overlejres af den nordtyske. Den anden periode kommer ca. 1270 til 1300, hvor den frembrudte gotik i Nordtyskland nu eksporteredes til Danmark.

Stenmaterialet

Fremstilling

Råmaterialet — lermaterialet

Materialet til fremstilling af mursten er ler, der er et sediment med en kornstørrelse under 0,002 mm. Den bedste blanding fås, når leret består af to tredjedele lermineraler og en tredjedel kvarts og feldspat. Af lermineralerne er det vigtigste kaolinit, der i stor koncentration kaldes for kaolin eller porcelænsler. Foruden kaolinit indeholder leret en lille del karbonater, jernilter m.m. Bliver leret meget kalkholdigt — mellem 25 og 75% — taler man om mergel.

Bliver indholdet af lermineraler for lavt, bliver murstenene for bløde og svage og mindre holdbare; og bliver lermineralindholdet for højt, revner stenene ofte i de primitive ovne. Indholdet af mineraler (i rødler og blåler) og temperaturen, stenene brændes ved, afgør farven på de færdige sten. I Danmark er der i mange egne rigeligt med rødler i overfladen, og rødler giver røde mursten. Under det røde ler er der blåler, og blåler giver gule mursten efter brændingen. Hvorvidt produktionen er røde eller blå sten kan altså være en funktion af tidspunktet, idet man først brugte det røde overfladeler, før man nåede det blå ler. Hvornår den bevidste anvendelse begyndte er usikkert.
[Clausen & Vestergaard: Peter Dragsbo p.68]

Med kalk menes der calciumcarbonat - CaCO₃; det kaldes også for kulsur kalk. I Danmark angives kalkprocenten af CaCO₃, mens andre lande kan udregne den efter CaO eller Ca. Brændt kalk er calciumoxid = CaO. Det fremstilles ved at opvarme CaCO₃ til over 1000 ° C, hvilket uddriver CO₂ fra CaCO₃, så CaO er tilbage.

CaO + H₂O giver Ca(OH)₂, der kaldes for calciumhydroxid = melkalk = hydratkalk = tørlæsket kalk eller luftlæsket kalk, såfremt vandmængden begrænses til det mindst mulige, så blandingen bliver et tørt pulver. Mørtel er en blanding af vand, sand eller grus og calciumhydroxid. Bruges tørlæsket kalk, fås tørmørtel, der ved brugen skal blandes med vand til passende konsistens. Bruger man ved læskningen mere vand, så blandingen bliver som tykmælk, så kaldes kalken for kulekalk eller vådlæsket kalk, og den bruges i vådmørtel, der er brugsklar ved blanding med sand og yderligere vand. Under hærdningen frigiver mørtelen vand og optager CO₂, og kalken ender så med igen at være CaCO₃.

Kalken i Danmark er forskellig. Den ældste er skrivekridt, der brydes i Jylland rundt Limfjorden. Den anden jyske kalkart er nyere og kaldes for blegekridt. Det er hårdere med stenhårde klumper, der kaldes for bleger. Blegerne findes sammen med løsere materiale, der kaldes ur. Blegekridt brændes, mens uren er brugt til jordfordbedring, fra hvornår ved jeg ikke, men i landbrugshistorien nævnes mergling fra cirka 1800. Blegekridt findes rundt egnen ved Daugbjerg og Mønsted og ved Mariager.
På Sjælland findes forekomster af bryozokalk og koralkalk ved Faxe. Bryozokalk er hård og bruges findelt til jordforbedring. Koralkalk er endnu hårdere, men det males og det brændes til CaO. Koralkalk udgjorde også materialet ved Bulbjerg i Thy.
[Pedersen, 1995, p.21]

Teglstenenes formning

Teglstenene blev i begyndelsen håndfremstillet af udrullet lermasse, men på et eller andet tidspunkt inden år 1200 var formkasser af træ til dannelsen af murstenen taget i brug. Dette kan beregnes ud fra de tidligste stens uregelmæssige størrelser og de senere stens regelmæssige størrelser. I [Kiesow, 2007,] side 96f er der en længere opstilling over murstenenes størrelser, der efter de først producerede meget flade sten voksede i højden til over ti centimeter. Flere målforsøg har påvist, at der sandsynligvis blev tale om en standardisering for formkassen på en fods længde, en halv fods bredde og en tredjedel fods højde. Lermassen svandt så noget ind under tørringen og yderligere under brændingen, så der fremkom en sten med cirkamålene 26-28 x 12-13 x 8-9 cm. Målenes forskelle er blevet forsøgt forklaret med de mange forskellige fodmål, der var gældende i middelalderens forskellige bysamfund.

Betegnelsen klostersten for disse størrelser skyldes deres første brug, som man kender dem fra.

Til sammenligning bringes her de normale mål på:
1. Munkesten: 95 x 135 x 290 mm til 80 x 120 x 280 mm.
2. Flensborgsten: 40 x 110 x 230 mm.
3. Normalsten, nutidig: 55 x 108 x 228 mm.
3a. Normalsten hugget til 3/4-sten: 55 x 108 x 168 mm.
3b. Normalsten hugget til 1/2-sten: 55 x 108 x 108 mm.
3c. Petring: Normalsten hugget til 1/2-sten og flækket på langs: 55 x 48 x 108 mm, altså med ½ kopflade.^*)
3d. Mesterpetring: Normalsten flækket på langs: 55 x 48 x 28 mm.
^*) [ODS] definerer en petring som: "½, 1/4 sten og særligt om sten af halv bredde" - altså en ret bred definition.

Alle mål skal betragtes som cirkamål. Både tørring og forskellig brændingstemperatur samt de variationer, som håndarbejde giver, spiller ind, ligesom de forskellige teglbrændere havde forskellige præferencer med hensyn til formater.

Delte sten har på engelsk en generel term: bat, der betyder en sten hugget tværs over som både 2 halve og 1/4 + 3/4 sten og andre dele, når delene er større end 1/4 sten.
[Curl, p.110]

Selve formningsprocessen bestod i på et bundbræt at stille den i begge sider åbne form. Formen blev derpå strøet med fint tørt sand, og en lerklump blev presset ned i formen og strøget af på toppen. På grund af sandstrøelsen indvendigt i formen, kunne denne hales op, og lerformen stod tilbage på brættet. Formen blev sat ned på brættet ved siden af den første sten, og processen blev gentaget. På stenens overside kan man ofte se, at små sten er trukket gennem lermassen, mens de fire smalle sider og bundsiden er mere plane.

Når brættet var fyldt, blev det sat til tørring i en til to ugers tid, hvorefter lermassen var så tør, at den kunne stables i brændingskammeret i ovnen. Den samme teknik anvendes i dag til specialfremstillingen af reparationssten på et dansk teglværk.

Foruden mursten blev der produceres tagsten, der tidligt kunne være af spadeform, ret smalle og lange — de såkaldte bæverhaler — og senere af hulsten, de såkaldte munke og nonner. Disse typer er senere blevet kopieret i i nye teglbrændinger for at kunne bruges ved restaureringer.
En anden stor artikel var gulvfliser. De kunne være med mønster, der tidligst blev præget med hånden i lerets overflade og sendere var fremstillet i en form med mønsterbund. Fra et tidspunkt i 1000-tallet kunne de også blive glaserede.
Til udsmykningsformål blev der fremstillet brændte søjleskafter, kapitæler og konsoller med fx dyreornamentik og bladornamentik. [Hisch]

Til de forskellige profiler og udsmykninger blev der produceret formskårne sten, der gjorde det muligt for bygmestrene at bygge efter planer og tegninger. I de allerførste kirker af mursten kan man dog se, at profilerne blev hugget ud af allerede brændte sten, men der gik under 50 år fra murstenens første brug, før man mestrede teknikken med at forme profilsten i det bløde ler og brænde dem i den ønskede facon.

Brændingen

Brændingen skal ske ved temperaturer mellem 800° og 1100° C, hvilket giver en god rød farve pga. lerets indhold af jernilter. I de tidligste engangsovne blev kun de inderste sten ordentligt brændt, mens de yderste næsten ingen brænding fik. Efter ovnen var åbnet, blev de godt brændte sten sorteret fra til brug, mens de dårligst brændte kunne indgå i den næste brænding. Hvis ikke, kunne de bruges som fyld i midten af murværket.

De tidlige åbne ovne blev tidligt efter 1150 udviklet til mere effektive lukkede og genbrugelige ovne. Der er kun fundet få spor efter disse ovne, der efter bygningsværkets færdiggørelse blev nedlagt igen. Det bedste eksempel er den teglovn, der i 1987 blev udgravet i Heldensleben i Sachsen-Anhalt. Ovnens dobbelte brændingskammer målte 5,2 x 2,1 meter. Ovnen er forsigtig anslået til at være fra 13. til 15. århundrede. Over de to parallelle fyringsrender var opført et hvælv af munke-nonne-tagsten med mellemrumsåbninger, der tillod den varme luft at passere op til murstenene over hvælvet. I en sådan ovn kan lufttilførsel og brændstofsmængde og dermed temperaturen reguleres.

I Danmark er der fundet spor efter teglovne ved Melby Kirke i Nordsjælland. Ved denne afdækning fandtes både mursten og tagsten i ovnen, der formodes at have været brugt ved ombygning af kirken i 1500-1525. Til bygningen af Sorø kirke formodes stenene at være kommet fra teglovne udgravet lidt nord for byen ved Benløse. Her fandt man foruden ovnene også spor af værkstedsbygninger. Et center for teglbrænding, som man mener leverede sten til store dele af Nordsjælland, er fundet ved Bistrup nord for Roskilde. Ved andre produktionssteder i Danmark har man også fundet spor af vintringsbede, dvs. opkastede lermængder, der har ligget vinteren over, for at det frosne vand i leret har skullet opbryde leret.
[Hisch, p.20]
Ved de danske klosterbyggerier er der fundet levn efter teglovne i Tvilum, hvor ovnen var indsat i siden på en gravhøj. Ved Øm kloster blev der (C.M. Smidt) fundet to teglovne. I Vissing Kloster opmålte C.M. Smidt en teglovn, og på grundlag af denne blev udført en model af ovnen med fire fyrkamre [ID=1271] p.299ff.

Der var i Danmark regionale forskelle i murstenenes farve på grund af den lokale lers indhold af bl.a. kalk. [KLfNM] skriver således, at stenene hyppigst var dybrød til sort, men i Midtsjælland "flammet rødgul, i Limfjordsegnene meget lys gul og enkelte steder, f.eks. omkring Mariager, næsten hvid".

Da brugen og behandlingen af ler som nævnt ovenfor var kendt i Danmark, mener arkæologerne og historikerne ikke, at det har taget lombarderne mere end ti til tyve år, før der var oplært tilstrækkeligt med danske teglbrændere til at industrien blev udført af danske håndværkere.
[Tegl8, p.14]

Der kendes både små ovne til omkring 3-5.000 sten og større ovne med plads til op mod 50.000 sten. Alligevel må mange ovne have været i brug eller gentagen brug, når det er beregnet, at der til Roskilde domkirke uden tilbygninger er gået omkring tre millioner sten, og at man i 1552 bestilte fjorten millioner sten til Københavns Slot. Alene mængden af brændsel har været enorm, så selvom ovnene normalt blev opført tæt på byggepladsen, så har transporten af både ler, brændsel og de færdige sten krævet en betydelig organisation og et stort antal mennesker. Ganges der op med alle de murstenskirker der på mindre end to hundrede år blev opført i Danmark, så virker den da til rådighed værende energi overvældende.
[Tegl8, p.22]

Brug af mursten

Ved bygning af murstenskirker blev der ved mange anvendt natursten til soklen, idet naturstenen forhindrede optræk af grundvandet til murstensdelen. Både sokkelsten og natursten anvendt andre steder i bygningerne, fx til døroverliggere, var ofte kun tilhugget på facadesiden, mens den indvendige side i murfyldningen var rå. Genbrug af mursten var også almindelig og fortsatte op til 1800-tallet, idet materialer stadig var dyrere end arbejdsløn, og nedtagning og rensning af materialer derfor kunne betale sig. Genbrug fandt især anvendelse til sokler og andre skjulte steder.
[Clausen & Vestergaard: Sabina Harholm Lønskov, p.53]

Den stiludvikling, der fandt sted i murstensbyggeriet fra dets indførelse omkring 1150, og til gotikken var færdigudviklet, er beskrevet nærmere i teksten om stiludvikling.

Formsten
Ved formsten forstås en mursten, der ikke er kubisk, men fx har en runding på en side eller har andre buede eller skæve profiler. Produktionen af formsten kan være foregået på forskellig måde:
a) der kan med kniv eller stiksav skæres den ønskede form i den våde ler med risiko for skæv form under lerets tørring før brænding.
b) der kan mejsles den ønskede form i den brændte sten, hvilket er besværligt og ikke giver mulighed for masseproduktion.
c) der kan formes sten i en form eller efter en skabelon, der giver mulighed for masseproduktion.
De tre muligheder udelukker ikke hinanden, og de diskuteres stadig blandt tekniske forskere. I Nationalmuseets samlinger kan ses eksempler på sten formet efter skabelon, idet de to træskabeloner sat på hhv. lerets over- og underside med søm har afsat sømhuller i leret. [Hisch, p.29]

Efter den første byggeperiode i 1100-tallet er der på grund af mængden af ensdannede sten ingen tvivl om, at metoden med en formkasse, hvori der til forskellige særlige og profilerede sten har været indsatser, er blevet brugt. Formstenene blev anvendt rundt døre og vinduer samt til anden udsmykning ved søjler, piller, gesimser og under tagkanterne.

Riflede sten
På en stor del af de tidligste mursten kan man se riller på den murstensside, der vender udad. Der er forskellige teorier om årsagen til disse riffelhuggede sten. De fleste kilder anfører som den rimeligste årsag, at genbrugte sten efter romerne blev afrensede, og afrensningen gav disse spor, som nye teglmestre kopierede indtil ca. 1250, hvorefter det formålsløse gik op for dem, og riflingen ophørte. Der findes sten, hvor riflingen er påført efter brændingen, dog er de fleste riflede sten blevet mærket inden brændingen, fx med et kamlignende redskab. Et godt eksempel på riflede sten er fra Himmelev kirke, og enkelte sten herfra er udstillet på Nationalmuseet. I Uvelse kirke kan man på apsis udvendigt se riflede sten. Også i Ringsted St. bendts Kirke er apsidens sten riflede, og det samme kan ses på mange formsten i kirkens mure.
En anden forklaring på riflingen er, at den skulle give et bedre anlæg for det yderstliggende pudslag.
[Tegl8 p.21, ID=1271 p.302]

Det kunne være et træk gentaget fra perioder og byggeskikke, hvor mursten betragtedes som andenrangssten, der skulle dækkes i det færdige resultat. Der er mange eksempler på dette fra gotiske kirker, hvor indermurene i murstensmur er dækket med farvelag og påmalede fugestriber. Det kan fx ses i Mariakirken i Lübeck. Farveholdningen har rødder i Lombardiet og blev anvendt med rødkalkning og fugefarvning med hvid eller lys farve over de tyske og danske områder. Pudsning og maling kunne skjule afvigende murearbejde og brug af forskellige sten, der ikke harmonerede med den ønskede færdige facade.

Udvendigt kan den riflede formtype ses i cistercienserklosterkirken i Doberlug i Brandenburg samt i murrester i de meget tidlige murstenskirker i Tyskland.

En anden forklaring på de riflede overflader peger på det forbandt, der hedder opus spicatum, fiskebensmønster: den latinske oprindelse er relateret til kornakset. Opus spicatum blev anvendt i murværk både som afslutningsskifter mod tag, langs gesimser og til mønstret gulvtegl, men også til andre udsmykninger i mure, og forbindelsen til de riflede sten skulle altså være en efterligning. Jeg synes denne forklaring mangler ræson, da rillerne i de sten, som jeg har set — og de i teksterne afbillede — er meget små og slet ikke ligner et mønster, der skulle kunne ses på afstand.

I Danmark har M. Clemmensen i sin artikel om emnet fra 1922 "Slægtskabet mellem lombardisk og dansk teglstensarkitektur" i Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie, henført riflingen til afrensningen af genbrugte mursten i Lombardiet. Afrensningen gav disse riflede mønstre, og de blev efterlignet op gennem Europa. Den samme forklaring bringer Elna Møller videre i [Tegl8, p.21].

Glaserede sten
Glaserede sten blev i Nordeuropa fremstillet fra ca. 1250. De findes i bl.a. Bad Doberans kirke og især fra gavlene og i det fritstående benhus ved samme kirke, hvor de er brugt i forskellige kombinationer med skifter af almindelige mursten samt til gesimser m.v. De tidlige eksempler på brug af glaserede sten i Danmark kom efter bygningen af kirkerne i Ringsted og Sorø. Et af de tidlige eksempler er brugen i Løgum Klosterkirke i anden halvdel af 1200-tallet, hvor de glaserede sten bl.a. er indsat ved døråbninger. Fra samme periode stammer Dominikanerkirkens vestgavl i Viborg med mønstersatte glaserede tegl i flere forbandttyper.
[DK, XX-XXIII, bind 2 (1957), Side: 1050 - 1130, ID=1271 p.304 (foto)]

Glaseringen er foretaget med tinoxider og blyoxider, der blandet med jordfarver er smurt på de én gang brændte sten, der derefter brændtes igen. Man mestrede først at bruge sort glasur, men kom hurtigt efter både de grønne, gule og røde.

I Danmark er der udelukkende brugt blyglasur og ret hurtigt blev flere og flere detaljer ved vinduer, døre, gesimser m.v. pyntet med glaserede sten, så man hen mod år 1400 formoder, at der overvejende blev brugt glaserede sten til fremhævet murværk. Blyglasur er klar, og farven fremkom ved iblanding af jordstoffer eller kobberforbindelser.

Pyntemurværk
De løbende og plane murforløb i de allerførste murstenskirker blev udsmykket med pyntelige elementer som friser af kantstillede sten eller rudemønstre. Så snart der blev fremstillet sten med særlige forme og glaserede sten, blev variationerne talrige. Et typisk eksempel er de krydsede rundbuefriser lige under tagkanten. Dette træk kan også findes på italienske kirker, der er væsentligt ældre. Rundbuerne kan være fremstående og de indtrukne felter kan være pudsede eller kalkvaskede for at give en farvekontrast. Ofte er en sådan frise nedadtil afsluttet med et rulleskifte savtaksmurværk, dvs. kantstillede, skråstillede sten. Dette skifte kaldes på tysk for Deutsches Band.
Havde man ikke de passende formede sten, så kunne man med de almindelige boksformede sten danne et rudemønster i stedet for rundbuerne, det er fx tilfældet i Ratzeburgs domkirke fra ca. 1165.

Denne pyntede højgotiske stil aftog efter 1400 og hen mod senmiddelalderen, hvor formsten og brudte flader i murværket aftog og erstattedes af renere, flade partier med skarpe hjørner og retkantede indhak til vinduer etc., der kunne mures op med standardteglsten - både en stilændring og en økonomisk effektivisering? Ændringen kom iflg. [ID=1271, p.304] senere til Jylland end på Sjælland.

Murstens kvalitet

Murstens kvalitet kan udtrykkes efter forskellige aspekter, fx vejrmodstandsdygtighed, holdbarhed og styrke, overfladestruktur. En moderne kvalitetsinddeling er efter stenens mekaniske fuldkommenhed i grader for ensartet størrelse og farve. For holdbarheden bedømmes en sten efter dens evne til at modstå vejrliget, heri indgår modstandskraft over for absorberet regnvand, der kan fryse i stenens porrer.

Udseendet efter en periode kan ændre sig pga. udkrystallisering af salte i lermaterialet. Det udskilte stof viser sig oftest som en hvidmelet belægning.

Stenens holdbarhed vil afhænge af formningsmetoden. Som nævnt ovenfor blev de tidligste sten presset i facon i en træform, der var strøet med sand for at formindske vedhæftningen. Denne metode efterlod leret med en let ru og grynet overflade.
Senere blev anvendt vandsmurte forme, der gav sten med en meget glat overflade, og i moderne tid har der været anvendt en plastisk lermasse med et vandindhold på 12-15 %, der blev preset ud i pølser og afskåret i passende længder med en osteklinge.
Endelig kan stenen også formes med meget højt tryk fra en næsten tør lermasse med kun 5-7 % fugtighed. Herved formindskes tørretiden og også størrelsesformindskelsen under tørringen. Sidstnævnte metode giver den mest formfuldendte og skarpkantede sten med den jævneste overflade.

Forbandt eller skifte

Ved forbandt forstås et system, som bygningssten placeres efter i murværk. Forskellige regionale og tidsbestemte sædvaner findes, hvorfor det kan være muligt at tidsbestemme murværk ved hjælp af det anvendte forbandt, men ikke altid.

En overordnet behandling af teglstensbygning i kilden [ID=1271] pp. 301-316 har fokus på klosterbygninger.
Sidst i dette afsnit lidt om mørtel

I Norden er stensætning med brug af kalkprodukter til sammenbinding udbredt sammen med og samtidig med kristendommen. Metoden er gået ubrudt fra Romerriget og har spredt sig fra Lombardiets kirkebyggeri til resten af Vesteuropa. Kvadermurværk kan rejses uden brug af kalk, men det kræver præcist tilhuggede sten, der kan være sammenholdt med metalhager. Kvadermurværk af både granit, sand- og kalksten brugtes, indtil tegl blev indført midt i 1100-tallet.

Sten kan lægges med længdesiden udad og kaldes da løbere, stretchers, eller de kan lægges med den smalle ende udad og kaldes da bindere eller kopper, på engelsk headers. Hvert vandrette lag af sten kaldes et skifte, course. Den vertikale fuge kaldes for stødfuge, og den horisontale for længdefugen eller liggefugen. I et stort antal middelalderkirker er der brugt forskellige forbandt, og i en del af de tidligste kirker kan man slet ikke se noget fast forbandtsystem.

Fra senmiddelalderen begyndte udviklingen af forskellige forbandtsystemer eller skiftesystemer. Benævnelserne på de forskellige forbandter veksler i litteraturen, og det er derfor sikrest med antal at angive, hvorledes bindere og løbere veksler. De mest almindeligt forekommende forbandter er:

Løberforbandt — stretcher bond or running bond: Alle sten lægges på den flade side med den lange kant mod facaden.
Munkeforbandt — monk bond — Märkisch Band (T) = Brandenburgsk: To løbere for hver binder i hvert skifte: skifterne er forskudt horisontalt én løber i forhold til næste skifte. Dette skifte er det hovedanvendte i Danmark og Sverige. Skiftet sparede sten, da der er færre bindere end i det vendiske forbandt.
De tidligste danske muringer har et vist antal overtallige løbere i forbandtet.
Dette forbandt kaldes i nogle danske og tyske tekster for gotisk og betegnes som det tidligste. [10397 p.79f]
I [Tegl 9 p.3] skriver Naur Klint: "Ved munkeforbandter forstås forbandter, hvor hvert skifte indeholder den gentagne enhed af én, to, tre eller flere løbere for hver kop. Klint har talt op til 7 løbere for en binder i Fjenneslev, Bjernede og Sorø, og i Nyborg Slot optræder op til 20 løbere for en binder. Navnet munkeforbandt er afledt af disse forbandters benyttelse i middelalderen."
Skifternes bindere kan anbringes i zigzagmønster under hinanden forskudt skiftevis ca. 3/4 til 1/1 løbers længde. Eller skifternes bindere kan anbringes i en diagonallinje gående fra skifte til skifte.
Til udsmykning kunne munkeskiftet lægges med kantstillede sten, dvs. en løbersten står med sin største flade som facade.
Vendisk forbandt eller polsk forbandt eller engelsk forbandt — Flemish bond — polnisch Band (T): Dss. gotisk forbandt. Der anvendes en løber for hver binder, og hvert skifte er forskudt 1/2 x (løber + binder).
Skiftet kaldes undertiden for yngre munkeforbandt. De mange bindere er af betydning ved tårnbyggeri, der derved stabiliseres maksimalt. Kendt fra 1300-tallets begyndelse.
Krydsforbandt — English bond: Alle sten i et skifte er løbere, og i næste er de bindere. Hvert løberskifte er forskudt en 1/2 løber, så ingen lodrette fuger går over mere end et skifte.
Noget forvirrende kaldes dette forbandt også gotisk nogle steder. Man skal helst definere forbandtettypen med stenrytmens tal for løbere og bindere.
Skiftet har flamske rødder og blev anvendt i Slesvig, bl.a Møgeltønder. På tysk kaldes det for Kreuzverband (T) eller Läuferverband (T), men blev først anvendt meget sent i middelalderen eller efter middelalderen.
Skiftet blev først brugt i Danmark efter midten af 1500-tallet [ID=5349 p.445].
Blokforbandt: Som krydsforbandt, men løberstødene står vertikalt under hinanden. De to sidstnævnte kaldes også for renæssanceforbandt.
Rulskifte /rulleskifte: Forbandtet har et skifte af bindere på højkant. Kaldes på engelsk for rowlock eller rollock. Stilles stenen på den mindste flade med den smalle langside udad, kaldes den standerskifte og på engelsk for en soldier, men stilles stenen på den mindste flade med den brede langside udad, kaldes den for en sailor.
Stilles stenen på den smalle længdekant med den største flade udad, kaldes den for en shiner eller en bull stretcher.
[Ching, p.19]
Savskifte: Alle skiftets sten er bindere drejet 45 grader i forhold til facadeplanet.
Strømskifte: Strømskifte er som et rulskifte, men stene er lagt på skrå, så toppen bliver savtakket. Rul- og strømskifter er standerforbandt.
Hollandsk forbandt eller "polsk forbandt plus et binderskifte": Forbandtet er lig med et polsk skifte efterfulgt af et rulskifte. På engelsk er Dutch bond et løberskifte plus et binderskifte, og hvert løberskifte er forskudt en halv sten i forhold til sidste løberskifte.
Bloktandskifte: I første skifte er en binder trukket frem foran facadeplanet med omkring 1/4 stenlængde. I næste skifte er en løber centreret over første skiftes binder trukket tilsvarende frem, og i tredje skifte er alle sten trukket frem. [Danmarks Kirker, Ribe I, p.40]
Sildebensforbandt: Forbandtet kaldes også for "fiskebensforbandt" eller for "Opus spicatum" - et udtryk, der er anvendt i middelalderdokumenter. Forbandtet blev anvendt til mønstermuring og findes i mange gavlpartier. Passer fint i en blanding af almindelige og glaserede sten.
Hvis murstenene blev stillet på skrå, så yderhjørnet som en trekant stak frem af murværket og lignede et savskær, kaldtes det på engelsk for zigzag eller chevron pattern. Dss. ovenstående savskifte. [Yorke, p.35]
English garden wall bond: Forbandtet består af tre skifter med løbere, hvert skifte forskudt 1/2 løber. Derefter et skifte bindere. Der er også eksempler på hver skifte med tre løbere for hver binder, forskudt en halv gang over et skifte.
Flemish garden wall bond: Forbandtet har tre løbere for hver binder, hvert skifte er forskudt 1/3 løber for hvert skifte.; Alle sten er løbere. Engelsk: running bond eller stretcher bond. [SAL]

Indermurværket mellem yderfladerne var oftest murfyld: en blanding af mørtel og stenaffald. Enkelte kirker har gennemmurede mure som fx Mariekirken i Wismar.
[Kiesow, 2002, p.78]

De forskellige formater af sten har altid skullet overholde, at længden = bredden x 2 + 1 fugebredde, for at det er muligt at lave fornuftige forbandtsystemer.

Andre udtryk ved muring
For tilpasningsformål kan en mursten deles. En kvart sten kaldes en petring, queen closer, mens en sten flækket på langs kaldes for en mesterpetring. En trekvart sten kaldes på engelsk for closer. En king closer er en sten med hel kop i en ende og ½ kop i modsatte ende. En queen closer er en petring.

Allerede i den tidlige middelalder blev der produceret specialformede sten, fx med runding, så stenene kunne danne en søjles runding med en given radius. Specialsten blev dannet i træforme enkeltvis.

Lidt om mørtel
Mørtel holder teglsten og andre ofrmer for byggesten sammen. Mørtelen danner fuger både vandret og lodret mellem de enkelte sten. Ved kassemure bruges store mængder mørtel til at binde materialerne mellem ydermur og indermur sammen. I dag findes mange mørteltyper og -farver tilpasset de enkelte materialer. I middelalderen var udvalget mindre.

Den vigtigste ingrediens i mørtel er kalk. Kalksten, CaCO₃, brændes til brændt kalk, CaO. Den brændte kalk læskes med vand og bliver til calciumhydroxid, Ca(OH)₂, og der tilsættes sand af forskellig finhed.
Middelalderens mørtel havde et større kalkindhold end senere; fra Mårup Kirke ved man, at kalkindholdet i mørtlen kunne være mellem ca. 30 og 50%. Efter pålægningen af mørtel mellem stenene vil atmosfærens kuldioxid agere med mørtelen, og der frigives vand, mens kalkindholdets reaktion igen danner kalksten. Der nævnes i litteraturen mulighed for, at man i middelalderen blandede brændt kalk og sand, før man læskede med vand. Resultatet blev det samme, men muligvis med anden styrke.

Ikke alle danske egne havde kalk i undergrunden. I Sønderjylland var der mangel på jordbundskalk til mørtelfremstillingen, og der brugtes skælkalk fra blåmuslingeskaller, som knustes af kalkslageren inden brændingen. I denne egn er også fundet skaller i mørtelen, som må have været en del af tilsætningsmaterialet.

Der er også både fundet fæhår i middelaldermørtel, og dokumentation for indkøb er noteret i 1675 (Ulkebøl) (i nutidige manualer om tagunderstrygning er hår fra kreaturer stadig nævnt).

Piller og søjler

Definitionen på søjler kan læses i arkitekturnoter om klassisk græsk arkitektur.

I de nordtyske murstenskirker har mange piller fra gotisk tid påsatte søjlerundinger = Runddiensten (T). Disse kan være kvarte, halve eller trekvartcirkulære søjler. Hvis de har formen som en kvarte påsætninger, kalde de for Sächsiche Kante (T), har de form som trekvartrunde søjler, kaldes de for Dänische Kante (T), og har de form som halvrunde søjler, kaldes de Lübische Kante (T).
(T = tysk)

I tidlig middelalderbyggeri blev piller og søjler ofte konstrueret med importerede monolitter, men mangelen på naturlige, antikke monolitiske søjler, gjorde udviklingen af murede plagiater nødvendig, og derved fik de antikke bygningsformer indflydelse på de murede piller. Muringen gav nogle problemer, idet en tilstrækkelig stabil mørtel ikke var udviklet, og jo spinklere søjlerne blev gjort, des større var risikoen for sammentrykning og skævhed på grund af trykket fra hvælv — efterhånden som det blev normalt at bygge sådanne ind (især) i kirkelofter.

En længere behandling af brugen af monolitsøjler, antikke søjler og søjlelevn i forbindelse med danske klostre findes i ID=1271: Hans Krongaard Kristensen, 2013: klostre i det middelalderlige Danmark, Jysk Arkæologisk Selskab, siderne 287 til 297.

Kuppel og hvælv

Definitionen på et hvælv er et krumt selvbærende murværk, der bæres af mur eller piller og dækker over et rum. Det opdeles i forskellige typer som beskrevet efterfølgende. Hvælv er ofte opbygget af kileformede sten, der med tyngdekraftens hjælp holder konstruktionen på plads uden brug af bindemiddel. De simpleste hvælv er de tidligste.

I kirkerne blev hvælvet brugt til overdækning af alle bygningsdelene: kor, skib, sideskibe og kapeller. I de romanske kirker taler man om bundet hvælvsystem, hvor to fag i sideskib svarer til et fag i hovedskibet. Da bredden på sideskibene oftest var det halve af hovedskibet, så bliver hvælvfagene i sideskibene i areal en fjerdedel af et hovedskibs fag.

Det bygningsmæssige hovedproblem ved hvælvbygning er trykfordelingen. Buerne giver et tværtryk, mens murene egentlig kun kan optage vertikale tryk. Der må derfor enten være meget tykke understøttelsesmure — som i de tidlige hvælvtyper — eller der må opsættes særlige støttemure eller støttepiller = stræbepiller og sprængbuer, abutment systems with buttresses and flying buttresses, der kan fordele trykket fra de vandrette bygningsdele til de lodrette dele og derfra ned i fundamentet.

Stræbepillerne fik ofte - for at give dem ekstra vægt og styrke — små spir på toppen, pinnacles.

Kuppelhvælv

Kuppelhvælv er den tidligste hvælvform. Den største og bedst bevarede bygningskuppel fra antikken er Pantheon i Rom, der med et spænd på 43,2 m og en tilsvarende højde ikke blev overgået før i det 19. årh. Pantheon er bygget med pozzolanisk beton. Denne konstruktionsmetode gik i glemmebogen efter Romerrigets fald. Fra middelalderen er et tidligt eksempel på et kuppelhvælv domkirken i Aachen, som Karl den Store byggede. Dens kuppel har kun et spænd på 14,5 meter.

Apsiskupler, der kun er halve kupler, kaldes for "kvartkuglehvælv" eller "halvkupler". Kupler kan være glatte eller kantede.

Kuppelhvælv med fire sider kaldes også for "klosterhvælv". Her fordeles trykket ligeligt på alle fire sider. Klosterhvælv har spidsbuede sider. Denne kuppelform henregnes også til hvælv. Ved overgangen fra den retvinklede pille til kuppelhvælvets runde bundrand udføres en "pendentiv", der er et trekantet murværk dannet som en sfærisk trekant.

På toppen af pendentiven hviler kuplens bundrand eller kuplens "tambur", dvs. en lodret tøndeformet mur i en vis højde. En kuppel, der er bygget på pendentiver, kaldes for en "pendentivkuppel". Den bygges med en cirkelfod, der er indskrevet i et kvadrat.

Kuplen kan også ved overgangen fra kvadratet understøttes af "tromper", der er små koniske nicher eller kvartkupler, der bygges i hjørnerne af kvadratet med deres åbne ender rækkende ind mod centrum og nedad. Bygges kuplen med grundcirklen omskrevet et kvadrat, kaldes den for "hængekuppel" eller "sejlhvælv".

Overgangen kan også formes ved en "trompe", der omdanner et retvinklet rum til en oktogon, på hvis top kuppelbundranden hviler. Et eksempel er kapellet i Kejserpfalz i Goslar, hvor trompen kan ses udefra ved overgangen fra korsformen til oktogonen.

Bøhmisk hvælv eller -kappe er en flad kuppelhvælving.

Tøndehvælv

Tøndehvælv, barrel vault, er halvbueformet, halvkredsformet, som et oplukket rør og bæres langs hele grundfladen. For at forstærke hvælvet i længden er der ofte indskudt "gjordbuer" i passende rytme med arkadepillerne. Disse gjordbuer hviler ofte på pilastre eller halvsøjler sat på pillerne. Tøndehvælv kendes fra Persien fra år 0. Tøndehvælvet er den ældste hvælvtype i en af de ældste teglstenskirker, Sorø, i Danmark. I den er de sat i tværskibskapellerne (sorø kirke indeholder også grathvælv og ribbehvælv).

Tøndehvælv kan både være rundbuet og spidsbuet. Det er nødvendigt at anvende spidsbuen, når to sider af uens højde skal forbindes.

Med to diagonaler deles et tøndehvælv op i to kapper, der er de langsgående trekantede stykker bue, og to vanger, der er de to tværstillede trekanter, hvis grundflade danner den bærende kant, der også kaldes for vederlagssiderne. Hvis tøndehvælvets ender er dækkede af buede gavle, kaldes det et trughvælv, dvs. tøndehvælv med klosterkapper for enderne.

Hvor der i tøndehvælvet er udskåret lodrette åbninger til vinduer, kaldes den vandrette murbue over vinduet ind til hvælvet for en "kalot".

For det treskibede kirkerum brugte man en overgang at lade sideskibenes hvælv være kvarthvælv. Dvs. at hvælvets kant mod midterskibet var vandret og mod ydermuren lodret, så kun den kvarte del af en tønde blev brugt. Herved blev sidetrykket til et lodret tryk på ydermuren. Man kan også kalde disse hvælv for en slags interne sprængbuer. Det er usikkert, om disse hallekirker i kopi er model for de nordfranske gotiske værk.

Hallekirker med dette system er i øvrigt ofte meget mørke, da der ikke er højde nok på klerestorievæggen i midterskibet til at anbringe passende vinduer.

Er hvælvets ender lige og toppen flad, kaldes hvælvet for et spejlhvælv. Det kan sammenlignes med et facetslebet spejlglas.

Krydshvælv

Hvis to tøndehvælv skærer hinanden i en ret vinkel, kaldes det for krydshvælv eller korshvælv, barrel intersecting vault.

Hvor de to hvælv møder hinanden, er der en nedadgående vulst eller grat, hvorfor denne type også kaldes for grathvælv, groined vault. Graterne kaldes også for kappesømme. Krydshvælvet har ingen vanger, men fire kapper. I forskellige egne udviklede disse former sig i detaljen forskelligt.

Man kunne allerede kort efter vor tidsregning udføre tøndehvælv (år 100 i Rom), men tøndehvælv har nogle konstruktionsmæssige ulemper. For det første virker hvælvets tryk i hele understøtningsmurens længde og skal derfor helst støttes af en ubrudt mur i hvælvets længderetning, hvilket gør det svært at lave gennembrud i den underliggende mur, hvad der var nødvendigt, når man dannede hvælvet i basilikaers midterskib, hvor man måtte have adgang til sideskibene og derfor helst byggede denne mellemmur af piller eller søjler.

Et andet ønske var at få vinduer højt oppe i midterskibet mure, over sideskibene (klerestorievinduer), men det gav samme problemer som i underarkaderne. Tøndehvælvet blev især benyttet i kirkerne i Sydfrankrig, og senere i renæssancen også i Norditalien.

I år 1100 er man blevet mestre i tønde- og krydshvælv. Et godt eksempel er Speyer i Tyskland med 12 m bredt spænd og 30 m højde (1080-1090).

Den altovervejende fordel ved krydshvælvet var dog koncentrationen af trykket samlet på toppen af de fire hjørner, samt at halvdelen af trykket går fra tværmurene til et langskibs tryk, der så to-og-to udligner hinanden. Den sidste fordel var, at det tværskibs tøndehvælvs gavl nu var mod ydermuren, hvorfor der kunne brydes vindueshul og man således fik en mulighed for at indsætte store klerestorievinduer ført helt til tops, og vinduerne kunne nederst gøres næsten lige så brede som tøndehvælvet.

Med disse fordele kan det synes mærkeligt, at hvor tøndehvælvet var indført i Syd- og Centralfrankrig slog krydshvælvet aldrig igennem, mens det blev benyttet meget ofte i Lombardiet (N for Genoa - Milano - Bergamo mod Østrigs grænse) og Tyskland og til sidst i Nordfrankrig og England.

For at kunne fordele trykket bedre end i tøndehvælvet blev det hurtigt klart, at ved at give sideskibenes hvælv form af en kvadrantbue, så kunne man både støtte midterskibets hvælvingsunderstøtning og samtidig få overført noget af trykket til sideskibenes ydermure i en nedadgående retning. Ydermuren kom derved til at virke som en slags sprængbue.

Hvis bredden på den ene led kun er det halve af bredden på den anden led for det areal, der skal dækkes med hvælv, og der skal være den samme højde overalt, så må buen blive spidsbueformet.

Selve hvælvingsteknikken var først endeligt udviklet i det 11. årh. næsten samtidig med at gotikken satte ind og netop udnyttede hvælvets muligheder til teknikkens yderste.

Ribbehvælv

Ribbehvælv, ribbed vault, er hvælv, hvor dets bærende dele er udformet som ribber (ribs), der udgår fra baserne i hjørnerne og når sammen ved slutstenen, vaulting boss, i toppen.

Ribbehvælv sparer vægt, fordi mellemrummene mellem ribberne ikke er bærende og derfor kan udføres i mindre materialedimensioner, og dermed formindskes trykket mod basis. En anden årsag til overgangen til ribbehvælv var manglen på en god klæbende mørtel og til dels manglen på billig arbejdskraft til at håndtere de store vægtmængder ved tøndehvælvet. For yderligere at spare vægt udformedes et triforium anbragt over arkaden. Triforiet blev gerne lavet som en anden, mindre arkade med søjlebærende overdel, men gennemhullet af vægtgrunde.

Mellemrumsudfyldningen kaldes for paneler eller pendentiver (panels).
En trekantet hvælvkappe kaldes også for en svikkel eller hvælvflig.
Ribbehvælvs basis hviler ofte på ribbekonsoller, vault springing, Kämpfer (T).
Konsollerne støttede igen på søjletoppen. Mange steder var søjlerne sammensat af flere halvsøjler uden på en pille af korsformet snit. Sådanne søjler og søjlebundter kaldes på engelsk for clustered shafts, Runddienste (T).

I Lombardiets kirker, hvor væggene stadig var meget tykke, havde man påsat pilastre ud for hvælvenes trykpunkter. Det var en kluntet stil og til dels unødvendig, da de tykke mure bar vægten af konstruktionen. I Normandiet begyndte man så at bygge virkelige stræbepiller, og i Abbaye aux Dames i Caen skar man mellemmurværket væk i sideskibets tøndehvælv — dog dækket bag triforiet — og derfor stod kun sprængbuerne tilbage. Abbaye aux Dames blev modellen for de engelske kirker.

En ribbekonstruktion kan være delt op — især ved aflange arealer, oblong compartment — med fire — quadripartite, seks — sexpartite vault — eller otte ribber, så går ribberne diagonalt (4) — diagonalribber — og langskibs (2) og tværskibs (2). Begge kaldes rygribber. Konstruktionen kan også deles op i hoved- og sideribber, hvor sideribber først aflægger deres tryk til hovedribberne, der senere fører trykket ned i ribbekonsollen. Sideribber kaldes også for sekundær- og tertiærribber.

Hvor aflange arealer skal deles op i kvadrater, sker det ofte ved gjordbuer, der er murbuer opmuret tværskibs. De langskibs afgrænsninger mod sideskib med tilsvarende buer kaldes for skjoldbuer. Hvor skjoldbuerne skifter med piller i fast repeterende mønster kaldes det for rytmisk travée. Eksempler på rytmen kan være a-b-a-b-a eller a-b-b-a-b-b-a.

Ribbehvælv deles igen op i krydshvælv eller korshvælv og stjernehvælv.

En stræbepille, der på et hjørne sættes diagonalt og tjener støtte for begge siders hvælv, kaldes på eng. for et Oxford corner.

Ribbehvælv kendes fra før 1100, men da var ribberne ikke bærende, men pynt, og udviklingen blev fuldendt af gotikken, der opfandt sprængbuerne, flying buttresses. I Durham er der tale om ribbehvælv, der siges at være indledningen til gotikken, men »tekniske fremskridt alene giver ikke en ny stil«, siger [Pevsner] p.66.

Yderligere hvælvbenævnelser

En særlig engelsk stil af ribbehvælv er nethvælv, lierne vault, eller viftehvælv, fan vault in perpendicular Gothic, hvor ribberne er spredt ud som i et blad så de sammen med hvælvets kapper danner et vifte- eller stjernemønster. De ekstra ribber kaldes på engelsk for tiercerons, mens de bærende kaldes for structural ribs. Typen er specielt velegnet til udligning ved samling af paneler med forskellig udstrækning. Disse hvælvingsafarter kaldes også for figurhvælv. I Danmark er der benyttet nethvælv i Karmeliterklostret i Helsingør. Det blev sat op i kapitelsalen mellem 1493 og 1500 (Laxmandssalen, der ikke må forveksles med Lazarussalen i samme klosterbygning).

Hvis grundplanen i disse hvælvsystemer også danner krumme linjer, kaldes det for slynget inddeling.

Viftehvælvet er engelsk sengotik, men forekommer også på kontinentet. De helt specielt fint udformede viftehvælv har ofte nedhængende slutsten, så de virkelig ligner »drypstensformationer«.

Stalakithvælving er af maurisk oprindelse og har undersiden opdelt i mange små felter med nedhængende udsmykning. I slottet i Meissen er flere typer af overvældende design. Se nedenfor.

Edderkoppehvælv er et særlig teglstenshvælv udbredt i Nordtyskland.

Murkonstruktion af hvælv
Om fundamenter og murkonstruktion er der oplysninger i Øm Kloster, [Gregersen, 2003] p.87 og i [ID=1271] pp. 278ff.

Den sachiske hvælvtype
I Sachsen omkring Meissen blev der udviklet en særlig type cellehvælvinger, Zellengewölbe (T), der kan antage mønstre som stjerner eller net med meget dybe opadgående furer i kapperne, så hele konstruktionen minder om en delvis udfoldet leporellovifte. Da de bærende piller og søjler samtidig er korte, så buerne udgår tæt på gulvet, så får rummene en ganske særlig karakter af hulemæssig art. Hertil bidrager også de flotte lys - skyggevirkninger, som konstruktionen giver mulighed for.

Typen er brugt både i verdslige og sakrale bygninger, og ikke mindst de tidlige udvendige trappetårne, Wendelstein (T), har mange steder denne type hvælv i hele trappens højde, men også i kirker i Danzig og mange steder i Böhmen findes typen bygget lidt senere.

For at bygge denne type hvælv er det nødvendigt at opbygge en skabelonunderstøtning for ribberne. Når ribberne er muret over skabelonen, kan denne fjernes, og kapperne udfyldes og til sidst — som det er sædvane i Sachsen — kan hvælvet pudses og males. Hovedbygmester var, c.1477, Arnold von Westfalen.
[Fuhrmann, p.51f]

Teglbrænderen - bygmesteren

Stenmesteren

Organisationen bag de store kirkebyggerier var naturligvis omfattende og vel lige så kompliceret som i dag. På den finansielle side var det biskopper, abbeder, magthavere, der fremskaffede kapital, og ledelsen af den tekniske side var en arkitekt eller stenmester. De forskellige europæiske lande havde ikke samme tekniske organisationsstruktur, men i tidlig midelalder - og nogle regioner også senere - var stenmesteren og arkitekten en og samme person. Funktionerne, som stenmesteren skulle kunne udføre, var A: den arkitektoniske med rumfordeling, stilart og udsmykning og B: den teknisk-praktiske med styrkeforhold og materialehåndtering, fundamentsopbygning etc. Senere i middelalderen begynder opsplitningen af de to funktionsgrene i forskellige personer og uddannelser at vise sig.
[Ringsted Sct. Bendts Kirke, 1997, p.95]

Stenhuggermesterens position var forskellig alt efter, hvor han fungerede. I Italien fik en stenhugger mesterstatus, når han blev optaget i lauget, men han var på byggepladsen underlagt mureren, der opførte råhuset, og stenhuggeren udfærdigede kun ornamenter og facader.

I Nordeuropa var stenhuggermestren, master mason, derimod oftest den ledende chef på byggepladsen uden dog nødvendigvis også at være byggeriet arkitekt.

Byggeledelsen — enten det nu var stenhuggeren eller mureren — skulle også være den ansvarlige for tegninger, personaleansættelser og materialeleverancer. Fra omkring 1300 træder en anden type arkitekter frem. Nu er det konstruktører med et godt kendskab til matematik og især geometri, der tegner kirkernes komplicerede dele som for eksempel stavværkerne i rosevinduerne, men styrkeberegninger kunne stadig ikke udføres.

Sidst i perioden — hen mod år 1500 — havde de største stenhuggere så mange opgaver i gang sideløbende, at de ikke kunne deltage i det praktiske arbejde. De fungerede så gennem mellemledere, byggepladschefer, på hvert arbejdssted.

Teglbrænderen

Teglbrænderen var en anden profession, men kilderne fortæller ikke ofte, om der er tale om den ene eller anden uddannelse. En teglbrænder hedder i de latinske kilder en magister laterum, men da ordet "laterum" egentlig kun er relateret til sten uden type, så er flere tolkninger mulige [KLfNM]. De enkelte teglbrændere kan følges på deres mestermærker stemplet i stenen, inden disse brændtes, mens murermestrenes kan følges ved de mestertegn, der er påsat de færdigmurede og måske malede vægge.

Indtil slutningen af middelalderen var uddannelsen til håndværket en lærlingetid på 5 til 7 år efterfulgt af nogle svendeår, journey man, hvor svenden kunne rejse omkring til forskellige byggepladser for at få erfaring. I middelalderen var disse vandreår ikke sat i system, som det senere naversystem var. Til mesteroptagelsen krævedes, at svenden kunne tegne og anvende skabeloner, men formelle tekniske krav eksisterede ikke.

Fundamentet og byggeriet

Der var ikke i middelalderen mulighed for at beregne sig frem til belastninger eller styrker på en bygnings dele. Man måtte betro bygmesteren eller stenmesteren at bygge efter sin erfaring. Man havde enkelte hjælpemidler som trekanter og passere, og man kendte til beregning af retvinklede trekanter på den måde, at man vidste, at en trekant med siderne 3 : 4 : 5 havde en ret vinkel.

Grundlæggelsen af en kirke skete principielt ved at den løsere overjord blev gravet bort, og bunden planeret, så bygningsomridset kunne afsættes. Var bundforholdene ikke tilfredsstillende, kunne man pilotere med tømmerstokke, der blev drevet ned med en mekanisk rambuk, hvis kraft kom fra trædehjul eller kreaturvinder (spil). Pilotering er bl.a. fundet under Jakobskirken i Stralsund.

Den første byggelinje, der skulle afsættes, var øst-vestlinjen, som bestemte kirkens længdeakse. Man kunne måle retningen til solen ved dens op- og nedgangstidspunkt ved at placere stokke efter solens skygge, eller man kunne måle solen i syd til middag, hvilket dog krævede en form for kvadrant, så største højde kunne observeres. Ud fra disse retninger kunne man findes øst-vest. Den bedste og heldigste dag at gøre det på var skytshelgenens festdag.

Når øst-vest-linjen var afsat, kunne bygmesteren med sin passer og den retvinklede trekant afsætte de yderligere positioner på kirkens hjørner. Med trekantberegningerne kunne bygningshøjder også senere bestemmes, når man pejlede toppunktet og opmålte distancen mellem observatør og fodpunkt.
For at holde tingene i vater brugte man en lang plan liste, der kunne lægges over det, der skulle måles. På listen anbragte man en trekant med sin længste side på listen. I trekantens toppunkt var en lodsnor fastgjort, og på trekantens grundlinje var sat et mærke for det lodrette plan. Lodsnoren skulle så ramme denne kærv, når bygningsværket holdt sig i vater.
[Kiesow, 2002, p.58]

Fundamenterne blev anlagt bredere end de mure, der blev bygget ovenpå. Fundamentsmaterialet var kampesten, der havde tyngde og samtidig evnede at stoppe fugt fra jorden i at trænge op i murstenene. Det øverste fundamentslag var ofte flækkede sten for at få en planere byggeflade.
[Kiesow, 2002, p.75]

Nyere udgravninger i Danmark har vist varierende brug af materialer til fundamenter. Det generelle har været afgravning af topjorden ned til fast grund i mellem 2 og 4 meters dybde og i en bredde på mellem 120% og 150% af den påtænkte murs bredde. Fundamentet kunne da - og noget efter regionale mulighede afhængig af undergrundens indhold af sten, kampesten og sand - blive varierende komposittype: Sten - kampesten - sten med mellemlæg af sand, eller sten sat med sand imellem, eller sten sat med mørtel. Fundamenter med de nævnte materialer var visse steder suppleret med teglstensmateriale. Udgravningsrapporterne viser en stor variation, og valget af materiale må nogle steder have givet besværlige og længere transporter, og der er fremsat tese om, at bygmesteren måske har besluttet sig for en fundamentstype, vedkommende var kendt med, selv om byggelokaliteten ikke havde naturlig forekomst af det valgte materiale.
[ID=1271 p.279ff.]

Murværket
Muringen kunne være som fuld mur, dvs. en kompakt murstensmur, hvor begge sider er murede, og eventuelt midterfyld ligeledes er muret med skifter og indpasset i yder-indermurene, men med brug af en ringere kvalitet sten.
Både Ringsted og Sorøs første bygningsmasse er opført af fuldmur, men faglitteraturen advarer mod at anvende skellet mellem fuldmur og kassemur til dateringen.

Murtykkelsen
De fleste mure er dog opført som kassemure, hvor indmaden ikke er opbygget med hele sten i skifter og forbandt, men er fyldt ud med murbrokker og småsten og bundet sammen med mørtel. Kassemure er materialebesparende.
Som eksempel på murtykkelser har Danmarks Kirker givet følgende mål for Løgum Klosterkirke:
Ældste kapeller (c. 1225) med tykkelsen 80 - 100 cm.
Yngste kapeller og sideskibe (c. 1230) med tykkelsen 100 - 125 cm.
Gavle i koret (c.1235) med tykkelsen 140 cm.
Nordre korsarm (c.1240) med tykkelsen 160 cm.
Skibet (ca. 1280-1290) med tykkelsen 180 cm.
[Hisch, p.11. DK: XX-XXIII, bind 2 (1957) p.1057]

Stilladser
Når bygningen nåede i højden placeredes stilladser på den færdige mur. På grund af træmangel kunne stilladserne flyttes. Deres vandrette bærebjælker passede ind i huller i murværket, hvor de blev forankret. Man ser derfor ofte på bygningerne i højden nogle steder, hvor der mangler enkelte sten gerne med samme mellemrum og samme højdeforskel. Det var de steder, hvor stilladsbjælkerne gik ind i murværket.

Efter gotikkens frembrud blev mange lofter udskiftet med hvælv. Disse byggedes ved først at danne et træskelet, der opsattes hvor hvælvribberne eller hvælvgjordene skulle placeres. Oven på skelettet byggedes så med sten, og når murværket var hærdet, blev stilladset flyttet og genbrugt til næste hvælvfag. Kapperne mellem ribberne blev muret uden skelet.

Tagkonstruktion og tagdækning

Tagkonstruktionen i vore mange gamle kirkebygninger og færre klosterbygninger er ofte fornyet. Mange kirkers tagetage har været brændt, mange har lidt under dårlig vedligeholdelse og er derfor nødtvungent blevet udskiftet. I forbindelse med omlægning af lofter i kirkerne fra plane plankelofter til hvælvede lofter har mange tagkonstruktioner måttet udskiftes med anden type. I Karmeliterklostret i Helsingør blev tagkonstruktionen udskiftet i forbindelse med restaurering i 1900-1907, hvor en konstruktion, der først blev sat op i 1589, blev udskiftet med en mere original type i 1907 (og senere fornyet i 1976).

Til tagdækning blev benyttet teglsten af typen nonner og munke også kaldet hulsten, da de var hule, konkave - konvekse. Det har fx Skt. Mariæ Kirke i Helsingør. "Munkene" havde en størrelse på ca. 37 x 13,5 cm, mens nonnernes størrelse var ca. 37 x 19 cm. De blev lagt med et overlæg på ca. 7 cm, således at den hule side på nonnerne vendte opad og på munkene vendte nedad og spændte over mellemrummet mellem to nonner. For at holde stene på plads på taglægterne var de på bagsiden forsynet med en "nakke" - en lille tap, der anbringes mod lægtens overkant og kan forhindre stenen i at glide ned ad taget. Desuden hæftes en del af stenene med tråd til lægten. Denne teglstenstype kendes fra hele Europa fra tidlig tid og forblev den mest anvendte i Danmark op til omkring 1500, hvor vingetagstenen fremkom (og stadig anvendes i dag i let moderniseret udgave).

En anden tidlig type tagdækningssten - muligvis ældre end munke/nonne-typen - var "bæverhalerne" - de flade spadeformede lange plane teglsten. Fund af stentypen ved udgravninger har vist størrelsen ca. 25 x 17,5 cm og en tykkelse på ca. 2,5 cm, mens sten af samme type fremstillet i dag holder målene ca. 39 x 18 cm og 1,8 cm tykkelse. Typen er beregnet til at blive lagt med stort overlæg. Bæverhalerne har også en nakke på bagsiden, så de som munke/nonner kan ligge an mod en lægte. Begge typer tegltagsten blev desuden lagt med mørtel, understrygning, på de samlinger eller mellemrum, hvor vandindtrængen skulle forhindres.

En dyrere middelalderlig tagdækning var med blyplader. Kobberplader blev først anvendt efter middelalderen; dog havde Vitskøl et kobbertag, som Frederik II i 1563 rekvirerede til våbenproduktion [ID=1271 p.313].

Den romerske tagdækning bestod af en bred, plan underligger med opbøjede sidekanter. Den kaldtes for tegula pl. tegulae. Hvor to tegulae stødte sammen placeredes en overligger af form som et halvt rør kaldet embrex pl. imbrices med åbningen dækkende to underliggeres sammenfaldende kanter. Denne type har stort set svaret til den middelalderlige brug af munke/nonner.

Terrakottafliser

Der var steder, hvor der var mangel på kalksten og sandsten til de partier, der skulle udsmykkes særligt. Her blev der brændt relieffer og fliser i terrakotta. Der importeredes kalksten fra Sverige til både Danmark og Tyskland. De kom som ballaststen på skibene og blev derfor på tysk kaldt Laststeine (T).

Disse grundlæggende forhold ved byggeri havde allerede Vitruvius beskrevet i sin arkitekturlære fra omkring år 20 e.Kr.

Kildelitteratur

-: Danmarks Kirker, Ribe Amt, 1. Bind, Nationalmuseets Forlag, 1979, [10510]
-: Danmarks Kirker, Frederiksborg Amt, 3. Bind, Gad, 1970, [10454]
-: Encyclopedia Britannica, paper edition 1999, digital edition 2008 [EB].
-: Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, 1-22, R&B. 1981 [KLfNM].
-: Ordbog over det danske Sprog, [ODS]
-: Salmonsens Leksikon, 2. udgave, [SAL]
Anon, 1997: Ringsted Sct. Bendts Kirke, Flensborg Forlag, [9068].
Bjørn, Hans & Lise Gotfredsen (aut.), 1996: Århus Domkirke Skt. Clemens, Menighedsrådet, [ID=1284].
Ching, Francis D. K., 1995: A Visual Dictionary of Architecture, VNR Books, N.Y. [10146].
Clausen, Kirsten H. & Vestergaard, Torben A. (ed.), 2010: Flensborgsten - om murstensformater, teglhandel og arkitektur, Museum Sønderjylland, [10618]
Curl, James Stevens (ed.), 1999: Oxford Dictionary of Architecture and Landscape Architecture, OUP, [10188]
Erdmann, Wolfgang, 1995: Zisterzienser-Abtei Doberan - Kult und Kunst, Die Blauen Bücher, [10385]
Fleischer, Jens, aut., 2007: Arkitekturleksikon, Nyt Nordisk F. [ID=1895].
Fuhrmann, Dietmar, 1997: Meissen Albrechtsburg, MDV, [9794].
Gregersen, Bo et al., 2003: Øm Kloster, Syddansk Univ.Forlag.
Hisch, Connie et al., 1993: Tegl 19 — Tegl i Danmarks Middelalder, Kalk- og Teglinformation, [8922].
Kiesow, Gottfried, 2002: Bauten der Macht - Wege zur Backsteingotik, Monumente, [10397]
Kiesow, Gottfried, 2007: Wege zur Backsteingotik - Eine Einführung, Monumente, [10396]
Kristensen, Hans Krongaard, 2013: klostre i det middelalderlige Danmark, Jysk Arkæologisk Selskab, [ID=1271].
Kristensen, Hans Krongaard & Bjørn Poulsen, 2016: Danmarks byer i middelalderen, Aarhus Univ.Forl. [ID=5349].
Møller, Elna, 1964: Tegl 8 — 800 år i Danmark, Teglindustriens tekniske Tjeneste, [Tegl8].
Pedersen, Jens Brink et al., 1995: De danske Kalk- og Mergelselskaber, Udgivet af do. [9505].
Pevsner, Nikolaus, 1997: Europas arkitekturhistorie, Pol.
Steenberg, Jan, 1935: Studier i dansk og nordtysk Teglstensarkitektur i 13. Aarhundrede, Gad, [10660]
Sterum, Niels T., 2010: Løgum — Kloster, slot og by "Pionerer i ødemarken", Museum Sønderjylland, Museets skrifter vol. 3, [ID=6590].
Taylor, Rabun, 2003: Roman Builders - A Study in Architectural Process, CUP, [10117]
Wood, Eric S., 1995: Historical Britain. Harville.
Yorke, Trevor, 2004: The English Abbey Explained, Countryside Books, [10437]

Se desuden kildelitteratur generelt til historiske artikler.

I 2014 har jeg konstateret, at andre internetsider om middelalderemner har kopieret direkte fra denne tekst en del oplysninger af teknisk art, men de har ikke fulgt op på mine revisioner.

Læs her tekster om kirketyper og kirkers bygningsdele.

Opdateret 2014-07-14 & 2020-08-04.
Videre til religionshistoriske sider.	Retur til toppen af siden.
Retur til religionshistorisk arkitekturs forside	Videre til mappen med ordensvæsensartiklerne.
Retur til religionsforsiden.	Retur til hjemmesidens forside.