INDRETNING I DEN ORTODOKSE KIRKE

Opdateret 28. juli 2012.

Indholdsoversigt

Indledning

Den efterfølgende tekst er en kort beskrivelse af nogle væsentlige forhold i den ortodokse russiske kirkes arkitektur, indretning, symbolværdier, liturgier, organisation og kronologi. Teksten skal tjene som oversigt i forbindelse med besøg i forskellige russiske kirker samt til forståelse af kirkens betydning i historisk perspektiv i Rusland.

Ordet for kirke på russisk kan være tserkov, men i mere højtideligt sprog benyttes ordet khram / xram. Domkirker er gerne kaldt sobor, der er det gamle ord for forsamling.

Arkitektur

Kirkeform

Grundformen kan have forskellige planløsninger, men er oftest korsformigt efter græsk skik med lige eller næste lige lange korsarme. Normalt er retningen øst-vest som for vore kirker, hvilket jeg går ud fra i den følgende beskrivelse.
Der ses ofte kirker med to søjler i hver side, så der dannes et midterskib og to sideskibe. De tre skibe kan dog ofte have samme loftshøjde.

Kirkens bygningsafsnit

Kirken er opdelt i tre hoveddele: en mod vest liggende narthex eller forhal; et hovedafsnit for menigheden, naos eller skib; og alterrum = koret med alter, der er adskilt fra naos med en væg, ikonostasis.

Narthex - forhallen
Forhallen er et af de oprindelige afsnit, men har mistet noget betydning med tiden. Den var opdelt i to dele: den udvendige exonarthex og den indvendige esonarthex. Den indvendige del var beregnet til opholdsplads for de endnu ikke døbte eller godkendte. Her skulle katekumenerne stå under nadveren, som de ikke måtte deltage i. De yderst bodfærdige måtte endda kun stå i exonarthex, da deres synder endnu ikke var tilgivet.

Naos - skibet
I skibets østende, hvor alterrummet, bema, begynder med en forhøjning, er denne gerne som en tribune ført nogle meter frem foran ikonostasis og ind i skibet. Den kaldes her for soleas. Fra soleas kan der være en slags catwalk, løbebro, der midt for de hellige døre rækker lidt længere mod vest og ender i en talerstol, der kaldes for ambon, der egentligt bare er ord for noget højt. Herfra fremsiger diakonen visse bønner, og præsten kan prædike herfra.
På soleas sider mod nord og syd kan der være placeret sangere og oplæsere. Disses pladser kaldes for chor.

Alterrum
Alterrummet er gerne løftet et par trin i forhold til resten af kirkerummet for bedre syn fra menigheden. Midt for i rummet står det firkantede alterbord, hvor hjørnerne symboliserer de fire verdenshjørner og frembæringen af det ublodige offer til alle verdens folkeslag i alle retninger. En sådan symbolik med retninger, antal, etc. forbindes i den ortodokse kirke med så godt som alt inventar og arkitektur, og jeg vil ikke fremover bemærke enhedernes symbolværdi.

Korets østvæg er ofte rundet - med apsis, hvor der er afsat plads til biskoppen og for celebranterne på hver side af biskoppen.

Alterrummet er afskærmet fra naos med en væg, en korskranke, der oprindeligt var lav og kunne have nogle søjler på toppen, men senere blev en heldækkende væg, templon, men også kaldet ikonostasis. Væggen kan være permanent og heldækkende, eller den kan have en mindre udstrækning i højden og være opstillet. Væggens indretning skal være indrettet på en bestemt måde, hvor der i midten er en tofløjet dør, der kaldes de hellige døre eller de kongelige døre.
[Arven p.128]

Udvendigt
Løgkuplerne er kendetegnende for mange russiske kirker, men de er et forholdsvis sent fænomen. De begyndte først at blive udbredt anvendt omkring 1700-tallets begyndelse, og de tidligste er fra midten og slutningen af 1500-tallet, hvor de var en sjældenhed. Et eksempel er Ivans kirke ved Den Røde Plads, men den blev ombygget under Ivans søns regering i 1500-tallet.

Der findes eksempler på tidligere kupler på russiske kirker, men de var ikke løgkupler.

Inventar

Ikonostasis

Den mest fremtrædende inventardel er ikonostasis, der kan være indsat i kirkerummet uden at nå til loftet noget lig de engelske korgitre eller kormure: rood screens, men den kan også være en helvæg. Ikonostasen er først opstået efter ikonoklasmen, der varede fra omkring 726 og sluttede omkring 847, men altså før den russiske missionsvirksomhed satte ind.
Oprindelsen var en slags lønning eller gelændertop, hvorpå ikoner kunne stilles som på kaminhylden, men efter ikonoclasmen udviklede væggen sig og fra 1000-1200 var der typisk to rækker ikoner, mens den høje "væg" først kom frem tidligt i 1400-tallet, hvor den lokale række og deesis-, festdags- og profetrækkerne blev almindelige. Som den seneste udvidelse kom forfædrenes eller partriarkernes række med fra 1500-tallet.

Ændringerne i væggens højde blev nødvendig, efter der i sidste halvdel af 1300-tallet blev indført et liturgisk skifte fra den stoudioske rite, der havde været i brug siden 1057, til fordel for den jerusalemske rite, efter hvilken menigheden ikke måtte overvære nadverens tilberedelse eller forberedelse, proskomiden.
Stoudiosriten er opkaldt efter Sankt Theodore fra Stoudiosklostret, 758-826. Han var abbed i klostret, der lå i Konstantinopel.
Jerusalemriten blev nedskrevet i Sankt Sabbasklostret i Palæstina og senere anerkendt af hele Jerusalempatriarkatet, hvorfra det bredte sig til russiske klostre.

Ikonostasis erplaceret på en forhøjning kaldet solea, og den er normalt fuldstændigt dækket eller smykket med ikoner, og har tre døre, der leder fra naos ind til alterrummet. Den midterste dør er tofløjet og større end de to øvrige. Midterdøren kaldes for de hellige døre eller de kongelige døre. Navnet skyldes, at præsten gennem disse fra alterrummet bærer det forvandlede vin og brød ud til menigheden i naos, og nadvergaverne er på dette tidspunkt at betragte som Jesus.
Sidedørene kaldes bl.a. for engledørene på grund af den udsmykning, der ofte findes på dem. I små kirker kan der i stedet for sidedørene være åbninger med forhæng, og i meget store kirker som i kroningskirken i Moskvas Kreml er der fem døre i ikonostasen.

Den nordlige dør fører ind til området, hvor ofringsbordet er opstillet; med et fremmedord kaldes den for prothesis (det samme ord bruges om bordet inden for ikonostasen, hvorpå offergaverne tilberedes).
Den sydlige dør, der også kaldes for diakonens dør og diaconicon, fører ind til den del af koret, der kan kaldes et sakristi, hvor udstyr, dragter og redskaber til gudstjenesterne opbevares og forvaltes af diakonerne.

Billederne på ikonostasien er placeret i en bestemt orden. Man inddeler forklaringerne efter de vandrette rækker af billeder. Nederste række er rækken med dørene. I den følgende forklaring er højre og venstre soms et fra skibet mod alteret.
Over den kommer der række to, tre og fire. I nogle tilfælde helt op til syv vandrette rækker.

Nederste række - dørrækken - lokale række
De midterste hellige døre har ofte i højden tre felter i hver halvdørs fyldning. De øverste i hver side danner tilsammen billede i forbindelse med Mariæ Bebudelse. De to underste felter i hver side har motiver med evangelisterne.
Over dørene i døroverliggeren vises den sidste nadver.
I feltet til venstre for dørene Jomfru Maria med Jesus som baby på armen. Til højre for dørene vises Jesus, der gør det hellige tegn med fingrene og kan holde en skriftrulle eller bog med venstre hånd.
På ydersiderne af de to sidedøre er der vist helgener af lokal betydning. Ved siden af Jesus gerne den helgen, som kirken er indviet til. Og i venstre side en anden lokal helgen, der fx kan være byens skytshelgen, men der er ingen navneafhængighed bundet til feltet.

På de nordlige og sydlige døre hænger ikoner af engle, der agerer som sendebude til menneskene.

Anden række fra neden - Deeisrækken - forbønsrækken
Denne række og næste række er af og til byttet om.
Rækken forbindes ofte med fremmedordet suppllikationsrækken, der betyder hvor / hvem man opsender bønner til for at opnå noget hos de hellige personer.

Hvis vi begynder med rækkens midterfelt, så er det udfyldt med Jesus som Pantokrator - Verdens Sejrherre = Den Almægtige på sin trone. Til højre for ham ses Johannes Døberen og i næste felt ærkeenglen Gabriel. De følgende felter ud ad mod højre siden er der valgfrit brug af ikoner med apostle, kirkefædre etc.
Rækkefølge af helgenere og andre hellige personer kan afspejle den orden, de påkaldes og tilbedes under proskomiden.

Til venstre for Kristus Pantokrator ofte et Mariaportræt, på græsk Theotokos med Jesus. Hun indtager da den hodegetrinske stilling, dvs. med hånden pegende mod Jesus, som den vej man skal følge for frelse. Hun kan også være i bønfaldelsesattitude.
Hodegetrinske er opkaldt efter Hodegetriaklostret i Konstantinopel, der besad et ikon i denne udførelse.
Den anden klassiske Maria+Jesusstilling kaldes for den eleusiske, dvs. ømhedsstillingen, hvor Maria og barnet lægger kind mod kind, og Maria bruger begge hænder på barneplejen.
Næste felt mod venstre udfyldes af ærkeenglen Michael, mens yderligere felter mod venstre lige som mod højre kan vise apostle og kirkefædre. Af apostlene er Peter og Paul de foretrukne.

Tredje række fra neden - hellidagsrækken
I denne række er der ofte, hvis bredden tillader det tolv ikoner for de vigtigste kirkefester i årets løb. De er opstillet kronologisk begyndende fra den nordlige side af ikonostasis.
De fastsættes stadig efter den julianske kalender, og i de moderne udgaver er det sædvanligvis følgende.
Begynder vi fra venstre er det gerne:
  1. Marias fødselsdag - Vor Frues Dag - Maria nativitas, den 8. september.
  2. Helligkorsrejsningen - Korsets Ophøjelse - Hellig Kors dag - Exaltatio crucis, den 14. september (fra år 631).
  3. Maria introduktion i templet som treårig - Marias Ofring - Marie Åbenbarelse - Mariæ præsentatio, den 21. november.
  4. Jesus fødselsdag - Natalis Domini, den 25. december.
  5. Jesus dåb - Hellig Tre Kongers Dag - Epiphania Domini, den 6. januar.
  6. Jesus introduktion i templet - Kyndelmisse - Marie Renselsesdag, den 2. februar.
  7. Marie Bebudelsesdag - Mariæ annuntiatio - Mariæ Salutatio, den 25. marts.
  8. Kristi Forklarelse (på Tabor), Transfiguratio Domini, den 6. august.
  9. Marie Himmelfart - Mariæ Dormitio - Mariæ Assumptio, den 15. august.
10. Palmesøndag.
11. Kristi Himmelfartsdag.
12. Helligtrefoldigheds søndag - Trinitatis - Trinitatis Dominica.

Men der har til andre tider været andre fest- eller helligdage udvalgt til ikonerne. Fra The Russian Icons [10527] nævnes i rækkefølge:
  1. Maria Bebudelsesdag.
  2. Jesus fødselsdag.
  3. Jesus præssentation i Templet som nyfødt (inden eller på den fyrretyvende dag efter fødslen).
  4. Jesus dåb.
  5. Kristi Forklarelse.
  6. Lazarus' opvækkelse.
  7. Jesus indtog i Jerusalem.
  8. Korsfæstelsen.
  9. Opstandelsen.
10. Kristi Himmelfart.
11. Helligåndens nedstigen.
12. Jomfru Marias Himmelfærd.

Denne gruppe ikoner havde tidligt plads på ikonostasis. Senere kom flere helligdage til, og især følgende blev benyttet:
Jomfru Marias fødsel,
Jomfru Maries forestillelse i templet,
Medio pentecost - midtvejs mellem påske og pinse, dvs. den 25. dag efter påske.
(jeg kender ikke et danske navn for dagen, men der henvises til Joh. 7:14, hvor løvhyttefesten fejres).
Den sidste nadver.
Fodtvætningen.
Jesus pågribelse.
Nedtagningen fra korset.
Jesus begravelse.
Jesus åbenbarelse for Thomas (Joh. 20:26-31).

Det kan altså være lidt uheldigt at kalde rækken for festdagsrækken, når også nogle af de sørgelige dage, der bedre kan betegnes som helligdage, optræder blandte de mulige emner til ikonernes temaer. Man skal altså være forsigtig med at tyde denne række, og en nøjagtig bestemmelse af ikonernes motiver kræver både en tidsbestemmelse og et godt kendskab til emnerne og den måde de symboliseres på i ikonerne.

Fjerde række fra neden - profetrækken
Fjerde række fra neden kaldes for profeternes række, men der kan være byttet om på række fire og fem, og det er ikke i de laveste og fattigste kirkerum så ofte at se mere end højest fire rækker i ikonostasen.

I midterfeltet er der gerne en ikon af Maria og på begge sider af denne en række fra tre til seks profeter fra det Gamle Testamente, og det kan være ikoner med Jacobs tolv sønner.

Femte række fra neden - patriarkrækken
Femte række kaldes for forfædrenes eller patriarkernes række. Midterfeltet udfyldes gerne med en ikon med den hellige treenighed, og på hver side af den tre til seks patriarker fra det Gamle Testamente. De er gerne taget fra personkredsen i GT fra Adam til Moses m.fl.
En anden kilde hælder til, at her vises de tolv apostle og så med Kristus i midten iført yperpræstedragt med en bedende Jomfru Maria til højre hånd og en bedende Johannes Døberen til den venstre.

Om ikonerne

Ikoner males efter ganske bestemte metoder, der næsten kan kaldes ritualer, og hvor procesbeskrivelsen foreskriver et rent sind og andre renselseselementer fordi, det er hellige ting, man har med at gøre. Men den praktiske del består af fremstilling af en træplade af passende størrelse. Pladen skal sikres mod senere at slå sig og sprække, og den skal forberedes som malegrundlag.
Selve malingen er med farver opløst i æggeblomme, temperametoden. Der males modsat mange normale maleteknikker med de mørkeste farver først og der lægges så lysere og lysere lag på maleriet, der til sidst dækkes med en linoliefernis. Hvor der skal være guldbelægning, gøres dette før malingen.
Ofte er et ikon dækket af ædle metaller formet, så de dækker det meste af ikonen, så kun hoved og hænder er synlige. Foruden dette ædelmetalsskjold er ikonerne også udsmykket med ædelstene, og forskellige smykker og andre værdifulde ting kan placeres på ikonet, der endelig kan være sat i en ramme omgivet af kostbare stoffer med indvævede guld- og sølvtråde. Denne skik toppede i 1600-tallet, hvor rige mennesker bekostede umådeligt dyre udsmykninger på ikonerne. De mirakeludvirkende ikoner var de mest efterspurgte og pyntede. Jomfru Maria var topscorer, og en kirkes vigtigste ikon var ofte ikke placeret i ikonostasis, men var fritstående foran ikonvæggen, så flest muligt hurtigt kunne komme til at bede, kysse og tilbede ikonet.

Det er bevidst, at man forventer, de hellige ikoners person bliver beæret af den megen udsmykning, og derfor vil være mere stemt for at opfylde ens forbøns ønsker.

Processionsikoner var ofte dobbeltsidet udsmykket, så de kunne betragtes fra begge sider under vandringerne med det.

Øvrige inventar

Alterrummet

På ikonostasis lige bag de hellige døre er opsat et forhæng, der kan dække dørene. Forhænget er en repetition af forhænget i templet i Jerusalem.

Alterbordet
Det firkantede alterbord er dækket med to klæder. De dækker bordet totalt. Det nederste klæde kaldes for katasarka (rus.: sratschitza), og det er fremstillet af linned. Det øverste klæde kaldes for endytion og er lyst. I tidligere tider var alterbordet ofte sat under en baldakin, kiborion, der skulle beskytte alteret mod snavs.
[Arven p.127]

Af inventar på bordet findes:
A- et silkeklæde, antiminsion = i stedet for et bord, med broderede scener fra Jesus begravelse og af de fire evangelister. Antiminsionen skal have et relikvie indsyet.
B- Før det ved nadveren tages i brug er det foldet og lagt ind i et andet klæde, der kaldes for iliton = eileton. Denne dobbelte klædespakke ligger midt på bordet ved vestkanten.
Klæderne sammenfoldes atter, når liturgien er forbi. Ingen liturgi må celebreres uden et antiminsion. Enhver påbegyndt liturgi skal fuldendes - om nødvendigt ved at pakke nadveren ind i klæderne og bringe dem uden for, hvis fx en ildebrand forhindrer fuldendelsen på stedet.
Brugen af klæderne opstod ikke tidligere end i 800-tallets begyndelse.
C- En brødæske, der skal indeholde de forudindviede gaver i den periode, hvor der ikke forvandles brød og vin, dvs. fasten og til påsken. Også et forråd til brug for syge og døende skal gemmes her.
D- Oven på klædespakken af iliton og antiminsion lægges et evangelium af betragtelig størrelse. Det kaldes også for alterbordsevangeliet. Når klæderne skal anvendes, løftes evangeliet op og stilles oprejst bag ved klædespakken.
E- Til venstre for klædespakken lægges gerne et mindre evangelium til præstens brug under tjenesten, hvor han kan tage det i hånden under læsningerne. Det kaldes for håndevangeliet.
F- Har man kun et evangelium, det store, lægges det på alterbordet under brugen, eller der kan være et andet bord til dette brug. Det kaldes for analogin og har en skrå læsepultform på høje ben.
G- Til højre for alterbordsevangeliet lægges et kors, alterbordskorset, til håndholdt brug. Det holdes op ved afskedsvelsignelsen, og menigheden kommer ved den lejlighed og kysser det.
H- På bordet står i hvert af de østvendte hjørner en lysestage med en eller tre stager hver.

Redskaber i øvrigt til nadveren
Foruden dækkenerne iliton og antiminsion benyttes under nadveren følgende:
  • Potirion, der er kalken.
  • Diskos, tallerken eller fad.
  • Asterisk, stjernen, der sidder på en lodret holder og bruges til at forhindre dækkenet over de hellige gaver i at berøre disse
  • Spyd, en kniv, som brødet deles med.
  • Dækkener, hvoraf der bruges tre: to mindre til at dække over kalk og disk, samt en større kaldet aër, der kan dække både kalk og disk.
  • Ske, der bruges til at hælde nadverens blanding af vin og brød ind i munden på modtagerne.
  • Svamp, til rengøring af de hellige redskaber efter brug.
  • Ripidion, viften, bruges til at vifte med over de utildækkede gaver for at ingen urenheder skal falde i dem, men kun når det er en biskop, der forretter handlingen, ellers bruges et af de små klæder til samme. I vesten anvendes gerne, i stedet for det græske, det latinske ord flabellum om viften.
  • Røgelseskar, som der svinges med under handlingerne.
Det er tilladt at rejse en baldakin over alterbordet, så det bliver et ciboriumalter.

Øvrige inventar i alterrummet
Korset bag alterbordet. Foruden det lille kors på alterbordet står der bag alterbordet på en lille sokkel et større kors, der bruges ved processioner i kirkerummet.

Det russisk-ortodokse kors
Det ortodokse kors har to tværarme, den øverste kortere end den nederste. Det kaldes også for et patriarkkors eller patriarkalkors og i Vesteuropa for Lorrainekorset henvisende til hertugen af Lorraine, der i 1099 var den sejrende i Jerusalem i det første korstog.
Korset er brugt tidligst af byzantinske kunstnere og senere overtaget af den russiske kirke.
Desuden har det ortodokse kors i Rusland så godt som altid, når det vises på kirketårne og kirkekupler samt i flere andre forbindelser, et skråtstillet fodbræt. Symbolikken i det skråtstillede fodbræt har flere udlægninger. En af dem hentyder til de to røvere, der blev korsfæstet sammen med Jesus, og fodbrættets side, der vender opad, skulle så hentyde til den angrende synder, mens den anden side vender mod helvede for den stivsindede forbryder, der ikke så lyset.
En anden udlægning forbinder fodbrættet med Andreaskorset, der har form som et X. [9733]

Lysestagen bag alteret. Ofte er der opstillet en syvarmet lysestage bag alteret.

I domkirkernes apsis er der midt for på en forhøjning en stol for biskoppen, den ophøjede trone og på hver side af tronen er der mindre prangende sæder, sidetroner, til præst eller præster og diakon. Tidligere blev bispetronen også indrettet i mindre betydende kirker.
Præstetronen kaldes for synthronon, og den kendes fra 400-tallet., som fx i Hagios Ioannis Studio-kirken.

I korets nordlige side er placeret et bord, ofringsbordet, der er lig med det græske ord protesis. Bordet er firkantet som alteret, men mindre, og det har også samme dækningslinned som alteret. På dette bord tilberedes nadverdelene under proskomidien.
I korets sydlige del, der kaldes diakonikon, fordi det står under diakonens opsyn, opbevares udstyr og dragter til gudstjenesten.

Naos-inventar

I et ortodoks kirkerum er der principielt ingen kirkebænke, men der kan være bænke langs nogle af siderne.

På soleas, hvor korene står placeres et banner, der anvendes i processionerne.

Liturgi - messe - gudstjeneste

I den ortodokse kirke benyttes ordet liturgi ofte som værende lig med højmessen inklusive nadveren.

Der står i Bergmann [8863, 3.del p.198], at det ortodokse menneske får "meddelt guddommelig kraft og udødelighed gennem de hellige mysterier, dvs. sakramenterne" her især nadveren, og "gudstjenesten må nærmest betragtes som et religiøst skuespil, hvor menigheden er tilskuere, medens de gejstlige, iført prægtige klæder, giver en dramatisk-symbolsk fremstilling af frelseshistorien fra verdens skabelse til Kristi Himmelfart."

Den ortodokse kirke har en meget betydelig del af mysticisme over sig, og en tilbedelse af eller i hvert fald ærefrygt for ikoner og helgener, og meget vidtløftig liturgi bidrager til indtrykket af en næsten overtroisk skuespil i de gejstliges optræden. Både præsternes messen, sangens uforståelighed og menighedens passivitet under forestillingerne i kirken giver et indtryk af optræden - alvorlig og seriøs, men en opførelse af et skuespil, der skal behage Vor Herre.

Helgenernes og martyrernes underværker står stærkt og som reelle ting i troen, ligesom brød og vins forvandling under nadveren til Jesu kød og blod opfattes mere absolut og reelt end i en protestantisk anskuelse.

Da prædiken og udlæggelse af ordet ikke har nogen fremtrædende plads hos de ortodokse, så bliver præsterne heller ikke hverken sjælesørgere eller prædikanter, og deres uddannelse var i mange århundrede meget mindre omfattende end i vesten, hvor meget videnskab netop blev udviklet af veluddannede gejstlige. I den russisk-ortodokse kirke blev oplæringen fokuseret på at lære bønner og ritualer, hvilket mere var en udenadslære, end kritisk vurdering af skrift og udlægning af samme.

Der må kun forrettes en daglig liturgi ved et bestemt alter. En præst må kun forrette en daglig liturgi.

Tre væsentlige liturgier

Om end liturgien ritualer er gamle, traditionelle og ændres meget langsomt, så eksisterer der ikke fuld ensartethed i liturgien. Der fandtes i oldkirken forskellige former og det accepteres derfor stadig i kirken, og i vesten findes i dag menigheder der har en vis vestlig form i deres liturgi, hvor sproget kan være det lokale og hvor nogle af de religiøse "tableauer" er modificeret eller afskaffet. Men noterne her drejer sig om den traditionelle liturgi i højmessen som den foregik omkring år 1900.

Der er i kirkeåret, kirkeugen og kirkedagen forskellige liturgier, fx ihukommelsen af helgener på disses festdage, kirkeåret højtider og de daglige tidebønner, men de forbigås her.

Der er tre væsentlige liturgier der benyttes ved højmessen. Den ældste kaldes for Sankt Basils liturgi1), og det menes, at den går helt tilbage til 300-tallet, men både denne og den anden liturgi, der kaldes for Johannes Chrysostomos-liturgien2), fik deres form i 800-tallet, altså omkring det tidspunkt, hvor Rusland blev kristnet.
Den tredje liturgi kaldes for liturgien af "De forudindviede Gavers Liturgi", The Liturgi of the Presanctified Gifts. Den bruges i fastetiden og benytter, som navnet siger, forudindviet vin og brød til en nadver søndagen efter. Den kan også findes navngivet "efter Sankt Gregorius den Store".
Der findes andre liturgier som fx Sankt Jakobs eller apostlen Jakobs, der benyttes i Jerusalem.
1) St. Basil, c. 330 - 379, uddannet i både hedenske og kristne akademier. Han valgte eneboertilværelsen i 358 og slog sig ned ved Neocaesarea, nu tyrkiske Niksar, ved floden Iris. Herfra missionerede han sammen med St. Gregor af Nazianzus. Fra 370 var han biskop i Caesarea i Kappadokien til sin død.
2) St. Chrysostomos, 347 - 407, blev uddannet i Antiocha i et hedensk akademi som jurist og senere studerede han teologi samme sted, hvilket bragte eneboertrangen frem i ham, men på grund af familiemæssige forpligtelser over for sin moder blev det først til noget i 373. Allerede i 381 blev han diakon i Antiocha, præst i 386, hvor han blev sat i gang med at prædike, hvad han var så god til, at han fik sit tilnavn heraf. Blev biskop og patriark i Konstantinopel fra 398 og betragtes som en af de græske kirkefædre.
Han ragede uklar med kejserinde Eudoxia og blev afsat og forvist af kejser Arkadios. Men da det ikke slog ham ihjel øjeblikkeligt, så blev han yderligere forvist og skulle rejse til fods og udsat for vejrliget døde den ældre herre.

St. Basils liturgi kendes i en kortere og en længere version. Den korte er den ældste og anvendes i den koptiske kirke. Udvidelsen til den længere form er muligvis foretaget af Basil, og den var i flere hundrede år den byzantinske hovedliturgi, men blev på et tidspunkt indskrænket til brug på visse dage i fasten, påsken og Helligtrekonger. Den anvendes derfor nu kun 10 gange årligt.
Da Basils liturgi gik af almen brug blev St. Chrysostoms version den almindelige ortodokse liturgi. Den kendes fra et manuskript fra omkring år 900, og hovedparten af teksten er meget yngre end Chrysostomos' tid. Både elementer fra St. Jakobs liturgi fra Jerusalem og St. Marcus' fra Alexandria er indflettet i Chrysostomos', og den anvendes i flere forskellige slaviske sprog med en del senere tilføjelser.

Ophavsmanden til den tredje liturgi, "den forudinviede..." kendes ikke, men den første overleverede nedskrivning blev udført af Gregorius Dialogus = Gregor den Store, pave fra 590. Han døde 604. Tilnavnet fik han efter sit værk af samme navn fra 598. Det anvendes i de dage i fasten, hvor der af religiøse grunde ikke foretages en forvandling af vin og brød.

Liturgiens processer - dens gennemførelse

Der fandtes adskilte liturgier for katekumerne og for menighedens fuldgyldige medlemmer. Selve messens indledning er ikke gennemgået her. Jeg begynder, hvor der skal afholdes nadver.
Liturgiens trin listes kun med de fysiske processer for at få overblik over rækkefølge og hvad visuelt kan observeres, når tjenesten udføres af en præst og en diakon. Bønner og sang overspringes.

  1. Præsten og diakonen er iklædt deres normale talar, præstekjolen.
  2. Begge stiller sig foran de hellige døre og bukker tre gange og fremsiger bønner og tekster. TF.
  3. De flytter sig til højre for dørene ud for Jesusbilledet og knæler. TF.
  4. De kysser Jesusbilledet.
  5. De rejser sig går til venstre for de hellige døre og knæler foran Mariabilledet. TF.
  6. De kysser det hellige billede og rejser sig.
  7. De flytter sig hen foran de hellige døre og bøjer hovederne. TF.
  8. De vender sig mod menigheden og bøjer sig mod denne.
  9. De går gennem de hellige døre ind i alterrummet. TF.
10. De bøjer sig tre gange mod alterbordet. De kysser begge evangeliet på alterbordet. De kysser alteret.
11. De aftager deres talar og bukker mod øst og fremsiger tekst.
12. Diakonen tager sit sticharion og orarion i højre hånd og går hen foran præsten, der velsigner begge dele.
13. Diakonen træder til side og ifører sig sticharion, kysser orarion og lægger det over venstre skulder.
14. Diakonen tager epimanikierne på. TF.
15. Præsten tager sticharion i venstre hånd, bukker mod øst, gør korsets tegn og fremsiger tekst.
16. Præsten iklæder sig sticharion. TF.
17. Præsten tager epitrachilion, gør korsets tegn, kysser det og tager det på (evnt. også epigonation). TF.
18. Præsten tager bæltet, gør korsets tegn over det og tager det på. TF.
19. Præsten tager det højre epimanikon på og fremsiger tekst. Derefter tager han det venstre på. TF.
20. Præsten tager phelonionet, kappen, gør korsets tegn over det, kysser det og tager det på. TF.
21. Præsten vasker sine hænder. TF.
22. Mens præsten har iklædt sig, er diakonen gået hen til ofringsbordet og har stillet diskos til venstre og kalken til højre.
23. Begge står foran ofringsbordet. De bukker tre gange for det. TF.
Proskomidien
24. Tekst fremsiges. Præsten tager prosphoraet, brødet, i venstre hånd og spyddet i højre hånd. Gør tre gange korsets tegn med spyddet over brødet. TF.
25. Præsten støder spyddet i brødets højre side, der er den side, der vender til samme side som præstens venstre hånd. Begge fremsiger tekst.
26. Diakonen ser på præstens partering af brødet og holder sit orarion løftet. TF.
27. Præsten støder spyddet i brødets venstre side, skærer. TF.
28. Præsten stikker spyddet i brødets overside længst væk fra sig, skærer og begge fremsiger tekst.
29. Præsten stikker spyddet i brødets overside nærmest ham selv, skærer og begge fremsiger tekst.
30. Præsten stikker spyddet ind i brødets underste dels venstre side og udtager et stykke brød. TF.
31. Præsten lægger brøddelen med oversiden nedad på disken. Diakonen siger "Slagt Herre!"
32. Præsten skærer over kors i brøddelen på disken og vender det om med oversiden opad. TF..
33. Præsten stikker spyddet i brøddelens højre side. TF.
34. Diakonen hælder vin i kalken tilstrækkeligt til alle nadvergæster. TF.
35. Præsten velsigner kalken med vin, Tekst fremsiges af begge.
36. Præsten tager endnu et brød og udskærer en lille del, der lægges ved siden af det første brøds del på disken. TF.
37. Præsten tager det tredje brød, udtager et stykke og lægger det ved første brøds venstre side på disken. TF.
38. Af brødet tager præsten nu ti dele og placerer dem i rækker på disken. Han tager senere et fjerde og et femte brød og tager også herfra 10 dele og lægger på disken, der efterhånden har flere rækker af brødkrummer. TF.
39. Diakonen tager røgelseskarret og kommer virak i det og antænder det. Præsten velsigner røgelseskarret. TF.
40. Præsten tager asterisken, to smalle klædebånd korslagt, der kan dække diskos, og røger den over det af diakonen holdte røgelseskar. Sætter derpå asterisken over disken. TF.
41. Præsten røger det lille dækklæde og lægger det derpå over asterisken. TF.
42. Præsten røger det andet lille dække og placerer det over kalken. TF.
43. Præsten røger det store dækklæde, aëren, og placerer det over både disk og kalk. TF.
44. Præsten tager røgelseskarret fra diakonen og røger ofringsbordet tre gange. TF.
45. Præst og diakon bukker tre gange mod ofringsbordet TF.
46. Diakonen tager røgelseskarret fra præsten og røger ofringsbordet og rundt om alterbordet. TF.
47. Diakonen går med røgelseskarret rundt og røger hele alterrummet, naos, menighedens tilstedeværende. TF.
48. Diakonen går tilbage til alterrummet og røger alterbord og præsten, hvorpå han sætter røgelseskarret på plads.
49. Diakonen stiller sig ved siden af præsten foran alterbordet. Begge to bukker tre gange for bordet. TF.
50. Præsten kysser evangeliet på alteret. Diakonen kysser alterbordet og holder derefter sit orarion med tre fingre tiltaler præsten "Det er tid at tjene Gud, Herre!".
51. Præsten gør korsets tegn over diakonens hoved. TF.
52. Diakonen går fra alterrummet gennem de nordlige døre, stiller sig foran de hellige døre og bukker tre gange.TF.
De troendes liturgi (katekumenernes liturgi overspringes)
53. Koret messer tekster besvaret af diakon. Præsten beder stille og senere højt. Disse processer veksler nogle gange.
54. Diakonen går tilbage til alterrummet gennem de nordlige døre og åbner de hellige døre (er i visse tilfælde allerede åbnet), tager røgelseskarret, får velsignelse af præsten og røger rundt om alterbordet, foran ofringsbordet, hele alterrummet, røger ikonostasis' billeder, præsten, koret, menigheden og til slut igen præsten. Koret synger.
55. Præsten stiller sig foran alterbordet og hæver armene udbredte. TF tre gange med efterfølgende visende korsets tegn og bøjning hver gang.
56. Præst og diakon kysser alterbordet. Diakonen går forrest med præsten efter sig hen til ofringsbordet. Diakonen røger bordet med brød og kalk. TF.
57. Præsten løfter det store dækklæde, aëren, af og lægger det på diakonens venstre skulder.
58. Præsten tager disken op fra bordet og placerer den på diakonens hoved. Diakonen fatter om disken med begge hænder samtidig med at han holder røgelseskarret med højre hånds ene finger.
59. Præsten tager kalken, og præst og diakon går fra ofringsbordet gennem den nordlige dør ud i naos og går kirkerummet rundt. TF.
60. Diakonen og præsten går gennem de hellige døre tilbage til alterbordet. Diakonen ved sydsiden, præsten midt for bordet.
61. Præsten sætter kalken fra sig på alterbordet og tager disken fra diakonens hoved og placerer den på bordet til venstre for kalken. TF.
62. Præsten fjerner de små dækklæder fra disk og kalk og placerer dæknerne på alterbordet. Tager aëren fra diakonens skulder og holder den over røgelseskarret i diakonens hånd og placerer til slut aëren over disk og kalk. TF.
63. Præsten tager røgelseskarret fra diakonen og røger disk og kalk tre gange. TF.
64. Diakonen lukker de hellige døre og trækker forhænget for dørene. Diakonen får røgelseskarret tilbage fra præsten, der bøjer hovedet. TF.
65. Diakonen bøjer hovedet mod præsten og holder orarion op med tre fingre og får en bøn af præsten. Diakonen kysser præstens højre hånd.
66. Diakonen går gennem den nordlige dør ud i naos og stiller sig foran de hellige døre. TF og kor synger.
67. Præsten i alterrummet bukker tre gange. TF. Han kysser disk og kalk, der er tildækket, og kysser til sidst alterbordets forkant.
68. På dette tidspunkt kysser diakonen uden for de hellige døre sit orarion og bukker. TF.
69. Forhænget for de hellige døre og dørene åbnes. Præsten vifter med aëren over disk og kalk. Trosbekendelsen fremsiges af gejstlige og menigheden.
70. Diakonen går gennem den sydlige dør tilbage til alterrummet og tager ripidion og vifter over disk og kalk. TF.
71. Diakonen tager asterisken af disken, gør korsets tegn over disken, kysser asterisken og lægger den på alterbordet, går hen til bordets sydside og tager ripidion og vifter disk og kalk. TF.
72. Diakon og præst peger på diskens brød. TF. Begge peger derpå på kalken. TF.
73. Diakonen lægger viften til side, tager med korslagte arme disken i højre hånd og kalken i venstre hånd, opløfter dem og stiller dem igen på bordet i samme orden. Bøjer sig for bordet.
74. Diakonen træder hen ved siden af præsten foran bordet, begge bukker tre gange. TF. Diakonen peger med sit orarion på brødet. Præsten velsigner det. Gentager det med kalken.
75. Diakonen peger nu på en gang på både disk og kalk og præsten velsigner begge på en gang med korsets tegn.
76. Præst og diakon knæler foran alterbordet. TF. De rejser sig, og diakonen stiller sig ved bordets sydside og vifter igen med ripidion. Præsten beder midt for bordet.
77. Præsten røger disk og kalk og giver derpå røgelseskarret til diakonen, der røger rundt bordet og alterrummet. TF og korsang.
78. Præsten står med front mod de hellige døre og velsigner menigheden ud gennem dørene. TF.
79. Diakonen går ud af alterrummet og stiller sig foran de hellige døre. TF og koret svarer.
80. Diakonen binder sit orarion over kors op over skuldrene, bukker tre gange. Diakon og præst fremsiger tekst.
81. Præsten udstrækker armene og rører ved disk, diakonen trækker fra naos forhænget for de hellige døre og lukker dørene. Præsten opløfter disken. TF og kor synger.
82. Diakonen går fra naos gennem den sydlige dør ind i alterrummet, så han står ved præstens højre side. Præsten bryder brødet i fire dele på disken. TF.
83. Diakonen peger på kalken og siger: "fyld den". Præsten tager et stykke af brødet, gør med det korsets tegn over kalken og lægger brødet i kalken. Diakonen tager varmt vand og siger: "velsign det varme vand". Præsten velsigner det varme vand. Diakonen hælder det i kalken, så der er nok til alle nadvergæster. TF.
84. Diakonen stiller sig lidt væk fra alterbordet. Præsten tager det af de fire brødstykker, som klerkene skal indtage, brækker det i to stykker, et til hver. Begge knæler. Samme TF x 3. Begge bøjer sig mod hinanden, mod menigheden bag de lukkede døre og vender sig igen mod alterbordet. TF. Diakonen går hen til alterbordets nordside TF. Præsten giver diakonen, der har lagt sine hænder over kors på brystet, sit stykke brød, diakonen kysser præstens hånd og går om bag alterbordet.
85. Præsten indtager sit stykke brød. TF. Præst og diakon bøjer hovederne og TF. Præsten tager kalken. TF. Præsten drikker tre gange af kalken, han aftørrer munden og kalkens rand med tørklædet fra alterbordet og kysser derpå kalken. TF.
86. Diakonen går hen til alterbordets sydside. Præsten rækker kalken hen til diakonen, men beholder den i sine hænder. Diakonen drikker tre gange af den, aftørrer den og kysser den.
Nu er turen kommet til menighedens deltagelse i det hellige måltid
87. Præsten brækker brødet i så mange dele, som der er deltagere til og lægger brødstumperne i kalken. Diakonen dækker kalken med et af de små klædesstykker og lægger skeen oven på kalkens dække.
88. Diakonen trækker forhænget fra og åbner de hellige døre. Præsten rækker diakonen kalken, som han løfter vendt mod menigheden. TF og koret synger.
89. Nadvergæsterne går frem, alle beder, og knæler derefter, rejser sig og går enkeltvis med korslagte arme over brystet hen til præsten, der giver hver en skefuld blandet brød og vin. TF. Nadvermodtageren får tørret munden i tørklædet og kysser derpå kalken. TF og koret synger.
90. Når alle har fået går præst og diakon tilbage i alterrummet, og kalken stilles på alteret. Diakonen tager disken, holder den over kalken, lægger alle brødstumper fra proskomidien i kalken. Bemærk, at kun dele af de nødvendige fem brød til nadveren blev konsekreret, så der er stadig brød, der ikke er lagt i kalken. TF. Præsten aftørrer med svampen disken. TF. Diakonen tildækker kalken med et af dækklæderne og placerer asterisken på disken. Præsten beder.
91. Præsten vender sig mod menigheden og velsigner den. Præsten røger på de brugte dele. Diakonen sætter nu disken oven på sit hoved og går med ansigtet mod menigheden bag om præsten, forbi de hellige døre og hen til ofringsbordet. Her tager han disken ned og placerer den på bordet.
92. Præsten bøjer sig ved alterbordet for kalken, løfter den op, vender sig mod menigheden og hæver kalken. TF. Præsten går hen til ofringsbordet og sætter kalken.
93. Præsten går tilbage til alterbordet og lægger antiminsion og iliton sammen..
94. Diakonen løsner sit orarion fra brystet, så det igen hænger ned fra venstre skulder, han går gennem den nordlige dør ud i naos og stiller sig foran de hellige døre. TF og koret synger.
95. Præsten tager alterevangeliet og gør korsets tegn over antiminsionen. TF og koret synger. Præsten går ud i naos og stiller sig ved ambonen og beder. Under bønnen går diakonen hen for Jesusbilledet på ikonostasis, hvor han løfter sit orarion.
96. Efter bønnen går præsten gennem de hellige døre ind i alterrummet, og diakonen går gennem den sydlige dør ind i alterrummet. De kysser begge alteret, og præsten velsigner menigheden. TF.
97. Præsten tager det hellige kors fra alterbordet, vender sig mod menigheden og forretter afskedsvelsignelsen og vender sig igen mod alterbordet. Koret synger. Præsten vender sig igen mod menigheden og lader denne kysse det hellige kors. Antidoren, dvs. resterne af brødet uddeles til menigheden.
98. De hellige døre lukkes. Forhænget trækkes for. TF. Præst og diakon spiser resten af det konsekrerede brød. Alle redskaber gøres rene.
99. Præst og diakon aftager deres liturgiske dragter, vasker deres hænder og mund, knæler for alteret og kysser det.
100. slut.

De liturgiske dragter

Præster og diakoner, der forretter den hellige liturgi bærer bestemte dragter, hvis enkeltdele er:
  • Sticharion, en hellang klædning med vide ærmer. Den bæres af alle gejstlige ved nadveren. Præsters og biskoppers er underklædninger og har smallere ærmer end diakonernes
  • Orarion, er et langt stofbånd med korsbroderi, som diakoner og subdiakoner bærer. Subdiakonerne bærer det krydset over begge skuldre og fæstnet nedad mod bæltet for at kunne bevæge sig frit til deres opgaver. Diakonerne bærer orarion over venstre skulder nedhængende for og bag og fastgør det kun, når opgaverne kræver det.
  • Epimanikier, ærmeholdere, der sidder som manchetter for at holde de vide ærmer væk fra hænderne. De er pyntede med et kors på oversiderne.
  • Epitrachilion = epitrachelion, klædesstykke, der som diakonernes orarioner bæres af præsterne rundt om halsen. Det er et langt klæde, hvis to ender er sammensyet eller sammenknappet foran, så der kun er en åbning til halsen. Klædet er broderet med et korsmønster. Det kan se ud som et dobbeltfoldet orarion. Præster kan ikke udføre noget sakramente uden at bære epitrachilion.
  • Epigonation, har to former. Den ene, der ikke kendes i den græske kirke, er rektangulær, og den anden er rhombeformet. Den består af et klædesstykke smykket med broderier, borter og en lidse, så tingesten kan hænge rundt om hals eller skulder og hvile mod højre hofte. Den rektangulære tildeles provster, abbeder og priorer. Enkelte særligt belønnede præster kan få det tildelt. Den rhombeformede bæres af biskopper og abbeder samt enkelte ekstra belønnede provster. Den har symbolsk betydning som åndens sværd, som bæreren skal anvende over for vantro.
    [10527 p.7] oplyser, at det kun er biskoppens, der bærer navnet epigonation.
  • Bælte = zone, der hos præster skal holde de flagrende klædesdele sammen om livet under tjenesten.
  • Felonion = phelonion, er en lang ærmeløs, kegleformet kappe eller kåbe, som præster bærer oven over sticharion. Felonion er derfor mindre og også lidt kortere foran, så noget af det andet udstyr, der allerede er taget på, dog kan ses af menigheden.
    Indtil 1100-tallet blev den båret af patriarker og metropolitter og kaldtes da for polystavrion, der betyder "det mange-korsede" på grund af dets flere broderede korsmotiver. En gang efter 1100-tallet begyndte det at blive båret også af biskopper.
samt når en biskop forretter handlingen yderligere:
  • Sakkos, biskoppens ydre klædning, der bæres uden på sticharion - altså analogt med præstens felonion - med den forskel, at biskoppens dragt dækker helt foran, så underklædningen ikke kan ses. I stedet ses omophorionen.
    [10527 p.7] oplyser, at fra 1500-tallet bar ærkebiskopper og patriarker en sakkos i stedet for phelonionen. Senere har også biskopper åbenbart fået tilladelse til at bære den. I de modeller, jeg har set, er en af forskellene, at sakkos ikke har den store brede krave på rygsiden, og på forsiden har den en slids under hovedhullet, så den kan ligne en busseronne med snorelukke ved halshullet.
  • Omophor = omophorion, der er et langt bredt bånd prydet med nogle kors. Det bæres af biskoppen over venstre skulder, og forenden hænger ned næsten til gulvet. Den anden ende går bag om halsen og for om på højre skulder, lidt ned på brystet, hvor det foldes opad og igen over venstre skulder, fæstnes midt for ryggen til bugten, der allerede ligger bag nakken, og den frie ende hænger ned ad ryggen næsten til gulvet. Biskoppen kan ikke udføre nogen kirkelig handling uden at bære dette stykke stof.
  • Mitra, biskoppelig hovedbeklædning lig den i vesten kendte.
Foruden disse dele findes der flere: et tæppe med ørnemønster, som biskoppen står på under liturgien, og en mantia, en overkappe, der dækker hele kroppen undtagen hovedet, uden ærmer. Denne er også kun for biskopper. En lignende model med anden farve kan bæres af abbeder.
Mantiaen er i [10527 p.8] kaldet et pallium, syet af et rektangulært stykke klæde og er uden ærmer og krave. Dette ordvalg kan ikke bekræftes i [9144].

Den normale præstekjole kaldes en talar. Den aftages, når de liturgiske dragter tages på. På engelsk bruges ordet cassock også om østkirkens præstedragt. [10527 p.8] beskriver en ydre og en indre rhason, der er en normal sort præstekjole båret af munke-diakoner (eng. hierodeacon) og munke-præster (eng. hieromonk).

Kirkens embedsmænd

Den ortodokse kirke ordinerer biskopper, præster og diakoner. Biskopperne er den højeste liturgiske ordination, og kirken følger den apostolske succession, hvor der skal være en ubrudt række af biskop, der ordinerer biskop, siden apostlenes tid. Biskopper skal være ugifte. Præster og diakoner kan ordineres som gifte, men de må kun være gift en gang, og de må ikke gifte sig efter ordination, og deres ægtefæller må ikke være fraskilte eller enker. Samme regler gælder for diakoner.

Ud over de liturgiske ordinationer er overhovedet for en ortodoks kirke tituleret med enten metropolit, patriark eller ærkebiskop. Titlen metropolit stammer fra formanden for synoderne. Herfra blev titlen overført til brug for de provinsudnævnte kirkeledere. Patriarkernes antal er steget. Der var oprindeligt kun patriarker i Konstantinopel, Alexandria, Antiocha og Jerusalem. Dernæst kom Moskvas patriark med og senere er der også udnævnt patriarker for Georgien, Serbien, Rumænien og Bulgarien, mens Cypern og Grækenland benytter titlen ærkebiskop for deres kirkeledere.
[EB vol. 17]

Lidt kirkehistorie

Den ortodokse kirke anerkender de første syv økumeniske koncilier i perioden op til år 1000. Se under koncilier om resultaterne.

Efter bruddet med vestkirken i 1054 kaldes den østromerske kirke for den ortodokse kirke. Den var i begyndelsen en byzantinsk kirke, og det var fra denne at missionsgerningen i det russiske område fandt sted mellem år 800 og 1000. Ved skilsmissen mellem vest og øst fortsatte den ortodokse kirke og dens medlemmer uændret. Det var vestkirken, der fjernede sig. Det oprindelige præg er bevaret i den ortodokse kirke.

Patriarken i Konstantinopel kan kun siges at være ortodoksiens samlende symbol på åndelig enhed i kirken. Det er måske også en del lettere end det er for paven at præsidere over en mængde ændringer i den katolske dogmatik. Den ortodokse kirke har holdt fast i grundtraditionerne. Der er her en større autoritet i De Hellige Skrifter og de leveregler med videre, der blev fastlagt under de syv første almindelige koncilier er stadig gældende, mens alle efterfølgende koncilier ikke er gældende for den ortodokse kirke.

Efter tyrkernes erobring af Grækenland i 1453 stod den græsk-ortodokse kirke i en slags dvale, mens den russiske del voksede og snart blev den største af de ortodokse samfund, hvilket den fortsat er.
[8863 del 3, p.197ff]

Tidlige kirkes organisation

Missionsvirksomheden fra Konstantinopel ind i Kiev-Rusland begyndte i 800-900-tallet, og den kristne tro blev fastslået som en væsentlig religion i området ved fyrst Vladimirs ægteskab med kejser Basils søster Anna Porfyrogeneta i 988. Fra dette tidspunkt blev Rusland et provins med egen metropolit under Byzantium, indtil det fik sin egen patriark. De første metropolitter havde sæde i Kiev, senere flyttede de til Vladimir for en kort periode og endelig til Moskva i perioden fra 1305 til 1375. I perioden 1400-1450 efter mongolernes overherredømme strededes Lithuanien med Kiev-området - det senere Ukraine - med Rusland om herredømmet over kirken, og det blev Rusland der sejrede.

Det skete dog ikke uden kamp, for den russiske metropolit Isidore havde på konciliet i Firenze i 1448 været med til at vedtage en forsoning mellem øst og vest og vendte samme år tilbage til Rusland med titel nu også af kardinal under Rom, men det gik hverken østkirken eller regeringen med til, og han blev afsat og flygtede til Lithuanien-Ukraine. Sammensmeltningen af de to kirker blev aldrig til noget. Den russiske kirke blev selvstyrende og anerkendte kun Konstantinopel i specielle trossammenhænge.
Forbindelsen blev dog udstrakt med et af de sædvanlige ægteskaber mellem en storfyrste og en kejserprinsesse fra Byzans, hvor - den sidste gang - det var storfyrste Ivan III der i 1472 ægtede prinsesse Zoë = Sofie, der var den sidste kejsers niece, datter af Thomas Palaeologus, despot af Morea.

Patriarken i Konstantinopel var kirkens overhoved og efter tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453 fortsatte patriarken at fungere som overhoved, men det var i det meste af perioden, indtil tyrkernes fordrivelse som en marionetleder efter den muslimske stats ordre. Derfor var det naturligt, at den voksende russiske kirke søgte større uafhængighed af patriarken i Konstantinopel, og metropolitten i først Kiev og senere Vladimir og Moskva fik da også større og større råderum, indtil der i 1589 blev udnævnt en patriark også for Rusland.

De første pariarker i Rusland
Nr. 1: Hiob = Job, udnævnt 1589, tidligere lakaj hos Boris Godunov.Han tog navnet Jeremias. [p.215 + 223]
Nr. 2: Ignatius, græker [p. 223]
Nr. 3: Hermogenes, døde af sult i fængsel [p. 225 + 233]
Nr. --: Filaret, død 1633 [p. 246]
Nr. --: Nikon [p. 272f]
Nr. --: Hadrian = Adrian, død 1700 [p. 333]
Alle referencer er til sider i [10494].
Mange patriarkgrave er placeret i Mariæ Himmelfartskirke i Kreml i Moskva.

I 1600-tallet indtil 1686 var den ukrainsk-polsk-ortodokse kirke selvstyrende under Konstantinopel, og der blev i disse år, fra 1632, oprettet et vigtigt uddannelsescenter for gejstlige i Kiev. Uddannelserne her fortsatte efter områdets indlemmelse i Rusland fra 1686 til ind i 1700-tallet.
I 1654 blev kirkebøgerne på Nikons foranledning revideret.

Ruslands eget patriarkat fortsatte, indtil tsar Peter den Store i 1721 nedlagde det og i stedet oprettede Den hellige Synode, der var et ledelsestribunal hvori nogle ærkebiskopper, nogle biskopper og statens tilsynsførende kaldet "overprokurøren" havde sæde.

Ved denne kejserlige manøvre blev kirken en statskirke med tsaren som overhoved, men uden religiøs magt, men den verdslige i forbindelse med udnævnelser, kirkeejendom og propaganda for kirken var også væsentligere af betydning for tsaren end trosspørgsmål. Afvigere blev dog ikke tolereret af staten. Der blev forbud mod afvigere og mod trosskifte; var man født ortodoks, så måtte man vedblive at være det.

Kirkens organisationsforhold 1825 til 1990

Under tsar Nikolaj I fra 1825 til 1855 blev der gjort forsøg på at tvangsomvende både lutheranere og katolikker i yderområderne langs Østersøen og i Polen.

Under tsarens efterfølger, Alexander II fra 1855 til han blev myrdet i 1881 blev statsstyringen mindre streng og en mere liberalistisk indstilling blev forsøgt udbredt. Konservatismen vandt dog snart igen ind, og alle tanker om reformer eller tolerancer over for afvigere ophørte totalt efter attentatet i 1881, da Alexander III blev tsar. I begyndelsen af hans regime var der endda en del tilfælde af forfølgelser og undertrykkelse af både protestanter, jøder og muslimer ligesom ortodokse sekter blev forbudt.

Ved revolutionen i 1917 blev religion en så godt som forbudt foreteelse, men der var perioder, hvor religion blev tålt vekslende med perioder, hvor forfølgelser blev gennemført mod troende. Fra 1918 blev kirke og stat adskilt, og religionsundervisning blev fjernet fra alle læseplaner, men samtidig blev der religionsfrihed og menigheder blev betragtet som private foreninger uden statsanerkendelse eller statsstøtte. I praksis betød det, at alle kirkebygninger, al kirkejord og alle kirkeværdier blev inddraget af staten. For nogle kirkebygningers vedkommende blev der givet tilladelse til at religionsforeningerne vederlagsfrit kunne benytte dem, men vedligeholdelse og præsteaflønninger måtte ske ved frivillige bidrag fra foreningens medlemmer.

For De Baltiske Stater blev de samme forhold gældende ved deres indlemmelse i Sovjetunionen efter Første Verdenskrig.

Denne holdning skyldtes ikke bolsjevikkernes tolerante indstilling, men en forventning om, at religion uden statsstøtte ville uddø. Da det ikke skete, men det viste sig, at en ganske stor del af befolkningen var villige til at betale for kirkelige services selv, så skred den kommunistiske regering til direkte forfølgelser, hvor kirkeledere blev fængslet og deporteret og en del blev henrettet, og det blev forbudt at oplære unge under 18 år i religiøse forhold.

Da der under Anden Verdenskrig var brug for alle ressourcer inklusive bønner, såfremt man mente, de kunne hjælpe, så blev kirkebønner for sejr anset som gavnlige, og som en modydelse fik den ortodokse kirke ret til at udnævne en patriark og drive præsteseminarer. Under den nye patriark, Sergius, blev en del kirker og enkelte klostre genåbnet, og patriarken lagde op til et vist samarbejde med regeringen, men yderligere praktiske resultater af opblødningen i kølvandet af Verdenskrigen kom der ikke ud af det.

Sekter

De gammeltroende
Den betydeligste tidlige sekt var "de gammeltroende", der opstod ved en revision af de liturgiske tekster, hvor en del oversættelsesfejl og nogle detaljer blev ændret, men det var nok til at konservative prælater og lægfolk protesterede, og de mest fanatiske kunne end ikke forlige sig ændringer i måden man slog korsets tegn for sig. Der kunne benyttes to fingre (de nytroende, der derved vendte tilbage til noget mere oprindeligt) eller tre fingre (de konservative, de gammeltroende), og udtalen af navnet Jesus var også et stridsmål (Jissus eller Issus).
De gammeltroende skilte sig altså ud i særlige menigheder, hvor de vedblev at bruge de uændrede riter og blev derfor fra statskirken forfulgt.

Revisionen kom i stand under patriarken Nikon, der virkede fra 1652 til 1658. Han følte sig stærk nok til at ville løse en gang for alle den stående strid om de fejl, der havde sneget sig ind i skrifterne oversat fra græsk og kopieret i århundreders manuskripter til hele kirken, fejl som først bogtrykkunsten globalt kunne ændre på. Men denne teologisk uangribelige ønske om at rette teksterne til overensstemmelse med originalerne, faldt ikke i god jord hos de ortodokse russere, der følte, at Konstantinopel havde svigtet dem i Firenzekonciliet - straffen var tyrkerne - så nu ville de ikke indvillige i ændringerne og sekten "de gammeltroende" opstod - på russisk Raskol.

Kan uddybes fra [10494 p.272-274]

Stundisterne
I det sydlige Rusland havde nogle stærkt troende kolonister fra pietistiske egne i Tyskland slået sig ned. Pietisternes bibellæsninger og fortolkningsmøder, der kaldtes Stunden og derfra navnet, havde en afsmittende effekt på samboende russere, der begyndte på samme praksis i den ortodokse kirke, og dannede dermed en udbrydersekt, der fra begyndelsen af 1800-tallet til efter århundredets midte blev tolereret, men da de omkring 1870 begyndte at afholde gudstjenester berøvet al den ortodokse kirkes pragt med messen, processioner og præsternes rituelle forestilling, så blev de som de gammeltroende forfulgt og forbudt. Men ved at gøre dem til martyrer for deres tro tiltrak de ekstra mange tilhørere.
[8863-II p.201]

Kilder er beskrevet i almen kildefortegnelse og en del kan ses i teksten om byzantinsk arkitektur.
Mange oplysninger kan findes på nettet på: http://en.wikipedia.org/wiki/Russian_Orthodox_Church
 
Opdateret d. 28.7.2012
Videre til religionshistoriske sider Retur til  toppen af siden 
Retur til religionshistorisk arkitekturs forside Videre til mappen med  ordensvæsensartiklerne 
Retur til  religionsforsiden Retur til hjemmesidens  forside