KLOSTERBYGNINGER OG ANDRE KIRKELIGE BYGNINGER

Opdateret 2. august 2014.

Indholdsoversigt

Link til kildefortegnelse

Indledning om klosterbygninger

Foruden kirkebygningen hører andre bygningstyper til det kirkelige arkitekturområde fx hele klosterkomplekset med de forskellige funktionsbygninger, kapelbygninger, præstegårde m.fl. Denne tekst fokuserer på bygninger i tilknytning til klostre.

Klostersamfundene opstod i områder, der hovedsageligt er inden for Østkirkens område, selv om oprindelsen er tidligere end kirkens opdeling i 1054. Den tidlige europæiske kirkes klostersamfund regnes ofte at være indledt under Basilios den Store, der døde i 379.

De tidligste klostre havde ikke fast udformede arealplaner, for der var ingen regler for rammerne, og udgangspunktet for klostrene var eremitternes behov, hvor munkene typisk havde hver sin hytte, og gruppen havde dertil et fælles kapel og måske en fælles spisehytte. Der er ingen komplette anlæg overleveret, men arkæologiske undersøgelser har givet mange spor af de tidlige klosterbebyggelsers planløsning.

I den tidlige kristne tid fra omkring år 300 til 700 tiltrak klostertilværelsen ikke noget større antal personer, og kristningen var endnu ikke nået til yderområderne i Europa, mens Mellemøsten og Nordafrika havde kristne enklaver mange steder, og fra de sidstnævnte steder og Irland har vi meget af vor viden om de tidlige klosteranlæg, der alle var små og primitive uden faste planløsninger.

Anlæggene i vest blev derimod tidligt ret bundne anlæg med en fast arkitektonisk form. Dette skyldes den vestlige kirkes »ordensregler« efter Benedikt, som blev kopieret fra kloster til kloster.

Med Benedikts tid fra 500-600-tallet kom der flere klostre i Italien, og under merovingerne, karolingerne og ottonerne kom der klostre længere og længere ud i Europa. Mange af de tidlige kontinentale klostre har irske rødder, idet missionen nord for Alperne i meget høj grad blev drevet af irske munke til ind i karolingernes tid i 800-tallet.

I England begyndte kirke- og klosterbyggeriet for alvor i årene efter Normannernes indtog i 1066: »With the advent of the Normans the country was quickly organized as a building unit«. [Crossley p.79]
Der var kun et fåtal af bygmestre, som måtte lære de lokale håndværkere at bygge, men kilderne er delvis tavse herom, for bygmestrene blev oftest anført som biskopperne og abbederne, der også var bygherrerne, idet - som Matthew Paris siger - æren tilfaldt den, der sanktionerede tegninger og planer.

Det skal erindres, at byggeriet omtalt i denne tekst strakte sig over mere end 500 år, hvorfor teknik, stil, materialer og styring ændrede sig afgørende undervejs. Om byggeriets tekniske forståelse står der mere under byggeteknik.

Et klosters position skal i henhold til Benedikts Regel 66 vælges, så det kan blive selvforsynende i naturalier, så munkene ikke har anledning til kontakt med omverdenen men kunne koncentrere sig om det religiøse liv. Derfor blev klostre ofte anbragt på steder, vi i dag bedømmer som smukke, da der i nærheden er vandløb, skov og mark og andre naturforhold gavnligt for et godt landbrug, som æstetisk er tiltalende omgivelser. Denne opfattelse af et kloster dækker ganske godt majoriteten, indtil fremkomsten i 1200-tallet af tiggermunkeordnerne, der havde et missionerende sigte, hvorfor deres bygninger blev placeret i områder, hvor der var en menighed at tale til, og i byområder måtte man indrette sig mere efter forholdene med hensyn til plads, og hvilke bygninger man kunne modtage som gave eller på anden måde få rådighed over.

Byggeledelse

De tidlige klostre, der som nævnt typisk blev placeret på passende afsidesliggende steder for at opnå en vis grad af selvforsyning, blev planlagt fra grunden, og byggeledelsen oftest lagt i hænderne på klostrets egne medlemmer, dvs. abbed eller prior som chef for "projektgruppen". I mange kilder er navngivne personer blandt munkene nævnt som havende særlige arkitektoniske eller tegnemæssige evner og derfor leveringsdygtige i skitser over klostersamfundets ønsker.

For den overordnede ides konkretisering med klosterbygning må fundatsgiveren have været med, hvor beslutningerne blev taget. Når man giver værdier, vil man normalt gerne have et ord med om midlernes anvendelse. I dokumenter fra klostrene nævnes stifteren eller den væsentlige velynder da også tit som bygherre, men disse "pengemænd og pengekvinder" har nok kun undtagelsesvis været med i den daglige proces og i stedet fungeret som en slags bestyrelsesformand. Ved senere udvidelser og forandringer har byggeledelsen i endnu højere grad været udført af abbed, prior, guardian og tilsvarende indehavere af klosterembeder. For tiggermunkeordenerne var de kostbare byggerier af grundmurede huse kun mulige ved gaver, da ordenerne ikke var jordbesiddende, og midlerne var i mange tilfælde betragtelige, hvilket bevidnes af de bygningsdele, som vi har kendskab til, da disse generelt er af en betydelig kvalitet.

Ideerne, som et kloster blev opført efter, var ikke opstået lokalt, selv om detaljer naturligvis kom til at afspejle lokale forhold og kunstneriske sædvaner på stedet. Klostrene havde et mere eller mindre tæt samarbejde ud over Europa i kraft af deres tilknytning til moderklostre eller samarbejde på anden vis inden for ordenen. For at opretholde forbindelsen var der en del rejseaktivitet mellem klostre, og munke kunne sendes rundt for studier til lærdomscentre og senere universiteter, hvorfra de vendte hjem med viden om, hvordan tingene fungerede i det store udland. Klostersamfundets berejste medlemmer kom derfor hjem med ideer og ønsker om at indføre nyskabelser fra andre dele af Europa, og korrespondancer viser også, at den religiøse verdens hierarkiske opbygning var med til at udsprede byggeregler og sædvaner ned gennem leddene fra vatikanet til de fjerneste egne.

Både rejseindtryk, regelbundne bestemmelser og en vis grad af ambitioner og konkurrence betød, at klostrene fik visse lighedspunkter og gennemløb en udvikling, der så godt som overalt gør det muligt at genkende og til dels forstå et klosters indretning, hvis man har sat sig ind i de grundlæggende linjer.

Byggeledelsens opgaver blev ikke løst i et lukket lokalmiljø, men havde paralleller i omverdenen, og assistance kunne indhentes fra andre klostre og klosterbyggere, og på samme måde var de omrejsende bygmestrene også kendt med tilsvarende arbejder fra andre steder og var som deres underordnede håndværkere dygtige og erfarne fagfolk, og samarbejdet har formodentligt i de fleste byggeprojekter forløbet ganske ordentligt efter gennemprøvede rutiner, som mange optegnelser i klosterkrønikerne vidner om. Det er specielt, når der er opstået uoverensstemmelser, at man i moderne litteratur hører om byggehistorien, og nok fordi forfatterne i kraft af en disputs får foræret en mere dramatisk historie end ved et gennemsnitsbyggeri.

Håndværkere

Byggeprojekter blev ledet af en stenmester, master mason, hvis rolle var både som arkitekt, ingeniør og byggeformand. Stenmestre måtte flytte rundt efter, hvor arbejdet fandtes, og var derfor ikke som andre håndværkere organiseret i bygmesterlaug. Under bygmesteren var antaget stenhuggere, free-masons, der evnede at tilhugge sten med mønstre og flader, der passede i byggeværket. Disse håndværkere oppebar høj prestige.

Næste led i hierarkiet udgjordes af en række fag som stenlægger, rough-masons, wallers og layers samt flise- eller gulvlæggere, paviors. For træarbejdet kunne bygmesteren ofte antage tømrere fra det lokale bylaug. Det samme gjaldt for arbejdsmænd til gravearbejde og transport.

For teglbygninger var fordelingen en lidt anden. Her måtte man begynde med at skaffe både ler fra det omliggende land; der skulle brændsel til, og bygning af teglovn skulle være foretaget, før produktionen af teglsten kunne sættes i gang. Ved mange af vore klostre er netop både lerjorden og ovnene omtalt.

Arbejdsgiveren for teglentreprisen var teglbrænderen. Han skulle komme med eller skaffe sig den nødvendige arbejdskraft, der fx ved Roskildes franciskanerkloster var op til otte mand. De skulle grave leret og transportere det på vogne stillet til rådighed af klostret hen til brændingsstedet. Efter forberedelsen af lermassen tog teglbrænderen selv fat med formningen af stenene i de forme, der gav almindelige sten, forskellige formsten og tagstenene. Arbejdsgiveren, dvs. klostret leverede brænsel, der skulle være trækul, til brændingen, og mester måtte selv både konstruere ovnen, stable stenene og sørge for brændingens forløb.

Hvis brændingen ikke var foregået lige op og ned ad byggepladsen, måtte klostrets folk, det vil nok sige lokale hyrede arbejdmænd med vogne, sørge for transporten til byggepladsen. Teglbrænderen blev for sin indsats aflønnet per 1.000 sten, og prisen var forskellig efter stenenes sværhedsgrad og en eventuel glasering eller fremstilling af sten med forskellig farve. Ved en pris for almindelige sten på indeks 100 per 1.000, så lå tagsten på indeks 166 per 1.000. Om de tekniske forhold, se under byggeteknik.
[10624 p.128]

Visse egne i Danmark havde allerede i højmiddelalderen skilt sig ud som værende særlig anerkendte fabrikationssteder, hvorfra sten kunne sendes over hele landet. Fx var Langeland ved Tranekær et sådant center, som leverede sten til flere kendte byggerier, fx til klostrene i Svendborg og i Nykøbing Falster. Gennem middelalderen faldt prisen på teglsten, så man fra Christian II's forordning i 1500-tallets første del kan læse, at teglværkerne under købstadslovene skal sælge stenene til indeks ca. 40.

Tidlige klostres bygninger

Det typiske middelalder klosters grundsubstans med hensyn til bygninger er udlagt som et trelænget kompleks med en åben gård i midten og med en kirke dannende den fjerde fløj, så hele komplekset udadtil er en lukket enhed. De tidligste eksempler på denne form er fra omkring år 765, og eksemplet er Lorsch lige øst for Worms i Tyskland. Klostret blev bygget under abbed Gundeland 765 til 774 og havde kirken mod syd med åbent muromkranset atrium. Fløjen mod nord var endnu kun et overdækket galleri uden bagvedliggende bygning. [Horn p.42f]

De tidligste klosterkomplekser så ganske anderledes ud. Når der ses bort fra eneboermunke, der sov under et klippefremspring eller i en hule, så har de munke, der var nødt til at bygge en hytte, både benyttet sig af runde hytter af mudder eller sten afhængigt af de forhåndenværende materialer og tækket med strå. I Egypten har man udgravet firkantede mudderhytter, der har haft fladt tag og stammede fra omkring år 390, men alle disse primitive bygningstyper var kun beregnet som dække for sol, regn, kulde og varme - et sted, hvor eneboeren kunne meditere og opretholde livet på et eksistensminimum. Bygningerne var ikke tillagt specielle funktioner eller havde rituelle roller.

Pachomius var formodentligt den første, der fik så stort et antal tilhængere, at et ordenssystem blev nødvendigt. Han samlede omkring sig opdelt på flere klostre med nogle kilometers mellemrum et beregnet antal munke på op mod 2.500 (kilderne er ikke helt enige om antallet), og han prøvede at organisere denne skare ved først at bygge en mur rundt om området for at afvise omverdenen mere end for forsvar. Men han fik også bygget rektangulære huse med én eller flere rækker celler og med en faglig opdeling, så skomagere blev sat sammen i en afdeling og skræddere i en anden, så den nødvendige produktion på bedste vis kunne fremmes. Der er i dag ingen klostre eller levn fra denne type, men arealplanen er dannet ud fra skriftlige kilder samlet om Pachomius' virke.
[Horn p.15]

Næste udvikling i klosterhistorien kom med Benedikt af Nursia kort efter 500-tallets begyndelse, hvor hans regel 22 "om at sove i samme sal" efterlignede Pachomius' opdeling i grupper af en snes mand, men Benedikt gik videre og ordinerede fælles sovesal med mindre antallet af munke oversteg det praktisk mulige, i hvilket tilfælde gruppeopdeling foreskrives. Det ligger også i Benedikts regler, at en fælles spisesal etableres, men der er ingen opskrifter på en planløsning for de forskellige bygninger eller bygningsdele, og der vides meget lidt om dette spørgsmål.

Fra en lidt senere regel fra St. Isidores hånd i begyndelsen af 600-tallet fra Spanien fremgår det, at munkenes celler burde ligge tæt på kirken, så tjenesten let kunne udføres. Men skønt cellerne omtales i flertal kan det ikke udledes, om det var enkeltmandsceller eller sovesale. Her påpeger Horn [p.19], at en planløsning med celler langs kirkeskibets længdeakse som forekommende i Tébessa-klostret [Tevesti-klostrets ruinrester i Algiers østlige del nogle hundrede kilometer fra Middelhavet] fra 500-tallet kunne være en mulighed, men forslaget følges ikke af argumenter til dets understøttelse.

Fra Syrien og andre mellemøstlige egne er der levn fra tidlige klostre, og her har der været klosterbygninger langs kirkernes fløj og i et enkelt tilfælde ud for vestenden rundt atriumet.

I Irland findes der meget gamle kristne ruinlevn af klosterbebyggelser, men de er svære at tidsfæste, og deres planer er svære at tyde. De fleste arkitekturhistorier viser uregelmæssige omgivelsesmure med spredte bygninger indenfor. Hytterne er små og bygget af sten - kirken ikke meget større og af samme materiale. Fra omkring 600-tallet er eksempler på rektangulære kirker med saddeltag bestemt ud fra gavlene, men på Skellig Michael er der fundet rundhytter bygget som iglooer inklusive kirkebygningen.

Fra tiden omkring 700 er der i Skotland og Nordengland fundet spor af keltiske klostre grundlagt af munke fra Irland. De skotske er typisk anlagt i uregelmæssig form, men i Abbingdon i Oxfordshire er levn fra et kloster anlagt i en cirkelformet gård med diameter på godt 36 meter omgivet af mur. I gården er kirken opført ca. i midten, og munkenes hytter ligger rundt periferien. Det er rundhytter med en diameter på 3,65 meter med åbninger ind mod centrum. Lige uden for hyttedøren er et rektangulært hus, der benyttedes af munkene som bedested. Bedehuset er rektangulært og omkring 2 meter langt. Derudover var der et lidt større hus for abbeden og et tilsvarende blev anvendt som spisesal.

Også i Cornwall er der på nordsiden af halvøen et eksempel på et tidligt keltisk kloster i Tintagel. Det er bygget på et klippefremspring med smal adgang til hovedlandet og har en uregelmæssig form. Bygningshistorien her er svær at tyde, da flere byggeperioder ligger oven på hinanden. Det oprindelige kloster fra 500-600-tallet har været med en enklave bygninger nær indgangen fra hovedlandet med - hvad der er tydet som portnerbolig, gæstehuse og rum for tjenestefolk til at tage sig af rejsende og gæster. Munkenes huse lå spredt mellem klipperne på landsidens skråninger. Knap 200 meter mod nord lå en anden klynge huse, der husede landbrugsfunktionerne, og mod nord næsten ude ved vandkanten lå en anden gruppe, der menes at have indeholdt et bibliotek og en skrivestue. Alle disse bygninger ser ud til at være opført som terrænet tillod det, og sammenbygningerne er skæve og uregelmæssige.

De mange rektangulære bygninger og ingen cirkulære menes at skyldes indflydelse fra middelhavsområdets klosterplaner. Tintagelklostret blev allerede forladt igen i 800-tallet, og der blev i den senere normannertid opført en borg på stedet, der blev grobund for sagnet om Kong Arthurs fødested.

På kontinentet kom irske munkemissionærer over i 500-600-tallet og grundlagde klostre. Om deres bygninger vides meget lidt, men formodentligt har de i begyndelsen bygget sig hytter, som de kendte til det fra hjemegnen. Af de tidlige klostre grundlagt af keltiske munke findes der i dag flere, der er blevet ombygget, udvidet og forandret, så intet oprindeligt er tilbage, og de nuværende bygninger og rester er alle af yngre dato.

En mellemform findes i klostreruinen i Jumièges i Frankrig tæt ved Seinen mellem Rouen og Le Havre på en grund ydet af Clovis II. Klostret blev grundlagt i 654 eller 655 af St. Filibert, der blev klostrets første abbed, † 684 eller 685. Under den anden abbed, St. Achard, voksede klostret til omkring 1000 munke. Klostret blev ødelagt af normannerne og genopbygget omkring år 1000, og kirken genindviet i 1067 i overværelse af William Erobreren.

Jumiègeskirken blev udvidet i 1256 og ændret eller renoveret i 1573, men ved den den franske revolution var klostrets tid over, og kirken m.v. blev hurtigt en ruin, hvorfra dele af klostergangen blev fjernet af den engelske ejer af Highcliffe Castle ved Bournemouth, hvor han i 1830'erne genanvendte murdelene til sit fantasislot.

Det oprindelige Jumiègeskloster var udlagt kvadratisk omgivet af en kraftig mur med hjørnetårne og en indgang i vest. Kirken var en korskirke lagt i plan med indgangen, kor mod øst. Der var desuden fire mindre kirkebygninger på området. Munkenes beboelse var modsat irsk skik i en toetages bygning på næsten 90 meters længde med sovesal på førstesalen. I stueetagen var der refektorium og andre brugsrum. Kirke og klosterfløj var ikke sammenbygget, men overdækkede buegange forbandt dem.

Klosterbygninger med kontinentale, benediktinske rødder

Grundarbejdet
Et anseeligt benediktinsk kloster krævede foruden en kirke et betragteligt antal bygninger i tilknytning hertil, og der kunne gå flere år alene med grundmodning og fundamentsklargøring, hvilket er forståeligt med datidens dårlige infrastruktur. Til klosteret Vale Royal i Cheshire blev der i løbet af de tre første byggeår tilkørt 35.448 læs sten [Crossley p.86]. I hele denne byggesag er der intet tegn på, at munkene deltog direkte i byggearbejdet. Arbejdet indledtes i 1281, og munkene flyttede ind i 1330, og da var bygningerne stadig ikke færdige, selv om netop denne sag havde kongelige bevågenhed og tilstrækkelige midler.

Nye klostre blev i tidlig middelalder ofte opført i træ og kirken i sten, og der kunne gå mange år, før resten af klosteret blev stenbygget. På vandforsynings- og vandafledningsområdet var klostrene på forkant af udviklingen, og allerede fra slutningen af 1000-årene er der dokumeteret sofistikerede vandledningsforhold med tryktanke, vandskyllende toiletter, filtre og indlagt vand.

Konciliet i Tours i 567 bestemte, at der i klostrene skulle være et aflukke, hvor munkene uden at komme i kontakt med den sækulare verden kunne bede, læse og diskutere sager af fælles betydning, og det skulle ske under abbedens eller priorens opsyn. Dette påbud fandt man mest økonomisk kunne lægges i et trefløjet anlæg i tilknytning til kirken, så det dannede en firkant med en åben plads i midten. Herved kunne man komme fra kirke til dormitorium, refektorium, kapitelsal osv. inden for en ydermurs afskærmning.

Vestkirkens klosteranlæg blev derfor efter 6-700-tallet oftest et firfløjet anlæg, hvor kirken udgør den nordlige side. De fire fløje lukker sig om en firkantet gård med klostergang, der gerne er overdækket - en søjlegang - og forbinder de enkelte fløje. Formålet var, at munkene på alle døgnets tider kunne komme tørskoet rundt mellem klosteret forskellige afdelinger. Desuden blev klostergangen også - når klimaet tillod det, eller tilskyndede det - brugt som arbejds- og læsested. Modellen er udviklet over den romerske villa, der havde den samme standardgrundplan som Benedikts Regel foreskriver.

Det tog nogen tid, før den kvadratiske klostergård var gennemført. Eksempelvis blev i tiden 790-799 klostret i St. Riquier grundlagt 625 af Richarius, der lagde navn til, beliggende lidt øst for Abbeville ombygget. Det skete under abbed Angilbert, der var svigersøn af Karl den Store. Abbeden lod det bygge med nærmest femkantet klostergård. Den nuværende kirke er senere og i sengotisk stil. Klostergården skulle omfatte tre kirker, hvoraf de to kom til at udgøre de to sider, mens den tredje kirke lå i spidsen af de to vinklede sider mod øst.

De enkelte ordener har ofte særregler om placering af de enkelte rum eller funktioner. De mest konsekvent indrettede klostre er cisterciensernes. Et cistercienserkloster er indhegnet med en mur med port, og der kan være grav uden om. Der kan være værksteds- og landbrugsbygninger spredt på området både inden for og uden for muren. De fleste ordener følger deres moderklosters model.

Benedikts Regel

Benedikts Regel er den første, der specificerer klosterindretningen. Reglen nævner følgende bygningstyper: Den benediktinske plans udbredelse foregik af noget snørklede veje. Benedikt havde grundlagt eller været medvirkende til grundlæggelser af mere end 500 klostre, og det vigtigste var Abbazia di Monte Cassino fra 529. Det ligger syd for Rom noget inde i landet på vej mod Napoli. Klostret blev hærget af lombarderne i 577, og munkene flygtede til Rom, hvor de med paven Gregorius VIIs velsignelse fik husly i et kloster på Collis Caelius, der er den sydøstligste af Roms syv høje og inden for den gamle bymur.

Fra dette kloster rejste St. Augustin ud for at kristne England og landede i Kent i 597 for fra 598 at blive ærkebiskop i Canterbury. Herfra spredte missionærerne sig tilbage til kontinenten og udbredte i de følgende århundreder den benediktinske version af klosterlivet, som fx Willibrord hos Friserne i 690'erne.

Fra Rom blev benediktinske regler også udbredt og i St. Gallenklostret reformeredes klostret med skifte fra keltisk til benediktinsk liturgi m.v. i 720, mens Otmar var abbed. Medvirkende til skiftet var et vist pres fra frankerkongen Karl Martel. Reformeringen bredte sig, så klostret i Reichenau blev benediktinsk i 724 efterfulgt af hovedparten af de frankiske og germanske klostre.

Efter noget tilbagefald i frankerriget under svage konger forstærkedes indsatsen igen i slutningen af 700-tallet og begyndelsen af 800-tallet under reformatoren visigoten Benedikt af Aniane (kloster i Sydfrankrig), der gjorde tjeneste hos Karl den Store og senere med støtte fra Ludvig den Fromme blev hovedansvarlig for alle de frankiske klostre. Benedikt afholdt i Aachen i 816 og 817 to kirkemøder for at få udarbejdet en samlet og entydig regel for klostrene på grundlag af Benedikt af Nursias regler. Et af resultaterne af disse møder blev idealplanen opkaldt efter St. Gallen, hvor den senere blev fundet.

Arrangementsplan af det "typiske" middelalderkloster

St. Gallenplanen blev det teoretiske eksempel på en klosterplan og blev idealet for benediktinerklostrene. St. Gallens klosterplan er bevaret i mange håndskrifter og kan findes på nettet. Planen kendes først fra et håndskrift fra 820 i klostret i Reichenau, der ligger på en ø ved byen Konstanz på grænsen mellem Tyskland og Schweiz. St. Gallen ligger i Schweiz lige syd for Bodensøens østlige del og altså kun en 30 km fra Reichenau.

Den klassiske St. Gallenplan blev senere og efter 1100 udvidet med kapitelsalen efter mønster fra især Clunyklostret, og endnu senere blev planen også revideret under indflydelse fra cistercienserne i Clairvaux, der foreskrev adskillelse af munke og lægbrødre.

Standardplanen for et klosterkompleks bygget på benediktinske regler med senere udvikling består af et område omgivet af mur. Inden for muren befandt alle klostrets bygninger sig. Hovedelementet udgjordes af en kirke med et trefløjet bygningsanlæg omkring en firkantet gård, hvor kirken var den fjerde side.

Det er sandsynligt, at fremkomsten af denne form hænger sammen med klostrenes udvikling til større landbrugsproducerende enheder, der kom til at lignede de feudale omfattende landbrugsejendomme, som stormænd begyndte at samle i højmiddelalderen. Det gælder især for cisterciensernes vedkommende, da de var helt fremme med store jordbesiddelser, indførte og benyttede moderne dyrkningsmetoder og organiserede arbejdet efter rationelle økonomiske linjer.

Det medførte anvendelse af megen arbejdskraft fra det omgivende verdslige samfund og mindre aktiv deltagelse i det fysiske arbejde fra munkenes side. For at opretholde adskillelsen i henhold til ordensreglerne mellem munke og lægbrødre, så var det nødvendigt med et aflukket område, der mest praktisk kunne udgøres af den ovennævnte skitserede firkant med kirke - dormitorium - refraktorium - novice-fløj omkring den lukkede gård. Man får altså to niveauer i det aflukkede område: yderst en ejendomsskærmende mur omkring klostrets totale omfang og inden i denne et aflukke for de regulære munke.

Der kan endog argumenteres også for en tredelt opdeling, såfremt man medtager afstanden mellem kormunke og novicer eller lægbrødre, der kunne have adgang til en fløj af klosterfirkanten, og deres pladser var i kirkens skib, hvortil de skulle benytte en vestligere indgang end kormunkene.

Den ideelle plan blev modificeret efter lokale forhold, og der er en vid variation i både fordeling og antal rum. Ikke mindst små klostre kunne have svært ved at leve op til idealet, og tiggermunkeordnerne, der havde en helt anden struktur end de isolerede benediktinere, fik overladt eksisterende bygninger og grundstykker i byer, hvor arealhensyn nødvendiggjorde andre udlægningsplaner, som var mere i tråd med disse ordners kontakt med det verdslige samfund.
[EncyMon.]

De Britiske Øer og på det europæiske kontinent lå kirken oftest mod nord, i østfløjen var der som regel sovesal på første sal, og i stueetagen var der kapitelsal og calefaktorium, der dog i fx Esrum lå i sydfløjen med varmekilden, hypocausten, i underetagen. I sydfløjen lå refektoriet, og køkkenet kunne ligge i samme fløj eller i en arm, tværfløj, til sydfløjen. Måske var der et invendigt lavatorium, vaskerum, ellers kunne det ligge i et lille hus i klosterhaven ud for refektoriet. Mod vest lå i tidlige klostre priorens lokaler, gæsterum og forrådskældre. Senere rykkede prioren ofte hen øst for østfløjen, mens vestfløjen blev lægbrødrenes område med indgang til kirkens vestende.

Adskilt fysisk fra kirke og centralkomplekset var yderligere sygerum - kunne også være med afdeling for verdslige patienter - samt produktionsbygninger eventuelt med mølle. På et passende sted og helst med rindende vand underneden var indrettet toiletter. Som i Castle Acre Priory [10578 p.12f], hvor latrinblokken lå i østfløjens forlængelse med adgang i første sals højde fra dormitoriet. I selve latrinblokken var der frit fald af affaldsstoffer til den under bygningen gennemstrømmende afledning af strømløbet, der forsynede kloster og mølle med vand og kraft.

En typisk engelsk arrangementsplan viser klosterkirken mod nord skærmende for de kolde vinde og med koret, presbyteriet og retrokapeller længere mod øst end den østlige tværfløj, der strakte sig mod syd og indeholdt soveafdelingen, hvorfra der var god og overdækket adgang til kirken for munkenes gang til nattebønnerne. Der er undtagelser fra denne standard med kirken liggende på sydsiden af klosterkomplekset, hvad der fx var tilfældet i Antonitterklosteret i Præstø. Især i varme egne kan planen være modsat, så man får ly for de brændende solstråler fra syd.

Også ordet pentise (= penthouse), der defineres som en gang med skråt halvtag ud fra mur til vejrligets beskyttelse er vist på tegninger af bl.a. kartusianske klostre (fx Mount Grace i Yorkshire).

Korsgang og klostergård
Korsgang = fratergang = klosteromgang omgiver den åbne plads, fratergården, klostergården eller klosterhaven. Den overdækkede gang kan ind mod haven have en åben arkade med søjler eller murværket kan afhængig af vejrforholdene være lukket, forsynet med glas eller skodder. Korsgang og klosterhave er typisk på vore breddegrader anlagt med kirken mod nord, så anlægget får mest mulig sol og opvarmning på kirkens sydside. Hvor særlige forhold spillede ind blev placeringen ændret. Således fik Chester klostergangen mod nord på grund af gadestøjen! Og i Canterbury lå der andre bygninger i vejen, så planen måtte afvige fra standarden. Se også tidlige eksempler på anden form og placering i ovenstående tekst.

Klostergårdens omgang med de overdækkede og eventuelt tildækkede buer ind mod midtens klosterhave var modelleret over det romerske atrium. Ideelt skulle grundmålet for gård og gang være på hundrede kvadratfod. Korsgangen blev brugt til det daglige liv, og forskellige opgaver blev udført her, ligesom området benyttedes som hvilested. Den fornemste fløj var den varme sydvendende på kirkens sydside. Denne nordgang havde en dør i østenden med indgang til kirkens kor, og en anden dør i vestenden var til brug ved forskellige processioner. Priorens plads var ved østdøren, abbedens var i NØ-hjørnet. I klostergangen kunne der være opstillet skrivepulte, og i tidlige klostre blev bøgerne opbevaret i et murrum et »armarium« ved indgangsdøren til kirken (se under bibliotek).

Et meget velbevaret eksemplar af klostergang og klostergård findes i Karmeliterklostret i Helsingør. Der er i visse danske klostre opmålte bygningsrester fra korsgange, der ikke havde den firkantede opbygning eller først fik den senere. Det var fx på steder, hvor pladsforholdene forhindrede det. Se mere om dette emne i Aspekter af dansk klostervæsen i middelalderen, " Korsgangsmotivet ved de danske klostre " af Hans Krongaard Kristensen, 2000, hvor der også er tegninger af grundplaner af en del danske klostre.

Klostergårdens latinske udtryk er claustra eller claustrum, og det engelske ord for klostergård er cloister, og den omgivende korsgang kaldes for ambulatory. Selve klosterhaven kaldes også for the garth, og de omgivende arkademure kaldes med de latinske ord også på engelsk for panes.
Symbolsk tolkes klostergårdens fire fløje som billeder af påbudene om fattigdom, dyd, lydighed samt stabilitet [EncyMon].
Korsgangens navn tænkes at hidrøre fra dens brug i visse af de kirkelige processioner.

I meget tidlige kirker var atriummet beliggende vest for kirkens vestgavl og forsynet med et vandbassin eller brønd, så den rituelle vaskning kunne finde sted, inden man gik ind i narthex, der kunne være atriummets østside eller gennem atriummets østfløj gav adgang til narthex. [10188 p.181]
Klostret i Inden, Kornelismünster, grundlagt af Benedikt af Aniane i 814 og opkaldt efter pave Cornelius 251-253, og klostret i Fulda i Hessen, grundlagt i 744 af St. Sturm, men de her berørte bygninger stammende fra 819 under abbed Eigil, havde begge klostergården beliggende vest for kirken på atriummets plads. For Fuldas vedkommende er årsagen kendt, idet der ved et kapitelmøde blev lagt vægt på de vigtige relikviers plads i kirkens vestende, så klostergangen burde være tæt herpå, og det var der så flertal for.

Lokale afvigelser er fx påpeget i Lexikon der Mittelalters, Ausg. 1991, Artemis, München, hvor der under Kloster B. står, at klostergården, der blev almindelig i 1200-tallet, i Tyskland almindeligvis er kvadratisk, mens de i Frankrig er rektangulære.

Blackfriars Priary i Oxford blev grundlagt i 1221, men den her omtalte grund blev erhvervet i 1245 ved gavebrev fra Countess of Oxford. Planen har to klostergårde, hvor den største lå traditionelt syd for kirken, mens en mindre lå på ydersiden af klosterbygningernes sydfløj og er mærket south cloister range.
[History of the University of Oxford, vol. 1, 1984, forfatter M.W. Sheehan, p.222]

Bibliotek

Små, unge eller fattige klostre havde ikke mange bøger, og slet ikke nok til udlån for kopiering eller oprettelse af et bibliotek. De store klostre havde overskud til et personligt og årligt udlån af bøger, og Canterbury havde i sit katalog for 1331 listet 1.850 bøger [Crossley p.93], og Durham havde cirka samtidig 921 katalognumre. Hovedparten af disse store klosterbiblioteker blev ved reformationen i England spredt, ødelagt og solgt. I nogle klostre blev biblioteket indrettet i en del af sakristiet.

Opbevaringsstedet for de mest værdifulde bøger blev kaldt armarium eller ambry (hvis modtaget fra fransk). Det var et rum i væggen eller i et indbygget skab, hvilket også er ordets grundbetydning, men per tradition kommet til at dække bogopbevaringen. Armarium benyttes også om opbevaringssted til hellige kar og andet liturgisk materiale, der har plads i sakristiet. Bl.a. noterer den katolske encyklopædi, at Clunys bibliotek kaldtes armarium og bibliotekaren for armarius. Da også bøger kunne have deres plads i sakristiet, så dækker armarium altså noget bredt over placering og indhold, og i tyske klostre har afledning Almerei fået den direkte betydning: sakristi. I benediktinerklostre var bibliotekarfunktionen ofte føjet til precentors opgaver.

En ikke usædvanlig fordeling var skrivestue i stueetage og et bibliotek på første sal i en af klosterfløjene, mens enkelte klostre kunne have separat bygning for bibliotek, som fx den meget specielle placering af bibliotekshuset midt i klostergården i klostret i St. Wandrille ved Fontenelle ved Seinen i nærheden af Rouen. Det blev grundlagt i 649, men de her nævnte bygninger stammer fra c. 830 bygget under abbed Ansegis, men størstedelen af klostret er i dag ruin. Klostret var velkendt for en meget stor og kunstfærdig produktion af kopierede værker og illuminationer, hvilket kan have været medvirkende til den fremtrædende plads, som biblioteket den gang fik.

For bibliotek og scriptorium er der en længere tekst om deres indretning og funktioner.
Om bibliotekers bogsamlinger og deres ordning, klassificering og registrering er der en anden tekst her.

Skrivelokale

Korsgangene blev relativt sent mange steder udstyret med aflukker mellem søjlerne mod centerhaven. Aflukkerne blev brugt som læse- og studerkamre. De var meget små, afskærmede med panelværk ind mod korsgangen og fik sat vinduesglas ind imod haven. De kaldes på engelsk for carrells / carrels. Det var naturligt at opbevare bøgerne i armariummer bygget ind i muren på korsgangens inderside. [9115 p.52f]

I Durham, hvor hver arkade havde tredelt vindue, var cellerne kun af bredde som et vindue, altså en tredjedel af en arkade, og det var cirka en meter, idet fagene var 10 fod brede efter planen [7109 p.40 + 66f]. I små klostre kunne de enkeltes celler også anvendes til skriveformål.

En særlig skrivestue fandtes også nogle steder, et scriptorium. Lokalet blev da gerne benyttet af kopister og andre håndværkere, der var beskæftiget med mere omfattende opgaver i bogproduktionen. Lokalet skulle have gode lysforhold og være så lunt, som det var muligt, da brændende lys på grund af brandfaren ofte var forbudt. Skrivestuechefen var ofte kantoren, precentoren, men også en af hans underordnede – fx armarius = bibliotecarius – blev brugt som leder af skrivestuen.

Studiesal

For dominikanere og franciskanere, der havde en pligt til missionering og afholdelse af prædikener for den almindelige befolkning, var det nødvendigt med en vis uddannelse af brødrene. Til det brug kunne der være en studiesal i klostret. I klostret i Slesvig var der i underetagen af vestfløjen et smalt lokale, der var anvendt til studier og undervisning.

Spisesal - refektorium
Korsgangens sydfløj blev brugt som gennemgang til vaskerummet og spisesalen, refektoriet. Det var en passende beliggenhed, så langt fra kirken, at maddunster og larm fra køkkenregioner ikke kunne forstyrre kirkelige handlinger. I danske klostre har spisesalen ofte været samlingsrum for måltider for både munke, novicer og eventuelle gæster. Den skulle derfor være rummelig. Var lokalet særlig fint, kunne det være overhvælvet og udsmykket på væggene.

I nogle ordener måtte der ikke indtages kød i spisesalen, og et særligt område blev udpeget til dette formål andetsteds, men i vort nordlige klima var en større mængde kraftige fødevarer påkrævet, og i tiggerordenerne var brødrene afhængig af de almisser, som de modtog fra folk, og føden må jo derfor have afspejlet den almindelige diæt.

I Odense franciskanerkloster lå refektoriet i vestfløjen i forbindelse med forrådsrum. Det er sjældent, at det er refektoriefløjen, der er bevaret til i dag. I forbindelse med refektoriet lå lokalerne for opbevaring af fødemidlerne og tilberedelse af måltiderne: køkken, bryggers, stegers, bagehus, bryghus m.v.

Noviceområdet
Novicetiden varede gerne et år, hvor de nye medlemmer var under oplæring og opsyn af en seniormunk. I denn periode måtte novicerne - især på kontinentet - ikke benytte klosterets faciliteter, og de og deres leder havde eget noviceområde og opholdt sig i klosteromgangens østfløj sydligst, og de yngste munke i den vestlige fløj. Novicerne havde dog plads i kirkens kor under gudstjenester.

Lavatoriet
Uden for refektoriet på siden mod klostergangen lå en brønd, i sit eget overdækkede hus, lavatoriet. Her vaskede munkene sig efter morgenmessen!

Dormitorium
Dormitoriets plads lå ikke fast. Oftest lå det på første sal og havde adgang til kirkens syd korsarm. Normalen var langs klostergangens østside. I Winchester lå dormitoriet vinkelret på omgangen, og i Worcester lå det på vestfløjen. Infirmeriet blev gerne placeret øst for dormitoriet. Fra sovesalen var der adgang til toiletterne - eng.: rere-dorter - eller necessarium.

De fleste regler havde bestemmelser om fælles sovesal for munkene, men mod reformationen var det ikke tilfældet for andre end nogle få og blandt dem franciskanerne, idet fx dormitoriet i Ystad og Malmø omtales lige op til reformationen. I sovesalen var det dem påbudt at sove "uden kutte, reb og benklæder" [10624 p.146]

I forbindelse med dormitoriet og toilettefunktioner har der nogle klostre også været en "ragestue", fordi det var en pligt at holde sin tonsur i orden, så hyppige ragninger var nødvendige.

Klosterkirken

Cistercienserkirkerne er enten af Fontenaytypen eller af Citeauxtypen. I Danmark er Fontenayplanen brugt til alle Cistercienserkirkerne. Typen er kendetegnet ved tredelt skib, korsarme, rektangulært kor og retkantede kapeller på korsarmenes østsider. I Citeaux-typen har koret en bueformet koromgang med ydre kapeller i en halvkreds. Der findes blandingstyper.

I koret med højalteret og mod korsskæringen, vest for alteret stod munkestolene med abbedens stol mod syd og priorens med nord. Der var korgitter eventuelt triumfbue og lektoriemur mellem kor og skib.

Andre klosterbygninger

Af andre klosterafdelinger eller -bygninger var der ofte

en Varmestue, calefaktorium, calefactory, og ofte det eneste opvarmede rum. Det kunne også være parlatoriet, der var opvarmet.

et samtalerum, locutorium, for de tavse ordener. Det lå ofte i østfløjens s-del. Et andet navn for rummet var parlatoriet.

Almisserummet, almonry

Østfløjen indeholdt også armarium til de liturgiske værker (se foranstående under bibliotek), og underetagen rummede kapitelsal, mens førstesalen udgjorde dormitorium. På Sankt Gallen-planen er bogværelset anbragt nord for koret, men liturgiværkerne er måske gået med ind i rummet for hostie/calix-tingene. Armarius er det samme ord som i rustkammer og var også navnet på opsynsmanden for sakristiets værker.

Karteuserordenen

Karteuserordenens munke, der boede som eneboere i hver deres egen hytte med tre rum, forlod kun disse for at deltage i kirketjenesten og enkelte festdage med fælles måltid. Hytterne lå med adgang til og rundt om de tre sider af en klostergård, hvor kirke, refektorium og kapitelsal alle lå på den fjerde side.

Refaktoriet blev oprindeligt bygget efter model af et romersk triclinium = spiserum fra gr. tri + kline = leje, hvor der omkring et lavt bord var bænke på de tre sider med en apsis på den fjerde. Bordene var anbragt langs de tre sider med betjeningsplads i midten. I nærheden af udgangsdøren var lavatoriet, hvor munkene både før og efter måltidet vaskede hænder.

Dormitoriet var en fælles sovesal. Der brændte en lampe hele natten, og brødrene sov med tøjet på klar til nattetjenesterne. De fælles sovesale blev efterhånden i middelalderen afløst af enkeltceller for munkene.

Kapitelsalen

Kapitelsalen er ikke nævnt i Benedikts Regel, men han forordnede, at munkene efter aftensmad skulle samles for at høre oplæsning af skriften. I St. Gallenplanen er der ikke vist en kapitelsal, og det formodes, at man da (9. årh.) mødtes i klosteromgangen. Allerede i 817 nævnes dog en kapitelsal i Aachen, hvor et koncilium blev afholdt. Kapitelsalen var altid på terrænniveau og med adgang fra klosteromgangen. Kapitelsalene ligger meget forskelligt - ikke mindst fordi mange klostre var bygget, før en kapitelsal blev tilføjet og derfor blev passet ind, hvor det var muligt. Men en meget brugt plads var i jordplan med adgang fra fløjen med dormitorium eller som i engelske klosterkirker ofte med adgang direkte fra kirken især fra korsarmene.

Kapitelsale kom først regulært i klostrene efter cirka 1100. Cluny er meget tidlig med sin sal fra slutningen af 1000-tallet [Øm Kloster, Gregersen, 2003 p.109]

Kapitelsalen benyttedes i klostrene som læsesal gerne efter prim-tidebønnen. Oplæsningen kunne være dagens martyrhistorie eller en administrativ befaling om fordeling af dagens opgaver. Man samledes igen i salen om aftenen før kompletorium for endnu en opbyggelig læsning. Kontinentets kapitelsale er af mindre arkitektonisk signifikans end de engelske, der er betydelgie bygningselementer ved især domkirkerne, der dog ikke alle er tidligere klosterkirker, men havde en talrig samling klerke, der også anvendte en kapitelsal ti deres sammenkomster. Bl.a. er Lincolns decagonformede kapitelsal seværdig.

Hovedformålet med kapitelsalen var samlingen af alle munkene for at blive informeret og få udstukket opgaver - og så det noget pinlige punkt på agendaen: at det var her, man skulle bekende de synder, man havde begået i det forløbne døgn, og få pålagt sin bod. Mere interessant, men af større konsekvens, var også de valghandlinger, der var henlagt til kapitelsalen, når en ny abbed eller guardian skulle vælges efter ordenens regler.

Danske klostre

De danske klostre var relativt små, og bygningerne derfor ofte tarveligere end i de store udenlandske klostre. Således havde Sorø 30 munke, da de var flest, og Næstved 11 og Lund 12.

Kilder

Crossley, Fred. H., 1939: The English Abbey, Batsford, [09153]
Curl, James Stevens, 2006: Oxford Dictionary of Architecture and Landscape Architecture, OUP, 2nd ed., [10188]
Gregersen, Bo et al., 2003: Øm Kloster, Syddansk UF.
Horn, Walter, 1973: "On the Origin of the Medieval Cloister", in: Gesta, Vol. 12, No. 1/2, 1973 [Horn1]
Horn, Walter, 1986: "The Medieval Monastery as a Setting for the Production of Manuscripts", in: The Journal of the Walter Art Gallery, Vol. 44, 1986 [Horn2]
Impey, Edward, 2008: Castle Acre Priory and Castle, guidebook, EH, [10578]
Johnston, William M., 2000: Encyclopedia of Monasticism, 1-2, Fitzroy Deerborn Publ., [EncyMon]
Lorenzen, Vilhelm, 1914: De danske Franciskanerklostres Bygningshistorie, Gad, [10624]
Petroski, Henry, 1999: The Book on the Bookshelf, Knopf, [9115]
Sheehan, M.W., 1984: History of the University of Oxford, vol. 1.
Shipley, Debra, 1990: Durham Cathedral, Tauris Parke, [7109]
Lexikon der Mittelalter, 1991, Artemis, Augsburg



Læs om:
kirketyper og kirkers bygningsdele
bygningstyper og stiludvikling
bygningsteknik om hvælv, tegl og skifter.
inventaret i kirker.

Opdateret d. 2.8.2014   
Videre til religionshistoriske sider Retur til  toppen af siden.  
Retur til religionshistorisk arkitektur forside Videre til mappen med  ordensvæsensartiklerne  
Retur til  religionsforsiden Retur til hjemmesidens  forside