KIRKERNES INVENTAR

Revideret 28. juli 2014.

Indholdsoversigt

 
  • Altertavlen
  • Nadveralteret
  • Salving
  • Skabsalteret
  • Dip-, Trip- og Pentatych - altre med flere fløje
  • Lægmandsalteret
  • Rejsealteret
  • Alterudrensningen under reformationen
  • Døbefont
  • Korstole
  • Læsepult

  • Indledning til kirkeinventar

    Dette kapitel om kirkernes inventar fokuserer på alteret, dets forskellige udformninger og funktioner, hvorefter der kortere gennemgås de øvrige inventarelementer i en kirke.

    Alteret

    »Alter« kommer af latinsk »Altus« = det høje, og den første omtale af et alter findes i 1. Korintherbrev, kap. X, vers 21. Det er først fra omkring år 400, at det bliver almindeligt at bruge ordet »alter« om nadverbordet, der også kaldtes for Herrens Bord   eller for Det hellige Bord   Table of the Lord (eng.) = Trapeza Kyriou (gr) eller Mensa Domini (lat). Ordet »Trapeza« brugtes i oldkirken også i Vesten.

    Alteret som offerbord er en fast bestanddel i de fleste religioner, men havde ingen betydning for de tidligste kristne. For dem var et alter tværtimod en mindelse om hedenske eller jødiske offertraditioner. De to væsentligste kristne samlingspunkter var krucifikset og nadverbordet. Krucifikset som udsmykning eller tilbedelsesgenstand er i praksis et let og transportabelt symbol på fællesskabet i menigheden, og det har ikke været brugt af andre religioner.

    Nadverbordet
    Nadverbordet blev tidligt anvendt i de kristne hjem i den private del af gudstjenesten, men det blev hurtigt skik at samles om nadveren i kirken, og kirken blev ofte rejst over en martyrgrav, og i mangel af en martyrgrav blev nogle knogler af en martyr nedlagt under eller i nadverbordet, og hermed får nadverbordet ganske megen lighed med de hedenske altre.

    Nadverbordet, som fremover kaldes alter, er ved den skjulte eller nedlagte »helligdom« blevet helligt, og det opstilles på kirkens helligste sted, der er koret. Den oprindelige ide med at samles om et nadverbord som et tilfældigt bord i et tilfældigt hjem er omkring år 300 væk, og bordet fik efter Konstantins tid så godt som altid plads i det ophøjede rum, bema, der senere blev til koret, eller det blev stillet i en apside.

    Alterbordet
    Det tidligste levn af et alter menes at være alterbordet i kirken i Auriol ved Marseille og stamme fra det femte århundrede. Dets stenbordplade hviler på en enkelt søjle. Det tidligste alter med et udskåret antependium findes i kirken i Cividale nord for Tristes, øst for Udine. Den er fra det tidlige ottende århundrede.

    Det tidlige alter er altså et bord eller en bordplade på et fundament, stipes, søjler eller ben. Rødding Kirkes alter på Nat.Mus. har søjleben af granit; Tømmerby ved Thisted har fire søjler og Hillerslev ved Thisted har en midtersøjle. Med en kiste som underdel kaldtes det for confessio, der også betegner en martyrgrav.

    I oldkirken flyttede man ikke martyrgravene, der skulle have fred. I stedet byggede man kirker oven på gravene; ofte måtte de trænges ind, som det bedst kunne lade sig gøre, så alteret kom så tæt over confessio som muligt. Et godt eksempel er kirken San Giorgio in Velabro i Rom og i en modificeret udgave i San Alessandro på Via Nomentana ca. 12 km fra byen.

    I danske alterborde af sten findes normalt udhuggede gemmer til relikvien. Romerkirken havde i det sjette århundrede bestemt - under konciliet i Epaon i Gallien i 517 - at alterplader skulle være af sten. Det tog dog adskillige hundrede år, før træaltre gik endeligt af brug - ca. op til Karl den Stores tid. Relikviegemmet eller helgengraven i alteret kaldes også for sepulchrum og var ofte flisedækket. Selve bordpladen kaldes for mensa eller tabula. Der findes dog nogle borde af træ som levn i bl.a. kirkerne St. Johannes i Lateranet og St. Pudentiana, begge i Rom. Den græske kirke tillader stadig træaltre.

    Alterformen med stenbord på ben eller søjler er stadig den mest anvendte i katolske kirker, hvor altrene altid indeholder en relikvie, jf. Joh. Åbenb. Kap. 9, vers 1: »Og jeg så lammet bryde det første segl …« og Kap. 9, vers 6: »Og da det [lammet] brød det femte segl, så jeg neden under alteret deres sjæle, som var myrdede for Guds skyld og for det vidnesbyrds skyld, som de holdt fast ved.«

    Højalterbordene i Norden og i England har oftest et kors udhugget i de fire hjørner samt et i midten på dækstenen over relikviegemmet. Sidealtrene havde ikke denne udsmykning.

    Ciboriumaltre

    Skulle alterbordet særligt fremhæves kunne det ske ved at placere det under en baldakin båret af søjler, et ciborium, der i vestkirken også blev kaldt en baldacchino. Det mest kendte ciboriumalter er Peterskirkens, der er skabt af kunstneren Bernini (1598-1680). Her bæres alterbaldakinen af fire snoede søjler, og det har en højde som Rundetårn.

    Et ældre meget besøgt ciboriumalter er Markuskirkens i Venedig. Alteret kaldes også for Pala d'Oro på grund af sine gyldne emaljeplader på facaden. Det gyldne alter står under et grønt marmorhvælv båret af fire snoede og udskårne alabastersøjler, der er fra omkring 990-1010 og menes at være bytte fra en dalmatinsk kirke i Canneto hjembragt af Doge Pietro Orseolo II.

    I Asminderød har man installeret et moderne ciborium. De tidligste ciborier er fra det femte århundrede. Altre med ciborium har sommetider relikvierne hævet op i eller under ciboriedækket. Der kan være gardiner på ciboriet, men det er kun Østkirken, der har ritualer, der fordrer, at gardinerne trækkes for under visse dele af messen. I Romerkirken er de ren udsmykning.

    Ordet »ciborium« bruges også om opbevaringsbeholdere til hostien, som de blev udviklet i det tolvte århundrede fra oprindeligt en pyx. Ciborier kaldtes oprindeligt også for tegurium. I nutidig sprogbrug er ciborium altid beholderen til nadverbrødet til fordeling i kirken, mens en pyx - en lille rund æske - bruges til at bringe brødet rundt til syge og døende.

    Der er afbilledet ciboriealtre på kobberpladerne fra Tamdrup Kirke i Nationalmuseet. I dansk protestantisk kirke har Ribe Domkirke haft ciborium indtil sidste restaurering. Ribes ciborium havde et enormt tempel bygget på toppen [postkort 1958]. I Frelsers Kirke i Kbh. har alteret søjler og er overdækket, men alteret er yngre. I Jylland er der fundet flere rester af træ-ciborier. Det vist nok ældste eksisterende ciboriumalter findes i kirken Sant' Apollinare in Classe i Ravenna fra det 9. århundrede. Det stammer fra Ravennakirken St. Eleucadios, der nu er nedrevet. En inskription oplyser, at biskop Valerius rejste det i år 806. Alteret er placeret i kirkens nordre sideskib i østenden.

    Et sammenbygget ambo og ciborium - et ambociborium - findes afbilledet på et af de gyldne altres billeder [Langberg Gyldne billeder fra middelalderen, p.10, Nat.Mus.].

    Altertavlen i Østerlars Rundkirke har søjler i hjørnerne, og mange altre er bygget op som en slags mur med søjleudsmykning og kan have en baldakinlignende udbygning over altertavlen, men disse stilmæssigt lignende fremhævelser af alteret kaldes ikke for ciborium.

    Det tidlige alterbords tomme overflade skyldtes oldkirkens ritualer, hvor præsten stod bag ved bordet med front mod menigheden, og biskoppen sad i apsis, hvilket umuliggjorde større opsatser på bordet. I stedet for bordpynt kunne man så placere kalkmalerier bag præsten i apsis og på hvælvinger. Rundt om alteret var især billeder med »Majestas Domini«-skikkelsen, den sejrende Jesus, populære.

    I Norwich Cathedral har man genoplivet skikken med at præsten har ansigtet vendt mod menigheden under nadveren og altså igen står på den modsatte side af alteret, hvilket i nyere tid også er blevet kutyme andre steder.

    Tilladelsen til at anbringe relikvier i forskellige indfatninger på alteret blev givet af pave Leo IV. Tilladelsen bestemmer tidspunktet for de tidligste retabler (reredos), der dog ikke kom i brug før 12. årh. Et af de tidligste er Sankt Markuskirken i Venedig, hvor det forgyldte antependium, Pala d'Oro, i 1105 blev anbragt som retabulum over alteret.

    Der findes fra 847-855 - under pave Leo IV - forordninger om, hvilket alterudstyr der er lovligt: et hvidt klæde, relikvier, evangelier, hostiebeholder og kalk, men ikke andet må stå på bordet. I tiden op til 1300 (Magdeburg) opretholdes reglen om »ingen yderligere pynt«, men relikviebeholdere og krucifikserne vokser. Fra 1310 (Triersynoden) findes der godkendelse af alterbilleder.

    Flere altre

    Oprindeligt gav kirkemyndighederne kun tilladelse til et enkelt alter i kirken, idet mindelserne om de mange altre for de mange guder i den romerske statsreligion naturligvis var baggrunden herfor. Kirkefædrene taler kun om ét alter, »som der er én biskop«. Fra St. Ambros' tid i det 4. årh. kommer der flere altre, og fra 6. årh. godkender Gregor den Store ved bl.a. at sende relikvier til fire altre på en gang i kirken i Saintes i Frankrig denne skik. Det var især indførelsen af private messer, der gav behov for flere altre, så flere messer og bønner kunne aflægges samtidig, men uden at være koordinerede.

    Med flere helgener og flere relikvier, der alle skulle tilbedes, blev der behov for flere altre. Disse bialtre blev - allerede fra 4-6. århundrede - opstillet i korets sider, i apsider og koromgang og på østsiderne af korsarmene som bl.a. i Ringsted. Fra det tidspunkt, hvor præstens funktion ved messen skifter fra at være stillet op modsat menigheden til at stå med ansigtet samme vej som menigheden, er der mulighed for både at rykke alteret længere mod øst, og at sætte det helt op mod endevæggen, og der kan sættes mere og højere udstyr på bordet, der nu ikke skal kunne »overses«.

    Østkirken har kun et alter i kirkerummet. Dette gælder også lutheranske kirker, selv om mange kirker har flere stående, idet der er tale om museumsstykker, der ikke fungerer som altre. De katolske kirker har kun et højalter, men har desuden sidealtre, votivaltre og messealtre.

    Begyndende i de større kirker, hvor afstanden til menigheden var stor, er der i senmiddelalderen blevet opsat lægmandsaltre, også kaldet helligkorsaltre, idet lektoriemuren i korbuen effektivt forhindrede menigheden i at se altertjenesten, og nadveren derfor antagelig er blevet udleveret ved lægmandsalteret. Disse lektoriemure overlevede ikke reformationen, men reminiscenserne kan endnu mange steder ses i de engelske rood screens. I en del engelske kirker var der både rood screen og øst for dette et lektorium, pulpitum adskilt af en tværgang. I Danmark overlevede kun to lektorieprædikestole fra den tid, hvoraf Tønder har den ene. Murene i Roskilde domkirke blev dog stående i mange år efter reformationen og var derved medvirkende til, at en del af korinventaret blev bevaret.

    ALTERETS OPBYGNING

    Alteret kan bestå af:

    Mensa / mensale
    Bordpladen, der skal være i et stykke og af sten. Også kaldet tabula. Alterets nordside kaldes for evangeliesiden eller brødsiden, og alterets sydside kaldes for epistelsiden eller kalksiden (ved traditionel kirkeorientering). Bordpladen kan have udhugget et kors i hver hjørne og et større over låget til relikviegemmet.

    Sepulchrum
    Relikviegemmet, altergraven, der gerne er udhugget i bordpladen.

    Stativet
    Stativet, der bærer bordet, er en plint eller bordpladen bæres af søjler.

    Antependium
    Fronten, pallium altaris, som kan dække hele facaden fra gulv til plade og blev antagelig udviklet fra det klæde, der dækkede martyrkisten under bordet. Det er ikke tilladt kun at dække en del af forsiden. Der er yderligere regler for materialer og farver inden for den liturgiske farveskala for sådanne antependiummer - se næste afsnit.

    ALTERKLÆDE
    Alterdug
    Alterdugen skal være af hvidt klæde og dække alterpladen. Alterdugen kaldes også for linteamen altaris og sjældnere pannus / palla altaris.
    Der var tidligt regler for dugenes antal og udformning. I det fjerde årh. blev alteret tøjdækket under tjenesten med de femten »mysterier« (se Rosenkrans). Fra det syvende århundrede var der kirkelov for alterets tildækning.
    Skikken med tre alterduge begyndte i det niende århudrede. Begrundelsen er opfattelsen af, at hvis blodet spildes, så skal det opsuges af dugene, før det når alterstenen. Dugene skal være af linned eller hamp. Efter [Cath.Enc.] skal der fra begyndelsen af 1900-tallet i katolske kirker være tre duge plus en eventuel vokset dug, chrismale. Fra omkring 1000 får dugene broderier og borter.
    Den katolske alterdug skal kunne nå gulvet på hver side. Der anvendes i dag kun en enkelt underdug, der kan være kort og kun dække selve stenen. Tidligere var der to underduge. Symbolsk regnes dugen for Jesus klæde ved piskningen (Johs. 19-1). Underdugen er ofte præpareret med voks for at beskytte mod fugt fra alterpladen.
    Ordet alterklæde kan betyde både alterdug og antependium.

    Alteromhæng
    Fra 11-1200 hængtes i Danmark også klæder ned foran alterets forside (og evt. siderne). Det kaldes et antependium, hvis det er gjort af stof. Skikken er beskrevet fra ca. 300. Dugens farve fulgte ofte de liturgiske farver for årstiden. Disse farver var dog kun påbudte for højalteret.
    Alterklædets fastgørelse til alterbordpladen på forkanten skjules ofte med en smal bort eller broderet frise, der kaldtes for alterbryn = aurifrisium, prætexta eller frontellum.
    Alteromhænget kaldes antemensale, hvis det er gjort af træ eller metal.

    Vesperale
    På steder, hvor skidt kunne drysse ned fra lofter etc. skulle alteret dækkes, når det ikke var i brug. Dækket kaldes for vesperalet.

    Pulvinarium
    For at beskytte alterdugen mod slid og snavs fra liturgibøgernes bind, der også kunne have ridsende metaldele, blev bøgerne svøbt i et klæde, eller det blev bredt ud på bordet. Klædet kaldes for pulvinarium.

    Gyldne altre

    De ni danske »gyldne altre« er delvis frontaler fra 1150 (Odder og Lisbjerg) og resten fra 1200-tallet. De 3 har retabler. De 8 er fra Jylland - det ene fra V. Götland i Broddetorp.
    De to er stadig på deres plads: Sahl og Stadil. De øvrige er i Nationalmuseet: Odder, Lisbjerg, Sindbjerg, Ølst, Tamdrup, mens Kværn er på Germ. Museum i Nürnberg.

    Tamdrup Kirke, der ligger højt og frit i landskabet vest for Horsens, er en anselig treskibet kirke, hvor hvælvet tydeligt kan ses indsat senere end grundbygningen. Der er i korhvælvingen afdækkede kalkmalerier forestillende Adam og Evas uddrivelse af Paradis. Alterbordet er prydet af en kopi af det gyldne alter på Nationalmuseet, og de gyldne plader er opsat på en træramme med lister i samme mahognilignende træsort.

    Der findes i Bjergby Kirke, Vendsyssel, en alterfrontale dannet som de gyldne altre, men hvor metaldækpladerne mangler. Den sidder nu igen på sin plads efter nogle år at have været sat i kirkens side.

    De gyldne altres frontaler ligner sydeuropæiske, bl.a. Sant' Ambrogio i Milano fra 824-859 af Wolvinius, hvor underdelen gemte to hele helgeners rester (SS Gervase og Protase).

    Det mest kendte »gyldne« alter er Sankt Markuskirkens i Venedig. Det var dogens private kapel indtil midt i 1800-tallet, hvorefter det blev Venedigs domkirke. Alterudsmykningen er et ciboriealter med en gylden reredos, der kaldes Pala d'Oro*), der er udstyret med en mængde emaljearbejder på guldfolie (antallet varierer med mine kilder), ædelstene og ciseleringer. Tavlen er påbegyndt i Byzantisk område i 976/1105, ændret i 1209 og i 1345.
    *) Ordren for alteret blev givet af Doge Ordelaffo Falier i 1102, og alteret blev leveret i 1105 fra Byzans. Senere har tavlen fået tilføjet den øverste række af emaljearbejder, der også stammer fra Konstantinopel - en del skal være bytte fra det fjerde korstogs plyndring af byen i 1204. Emaljearbejderne skal oprindeligt være fra 900-tallet. I et af nederste rækkes midterfelter er dogen Falier indsat, hvor oprindeligt en af Komnenoskejserne sad. Over for ham sidder stadig en emalje af kejserinde Irene Ducas, gift med Alexius I (1081-1118).

    Alterets nipsgenstande

    Alterlys fremkommer i det elvte århundrede - gerne to - et på hver side af krucifikset eller korset. Senere har de katolske kirker ofte seks lys på alteret, idet de seks lys sammen med et krucifiks er nødvendigt for det tabernakel, som benyttes under nadveren.

    Krucifiks
    På de tidligste alterkors var der ikke en korsfæstet skikkelse. De efterfølgende alterkors blev sædvanligvis til krucifikser med figuren Majestas Domini. Krucifikset kunne blive sat oven på retablet som på nogle af de gyldne altre.

    Klud
    Under nadveren en klud, corpus, lavet af hamp eller linned, og hvorpå hostiebrødet blev brudt. Det skal på midten være uden broderi, fordi brødkrummerne lettere skal kunne samles op. Der anvendes også et corporale af mindre dimensioner til at dække hostien og kalken. Se her om nadverdelen.

    Altertavle

    Retabulum
    På mensalets bagkant kan der være rejst en frise, der kaldes retabulum. Ordet retabulum anvendes i udlandet (Tyskland) også om hele altertavlen. Da der senere kommer altertavler på alterets bagkant, bliver retablet altertavlens fodstykke og kaldes så for predella.

    Altertavlerne var først ret lave opbygninger på alterbordets bagkant - på retablet. De kaldes for frontaler, superfrontaler eller pandebrædt. Senere blev tavlerne større, og de blev løftet op på en predella. Begge dele tilsammen kaldes så for et retabulum. Den tidligst kendte altertavle regnes for at være den i domkirken i Tivoli i Italien fra det elvte århundrede. Den forestiller Maria, Jesus og Johannes Døberen. Fra 1000 i Tyskland kendes Mariabilleder - først i små ædeltræs- eller guldrammer og måske med relikvie indeholdt. Fra 1100 fandtes de som rene skulpturer.

    Retabel bruges både om den lave opbygning på alterbordets bagkant og om selve altertavlen (alterretabel). Ordet bruges også, hvis tavlen er sat op på væggen bag alterbordet.

    Altertavlen kaldes på engelsk forskellige udtryk. Base er den del, der er skjult bag alterbordet. Panel er den dekorerede del over bordkanten. Cornice er en frise med kors på.

    Altertavler af forskellig konstruktion i træ eller sten sat op på alterets bagside og med udsmykninger med figurer og udskæringer dækkes på engelsk af ordet reredos, mens malerier, tæpper etc. kaldes for retables eller altarpieces. Iflg. Encyclopedia Brit. står der Reredos - »term used for an ornamental screen or partition not directly attached to the altar table«. I Liverpool, hvor det er alterbagvæggen, der er udsmykket med statuer og modelleringer i nicher, der er 6-7 meter høje, kaldes de for reredos.

    Skabs- og fløjaltre havde døre til at lukke for panelet. Panelets forside, der vender mod menigheden, kaldes for retable og bagsiden kaldes fra det tolvte århundrede for counter-retable. Retablet kan have en hylde til lysestager og krucifikser.

    Predellaen var i begyndelsen ofte et lille skab eller gemme for nogle af altertingene.

    Nadveralteret

    Alterets rolle som offerplads, nadveralter, returnerer altså til kirkerne efter Constantin. Mindst en gang om året blev menigheden givet adgang til højkoret, hvor de kunne lægge deres naturalieafgifter og penge direkte på alteret, og senere blev også nadveren anset som et offer til soning af de offergivendes synder.

    I nogle altre var der plads til hostien i særlige aflukker. Disse altre kaldes for tabernakelaltre. Der findes også altre med gitter for relikvierne. Begge disse typer er sjældne i Norden.

    Nadverdelene
    Nadverdelene er, Vasa sacra, kalken, til at opbevare vinen i, og patenen = disken til at opbevare brødet, hostien, i. Disse to ting kaldes tilsammen på engelsk for the species eller the elements.

    Til at opbevare det indviede brød og vin i blev også fremstillet nogle flytbare skabe, der kaldes for monstranser eller monstranshuse af monstrare = at vise, fordi skabene var med glasruder, så indholdet var synligt), engelsk monstrance eller ostensorium.

    Hostiegemmet blev i den tidlige middelalder opbevaret i en beholder, der kaldtes for pyxis = buksbom, og lidt senere også for ciborium af latin = brød. Ikke at forveksle med alterbaldakinen). Inde i pyxis - og også de senere forme - var der en klemme af form som en halvmåne, luna eller lunula, hvori hostien som skuebrød kunne fastgøres. Hostiegemmet (pyxis) kunne hænge ned fra ciboriehimlen.

    Til nadvertjenesten hørte også røgelseskar, en klokke og en vaskekumme, piscina, samt vandkande, aquamanile.

    Når nadverens brød og vin blev båret frem til alteret, kunne udstyret bestå af nedennævnte dele, der blev anbragt oven på hinanden til en enhed, der nedefra bestod af: Corporalet bredes ud på alteret, og kalken sættes på den. Bursaen, der i liturgisk farve og mønster, skal svare til kirkeårets tidspunkt, stilles op, så mønsteret eller farven kan ses. Vellum tages nu af og lægges ved siden af corporale. Pallaet tages af og lægges til side. Disken tages ned og sættes ved siden af kalken. Purificatorklædet tages af og lægges til side. Kalk og disk er nu klar til brug.

    Kalken
    Myterne om det originale bæger fra Det sidste måltid er mange og fantasifulde og lever op til nutiden i historierne om Den hellige Gral.

    De tidligste kalke har antagelig været af glas, men også ædelmetaller, træ og lerkar har været brugt. Ædelmetaller er dog bedst anvendt til formålet. Formen har været vaselignende med to håndtag - i dag ofte uden håndtag. En del har givers navn som inskription og kaldes calices literati. En periode i middelalderen blev vinen drukket gennem et sugerør, og cistercienserne fortsatte hermed til reformerne omkring 1200.

    Der findes kun to kalke ældre end 800. Den ene er irsk og findes i Tassilo og med irske stiltræk. Den anden fra St. Ledger er fra ca. 788. Dernæst kommer kalken fra Ardagh, Irland. Den blev først fundet i 1868, men er fra det 9. eller 10. århundrede. Domkirken i Nancy har en kalk fra ca. 950.

    Før 1100 er der nogle regler - dog ikke alle med førstehåndsdokumentation - om at kun sølv og guld må bruges til kalke. I fattige kirker kunne dog tin anvendes.

    Fra der gås over til kun at lade præsterne drikke den transubstantierede vin kendes også store kalke, der blev brugt til at dele almindelig vin ud til pøbelen med, for at de lettere kunne sluge hostien. Denne vindrikning kaldtes for purificatio.

    Visse nutidige trosretninger kræver mindst indvendig forgyldning. Kalken skal konsekreres før brug af en biskop ved anvendelse af hellig olie, og derefter må den egentligt kun berøres af præster og diakoner, men dispensationer gives. Også de dækkende klæder, purificator og palla, skal separat indvies før brug. Vellum og bursa er senere opfindelser end de øvrige ting.

    Disk
    Disken = paten af latin patina og græsk patane er en tallerken, ret dyb, til frembæring af nadverbrødet. Den passer ofte i sæt med kalken og skal som denne være af ædelmetal. Brødet ligger på denne, også før det er indviet og igen efter, når det brækkes i stykker. De tidligste diske var også af andre materialer og nogle var meget store vejende op til 10 - 15 kg.

    Salving
    Til den særlige salving hørte salvingsolien, der er en af tre typer: Olierne opbevares i Chrismatorium, på engelsk også ambry.

    Skabsaltre

    Fra 1300-tallet bliver der opsat skabsaltre. Det stigende antal relikviegemmer på alteret skabte behov for plads til sådan udsmykning, og der kunne sættes en predella op på alterets bagkant, Predellaopstillingen blev i løbet af kort tid forøget med alterskabsopbygninger.

    Skabsaltre er altre med låger, hvor der inde i skabet er plads til statuer og mindre figurer af hellige personer. Det bedst bevarede danske eksempel er fra 1325 og kaldes for Løgumskabet. Figurerne indeholdt relikvier, hvad de katolske alterfigurer stadig gør. I den protestantiske kirke bliver figurerne alene symbolfigurer. Skabsaltrene er som hovedregel ikke danske produkter, men seriefremstillede i Nordtyskland og Holland. På værkstederne havde man tomme skabe og et udvalg af figurer klar, og kunden kunne så kombinere efter ønske, pengepung og behov.

    Diptych, Triptych og Pentatych
    Oprindelsen til ordet er græsk: diptychon: dis = 10 + ptyssein = at folde. Ordet betød oprindeligt en notesbog af to hængslede tavler med voksede sider, hvorpå der kunne skrives og kendt fra -500. Indsættes der flere tavler mellem ydersiderne = polytych. Det blev efterhånden sædvane at udstyre diptychs kunstnerisk og give dem som gaver til venner, når man fx blev konsul. I den kristne verden blev disse diptychs brugt til at opskrive kirkens medlemmer - ofte de levende på den ene side, og de døde på den modstående, hvoraf kommer navnene libri vivorum et mortuorum. Senere blev de til nekrologier eller dødebøger, obituarier.

    Foruden skabet selv var også lågerne bemalede eller udskårne. Der kunne være en, to eller flere låger. Hvis der var en dør, der kunne åbnes til siden, kaldes det et diptych, med to fløjdøre - en på hver side - kaldes det en triptych / triptychon, og med to sæt fløjdøre, i alt fire døre, en pentatych / pentatyptichon. Alteret i Løjt, i Århus Domkirke og i Viborg Søndre Sogns Kirke har mere end to sæt fløjdøre, og her benyttes ikke noget særligt (græsk) udtryk for antallet. De altre, jeg har bemærket, bliver aldrig bredere end dobbelt bredde, idet de ekstra fløjdøre lukker mod enten det først sæt åbne eller lukkede.

    De figurklædte dele var i inderskabet og gerne på første sæt låger, således at centralskabet sammen med det første sæt låger i åben tilstand fremviste et bredt panorama af billedfortælling. Udadtil bliver udsmykningen så mindre og mindre prangende, og nogle skabe var yderst helt uden dekorationer til brug i fasteperioden. Åbningen og lukningen af de forskellige låger vekslede med kirkeåret. Hovedperioden for disse tavler ligger i Danmark i begyndelsen af 1400-tallet.

    Motiverne på fløjaltertavlerne var ofte korsfæstelse, Maria og barnet, 12 apostle, 4 evangelister og lidelsespassioner. Et eksempel på billedkompositionen kunne være: Under restaureringer er der ofte blevet byttet om på figurernes attributer og navne og symboler, så en kritisk »læsning« er nødvendig.

    De fleste udskårne tavler kom fra Nordtyskland. Mestrene i Danmark var:
    Claus Berg
    Hans Brüggemann
    Bernt Notke
    (Lübeck)

    Produktionen stoppede ved reformationen.

    Lægmandsalter

    Efter reformationen blev alle lægmandsaltre fjernet, og der er ikke bevaret et eneste i Danmark. Nadveren skulle efter reformationen indtages i fællesskab med præsten, og det foregik i begyndelsen noget ustruktureret med menigheden, der lagde sig på knæ, hvor der var plads, og der fik de nadveren udleveret fremholdt på en dug. Sidst i århundredet (1588) kom der befaling om at etablere faste knæfald rundt alteret. Det er dog først et stykke ind i 17. årh. at knæfaldene bliver etableret.
    Jeg er gjort opmærksom på manglende kildeangivelse til årstallet. Jeg har ikke selv digtet det, men jeg har ikke været omhyggelig nok med at notere kilden - og jeg leder stadig efter den.
    JM 22. juli 2009.

    På altermensale i Torslunde fra 1561 og på altertavlen i Landet kirke på Lolland fra 1582 er der endnu intet knæfald. I en ansøgning fra Fakse til kirkemyndighederne i 1634 beder menigheden om et forhøjet altergulv, så det bliver lettere at komme ned på knæene.
    [Børge Mosumgaard: Kig på kirker, 1966]

    Rejsealter

    Rejsealtre kunne man i katolsk tid ikke bare anskaffe sig. Altrene var så hellige, at de ikke kunne bæres rundt uden særlig tilladelse. Der findes dog nogle rejsealtre overleveret, fordi de ofte var små kunstværker og derfor overlevede reformationen. Således har vi et pavebrev fra 1449 med tilladelse for Erik Ottesen Rosenkrantz, rigsråd, til at medføre et rejsealter. Dette alter er nu i Frederiksborgmuseet.

    Også Jens Andersen Beldenak fik i 1505 af paven privilegium på at måtte have et rejsealter, »hvor der selv under interdikt« kunne læses messer - og også før daggry - der ellers var ulovligt. Det var Beldenak, der gav Nørholm Kirke dens altertavle.
    [Lindhardt p.88]

    Reformationsudrensningen

    Den inventarmæssige udrensning i de danske katolske kirker gik gennemgående meget roligt for sig og tog mange år, hvilket er årsagen til, at så mange inventardele fra perioden stadig er bevaret. Derved fik vi de stadigt pænt pyntede kirkerum til forskel fra Den reformerte Kirke efter Zwinglis og Calvins reformation, hvor rummene er så godt som øde. Den danske billedstorm fremkom kun i Vore Frue Kirke i København, mens en strid om en pavestatue af Lucius i Roskilde ikke udartede sig [8903 Pave Lucius' lange rejse, P. H. Frosell, Reitzel, 1992].

    Den reformerte kirke smed ved reformationen også alteret ud og bruger et almindeligt bord.

    For altertavlernes vedkommende blev der hurtigt nedlagt de mange sidealtre, mens flere højaltre blev bevaret (dog er kun 15 af 161 fynske kirkers gotiske tavler bevaret). Udskiftningen var både et udviklings- og et oplæringsprojekt og også et økonomisk problem i en tid, hvor landet havde været hærget af en borgerkrigslignende nedgangsperiode. Nogle tavler blev gemt væk og er siden blevet retableret. Der havde desuden i 1400-tallet været en voldsom nyopsætning af skårne tavler, så der går resten af århundredet og ind i Christian IVs regeringstid, før der begynder at dukke reformerte baroktavler op.

    Norden har flere levn af førreformatoriske altertavler end længere sydpå, og mange er blevet genbrugt efter reformationen. Bl.a. fik altertavlen i Holstebro, der forestillede Maria på dødslejet, på Mariaskikkelsen sat et skæg efter reformationen, så blev symbolforklaringen ændret, og man havde en mandlig figur i stedet for Maria.

    Den første Lutherske tavle i Danmark regnes den i Rostrup Kirke (Hobroegnen) fra 1575 for. Tavlen kaldes også en katekismustavle på grund af alle skriftstederne og læresætningen, der med gotisk, snørklet skrift er malet i billedfeltrne på det ellers fløjtavleopbyggede alter. Denne skrevne altertype er talrigt repræsenteret på Lolland (7).

    Pietismen anbragte prædikestolen midt i altertavlen.

    Om baroktavlerne læs videre i K. & J. Boye Petersen: Kirkelig Skulptur i Danmark, vol. 1, Gyl. 1999, p.132ff.

    Døbefonte

    Ved dåb benyttede man hel neddypning indtil ca. 1500. Fra 1320 begyndte man i visse tilfælde og med regionale forskelle at bruge delvis neddypning ved dåbshandlingen, og vandforbruget faldt efterhånden til det nødvendige ved en overgydning, aspersio, af hovedet alene. Efter en egn var blevet kristnet var hovedparten af dåbspersonerne jo også de nyfødte, så af flere grunde blev behovet for et stort kar til dåbshandlingen formindsket. Alligevel er hovedparten af de middelalderlige danske døbefonte bevaret. Fontene skulle efter beslutning på konsiliet i 524 i Lerida altid være af sten, men kunne også være af metal. Træ var ikke tilladt.

    Da de danske stenfonte er store og tunge, så er det med til at sikre bevaringen, og i dag har vi ca. 1600 stenfonte fra middelalderen, og heraf står de 1000 i Jylland. I Nordjylland udgør landsbykirker med de originale fonte 93 %.

    Fontene blev i begyndelsen opstillet i kirkens vestende. Den symbolske betydning var, at her var indgangen til kristendommen, til kirken, til frelsen - alt fra vest mod øst. Senere er mange fonte flyttet nærmere koret. Fontenes vand er helligt, og det skulle i middelalderen skiftes som indviet vand og måtte kun hældes ud i indviet jord. Helligheden gjorde det også nødvendigt at have et dæksel over fonten for at undgå, at skidt faldt i karret. I stedet for låg kunne der også være en baldakin over fonten.

    Øvrige udstyr i kirkerummet

    Korstole
    I klosterkirker og større kirker med mange prælater var størstedelen af pladsen i koret optaget af korstole. De var opstillet i kirkens længderetning på begge sider af korindgangen under pulpitum. Pladserne blev indtaget efter anciennitet med abbeden først efter indgangen mod syd og prioren mod nord.

    Korstolene var oprindeligt bare løse stole, men de blev senere sammenstillede til stalli (eng. stalls) med højere og højere og arkitektonisk dannende del af kirkeudsmykningen og afskærmningen mellem kor og omgivende lokale. Korstole kendes fra St. Gallen siden 800-900. Fra romansk periode, hvorfra levn er sjældne, er der eksempler i Ratzeburg1). Stolene på epistelsiden (Syd) kaldes for chorus abbatis eller chorus praepositi, på evangeliesiden (Nord) kaldes for chorus prioris eller chorus decani.
    1) De mest spektakulære stole i Ratzeburg Domkirke er to tre-sæder som brugt af de tre celebranter i katolske messer. Der er ingen midteropdelinger. De angives de i Ratzeburgguiden som værende gotiske fra ca. 1340. De omtalte korstole er alene nogle udskårne sidevanger fra ca. 1200, der er kirkens og Nordtysklands ældste inventardele - bortset fra gravsten. De blev i 1880 snedkereret til to stolerækker, men jeg bemærkede dem ikke under påsyn 1. juli 2005.

    Læsepult
    Midt i koret stod en læsepult, ambon / ambo - på engelsk the great lectern fra det latinske legere = læse. Det er en bogstand på en trefod med en søjle og et »nodestativ« øverst. Tidligt var der kun én læsepult i kirken, men senere kom der en i både nord og i sydsiden af koret. Fra den nordlige holdtes prædiken, evangeliet læses og ekskommunikationer og dekreter udtales.

    Den sydlige var delt i to, vendende hver sin vej. Den højeste vendte mod alteret og benyttedes af underdiakonen, når epistlen læstes. Den lavere del vendte mod skibet, og herfra foretoges de øvrige læsninger.

    Der kunne være en tredje læsestand, der så blev anvendt til prædiken alene. Læsepultene kan være fornemt udsmykkede, og ved festlige lejligheder behængt med klæde. Amboen er en høj læsepult ofte af sten eller marmor og af meget tidlig oprindelse. Fra amboen læstes evangeliet, og der skulle være plads til både lector og de hosstående lysebærere, når man gik op ad trinene (begge sider), mens man sang graduale. Ordet er faktisk synonymt med lectern, men møblet blev ikke i Oldkirken brugt til at prædike fra.



    Læs her om
    kirketyper og kirkers bygningsdele
    bygningstyper og stiludvikling
    klosterbygninger
    bygningsteknik om hvælv. tegl og skifter.

    Opdateret d. 28.7.2014
    Videre til religionshistoriske sider Retur til  toppen af siden
    Retur til religionshistorisk arkitektur forside Videre til mappen med  ordensvæsensartiklerne
    Retur til  religionsforsiden Retur til hjemmesidens  forside