Teksten indledes med en typeoversigt efterfulgt af en historisk oversigt for Danmark. Dernæst følger en kortere og generel beskrivelse af visse aspekter af stiludvikling fra præromansk til renæssancen.
I den første tekst blev bygningstekniske detaljer gennemgået, og der var en oversigt over kirkebygningens enkelte dele. I en efterfølgende tekst er der noter om kirkeinventar.
Ordet kirke stammer fra græsk og kan have rod i to forskellige ord:
ekklesia
der af NT-forfatterne blev anvendt om en kristen menighed.
kyriakon
der betyder »Herrens Hus« og fra 3. årh. blev brugt om menighedshuset.
Hvorvidt det ene eller det andet ord ligger til grund, er uvæsentligt. Gennem kampe mod de kristne, plyndringer og anden forbindelse med de kristne menigheder havde danere, angelsaksere m.fl., længe før de blev kristnet, stiftet bekendtskab med kristendommen og optaget mange ord fra denne kulturkreds i eget sprog, heriblandt ordet for kirke - church - Kirche.
Definitionen på »Kirken« er et indviet, helligt sted, en bygning eller et lokale, hvor en menighed samles for at udføre de med en tro eller gudetilbedelse forbundne ritualer. Bygningens funktion sætter derfor nogle rammer for dens indretning, og disse funktionsrum og deres inventar har for den kristne kirke fra den blev en anerkendt religion i 300-tallet ændret sig meget lidt: kor, skib, alter osv.
Stiftets hovedkirke og biskoppens embedskirke, dvs. kirken hvor biskoppens cathedra står. Cathedra eller trone er symbolet på autoritet. I økonomisk forbindelse hedder domkirkerecclesia cathedralis. Katedralbenævnelsen anvendes ikke af Østkirken.
Der er særligt indvielsesritual for en domkirke. Det visuelle tegn er tronen, der i de tidlige kirker stod østligt i koret, mens præsten endnu stod på østsiden af alteret med front mod menigheden. I senere stilopbygninger skal tronen stå på evangeliesiden i koret. Den skal have en baldakin, og der skal være tre trin op til den. Når biskoppen skal bruge tronen, skal trinene være tæppebelagt. Der er andre regler for kirker uden for den katolske, men grundlæggende er principperne for ritualerne de samme: om værdighed og magt.
Kanonisk lov krævede også, at domkirken skulle have et domkapitel, der skulle tjene som biskoppens rådgivende forsamling. Der kan være særlige sædvaner i domkirkbyerne som fx i Firenze, hvor dåb ikke finder sted i sognekirkerne, men finder sted i domkirkens særlige dåbskapel.
Basilika kan også have en fra arkitektur forskellig betydning. Ordet kan bruges om visse kirker med begrundelse i deres liturgiske funktion. Betegnelsen hæftes på kirker af en vis omfattende betydning, men er ikke klart defineret. Af de allerstørste regnes:
San Giovanni in Laterano (St John Lateran) i Rom, der er pavens domkirke
Santa Maria Maggiore (St Mary Major), der var domkirke for patriarken i Antiocha
Peterskirken, der var domkirke for patriarken i Konstantinopel
San Paolo fuori le mura (St Paul's.without-the-Walls), størst efter Peterskirken, går tilbage til 400-tallet
Santa Sabina, der var domkirke for patriarken i Alexandria
Sant' Apollinare i Ravenna
Sommetider regnes San Lorenzo fuori le mura (St Lawrence-outside-the-Wall) fra 330 / 579 også blandt de store basilikaer, idet den var domkirke for Jerusalems patriark. Blandt de mindre basilikaer, der alle udnævnes af paven til at bære denne betegnelse, regnes basilikaerne i Lourdes, Sacre Coeur på Montmatre, Marienthal i Alsass og Sant' Apollinare in Classe i Ravenna, hvis den ikke regnes til de helt store i ovenstående liste.
Sognekirker har ikke specielle bygningstræk, men kan være kirker af enhver størrelse og form. Inddelingen kan derfor kun anvendes som tegn på, at der er almindelige kirkemedlemmer, der her tilbeder deres guddom.
Kollegiatkirkercollegiate churches, er større kirker, hvor kannikerne organiserede sig som en slags »halvklostre« med egne regler for livsførelse, underhold, stillingsskift m.m. I øvrige forhold fungerede de som andre sognekirker. I kollegiatkirker er store korrum almindelige, da det omfattende præsteskab krævede plads. Vor Frue Kirke i København og Haderslev Kirke samt Mariakirken / Vor Frue Kirke i Odense og Mariakirken i Åbenrå var kollegiatkirker.
Hvor chapter som hovedregel er forbundet til en domkirke, så er kollegiatkirker ikke stiftskirker. Kollegiatkirker autoriseres af paven og ikke af den lokale biskop. Er der først oprettet en kollegiatkirke, er den dog oftest under den lokale biskop. Kollegiatkirker deles i insignes = vigtige, berømte kirker og non insignes = mindre betydende kirke — men med noget flydende definition og forskellig vægtighed i lokalområdet om fx rangfølge eller foretrædelsesret i processioner.
En kollegiatkirke er ikke altid underlagt områdets biskop, men uden for den katolske kirke fx under monarken i de lande, hvor monarken er overhoved for kirken. I England er det bedst kendte eksempel på en kollegiatkirke Westminster Abbey. På engelsk benævnt College eller Collegiate Church. Den engelske kollegiatkirke omfatter også akademiske medlemmer, der i middelalderen var lig med teologer.
Korporationskirken er en købstadskirke, til hvilken lokale, borgerlige sammenslutninger havde tilknytning. Samenslutningerne kunne være:
Broderskaber
fx »forsikringsselskaber« for brødrene
gilder
der kunne være gejstlige kalenter viet til en helgen
lav
faglige håndværkersammenslutninger med tilknyttede sociale og etiske mål som fx ungdommens umoral.
De faglige korporationer aflagde løfte om at udføre visse kirketjenester, fx ligfølge, kirkevagter, bekostning af altre og deltagelse i processioner, og medlemmerne fik derved en tæt tilknytning til kirkens drift. I senmiddelalderen udviklede nogle af selskaberne sig til den populære Maria-kult i Rosenkransselskaberne.
Klosterkirker kan have specielle træk for at kunne opfylde klosterreglens krav, men indeholder samme elementer som andre kirker, da messer og tidebøn m.v. i den katolske kirke stort set er ens for alle.
Nonnekirkerne har specielle træk, da menigheden hovedsageligt bestod af ordensmedlemmer, og kvinderne i almindelighed ikke måtte være sammen med mænd eller lægfolk. Klosterkirkerne var ikke tænkt som offentlige kirker.
Ordene kirke og kapel bruges både om samme begreb og om forskellige begreber. Bruges ordet om samme begreb, menes der en kirke. Ordet kapel stammer fra ordet cappa og tillægges anekdoten om Sankt Martin, der delte sin kappe med en tigger uden for byporten til Amiens. Den mindre del af kappen, som Martin svøbte om sig, var nu en capella. Den blev efter Martin gemt som et relikvie og blev af frankerkongerne ført med i krig, hvor den blev opbevaret i et telt, der så blev kaldt capella. Der blev afholdt messe over relikvien i teltet, og efterhånden blev ordet det gængse for et aflukke beregnet til bøn eller messe. Ordet blev i denne betydning først fundet hos Marculfus i 7. årh. og fra den tid bruges udtrykket capella major også om en kirkes kor med højalter for at skelne dette fra sidealtre og kirkens øvrige kapeller.
Det oprindlige ord for et privat bønne- eller messeaflukke var et oratorium, som de merovingiske konger benyttede, men på grund af kappens indflydelse blev oratorium ofte brugt synonymt med kapel.
Kapeller kan være separate bygninger, hvor kirkelige handlinger inklusive messefunktionen foregår, især om messe for en helgen eller en bestemt relikvie, der har forbindelse med stedet eller er stedets skytspatron. Kapeller kan være en del af et kirkekompleks som sidekapeller, Lady Chapels, dødskapeller og gravkapeller, og kapeller kan — uanset beliggenheden — være beregnet for særlige formål som privatkapel, kongekapel og vejsidekapel.
Kapeller har normalt ingen menighed tilknyttet eller nogen fast præst, og der udføres ikke daglige gudstjenester — med undtagelse af familiekapellerne med særlig tilladelse.
Prototypen på kongelige kapeller er Constantins kapel, der dannede model for de franske Chapels Royale — Saintes Chapelles. I Ravenna kan et af de tidligste kapeller ses i ærkebiskoppens residens. Det blev bygget af ærkebiskop Peter Chrysologus ca. 430. Også i Chartreskatedralens krypt er der et tidligt kristent kapel for St. Lubin.
Fra 350c til 1100c var der regulerende verdslige og kirkelige love for oprettelse og betjening af kapeller. Der var oftest påbud om, at kapeller skulle stå under områdets biskop, og at biskoppens tilladelse skulle foreligge, før en præst kunne ansættes ved et kapel. Endvidere var det reglen, at søndagsmesse ikke måtte finde sted i et kapel. Om søndagen skulle den troende indfinde sig i kirken og deltage i fællesmessen.
Ved indførelsen af sogne omkring 1100-1200 ændrede reglerne sig, og standsfamilier fik kapeller med betjening, hvor præsten også kunne være lærer for børnene og sjælesørger for hele husholdningen på godset. Afstandene til en kirke havde også indflydelse på tilladelserne til separate kapeller.
Fra omkring 500 byggedes der — især i Italien fritliggende dåbskapeller, baptisterium. De ligger oftest tæt på kirken. Der er mange eksempler på centralbygninger som dåbskapeller: Firenze, Pisa og i Rom ved San Giovanni in Laterano fx. I middelalderen var det normalt, at døbefonte i kirker stod mod vest. Senere flyttedes de mod øst, for som nu mange steder at ende tæt på koret eller i koret.
Tidligere blev alle »kirker« for trossamfund uden for Den anglikanske Kirke i England benævnt »chapel«.
Om kirkekapeller som bygningsdele - se under kirkebygningens dele.
Et oratorium - fra orare = bede — er en bygning indviet som bønnelokale og oftest opført til privat brug. Ordet er ofte synonymt med kapel. I middelalderen blev ordet »oratorium« også brugt om en kirke, bl.a. brugte Cistercienserne ordet om deres kirke, som de også kaldte for ecclesia.
Romerkirken delte oratorier i offentlige, halvoffentlige og private oratorier. Offentlige oratorier fungerede som kirker med hensyn til bøn og messe. De halvoffentlige kunne være på et hospital eller i et fængsel. De private oratorier kunne kun indvies med pavens direkte tilladelse.
Afsnittet om Danmarks kirker er tænkt som en kort indføring i de danske kirkers udvikling, og her er der til forskel fra de fleste øvrige afsnit også lidt om landsbykirkernes udvikling.
Statistik
I Danmark er der over 2000 middelalderkirker. Der er bevaret 1728 kirker bygget før år 1500; det er 83 købstadskirker og 1645 landsbykirker. Denne opgørelse inkluderer Sønderjylland til Ejderen og stammer fra optællinger gjort af Mackeprang i 1920. I Skåne er der knap 100 kirker tilbage fra dansk tid, idet Sverige i 1800-tallet nedrev de fleste af de oprindelige kirker.
Af de bevarede landsbykirker er 1589 romanske og de 139 bygget senere. Kun meget få landsbykirker er gotiske. I byerne blev der procentvis bygget flere gotiske kirker. Landsbykirkebyggeriets hovedperiode lå mellem 1175 og 1225, hvor der byggedes over 1000 kirker af sten i Danmark.
De tidligste danske kirker var trækirker, som der kun er enkelte spor af, fx en planke fra Hørning Kirke ved Randers. Så sent som ca. 1310 opførte Dominikanerne i Vejle deres kirke af træ. Det tidligste skriftlige vidnesbyrd om en stenkirke er om en frådstenskirke i Roskilde fra år 1030, men kirken eksisterer ikke længere. I Nordvestjylland er der en gruppe kirker med engelske træk, som fx Hee, Trans, Lihme og Ræhr, der er udsmykket med pilastre og arkader.
Over halvdelen af landsbykirkerne i NV-Jylland er af granit. I SV-Jylland er hovedparten af tufsten fra Rhinen. Lolland, Falster og Møn-området har overvægt af teglstenskirker, der begyndte at blive bygget i 1160'erne, bl.a. Ringsted påbegyndt 1163, indviet 1170 og Sorø fra ca. 1170.
[Guider for Ringsted og Sorø kirker]
Dansk romansk stil
De tidligste danske stenkirker er bygget i romansk stil. Grundplanen er simpel med et rektangulært skib og et kvadratisk kor. Frådstenskirken på Sankt Jørgensbjerg i Roskilde har træk fra stavkirken i dens udvendige trekvartsøjler på både skibets og korets hjørner m.v.
Den romanske stil er væsensforskellig fra den nationale træbygningsteknik og viser en international orienteret stilpåvirkning. Danmarks stenkirker blev internationale i formsprog, men regionale i materialer og proportioner. Stilen bevaredes op til 13. århundredes overgangsstil før gotikken. Stiludviklingen behandles i næste afsnit.
I udsmykningen ses fortsat nationale træk overført fra vikingetiden i form af båndslyng og dragefigurer, som fx på tympanonen i Ejby Kirke. Stenornamenterne i denne gamle stil forsvinder med indførelsen af tegl som byggemateriale. Blandt de romanske kirkers stenudsmykning er de enestående stendøbefonte, hvoraf Danmark har over 1000 bevaret. Andre karakteristiske træk ved de romanske bygninger var kalkmalerierne og de specielle gyldne altre.
På koret kan der være en apsis med bueafslutning mod øst. Denne form er bevaret i ca. 300 kirker. Der kan fra begyndelse have været et vesttårn, som i Tveje Merløse, men hovedparten får først tårn senere i middelalderen. Gennem perioden med romansk stil bygges kirkerne højere og højere, efterhånden som teknikken udvikles, og alle basilikaerne fra perioden har højt hævet midterskib med store klerestorievinduer.
I den sene romanske periode begyndte overhvælvingen af kirkerne — først i apsis — og omkr. 1200 også i korsarme og skib. Landsbykirkerne fik hvælvinger noget senere end by- og klosterkirkerne. I perioden var præsteskabet endnu fåtalligt i hver kirke, og vægten i kirken lå stadig hos menigheden, så korene var relativt små.
Dette satte Lund Domkirkes ombygning i 1145 et skel ved med sin fokus på bispesædets betydning: Kirken blev en »hvælvet pillebasilika med tværskib«, og denne grundtype benyttedes i de næste 100 år generelt til stiftskirkerne, hvor undtagelsen var Sankt Knuds Kirke i Odense, der ikke fik tværskib. Et flertal af kirkerne byggedes desuden i »det bundne romanske system«, hvor et hovedskibsfag svarer til to sideskibsfag længde og bredde eller mindst i længden.
Gotikkens komme ses bl.a. i Århus Domkirkes piller i midterskibet. De har mod midten et fremspring med halvsøjler. På disse søjlefremspring skulle hvælvets buer hvile. Det himmelstræbende sigte varsler om stilskiftet.
Hovedparten af teglstenskirkerne i købstæderne blev bygget i gotisk til: Sankt Knud i Odense, Haderslev, Sankt Olai i Helsingør, Århus Domkirke samt Roskilde Domkirke. De står næsten alle på et romansk fundament og har også — på nær Haderslev — den romanske treskibede basilika som grundmodel. Blandt klosterkirkerne er især Løgumkloster samt birgittinerkirkerne i Mariager og Maribo fine eksempler på dansk teglstensbyggeri i gotikkens formsprog. Perioden 1160 til 1220 er storhedstiden for denne udvikling. Perioden for gotikkens indtog i Danmark kan sættes til omkring 1250.
Der findes kirker, hvis stenmure er rundmuret med teglsten, og der findes teglstenskirker, der siden har fået et pudsdække. Begge forandringer kan så igen ved senere restaureringer være blevet ført tilbage til tidligere form.
Derefter sker der ikke nogen betydende udvikling før efter reformationen, og faktisk først efter Christian IV kommer til og indleder sit byggeprogram ca. 1600.
Præromansk stil = romersk arkitekturtradition
Af de tidligste stilarter er romansk stil den mest omtalte, men det er ikke den første i den kristne tid. Ved kristendommmens start havde denne naturligvis ingen egen stilart, men benyttede de romerske og jødiske bygninger, som fandtes. Romerrigets senere centrering af kirkemagten i Italien og Byzantium betød, at det især blev romersk bygningstradition, der prægede oldkirkens bygninger.
Fra Romerriget - og med rødder tilbage til grækerne — overtog oldkirken tempelbygningens form: det aflange rum eventuelt kantet med en søjlerække, uden for hvilken der er en arkade rundt ydermurene. Denne form benyttedes til kirker i de første århundreder og også efter Konstantins lovgivning om kristendom som statsreligion i det 4. årh.
Først langt senere opstod korsformen, som vi kender den fra romansk og gotisk kirkebygning. Korsformen havde et praktisk sigte, idet der med behovet for flere altre opstod pladsmangel i de første kirkers smalle kor i bygningernes østre ende. Flere altre kunne lettere passes ind med en bred N-S-orientering af kirkerummet, og de tidligste korsgrundplaner er da også i form af crux commissa, der også kaldes T-korset efter dets form. Et senere arkitektonisk ønske var også et fuldendt kvadrat i korsskæringen til brug som fundament for et tårn eller en lanterne.
Udviklingen fortsatte med udbygning af højkoret på den østlige side af korsskæringen og korsformen crux capitata, som vi alment forbinder med korset, opstod. Hermed var der i grundplanen åbnet op for et talrigt præsteskab i korområdet. Det foregik i Karolingertiden fra 9. århundrede og frem til det 13. århundrede.
Den sidstnævnte udvikling kaldes for udviklingen af kultuskirken, dvs. en kirkeform, hvor menigheden kan »undværes«, det er præsteskabet, der er af betydning for gudsdyrkelsen, og menighedens rolle underordnes handlingerne i koret. I denne udviklingsfase begyndte den fysiske adskillelse af menigheden fra koret at finde sted: der rejstes kormure eller lektoriemure og indførtes lægmandsaltre længere mod vest i kirken, så korområdet blev forbudt område for menigheden.
Det er kendetegnende for hovedparten af arkitekturhistorien, at den behandler større kirker, domkirker og købstadskirker, mens de helt små og simple kirkerum kun gives en kort behandling. De her beskrevne forhold er derfor hovedsageligt på grundlag af større kirkers behandling i de benyttede værker.
Den romanske stil er som beskrevet ovenfor udviklet på grundlag af romersk bygningshåndværk og arkitektur. Der er til stilen knyttet nogle bestemte træk, der kan anvendes til identifikation, men da stilen blev udbredt over hele Europa, så er der store regionale forskelle i stiltrækkene til de forskellige tider. Det efterfølgende er derfor på ingen måde udtømmende for, hvad man kan træffe af levn på en lokalitet.
I Nordeuropa blev der fx meget konformt i kirkernes sideskibene bygget med den halve afstand mellem pillerne i forhold til midterskibet, hvis bredde igen havde samme mål som midterskibets pilleafstand.
Koret udvikledes fra at have mindre bredde end skibet — og i øvrigt være af beskeden størrelse — og til at være et vigtigt rum af anseelig størrelse. Koret skulle give mere plads til et større præsteskab og samtidig gøre det muligt at anbringe flere sidealtre og sidekapeller i forbindelse med korrundgangen, der uden om koret blev dannet, så der radielt kunne bygges en række kapeller eller altre. Begyndelsen går tilbage til ca. 5. årh. og blev før gotikken kun almindelig i Frankrig.
Ved overgangen til gotikken byggedes pseudobasilikaer, der er en form med høje sideskibe under fællestag med midterskibet og uden klerestorievinduer, hvilket gav en meget mørk kirke. Af andre kendetegn kan nævnes, at den romanske to-tårns stil opstod i Strassbourg i 1015 og spredte sig derfra til Frankrig og England. Den normanniske stil i England havde som stiltræk abstrakte ornamenter, der brugtes til udsmykningselementer i kirkerne, hvilket ikke fandt sted generelt for romansk kunst.
Den meget lange periode, i hvilken der meldes om kirkerum med trælofter, der brændte (gentagne gange), fik naturligvis kirkeejerne til at ønske sig et mere stabilt og brandsikkert byggeri. Opgaven, som bygmestrene skulle udføre, var da også allerede fra den tidlige middelalder at overdække et kirkeskib med muret loft, hvilket kun kunne ske i form af et hvælv. Der var dog hverken i tidlig middelalder udviklet en sikker konstruktionsteknik eller en velegnet mørtel. Se om hvælv under bygningsteknik.
Professor Moores opfattelse af gotisk stil er smal og kun omfattende de nordfranske bygningsværker, hvor tryk- og modtryk kan siges at indeholde essensen og være det væsentligste element i bygningsstrukturen. Dette argument, siger NewCE., ville også udelukke vestfronten på domkirkerne i Paris, Amiens og Reims. Endvidere kalder NewCE. stilen for »den katolske stil« [argumenter på side 3 i artiklen]. Her anvendes gotisk derfor om de sædvanligt anerkendte stiltræk:
Stilens begyndelse er i Normandiet i områdets meget energiske klostergrundlæggelsesperiode. Bygmestrene kiggede efter Lombardiets bygninger [området fra N for Genua og den franske Alpegrænse og mod NØ til den østriske grænse] og kopierede disse.
De overtagne eller kopierede dele er:
Den sammensatte søjle og arkivolter samt bueelementer over indgangspartier
Det alternerende system, der for buegang er: pille og søjle
Ribbehvælv og kuppel
Modificeret basilikaplan med tre skibe, korsarme og tre apsider, der er taget direkte fra Nativite-kirken i Bethlehem
Dobbelte vesttårne
Lanternetårnet over korsskæringen
Tredelingen i højdemønsteret: arkade, triforium og klerestorium.
En direkte forbindelse mellem romansk og gotisk stil er i de figurbærende portaler udviklet i 1100-1200.
Fra 1050 til 1350 blev der alene i Frankrig opført 80 katedraler, 500 større kirker og tusindvis af små kirker, hvilket vil sige, at der er brudt mere sten end i hele det klassiske Ægyptens tid.
I sammenligning med Pantheon forblev de gotiske katedralers spændvidder lille. Hovedparten er 13 til 16 m brede, og højderne er 42 m i Amiens, mens Beauvais blev 48 m, men den styrtede så også ned igen. Det videste span findes i Geronakatedralen. Det er på 23 m, altså kun ca. halvdelen af Pantheon.
Tårnenes højde blev op til imellem 120 og 160 m. Salisburykatedralens er 123 m og blev færdigbygget 1362, og her forekom bøjning af de meget smalle understøttende søjler, som måtte forstærkes. I Beauvais byggede man op til 157 m i 1569, men allerede i 1573 faldt det sammen for aldrig at blive genopbygget.
Den gotiske stilkreds er altså
udviklet på den romanske
har fået påvirkninger især fra Lombardiet
fik sit udgangspunkt i Normandiet, hvor begyndelsen var i
Jumièges, Caen; og senere i hovedværkerne Amiens, Rheims, Chartres, Bourges etc. og i
England i Salisbury, Kings College, Westminster Abbey etc. og
kendetegnet af stræbepiller og -buer, hvælv og højder.
Kraftcenteret i udviklingen var Clunyklosteret og dets reformvilje i 1000-1050, og da denne kraft falmede, blev førerrollen overtaget af Cistercienserne, der fra 1075 og i det 12. årh. blev normsættende i kirken.
Ribbehvælvet kom i 1100-1140, og i anden fase 1140-1180 kom overdækningen af hovedskibet med de store spænd, de delvis skjulte sprængbuer i triforiet og det seksdelte ribbehvælv.
Endelig løste de franske bygmestre problemet omkring overdækning af rektangulære rum ved udviklingen af spidsbuen. Spidshvælv havde været kendt i Middelhavsregionens østlige egne i 1000 år, før det blev prøvet i Sydfrankrig i forbindelse med tøndehvælv i 1050, og først i 1100 dukkede det op i Nordfrankrig i forbindelse med hvælv og først i 1122 (Morienvalkirken) som spidsbue.
De tidligste gotiske kirker havde altså ingen eller få ydre tegn på den ændrede byggemetode. Stræbebuer og -piller var indre konstruktioner. Først med katedralen i Noyon byggedes stræbeværket udvendigt, og derved kunne triforium sænkes, hvormed klerestoriet kunne få mere højde, og de meget store vinduer kunne give lys i kirkerummet.
I næste bygningsfase i Senlis blev for første gang hveranden af arkadepillerne byttet ud med cylindriske, lettere søjler, der bar mellemribberne i det seksdelte hvælv.
Murstensbyggeriet kom til Nordtyskland og Danmark 1150 til 1200. Murstenen som byggemateriale blev valgt på grund af mangel på passende natursten, på grund af dens mulighed for masseproduktion og den lette måde at tilpasse den på. Dens anseelse var ikke stor i begyndelsen, men blev hurtigt en accepteret del af byggekulturen og udviklede sine egne stiltræk.
Selve stenens produktion er beskrevet under byggeteknik. Her beskrives først kort med Nordtyskland som model udviklingen fra den romanske til den tidliggotiske stil.
[Kiesow, 2007 Wege zur Backsteingotik - Eine Einführung, p.186ff + Kiesow, 2002, Bauten der Macht - Wege zur Backsteingotik] Basilikakirken til halkirke
De første større murstensbyggerier i 1100-tallets midte i Nordtyskland var kirkerne i Verden og i Jerichow. Her var stilen senromansk med kraftige piller og typisk dominerende vægpartier i kompakt murværk.
Snart fik kirkerne de første gotiske træk med lettere piller, der fik søjlerundinger påsat enkeltvis eller i bundter, vinduerne blev slankere og kirkerummet blev højere. Kirketypen var generelt basilikaformen, men fra sidst i 1200-tallet og i den første halvdel af 1300-tallet blev en del af de store basilikaer i Nordtyskland ombyggede til halkirker ved at arkademuren med klerestorievinduerne øverst blev nedrevet mellem pillerne, mens hvælvet blev bevaret holdt oppe af pillerne.
Sideskibenes ydermure blev forhøjet, og da der nu kun skulle være et enkelt saddeltag over alle tre skibe, kunne der i hele sidehøjden sættes vinduer i murene mellem sideskibenes yderste piller, der med samme højde som midterskibet blev fundament for sideskibshvælvet, så de to sideskibe og midterskibet fik samme eller nær samme højde.
For at kunne bære sidetrykket fra de nye sideskibshvælv var det nødvendigt at sætte udvendige og synlige stræbebuer og stræbepiller på sidemurene. Disse stræbepiller kom til at præge kirkerne udvendigt, og mange komplicerede og modige konstruktioner blev bygget. Omkring den østlige ende med kor, enkelte med omgangskor med ekstra kapeller, kom der et helt spindelvæv af støttebuer, pinnakler og søjler, nødvendige for at holde hvælvene på plads. Man fik med denne ombygning til halkirke mulighed for meget lyse og lette rum, der invendigt kun blev brudt af de høje piller til hvælvet.
Hvad der fik kirkeejerne, der kunne være byens borgerskab eller den katolske kirke, til så hurtigt efter opførelsen af basilikakirken til at ønske disse ændringer er uvist, men flere teser er fremsat. Der var ingen religiøse ændringer, der betingede ombygningen, hvilket heller ikke er tilfældet med den samtidige eller straks følgende gotiske stil. Ønsket om at signalere magt og rigdom, konkurrence mellem Hansaen og andre grupperinger eller mellem borger og kirke har spillet ind, og endelig det enkle argument, at man ønskede at være med på moden.
Det er forståeligt, at når borger og klerk har "set lyset" i halkirkens rum, så har de ønsket et tilsvarende kirke, og med gotikkens mentale indstilling om at føre synet mod himlen - opad og opad, så har ombygningerne med de nye trends haft gode muligheder for at få tilkendt de nødvendige økonomiske ressourcer.
Den første ombygning fra basilika til halkirke fandt ikke sted i Tyskland, men i Sydvestfrankrig i Poitouegnen, hvor kirkerne Notre-Dame-la-Grande og Saint-Pierre i Poitiers allerede i slutningen af 1100-tallet blev ændret, og stilformen nåede Nordtyskland cirka 50 år senere, hvor Herford Münster omkring 1225 blev bygget som gotisk halkirke efterfulgt af Paderborn domkirke. Omkring 1235 blev Marburgs Elisabethkirke nybygget.
Eksempler på ombygningerne i Nordtyskland, hvor man stadig kan se sporene i kapitæler og gesimser halvt oppe på pillerne, hvor sideskibene eller arkademurene har haft et andet forløb end pillernes nuværende form har betinget, findes i Braunschweig i sognekirkerne St. Andreas, St. Katharina og St. Martin, og i både domkirken og Mariekirken i Lübeck kan sporene også ses. Ved ombygningerne forsvandt sideskibene, og som kompensation for de manglende sidealtre kunne der nu bygges små sidealtre i nicherne mellem de udvendige støttepiller. Kirkene blev derved noget bredere og de nødvendige formkrav til en katolsk kirke kunne opfyldes.
Halkirke til basilikakirke
Næppe var ombygningen til halkirke færdig i Mariekirken i Lübeck, før den franske gotik blev kendt. Den franske gotik krævede langt og stort kor, med ambulatorie og radielle kapeller bagved og rundt langs siderne af højalteret. Denne stil passede halkirken ikke til. Modellen for den nye mode kunne ses i domkirkerne i Nordfrankrig og Flandern med Brügge, Ghent og Antwerpen og senere Amiens, Reims osv.
Det har undret forskerne, at Mariekirken allerede fra 1260 og senest 1280 begyndte på en ombygning fra halkirke til fransk gotisk basilikastil med omgangskor. Forskellige teorier om årsagerne nævner igen borgerstolthed og kirkelige ønsker om processionsplads.
Hvor meget, der er set til forbillederne i kirkebyggeriet, kan fx læses ud af Stralsunds St. Nikolaikirke, der blev påbegyndt efter Lübecks Mariekirke var blevet ændret til en halkirke. Senere blev også Stralsundskirken ændret til en basilika med omgangskor og endnu senere med radielle kapeller mellem stræbepillerne mellem hver korpolygon.
De større murstenskirkers udvikling, basilikaernes og halkirkernes, kan iagttages på flere enkeltheder. Grundplansændringer fra fx simplere korlayout til omgangskor med ydre, radielle kapeller efter fransk forbillede fra Soissons (nord for Paris) og Quimper (Bretagne) blev via domkirken i Lübeck fra omkring 1250 til 1350 kopieret i en lang række af Mecklenburg-Vorpommerns kirker. Der er forskellige tolkninger om den nøjagtige rækkefølge og omkring hvilke perioder den ene eller anden af de to franske kirker var forbillede, men den diskussion ændrer ikke ved hovedlinjerne i udviklingen.
Der kan påvises en udviklingsproces i forholdet mellem højde og bredde af kirkeskibene. Det er ikke et forhold, som beskueren kan med eksakte tal kan se ved besøg. Observatøren må ud fra det visuelle indtryk bedømme rummene som mere eller mindre høje. Men de opmålte forhold bredde/højde i de tyske kirker følger fint i de franske sammenligningskirkers spor. Fra ca. 1270 til ca. 1400 forandres br/højde-forholdet fra 1 : 2 i Schwerin til 1 : 3,5 i Wismars Skt. Nikolai, og i samme tidsrum forandrer forholdet sig i Reims fra 1 : 2,6 til Kölln 1 : 3,5. Det visuelle indtryk afhænger mere af skibets bredde end af den absolutte højde. I Wismar er skibet kun 10,5 meter bredt og højden 37 meter, mens Reims har bredden 14,1 meter og højden 38 meter, hvorfor Wismar føles højest.
Den religiøse begrundelse for de himmelstræbende bygningsværker kunne skyldes teksten i Johannes Åbenbaringerne, kap. 21, vers 10, hvor der tales om det himmelske Jerusalems højde, og det eksakte mål på 144 fod eller 46,75 meter på murene menes derfor at være idealmålet og med ekstra bonus, fordi det hellige tal 12 x 12 netop er 144.
Et sidste eksempel på udviklingen er pillerne, der fra at være bygget med bundtede søjleprofiler omkring 1270-1290 blev simplere og i 1300-tallet bygget som ottekantede piller med måske kun en enkelt halvrund profil på hver af de otte kanter.
Konklusion
Murstensbyggeriet i Nordvesttyskland har som beskrevet gennemløbet en længere udvikling med flere faser, hvor forskellige kirketyper er forsøgt efter forbilleder fra sydligere europæiske områder, mens kopieringen i Mecklenburg og Pommern hovedsageligt har været med Mariekirken og domkirken i Lübeck som forbilleder. Disse kirker har været kendte i Danmark, og forbindelsen mellem dem beskrives senere.
Danske tidlige murstenskirker
Udviklingen af murstenskirker i Danmark skete uafhængigt af den nordtyske udvikling, hvilket kan ses ved sammenligning af teknik og stiltræk i fx klosterkirkerne i Bergen-Rügen, Eldena og Colbaz, der er udflytterklostre fra danske moderklostre. De danske bygmestre anvendt sten af anden størrelse end de tyske bygmestre, gerne en sten, der var ca. 28 x 12,5 x 8,5 cm, og den blev til tider riflet - tidligst før - senere efter brændingen. De stilmæssige forskelle er beskrevet i Kulturhistorisk L.f.N.Middelalder bd. 18, sp. 150.
Men allerede fra 1200-årene behersker de hjemlige teglbrændere og bygmestre teknikken, og en særlig nordisk stiludvikling kan påpeges i fx Roskilde og Løgumkloster og nu med inspiration fra de nordfranske katedralbygninger.
De tidligste danske murstensbyggerier er fra ca. 1160. Bortset fra Dannevirke — og tårnet på Sprogø, der ikke eksisterer længere — er de første bygninger storkirker og klostre: Ringsted, Skt. Bendts, Sorø - begge klosterkirker, Roskilde, Århus, Kalundborg og Vitskøl. Sorø kirke er begyndt omkring 1166 og kirkens søndre korkapel kan ikke være indviet tidligere end 1174, da skytshelgenen er Bernard af Clairvaux, der først kanoniseredes dette år. I Ringsted stod højkor og tværskibene færdige til den 25/06 1170 ved gravlægningen af Knud Lavard, og mere var færdigt i 1173, da Valdemar den Stores søn, Kristoffer, blev gravlagt samme sted.
Landkirker af mursten fra omkring år 1200 falder i regionale grupper med en større på Lolland-Falster og en mindre i Vendsyssel. De er alle begyndt som romanske kirker, men tidligt inde i det 13. århundrede begyndte gotikken at få indflydelse, først hovedsageligt med indbygning af hvælv i eksisterende kirker.
Sven Aagesøn er den første, der nævner mursten i Danmark, og flere oplysninger om teglstenen i byggeteknik.
[Beckett, Francis, 1924: Danmarks Kunst 1-2, Koppel, p.123ff]
Normannisk stil inden for romansk byggestil blev eksporteret til England både før og efter 1066 og blev bl.a. anvendt i Canterbury i 1050. Den romanske stil kaldes i England for Normann og er som i Normandiet, men størrelsen blev i et væsentligt antal kirker i England meget større end i Frankrig. Således blev Winchester Cathedral og St Paul's begge dobbelt så store som Abbaye aux Hommes i Caen, og Bury St Edmund's blev en fjerdedel større end Clunyklosterkirken.
Det meget lange skib af forholdsvis smal bredde er et af de engelske romanske særtræk. En bredde på 9 til 11 meter er omkring maksimum, og da de romanske bygninger blev bygget om til gotiske katedraler, så blev den oprindelige grundplan gerne bibeholdt. Sammen med det lange skib blev der også bygget lange kor, hvor Canterbury fx i 1096 fik sit forlænget, så det blev 9 fag dybt. Kirkerne i England var ofte forbundet til meget store klostre med mange præster, og der skulle derfor være plads til mange munke i koret.
Det mest forbløffende gotiske element i England er ribbehvælvet i Durham fra 1093. Det forekommer før det første i Frankrig og kun 20 år efter det første autentiske i Milanos San Nazzaro Maggiore kirke fra 1075. Blandt de helt tidlige gotiske bygninger tælles også Wells og Worcester, hvor alle buer er spidse og hvælvet er gotisk [Jf. Mr Bond].
Indtil midten af 12. årh. var der ingen betydelig udvikling af stilen i England. En af årsagerne har været, at Benediktinerne sad på hovedparten af kirkebyggerierne, og de var traditionelt meget konservative: Malmesbury, Ely, Peterborough, Norwich. Der var ofte en koromgang, og der kunne være vestlig korsarm som i Bury og Ely. Mod slutningen af den normanniske periode, 1150-1180, blev kirkerne mere udsmykket efter indflydelse fra Cluny.
Inden da var Cistercienserne ankommet til England, og William af Sens havde påbegyndt ombygningen af koret i Canterbury efter gotisk skik. William af Sens, *? - d.11/8 1180, var den første navngivne franske bygmester, der byggede gotisk i England. Hans indsats i Canterbury kendes fra munken Gervase, der beskrev branden i kirkens kor i 1174, og videre, at William kom i 1175 for at genopbygge koret med forlængelse mod øst. Williams sprængbuer mod nord kan ses endnu. De er kopieret fra Notre-Dame i Paris. Han indførte også det seksdelte hvælv, de høje arkader og stensøjlerne i skiftende farver og »opløste« derved murstykket mellem pillerne. William faldt ned fra stilladset og fuldførte ikke bygningen, men vendte hjem til Frankrig, hvor han kort efter ulykken døde.
Lincolns kor blev bygget kort tid efter Canterburys og er tydeligt anderledes end de franske forbilleder og viser begyndende regionale særtræk. De væsentligste kendetegn eller forskelle er de spinkle søjleskafter af Purbeck marmor, hvælvets støttepunkter i triforiums højde i stedet for højere oppe, klerestoriets større gennembrydningsflader og sammensatte, vinklede piller med frie søjler. Disse enkeltheder udviklet af William af Sens og William the Englishman blev kopieret af Hugh of Lincoln. Endvidere afviger også søjlerne i retrokoret i Chichester, påbegyndt samtidig med at William af Sens tog retur til Frankrig.
I den fortsatte byggeudvikling i England forblev Canterburys rundede, østlige Trinity Chapel et enkeltstående fransk islæt. Det blev Lincolns rektangulære, lange kor, presbyterium og korte retrokor, der dannede model for hovedparten af de gotiske katedraler. Der er heller ikke helt de samme voldsomt fritflyvende sprængbuer i England som i Normandiet.
I den næste »importbølge« fra Frankrig blev Westminster Abbey bygget omkring 1270. Den fik efter fransk model koromgang — chevet — men heller ikke denne form blev almindelig i England.
Arkitekturen i Frankrig i perioden 1240 - 1350 har tilknyttet genrenavnet rayonnant fra dets kendetegn i de store rose- eller rosetvinduer med de filigranlignende murdele, stavværker, på engelsk tracery og de farverige glasmosaikker.
I periodens første del eksperimenteredes stadig med konstruktionernes maksimale udstrækning og styrke, som man ikke kunne beregne på det tidspunkt, hvorfor der også indtraf sammenstyrtninger som fx koret i Beauvais (1284).
Under udviklingen af hvælvet og dets understøtning forstod man, at meget af murarealet uden om de bærende dele kunne omdannes til vinduer og dermed give mere lys i rummet. I Amiens lukkedes der op for store klerestorievinduer, og på sydgavlen af korsarmen indsattes et stort rosevindue, hvor stavværket fortsætter ned i triforiumsniveauet ligesom det skete i St Dennis i Paris.
Andre enkeltheder af rayonnantstilen er stavværk i andre vinduespartier, triforiumvinduer og stavværk mellem enkelt-kapeller i stedet for ubrudt mur. Rayonnantstilen kendes også fra Tyskland som fx i Köllns domkirke og Strasbourg domkirke. I England er det kun Westminster Abbey, der har rayonnantlighedspunkter i kirkens dele fra det 13. årh. sidste del. Bl.a. tværskibets rosevinduer, men også koromgangen har lighedspunkter med den franske chevet. Andre engelske domkirkebyggerier fra perioden har ikke det lette franske indtryk. England har ikke klerestorievinduer i overstørrelse, og i Exeter gemmer disse vinduer sig næsten under hvælvingernes buer.
Århundredet fra 1350 til 1450 var svagt i katedralbygning, men stærkere i sognekirkebygning. Den sorte død nedsatte i periodens begyndelse opførelseshastigheden, og Rosekrigen bagefter havde også dæmpende virkning på kirkebygningen.
Den engelske gotik deles traditionelt op i tre epoker, der kaldes:
Early English fra 1180 til 1280,
Decorated Gothic fra 1290 til 1370, der er næsten samtidig med den franske rayonnantstil og
Perpendicular fra 1380 til 1550.
Fra den perpendikulære stil er katedralernes grundplaner klart engelske og ved sammenligning mellem mange modeller ses typen klart fra vest mod øst: skib — korsskæring — kor — højalter/presbytery — retrokor — Lady Chapel. Det er ikke altid, at alle sektioner er til stede, og Lady Chapel kan i stedet for at være den østligste ende af kirken være anbragt parallelt med hovedskibs/korlinjen, men forskudt mod N eller S. I Canterbury dog i krypten under højalteret.
I perpendikulærstilen benyttes udskæring i murværk, så alle vertikale elementer bliver de fremtrædende: der anvendes tiercons eller ekstra hvælvribber. De udspringer samme sted som hovedribberne, men de føres ikke ubrudt tværs over hvælvet, men vinkles på midten eller mødes med anden ribbe på midten, se fx Lincoln i [Kirkeguiden 9087] p.88f. Centraltårnet eller korsskæringstårnet benyttes, og vestfronten gøres ekstra monumental. Også de otte- eller tikantede Chapter Houses er et særligt engelsk træk i fx Lincoln, Salisbury og York fx, mens Worcester er cirkulært med centralpille. Se dog i byggeteknik for domkirken i St. Gereon i Kölln.
En særlig engelsk udvikling i hvælv er opdelingen med mellemribber. I stedet for Exeters mange hovedribber, sløjfes de overflødige som i York, og mellem de tværgående og de diagonale indsættes der mellemribber eller sekundærribber, liernes, der er ribber, der ikke udspringer ved hvælvets fod, men indsættes mellem hovedribber og er uden styrkemæssig betydning — se fx [Lincoln kirkeguiden 9087] p.160ff.