Teksten omhandler bygningsmæssige begreber for en kirkebygnings enkelte dele. Delene beskrives med deres form og funktion med hovedvægten på romanske og gotiske bygninger.
Basilikaen er kendetegnet ved et højt midterskib og lavere sideskibe, og alle tre (eller fem) dele har hver sin tagflade, hvor midterskibets er højere end sideskibenes, og sideskibenes også af forskellig højde, hvis der er mere end to sideskibe.
Centralkirken
Centralkirken er en ét-rums bygning, som både rummer kor og skib. Bygningen kan være cirkelformet, polygon eller kvadratisk. Centralkirken udvikledes fra de romerske mausolæer og tjente som helligdomme over martyrgrave og blev typiske for de italienske baptisterier = dåbskapeller, som de fx kendes fra Firenze og Pisa. Både midterskib og sideskibe dækkes af samme tagflade, så det fra ydersiden kan være vanskeligt at se den indre opbygning.
Halkirken eller hallekirken
Halkirken har lige eller næsten lige høje midter- og sideskibe under et fælles tag. Poitiers domkirke og St. Elizabeth i Marburg er haldomkirker. Forklaringen på hallekirkernes udvikling som sækularkirker - til forskel fra klosterkirker og korherrekirker - skulle bl.a. ligge i tiggerbrødrenes ønske om at nå menigheden, hvorfor centralrummet blev gjort bredere mod kor og prædikestol, så kor og prædikenpositionerne kunne ses og høres fra alle pladser. Teorien holder dog ikke fuldt ud stik, idet der findes hallekirker både som klosterkirker, domkirker og sognekirker. Desuden blev der bygget halkirker i Nordtyskland, før tiggerbrødrene nåede dertil.
[Nussbaum p.93]
Salkirken
Salkirken der har et stort rum uden søjler, dog eventuelt en apsis. Den er udviklet over den tidlige middelalders privatkirker.
Om basilikaordets oprindelse kan ses mere i [NewCE.: Gothic Arch.]. Om basilikaens kirkelige betydning er der yderligere tekst under basilikaen i anden del af kirkebygningsteksten. Udviklingen i murstensbyggeriet i Nordtyskland og Danmark er behandlet i teksten om stiludvikling, mens selve murstenens udvikling og produktion er behandlet i den byggetekniske tekst.
Efterfølgende tekst beskriver, hvor intet andet er nævnt, en basilika. Kirkens dele gennemgås fra hovedretningen vest mod øst.
Basilikaen er en romersk bygningsform, der skulle være en »kongelig og smuk bygning« for at få denne betegnelse. Basilikaen fik sine endelige og typiske kendetegn mellem 200 og 100 f.Kr. hvor dens funktion var verdslig, idet både handel og administration som fx juridiske processer blev udført i bygningen.
Bygningens plan var rektangulær, hvor den lange side var mellem to og tre gange den smalles længde. I de smalle ender kunne der være åbne søjleunderstøttede forhaller. Hovedrummet deltes på langs i et midterrum adskilt fra siderummene med søjler. Midterrummets bredde var 3/5 af den totale bredde, og siderummene havde hver en bredde på 1/5 af totalbredden. Søjlernes højde skulle være 1/5 af totalbredden.
Herved blev siderummenes højde defineret, mens midterrummets højde blev større, da der stod endnu en række søjler oven på de nederste, hvilket gav mulighed for et lysindfald gennem sidevæggene, der var over siderummenes flade tag. På endevæggen var der ofte en apsis, der i bredde svarede til midterrummets bredde, men der er også eksempler på plant afskårne gavle, der kunne have åbninger for ventilation, som det er formodet var tilfældet i Bath's romerske bade.
Denne bygningstype indeholdt passende træk for kirkelige handlinger og blev idealet for oldkirkens gudstjenestebygninger. Grundlayoutet er både regionalt og tidsmæssigt varieret.
Basilikaens hoveddele er fra vest:
Vestpartiet med forgård, atrium, samt narthex og øvrige vestværker.
Skibene med midter- eller hovedskib og sideskibe.
Korsarmene med sidekapeller og apsider.
Koret med apsider af forskellig slags.
Diverse kapeller og tilbygninger.
Udvendige elementer som tårne og spir samt anden udsmykning.
Romanske kirker kan i vestenden have et åbent indgangsparti som en forgård og eventuelt overdækket med et søjlebåret tag eller med overdækning langs siderne og åbent i midten. Sådant et indgangsparti kaldes for et atrium. Men indgangspartiet kan også være helt lukket og kaldes da for narthex. Der kan både være atrium og narthex foran (vest for) skibet.
Hvis narthex består af to adskilte rum kaldes det første og yderste rum for exonarthex og det inderste for esonarthex eller bare narthex. Fra narthex kan der være trapper op til et mod skibet åbent galleri, gynaeceum, hvorfra et kor kunne synge eller fornemme menighedsmedlemmer sidde under messen. Dette var især tilfældet i byzantinske og tidlige vestkirker.
Se om russisk-orthodokse kirker.
Hvor der ikke findes narthex, kan der være en anden form for vestfacadebygning. Se nedenstående under vestværker.
Symbolikken i en vestfacade med flanketårne og midterportal er »indgangen til det hellige Jerusalem«.
Narthex blev bl.a. brugt som opholdssted for syndere (penitents) der fra omkring det tredje århundrede ikke måtte deltage i nadveren, før boden var gennemført, og derfor sammen med neofyter - de nylig omvendte endnu ikke døbte - måtte vente her under nadveren. Udtrykket neofyter bruges også om nylig døbte og i en del ordener om nylig præsteviede eller nyligt optagne medlemmer.
[Neo + phyte = ny + plante].
Narthex kaldes i nogle engelske kirker for Galilee, da det var herfra, processionerne som billede på Jesus vandring fra Galilæa til Jerusalem og korset udgik for at slutte i koret. Der var dog kirker, hvor andre positioner fik navnet Galilee, fordi bygningsarkitekturen gjorde det nødvendigt, at processionsruten forløb anderledes.
Vestendeværkerne eller vestfacaden er en lidt kompliceret benævnelse, der dækker over en række bygningsdele, der er part af kirkebygningen. Udtrykkene vestfacaden, vesttårnet og/eller vesttårnene dækker bygningsmassen fra narthex' østkant til skibets vestkant.
Bygningsdelene, der henregnes til vestværkerne, kan bl.a. være tårne, trappetårne, tværskibe og vestkor. Der er store variationer efter region og tid. Hvis bygningsdelen har karakter af en særlig fløj sat på foran vestfacaden, vesttårnet eller vesttårnene og af ca. samme bredde som hoved- og sideskibe, kaldes den i romansk kunst for vestlås.
På en betydningsfuld romansk kirke kunne vestværket endvidere omfatte en vest-korsarm med korsskæringstårn og sideskibe med balkon eller tribune. Der kunne være særskilt trappetårn med adgang til galleri og triforium over sideskibene, og der kunne være et vestkor, der strakte sig mod vest ind i det sædvanlige narthex-område. Det indre vestrum gav også glimrende muligheder for majestætiske fyrstetribuner og fyrstekapeller. Dette gælder i særlig grad Corvey klosterkirke opført før 850 og fuldført med vestværk før 885.
Typen er især repræsenteret i Saksen, hvor Karl den Store stod stærkt. Man benævner fyrstemagtens vestdel af kirken - og det er fyrstemagten både som verdslig og kirkelig magt - som Ecclesia militans, og den almene menigheds østdel af kirken som Ecclesia triumphans.
I større kirker kan der i vestenden være en balkon på første sal, hvorfra et kirkekor kunne synge, eller især i benediktinerkirker, hvorfra nonner usete kunne overvære messe og tidebønner, som i Lippoldsberg St. Georgskirke i Köln og St. Jakobs Kirke i Regensburg i Tyskland.
Vestværker med vestkor, bipolare grundplaner, er typiske i området Midttyskland ind i Sydholland, Belgien og NØ-Frankrig og findes også i Toscana. De opstod i karolingertiden og fortsatte ind i ottonisk tid (ca. 800 til efter 1000). Et eksempel er Triers St. Peters domkirke.
Et eksempel på karolingertidens udvikling er de højere og højere vestværker. Hvor de romanske bygninger havde haft meget rolige horisontale bygningstræk, så begynder karolingerfyrsterne at tilføje lodrette elementer - især i vestenden. Således byggede Angilbert, Karl den Stores svigersøn, en klosterkirke i Centula ved Somme med høje tårnelementer i både øst og vest. Andre tyske eksempler med stærke vestværker er Corvey klosterkirke, St. Pantaleon i Köln, St. Cyriah i Gernrode, Minden domkirke og klosterkirken i Freckenhorst.
Falsk facade
Falske facader er murdele, der ikke afspejler det bagvedliggende murværk. I Italien og Spanien er der tradition for, at vestgavlene kan dækkes af en falsk facade, der både i bredde og højde er uden samhørighed med skibenes vestende. Ren show.
Kirkeskibet eller bare skibet er oftest kirkerummets arealmæssigt største del. Den er gerne orienteret øst-vest med åbning mod koret mod øst. Højdeinddelingen i midterskibet er i gotiske storkirker oftest tredelte, og delene benævnes: 1.arkaderne for gulvniveau, 2.galleri, tribune eller triforium for det ovenoverliggende niveau, hvor buer og søjler og piller ender eller har vægforbindelse med sideskibenes overdel. Bag triforiets åbne eller lukkede åbninger skjules sideskibenes hvælvingstoppe. 3. Over triforium, hvor sideskibene nu ikke længere spærrer, findes klerestorium, der gerne er forsynet med vinduer, der åbner ud over taget over sideskibene.
Der findes skibe med en fire-etagers opbygning, da gerne med dobbelt triforiumsafsnit eller tribune og triforium. Brugen af det fire-etagers skib var centreret omkring NØ-Frankrigs gotiske kirker, fx Tournais, Noyon, Laon fra 1165-1205 [Kirkeguiden] og en fløj i Soisson. Laon har også »sexpartite« hvælv, der binder fagene sammen to og to.
[Martindale]
Ordet klerestorium bruges også, men sjældnere, om hele midterskibet.
Basilikaskibets opbygning med arkader mod sideskibene er i romansk tid i Vesteuropa, især Tyskland, ofte med et støttesystem a-b-b-a-b-b-a, hvor a er en pille, og b er en søjle, så hvælvet i et fag i skibet bæres af pillerne, mens søjlerne også understøtter sidefagenes hvælv. Se i byggeteknik om hvælv.
Tyskland har fine eksempler på romansk stil fra ottonsk tid fra ca. 930 til 1020. Som »topeksempel« findes St. Mikael i Hildesheim fra 1033, men stærkt restaureret efter WW2. Af samme type er Gernrodekirken. Modulerne er her skabt over korsskæringens kvadrat. Arkadebuernes vekslen med to søjler for hver pille kaldes saksisk vekselstøtte, mens rytmen pille-søjle skiftevis kaldes for rhinsk vekselstøtte. I den ottonske St. Georgskirke i Reichenau er der bevaret kalkmalerier på den for perioden karakteristiske store flade mur over arkaderne og under klerestorievinduerne.
Frankrig - Notre Dame i Paris og Bourges er femskibede og uden tværarme. Bourges har især meget høje arkader og meget lave klerestorievinduer.
England fik et andet system som norm. Det kom via Normandiet med normannerne i 1066. Den engelske stil havde lodrette, gennemgående halv-søjler på pillerne, og de fortsatte op over galleriet (triforium) til klerestoriet som i Winchester, Ely og Durham, hvor halvsøjlernes skafter ender i en kapitæl, der giver overgangen fra rund form i søjlen til firkantet bygningsdel. Ely er det bedste eksempel med bevaret fladt loft, idet alle kirkerne endnu på dette tidspunkt (1070-1100) havde fladt loft.
Den engelske skik blev også eksporteret til Frankrig, og de ruiner, som man kan se i Jumiéges fra oprindeligt 1040 og i Caen fra oprindeligt 1056, har deres har rødder i bl.a. Winchester, Ely og Durham.
Den særlige oktogonale centralkirketype har i sin tidligste romanske form og med italienske forbilleder sit hovedeksempel i Aachen domkirke med bl.a. de imponerende klassiske søjler fra Ravenna i åbningsbuerne i det toetages triforium. Samme oktogontype er også grundplanen for Essen domkirke, der er lysere end Aachen, da tribunevinduerne er større, og for det fjernere Ottmarsheim i Elsass i benediktinerkirken fra 1020c.
Overgangen fra Romansk til Højromansk stil skete 1093 - 1104 - 1130 og indførelsen af hvælvinger og Durhams sidehvælvinger er formodentligt de første i Europa.
Hvælvudviklingen
I fasen, hvor ribbehvælvet indførtes, blev den oldkirkelige basilikas ubrudte linje af ensartet store fag op gennem kirken fra vestindgang til alteret forladt. Nu opdeles fagene i en »ny afmålt rytme«, der afstemmes med rumenhedernes størrelse i forhold til hinanden.
Indtil midten af det 12. århundrede havde byggeskikken krævet, at stræbepiller og -buer var skjult under sideskibenes tag, og støtternes angrebspunkt var derfor ved tribunen eller triforiet.
Efter 1150 blev det almindeligt at vise støtterne eksternt, selv om England aldrig helt accepterede stilen, hvorfor de engelske kirker - i forhold til de franske - kun har få frie stræbebuer.
Da støtterne nu frigjorde det indre rum fra tribunen og opefter, kunne klerstoriet gøres højere og tribunen lavere eller helt forsvinde, så der kun blev et smalt eller lavt triforium tilbage, der kunne skjule arkadehvælvet, som fx i Chartres og Rheims og Amiens.
Andre oplysninger om skib
Ved klosterkirker, hvor koret var langt den vigtigste del og gerne blev bygget først, blev skibet ikke altid fuldendt, fx Beauvais. Det gælder også for mange planlagte klosterkirker i Danmark, hvor den fulde længde på skibet ofte blev afkortet i det endelige bygningsværk: Sorø fik fuld længde fx, mens Vitskøl, Løgum og Øm aldrig nåede fuld planlagt længde. [ID=1271 p.126].
Omvendt ses det efter reformationen, hvor koret ikke længere skal rumme så mange mennesker, at kor nedbrydes eller formindskes betragteligt. Hvis en klosterkirke havde fået anlagt klosteromgangen, inden skibet blev bygget, kunne dette ikke altid være der for klostergangen, hvorfor der så blev bygget skibe med et midterfag og kun et sidefag modsat klosteromgangen. Præstø har fx et sideskib, men det er tilføjet senere i renæssancen. I Mariager klosterkirke blev nogle fag senere revet ned. Skælskør har en toskibet kirke, der først er opstået i slutningen af 1200-tallet, hvor skibet deltes i to langsgående med fire piller, der bærer skibets og "sideskibets" hver fire krydshvælv. Det samme gælder Nicolai Kirke i Vejle, mens Stege Kirke fra opførelsestidspunktet havde to skibe.
[ID=1271 p.70, Trap bd. III,3 (8) p.707ff.].
I cistercienserkirkerne var skibet generelt meget langt, da ordenen anvendte mange conversi, som der skulle være plads til i skibet. I de store kirker tjente sideskibene også som processionsgang, hvorfor de kunne fortsætte hele vejen rundt - og fortsætte rundt om koret også. Sådan er bl.a. domkirkerne i Norwich og Tewkesbury indrettet samt i London Great St. Bartholomew. Dette layout viste sig senere praktisk, da der blev opført sidekapeller på koromgangens yderside som fx i Tewkesbury.
Manglen på naturlige, antikke monolitiske søjler havde indflydelse på overgangen til murede piller.
De normanniske kirker i England har abstrakte ornamenter, hvilket ikke er generelt for romansk kunst.
I klosterkirker var der ofte en dør i skibets nordside mod vestenden til brug for lægfolk, hvis disse havde adgang til klosterkirken. Lægfolk fik ofte anvist plads i sideskibene. De almindelige danske sognekirker har i skibet en norddør og en syddør og kan have en dør i koret til præsten. Om dørfordelingen i en simpel landbykirke har sammenhæng med funktionsindretningen i klosterkirker er ikke undersøgt. Skikken med nord- og syddør i landsbykirken kan lige så vel være udtryk for kristendommens almindelige kønsadskillelse.
Der findes for mange specielle udformninger, til at denne tekst kan rumme en oversigt, men som eksempel på mangfoldigheden kan nævnes St. Gereons kirken i Köln, der har en tisidet polygon, decagon, som kirkeskib med en kort langhusafslutning mod vest af en mindre bredde end decagonen. Mod øst er der forskellige kapeller og korudbygning.
Om indmurede lydpotter i gulve og mure eller inventar med lydhimler - se KLNM bind 21 p.271.
Korsarmene var oprindeligt ikke en del af basilikaens form. I den almindelige form ser de ikke ud til at forekomme før efter 700-800. Oprindelsen kan muligvis spores i visse engelske ruinkirker, hvor der er sidebygninger til skibet, men da kun med adgang gennem dør til skibet. Korsarmene blev især fra det 13. århundrede indført for at få plads til flere sidealtre.
Ved klosterkirker kunne der være dør fra den nordlige korsarm til munkenes kirkegård. Den blev kaldt dødeporten, og førte fra den sydlige korsarm til munkenes sovesal, som med adgangstrappe findes bevaret en del steder, fx. Sorø Klosterkirke og i England i Hexham.
I ottonsk tid - ca. 900-1000 - var et af de nye træk i de tyske store kirker, at tværskibene blev større og mere markante end tidligere.
[9812 p.25,2]
Da både kor og korsarme var forbeholdt munkene, så er dette areal i klosterkirker adskilt fra resten af skibet med en træ- eller metalskærm eller af en mur. Den centrale del af skærmen kaldes på engelsk for rood-screen, da »the rood« var det store korbuekrucifiks, der blev ophængt over skærmen. Skærmen har gerne et alter i midten og en dør i hver side. Se nærmere i næste afsnit.
Ordet »kor« stammer fra corona dannet af kredsen af klerke og sangere rundt om alteret. Ordet er brugt først af Isidore af Sevilla, der levede fra ca. 560 til 636. Han var ærkebiskop i Sevilla fra 600c og præsident for det fjerde koncilium i Toledo i 633. Han skrev Etymologiae - et leksikon med både religiøst og verdsligt indhold.
Koret er kirkens helligste afdeling og ligger næsten altid i kirkens østende og øst for korsskæringen. Orienteringen var ikke et helligt påbud. I tidlige kirker ses den modsatte orientering med alter mod vest. En af forklaringerne på dette er, at biskoppen så skuede mod øst. I Rom, hvor kirkerne overalt blev presset ind i eksisterende bebyggelse, ligger de i alle retninger. Et arkitektonisk afsondret kor kommer først efter Konstantins tid.
I de romanske kirker er koret ofte smallere end skibet, mens det i gotiske kirker for det meste er lige så bredt som hovedskibet. Koret kaldes også for præstekirken - modsat lægmandskirken, der jo var skibet. Strengt taget er koret den del af kirken, hvor præsternes stole er placeret. Nogle kirker har korstolene placeret i skibet, fx Westminster Abbey.
De tidlige normanniske kirker har ganske korte kor, idet der endnu ikke var behov for plads til ret mange klerke. Disse kor ender ofte med en apsis. Blev der brug for flere korpladser, forøgede man korstolene ned mod korsskæringen og endog helt ned i skibet.
[Crossley p.38]
Den oftest sete engelske model har korstolene mod vest i korsarmen og før sanctuary, der kommer længere mod øst. I kirker, der ikke er collegiate churches, kaldes den del af koret, der befinder sig østligst i korsskæring eller -arm, for the chancel, hvis østligste del så er den hævede del, the presbytery eller sanctuary, der også kan ligge øst for korsskæringen.
I »chancel«-delen, der ligger tæt på alterplaceringen, har diakon- og underdiakonen deres pladser. Ordet stammer fra »cancelli« = filigran eller rankeværk og hentyder til det lave rækværk, cancellus, der adskilte kor og presbyterium fra skibet. Det er hovedsageligt mindre kirker uden koromgang og korkapeller, der har et chancel-område.
Den anglikanske kirke bruger hyppigt ordet chancel, men den engelsk-katolske kirke foretrækker sanctuary for området nær alteret, og i de store katolske kirker kaldes området unde for sanctuary blot for choir. Alteret står i sanctuary, og her er også klerkenes plads, og i [Enc. Cath] under sanctuary er det synonymt med presbyterium = concessus chori = tribuna = hagion = kasyton =sanctum = sanctuarium.
I oldkirken var korområdet som hovedregel i apsis med bænke til klerkene rundt væggen i buen og biskoppens sæde i midten. Apsis var dog langfra altid en halvcirkel. Omkring år 400 begyndte koret at blive udvidet mod vest for at kunne rumme et stigende antal klerke. Vestkor blev bygget fra omkring år 800 og hovedsageligt i nonnekirker, men også hvor fx en martyrs grav lå i kirkens vestende.
I tidlige romanske kirker fx San Maria Maggiore i Rom, var der kun en korafdeling. I disse kirker blev skibets østende anvendt som kor, sommetider adskilt med et lavt gitter eller mur, cancellus.
Koret kan være delt op i (model Roskilde Domkirke):
Højkor
Kannikekor
Retrokor = det Tredje Kor = lægmandskoret, men hvorfra også affældige munke kunne overhøre messen uden at tage del i denne. Eller der var en sygeafdeling i skibet mellem kor og lægbroderafdelingen i skib eller retrokor.
Koret kan inkludere en el. flere apsider.
Det samlede kor var i middelalderen adskilt fra resten af kirken med høje mure. Mellem højkor og kannikekor var der et jerngitter, og mellem kannikekor og retrokor var en mur. Og vest for retrokoret var der igen en mur mod skibet. Om adgangsforholdene - se lidt senere.
Sakristi
Latinsk: sacristia fra sacra = hellig; den der har tilsyn med et sakristi sakristan.
Et sakristi eller præsteværelse benyttes til opbevaring af forskellige genstande, der benyttes i gudstjenesten og til præsternes "skrud", dvs. præstekjoler, messehagler, kåber etc. Et sakristi har adgangsdør fra koret, og det blev anset for kirkens sikreste rum og derfor også anvendt til opbevaring af værdipapirer, skøder og andre dokumenter samt de kostbare alterting som disk og kalk.
I klosterkirker med klosterbygningerne syd for kirken var det mest praktisk at have sakristiet bygget til korets nordside, da sakristiet kun havde en indgang og ingen gennemgang var mulig. Herved blev sakristiet ikke en hindring for sammenbygningen af klosterdelens østfløj med kirkens sydside. Det var dog ikke i alle klosterkirker, at man anbragte sakristiet mod nord. Cistercienserne havde en forkærlighed for at anbringe sakristiet i klostrets østfløj, men med indgang til sakristiet fra kirkens kor.
Lektorium - Lektorieafskærmning
Ordet pulpitum benyttes i nogen litteratur om prædikestol = ambo (ambon), men ordet kunne i middelalderen også betyde lektorium = læsepult, og det dækker et videre begreb end prædikestol. Pulpitum omfatter altså hele afskærmningen mellem skib og kor med opmuring til anseelig højde og de funktioner, der kunne udføres fra toppen. Væggen - the screen - kaldtes for pulpitum, fordi epistlen og evangeliet blev læst fra den.
Der eksisterer ingen lektoriemure i Danmark længere. Rekonstruktionstegninger på grundlag af arkæologiske udgravninger findes for Lund, Øm og Roskilde i Nationalmuseets Arbejdsmark 1950. Lunds lektoriemur blev flyttet fra triumfbuen ned til næste par piller i skibet i 1250'erne og først nedrevet i 1830'erne. Roskildes blev nedrevet i 1692, men der er spor af dele af sidemurene. I Sankt Bendts i Ringsted er der spor på søjlerne i et af de øverste skibsfag. Spor findes også i Herlufsholm og Sorø og muligvis i Århus. I Tvilum klosterkirke findes murrester i kirkens N-side efter et afmonteret lektorium. Thurø kirkes prædikestol formodes at have været en slags karnap på lektoriet gangbro i Franciskanerkirken i Svendborg. [ID=1271 p.147f].
I Sæby Kirke findes to høje korstolegavle, der ant. har været del af lektorieafskærmning, se Karmeliterordenen. Af andre rester fra lektoriemuren findes også en del krucifikser. Bl.a. har Vrejlev Kirke et lægmandskrucifiks, der har hængt over korbuen indtil første del af 1800-tallet.
I Europa findes enkelte lektoriemure endnu bortset fra Spanien, hvor de aldrig har været almindelige. Tilstedeværelsen af et pulpitur er ofte tegn på en monastisk oprindelse.
Fra korets vestende læstes epistlen og evangeliet til menigheden fra to pulpits eller ambones [Nat.Mus. Arbejdsmark 1950, p.129]. Fra 1100, da lektoriemurene blev normen i kirkerne, er der eksempler på læsepulte på toppen af lektoriet. Læsningen herfra var vendt mod øst, da det var for korherrerne, at der blev læst. Senere kunne lektoriet også rumme et sangkor og måske et orgel.
Retrokoret var ofte beliggende under lektoriemuren, og oven over retrokorets vestmur hængte korbuekrucifikset, hvorfor muren også blev benævnt kors-skranken. Krucifikset er ofte omgivet af Jomfru Maria og Johannes Døberen samt to engle.
Man kom op på lektoriet ad en eller to trapper i siden / siderne. Der findes mange varianter af adgangsforholdene. Hvis kirken både havde munke eller brødre og verdslige sognebørn eller pilgrimme kunne lektoriet benyttes både til vestvendte og østvendte kommunikationer.
Indgangsforhold til koret
Indgangen til højkoret var gennem en dør midt i vestvæggen samt gennem to døre i hhv. nord- og sydsiden.
Til kannikekoret var der ingen sideindgange, da kannikestolene forhindrede dette. Her var adgangen gennem en vestdør fra skibet eller fra retrokoret.
Adgangen til lægmandskoret var gennem en dør midt for vestmuren. Der var ofte også adgang gennem en dør fra sideskib (fra klostergangen).
Havde lektoriemuren midterdør, så var der gerne på vestfacaden et alter på hver side af døren. Det var det normale i England.
Der var niveauforskel med trapper op til kannikekoret og igen op til højkoret. Det meget afbillede høje kor fra Sankt Knuds Kirke i Odense er ikke originalt, men tilkommet ved en restaurering i nyere tid. Der findes dog spor af det originale lektorium med dør og trappetrin omkring 5. fag i skibet og i ca. 5,5 meters højde.
I engelske kirker opererer præsterne fra the chancel. Delestregen er i mindre kirker ofte korbuen chancel arch og omfatter choir, choir stalls og altar area. I større kirker er skillelinjen mellem lægmandskirken og præstestanden ved østkanten af korsskæringen, ofte ved lektoriemuren - en choir screen eller rood screen (rood = krucifiks). Det kunne også være et gitter med pulpitur. Koret på engelsk ses i ældre litteratur også stavet quire.
I den gamle Sankt Peterskirke i Rom rejste Konstantin den Store seks marmorsøjler med vinløvdekoration. De var åbenbart kun for at udsmykke området, der adskilte skib og kor / presbyterium, og det antages, at lektoriemurens udsmykning har rod i Konstantins udsmykning. Skærmen får først sit lukkede udseende i det 8. årh.
Domkirker
Katedraler har gerne øst for korstolene et område kaldet presbyteria eller sanctuary med trin op til eller med mindre afskærmning rundt om alteret. I Lincoln er der et retrokor, Angel Choir, øst for højkoret. Bemærk den modsatte placering af kor og retrokor sammenlignet med Roskilde og de øvrige nævnte.
I Rochester domkirken er der to korsbygninger; den ene er i koret, så koret ved kor-korsskæringen er adskilt fra presbyteriet.
Consuetudines fra Old Sarum - der anvendtes i de fleste engelske sækulare kirker - indeholder regler for sang fra lektoriemuren ved morgenmessen, læsning af messer, epistel, evangelium, gradualer, hallelujaer på alle søndage og festdage.
Lægmandsalter
Skibets østende var i klosterkirker udstyret med et lægmandsalter, eng. nave altar, såfremt kirken også betjente andre end klostrets medlemmer. Lægmandsalteret kunne være placeret op ad en træ-, metal- eller stenskærmvæg, eng. rood screen. Øst for denne var en tværskibs gennemgang, retrokor, før korets vestende, der var adskilt af det murede pulpitum.
Lægmandsalteret kendes i Norden kun fra den ældste lektoriumsmur i Lund, jf. Nordisk Kultur XIII, 1956, mens det i Roskilde i 1000 År anføres, at der også var et sådant her. Selve alteret behandles under inventar.
På retrokorets vestmurs vestside stod ofte et lægmandsalter. På hver side af dette alter var der gerne en dør, således at de processioner, der skulle vandre kirken rundt kunne ledes her igennem.
Koromgang
På siderne af koret og presbyteriet har kirken koromgang, choir aisles = ambulatorium. De franske kaldes på engelsk ofte for en chevet, når den er åben mod kormidten og adskilt fra denne ved en søjle- eller pillerække, og hvor enderne munder ud i sideskibene, og hvor ydersiden giver adgang til tre eller flere apsidekapeller.
Den engelske koromgang kaldes ofte for ambulatory, og ordet chevet bruges mest om de franske domkirkers omgang.
I Tyskland findes koromgange i enkelte teglstenskirker, fx i Doberan cistercienserklosterkirke og også Marienkirche i Lübeck har omgangskor.
Korets inventar behandles under inventar, men til inventaret regnes oftest:
Alteret, højalteret
Bispetronen mod nord i alterets nærhed
Celebrantstolene = sedilia, mod syd i alterets nærhed til celebranten, diakonen og subdiakonen.
Bi-altre for skytshelgen el. kongelige patronater etc.
Korstole til kannikkerne og til kordrenge og vikarer
Vigtige helgengrave og sarkofager
Lysestage, stor, til minde om den i templet i Jerusalem
Krucifiks, calvariegruppe, lægmandskrucifiks eller korbuekrucifiks på tværbjælken = trabes.
Kunstværker af særlig betydning for denne kirke (Roskilde og Lucius).
Lægmandsalteret = altare inferius.
En kirkes sideopbygninger med altre kaldes i vestkirken for kapeller. Se også om kapelbegrebet under kirketyper. Oprindelsen menes at være ekstra apsider, der blev sat parallelt med eller på korets apsis. Oprindelsen var i Østkirken, hvor de bl.a. blev brugt som sakristi. Østkirkens ritual fordrede en præliminar offerindvielse, prothesis, før messen, og denne indledende indvielse foregik så i et kapelrum, før offeret blev bragt til hovedalteret. Det var normalt i den nordlige apsis, mens den sydlige kaldtes for diakonikon. Disse apsider er i Ravennas oktagonale Vitalekirke fra 547 begge cirkelrunde; se også under Ravenna. Denne kirke blev modellen for Aachen.
Apsidebygningerne kom hurtigt til Vestkirken, men havde ingen betydning i romersk liturgi, men havde i gallisk (Fr+Sp), hvor man i 5. årh. brugte en liturgi, der lignede Østkirkens. Denne type kapeller byggedes indtil 9. årh. og blev brugt som antekor, bibliotek og sakristi, men havde ingen altre. Årsagen til de manglende altre er den meget gamle kirkeregel om én kirke - ét alter, som Østkirken bibeholdt.
Først da hver præst ved en kirke begyndte at holde sin egen messe, og reglen om én messe per dag per alter skulle overholdes, blev sidealtrene indført. Fra 10. årh. bredte sædvanen med flere kapeller sig hurtigt og udviklede sig til »chevetter« og ambulatorier med radielle korkapeller eller - som i England - med de mange korsarmskapeller. Det fornemste kapel er Vor Frues Kapel - Lady Chapel, der byggedes større end de øvrige kapeller. Fx i Amiens, Le Mans, Rouen - i både Katedralen og i St. Ouen - og Coutances.
I England blev de første Lady Chapels placeret forskellige steder på kirkerne. I Ely er det placeret parallelt med koret og nord for dette med kun et hjørne af kapellet bygget sammen med den nordlige korsarms østvæg. I Wells anbragte man kapeller ved klostergangen. Den altdominerende placering i gotisk stil blev dog mod øst i centerlinjen bag ved presbyteriet, York Minster og Winchester fx. I Durham blev Lady Chapel anbragt utraditionelt i kirkens vestende, hvilket er mærkeligt, fordi grunden her falder stejlt ud mod floden, og der derfor er ringe plads - kapellet kaldes nu for Gallilee Chapel.
Der findes også andre vestendekapeller. Det kan være en del af narthex, hvor denne har en esonarthex. I Englands Galileekapeller kunne der være altre.
Cistercienserne byggede ikke Lady Chapels, da deres kirker altid var indviet til Jomfru Maria.
Dåbskapeller, baptisterier, kan have altre, men har det ikke nødvendigvis. De opstod fra 4. årh. med dåbsbassiner på 3-4 fods dybde. Der blev ikke den gang holdt løbende dåbsceremonier, men en eller to gange om året blev alle periodens nyomvendte samlet til massedåb. En del især italienske kirker har separate bygninger som dåbskapeller - Firenze og Pisa fx.
Dåbskapellerne var ofte ottekantede, da symbolværdien var vægtig med henvisning til ugens 6 arbejdsdage, hviledagen den syvende dag og den ottende dag symboliserende evigheden eller overgangen fra dødsriget til Himmeriget.
Ordet apsis staves på latin både som »apsis« og »absis« og på engelsk »apse«. Ordet betyder »bue«. Definitionen på en apsis er en cirkelformet eller mangesidet afslutning på et bygningsrum og specielt om kirkens østvendte korafslutning. Udtrykket har sjældent været brugt også om et rums buede loft eller en alterbaldakin.
Udviklingen af apsider skete på to måder:
Radiære apsider
med altre og kapeller rundt om apsis og kan vende både udad og indad
Forskudte apsider
med parallelle kor mod N og S langs korsarmene
Et interessant tilfælde er St. Michael i Hildesheim med apsider i begge ender af kirken [Pevsner, p.69]. Der findes apsis i N- og S-enden af tværskibene i Noyon, Tournais og Soisson.
I England havde man efter de tidligste normanniske, vinkelrette kor en overgang bygget apsidiale korafslutninger, men med cisterciensernes ankomst i ca. 1150 gik man oftest over til igen at bygge de karakteristiske vinkelrette korafslutninger, der i længden kunne vokse til næsten samme længde som skibet. Området blev opdelt i kor og det østlige presbyterium med højalter og plads til de helgengravsteder eller relikvier, der nu blev flyttet fra krypten og op i kirkens fornemste område.
England har derfor procentvis flere rektangulære østender end kontinentets kirker, hvor halvcirkelapsider er mere almindelige. Et fremtrædende engelsk eksempel på halvrund apsis er Norwich domkirken. Melbourne (England) havde tidligere [Kirkeguide 9124], men nu findes kun spor i græsset udvendigt.
Apsidioler er små apsider eller apsidekapeller på en apsis. De kaldes på engelsk for apsidiole eller absidiale.
En krypt = crypt er et »skjult sted«, der opstod, da man ophørte med begravelse i katakomberne uden for Rom og i stedet begravede helgener og martyrer i kirkerne. I kirken - eller bare over graven - var opført et rum, »confessio«, hvori tilbedelsen af den afdøde blev udført. Den typiske romerske krypt er den direkte overførsel af en underliggende begravelse fra katakomberne og disses confessii. På grund af de opbevarede relikvier er krypten også et kultsted, hvortil der skal være adgang fra kirkerummet, og der skal være et alter.
Omkring år 800 begynder krypter at blive hvælvdækkede. Den normale anbringelse af krypter er under koret og højalteret. De tidlige krypter med tøndehvælv er bueformede og kaldes for ringkrypter, men kan også være cirkelformede - og kaldes da rundkrypter, eller korsformede krypter og benævnes ofte gallerikrypter. Senere, da relikvietilbedelsen tog til, udbyggedes krypterne, og de forsynedes med søjler, piller og større hvælvanlæg for at skaffe plads til flere medlemmer af menigheden eller flere pilgrimme.
Et af de tidligste eksempler er i Ravenna (Classe) i Sankt Apollinarekirken fra 534. Krypter kunne være dybe som i katakomberne eller næsten i jordhøjde; der kunne endog være vinduer i dem som tilfældet var ved Ernulphs krypt i Canterbury. I Tyskland er der gode eksempler på krypter i Sankt Mikaelskirke i Fulda, Vor Frue i Konstanz, Seligenstadt, Steinbach og Speyer.
Næsten alle engelske krypter er fra normannertiden eller lige efter. De tidligste engelske findes i Hexham og i Ripon. Krypten kunne være med søjler og hvælv. Bygningen af krypter i Norden ophørte næsten efter 1100-tallet, og de hører ikke hjemme i nordiske, gotiske kirker.
Den ældste nordiske krypt blev fundet i Århus domkirke i 1955 og stammede fra den tidligere kirke på stedet opført omkring eller før 1100. Sankt Knuds krypt stammer fra 1400-tallets begyndelse og blev restaureret til sin nuværende form i 1868-1874. Den bedst historisk belyste krypt i Norden er Lund domkirkes krypt
[KLfNM].
Våbenhus - på engelsk porch. Tilbygning med indgang til kirken på dennes sydside - for mændene. Der var ikke et våbenhus for kvinder, men alene en indgangsdør på kirkens nordside. Våbenhuse har været anvendt til opbevaring af lokalsamfundets våben, som skriftestol, til processionsstart m.m. Det engelske ord porch kan også findes anvendt om narthex.
Der var ikke generelt våbenhuse ved klosterkirker, der ikke havde dette behov, med mindre klosterkirken også var sognekirke. Den praktiske brug af våbenhuse omfatter også, at det var et venterum for barselskvinder, der ikke deltog i den middelalderlige gudstjeneste før senere i forløbet. På samme vis havde barnet ved barnedåb ikke adgang til kirkerummet, før præsten uden for kirkerummet havde udført ritualer for exorcisme på barnet, og endelig blev en del af bryllupsritualet også udført uden for kirkerummet. I alle disse tilfælde var det en særdeles velkommen tilføjelse til en kirke i det danske klima. Som rum til opstilling af våben, som var det paraplyer, har nok ikke været så fremtrædende en funktion i et fattigt bondesogn, hvor ikke hver mand mødte op med sit arsenal i den senere middelalder.
Kirketårne opførtes ikke før i det sjette århundrede, og de opstod i østkirkens område først.
Stilen med to tårne er tysk og først set i Strasbourg i 1015, men spredte sig til Frankrig og England.
De danske kirker har typisk tårnet i vest, men der er afvigelser. Fx har Lillerød på Sjælland tårnet bygget i øst over koret (tårnet opført 1859 / 1906), og i Ystad har Franciskanerkirken et tårn på sydsiden af koret i kirkens østende opført ca. 1550.
Cistercienserne byggede tidligt uden tårn, men senere er der forskellige tilløb til tårne. Cistercienserne anvendte oftere tagrytterspir. Under påvirkning af Cistercienserne og senere tiggerordenerne mener (ID=1271 p.138f), at der var en vis tilbageholdenhed for at bygge tårne i 1200-tallet, mens der sent i middelalderen blev rejst mange tårne ved sognekirker - og altså også ved klosterkirker, når disse også var sognekirker. Årsagen skal her søges i nabosognes misundelse.
Generelt er kirketårne en meget foranderlig del af kirker: De meget høje tårne og spir havde ikke altid styrke nok til at holde i længden til påvirkninger fra vind og vejr og brand, så der er mange eksempler på ombygninger, nedlæggelse eller nyopførsel af tårne.
Kilder før 2020-05-17 kan findes i kildeoversigten for historie eller
i kildeoversigten for religionshistorie. Endvidere er Danmarks Kirker, Nationalmuseets Arbejdsmark og Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder med flere standardværker anvendt i artiklerne.
-: New Catholic Encyclopedia, netversion, [NewCE]
ID=0234: Christensen, Bent et al. (edt.), 2002: Esrum Klosters Brevbog I, Museum Tusculanum.
Crossley, Fred. H., 1939: The English Abbey, Batsford, [09153]
Curl, James Stevens, 2006: Oxford Dictionary of Architecture and Landscape Architecture, OUP, 2nd ed., [10188]
ID=1272: Johannsen, Hugo & Calus M. Smidt, aut., 1981: Danmarks arkitektur - Kirkens huse, Gyl.
ID=4407: Garner, H.N., aut., 1968: Atlas over danske klostre, Nyt Nordisk.
ID=4382: Gregersen, Bo & Carsten Selch Jensen (edt.), 2003: Øm Kloster - Kapitler af et middelalderligt cistercienserabbedis historie, Øm Kloster / Syddansk Universitetsforlag.
Horn, Walter, 1973: "On the Origin of the Medieval Cloister", in: Gesta, Vol. 12, No. 1/2, 1973 [Horn1]
Impey, Edward, 2008: Castle Acre Priory and Castle, guidebook, EH, [10578]
Johnston, William M., 2000: Encyclopedia of Monasticism, 1-2, Fitzroy Deerborn Publ., [EncyMon]
ID=3191: Jørgensen, Jens Anker & Bente Thomsen, 2004: Gyldendals bog om danske klostre, Gyldendal.
ID=1271: Kristensen, Hans Krongaard, aut., 2013: Klostre i det middelalderlige Danmark, Jysk Arkæologisk Selskab.
Lorenzen, Vilhelm, 1914: De danske Franciskanerklostres Bygningshistorie, Gad, [10624]
Martindale, Andrew, 1996: Gothic Art, Thames & Hudson, [9132]
Nussbaum, Norbert, 2000: German Cothic Church Architecture, Yale UP, [9307]
Pevsner, Nikolaus, 1997: Europas Arkitekturhistorie, Politiken, [8945]
Shipley, Debra, 1990: Durham Cathedral, Tauris Parke, [7109] Lexikon der Mittelalter, 1991, Artemis, Augsburg